LEVE FRIHEDEN, SKØNHEDEN OG PERSONLIGHEDEN

Dynæsfesterne 1912-1914

Af Keld Dalsgaard Larsen

Johan Skjoldborg på sin lille landejendom på Dynæs 1913.

Arbejderbevægelsen var en vækkelsesbevægelse. Man ønskede en menneskeværdig tilværelse og et retfærdigt og menneskeligt samfund. Arbejderbevægelsens civilisatoriske bestræbelser trådte markant frem under de såkaldte Dynæsfester ved Silkeborg i årene 1912-1914.

Digteren Johan Skjoldborg (1861-1936) boede på Dynæs i årene 1907-1914, og det fik stor betydning for den lokale arbejderbevægelse. Johan Skjoldborg var en anerkendt digter i landbokredse, og med ham fik den socialdemokratiske arbejderbevægelse en bedre platform på landet. Johan Skjoldborg så sit virke som en forlængelse af den historiske bondebevægelse, som havde vakt den danske bondestand. Nu var tiden kommet til vækkelse af småkårsfolk i by og på land, arbejdere, husmænd og landarbejdere.

St.St. Blicher havde i 1839 kaldt det danske folk til møde på Himmelbjerget. Johan Skjoldborg ønskede godt 70 år senere at samle den danske underklasse til folkemøde på Dynæs. Med udsigt til Himmelbjerget. Sigtet var det samme: Vækkelse af det danske folk.  

Himmelbjergets Husmandskreds i samarbejde med Arbejdernes Fællesorganisation i Silkeborg stod bag Dynæsmøderne. Johan Skjoldborg lagde navn og ejendom til begivenhederne i 1912, 1913 og 1914.  

Dynæsfesten den 7. juli 1912 samlede 5.000-10.000 mennesker, og Johan Skjoldborg bød velkommende med disse ord:

”Med de vågnede underklasser er der kommet et nyt gennembrud i Danmarks historie. Ingensinde var underklassen så levende som nu. Man har ikke tidligere set en bevægelse som husmandsbevægelsen tage litteraturen i sin tjeneste. Det er den realistiske digtning, der er tale om. ….Vi holder ikke så meget fest for det, vi har opnået, men for det vi håber og tror på. Vi er et folk med fremtidshåb, og det skal ikke lykkes at fortælle, at vi er en nedbrydende bevægelse. Hvis ikke vi, der arbejder i mark og skov og have, er samfundsopbyggende, hvem er det da?

Ja, vi er samfundsbevarende i god forstand, og bevarer vi vor tro og håb, så vinder vi sejren. Et leve for, at Danmarks forenede underklasse må vinde frem til sejr”.

Med disse ord på trommehinden brød forsamlingen ud i bragende bifald og hurraråb. 

Herefter fulgte en række taler, underholdning og fællessange. Da den tusindtallige skare sang ”Dejlig er jorden og prægtig er Guds Himmel”, ”var der menighedsstemning over den mægtige forsamling”, skrev Husmandshjemmet. Den religiøse tone var tydelig. 

Johan Skjoldborg uddybede i et interview i Silkeborg Social-Demokrat 10. august 1912 sine visioner med Dynæsfesterne:

”Jeg tror, at disse fester bliver et betydningsfuldt moment i mit arbejde for at rejse dette lands småfolk. Jeg vil ikke alene søge at drage dem op til deres sociale og økonomiske ret. Jeg vil også gøre mit til at lære dem at elske og ære arbejdet, give dem sans for arbejdets personlighedsværdi.

Ved disse fester vil vi søge at forny begrebet folkefest ….. Vi vil ved disse møder søge at fremskaffe det bedste. De mange tusinde mennesker, der var her i år, var ikke kommet hertil blot for det skønne landskab og fornøjelsens skyld. De kom, fordi de følte sig samhørige, og det er netop det gode, ubedragelige tegn på, at der er bevægelse i bunden…………Disse møder skal være bondebevægelsens fortsættelse. Husmændene og arbejderne vil her gribe og holde fast på frihedsideer, der er bleven svigtede. Og jeg tror nu, at den fornyelse i folkeliv og politik, vi så hårdt tiltrænger, skal komme fra de forenede underklasser”.

Dynæsfesten søndag den 6. juli 1913 blev kulminationen. Mennesker fra nær og fjern myldrede til Dynæs. Pressen gisnede om, at der deltog 10-15.000 mennesker.

Johan Skjoldborg slog tonen an i sin velkomst. Silkeborg Social-Demokrat sammenfattede i sit referat indtrykket således: ”I rammende sætninger ridsede han billede på billede op af underklassernes march mod lyset”.

”Hvad vil vi småfolk?” spørger Johan Skjoldborg, og han svarer:

”Vi vil naturligvis have adgang til sol og luft og jord med samme ret som andre og heller ikke mere. ….. Småfolk vil oplysning, dannelse og karakterens forædling. Småfolk vil skabe et nyt samfund. Det, vi lever i, er fuldt af uret. Det er forkludret og forvredent, så millioner af børn, der fødes, går ind til forfald og elendighed. Småfolk vil skabe et godt hjem for landets børn, så vi kan stå med hatten i hånden og med glæde i brystet, hver gang en ny verdensborger viser sig på vor frodige, af naturen rigt udstyrede klode. Så først vender alting ret. Det er det, vi vil. Det er den gerning, vi vågner til, den der venter på os småfolk i by og på land. Det er det læs, vi skal være med til at trække igennem til gavn og glæde for os selv, vore børn og vort folk. At vi kan blive fine mennesker, et rigtigt adelsfolk. Ja, så stolt er vor tanke” 

Stævnets hovedtaler var digteren Martin Andersen Nexø. Silkeborg Social-Demokrat bragte den 7. juli 1913 et fyldigt referat af talen:

”Vore modstandere vil påstå, at det kun er madstræb, der samler os, men hvis det var tilfældet, var der jo ikke stort ved det hele. Dersom det var det, som samlede Fattigper over hele verden, var vi snart færdig, thi så fik vi ikke ungdommen med, og uden ungdommen kommer vi ikke ind i Fremtidens land (Hør!). Den økonomiske frigørelse er ganske vist det første skridt, men det er ikke målet, det er kun midlet til at nå dertil, at småfolk kan følge opfinderen på hans flugt, digteren i hans studerekammer.

Jeg vil påstå, at der aldrig har været en bevægelse, så længe verden har stået, der har båret så megen religiøsitet i sig, som underklassernes bevægelse…..

Vi arbejder ikke alene for en evig fred, men for en evig godhed. Vi forlanger, at folket skal have udbyttet af dets eget arbejde….Og når vi får magten, må vi afskaffe pengene. Dem har fanden skabt, og der er ikke det smuds, der ikke klæber ved dem. Ingen finder på at samle på smør eller fodtøj, så der er nok for hele hans liv, men penge samler folk på. Og har de penge, kan de være idioter, ja, de kan være forbrydere, og de har magten alligevel.

Tiden har fået et nyt refræn, et nyt løsen, og det er stordrift. Men det er en løgn opfundet af kapitalismen for at sætte jer trællestemplet i panden. Forudsætningen for stordrift er arbejdets specialisering. Man vil have jer til at tjene en maskine, gøre jer til en slave af kød og blod, der passer en slave af jern. Udstyk en herregård, og de mange småmandshjem vil frembringe mere, end herregården kunne. Og også industrien må bryde med specialiseringen, hvis arbejdet skal blive en fest og en glæde (Hør!)

Hvad fremtiden skal indfri, må der arbejdes for i dag, og I må holde fast på, at ansvaret er jert. Lad det være jer stolthed, at fremtiden har valgt jer. I er kommen til verden uden oppakning og lad da traditionerne fare. Et leve for underklasserne altid må lejre sig der, hvor fremtiden gror. (Hurra! Tal. leve! Stærke hurra og håndklap)”.

Talen var et radikalt opgør med kapitalisme, industrialisme og materialisme. Målet var et fremtidssamfund baseret på det gode arbejde og kooperation, hvor alle levede i harmoni og fred med hinanden. Martin Andersen Nexøs tale lå helt på linje med Johan Skjoldborgs tanker om det simple liv, hvor man ved egne kræfter kunne se tingene gro og forsørge sig selv og sine.

Dynæsfesten i 1914 blev traditionen tro afholdt første søndag i juli, men så hørte sammenligningen med de to forudgående fester også op. Johan Skjoldborg var ikke til stede, og den vedvarende regn understregede blot arrangementets sørgelige afglans i forhold til tidligere. Avisen anslog, at festen havde ”over tusinde deltagere”. Forsamlingen fik under festen lige en påmindelse om digterens oprindelige sigte med møderne, da der indløb et telegram fra Skjoldborg med ønsket om at udbringe et ”Leve for Friheden, Skønheden og Personligheden”. Det skabte for en stund lidt vækkelsesstemning blandt de våde deltagere.

Dynæsfesten i 1914 blev den sidste. Johan Skjoldborg gik fallit, og Dynæs kom på tvangsauktion.

Dynæsfesterne er et godt eksempel på arbejderbevægelsens alsidighed. Det drejer sig ikke kun om kroner og ører, arbejdstid og overtidsbetaling. Det drejer sig om det gode samfund for alle.

Har parolen ”leve friheden, skønheden og personligheden” gang på jord i dagens Danmark? LO Silkeborg fejrede 100 års jubilæum i 1994 – og ved den lejlighed blev dette leve udråbt. Til forsamlingens lettere forbavselse.

Ved genåbningen af arbejdermuseet den 1. maj 2016 blev parolen igen bragt på banen, og forsamlingen genindviede det lille lokale arbejdermuseum med et samstemmende leve for friheden, skønheden og personligheden. Efterfulgt af klapsalver.

Henvisning:

Keld Dalsgaard Larsen: Leve for friheden, skønheden og personligheden. Om Johan Skjoldborg på Dynæs 1907-1914 (i Østjysk Hjemstavn 2011)

Maj 2016