SIGRID ANDERSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

DALUM PAPIRFABRIK

Jeg er født i 1946 og er oprindeligt uddannet frisør fra Kerteminde. Min mands job var i København, og derfor flyttede jeg med og arbejdede nogle år her ligeledes som frisør. I 1972 fik min mand arbejde i Odense, men da han rejste en del og typisk kun var hjemme lørdag og søndag, holdt jeg op med at arbejde som frisør, og blev hjemmegående for at få familielivet til at hænge sammen med to små børn. Men det blev alligevel for kedeligt ikke at træffe andre mennesker end mælkemanden (som i øvrigt senere blev papirarbejder på Dalum), så jeg begyndte på et maskinskrivningskursus. Det foregik her hjemme i stuen. Med den ballast søgte jeg ind på Dalum Papirfabrik i oktober 1972 og fik en stilling med 3 timer om dagen, kl. 13.30-16.30 i speditionsafdelingen. Jeg fik stillingen umiddelbart efter samtalen, måske fordi mit lønkrav var så beskedent som 500 kr. om måneden. Fabrikken mente nu, at det var for lidt, så jeg fik 850 kr. om måneden. Mit arbejde bestod i at skrive på maskine med fem gennemslag. Ikke så smart for en nybegynder udi maskinskrivningskunsten! Jeg skrev ”Advis før afsendelse” og desuden havde jeg noget kartoteksarbejde. Måske ikke det mest spændende arbejde, men arbejdet og især arbejdstiden passede fint med at have små børn. Det var så min entre på Dalum Papirfabrik, og det blev min arbejdsplads fra 1. november 1972 og frem til maj 2011, hvor jeg sluttede efter eget ønske.

I min tid har fabrikken haft følgende fabrikschefer: Erling Hougaard (1972-1979), Sigurd R. Wogensen (1979-1986), Stig Lysholt (1986-1991), Lars-Åke Fritzson (1991-1994), Bjarne Björk (1994-1995), Per Jonsson (1995-1998), Kjeld Andersen (1998-1999), Ole Theilvig (1999-2005), Henrik Kaa Andersen (2005-2008) og Jesper Olsen (2008-2012).

Fabrikken havde i 1974 en stor fyringsrunde, men lidt spøgefuldt sagde de til mig, at jeg fik så lidt i løn, at det slet ikke kunne betale sig at fyre mig. I stedet kom jeg ind i reklamationsafdelingen, som bestod af to mænd og så mig. Jeg stod for skrivearbejdet og statistikker. Derudover hjalp jeg fabrikkens edb-mand, Flemming Dyrup, med at indtaste programmer. Edb-teknologien var endnu i sin vorden, og det var meget omstændeligt. Hver dag dumpede (arkiverede) vi dagens hændelser på nogle kæmpe disketter, som kom i en stor computer. Datidens edb-teknologier var af helt andre dimensioner end nutidens.

Sigurd R. Wogensen kom til Dalum fra Hovedkontoret, og han ønskede at få en sekretær. Det havde fabrikken indtil da ikke brugt. De sekretæropgaver, der var, blev løst af en af damerne på kontoret, som det nu kunne passe ind. Men det var ikke nok for Sigurd R. Wogensen, han ville have egen sekretær. Folk fandt det lidt mærkeligt: ”Skal vi nu til at have sekretær?”. Wogensen spurgte mig, og jeg slog til. Folk kaldte mig halvt spøgende halvt drillende for ”Sekretæren” , som så senere bare blev til ”Fru Andersen”. Hverdag gennemgik Wogensen posten med mig, og arbejdsopgaverne blev fordelt. Wogensen dikterede eller skrev oplæg til skrivelser, som jeg skrev rent og klargjorde til underskrift. Med tiden blev opgaverne dog mere selvstændige. Sigurd R. Wogensen var civilingeniør med stor fokus på og interessere for produktionen. Sådan var det under De forenede Papirfabrikker og til dels også under Papyrus – salget var noget, andre tog sig af.

At være sekretær kræver tillid og loyalitet. Kunsten at kunne holde mund er helt afgørende. Jeg har altid sat en ære i at gøre mit arbejde godt og til tiden. Mit indtryk er, at de skiftende fabrikschefer og direktører har haft god tiltro til mig og med tiden blev jeg jo også på sin vis kontinuiteten på kontoret. I mange år arbejdede jeg med reklamationer samtidig med, at jeg var sekretær. Med tiden fik jeg flere og flere timer, og i 1989 kom jeg på fuld tid. I 1990 fik jeg titel af personalesekretær, i 1993 blev det til afdelingsleder for personaleforhold for både arbejdere og funktionærer og i 1999 blev titlen personalechef.

Lønningskontoret på Dalum Papirfabrik tog sig af lønudbetaling til papirarbejderne og håndværkerne. Funktionærernes lønninger blev derimod under De forende Papirfabrikker udbetalt via hovedkontoret i København. På Dalum samlede jeg lønningsmaterialet fra funktionærerne og sendte det ind til hovedkontoret, som så foretog udbetalingerne. Da hovedkontoret blev nedlagt omkring 1990 og flyttede til Dalum, overtog jeg lønudbetalingen for funktionærgruppen for hele koncernen. Naturligvis havde jeg taget kurser for at kunne bestride dette arbejde, blandt andet merkonomuddannelse i personalejura, organisation og arbejdsret, og hos Dansk Industri tog jeg også kurser, blandt andet i ”Industriens Overenskomst”.

Da jeg begyndte på Dalum, var der mange kvinder på sortersalen. De havde mange forskellige stillingsbetegnelser, som klistersker, sortersker, etikettersker og hylsterskærer, og de fik alle løn efter hver sin lokalaftale.

I al den tid jeg kan huske, har der lydt en klagesang over, at Dalum kørte med underskud. Stort underskud. Under De forenede Papirfabrikker sagde hovedledelsen lidt populært, at De forenede Papirfabrikker vedhæftede 500 kr. til hvert tons Dalumpapir, de solgte. Det blev omtalt gang på gang, og så blev der med jævne mellemrum foretaget en fyringsrunde, og fabrikken fortsatte uden af den grund at få afviklet underskuddet. Jeg mindes kun, at der har været overskud på Dalum under Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen.

Der var et vist konkurrenceforhold på fabrikken mellem PM 6, PM 7 og Efterbearbejdningsafdelingen. Det var altid vedligeholdelsescheferne, som fik skæld ud. Når maskinerne ikke kørte, var det vedligeholdelsesafdelingens skyld, og kørte maskinerne, var det fordi, produktionsmandskabet var dygtige. Vedligeholdelsescheferne holdt sjældent længe.

Stig Lysholt var den sidste fabrikschef, før svenske Stora Papyrus overtog De forenede Papirfabrikker i 1990. Stig Lysholt kom fra Maglemølle, hvor han havde været produktionschef for PM 10.

Stora Papyrus’ overtagelse af DfP skræmte mig på ingen måde. Holdningen var vel nærmest den, at vi måtte have en større koncern i ryggen, hvis vi skulle overleve. Opfattelsen var, at Stora Papyrus købte DfP for at få en fod inden for EU, da Sverige dengang ikke var medlem af EU. Stora Papyrus indsatte svenskeren Lars-Åke Fritzson som administrerende direktør på Dalum, og han var en personlighed. En moderne virksomhedsleder med pondus på en hyggelig facon og fuld af nytænkning. Han gik i folk med træsko. Lars-Åke Fritzson havde mange tanker med hensyn til personalepleje. Folk kom på diverse udviklende kurser. Han ønskede at give papirarbejderne funktionærlignende ansættelser, og der blev udarbejdet nye ansættelseskontrakter til alle, og medarbejdere fik i den forbindelse deres ansættelsesanciennitet med over i den nye ordning, hvilket betød et betydeligt forlænget opsigelsesvarsel og fratrædelsesgodtgørelser ved opsigelser i henhold til Funktionærloven. Alligevel var papirarbejderne mistroiske, og jeg synes ikke helt, at vi fik kredit for det gode initiativ. Skellet mellem papirarbejdere og funktionærer forsvandt ikke, og eksempelvis holdt de to grupper hver deres julefrokost.

Den første fælles personalefest blev holdt i forbindelse med fejringen af 100 års jubilæum i De forenede Papirfabrikker i 1989.

Næste fælles personalefest var da Dalum Papir A/S kunne fejre 125 års jubilæum i 1999. Jeg var sammen med direktionen og en festkomite bestående af repræsentanter for håndværkere og papirarbejdere ansvarlig for denne og de efterfølgende personalefester, mens en komite – som blev nedsat hvert år til lejligheden – stod for den årlige julefrokost.

Andre opgaver som personaleansvarlig var at sørge for, at personalenyheder blev publiceret via fabrikkens opslagstavle, f.eks. ansættelse og fratrædelse. Udarbejde Personalehåndbog for Funktionærer og for Funktionærlignende ansatte.

Jeg var også sekretær for Samarbejdsudvalget, men det var nu ikke voldsomt sindsoprivende, nærmest en anelse kedeligt.

Det var under Lars-Åke Fritzson, at Maglemølle blev nedlagt og produktionen af genbrugspapir blev overflyttet til Dalum. Jeg var med Lars-Åke Fritzson på det møde i Næstved, og det var rigtig ubehageligt. Afsværtningsafdelingen i Næstved fortsatte, men vi blev aldrig rigtigt en enhed – det var udpræget storebror kontra lillebror, og afdelingen i Næstved følte sig altid lidt udenfor. Vi tænkte vel ikke dengang så meget over, at Dalum pludselig skulle til at producere genbrugspapir. Det gik blot ind som endnu en kvalitet i produktionen. At det så på lidt længere sigt blev Dalums overlevelse, havde vi på daværende tidspunkt ingen anelse om. Lars-Åke Fritzson gik fuldt og helt ind på at få igangsat cyklusproduktionen på Dalum. I mange år fik vi råstof fra Maglemølle med DSB Gods, og vi var en af deres helt store kunder. Men pludselig stoppede DSB som transportør, og herefter foregik det med lastbiler. Lars-Åke Fritzson var en god mand for Dalum, og under ham begyndte fabrikken at høvle af det årlige underskud. Dog uden at underskud blev forvandlet til overskud.

Lars-Åke Fritzson var tre år på Dalum. Det var den periode, man som udlænding kunne arbejde på særlige fordelagtige skattevilkår i Danmark. Det har givetvis spillet ind. Også for den senere fabrikschef Per Jonsson. Bjarne Björk var kun fabrikschef i ca. et halvt år, indtil Per Jonsson kunne sætte sig i stolen. Den sidste fabrikschef under svenskerne var danskeren Kjeld Andersen, som søgte stillingen og fik den. Kjeld Andersen havde tidligere været på fabrikken, og han havde også i en årrække været fabrikschef i Silkeborg. Med de nye ejere i 1999 måtte Kjeld Andersen vige pladsen for makkerparret Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen.

Med Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen kom Dalum Papir så at sige på private hænder. Det var godt nok en investorgruppe, der sammen med Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen skød penge ind, men det var Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen, som tegnede virksomheden. De kom fra en helt anden verden. Ole Theilvig var teknikeren, mens Henrik Kaa Andersen var finanskyndig. Det var to meget farverige personligheder, som intet vidste om papir, men som kunne så meget andet. Herunder stille spørgsmål til alt. Der blev spurgt ind til alt muligt, og gamle vaner stod for fald. Beslutningsprocessen blev væsentlig kortere under Ole og Henrik. De var lydhøre over for alle gode ideer, der kunne betale sig. Udgangspunktet var altid: Kan det betale sig? Så gør vi det! De var fulde af gode ideer, og der var ingen ende på deres iderigdom. De tænkte nyt hele tiden. F.eks. kom de på den geniale ide at sælge overskudsvarme fra papirproduktionen til Odense Fjernvarme. Det var en væsentlig indtægtskilde i flere år og medvirkende til at give overskud på fabrikken. På salgssiden blev der ansat sælgere rundt om i Europa.

Ole Theilvig, Henrik Kaa Andersen og de øvrige investorer købte Dalum Papir billigt i 1999. Fabrikken havde været til salg et stykke tid, men ingen ville åbenbart købe os. Vi var derfor billigt til salg, og alternativet ville have været lukning. De nye ejere overtog fabrikken i 1999, hvor vi kunne fejre 125 års jubilæum. Og det blev markeret med et brag af en fest i pallelageret. Det var en fest, som signalerede, at de to nye mænd i front tænkte stort også i forhold til, hvad vi var vant til. Det var først med Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen, at vi fik de fælles personalefester for Dalum og Maglemølle og for alle personalegrupper. Et år var vi i cirkusrevyen, hvor vi kom i busser fra Odense og Næstved. Julefrokosten blev dog stadig holdt på hver sin afdeling.

Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen var og er nærmest specialister i at se mulighederne i virksomheder, som andre har opgivet. De fik på Dalum effektivt vendt udviklingen og fik så solgt på det helt rigtige tidspunkt i 2007 til franske Arjowiggins.

Med de nye franske ejere kom vi ind i en ny tid, og nu var det os, som var lillebror i forhold til en lidt ukendt storebror. Kulturforskellene var også til at fornemme. Vi havde måske nok på fornemmelsen, at franskmændene ved købet ønskede at få kendskab til vor ekspertise.

De seneste år på Dalum blev Marlene Witt lidt efter lidt oplært i mit arbejdsområde, så jeg kunne trappe ned stille og roligt, indtil jeg gik pension. En helt perfekt måde at slutte et langt arbejdsliv på, og herved fik jeg bedre tid til børnebørn og golf.

Jesper Olsen var den sidste fabrikschef, jeg arbejdede under. Han kom fra emballagebranchen, fra SCA i Grenaa.

Lønningerne på Dalum var efter min mening gode. Og folk blev længe på fabrikken. Selv om mange var utilfredse med så det ene så det andet på fabrikken, så var det aldrig værre end, at de blev. Udover de, efter min mening, gode lønninger, havde vi alle en del goder – i 90-erne blev det indført, at de medarbejdere, som havde morgenvagten i weekenden og på helligdage fik gratis morgenbrød – rundstykker og en wienerbasse.

På et tidspunkt blev det også tradition, at der blev serveret julemiddag for de medarbejdere, som var på vagt juleaften og nytårsanretning på nytårsaften.

I Papyrus-tiden fik vi alle en tøjordning: Papirarbejderne og håndværkerne fik arbejdstøj, og funktionærerne fik et beløb at handle tøj for i en forretning, som jeg lavede en speciel aftale med. Og de sidste 10 år havde vi en massør, som kom på fabrikken, hvor vi mod en symbolsk betaling kunne bestille tid til massage.

Kantinen forandrede sig fra et sted, man kunne spise sin medbragte mad, evt. købte et stykke smørrebrød, til en velassorteret kantine med 1-2 kokke ansat og med buffet en gang om ugen og alle dage både en lun og en varm ret og salatbar. Det betød så også, at kantinen nu kunne bespise alle former for gæster, og restaurantbesøg ude i byen blev historie.

Alle fik fri kaffe, the, kakao og kildevand. Tidligere var der fri kaffe på kontorerne, mens håndværkere og papirarbejdere havde kaffen med hjemmefra eller købte en kop i kantinen.

Endvidere blev der opsat automater, så eftermiddags- og natholdet kunne trække en middagsret, og så varme den i de indkøbte mikrobølgeovne, som stod i afdelingerne. Ordningen blev meget populært, og Gud nåde og trøste ledelsen, hvis automaterne løb tør for mad.

I tiden med Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen indførte vi sygesamtaler, hvilket betød, at de personer, som havde et atypisk sygemønster eller en høj sygeprocent, kom til samtale med nærmeste foresatte og mig. Ved disse samtaler blev der spurgt ind til, hvilke problemer der evt. var skyld i det høje fravær. Og samtalerne har mere end én gang resulteret i, at vedkommende fik psykologhjælp betalt af virksomheden eller anden form for hjælp, og sygefraværet faldt betragteligt.

Vi er rigtigt mange, som er vokset op med fabrikken. Og man kunne komme med mange forskellige baggrunde. Jeg delte baggrund som frisør med min forgænger som personaleansvarlig, Erik Ibsen, og lederen på PM 7, Gunnar Rasmussen, var også frisør, før han blev papirarbejder og siden driftsleder på PM 7. Mange papirarbejdere har gennem årene avanceret til værkførere. Vi var mange, der kunne fejre runde jubilæer på fabrikken.

Der var en vis tradition ved sådanne jubilæer. Jubilaren kunne efter eget ønske blive hentet i taxi på bopælen og kørt til en reception i kantinen, hvor fabrikschefen holdt talen. I mange år var det tradition med sherry til receptionerne, og det hændte sig, at nogle fik lidt for meget.

Jubilæumsgaven var i mange år en tegnebog med indgraveret navn, en buket blomster og en sum penge. Senere blev tegnebogen skiftet ud med en gave i dansk design - eksempelvis Holmegård glasbowle eller en ting fra Georg Jensen.

Tidligere kunne man købe øl og guldøl i kantinen. Jeg har fået fortalt, at papirarbejderne strejkede, da man forbød salg af guldøl. Men de nye tider var undervejs. Fabrikken fik totalt spiritusforbud i 1996, og så var det slut med sherry m.m. Julefrokosten flyttede af samme årsag væk fra fabrikken fra 1996.

Alkoholforbuddet betød, at det ikke var tilladt at møde beruset på arbejde eller indtage drikkevarer på arbejdspladsen, som var stærkere end lyst øl. Ved overtrædelse kunne afskedigelse komme på tale dog med den klausul, at hvis vedkommende gik i behandling for sit alkoholproblem, ville der stadig være en stilling til vedkommende.

Kraftcentralen var en afdeling for sig, og i mange år var lederen Freddy Maaløe. Men det var først efter ham, at fabrikken begyndte at sælge overskudsvarme til fjernvarmeværket.

Gunnar Petersen havde i mange år ansvaret for PM 6, mens det som nævnt var Gunnar Rasmussen, som stod for PM 7.

Krog Larsen var i mange år i regnskabsafdelingen.

På hovedkontoret var det Marianne Olsen og Pia Nancke, som tog sig af personaleforhold, før det blev samlet på Dalum.

Jeg har ikke været aktiv i firmasport på fabrikken. Det har Krog Larsen, som var formand for Odin en årrække.

Som personaleansvarlig kom jeg også til at stå for julegaverne til medarbejderne. Det begyndte vi først med under fabrikschef Per Jonsson. Det første år var det en æske chokolade, men folk tog godt imod den, da det kom som en absolut overraskelse. De følgende år bestod julegaven gerne af et varigt forbrugsgode og noget spiseligt og drikkeligt. Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen indførte også produktionsrekordgaver og påskegaver.

Min egen løn aftalte jeg med fabrikschefen/administrerende direktør. Og jeg har altid været særdeles tilfreds med, hvad jeg blev tilbudt. Jeg syntes, jeg fik en god løn. Jeg har kun en eneste gang selv kommet med et lønforslag – det var under Ole Theilvig – og jeg fik uden diskussion, hvad jeg foreslog. Og så kom jeg jo til at tænkt på, at jeg måske skulle være slået ind på den vej noget tidligere. Men det er pjat. Grundlæggende har jeg været utrolig privilegeret og haft det som blommen i et æg. Jeg har gennem årene fået det arbejde og de arbejdstider, jeg gerne ville, så det også kunne passe sammen med min familie og mine fritidsinteresser.

Jeg har aldrig følt det som noget problem, at Dalum var en mandearbejdsplads. Jeg befandt mig godt, folk var ikke grove i munden, og jeg har da egentlig følt mig feteret frem for generet. Jeg mener, at jeg har en god evne til at snakke med alle, og det er bestemt en fordel både som sekretær og personalechef.

Som sekretær, personalechef og fabrikschefens højre hånd skal man have konduite. På den ene side skal man vare sin mund og på den anden side, skal man også kunne snakke med om lidt og alting med alle kolleger. Det er en balancegang, men jeg har ikke følt det som noget problem. Jeg har haft det som en fisk i vandet.

Jeg ses i øvrigt ca. en gang om året med to af mine tidligere chefer – Lars-Åke Fritzson og Bjarne Bjørk. Ole Theilvig og Henrik Kaa Andersen sms’er jeg med til fødselsdage mv. Wogensen havde også jeg kontakt med i mange år efter at han holdt.

Ved min afsked fik jeg et indrammet certifikat med følgende tekst og indhold:

”Loyalitetscertifikat. Sigrid Andersen. For en helt usædvanlig indsats takker dine tidligere fabrikschefer og direktører…” Certifikatet indeholder så et større foto af Sigrid Andersen og et mindre portrætfotos af de enkelte fabrikschefer fra perioden 1972-2011.

Samtalen fandt sted i oktober 2012.

Stikord:

Dalum Papirfabrik, sekretær, personalechef, arbejder- og funktionærforhold, under skiftende ejere: DfP, svenske, danske og franske. Tiden ca. 1972-2011.

15. april 2020