DALUM PAPIRFABRIK
Dalum Papirfabrik omkring 1895.
Dalum Papirfabrik lukkede med udgangen af 2012 og hermed lukkede den sidste af de traditionelle papirfabrikker i Danmark. Dalum Papirfabrik ved Odense Å blev anlagt i 1874, var en del af De forenede Papirfabrikker 1889-1989, ejet af den svenske papirkoncern Stora 1990-1999, ejet af dansk investorgruppe 1999-2007 og endelig ejet af den franske papirkoncern Arjwiggins 2008-2012. Dalum Papirfabrik hed de seneste år Dalum Papir og havde foruden produktionsanlægget i Dalum et afsværtningsanlæg til råstof i Næstved på den tidligere papirfabrik Ny Magle Mølle.
Historien
Dalum Papirfabrik blev planlagt først i 1870’erne under store forhåbninger til fremtiden. Der skulle imidlertid gå nogle år, før idé blev til virkelighed. Den 12. november 1874 kunne papirmaskinen producere de første papirbaner, men papirproduktionen blev først stabil og regelmæssig i 1875. Da fabrikken var en realitet, var tiderne ganske anderledes dystre end først i årtiet, idet en økonomisk lavkonjunktur havde indfundet sig.
Papirmaskine nr. 3 og 4 på Dalum Papirfabrik o.1913
Dalum Papirfabrik overtog o.1922 Haraldskær Papirfabriks slibestol til fremstilling af træmasse. Fabrikken anskaffede senere endnu en slibestol, og denne råstofproduktion fortsatte på fabrikken frem til 1962. Dalum Papirfabriks produktionssortiment blev herefter såkaldt "træfrit", altså uden brug af den grovere træmasse som råstof. Den produktion blev især koncentreret på Magle Mølle Papirfabrikker.
Blade Coateren på Dalum Papirfabrik.
Driftsbestyrer Olaf Hallin var Dalum en god mand, som forstod at promovere fabrikken internt i De forenede Papirfabrikker. Dalum Papirfabrik blev under hans ledelse DfPs absolut førende papirfabrik, hvilket blev understreget ved igangsættelsen af PM7 i 1970-72. Dalum Papirfabrik kunne i 1970’erne og 1980’erne satse på produktion af papir til kontorbrug f.eks. off-set papir og kopipapir og forædling af det coatede papir til f.eks. tidsskrifter, brochure, reklamer og rejsekataloger.
Ansatte:
1882: 132
1906: 177
1925: 401
1950: 512
1966: 755
1989: 630
1999: 243
2012: 175
Driftsbestyrere – fabrikschefer – direktører:
P. Krogh Jensen 1889-1909
Just Høeg 1909-1914
Jørgen Dreyer 1914-1931
Valdemar Runder 1931-1952
Olaf Hallin 1952-1969
C. Westh Andersen 1969-1972
Erling Hougaard 1972-1979
Sigurd R. Wogensen 1979-1986
Stig Lysholt 1986-1991
Lars-Åke Fritzon 1991-1994
Bjarne Björk 1994-1995
Per Jonsson 1995-1998
Kjeld Andersen 1998-1999
Ole Theilvig 1999-2005
Henrik Kaa Andersen 2005-2008
Jesper Olsen 2008-2012
Peter Lønborg Nielsen 2012
Henvisninger:
Dansk Papir i 100 år. De forenede Papirfabrikker A/S 1889-1989 (1989).
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000)
Ernst Trap Olsen: Papirarbejdernes historie i Dalum 1874-1987 (1987)
Rich. Willerslev: Dalum Papirfabrik. Fra konkurrence til sammenslutning (i Erhvervshistorisk årbog 1956).
Følg os her: