SVEND ANTONSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

MAGLEMØLLE PAPIRFABRIK

Jeg er født den 13.8.1922 i Bindslev i det nordlige Jylland, i Vendsyssel, ved Frederikshavn. Her var der ikke meget arbejde, man kunne få lidt arbejde i tørvemosen i nogle måneder om året eller arbejde for bønderne.

Jeg aftjente min værnepligt i Næstved i 1945 46, og her fik jeg at vide, at der var en mulighed for at få arbejde på Maglemølle, hvis ens soldaterpapirer var ok. Da vi skulle slutte som soldat, havde vi en uge til at søge arbejde, og jeg søgte på papirfabrikken. Det var papirmester Holger Madsen, jeg søgte hos, og han var gammel officer, så jeg kunne starte allerede den følgende mandag. Jeg droppede altså min hjemtur til Nordjylland og begyndte på Ny Maglemølle i oktober 1946.

Jeg begyndte   og det gjorde man normalt   med at lære ved de små rulleværker til økonomruller. Økonomruller blev brugt i købmandsbutikker som indpakningspapir. Det var små tykke grå ruller på 200 eller 300 meter. Vi rullede også håndruller, der kunne være på 100 meter. Efter en vis læretid kom vi på akkord. Jeg var et lille års tid ved økonomrullerne. Der var fire sådanne ruller på Ny Maglemølle. Derefter kom jeg ind til maskinen, PM 11 som bagmand.

Mandskabet ved papirmaskinen var to ved rulleværket, rullemanden og bagmanden, en forskærer, en maskinfører og en pressemand. Altså fem mand. Som bagmand hjalp jeg rullemanden med at køre papirrullerne derhen, hvor de skulle f.eks. på lageret. Vi rullede dem ved håndkraft op i to lag, hvor vi så lagde nogle bjælker ved. Vi fik først truck vist i 1955, det var el truck, dejlige trucks, der kørte roligt og stille. Vi havde en lille briks på ca. 2 meter og en vogn i samme højde til at køre papirrullerne væk.

Maskinføreren var formand ved maskinen. Samarbejdet gik ganske godt, men vi fem mand ved maskinen var på fem forskellige løntrin. Maskinføreren vejede gramvægten, og han udtog derfor ved jævne mellemrum en papirprøve. Han kunne se ved det blotte øje, om spindlerne med stof fra lagerkarret skulle ændres. Senere fik vi automatisk vægtkontrol. Maskinføreren sørgede for, at hele maskinen kørte ordentligt, at den rette mængde stof og vand kom på maskinen. Der gik to mand i hollænderiet.

Pressemanden var i den våde ende, og han sørgede for viren. Hvis der skete et brud på papirbanen, skulle han med en stråle sørge for at papiret løb ned i tilbageløbsgraven, og han førte strålen tilbage, når papirbanen igen var kørt på maskinen.

Mandskabet ved maskinerne er siden indskrænket, og den første mand, der kom væk, var pressemanden, da man gik over til automatiske virepartier.

PM 11 og PM 12 var begge fra Ny Maglemølles start i 1938, og maskinerne stod i samme lokale. De to mandskaber havde et bord i mellem sig, og vi hjalp hinanden. PM 12 producerede en lang periode papirsække, men det forsvandt pludselig. Vi kørte meget med fidele, men også med lidt hvidt og det vi kaldte "hel bleget". "Hel bleget" var til de lidt pænere ting, men kun blankt på den ene side. PM 12 blev ombygget til coated papir vist i 1955.

Derefter kom jeg op i hollænderiet helt øverst op til "breakeren". Der var to "breaker" til hver papirmaskine, og her blev råmaterialet grovmalet, før det kom ned i hollænderiet, hvor det blev malet færdig. Senere kom pulperne, og så forsvandt "breakerne" og hollænderne. Stoffet gik så fra pulperen til nogle refainere, før det gik i lagerkarrene.

PM 10 blev sat op i 1950, men den var købt allerede før krigen, og efter min mening var det en halvgammel model, man satte op.

Man begyndte også at modernisere på Gl. Maglemølle med pulpere ved de små maskiner dernede, før man gjorde det på de store maskiner på Ny Maglemølle, og det, mener jeg, var en fejl.

Efter hollænderiet kom jeg ned som forskærer ved PM 11. Forskæreren stod for regnskabet, og det foregik med blyant og regnestok. Forskæreren skulle også vurdere, hvor meget nyt stof, der skulle i lagerkarrene, sådan at der blev så lidt spild som muligt, når der blev skiftet kvalitet på maskinen.

Papirmester Holger Madsen var interesseret i at få lavet så bred en papirbane som muligt, og det kunne godt give problemer for mandskabet ved maskinen. Vi havde mange værkførere også for mange, der var en værkfører til PM 11 og 12, en værkfører til PM 10 og en værkfører til PM 13. Og der var en værkfører til hvert skift. Da PM 5 kom i 1970 skulle værkføreren til PM 10 tage den maskine også.

Vi arbejdede på treholdsskift med mødetider fra kl.6 14, kl.14 22 og kl.22 6. Vi havde den tradition, at man mødte ca. 15 minutter før for lige at snakke med den mand, man afløste. På sin vis forærede vi fabrikken den tid, men det gjorde vi altså. Vi havde da heller ingen stempelkort. Ved skift var der ingen problemer, udeblev en mand, eller kom han for sent, så fortsatte den mand, der skulle være afløst blot, til fabrikken havde fundet en løsning.

I 1950'erne gik jeg på Arbejdsteknisk Skole. Vi havde skole i den gamle papirmesterbolig ved Gl. Maglemølle, hvor der var indrettet skolelokaler. Vi havde dansk og regning og om papirindustri. Det foregik i vores fritid, sådan at skolen var om formiddagen, når vi havde eftermiddagsvagt, og sådan lå skolen på tidspunkter afpasset skifteholdene. Til dansk havde vi en præst fra oplandet, og han sagde, at han fik mindst lige så meget ud af skolearbejdet som os ved at være sammen med "rigtige arbejdere", som han kaldte os.

Jeg var også en tur i Sverige for at lære om tidsstudier. Hellsted Jensen var meget ivrig med de her tidsstudier.

I slutningen af 1950'erne kunne man købe medarbejderaktier. Jeg købte for nogle tusinder og agiterede for køb blandt folkene. Men værkførere og maskinførerne var ikke særlig interesserede.

Da PM 13 kom i 1961 var vi vist oppe på 1100 mand på Ny og Gl. Maglemølle. Det var mange folk, og selv om man ikke må sige det, så var vi nok også lidt for mange. Men værkførerne kunne godt lide at have en eller to mand i reserve, hvis der pludselig skulle opstå et problem. Så fik folk blot besked på at ordne et eller andet, og så måtte de se at få tiden til at gå. De forhold forsvandt med tiden, da der ikke var råd til den slags.

I 1961 fik vi også den nye kantine. Førhen havde vi haft frokoststuer rundt om på fabrikken. Maskinfolkene spiste jo ved maskinerne, men pladsfolk, lagerfolk, pigerne på salen osv. de spiste i de her stuer. I den nye kantinebygning fik vi også nye baderum, førhen var der dog også bade f.eks. ved papirmaskinerne.

Afdelingen med PM 13   Dancrepe   fik navnet afdeling 7. Den øvrige fabrik hed afdeling 5. Man sprang simpelthen "afdeling 6" over for at undgå lystigheder og hentydninger til dette navn.

Man regnede det som lidt af en livstidsbeskæftigelse, hvis man først var kommet ned på papirfabrikken. Og der var også flere, som havde familie på fabrikken. Vi havde ikke de store problemer med spiritus, men efter en truck ulykke holdt vi med øl på arbejdspladsen. Vi havde dog først en afstemning om spørgsmålet.

Jeg kom i bestyrelsen i papirarbejdernes fagforening i 1958. Af formænd kan jeg huske Jørgen Jørgensen, Axel Pedersen, Bern. Sindbæk og H.C. Olsen. Jeg blev selv formand i 1979. Jørgen Jørgensen kom fra Jylland, og han arbejdede nede på Gl. Maglemølle. Da han blev formand, nægtede fabrikken ham adgang til fabrikken. Han skulle anmelde sin ankomst og bekendtgøre, hvad han ønskede. Derfor blev der indrettet en lille kontor i Riddergade, og Jørgen Jørgensen blev fuldtidslønnet i fagforeningen. Siden blev han jo forbundsformand.

Hans Chr. Olsen kom også fra Gl. Maglemølle, når der skulle forhandles forhold på Ny Maglemølle, sagde han altid, at det skulle de snakke med mig om, da jeg var fællestillidsmand her. "Og Svends underskrift er lige så god som min" sagde H.C. Olsen til ledelsen, og sådan kørte vi i mange år.

Fabrikken begyndte med tiden at lønne fællestillidsmanden, så han kunne passe det faglige arbejde.

Fagforeningen holdt i mange år møder i Bygningen i Jernbanegade. Der var også tradition for en sommerudflugt og juletræsfest i Axelhus. Fabrikken holdt ikke udflugt for os, men vi havde den ordning med fabrikken, at en vis procentsats af kantinens overskud gik til udflugten og juletræsfesten. Vi fik kontor i Teatergade og derefter i fagforeningens bygning i Nøddehaven.

Papirarbejdernes fagforening var en fagforening, man regnede med, og vi var selvfølgelig også med i Fællesorganisationen.

Vi fik 7 døgnsdrift i 1967 først som prøveordning siden permanent. Jeg var ivrig efter, at vi fik en procentsats til lønnen i stedet for et bestemt øre-beløb. Vi fik 10% til lønnen og godt 16% (1/6) af bonussen. Så blev lønnen jo automatisk reguleret med denne procentsats, når grundlønnen steg.

Dalum Papirfabrik fik en anden 7 døgnsordning, de kaldte det for 5+2, hvor weekendholdet på kort tid kunne tjene en ugeløn. Men det fik de meget bøvl ud af, med folk der gerne ville have overarbejde her, taxichauffører, bønder osv. Og de folk var ikke særlig interesseret i at stå i fagforeningen. Til sidst fik de den samme 7 døgnsordning som os i Næstved.

7 døgnsordningen resulterede i, at fabrikken ikke lå stille om søndagen, hvor søndagsholdet normalt gik og ordnede alle småtingene ved maskinerne. Så fik man i stedet for et udrykkerhold, der blev sat ind, hvis f.eks. der gik uorden i en vire eller sådan. Jeg forhandlede lønnen for dette udrykkerhold, og det blev en god ordning, og siden kom jeg selv på holdet. Det stillede mig også lidt friere til det faglige arbejde.

Med 7 døgnsdrift kunne vi heller ikke holde generalforsamling om søndagen, men det gik endda, selv om et hold altid var forhindret i at komme. Fabrikken stod stille i julen, påske og pinse, og vi fik en tradition med en Skærtorsdagsudflugt.

Forholdet til de overordnede var udmærket. Værkførerne kom fra vore egne rækker, og vi har eksempler på, at de tog en god tillidsmand fra os. Men det var sådan set i orden, men vi fik den ordning, at fabrikken skulle betale 4000 kr. til os, så vi kunne oplære en ny tillidsmand. Fabrikken støttede også sporten ved at stille fodboldbane til rådighed bag ved Ny Maglemølle. Fabrikken slog græsset, og folkene kunne frit låne baderummene i kantinebygningen. Men jeg har nu ikke selv dyrket sport, jeg havde nok andet at rive i.

Gl. Maglemølle lukkede i 1971, og som det sidste lukkede bagefter træsliberiet dernede. Jeg synes, at det gik ret gnidningsløst med at få folk sluset dernede fra og ind på den nye fabrik.

Vi havde ingen problemer med at få folk organiseret. Den værkfører, som ansatte nye folk   og som jeg tit afløste   sagde altid pænt og venligt til nye folk, at de måtte se at komme over i papirarbejdernes fagforening og henviste så til mig som fællestillidsmand. Det var også min opgave at vise de nye til rette på fabrikken, og så kunne jeg i ro og mag lige få snakket med manden om at få ordnet fagforeningsbogen.

Jeg har altid erklæret mig som "højre socialdemokrat", og det har været min linje, at man skal ikke blande det faglige med det partipolitiske. Om det så er venstrefolk eller fremskridtsfolk, så har de krav på samme behandling som alle andre.

Efterhånden blev vi under 2000 medlemmer på landsplan, og vi måtte til at finde ud af, hvor vi så ville hen, når vi ikke længere kunne være et selvstændigt forbund. Jeg var ikke i tvivl om Specialarbejderforbundet, da vi på mange måder minder om fabriksarbejderne i det forbund. Dalum folkene var forhippet på Bogbinder og Kartonnagearbejdernes forbund og andre henviste til Træindustriarbejderforbundet. Men hvad skulle vi med forbund, der var ganske små og holdt til i en kælder langt væk. Vi burde være interesseret i at være med i et forbund, som var synligt i bybilledet. Og det var SID. Her i Næstved gik vi rundt og spurgte på fabrikken, hvad medlemmerne syntes, og der var bred enighed om, at vi burde gå med i SID. Silkeborg var også indstillet på SID, og det blev det altså også til. Jeg kørte forhandlingerne sammen med Willy Strube fra SID. SID gav et stort kontantbeløb til brancheklubben, og jeg blev ansat på SID kontoret. Vi fik også en mand fra det gamle forbund ind i SID forbundshuset.

SID har siden ændret navn til 3F.

Samtalen fandt sted i 1993 og indgår i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri. Mennesker, teknologi og produktion 1829-1999 (2000)

Stikord:

Maglemølle Papirfabrik, maskinerne, hollænderiet, papiruddannelse, fagforeningen. Tiden ca. 1946 til 1980’erne.

15. april 2020