FATTIGE OG UDSTØDTE

På Silkeborgegnen. En mosaik

Af Keld Dalsgaard Larsen

FATTIGDOM

Sognepræsten Niels Blicher kunne i 1795 oplyse, at lokalbefolkningen i Vium og Lysgaard sogne var fattig. Hele 98 procent var fattig i varierende grad fra mådelige kår til trykkende fattigdom (1).

Det var vore forfædres virkelighed før 1800: Folk var fattige og havde stort set kun til dagen og vejen. Man levede af jorden og dens ressourcer, hvilket gav et liv foruroligende tæt på eksistensminimum. Der kunne være gode år, men de varede aldrig ved. Og ind imellem kom der krig og epidemier og tørke og anden elendighed, som ingen kunne gardere sig mod. Alle var fattige, og derfor følte man sig ikke særskilt fattig. Det var jo det normale.

Man passede på sig og sine efter bedste evne. Man delte. Og kunne familien eller andre ikke magte det, håbede man på den stedlige herremand. F.eks. Christian Fischer.

Fischer-familien var den toneangivende familie på Silkeborgegnen i årene ca. 1661-1820 (2). Christian Fischer (1689-1774) til Allinggård og Grauballegård har lagt navn til lokal velgørenhed i form af Grønbæk Hospital og det store og det lille Fischerske legat. Christian Fischer døde barnløs, og af arven skulle et hospital bygges i Grønbæk. Det stod klar til brug i 1779.

Christian Fischer havde i sin instruks fra 1771 givet nogle retningslinjer for det kommende hospital. Her gives et indblik i datidens patriarkalske og religiøse verdensbillede. Christian Fischer følte sig ansvarlig for, at ingen fattig, vanfør og sølle person på hans godser skulle have det dårligt. Der skulle tages hånd om dem. I velfærdsstaten er det staten, som udspænder det sociale sikkerhedsnet. Dengang var det gerne den lokale herremand. Og han gjorde det både for de fattiges og for sin egen skyld. På den måde kunne han opfylde sine kristelige forpligtigelser, dø de retfærdiges død og få et godt og evigt minde.

Grønbæk Hospital havde plads til seks fattige og en opsynskvinde. Provsten havde indstillet følgende seks sognebørn til ophold på hospitalet i 1779:

Grønbæk hospital

Niels Sørensen af Brårup, vanfør, kan hverken stå eller gå, må krybe på hænder og knæ.

Niels Roeds datter i Iller, Kirsten Nielsdatter, fader- og moderløs, yderlig vanvittig.

Søren Østergaard i Iller, blind, gammel og yderlig fattig.

Anders Johansen i Naderup, blind og meget affældig.

Søren Nyegård i Iller, ældgammel, forladt af alle og højst affældig.

Terkild Skrædder i Grønbæk, ligeledes ældgammel, affældig og yderlig trængende.

Else Højberg i Iller blev foreslået til at være den kvindelige bestyrer af hospitalet (3).

Fischers store legat skulle fordeles til trængende i Grønbæk, Svostrup, Serup, Lemming, Sejling og Gødvad.

RIGDOM OG FATTIGDOM

Europa, Danmark og Silkeborgegnen oplevede omkring 1800 menneskehedens anden store revolution: Mennesket overvandt de naturgivne vilkår og skabte rigdom i et omfang, som aldrig før set. I Danmark er denne revolution kendt under navnet ”landboreformerne”, men det var meget mere omfattende. Kapitalisme vil være et bedre begreb for denne udvikling, som indeholdt skabelse af nationalstater, politisk demokrati, markedsøkonomi, pengeøkonomi, specialisering, industrialisering, landboreformer m.m. Resultatet var en ny økonomi, ny politik og en rigdom, som vendte op og ned på menneskets vilkår og syn på fremtiden.

Den nye velstand var ikke ligeligt fordelt. Tværtimod. Den skabte uligheder. Før var alle og ingen fattige. Nu blev nogen rige, mens andre oplevede at blive fattige. Fattigdom er i høj grad et relativt fænomen. Rigdom hos nogle skabte fattigdom hos andre.

Las Lassen (1811-1895) var lærer i Toustrup og nedskrev først i 1880’erne sine erfaringer om udviklingen i Dallerup sogn:

”Bonden er gået frem i velstand, det vil sige gårdmændene, ikke husmændene. Der er mere standsforskel mellem bønderne, end der var i min barndom. Da var gårdmanden fattig, og husmanden var fattig; den første havde ikke mere end til husbehov, han skulle ikke ”lægge op”, ikke vise sin overlegenhed ved pragt og et mageligt liv, men måtte arbejde. Nu mener mange gårdmænd, at de er meget fornemme folk, hvilket viser sig i deres stadsbygninger, forfængelighed med klædedragt osv. … Husmanden har det ikke så godt som før. Han slider som daglejer for gårdmanden, kan næppe, så længe han er arbejdsfør, tjene simpel føde til sig og sine, og lønnen derefter bliver fattiggården, af hvilke der nu oprettes mange omkring i landet, og hvor der måske er godt nok, men friheden mangler” (4).

Udviklingen kan også aflæses i folketællingerne. I den første folketælling fra 1787 findes i de enkelte sogne en mængde uspecificerede ”fattige”. Denne ”erhvervsbetegnelse” forsvinder stort set i 1801-folketællingen. Derimod dukker et stort antal mennesker frem under erhvervskategorierne uldbindere, træskomænd, pottemagere m.m. Udviklingen nødvendiggjorde, at de tidligere fattige måtte finde sig et erhverv til livets opretholdelse. Mange fattigfolk på Silkeborgegnen fik deres ”tarvelige udkomme” ved et af de lokale landhåndværk (5).

Handelspladsen Silkeborg blev grundlagt i 1846 og blev en ny mulighed for egnens småkårsfolk for at søge arbejde, f.eks. på Silkeborg Papirfabrik eller ved de talrige byggerier og anlægsarbejder, som fulgte i kølvandet på skabelsen af Silkeborg.

FATTIGE I KRAGELUND

Sognefoged Jens Jensen (1865-1941) foretog mange optegnelser om forholdene i Kragelund, herunder også om de fattiges forhold i sognet:

”Ved juletid gik de fattige omkring og tiggede. Nogle af de fattige var i fattighuset (der brændte omkring 1880), andre var bortakkorderede omkring i sognet. Der var også en tid i min bedstefars tid (1799-1877), da de fattige gik på omgang i sognet, thi min far husker, at der i hans drengeår (1845) kom fattige for at være på gården i otte eller fjorten dage, og således gik det i omgang. Det var således fra nævnte tid, at han fortæller om de fattiges tiggeri ved juletid, men mange kom kun for at få deres julebrændevin, så de blev lige så fulde som karlene nytårsaften. Ved mine forældres bryllup 1863 blev de fattige fra fattighuset den tredje gildesdag budt med, thi dengang var der gilde i tre dage. Min far har fortalt mig en del om denne tredje dags gilde, særligt det, om de fattige fra fattighuset, og da jeg senere lærte de fleste af dem at kende, nedskrev jeg for mange år siden det, som jeg nu her gengiver med de karaktertræk og de oplysninger om de enkelte, der kom til min kundskab.

De fattige var bænkede inde i storstuen omkring bordene, og der mødte de et syn, som de ikke var vante til. Først må nævnes Mads Østermark og hans kone. Disse havde engang været rige folk og havde den jord, hvorpå Kjellerup nu ligger, og Mads ejede i sin tid så meget sølv, at han tilbød en mand det gratis, hvis denne kunne bære det, hvad han ikke kunne! Så var der Ole Piig og Peder Løve, et par, der havde slået sig sammen og havde fælles husholdning. En aften, Ole ville hente vand fra en mergelgrav til at koge deres kaffe i (de sad den gang i et lejehus), faldt han i vandet og druknede.

Mads Østermark lavede rævlinglimer (limer = koste), Ole Piig birkelimer og Peder Løve lavede træskeer. Ved siden af Ole og Peder sad Flyve Anders. Det var ganske vist længe før, man fik flyvemaskiner, men manden havde altid så travlt, og derfor fik han sit kendingsnavn. Lidt længere nede sad der en lille tør, spinkel og lidt krumbøjet mandsling, der gik under navnet Jesper Klok. Jesper havde gode kundskaber, og han kunne citere biblen som nogen præst, han havde sjældne gode evner og var slagfærdig som nogen trænet folketingsmand i et ordskifte. Nederst ved bordet sad Jakob Kasper med sit skulende og frastødende blik. …. Tavs sad han ved bordet, ingen talte til ham, og han talte ingen til.

Ved den anden side af bordet sad kvinderne, Ry Maren, Pink Trin, Klink Malen, Silke Lise og Gret Skomager. Børnene var ikke med. Det at være fattighusbarn var næsten den tungeste lod, man kunne tænke sig.

Da de havde spist, så længe de orkede, drak de, og kvinderne lige så vel som mændene. Her kunne de gratis få al den brændevin, de ønskede. Der var kun en eneste afholdsmand i hele selskabet, og det var Jesper Klok, han drak mælk og tog sig et stykke kandissukker i stedet for en skrå.

Da det begyndte at blive mørkt, var de gamle så glade og venligsindede mod hinanden (hvad de ellers ikke var altid) og under højrøstet tale, spøg og latter gik de fra gildesgården. Nej gik er ikke det rette udtryk, for nogle ravede, andre dinglede, og så var der nogle, der kravlede på både hænder og fødder. Værst var det med kvindfolkene, men mørket skjulte nogenlunde deres ejendommelige hjemfart” (6).

FATTIGDOM OG SELVFORSØRGELSE

Samfundet var i opbrud. Kampen for det daglige brød krævede stor mobilitet blandt småkårsfolk, og mange flyttede fra by til by, egn til egn for at klare til dagen og vejen. Men midt i dette opbrud var der alligevel fattigfolk, som ikke magtede at forsørge sig selv og sine. Som måtte have hjælp af den ene eller anden årsag. Det kunne være tilfældigheder som arbejdsløshed, sygdom og dødsfald eller måske menneskelige brister som druk, dovenskab og ligegyldighed for morgendagen.

Hvad skulle man stille op? Skulle disse mennesker hjælpes eller straffes? Og hvorfor skulle man gøre det? Af næstekærlighed? Som en kristen pligt? Af medynk? Af frygt for kriminalitet? Eller tiggeri? Eller måske ligefrem samfundsomvæltning?

Fattigdom og fattighjælp var et stort tema i tiden. Den nye tids arbejderklasse var særlig udsat, og problematikken gik i samtiden ofte under betegnelsen ”Arbejderspørgsmålet”. Ville arbejderne i længden kunne klare sig selv? Eller ville arbejderne og arbejderfamilierne til sidst komme til at ligge samfundet til last? Var arbejderklassen en del af samfundet? Eller vil den falde uden for samfundet? Arbejderklassen blev som klasse en del af samfundet og hermed også de enkelte arbejdere og arbejderfamilier. Men det var ikke en gang for alle givet. Det krævede agtpågivenhed af samfundet og af den enkelte (7). Og der kunne til stadighed ske ting, som gjorde, at fattigfolk kunne have hjælp behov.

Megen hjælp foregik uformelt inden for familier, lokalsamfund og på de forskellige arbejdspladser. Normalt forblev denne hjælp ukendt for offentlighed og eftertid. Men Silkeborg Avis bragte med jævne mellemrum en taksigelse fra mennesker, som havde fået en sådan privat hjælp i en nødsituation. Dorthea Riemenschneider blev i januar 1882 som 46-årig pludselig enke med seks børn, da hendes mand, papirarbejder Conrad Riemenschneider døde, kun 45 år gammel. En katastrofe både menneskeligt og økonomisk. Men Silkeborg Papirfabrik, arbejdskammerater og andre trådte til med hjælp, og enken indrykkede følgende taksigelse i avisen:

”Jeg aflægger hermed min hjerteligste tak til alle, som under min afdøde mands sygdom og ved hans jordefærd har vist deltagelse imod mig. Særlig takkes herr og fru Strøyberg samt d’Hrr læger Lund og Klee for deres store godhed, og ligeledes en ubekendt giver af en sum penge, som blev sendt mig. Men først og sidst må jeg takke samtlige fabriksarbejdere dels for deres venlighed imod mig og min afdøde mand dels for den store pengegave, de skænkede os. Gud lønne dem alle derfor” (8).

I Silkeborg gik flere af byens bedrestillede kvinder sammen om at sikre børnepasning og børnebespisning til trængende arbejderbørn. Baggrunden var, at når både far og mor måtte arbejde for at overleve, kom børnene let til at gå for lud og koldt vand. Måske anså hverken forældrene eller børnene det, som noget særskilt stort problem, men det gjorde de toneangivende borgere i Silkeborg. Derfor blev Dronning Louises Asyl etableret i 1864, og der blev taget initiativ til forskellige former for børnebespisning. Og i spidsen for disse initiativer stod byens finere fruer (9).

Hjælp til fattige og nødstedte var også et politisk spørgsmål. To politiske grundholdninger tonede frem i slutningen af det 19. århundrede: En offentlig eller en privat løsning. Den fremvoksende arbejderbevægelse med Socialdemokratiet i spidsen ønskede en offentlig løsning, mens de borgerlige kræfter i langt højere grad ønskede inddragelse af den private hjælp. Skillelinjen var dog langt fra entydig. De borgerlige var fuldt ud klar over, at det offentlige også måtte træde til, mens socialdemokraterne heller ikke var blinde for den private godgørenhed, tidens filantropi.

Men i den politiske kamp forsvandt nuancerne let til fordel for polemiske udfald. Socialdemokraterne gjorde jævnligt nar af den private godgørenhed, som blev omtalt som almisse, som de rige gav for at berolige deres egen (dårlige) samvittighed (10). Og de hjælpsomme fruer fik hånligt betegnelsen ”hattedamer”, hvilket var og er skævt og urimeligt. De gjorde det af personligt overskud og et godt hjerte i troen på at kunne gøre en forskel til det bedre for de involverede børn og deres familier.

Den offentlige hjælp blev ret hurtigt den basale, mens den private hjælp fik en sekundær betydning. I hjælpen til de fattige blev der skelnet mellem de ”værdigt trængende” og de ”uværdige”. De værdigt trængende var dem, som normalt ville kunne klare sig selv – men som midlertidigt havde brug for en hjælpende hånd. De uværdige var derimod folk, som mere permanent ikke kunne eller ville hjælpe sig selv.

I det følgende vil gives en mosaik over problematikken med fokus på ”de uværdige” og andre fattige, som var i risikozonen for at havne i denne kategori. Mosaikken vil give et indblik ind i denne komplekse og underbelyste del af vor historie ved at følge to spor: Den offentlige hjælp med afsæt i egnens fattighuse og fattiggårde og den private hjælp med afsæt i Silkeborg Velgørenhedsselskab, Arbejde Adler og Kirkens Korshær.

FATTIGVÆSENET TIL LAST

”Fattigvæsenet, denne tærende kræftskade på samfundet, er i de senere år tiltaget i en så foruroligende grad, at Silkeborg, Them og Linå sogne med en samlet befolkning af 5.500 mennesker har været nødt til i 1867 at påligne 4.800 rigsdaler alene som fattigskat” (11).

Silkeborgs første distriktslæge, C. Fibiger, var bekymret over den tiltagende fattigdom på egnen i 1860’erne. Måske mest på grund af de høje skatter, fattigvæsenet fordrede. Hvad skulle man stille op med al denne fattigdom og de stedse stigende fattigudgifter? Myndigheder og skatteborgere var bekymrede. De fattige var også bekymrede – men af helt andre årsager.

Den øgede velstand fra sidst i 1820’erne skabte et nyt syn på rigdom og fattigdom. Tidligere var det noget naturgivent, måske ligefrem Guds bestemt. Nu blev det personlige ansvar fremhævet. Man skulle helst være sin egen lykkesmed. Og det lykkedes for rigtigt mange mennesker. Men nogle faldt igennem. Hvad med dem? Nogle kunne ligge deres familie til last. Andre måtte have lidt fattighjælp til at klare et beskedent levned. Enkelte måtte placeres på sognets fattighus. Men fattighusene var få, små og normalt meget sølle.

På Silkeborgegnen var der flere fattighuse midt i 1800-tallet. Blandt andet i Them, Linå, Sejling, Bryrup, Thorning, Kragelund og Svostrup (12). Distriktslæge C. Fibiger er kilden (13) til følgende omtale af forholdene i Them og Linå:

”Fattighuset i Them sogn ligger en kvart mil fra byen Them og frit på den åbne mark. Det er et bindingsværkshus med stråtag og temmelig små vinduer, hvoraf dog enkelte er til at åbne. Huset indeholder 8 små værelser med lergulve og indrettede til 2 fattiglemmer i hvert værelse, altså til 16 fattige”. To fattiglemmer skal deles om værelset og kan meget vel risikere at skulle dele samme seng!

”Fattighuset i Linå sogn ligger i Linå by og er en gammel, forfalden og stråtækt bindingsværksbygning, som er indrettet med 4 lejligheder, hver bestemt til to personer; vinduerne er små, højtsiddende og forsynede med blyruder; … ”. Lejlighederne (værelset) er små. Ca. 11 kvadratmeter. Af og til skal en hel familie bor her. Værelset har lergulv og er forsynet med en vindovn. Fattighuset i Sejling var ifølge distriktslægen lidt bedre end i Them og Linå.

Sognerådene var ikke glade for disse fattighuse, og man valgte gerne at leje de fattige ind hos private (14).

Forholdene var kort og godt uholdbare. For skatteborgerne og for de fattige. Udgifterne til fattigvæsenet udgjorde en væsentlig post i de kommunale budgetter, og myndighederne frygtede, at udgifterne ville løbe løbsk. Myndighederne måtte finde på løsninger, som skulle tilgodese mange målsætninger. På den ene side skulle der tages hånd om de fattigste, og på den anden side skulle det ske billigst muligt. En væsentlig del af løsningen skulle være, at det var så lidet attraktivt som overhovedet muligt at ”ligge fattigvæsenet til last”. Fattighjælp under alle former skulle have noget vanærende og trykkende over sig, så folk – som folk var flest – ville tænke sig ekstra godt om, før de søgte hjælp.

Ønsket om at de fattige selv skulle bidrage vandt frem. Tanken om arbejdsanstalter i form af fattiggårde dukkede op i tidens debat. Distriktslæge C. Fibiger talte varmt herfor:

”En anden foranstaltning, som kunne have den største betydning til at formindske pauperismen (fattigdom) og tvinge proletariatet til orden og arbejde, ville være oprettelsen af en arbejdsanstalt eller fattiggård enten i eller i nærheden af Silkeborg og sat i forbindelse med agerbrug” (15).

Her kunne de fattige arbejde for opholdet. Derfor var det vigtigt med landbrug og anden indtægtsgivende beskæftigelse på fattiggården. Silkeborg, Them og Linå var i 1860’erne i intense drøftelser om en fælles fattiggård, men planerne løb ud i sandet. Silkeborg, Them og Linå oprettede derfor hver sin fattiggård i årene 1868-1870.

FATTIGGÅRDE

Det unge kommunale demokrati havde mange udfordringer. Ikke mindst med hensyn til fattigvæsenet. Udgifterne var relativt store, og der var en iboende trang til hos lokalpolitikerne at komme billigst muligt om ved det. I denne bestræbelse udkæmpede kommunerne indbyrdes en kamp om, hvilke fattige de var forpligtet til at hjælpe – og hvilke fattige, man kunne få andre kommuner til at betale for. Denne kamp om at blive fri for de udgiftskrævende fattige optog sindene, krævede uendelige korrespondancer og allehånde trakasserier. Også i dette perspektiv mente kommunerne, at opførslen af en fattiggård i kommunen kunne være hensigtsmæssig. Rationalet var, at hvis udgifterne for en fattig bosiddende i en anden kommunen blev for uoverskuelig, kunne kommunen hjemskrive vedkommende til ophold på den lokale fattiggård. I håbet om herved at få styr på udgifterne.

Forhåbningerne til fattiggården var store, og kommune efter kommune oprettede deres egen fattiggård i anden halvdel af det 19. århundrede. Også på Silkeborgegnen.

Silkeborg Fattiggård kunne efter mange års forberedelse indvies den 22. januar 1869 i Nygade. Silkeborg Avis rapporterede fra begivenheden og skrev blandt andet:

”Anstalten, der er net og bekvemt indrettet, beboes for tiden af 14 fattige foruden bestyreren med familie, men den kan, om fornødent gøres, afgive plads til omtrent det dobbelte antal. På industri er man ikke begyndt endnu, men efter forlydende vil dette snart ske, og det vil altså ikke vare længe, før alle hænder er beskæftiget med efter evne at søge at tilvejebringe den balance i indtægten, som er nødvendig, hvis ikke kommunen skal drukne i et hav af udgifter til fattigvæsenet” (16).

Silkeborg, Them og Linå kunne ikke blive enige om en fælles fattiggård. Men de tre selvstændige fattiggårde fik trods alt enslydende vedtægter (17). Vedtægterne er et vidnesbyrd på, hvordan man så på de fattige og opgaven.

Fattige på fattiggården ved Skellerup ca. 1880. Rokkene signalerer ønsket om arbejdsomhed.

”§1. Anstaltens formål er at give den fattige husly, klæder og føde, og hvad der udfordres til livets ophold, at skaffe de gamle og svage en bedre pleje og børnene en bedre opdragelse, end det i reglen vil kunne ske andetsteds. Dette fornødne dertil frembringes så vidt muligt af den dertil forpagtede jords drift og til dels af de fattiges arbejde. §2. Enhver, som begærer hjælp af fattigvæsenet til sig selv eller sin familie, er forpligtet til at indtræde som lem i fattiggården og der at arbejde efter evne og kræfter for sin og sines forsørgelse…..”.

De fattige omtales som ”fattiglemmer” eller blot ”lemmer”. Der kan være tale om gamle og svage, voksne og børn. Vedtægterne gør meget ud af, at de fattige på fattiggården skal leve et værdigt liv med ro, orden og renlighed. De skal rede deres senge, spise i stilhed, holde sig rene, passe arbejdet og omgås hinanden med venlighed. Og de skal altid rette sig efter bestyrerparret. Udgang skal der gives tilladelse til. Og spiritus er bandlyst. Mænd og kvinder skal holdes adskilt – dog må ægtepar normalt gerne omgås hinanden. Arbejdstiderne, spisetider og maden afpasses egnens traditioner. Om sommeren starter arbejdsdagen kl. 6. Om vinteren kl. 8. Normalt er sengetid kl. 9 om aften.

Vedtægterne er omstændelige og detaljerede, og de afspejler, at forventningerne til beboerne er yderst begrænsede.

Skorup-Tvilum Kommune oprettede sin fattiggård i 1878 i Trust. Vedtægterne følger retningslinjerne fra Silkeborg, Them og Linå. Vedtægterne oplyser blandt andet:

”§1. Forsørgelsesanstalten oprettes for at det bedre end hidtil kan påses, at de, der erholder understøttelse, efter evne bidrager til deres egen forsørgelse. …§3. I anstalten ville de fattiglemmer, som optages deri, have fuldstændig forsørgelse, nemlig husly, klæder, føde, varme, lys, vask og renlighed, samt pleje i sygdom. Lemmerne adskilles efter kønnene i særskilte arbejds-, sove- og sygestuer, dog ikke de mindre børn, og for ægtefolks vedkommende kan ske undtagelse fra denne regel. §4. Enhver, som for sig eller sin familie begærer hjælp af lemmernes fattigvæsen er pligtig til, når det fordres, at indtræde som lem i fattigforsørgelsesanstalten og der at arbejde, som det ham eller hende anvises, efter evne til tilvejebringelse af egne og familiens fornødenheder…” (18).

DEN FORNØDNE FORSØRGELSE

Livet på fattiggårdene var ingen dans på roser. Det skulle det heller ikke være. Det måtte gerne have lidt karakter af en straf. En ydmygelse. Så folk gjorde alt, hvad de kunne for ikke at havne dér. Men når det er understreget, må det også nævnes, at alternativet sjældent var bedre for de pågældende fattige. Nærmest tværtimod. På fattiggården fik de trods alt ”fuldstændig forsørgelse”, den nødvendige forsørgelse til livets opretholdelse: husly, mad osv. Havde de ikke haft fattiggården at ty til, kunne mange af de fattige have havnet i et helt uoverskueligt uføre. På fattiggården indgik de fattige i en skemalagt hverdag uden meget privatliv eller individuel frihed. Men de basale livsfornødenheder var sikret.

Fattiggårdens hverdag skulle afspejle ”det fattige liv” på egnen. Det måtte ikke være bedre end andre fattiges livsvilkår. Ellers frygtede man, at de fattige ligefrem ville flokkes om at komme på anstalten. Det måtte for alt i verden forhindres. På den anden side kunne forholdene dårligt være værre, end hvad de fattige på egnen måtte leve under. Vi kan derfor gå ud fra, at f.eks. maden på fattiggården lå omkring ”det normale” for fattigfolk på egnen gennem tiderne. Man kan endog få den tanke, at forholdene på fattiggårdene her kunne være en anelse bedre. Her gives to eksempler fra Trust Fattiggård omkring 1878 og Silkeborg Fattiggård 1911.

I spisereglementet fra fattiggården i Trust er følgende forhold skitseret:

”Hele året igennem er der tre hovedmåltider davre, middagsmad og nadver, fra 1. marts til 1. november gives mellemmad kl. 9 formiddag og hele året igennem midaftensmad kl. 4. Øl gives efter behov. Hvad der levnes fra måltiderne tilhører anstalten og ikke lemmerne”.

Middagsmaden kl.12 følger følgende ugeprogram:

Søndag: Kød eller flæskesuppe og det kogte kød eller flæsk

Mandag: Grød og smørrebrød

Tirsdag: Vælling og pandekager

Onsdag: Kål eller ærter med flæsk eller kød

Torsdag: Vælling og stegt flæsk og kartofler

(fredag mangler)

Lørdag: Grød eller øllebrød og pandekager.

Hvert fattiglem får brød til maden – ca. 80 gram.

Morgenmaden (davre) og aftensmaden (nadver) veksler mellem mælk og grød eller grød med mælk eller øllebrød eller mælkebrød. Mellemmad og midaftensmad er brød med smør eller fedt. Drikkelse ser ud til at have været øl. Formodentlig hjemmebrygget hvidtøl (14).

Silkeborg Fattiggård fik nyt spisereglement i 1911. Det giver følgende signalement af de fattiges kost:

Om morgen får man to skiver rugbrød med margarine og – hvis ønskes – kogt mælk. Til frokost kan man om sommeren igen få et par skiver rugbrød med margarine og ost. Aftensmaden er ligeledes rugbrød og en skive sigtebrød. Måske kogt mælk og grød.

Hovedmåltidet er middagsmaden midt på dagen. Og ugeplanen var:

Søndag: Sødsuppe eller rabarber- eller stikkelsbærgrød eller lignende og enten bøf eller steg eller frikadeller med kartofler og sovs.

Mandag: Kærnemælkssuppe eller kærnemælksvælling og pandekager eller æbleskiver.

Tirsdag: Byggryns- eller boghvedegrød med mælk og enten fersk fisk, sild eller klipfisk med kartofler og sovs.

Onsdag: Kål eller ærter med kød eller flæsk.

Torsdag: Risgrød eller risvælling med mælk, stegt flæsk med kartofler og sovs eller stuvede kartofler med flæsk.

Fredag: Øllebrød eller kartoffelmelsgrød, kogt eller stegt flæsk med kartofler og sovs.

Lørdag: Oksekødssuppe og kogt kød.

Skulle man ønske det, kan man få ekstra rugbrød til (15).

Man fornemmer en markant forbedring af kosten fra Trust i 1878 til Silkeborg i 1911. Det er formodentlig et udtryk for den generelle velstandsstigning og deraf følgende bedre føde i befolkningen generelt. Det kom også de fattige på fattiggårdene til gode.

ERINDRINGER

Adolf Jørgensen (1882-1960) boede som barn på Silkeborg Fattiggård i Nygade. I 1945 nedskrev han nogle erindringer om livet på fattiggården. Det er en helt enestående kilde, som giver et indblik i forholdene i 1890’erne:

”I en ret rummelig spisestue på ”hjemmet” langede så vel kvinder som mænd til det store sulefad, der var anbragt midt på bordet, akkurat som ude på landet, 4 mand om et fad. Det foregik ikke altid lige roligt, da enhver søgte at hapse de bedste stykker til sig, så vankede der ofte smæk over fingrene med skeen, når en eller anden var al for pågående. Efter endt måltid slikkede de fleste mere eller mindre grundigt skeen af og kastede den i bordskuffen. ”Svenske-Ole” derimod stak sin i vestelommen, hvortil den var fastgjort med en snor, det var jo skrækkelig, hvis den skulle blandes med de andre skeer, og på den måde vidste han altid, hvor skeen var, når han skulle bruge den. Vi børn havde derimod hver sin tallerken og tatøj, en forbedring der var sket for ganske nylig og betød et fremskridt i den rigtige retning…,”

Om de voksnes arbejde fortæller Adolf Jørgensen:

”De mandlige medlemmer flettede simer af halm og siv, hvoraf de lavede måtter og sko. Den færdige vare blev afhændet til en træskomager i byen, og da produktionen var både god og billig, var der altid rivende afsætning på den, og de gamle tjente en ekstra lille skilling til supplering af de ugentlige lommepenge, der dårligt rakte til en rulle skrå eller pakke tobak. Nu vankede der brændevin i lange baner, det var ganske vist forbudt at sælge brændevin til dem, men det blev smuglet ind på den ene eller anden mærkværdige måde…… Grethe Ottendahl var flink til at bruge karten og rokken, derfor kartede og spandt hun næsten altid, samtidig med hun snusede noget så drabeligt….De andre fruentimmer blev beskæftiget ved lettere arbejde, således hjalp ”Stine Ski e-Pie” til i køkkenet ved kartoffelskrælning og opvask, ”Ma-Hall”, ”Dumme Dorthe”, ”Røde Palle” strikkede hoser og lappede kluns og sengelinned, således var de alle beskæftiget hver på sin vis, og snakken gik lystigt. Blandt mandfolkene var der en enkelt håndværker imellem. ”Jens Bødker” havde tønder, kar, spande under sit domæne, så at disse blev repareret til tide.. ”Kresten Snedker” lavede ligkister en gros, alle meget simple og tarvelige, der skulle spares på træet, og de kunne sagtens være gode nok til deres brug. Blandt så mange forhutlede mennesker skete der naturligvis ofte et dødsfald, derfor havde han altid et helt lille lager af ligkister oppe på loftet, hvor han havde indrettet sit værksted”.

Tilbageblikket i erindringerne er set gennem et barns ukuelige optimisme. Adolf Jørgensen skildrer hverdagen med landbrugsarbejde på ”Østermarken”, de jævnlige trakasserier på hjemmet og det massive drikkeri blandt beboerne. Det er ingen selvmedlidenhed at spore hos Adolf Jørgensen – sådan var forholdene bare. Og til den unge Adolfs store held havde bestyrerparret et godt øje til den kvikke dreng, så Adolf Jørgensen fik en læreplads hos en malermester i byen. Adolf Jørgensen nedsatte sig sidenhen som malermester i Silkeborg og boede privat i Holbergsgade. Heldigvis fik han skrevet sine erindringer. Blandt andet om forholdene på Silkeborg Fattiggård i Nygade (21).

FATTIGGÅRD ELLER EJ?

Fattiggårdene viste sig ikke at være noget universalmiddel til bekæmpelse af fattigdom eller udgifterne til fattigvæsenet. Troen på, at fattiggården mere eller mindre kunne fjerne udgiften til de fattigste fattige, viste sig ikke at holde i virkelighedens verden. Slet ikke. Egnens fattiggårde fik således en relativ kort historie. Linå sogns fattiggård i Skellerup eksisterede i årene 1868-1909, Them sogns fattiggård 1870-1909, Grauballe fattiggård 1880-1907, Trust fattiggård 1878-1902 og fattiggården for Balle-Gødvad Kommune 1879-1898 (22). Kommunerne måtte finde på andre løsninger.

Silkeborg Kommune var dybt splittet på spørgsmålet. Kommunalbestyrelsen drøftede emnet gang på gang omkring år 1900. Fattiggården i Nygade var nedslidt og uhensigtsmæssig. Men hvad så? Skulle man droppe fattiggården som i Esbjerg? Skulle man oprette en fattiggård uden landbrug? Mange mente, at landbruget ved fattiggården kun fordyrede udgifterne til fattigvæsenet. Stik imod den oprindelige tanke. Silkeborg Kommune vedtog at bygge en ny fattiggård på Østermarken, fattiggårdens marker på det område, som i dag kendes som Århusbakken. Med landbrug. Silkeborgs nye fattiggård blev dog bygget så viselig, at beboelse og landbrugsbygninger nemt kunne adskilles, hvis man valgte at bortforpagte eller sælge landbrugsbedriften.

Silkeborg Fattiggård og udgifterne til det lokale fattigvæsen var et vedvarende emne i kommunalbestyrelsen. Udgiftens størrelse gjorde opmærksomhed til en selvfølge.

SILKEBORG FATTIGGÅRD 1869-1958

Silkeborg Fattiggård eksisterede frem til 1958. På tre forskellige steder og under tre forskellige navne. Men i folkemunde var fattiggården altid fattiggården.

Silkeborg Fattiggård har ligget i Nygade (1869-1902), på Frydensbjerggård (1902-1942) og på Vester Kejlstrup (1942-1958).

Silkeborg Fattiggård på Århusbakken med sygehuset i baggrunden.

Ved indvielsen var navnet Silkeborg Fattiggård. I 1912 blev det ændret til Silkeborg Fattig- og Forsørgelsesanstalt. Navnet blev igen ændret i 1937 til Den kommunale Arbejdsanstalt i Silkeborg (23). Navneforandringerne afspejler tidernes skiftende syn på institutionen og dens beboere. Fra reglementet i 1937 forsvinder alle ord, der relaterer til ”fattig”. Nu bliver beboerne omtalt som ”de trængende”, ”de indskrevne” eller ”personer” (24).

Silkeborg Fattiggård i Nygade viste sig af flere årsager at ligge problematisk. Her midt i byen var det mere end svært at kontrollere fattiglemmerne, ikke mindst hvad angik indtagelse af alkohol.

Fattiggården lå også på en grund, som meget hurtigt blev ”for værdifuld”. Andre kunne ønske sig grunden til foretagsomme investeringer. Og så var det også besværligt at drive landbrug fra Nygade, hvis beboerne skulle op på Århusbakken (Østermarken) eller ud i Funderholme, hvor fattiggården havde et større engområde. Resultatet blev en flytning i 1902 op til det nybyggede Frydensbjerggård på Århusbakken.

Frydensbjerggård havde plads til ca. 30 fattige, og institutionen fik som noget nyt en ”bølleafdeling”, et internt fængsel til særligt urolige mænd. Herved slap man for at placere disse mænd i Horsens Arbejdsanstalt – hvilket både var dyrt og besværligt. Frydensbjerggårds landbrug blev drevet af bestyreren og lønnede karle – ikke af de fattige beboere. De kunne hjælpe til hist og her.

De trængende på Frydensbjerggård var først og fremmest mænd. Normalt var der 3-4 enlige og ældre kvinder – resten var enlige, ældre mænd. Familier med børn kom ikke på Frydensbjerggård. Det skulle da kun være i absolut nødstilfælde. Tiden fandt det helt uansvarligt, at børn voksede op på fattiggården. Det ville de kun tage legemlig og åndelig skade af. Fattiggården var fuldt belagt i vintermånederne, mens mange af mændene drog ud som vagabonder i sommermånederne. For så at vende tilbage, når vinterkulden blev for hård.

Forholdene på Frydensbjerggård fulgte den generelle samfundsudvikling. De voksnes tradition med at spise af samme fad forsvandt i 1911. Herefter fik hver egen tallerken, kniv og gaffel. Midt i 1930’erne fik Frydensbjerggård centralvarme og wc med træk og slip. Hermed forsvandt latrinerne på stedet og det arbejde, der var forbundet hermed.

De trængende hjalp til, hvor de kunne, men de var først og fremmest på stedet, fordi man ikke anede, hvor de ellers kunne være.

Frydensbjerggårds landbrug gav i flere perioder i 1920’erne og 1930’erne overskud. Men landbruget blev undergravet af de mange frasalg af jord på området: Til teglværk, sygehus, vandværk og kolonihaver. Godt nok fik institutionen lidt erstatningsjord rundt omkring, men det var en uholdbar udvikling. Løsningen blev en regulær flytning i 1942 til den nedlagte herregård Vester Kejlstrup.

Vester Kejlstrup fik kun otte soverum til de trængende. Tidens tendens var at få placeret målgruppen andre steder. Helst i egen bolig. Det var således en såre lille skare af fattige og marginaliserede, der flyttede med over på Vester Kejlstrup. Drikkeriet var fortsat et problem, og antabus blev tidens nye svar på denne svøbe.

De sidste år på Vester Kejlstrup var uden fastboende klientel. Vester Kejlstrup blev et sted for vagabonder, og i 1958 var det slut (25).

VELGØRENHEDSSELSKABET I SILKEBORG 1872-1908

Mosaikken vender nu blikket på den private filantropi fra tiden omkring 1870, som den kom til udtryk omkring Velgørenhedsselskabet i Silkeborg.

Kapitalismen skabte opbrud på alle ledder og kanter. En ny arbejderklasse havde vokset sig stor, og i 1870erne trådte den frem som selvstændig aktør på den historiske scene i Europa og i Danmark. Socialismen og kommunismen vandt fremgang blandt arbejderne. Pariserkommunen i Frankrig i 1871 gav genlyd i Europa, og i Danmark var den første socialistiske organisation en realitet samme år. Tidens jævne befolkning blev hermed en social og politisk kraft og gjorde ”arbejderspørgsmålet” påtrængende i samfundet. Også i Silkeborg.

”Hvad I har gjort imod den mindste af mine brødre, det har I gjort imod mig”. Pastor Panduro tog udgangspunkt i disse Jesu ord, da han i Silkeborg Avis den 1. december 1871 lancerede ideen om et Velgørenhedsselskab i Silkeborg. Ifølge Panduro havde de kristne en pligt til at yde en kristelig kærlighedshandling, ikke mindst over for samfundets fattige. Og da særlig i denne tid, hvor så meget var i opbrud med øget modsætning mellem rig og fattig, og hvor samfundsordenen måske ligefrem stod overfor sammenbrud på grund af tidens fordærvelige kommunistiske tanker. Samfundet led under, at arbejdernes løn var lav og usikker, mens priserne steg og steg. Det skabte uro og bevægelse blandt arbejderne – ude i verden og i Silkeborg. Her måtte samfundet hjælpe. Men det skabte så vrede hos skatteborgerne over de højere skatter. Panduro fastslår, at fattigdom kan skyldes såvel personlige brister som hændelige uheld:

”Dermed skal det imidlertid ikke være nægtet, at grunden til den stigende fattigdom jo også i mangfoldige tilfælde kan ligge hos den fattige selv: I en mangel på kraft, en blødagtighed i karakteren, en tilbøjelighed til at ville nyde uden at ville underkaste sig arbejdets uundgåelige møje og besvær. Her bliver fattigdommen om ikke en forbrydelse, så dog en brøde fra deres side, som ikke har kraft eller mod til at kæmpe. Men grunden til fattigdommen kan også i mange tilfælde ligge i de tunge tilskikkelser, i uberegnelige uheld, der kan storme ind på en familie og undergrave dens velfærd. Under sådanne forhold er det den kristelige kærlighed, som skal træde støttende og hjælpende til og lære den fattige, at han ikke skal tabe troen på sig selv; thi når han først opgiver sig selv, er også alt tabt”.

Panduro skelner skarpt mellem værdige og uværdige trængende. Det offentlige skal tage sig af de uværdige, mens den private godgørenhed kan yde en indsats i forhold til de værdigt trængende. Yde hjælp til selvhjælp.

Velgørenhedsselskabets primære opgave er at hjælpe værdigt trængende, så de ikke havner på fattigvæsenet, men som sekundær opgave skal selskabet også bekæmpe det omsiggribende betleri, herunder ikke mindst børnenes tiggeri.

Pastor Panduros idé blev fulgt op, og Velgørenhedsselskabet i Silkeborg var en realitet i januar 1872. Silkeborg Avis bragte den 22. og 24. januar 1872 længere artikler om det nye selskab, som fik følgende formålsparagraf:

”§1. Selskabets formål er at understøtte værdigt trængende, der ikke nyder hjælp af det offentlige fattigvæsen. Der ses derfor hen til, at ingen andetssteds forsørgelsesberettiget ved at understøttes af Selskabet omsider vil falde kommunen her til byrde. Selskabet sætter sig i forbindelse med det offentlige fattigvæsen såvel som med bestyrelsen for de fattiges kasse, for det kan være bekendt med, om nogen nyder understøttelse andetssteds eller på anden måde. I undtagelsestilfælde kan dog understøttelse også tilstås sådanne fattige, der endnu ej har vundet forsørgelsesret her.

Selskabet sætter sig som biopgave at modarbejde tiggeri, navnlig af børn, hvorfor selskabets medlemmer forpligter sig til i regelen ikke ”at give ved døre””

Silkeborg blev inddelt i seks kredse: 1. kreds Fabrikken, 2. kreds Østergade og Torvet, 3. kreds Søndergade, 4. kreds Nygade, 5. kreds Vestergade og 6. kreds Søgade. Til hver kreds blev valgt to lokalt bosiddende ”forstandere”, som skulle kunne gøre sig bekendt med forholdene blandt kredsens værdigt trængende. De 12 forstandere udgjorde sammen med den lokale sognepræst og distriktslæge Selskabets bestyrelse.

Pastor Panduro havde stiftet Selskabet, men det blev hans efterfølger, pastor Viberg, og distriktslæge Lund, der i mange år kom til at stå i spidsen for Selskabet som henholdsvis formand og sekretær. Købmand Dehs var i mange år Selskabets kasserer.

Velgørenhedsselskabets midler kom fra et mindre kontingent, en årlig indsamling og ved en række enkeltbidrag, f.eks. fra dilettant eller tivoli eller de lokale pengeinstitutter. Af og til fik Selskabet et større pengebeløb, f.eks. fra fabriksejer Strøyberg, brænderiejer Knud Jørgensen og redaktør Hans Simon Sørensen. Medlemstallet var i 1883 og 1884 henholdsvis 228 og 260. Den årlige generalforsamling blev gerne afholdt på Hotel Dania med tradition for dårligt fremmøde. Silkeborg Avis dækker generalforsamlingerne med oplysninger om blandt andet valg, regnskab og antallet af hjulpne. Silkeborg Avis kunne den 29. oktober 1890 fra generalforsamlingen bringe en oplysning om, at ”Det var mest enker med børn og svagelige gamle folk, som fik understøttelse”. Hjælpen kunne bestå af kontanter, huslejehjælp eller naturalier. Selskabet hjalp i 1879 36 enker og 20 familiefædre, mens Selskabet 10 år senere nåede helt op på at hjælpe 152 familier, heraf 81 enker.

Velgørenhedsselskabet virkede hele tiden som et supplement til den offentlige hjælp, og Selskabet var jævnligt i dialog med kommunen om den fælles opgave – hvor kommunen åbenlyst var den store aktør, mens Selskabet hjalp i nogle særlige enkelttilfælde, ikke mindst i forhold til enker med børn.

Lovgivningen på området fik indflydelse på Selskabets virke. Silkeborg Avis kunne den 28. oktober 1893 citere læge Lund for følgende udsagn på generalforsamlingen: ”Læge Lund gjorde opmærksom på, at alderdomsforsørgelsesloven og fattigloven havde forandret Velgørenhedsselskabets virksomhed en del, idet Selskabet ikke mere understøttede folk over 60 år, der var berettigede til alderdomsunderstøttelse”. Efter diskussion blev det vedtaget som det ”normale” – dog med mulighed for undtagelser.

Omkring år 1900 er det som om, behovet for Selskabet bliver mindre. I 1898 hjælpes 31 familier, heraf 13 enker, i 1900 38 familier, heraf 19 enker, i 1902 41 familier, heraf 20 enker og i 1907 43 familier, heraf 20 enker eller enlige kvinder.

Velgørenhedsselskabets mission var ved at rinde ud, og Selskabet søgte selv om at blive ”opløst” og dets aktiver og opgaver overtaget af kommunen. Silkeborg Avis kunne den 15. april 1908 oplyse, at Velgørenhedsselskabet i Silkeborg på et møde den 13. april 1908 var opløst og midlerne overført til den kommunale Hjælpekasse. De nyoprettede kommunale hjælpekasser havde samme hovedsigte som Velgørenhedsselskabet: At hjælpe de værdigt trængende fattige, så de snarest muligt kunne klare sig selv.

ARBEJDE ADLER

Fattigfolk er gerne et omvandrende folkefærd. Skarer af vagabonder, hjemløse og arbejdsløse drog rundt fra by til by for at søge husly, mad og arbejde. Mange overnattede på gårde eller på teglværker. Andre drog ind til byerne og boede på et svendehjem eller et herberg. I Silkeborg kunne de omvandrende tage ind på Arbejde Adlers herberg i Toldbodgade fra 1911.

Foreningen Arbejde Adler var en af de private organisationer, som fra 1910 søgte at hjælpe de farende svende. Her blev ikke skelnet mellem værdige og uværdige – her var en helle for såvel den fordrukne vagabond som den hjemløse og arbejdsløse. Tendens var dog klar: De lidt bedre stillede omvandrende mænd søgte mod byens svendehjem, hvor der skulle betales for opholdet, mens de fattigste søgte mod Arbejde Adlers herberg, hvor betalingen kunne erlægges ved en arbejdsydelse.

Arbejde Adler var en privat kristen organisation med relationer til Indre Mission og selve navnet Arbejde Adler angiver sigtet med foreningen: arbejde frem for almisse. Arbejde Adler oprettede en række herberger rundt om i landet, blandt andet også i Silkeborg. På herbergerne kunne vagabonderne finde ro og tilskyndelse til at ændre deres liv. Et vigtigt middel i dette arbejde var oprettelse af en række arbejdskolonier. Foreningens første arbejdskoloni var Godrum ved Hjøllund ved Silkeborg, som åbnede den 16. september 1913.

GODRUM VED HJØLLUND

”Der er et dybt svælg mellem menneskesamfundet og omstrejferskaren. Jeg har følt alle lidelserne på den anden side svælget, og jeg har oplevet at komme over igen på den rigtige side. Skulle da ikke mine oplevelser kunne være til nogen gavn!” (26).

Arbejde Adler udgav omkring 1917 en pjece med titlen ”En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder”, som indledes med ovennævnte citat. Til alt held havnede den anonyme fortæller på et Arbejde Adler herberg og blev herfra sendt videre til Godrum. Det blev ifølge beretningen hans redning. Denne anonyme vagabond ønsker at takke for hjælpen ved at fortælle sin historie i håbet om at vække andre ”staldbrødre” og give det omkringliggende samfund et indblik i de nedværdigende sider ved vagabondlivet.

Fortællingen beretter om et liv med løgn og ansvarsforflygtigelse. Vagabonderne skildres som muntre folk, der er gode til at underholde folk og stikke dem blår i øjnene. For munterheden er med bagtanke: medynk, almisse og spiritus. Når mennesker i næstekærligt øjemed giver vagabonden nogle skillinger, går de i 90 procent af tilfældene til spiritus. Også selv om vagabonderne påstår noget andet.

Forandringen sker først, da en person gør ham opmærksom på, at vedkommende kender en mand, der kan hjælpe ham. Vagabonden spidser opmærksomt ører for derefter at blive grueligt skuffet, da den venlige mand peger på vagabonden selv! Men denne episode lægger alligevel et kim i sindet: At det er vagabonden selv, det kommer an på.

Den anonyme vagabond kommer til Godrum ved Hjøllund for at bo og arbejde. Og herved genvinder manden sin værdighed og tro på fremtiden. Arbejdet er løsningen.

I pjecen gives en kort skildring af Godrum anno ca. 1917. Det oplyses, at Godrum startede med tre bygninger med plads til 12 personer. Det er nu (o.1917) udvidet til 12 bygninger med plads til 40 mand. Især skovarbejde beskæftiger ”kolonisterne”. Og så gives følgende stemningsbillede:

”Inden for hjemmets døre, hvor der hersker fred og orden, er det muligt, selv om huset altid er fuldt af gæster fra alle egne og med mange dialekter, at finde en hyggelig krog i dagligstuen til samtale eller til læsning af bøger og blade, medens aftenpiben rigtig smager. Spisestuens lange borde med duge, tallerkener og blomstervaser lader os ane både en summen af stemmer, hvor dagens arbejdsresultat diskuteres og en lydløs stilhed, medens bordverset bliver læst. Her kan den hjemløse vinde huld, håb og mod tilbage” (27).
Godrum eksisterer fortsat ved Hjøllund og kunne i 2013 fejre 100 års jubilæum.

ARBEJDE ADLER I SILKEBORG

Arbejde Adler fik en afdeling i Silkeborg den 29. september 1911, og den lokale forening gik straks i gang med at oprette et herberg. Det kom til at ligge i Toldbodgade. Bestyrer Møller indførte en tradition med først i januar at indrykke et læserbrev i Silkeborg Avis, hvor han fortalte om årets gang på herberget og takkede alle, som havde hjulpet til i arbejdet.

En sådan lille årsberetning kunne have følgende indhold:

”I året 1928 har herberget haft besøg af 1462 mand. Juleaften og i juledagene var der 20 rejsende svende, som hver nød gratis natlogi og 13 måltider mad og julecigar og knas med gaver af undertøj og overfrakker, som var meget velkommen og tiltrængt. Der var to gange daglig sange og andagt. Til nytår havde vi 18 mand, som ligeledes blev bespist og fik gaver. I alt er med 2. nytårsdag tildelt 82 rejsende svende gaver af beklædningsgenstande, tre mand hver en hel habit, hat, støvler og stok. Der var glæde og tilfredshed midt i vinterens kulde, og vi fik tak og varme håndtryk, som vi hermed gerne vil lade gå videre til vore venner og vor Gud og Frelser, som har ladet sin himmelske varme og glæde gennemtrænge os. Desværre er vore gode forråd nu på det sidste, så hvis der endnu skulle være lidt aflagt tøj på et pulterkammer, da vær forvisset om, at det kommer trængende til gode, om det kommer her. Med kærlig hilsen I.E. Møller, bestyrer” (Silkeborg Avis 4. januar 1929).

I januar 1931 besøgte en deputation af hjemløse Silkeborgs borgmester, Rasmus Bindslev for at gøre opmærksom på deres problemer. Herunder at forholdene på herberget i Toldbodgade ikke var for gode. Rasmus Bindslev tog sig på at undersøge sagerne og få det debatteret i byrådet:

”Jeg har i dag undersøgt forholdene, og det viste sig, at Svendehjemmet har plads til 23, men sidste nat havde der kun været 17. Her skal der imidlertid betales 2 kr. pr. døgn. Arbejde Adler har plads til otte – der havde været 11 sidste nat! Og der var som regel fuldt besat. Det er derfor ret vanskeligt for hjemløse at komme under ordnede forhold”.

(Silkeborg Avis 27. januar 1931).

På det efterfølgende byrådsmøde fik deputationen foretræde, og talsmanden fremsatte igen kritik af Arbejde Adler og foreslog en kommunal overtagelse af opgaven i lighed med forholdene i Aarhus.

Arbejde Adler tog til genmæle i form af et læserbrev fra to aktuelle brugere under overskriften: ”Gode forhold på Arbejde Adler i Silkeborg”:

”Hrr. Redaktør!
De bedes venligst optage følgende dementi i Deres ærede blad angående de udtalelser om forholdene på Arbejde Adler i Silkeborg, som en hjemløs fremsatte i byrådet i mandags.

Da vi selv flere gange har besøgt Arbejde Adler – sidst nu i to dage – kan vi herved bevidne, at forholdene er fuldt ud lige så gode som på Svendehjemmet. …... Undertegnede kom til Arbejde Adler mandag den 26. ds. Og fik et bad og rent undertøj udleveret uden vederlag af nogen art.

Angående arbejdet kan vi oplyse, at arbejdstiden for aftensmad, nattelogi og morgenkaffe er fastsat til to timer, men sjældent overholdes; for det meste arbejdes der kun en time. Vi hjemløse burde være bestyrer Møller taknemlig for det store arbejde, han har gjort for os i den tid, han har bestyret hjemmet, bl.a. ved installering af varmt brusebad, som enhver hjemløs kan få efter behag, samt rent undertøj såfremt dette haves. Vi på herberget for tiden boende hjemløse anmoder herved byens borgere om hjælp til anskaffelse af et badekar, da et sådant vil være et stort gode for de tilrejsende hjemløse, der altid er glade for et varmt bad. Med tak for optagelsen: E. Frederiksen, K. Frederiksen” (Silkeborg Avis 28. januar 1931).

Kritikken blev kategorisk afvist, men noget var der måske alligevel om snakken: At forholdene i Toldbodgade ikke var gode nok. På generalforsamlingen i maj 1933 slog formanden, cigarhandler N.P. Nielsen fast, at forholdene på det eksisterende herberg var i for ringe en stand og måtte forbedres, hvis foreningen skulle gøre sig håb om en godkendelse af den nye tilsynskommission på området. Det blev anslået, at det nye hjem ville koste 20-25.000 kr.

Arbejde Adler fortsatte driften af herberget i Toldbodgade, og der var god brug for det. I 1932 var herberget besøgt af 1580 rejsende og i 1933 af 1734. Under besættelsen var der 2046 besøgende i 1941 og 2556 i 1942. Antallet af ”farende svende”, som søgte herberget i Toldbodgade blev kun endnu højere efter krigen med eksempelvis 2770 overnattende i 1950. Rammerne var ved at være alt for små i Toldbodgade, og foreningen overvejede en større udvidelse først i 1950’erne.

Der var åbenlyst brug for et herberg til ”farende svende” i Silkeborg, og Arbejde Adler søgte efter bedste evne at løfte opgaven. Den lokale opbakning var stor, og foreningens medlemstal er opgivet til at være 220 i 1933 og 310 i 1952. Men en kombination af ny sociallov og diakon Chr. Mikkelsens fratrædelse gjorde, at Arbejde Adler i Silkeborg valgte at tage imod Kirkens Korshærs tilbud om at overtage opgaven i forsommeren 1953. Kirkens Korshær overtog herberget for hjemløse i Toldbodgade for gælden på 11-12.000 kr. (28).

Den nye sociallov havde ændret på vilkårene, men der var fortsat massiv overbelægning på herberget. Fra og med 1953 var det så en anden privat organisation, Kirkens Korshær, som skulle løfte opgaven i Silkeborg.

HUSVILDEBOLIGER

Mosaikken vender nu blikket fra de ”rejsende” til de lokalforankrede fattige med boligproblemer. Fattiggårdene viste sig ikke at være nogen løsning. Hverken for de fattige eller for samfundet. Det måtte findes andre løsninger i det 20. århundrede. Gruppen af fattige blev differentieret, så der kunne skabes et tilbud til de enkelte grupper. Den offentlige – og eventuelt private – hjælp skulle afstemmes med de fattiges egne ressourcer og muligheder. Det var vigtigt, at hjælpen ikke var alt eller intet – enten ingen hjælp eller en ”fuldstændig hjælp” som på fattiggården. Måske skulle den trængte familie blot have hjælp til en bolig eller noget huslejehjælp. En sådan hjælp kunne ske på forskellig vis. Blandt andet ved at opføre husvildeboliger eller kommunehuse, som de hed i samtiden.

Balle Kommune opførte et kommunehus i Borgergade i forlængelse af 1. verdenskrig. Senere blev der opført husvildebarakker på Sandvejen ad to omgange: Sidst i 1920’erne og i 1940’erne.

Silkeborg Kommune opførte en lang række kommunehuse omkring 1920 i Sydbyen. Kommunen søgte at sprede disse kommunehuse, men alligevel var der en koncentration omkring Ewaldsvej og Solbakkevej. Kvarteret kom derfor i folkemunde til at hedde ”Usselborg Sogn”. Og det var ikke venligt ment. Kommunehusene var gode og gedigne med rummelige lejligheder på ca. 40-50 kvadratmeter. Kvaliteten skulle være i orden. Det var i hvert fald hensigten. Men bolignøden var så enorm, at kommunen måtte slække på kvaliteten og opføre en række husvildebarakker. Det skulle være midlertidige nødboliger, men de havde en tendens til at blive mere eller mindre permanente boliger for husvilde.

Frydensbjerggård fik indrettet to husvildeboliger i 1922. Tyve år senere blev hele Frydensbjerggård indrettet til husvildeboliger. Nabo til Frydensbjerggård blev i 1942 opført to boligblokke i træ på Rylevej med i alt 16 etværelseslejligheder. Området ved den gamle fattiggård var således i årene 1942-1962 et regulært husvildekvarter. Og det gjorde ikke kvarterets ry og rygte bedre, at det lå i og ved den gamle fattiggård.

Frydensbjerggård og de to træbarakker på Rylevej var husvildeboliger i årene 1942-1962.

Familien Hansen var husvild i 1940. Manden havde søgt lejlighed alle steder uden held. I godt et år boede familien Hansen på fem personer i en gammel rutebil i Lysbro Skov. Men det var uholdbart. Familien flyttede derfor i 1942 ind i en af de små etværelseslejligheder på Rylevej. Lejligheden havde et køkken og en stue på 16 kvadratmeter. Her levede familien småt, men tørt. Pigen Ebba nød at gå fra stuen til køkkenet og tilbage igen. Hun følte det nærmest herskabeligt i forhold til den gamle bus i Lysbro. Og nu havde familien wc på gangen og indlagt vand i køkkenet. Vandhanen gav dog kun koldt vand, så det ugentlige bad foregik på badeanstalten under Biblioteket i Hostrupsgade. Familien Hansen fandt en midlertidig helle i husvildebarakkerne, alt imens de søgte efter en mere permanent bolig. Den fandt de efter nogle år, da familien flyttede over i Færgegården (21).

Familien Hansen var en blandt mange, som i perioder måtte lede længe efter en ordentlig bolig. Mange flyttede rundt mellem halv- og heldårlige lejligheder, før man endelig langt om længe fandt en god bolig for familien. Ikke mindst Silkeborgs to store almennyttige boligforeninger Arbejdernes Andels Boligforening og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst gjorde et enormt arbejde for at fremskaffe gode boliger til almindelige mennesker med almindelige jævne indkomster. Og det lykkedes med tiden. Udviklingen gjorde således regulære husvildeboliger som midlertidige nødboliger overflødige.

VAGABONDER OG ORIGINALER

Børnene på Frydensbjerggård og i barakkerne havde først i 1950’erne deres helt egne forårsbebudere: Når vagabonderne Pip-Hans og Korsør-Laus dukkede op for at besøge deres gode venner Fryse-Frederik og Prinsessen, var det forår. Det var festlige og venlige mennesker, som forstod at fornøje de nysgerrige børn med alt lige fra sang til drabelige historier.

Korsør-Laus havde sin skærslibervogn med, og han tjente lidt penge ved at slibe knive og sakse for folk. Og han skulle efter sigende være ganske god til det. En del af pengene gik til øl og brændevin. Børnene var trygge ved Fryse-Frederik, Pip-Hans og Korsør-Laus. De hørte med til tilværelsen. Fryse-Frederik og Prinsessen havde ikke plads til de to venner, men så blev de installeret i et nedlagt hønsehus ved Frydensbjerggård. Indtil de drog videre på landevejen (30).

Fattigfolk er gerne et omvandrende folkefærd. Og har altid været det. Der gik sagnagtige fortællinger om tatere, sigøjnere og andre eksotiske folk, som huserede på de vidtstrakte jyske heder og siden landevejene. Sikkert var det i hvert fald, at der var ganske mange vagabonder på de danske landeveje frem til 1960’erne. De hørte med i landskabet. De kunne overnatte i lader eller på teglværker. Mange gav dem en madpakke til deres videre færd. Der var en del folkelig romantik forbundet med disse landevejsriddere. Originaler blev de jævnligt omtalt som. Nogle sære mennesker, der kunne fortælle og underholde – og som selv gav anledning til historier og myter.

Megen romantik var der dog næppe over dette rakkerliv præget af uvished, betleri og drikkeri. Men den romantiske tilgang til deres eksistens var dog præget af en vis overbærenhed.

Myndigheder og en række frivillige organisationer fandt imidlertid en sådan folkelig overbærenhed forkert og uhensigtsmæssig. Vagabondernes liv var med deres øjne et uværdigt liv, som de pågældende skulle ud af. Og de gængse midler var regelmæssighed, renlighed, fast bolig og arbejde.

KIRKENS KORSHÆR I TOLDBODGADE

Kirkens Korshær overtog den 1. maj 1953 Arbejde Adlers herberg i Toldbodgade, og ægteparret Mogensen blev det nye bestyrerpar.

Aften-Posten bragte den 17. december 1960 en artikel med overskriften ”Landevejens farende svend er altid velkommen juleaften hos hr. og fru Mogensen i Kirkens Korshærs hyggelige herberg”. Artiklen indeholder følgende oplysninger:

”Der findes i vort lille smørhulsland mennesker, som ikke har noget sted at bo. Mennesker, som det af en eller anden årsag er gået skævt for her i tilværelsen, og som af den grund foretrækker landevejens frie liv. Men hr. og fru Mogensen får i årets løb og især her op til jul talrige beviser på, at disse farende lykkeriddere også af og til længes efter et rigtigt hjem.

Allerede i begyndelsen af december kommer de til herberget i Toldbodgade for at ”bestille” plads til jul og selve juleaften har herberget over 25 liggende gæster. Ganske vist har man kun 10 sengepladser, men ingen skal gå forgæves. Der kan sagtens redes op på gulvet. Når man ”går” på landevejen er man ikke så fordringsfuld”.

”Min mand og jeg forsøger efter bedste evne at skabe en rigtig gammeldags jul for disse mennesker, fortæller fru Mogensen. Da vi passer herberget alene, er vi nødt til at begynde juleforberedelserne i god tid. Vi bager både klejner, vaniljekranse og brune kager foruden lagkagebunde, som vi skal have 1. og 2. juledag”.

Omkring 30 personer deltager i julemiddagen, og fru Mogensen fortæller her om maden: ”Vi begynder naturligvis med risengrød med to mandelgaver, derefter får vi flæskesteg, og som dessert serverer jeg æblekage… Vi er simpelthen nødt til at gøre så meget ud af madspørgsmålet, fordi mange af vore gæster ikke er vant til regelmæssige måltider. Ofte kan de have gået et helt døgn uden noget at spise”.

Efter middagen er der gaveuddeling til hver mand, som regel et sæt undertøj eller en ny skjorte, skænket af byens handlende. Fru Mogensen spiller klaver til julesalmerne.

Bestyrerparret Mogensen ønsker over for avisen at give en lille opsang til tiden: ”Mange mennesker af i dag er så selvoptagne, at de kun har tanke for at glæde sig selv og deres allernærmeste. Men det største er dog at glæde andre”.

I det 20. århundrede går den offentlige og private hjælp gerne hånd i hånd. Med den offentlige hjælp som den basale. Private organisationer som Kirkens Korshær er et værdsat supplement i størstedelen af århundredet. Silkeborg Kommune giver normalt et årligt bidrag til det private arbejde, og byrådet er repræsenteret i den lokale bestyrelse for Kirkens Korshær. Socialdemokraten og fagforeningsmanden Søren Skou har i sine erindringer en kort omtale af sit virke i Kirkens Korshær:

”En af de ting, man gennem årene puslede med, var ledelsen af herberget på Toldbodgade. I 12 år som byrådets repræsentant og i nogle år som privatmand, i alt en snes år.

Der var en sovesal for fjorten personer og enkelte soverum for enlige, der kunne være i en særlig tilstand. Der var spisestue og opholdsstue i et, og så var der køkken med en luge og en plade, så man kunne sætte maden frem til videre selvbetjening. Før i tiden, mens man fyrede i kakkelovn, havde bestyreren et lille erhverv med at lave optændingspinde til salg, men det slap efterhånden op…….

I et stort badeværelse stod der en varmeovn til at fyre op under med træ for at varme badevandet op. En dag spurgte jeg, om de nyankomne fik bad. Svaret var: Det skulle de jo have, men det har jeg opgivet. Det er så besværligt. Så faldt hammeren. Det var for dårlig hygiejne, og jeg forelagde det for de andre i ledelsen og fik overladt at lade installere rigtigt brusebad og aftalte med Arbejdsmændenes Entreprenørforretning, at de skulle lave det. Og samtidig med at de præsenterede regningen, lagde de et tilskud på halvdelen af beløbet, og så var der ingen gæster, der den første aften kom i seng uden først at have været under bruseren og bagefter fået udleveret et sæt rent undertøj. Sådan kunne man gå og lege lidt julemand for at skaffe forskellige ting, det kunne være vanskeligt at få penge til.

Et år skaffede jeg dem en ny radio, som bestyreren sagde tak for. Men hvis du kunne bytte den med et fjernsynsapparat, ville vi være meget taknemlige, da vor radio godt kan klare den lidt endnu. Så måtte man på’en igen, og en velvillig radioforhandler byttede lige over. Dog uden antenne, der ville koste 120 kroner + arbejdsløn. Det klaredes ved, at to fagforeninger gav hver et tilskud på 60 kroner, og elværkets folk lovede at klare opsætningen i deres fritid.

Lønnen for den slags var, når man om aftenen kunne se de mere eller mindre forhutlede fyre sidde renvaskede og hygge sig ved fjernsynet i den lune stue efter at have trasket rundt i alt slags vejr hele dagen – ofte i dårligt fodtøj. I alle årene var der et godt samarbejde med blandt andre grosserer Lynge, og der blev til tider lagt et stort arbejde med at arrangere tombola o.l. for at skaffe penge til driften” (31).

BEHANDLING ELLER NÆSTEKÆRLIGHED?

De gyldne 1960’ere skabte fuld beskæftigelse, uset høj velstand og tro på fagkundskaben på alle livets områder, herunder også på det sociale område. Den brogede skare af omvandrende folk ”på landevejen” blev mindre broget. Mange fik arbejde, mens andre kom under behandling for på den måde at kunne blive integreret i normalsamfundet. Blive nyttige samfundsborgere – både for deres egen og for samfundets skyld. Der skulle med andre ord sættes ind over for alkoholikere, misbrugere og psykisk syge mennesker – de skulle ikke overlades til tilfældighedernes spil og egne tilbøjeligheder ”på landevejen”. Professionel hjælp var løsningen – ikke uhåndterlige fænomener som kristen næstekærlighed. Den offentlige indstilling til den private hjælp ændrede sig således og blev opfattet som et levn fra fortiden – ikke som en del af fremtidens sociale indsats.

Kirkens Korshær i Silkeborg havnede i 1970’erne i denne konflikt mellem den offentlige behandlingsindsats og den traditionelle kristne, værdibaserede næstekærlighed.

Socialudvalgsformand Tage Jensen satte ord på konflikten i et interview med Silkeborg Avis den 19. oktober 1973:

”Mange har den opfattelse, at Silkeborg i forhold til sin størrelse har usædvanlig mange subsistensløse, og formanden for byrådets sociale udvalg, Tage Jensen, har været inde på tanken om, at der kommer mange tilrejsende til Silkeborg, fordi de her kan finde Kirkens Korshærs herberg. Han mener, man nok inden for Kirkens Korshær bør overveje, om tidspunktet ikke er inde til, at herberget nedlægges, så de mennesker, der bor her, kan komme på de amtskommunale forsorgshjem og under lægebehandling.

Tage Jensen nævner, at herberget for mange år siden ydede en meget stor indsats for rejsende svende, men siger han, i dag er hovedparten af klientellet alkoholikere. Silkeborg er den eneste by i Århus amt, der har et sådant herberg… og han sætter et spørgsmålstegn ved, om kommunen skal blive ved at yde de 5000 kr. om året i tilskud, som man gør nu. Personligt vil han godt have herberget nedlagt – han mener, at man lettere fik fat på alkoholikerne, hvis de ikke havde et fristed som herberget. Det er ikke mere de ”gode, gammeldags sprittere”, der kommer på herberget, mener han. Klientellet bliver yngre og yngre. Det er ulykkelige mennesker, som trænger til lægelig behandling, og den kan de få på de amtskommunale forsorgshjem”.

Konflikten var slået an, og den fortsatte de følgende år. Ekstra Posten kunne i en mindre notits den 9. marts 1977 slå fast:

”Herberget i Toldbodgade, som Kirkens Korshær driver, er i klemme. Silkeborg Byråd, der før har givet tilskud, men et engangstilskud, har sagt nej til ansøgning om et nyt tilskud, og Århus amtsråd har ligeledes sagt nej, fordi man finder, at herberget i dag er utidssvarende, at besøgstallet viser faldende tendens og endelig at herberget ikke kan indpasses i amtets behandlingssystem for alkohollidende”.

Kirkens Korshær tog udfordringen op – og udbyggede herberget i Toldbodgade! Kirkens Korshær i Silkeborg gik i offensiven med støtte fra lokalbefolkningen, herunder Alderslyst Y-mens Club. Så i stedet for at lukke ned udvidedes aktiviteterne. Initiativer som loppemarkeder og senere genbrugsbutikker drevet af frivillige blev en del af det økonomiske fundament for Kirkens Korshærs arbejde for udsatte i Silkeborg. Silkeborg Kommune tog den nye situation til efterretning og genoptog også traditionen med et større eller mindre årligt tilskud til arbejdet.

Den offentlige og private hjælp går således fortsat hånd i hånd. Efter tidens behov og krav. Arbejde Adlers Godrum i Hjøllund eksisterer fortsat i 2021 og foreningen har oprettet to ekstra hjem på egnen, Botræningstilbuddet i Lysbro og Botilbuddet Landlyst ved Godrum. Kirkens Korshær i Silkeborg virker ufortrødent med sin centralt beliggende varmstue, da man i 2004 flyttede fra Toldbodgade til Lille Søvej. Blå Kors har også i mange år haft en stærk position i Silkeborg. Blå Kors Hjemmet i Skannerup har eksempelvis været en realitet siden 1963. Arbejdet pågår – og det samme gør diskussionerne om mål og midler, offentlig som privat.

SKÆVE EKSISTENSER

Den historiske mosaik over fattige og udstødte gennem de sidste godt 200 år er ved vejs ende. Det kunne være fortalt på mange andre måder. Historien er aldrig en gang for alle fortalt – den kan altid tages op og belyses fra nye vinkler og med andre kilder. Det er en umulig historie at indfange – men mosaikken skulle gerne give et indblik i og indtryk af udviklingen, vilkårene og problematikken.

Historien er ikke opløftende. Det har været og er et hårdt liv på kanten af det menneskelige. Vi er på ingen måde ude over problemet. Vort samfund rummer også i dag mange marginaliserede mennesker. Vi kalder dem måske ikke fattige eller udstødte. Måske kaldes de tabere, udsatte eller skæve eksistenser. Eller marginaliserede. Eller psykisk syge. Eller misbrugere. En broget skare som ikke er, som folk er flest. De unormale. De andre.

Normalbefolkningen ser ikke ud til at kunne rumme disse medborgere. Vi er fortsat bekymret for økonomien. Om vi bliver snydt og bedraget. De er en del af os og vort fælles samfund, men deres liv og historie fortoner sig hos os. De bliver usynlige (32). Museum Silkeborg har et ansvar for at kaste lys over alle silkeborgenseres historie fra de ældste tider til i dag. Også de usynliges liv og historie.

NOTER

1. Niels Blicher: Topographie over Vium Præstekald (1795/1978) s. 104f.

2. Om familien Fischer se: Keld Dalsgaard Larsen: Fischers etui. En hilsen fra enevældens tid (i Museum Silkeborgs årsskrift 2019)

3. Om Grønbæk Hospital henvises til Grønbæk Hospitals opførelse og første år. Særtryk af Historisk Samfunds Årbog 1977 af Hans H. Worsøe og Blicheregnens Museums årsskrift 1980.

Dorte Frandsen har i sin fine bog ”Konen med træbenet & den gale kontorist. Fattigforsorg i Grønbæk og Svostrup sogne i 1800-tallet” (2013) behandlet Grønbæk Hospital, Svostrup Fattighus, Grauballe Fattiggård og Svostrup Asyl.

4. T. Bundgaard Lassen: L. Lassen. Lærer i Toustrup 1830-1880 (1927) s. 67-69.

5. Museum Silkeborg har gennem årene arbejdet med denne lokale underklasse. Det har blandt andet resulteret i rapporten Fra egnskarakteristiske til masseproducerende landhåndværk. Om pottemageri, uldbinderi, træskomageri og hjulmageri på Silkeborgegnen ca. 1600-1950 (2011) ved Keld Dalsgaard Larsen. Med afsæt i rapporten har samme forfatter skrevet artiklen Fra almue til småkårsfolk – om fattigfolk og landhåndværk på Silkeborgegnen i Århus Stifts Årbøger 2013.

6. Det meste af citatet stammer fra H.P. Hansen: Skovlovringer. Folkeminder fra Silkeborgs vesteregn. Efter optegnelser af sognefoged J. Jensen og andre (1936). (s. 16f), men H.P. Hansen har udeladt begyndelsen af Jens Jensens beretning frem til ”De fattige var bænkede…”. Den er tilføjet ud fra Jens Jensens håndskrevne original, som forefindes på Silkeborg Arkiv. I bearbejdet form.

7. Den enorme komplicerede proces, der gjorde, at landets underklasse blev en del af ”normalsamfundet”, er ikke emnet for denne mosaik. Til denne proces spillede faktorer som arbejderbevægelsen i alle dens afskygninger, afholdsbevægelsen, de religiøse strømninger og meget andet ind. En proces der appellerede til personligt ansvar og fælles politisk og faglig optræden.

8. Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1994) s. 16f)

9. Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Fra asyl til privat børnehave. Dr. Louises Børnehave 150 år (2014) og Keld Dalsgaard Larsen: Fra asyl til daginstitution – om børnehavernes historie i Silkeborg (2017) (www.museumsilkeborg.dk). Elfride Fibiger har i sine erindringer givet en fin skildring af dette arbejde set fra en ”hattedames” vinkel.

10. Se f.eks. Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg – sort på hvidt. En byhistorie (2007) s. 66.

11. C. Fibiger: Dødelighedsforholdene i Silkeborg i femåret 1861-65 (I Hygieiniske Meddelelser 1870 s. 93).

12. C. Fibiger: Medicinsk Topographie af Silkeborg og dens omegn (1863) s. 85, vedrørende Bryrup se Asta Simonsen: Fattigvæsenet eller tidens forsorg 1660- 1784 (i Egnsarkivet Them Bryrup – årsskrift 2012 s.41-48), vedrørende Svostrup se Dorte Frandsen (2013) s. 15f. Fattighuset er nævnt i Jens Jensens beretning jf. note 6, og fattighuset i Thorning er nævnt i artiklen Fattigbarn i Thorning. Fra arkivets gemmer i Brudstykker fra Blicheregnen 2016.

13. C. Fibiger (1863) s. 85.

14. C. Fibiger (1863) s. 85 og Dorte Frandsen (2013) s. 21-25.

15. C. Fibiger (1870) s. 93.

16. Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984) s. 28. Her er mere om oprettelsen af Silkeborg Fattiggård og de første beboere.

17. Vedtægterne er gengivet i Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggård 1868-1958 (2010) s. 79ff og i Asta Simonsen: Fattigvæsenet eller tidens forsorg 1660- 1784 (i Egnsarkivet Them Bryrup – årsskrift 2012 s. 55-64).

18. Hentet fra Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902, hvor ”Regulativ for fattigforsørgelsesanstalten for Skorup Tvilum Kommune” fra august 1877 er bragt. Her gengivet i moderniseret form.

19. Gengivet efter Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902. Her gengivet i moderniseret form. Den manglende fredag i spisereglementet mangler i originalen.

20. Gunnar Rasmussen (2010) s. 41f

21. Adolf Jørgensens erindringer foreligger i kopieret stand. Gunnar Rasmussen (2010) har gengivet flere afsnit fra erindringerne. Ovennævnte citater er taget fra Gunnar Rasmussen i justeret form.

22. H. Ilum Petersen: Linaa sogns historie (1954/1983) s. 219f, Asta Simonsen (2012) s. 50, Dorte Frandsen (2013), Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902 og vedrørende fattiggården i Balle-Gødvad Kommune se G. Nørgaard Jepsen (1990).

23. Her henvises til Gunnar Rasmussen (2010), hvor blandt andet de tre forskellige reglementer er optrykt.

24. Gunnar Rasmussen (2010) s. 57.

25. Afsnittet bygger generelt på Gunnar Rasmussen (2010).

26. En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder (o. 1917). Citatet står side 1.

27. En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder (o. 1917) s. 27f.

28. Kilden til Arbejde Adler i Silkeborg er Silkeborg Avis 19. maj 1933, 31. maj 1934, 29. april 1943, 28. april 1951 og 29. april 1953.

29. Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010) s. 37f.

30. Gunnar Rasmussen: Frydensbjerggaard fra fattiggård til husvildebolig. Silkeborg 1942-1962 (upubliceret manuskript 2014) og Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen (2010) s. 40f.

31. Søren Skou: Erindringer (1981) s. 73f.

32. Paradokset er, at det er som mennesker og individer, ”de fattige” er usynlige, mens de som ”tema” eller ”sag” er ”synlig” nok, og litteraturen omfattende. De enkelte fattige drukner så at sige i overordnede emner som ”fattigdom” eller ”socialt udstødte”, og de gøres potentielt hermed til ikke-mennesker, ikke at være et menneske på godt og ondt. Denne ”umenneskeliggørelse” kan meget nemt ske ved statistik og indignerede ”offer”-skildringer.

MATERIALE
Generelt

Dansk velfærdshistorie bind 1-6 (2010-2014) under redaktion af Jørn Henrik Petersen og Niels Finn Christiansen. Er det store overordnede hovedværk på området.

Anna Rasmussen: Forsørget og forfulgt. Om offentlig forsorg på landet i første halvdel af 1800-tallet (1996) er et oplysende og inspirerende værk på området med udgangspunkt i det gamle Aarhus Amt.

Lokalt

Arbejde Adler: En røst fra vagabondlivet. Arbejde Adler. I ord og billeder (o. 1917)

Niels Blicher: Topographie over Vium Præstekald (1795/1978)

Lars Christiansen: Peter Reimer – ikke en helt almindelig tyveknægt (2015)

Lars Christiansen: Anders Braad – en skærslibers liv (2017)

Lars Christiansen: Brændevinsdrabet i Bethaniagade (2019)

Lars Christiansen: Martin med fløjten. Om vagabonden og originalen Martin Jørgensen (under udgivelse (2021))

C. Fibiger: Medicinsk Topographie af Silkeborg og dens omegn (1863)

C. Fibiger: Dødelighedsforholdene i Silkeborg i femåret 1861-65 (I Hygieiniske Meddelelser 1870)

Elfride Fibiger: Fra provinsen. Erindringer fra Aarhus og Silkeborg 1852-68 (1939)

Dorte Frandsen: Konen med træbenet & den gale kontorist. Fattigforsorg i Grønbæk og Svostrup sogne i 1800-tallet (2013)

Dorte Frandsen: Konen med træbenet (i Syn for Sogn. Lokalhistorier fra Silkeborgegnen (2019))

H.P. Hansen: Skovlovringer. Folkeminder fra Silkeborgs vesteregn. Efter optegnelser af sognefoged J. Jensen og andre (1936)

Gerhardt Hørdum: Trust fattiggård 1878-1902 (upubliceret manuskript)

Robert Hørdum: Ønsker ikke ”de gode gamle dage” tilbage (i Midtjyllands Avis 25.9.1974)

G. Nørgaard Jepsen: Bjørnholtgård var fattiggård (i Midtjyllands Avis 3.3.1990)

Adolf Jørgensen: Erindringer (1945) (upublicerede erindringer)

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984)

Keld Dalsgaard Larsen: "En fattiggård vil tvinge proletariatet til orden.." (Midtjyllands Avis 30.12.1988)

Keld Dalsgaard Larsen: "Lusene var røde efter tøjkogning" (Midtjyllands Avis 31.12.1988).

Keld Dalsgaard Larsen: Pige på Silkeborg Fattiggård (Midtjyllands Avis 27.5.1989)

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1994)

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg – sort på hvidt. En byhistorie (2007)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010)

Keld Dalsgaard Larsen: Fra almue til småkårsfolk – om fattigfolk og landhåndværk på Silkeborgegnen (i Århus Stifts Årbøger 2013)

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Fra asyl til privat børnehave. Dr. Louises Børnehave 150 år (2014)

Keld Dalsgaard Larsen: Fra asyl til daginstitution. Om børnehavernes historie i Silkeborg (2017). Findes på www.museumsilkeborg.dk

Keld Dalsgaard Larsen: Fischers etui. En hilsen fra enevældens tid (i Museum Silkeborgs årsskrift 2019)

T. Bundgaard Lassen: L. Lassen. Lærer i Toustrup 1830-1880 (1927)

Frank Lauridsen: Gamle, fattige og syge i Silkeborg 1845-1950 (2014)

Frank Lauridsen: Fattige skæbner i Silkeborgs første år (i Østjysk Hjemstavn 2020)

Bjarne Madsen: Silkeborg har haft tre fattiggårde (i Midtjyllands Avis 11.11.1978)

Bjarne Madsen: Skæbner på fattiggården (i Midtjyllands Avis 18.11.1978)

Ejner Møller: Jeg vågnede ved, at jeg kravlede rundt i den bløde mødding… (i Ung på Blicheregnen 3 (1993))

H. Ilum Petersen: Linaa sogns historie (1954/1983)

Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggård 1868-1958 (2010)

Gunnar Rasmussen: Frydensbjerggaard fra fattiggård til husvildebolig. Silkeborg 1942-1962 (upubliceret manuskript 2014)

Søren Skou: Erindringer (1981)

Asta Simonsen: Fattigvæsenet eller tidens forsorg 1660- 1784 (i Egnsarkivet Them Bryrup – årsskrift 2012)

Mine Ravn Svendsen: Barndomserindringer (1957) (I Brudstykker fra Blicheregnen 2016 under titlen Fattigmandsbarn i Thorning. Fra arkivets gemmer)

Hans H. Worsøe: Grønbæk Hospitals opførsel og første år (Særtryk af Historisk Samfunds Årbog 1977)

1. udgave april 2014 / 2. reviderede udgave marts 2021