Vejledning til bygherre, generelt
Som bygherre er det vigtigt, at du er klar over dit ansvar i forhold til synlige og skjulte fortidsminder ved bygge- og anlægsopgaver. Det er centralt i museumsloven, at man ikke må fjerne hverken synlige eller usynlige fortidsminder uden som et minimum at samarbejde med lokalmuseet, eller at have søgt om tilladelse ved kommunen. Så snart man ser, hvad arkæologerne kalder et anlæg i forbindelse med jordarbejder, skal man således i princippet indstille arbejdet omgående og tage kontakt til museet.
Kulturstyrelsen har udarbejdet en serie detailvejledninger om gennemførelsen af forundersøgelser og arkæologiske undersøgelser efter museumslovens kapitel 8.
I menupunkterne til venstre kan man finde vejledninger til de mest gængse anlægsarbejder, stillet op på en for Silkeborg Kommune relevant måde. Der findes dog flere vejledninger på Kulturstyrelsens vejledningssite. Du kan også læse Kulturstyrelsens guide til bygherrer.
De arkæologiske undersøgelser gennemføres efter Museumslovens bestemmelser (bekendtgørelse nr. 1505, 14. december 2006). Forundersøgelser under 5000 Kvadratmeter hos private betaler museet som grundregel, medens alt over 5000 kvadratmeter, samt offentlige og virksomheders forundersøgelser betales af bygherre. Selve undersøgelsen betale bygherre altid, men der kan søges tilskud, hvis anlægsudgifterne er små i forhold til de arkæologiske udgifter.
Udgifterne til arkæologisk arbejde skal dække museernes udgifter til varetagelse af sagen og betaling af løn, ferie, sygdom, udstyr osv. for de til sagen tilknyttede feltarkæologer, mens sagen står på, og er således ikke noget museet tjener på.
Det kan anbefales, at man tager kontakt til museet i god tid, før anlægsarbejdet påbegyndes, hvorefter vi bestræber os på at afslutte eventuelle undersøgelser hurtigst muligt, således at forsinkelser kan undgås. Herved kan eventuelle undersøgelser medbudgetteres, eller minimeres ved at placere bygninger anderledes på matriklen.
Følg os her: