Silkeborg museum

En historie…………

Af Keld Dalsgaard Larsen

Tiden 1899-1939
Silkeborg er en ung by fra 1846, og nybyggerne tænkte ikke på at indrette museum på den hurtigt voksende handelsplads. Indbyggerne havde travlt med at skabe et nyt samfund med rådhus, kirke, jernbane, sygehus og alt det øvrige. Museumsplaner var fremme i forbindelse med etableringen af et bibliotek i 1899, men det blev en anden begivenhed, som banede vejen for byens museum: Udnævnelse af Silkeborg til købstad i år 1900.
Fabrikant Chr. Hammer havde i årevis samlet oldtidssager rundt om på Silkeborgegnen, og samlingen var ved at sprænge rammerne i privatboligen på Torvet. Med Silkeborgs nye status som købstad mente fabrikanten, at byen burde have et museum – det hørte sig så at sige til som købstad. Derfor forærede Chr. Hammer i 1900 sin samling til Silkeborg Kommune på betingelse af, at kommunen påtog sig opgaven at opbevare og udstille samlingen. Grundstammen i den unge købstads museum var hermed en realitet.
Samlingens tyngdepunkt var genstande fra stenalderen og bronzealderen, men der var også nyere genstande, blandt andet en del våben, husgeråd og gamle pengesedler.
Den 2. april 1904 åbnede museet i et ”museumslokale” i den nye skolebygning på Markedspladsen.
Det nye museum måtte hurtigt sande, at det var en mindre del af et større hele. Skolen kom selvsagt i pladsmangel, og museet måtte flytte fra den ene midlertidige placering til den næste. For til sidst at blive gemt væk. I nogle år under 1. verdenskrig havde museet til huse i den gamle kødkontrol i Fredensgade 17, men lokalerne viste sig uegnede. Museet blev igen pakket væk med håbet om, at museet i 1920 kunne få en blivende placering i den kommende ”kommunale bygning” med varmtvandsbadeanstalt, bibliotek og museum. Silkeborg Museum fik også en plads i bibliotekets ovenlyssal. Men museet måtte dele pladsen med f.eks. skiftende kunstudstillinger. Kulturhistorie og kunst kom til at dele såvel plads som skæbne.

Tiden 1939-1953
Jydsk Forening for moderne Kunst med Martin Kaalund-Jørgensen i spidsen tog i anden halvdel af 1930’erne initiativ til at rejse museumsspørgsmålet. Initiativet mundede ud i en stiftende generalforsamling med henblik på en lokal museumsforening den 1. marts 1939. Mødet vedtog følgende formålsparagraf, som illustrerer mangfoldigheden i det påtænkte museumsinitiativ:
”Formålet er:
1.    at indsamle, opbevare og værne om byens og egnens historiske minder med den allerede eksisterende, Silkeborg kommune tilhørende, historiske samling som grundlag.
2.    at danne en kunstsamling, fortrinsvis repræsenterende dansk kunst fra omkring 1900, dog også ældre arbejder af mere lokal interesse.
3.    at virke for erhvervelse af egen museumsbygning.
4.    andre sider af museumsvirksomhed, f.eks. oprettelse af naturhistoriske, etnografiske eller andre samlinger, kan af bestyrelsen tages op til overvejelser, når der skønnes at være grundlag herfor”.
Museumsforeningens første bestyrelse kom til at bestå af: P. Esben-Petersen, Otto Bisgaard, K.G. Kristiansen, Peder Nielsen, Holger Therkelsen og Elbro. Otto Bisgaard blev formand. Bestyrelsen organiserede sig i tre underudvalg: 1. oldtids- og folkemindesamling, 2. byhistorisk samling og 3. kunstsamling. I denne opdeling kan man ane de kommende institutioner: Silkeborg Museum, Silkeborg Arkiv og Silkeborg Kunstmuseum (i dag Museum Jorn).
Stationsforstander Holger Hansen kom i bestyrelsen i 1943. Hermed var museets kommende ledelse samlet: K.G. Kristiansen, Peder Nielsen og Holger Hansen. Gruppens interne titel var ”arbejdsudvalg”, men i folkemunde blot ”triumviratet”.
Museumsforeningen havde håbet på en ny museumsbygning til 1946, hvor byen kunne fejre 100 års jubilæum. Sådan gik det ikke. Der skulle gå endnu fem år, før en herlig mulighed dukkede op: Etablering af en museumsudstilling i byens ældste bygning, Silkeborg Hovedgård.

Otto Bisgaard kunne den 31. august 1951 byde velkommen til indvielse af Silkeborg Museum på Hovedgården. Formanden understregede, at han ville kalde det for åbningen af en museumsafdeling, idet rammerne var beskedne: en entre, en stue og to loftsværelser til magasin. Det var beskedent, men dog en begyndelse.
Fundet af Tollundmanden i 1950 fik afgørende betydning for Silkeborg Museum. Allerede i november 1951 kunne det slås fast, at Tollundmanden skulle være klenodiet i den kommende oldtidsudstilling på museet. Oldtidsudstillingen åbnede i juli 1952 i en nyinddraget sal med hovedet af Tollundmanden som attraktion.

Tiden 1953-1971
Museumsforeningen arbejdede ufortrødent videre på at få inddraget hele Hovedgårdens vestfløj. Planerne blev fremlagt, og kommunen ville betale halvdelen af omkostningerne, hvis foreningen kunne fremskaffe resten. En lokal husstandsindsamling blev iværksat. Asger Jorn stod for indsamlingsplakaten, og den energiske kunstner indgik i 1953 et såre utraditionelt og frugtbart samarbejde med triumviratet.
Den 27. januar 1954 kunne museumsforeningen åbne det nye Silkeborg Museum på Hovedgården for publikum. Jyllands-Posten havde følgende overskrift og underoverskrift i forbindelse med åbningen: ”Fra den 2000 årige Tollund-mand til Asger Jorns keramik-fantasier. Silkeborg kan på onsdag indvie et lyst og moderne museum, der burde gøre mangen by grøn af misundelse”.
1950’erne var et succesårti for Silkeborg Museum. Men succes giver sine problemer. F.eks. pladsproblemer. Udstillingslokalerne var straks fyldt ud. Ja, overfyldte. I den gamle garage blev der indrettet træskoværksted (1955) og pottemagerværksted (1958).
Museumsforeningen begyndte at arbejde hen imod at overtage hele Hovedgården. Men det havde lange udsigter og krævede blandt andet, at Dronning Louises Asyl flyttede ud af østfløjen. Museumsforeningen måtte finde andre udveje, og en af dem var at flytte kunstsamlingen. Det skete i 1961 med etablering af kunstmuseet i Hostrupsgade.
Silkeborg Museums succesrige arbejde i anden halvdel af 1950’erne resulterede i statsanerkendelse som kulturhistorisk museum i 1959 og som kunstmuseum i 1962.
Silkeborg Museum blev i 1966 opdelt i to selvstændige museer med stiftelsen af den selvejende institution Silkeborg Kunstmuseum.

Holger Hansen, Otto Bisgaard, Peder Nielsen og K.G. Kristiansen omkring Tollundmandens hoved. Otto Bisgaard var museumsforeningens mangeårige formand, de tre andre udgjorde museets triumvirat.

Triumviratet bestående af overbibliotekar Peder Nielsen, stationsforstander Holger Hansen og kriminaloverbetjent K.G. Kristiansen forestod det daglige arbejde. Holger Hansen var hovedansvarlig for det arkæologiske arbejde, herunder udgravninger og konservering. K.G. Kristiansen var foreningens mangeårige kasserer og betegnede sig ellers som altmuligmand. Peder Nielsen klarede alt journaliseringsarbejdet i det ønske, at eftertiden kunne finde ud af, hvad de havde foretaget sig.
Triumviratet blev brutalt ophævet i december 1967, da K.G. Kristiansen og Holger Hansen forulykkede ved et biluheld. Peder Nielsen var nu alene og blev med årene alderdomssvækket. Triumviratets tid var forbi. Et tomrum opstod, og der skulle gå godt tre år, før museumsforeningen fandt en holdbar løsning.    

Tiden 1971-1986  
1971 er et skelsår for Silkeborg Museum. En epoke var slut, og en ny kunne begynde. De engagerede amatørers tid blev afløst af professionel museumsdrift. Sagfører Otto Bisgaard overgav i efteråret formandsposten til Johannes Jensen, og hermed slap den gamle garde fra 1939 definitivt tøjlerne. En af Otto Bisgaards sidste handlinger som formand var ansættelse af magister i forhistorisk arkæologi, Christian Fischer (f. 1944) med tiltrædelse den 1. august 1971.
Christian Fischer stod ved sin ansættelse over for opgaven at bringe Silkeborg Museum op på niveau med, hvad der forventedes af tidens og fremtidens museum. Og det krævede initiativer over et bredt felt. Den danske museumsverden var i voldsomt opbrud og fremgang i 1960’erne og 1970’erne. Museerne fik fagligt personale, som skulle være en garanti for, at lovgivningens intentioner på området kunne efterleves. Museumsopgaverne kan opstilles i de såkaldte ”fem søjler”: indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af den lokale kulturhistorie fra de ældste tider til nutiden. Christian Fischer måtte sætte ind på alle områder. I begyndelsen som eneste fuldtidsansat.
Indsamlingen i museumsverdenen dækker lige fra store arkæologiske udgravninger til modtagelse af enkeltgaver fra private. Silkeborg Museums arkæologiske udgravninger fik fra 1971 et gevaldigt løft. Den moderne arkæologiske videnskab med dens systematik og dokumentation var kommet til Silkeborg.
Registreringen skal ses i tæt sammenhæng med museernes indsamling. Det er ikke nok at indsamle – sagerne skal også registreres, så man kan sikre den viden, der er indsamlet, med henblik på f.eks. videre udforskning eller formidling. Christian Fischer foretog løbende registrering af de løbende indsamlinger (f.eks. udgravningerne) og satte også ind på at få styr på de samlinger, som lå noget hengemte i museets magasin. I dette arbejde fik museet god hjælp fra tidens militærnægtere.

Bevaring af de indsamlede fund og de indkomne gaver er uomgængeligt. Det giver ingen mening at indsamle kulturhistoriske klenodier, hvis de efterfølgende blot går til på grund af dårlig opbevaring. Christian Fischer slog straks til lyd for, at der blev knyttet en konservator til museet. Med udgangen af 1978 kom det gode budskab: Museet fik en konservator, og den gamle hestestald blev indrettet til konserveringsværksted.
Formidling kom fra 1971 i centrum på museet. Christian Fischer lagde fra starten vægt på især tre områder: særudstillinger, foredrag og kontakten til skolerne. Museet tog initiativ til at komme ud på skolerne, og Silkeborg Museum fik udarbejdet undervisningsmateriale af forskellig art. Ikke mindst ”stenalderkassen” blev et eftertragtet tilbud til skoleklasser, hvor skoleeleverne selv kunne røre og undersøge originalt genstandsmateriale fra vor fjerne fortid.
Museumsforeningen indbød i 1973 til en foredragsaften under overskriften ”Fund og resultater fra museets arbejdsmark”. Interessen viste sig at være så stor, at ”museets arbejdsmark” blev en tradition.
Christian Fischers interesse for og evne i formidling resulterede også i en lang række TV-udsendelser for børn og unge om arkæologi og historie.

Silkeborg Museum havde imidlertid en række problemer, som museumsforeningen og den nye museumsleder måtte finde løsninger på. Især med hensyn til museets pladsforhold og økonomi. Biografgængerne i Silkeborg var fortsat i begyndelsen af 1970’erne en væsentlig finansieringskilde for museet. Det var uholdbart i en tid med stærkt vigende biografbesøg – og stærkt øgede krav til museumsdrift. Silkeborg Kommune måtte gå ind og mere aktivt støtte det lokale museum. Til gengæld betød flere kommunale bevillinger automatisk øgede statsligt tilskud.
Silkeborg Museum havde i årevis ønsket at overtage hele Hovedgården. Det ønske viste sig realisabelt i 1975, hvor Dronning Louises Asyl flyttede ud af østfløjen. Efter en gennemgribende renovering af Hovedgården kunne museet igen åbne med helt nye udstillinger i sommeren 1976. En grundtanke i de nye udstillinger var, at genstandene skulle præsenteres i deres historiske sammenhæng. Det var ikke genstandene som enkeltgenstande, der var i fokus, men deres evne til at bidrage til en historie om fortidens verden.  
De årlige arkæologiske udgravninger var fortløbende mange og omfattende. To store udgravninger af middelalderlige vandmøller – ved Toustrup og Vejerslev – gav genlyd og helt ny viden om denne teknologis indførelse i Danmark. Anlægsarbejdet ved naturgassen midt i 1980’erne resulterede i omfattende arkæologiske udgravninger, der gav grundlæggende ny viden om bosættelse og hverdag på Silkeborgegnen i oldtiden.
Silkeborg Museums mange initiativer, herunder etableringen af det historiske værksted Høgdal var med til at placere museet i et eksklusivt deltagerfelt om æren af at blive Europas bedste museum for året 1983.

Tiden 1986-1996

Christian Fischer fortæller en interesseret skare om museets hovedklenodie, Tollundmanden.

Tollundmanden var og er museets hovedklenodie. Christian Fischer engagerede sig efter sin ansættelse i en mere systematisk forskning af moseliget og mosefund generelt. Udforskningen resulterede i 1970’erne dels i ny viden og dels i, at Silkeborg Museum fik overdraget resterende dele af Tollundmanden fra Nationalmuseet samt moseliget Ellingpigen. Tollundmandens fod kunne således indgå i den nye udstilling på museet i 1976, mens Ellingpigen fik egen montre på museet i 1978. I det følgende årti dannede dette forskningsfelt grundlag for genskabelsen af den hele Tollundmand i 1987, nyopsætning af jernalderudstillingen i 1988 og endelig i etablering af nybyggeriet i museumshaven med indvielse i sommeren 1991.  
I takt med resultaterne var opgaverne kun blevet stedse større. En faglig opgradering og arbejdsdeling var påkrævet. Museet fik i 1986 mulighed for at ansætte to museumsinspektører – Knud Bjerring Jensen og Keld Dalsgaard Larsen – til museets store hovedarbejdsområder, arkæologi og nyere tid.
Silkeborg Museums virke var med årene blevet så alsidigt og omfattende, at museet i 1988 besluttede at udsende første nummer af museets årsskrift, hvor museumsforeningens medlemmer og andre blev grundigt informeret om årets gang, årets udgravninger og undersøgelser inden for kulturhistorien i Silkeborg og på egnen.    
Levendegørelse af fortiden fik ny dagsorden i 1980’erne. Museet havde tradition for levende museum i pottemagerværkstedet, hvor en pottemager af og til viste sit håndværk, og i 1986 kunne publikum møde endnu et gammelt håndværk: Håndgjort papir ved gamle papirmagere fra Silkeborg Papirfabrik. Men tiden krævede større arrangementer. Silkeborg Museum var blandt frontløberne med historiske markeder. Det første jernaldermarked fandt sted i 1989, hvor publikum også kunne følge bygningen af et jernalderhus i museumshaven. Jernalderhuset brændte ned til grunden i 1993, og kun et mirakel og blikstille vejr sikrede, at den voldsomme ild ikke inddrog andre af museets bygninger.   

Silkeborg Museum var igen i pladsmangel. Tollundmanden og hans tid, jernalderen, pressede sig gevaldigt på for at få bedre udstillingsfaciliteter. Samtidig manglede museet også en cafe, særudstillingslokale, foredragssal og magasinplads. Museumshaven havde god plads til en markant nybygning. Men hvordan skulle den finansieres? Villum Kann Rasmussen Fonden trådte sidst i 1980’erne til med en donation på 5 millioner kroner. Silkeborg Kommune trådte til og sikrede den supplerende økonomiske dækning for projektet. Silkeborg Museum kunne i begyndelsen af 1989 engagere MAA Niels Frithiof Truelsen. En proces var sat i gang frem imod den festlige åbning den 2. juli 1991 i overværelse af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Jernalderudstillingen satte et nyt niveau på museet. Temaerne agerdyrkning, jernudvinding, pottemageri, kvindernes verden, mændenes verden, børnenes verden og privat hygiejne blev præsenteret på en ny måde med mulighed for såvel overblik som detailindsigt. Den hele Tollundmand fik en hædersplads i et særskilt rum bagerst i jernalderudstillingen. Nybygningen rummede endvidere en museumscafe, et nærmagasin og et stort foredragslokale, som kunne inddrages til særudstillingslokale. Etableringen af nybygningen skabte grundlag for ændringer i de permanente udstillinger. I det gamle træskomagerværksted blev indrettet papirværkstedet Bøtten.
De bedre rammer gav grundlag for ny aktivitet. Det årlige jernaldermarked fik i 1990’erne følgeskab af ”håndværkermarkederne” med fokus på gamle håndværk. Senere kom andre initiativer til så som pottemagerweekend, pileflettedag, glasweekend og kunsthåndværkermarked.
Foredragssalen i nybygningen skabte rammen om en række særudstillinger lige fra idrætsudstilling i 1994 om SIFs glorværdige danske mesterskab i fodbold til cykel- og knallertudstillinger. 1996 blev året med to store særudstillinger, som satte nye standarder for eftertiden. Silkeborg kunne fejre 150 års jubilæum, og Silkeborg Museum åbnede den 7. januar 1996 særudstillingen ”Vort Silkeborg gennem 150 år”, som gav et historisk tværsnit af Silkeborgs historie. Årets museale hovedbegivenhed var imidlertid særudstillingen ”Ansigt til ansigt med din fortid” i perioden 2. august – 31. oktober 1996 med moselig fra hele Nordvesteuropa. Med Tollundmanden som omdrejningspunkt. Dronning Margrethe gæstede åbningen, og nobelprismodtageren Seamus Heaney holdt åbningstalen.

Tiden fra 1996
Silkeborg Museum fik i 1998 et lille museumsanneks, arbejderboligen på Chr. 8. Vej 52. Grunden hertil var skabt allerede i 1984. Det år købte Silkeborg Kommune ejendommen med henblik på fremtidige museumsplaner. Arbejdermuseet åbnede den 1. maj 1998 med en arbejderlejlighed anno 1910 og en udstilling om arbejderliv i Silkeborg gennem tiderne.

Udstillingen ”Ansigt til ansigt med din fortid”i 1996 var så gennemgribende en begivenhed, at den ikke kunne stå alene. Den krævede en fortsættelse, hvor umuligt det end måtte forekomme. Det lykkedes! Særudstillingen i 2001 fik navnet ”Mosens guder” med fokus på de træfigurer, som var ofret i mosen i oldtiden. Udstillingen resulterede i, at Silkeborg Museum som det første modtog den nystiftede museumspris i 2002. Med hædersbevisningen fulgte et større pengebeløb til en ny udstilling! Den kom i 2005 med titlen ”Ragnarok. Odins verden”. Og endelig fulgte i 2009 udstillingen ”Tollundmandens verden – Fra Bjældskovdal til Athen”, hvor Tollundmanden var den fiktive rejsefører på en tur ud i Europa på hans tid. Kongehuset viste stor interesse for museets satsninger og har beæret museet ved sin deltagelse.
Sikkerhedskravene ved de store museumsudstillinger er med årene blevet astronomiske. Udstillingen ”Ragnarok. Odins verden” nødvendiggjorde såvel helt nye sikkerhedsmontre som konstant opsyn døgnet rundt. En stor kreds af frivillige trådte til og hjalp museet på afgørende vis, hvorved udstillingen kunne realiseres. Mange af de frivillige har siden hjulpet museet på en række områder.

Formidling af historie og arkæologi for børn og unge har lige siden 1971 haft høj prioritet. En skelsættende begivenhed i dette arbejde skete på jernaldermarkedet den 2.-3. august 1997, hvor TV-manden Pet van Deurs sammen med ”ravnemor” Mette Bundgaard stod for stiftelsen af museets ”Hugin og Munin”-klub. Klubben har siden været et enestående tilbud til lokale børn og unge med interesse for historie og arkæologi, og ravnemor Mette Bundgaard står fortsat i spidsen for de mange aktiviteter.

Samfundet indvirker generelt og lokalt til stadighed på museets daglige arbejde. I stort og småt. Silkeborg Papirfabriks lukning i maj 2000 var en begivenhed, som kom til at lægge beslag på mange ressourcer. Hvordan sikre kulturarven efter Silkeborg Papirfabrik? Ville det ikke være selvfølgeligt med et papirmuseum på området? Resultatet blev åbningen af den selvejende institution Papirmuseet Bikuben den 2. juli 2004 med Bent Schmidt Nielsen som museumsleder. Det lille demonstrationsværksted Bøtten på Silkeborg Museum blev derefter indrettet til Børnenes Museum, hvor skoler og børnegrupper har mulighed for at arbejde med historien.

Den digitale teknologi har skabt kolossale forandringer også på museet. Skrivemaskinerne er pakket væk og erstattet af flere generationer computere. Internettet har overtaget denne form for kommunikation. Silkeborg Museums egen hjemmeside www.silkeborgmuseum.dk blev introduceret i år 2000.
Den kommunale strukturreforms ikrafttrædelse pr. 1. januar 2007 skabte igen nye betingelser for Silkeborg Museum. Museets ansvarsområde var frem til 2007 Silkeborg, Them og Gjern kommuner og hovedparten af Ry Kommune med undtagelse af det gamle Dover sogn med Ry Stationsby. Med den nye Silkeborg Kommune bestående af de tidligere Silkeborg, Them, Gjern og Kjellerup kommuner ændredes ansvarsområdet, så det følger kommunegrænsen. Silkeborg Museum måtte afgive sit ansvarsområde i Ry Kommune til Skanderborg Museum. Til gengæld overtog museet det arkæologiske ansvarsområde i den tidligere Kjellerup Kommune fra Viborg Museum.
De arkæologiske opgaver pressede sig i det hele taget på efter årtusindskiftet. Højkonjunkturen resulterede i øget byggeaktivitet, og med den projekterede motorvej ventede nye store opgaver. Silkeborg Museum ansatte i konsekvens heraf endnu en arkæologisk museumsinspektør, Peter Mohr Christensen, i foråret 2008.
Den nye Silkeborg Kommune kom til verden med to statsanerkendte lokalmuseer: det foreningsejede Silkeborg Museum og det kommunale Blicheregnens Museum i Thorning. Blicheregnens Museum varetog ”nyere tid” i Kjellerup Kommune. Den nye kommunale virkelighed gjorde, at de to museer blev sammenlagt pr. 1. januar 2009 til Silkeborg Kulturhistoriske Museum (fra juli 2013 Museum Silkeborg).  
Silkeborg Museum er museum i tiden. Og har altid været det. Museet har konstant ydet sit – og arbejdet fortsætter nu i som en del af Museum Silkeborg.

Henvisninger:
Keld Dalsgaard Larsen: Til megen glæde. Af museets historie (Silkeborg Museums Årsskrift 1989).
Keld Dalsgaard Larsen: Museet i tiden (Silkeborg Museums Årsskrift 2006/2007).
Silkeborg Museums Årsskrift 1988-2009.
www.museumsilkeborg.dk

marts 2014