Velkommen til historien om Tollundmanden
Den 8. maj 1950 indløb en alarmerende meddelelse til Kriminalpolitiet i Silkeborg. Man havde d. 6 maj fundet et lig i en mose ved Bjældskovdal, ca. 10 km vest for Silkeborg, under tørvegravningen. Finderne mente, at det måtte dreje sig om et mordoffer og alarmerede derfor politiet. Da politiet fik at vide, at fundet var gjort 2½ m nede i tørven, og der ikke var tegn på nylig nedgravning, var de dog næsten klar over, at det nok snarere var en sag for folkene på Silkeborg Museum end for politiet.
På denne del af Museum Silkeborgs hjemmeside kan du læse mere om Tollundmanden. Hvordan han blev fundet, hvordan han døde, og hvorfor han er så velbevaret. Han blev fundet i Bjældskovdal Mose i 1950, og har siden 1952 været på Hovedgården i Silkeborg, hvortil tusindvis af mennesker fra hele verden hvert år valfarter for at se ham. Et møde med Tollundmanden er et møde med fortiden - ansigt til ansigt.
Følg os her: