Skoler og daginstitutioner på Museum Silkeborg
På Museum Silkeborg vægter vi formidling til børn og unge højt. Vi prioriterer at tilbyde inddragende forløb, der får vores besøgende til at reflektere over og forholde sig til den historie, de er en uløselig del af.
Vores forløb til daginstitutionerne er tilrettelagt med indblik i den Styrkede Pædagogiske Lærerplan, hvor der er særlig fokus på dannelse, leg og læring. Vi bestræber os på at stimulere børnenes sanser, og leger os igennem historiske problemstillinger. Børnene har mulighed for at undre sig og deltage aktivt med deres egne kreative løsninger til, hvordan man kunne håndtere fortidens problematikker.
På samme måde tager vores forløb til grundskolen udgangspunkt i Undervisningsministeriets fælles mål primært inden for fagene historie, kristendom og samfundsfag. Der er særlig fokus på historiefagets formål, nemlig at elevernes historiske bevidsthed og identitet skal styrkes med henblik på at forstå, hvordan de selv, deres livsvilkår og samfund er historieskabte.
Forløbene til vores faste udstillinger bliver løbende fornyet, så de er tilpasset krav og vilkår for skoler og daginstitutioner. Til vores særudstillinger udvikler vi forløb, der tager afsæt i de enkelte udstillinger, som ofte kan omfatte fag som eksempelvis billedkunst, dansk eller naturteknologi.
Alle vores forløb er dialogbaseret, og vi inddrager så vidt muligt historiske genstande og rekvisitter til at understøtte forståelsen. Nogle af forløbene byder på en høj grad af relevant aktivitet, mens andre kan kombineres med en tilpasset historisk aktivitet.
I menuen til venstre kan I finde de forløb, som vi har på museets tre afdelinger.
Har I spørgsmål til forløbene, er I velkommen til at kontakte os. Husk, I er altid velkommen til at ringe og få en snak om, hvilke specielle ønsker I har, og så prøver vi at hjælpe. I er også velkomne til at medbringe madpakker og spise dem i cafeen på Hovedgården, i kaffestuen på Blicheregnen eller på reposen på Papirmuseet.
I kan tilmelde jer vores nyhedsbrev i højre hjørne, hvor du vil blive orienteret om nye tiltag, aktiviteter eller særudstillinger.
Følg os her: