POUL BAKKE FORTÆLLER
Samtale med Keld Dalsgaard Larsen
MAGLEMØLLE PAPIRFABRIK
Jeg er født i 1920 og uddannet som teknikum ingeniør. Jeg kom ned på Maglemølle i 1947 og begyndte i Teknisk Afdeling, det vil sige på tegnestuen. Jeg var dels på Gl. Maglemølle og dels på Ny Maglemølle. Vi var to mand på tegnstuen, en ingeniør Pilgaard Jensen og mig, og vores nærmeste foresatte var vicedriftsbestyrer Kierulf. Mit arbejde var at levere detailtegninger til opstillinger, ændringer og moderniseringer. Vi skulle også opmåle omslibningen af valser, om de var i orden og klar til brug igen.
Hovedkontorets ingeniører kom også for at hjælpe, hvis der skulle ske større ændringer.
Jeg kom til Maglemølle i en brydningsperiode, hvor stengange, breakere og hollændere var ved at blive skiftet ud med pulpere og refinere. Man var ved at bygge hollænderier om, men selve ordet hollænderi er blevet hængende. Et ord som stoftilberedningsanlæg er for langt.
I løbet af 1949 blev jeg lånt ud til produktionsafdelingens laboratorium og gennemgik samtidig en detaljeret uddannelse som "papirmager" ca. 1 uge på alle arbejdspladser ved en produktionslinje dvs. fra råstof til lager. Det fik jeg siden meget gavn af. Senere fulgte flere brancherettede kurser, blandt andet i tryk og medieteknik.
Omkring 1950 blev jeg flyttet til Ny Maglemølle sammen med den nye papirmester Fritz Madsen. Det skulle være et kort udlån til produktionsafdelingen, det vil sige til laboratoriet, men her blev jeg til 1965. Fabrikken ønskede at indføre øget papirkontrol, og Fritz Madsen og den anden papirmester Holger Madsen havde været i Amerika og set, hvordan de gjorde derovre.
Der havde førhen været udtaget papirprøver til papirkontrol fra hvert skift, men prøverne blev lagt over til laboratoriet, hvor undersøgelsen først fandt sted næste dags formiddag. Hvis der var fejl, så var der blevet produceret mange tons papir med samme fejl. Nu ønskede man kontrol hele døgnet rundt. Der blev bygget et nyt laboratorium på Ny Maglemølle, og her arbejdede jeg som laboratorieleder sammen med et par damer. Laboratoriechefen var på Gl. Maglemølle, hvor han havde 3 damer til hjælp. Min opgave var også at få uddannet maskinførerne til at foretage de her prøver.
Kravene var dengang ikke så store til kvaliteten, som de er i dag. Men den grafiske industri har til stadighed stillet nye krav til kvaliteten.
Der blev taget prøver ca. 1 gang i timen, når en rulle var færdig. Maskinføreren udtog en prøve på ca. 2 x 2 meter. De friske ark blev lagt i prøverummet, hvor der altid var 20 grader og en relativ luftfugtighed på 55%. Papiret skulle ligge mindst 20 minutter, før man måtte begynde at undersøge det.
Papiret blev især undersøgt for de egenskaber, der var karakteristisk for netop den papirkvalitet. Der blev undersøgt for:
1) styrken. Bristningslængde, mulden og rivning.
2) skrivefasthed. Blækprøve.
3) overfladens beskaffenhed. Glathedsmåling.
Ved emballagepapir var det primært styrkefaktorerne, der var de afgørende. Hvis det var trykpapir, var det overvejende overfladen, der var det afgørende.
Der var opstillet normer for de enkelte papirsorter. Hvis disse normere blev overskredet skulle papiret kassereres, hvis man da ikke sagde "lad gå". Der var recepter til alle de forskellige papirkvaliteter. Vi var underlagt ensartede internationale afprøvningsmetoder.
Laboratoriet udarbejdede en papirprøverapport, og den gik til værkføreren og en kopi til maskinføreren. Selv opbevarede laboratoriet også en kopi.
De gamle maskinførere kunne se og føle på papiret, om det var ok. Lige som de gamle hollænderfolk kunne mærke på stoffet, om det var i orden.
Efter krigen var vi nødt til at bruge nogle nye farver. Den tidligere leverandør I. G. Farben Industri var ramt meget af krigen, og vi måtte købe andre steder. Det var også udmærket, men kunne man umiddelbart bruge de gammelkendte dosseringer? Det var et arbejde, vi undersøgte på laboratoriet. Men man må altid huske på, at selv om vi har lavet en undersøgelse på laboratoriet, så kan det være en ganske anden sag at køre det i produktionen. Men man kan bruge laboratoriets undersøgelse som en rettesnor.
Tidligere kom man farve, fyldstoffer m.m. tidligere i produktionen, så der faktisk kunne være ret meget færdigblandet stof, som man blev nødt til at smide ud, hvis maskinen skulle køre en anden kvalitet. Men det blev ændret, så kørekarret kun havde det relevante stof til 10 minutters kørsel. Det var meget mere fleksibelt.
Råmaterialet cellulose og træmasse. Det mørkebrune sulfatcellulose til indpakningspapir, halv og helbleget cellulose også til indpakningspapir, cellulosetyper til journalpapir, træmasse (grove, mellem og fine kvaliteter). Halmcellulosen kom ind i billedet. Halmcellulosen har ret korte fibre, giver et hårdt og klangfuldt papir. Det kan erstatte mellem 10 25% af importeret cellulose, og der ville stadigvæk komme et acceptabelt stykke papir ud af det. Halmcellulosen kom fra Fredericia, men tidligere vist omkring 1940 havde man også forsøgt sig på Maglemølle med at lave halmcellulose, og til det brug havde man anskaffet sig en stor kuglekoger.
På Gl. Maglemølle var der et træsliberi, hvor der var to kædeslibere. Fabrikken fik træet fra de omkringliggende skovdistrikter, træet blev leveret afbarket og i 2 meter stykker. Det kom ud på lagerpladsen, før selve slibningen blev stykkerne afkortet til 2 meter. De to slibemaskiner kunne lave ca. 25 tons træmasse pr. døgn. Træmassen blev så raffineret, kørt op over en oppapningsmaskine og lavet i ark på paller og kørt ud til Ny Maglemølle.
Jeg var med til at køre PM 10 i gang i 1951. Det var en vanskelig maskine. Leverandøren stillede maskinen op men ikke som det vi vil kalde "køreklar". Vi begyndte om morgenen og sluttede ved midnat, og så var kælderen fuld af papir. Næste morgen kunne vi begynde forfra igen. PM 10 havde 4 presser, og vi kunne få papiret gennem den første og den anden og så gik det galt. Og sådan var der problemer hele vejen gennem maskinen. Men den kom i gang.
PM 10 var en journalpapirmaskine, og dens største hastighed dengang var 180 meter i minuttet. Den kørte med pulpere og refainere. Vi producerede ugebladspapir til Billedbladet og Hjemmet, men efter 10 års produktion, så gik produktionen ud, da papiret kunne købes billigere og også af bedre kvalitet i udlandet. Journalpapiret blev glittet på kalanderen.
Der blev også produceret papir til telefonbøger på PM 10, men efterhånden skulle papiret til disse bøger gøres tyndere og tyndere, og så måtte man sige stop. Maskinen kunne ikke lave de helt tynde gramvægte. Hver papirmaskine har sine gramvægtsområder og hver deres kvalitetsområde. Det var ellers en behagelig produktion, da den kunne køre i ugevis.
PM 10 var ingen gammel maskine, da den blev stillet op, men selvfølgelig sker der nyskabelser, mens papirmaskinen projekteres, og så er det op til køberen at forlange det nyeste indlagt i maskinen. Det er et spørgsmål om penge. Men det var en vanskelig maskine.
På Gl. Maglemølle lavede man toiletpapir – 0-0 af gamle telefonbøger. Telefonbøgernes rygge blev skåret fra, og papiret kom i stengangen. Ryggene blev samlet i poser og solgt til arbejderne som optændingsbrænde.
Det var PM 8 og af og til PM 7, der producerede 0-0 toiletpapir. Der blev også produceret crepepapir på Gl. Maglemølle, hvor papiret først blev produceret og siden crepet på en særlig crepemaskine. Her var f.eks. servietter en stor artikel.
Da PM 13 kom i gang på Ny Maglemølle i 1961 blev PM 8 og siden PM 7 stoppet på Gl. Maglemølle. PM 13 kunne køre 700 meter i minuttet.
Gl. Maglemølle havde tidligere produceret avispapir blandt andet til Børsen. Også tapetpapir blev produceret. Der var 6 papirmaskiner på Gl. Maglemølle, og heraf var to yankee maskiner. Yankee maskinerne havde een stor tørrecylinder, og papiret blev ensidigt glat på den side, som vendte ind mod den store cylinder. Den største maskine på Gl. Maglemølle var PM 5, som blev lavet om til en kombineret maskine, som kunne lave både ensidigt og tosidet glat papir. Jeg kan huske fra min drengeår, da den store cylinder til PM 5 blev fragtet til fabrikken. Den kom med pram til havnen, og så blev den kørt i sin emballage gennem byen. Det var et stort syn. PM 5 var en alsidig maskine, og den blev også flyttet op på Ny Maglemølle, da Gl. Maglemølle blev lukket ned. PM 5 blev opstillet på den nye fabrik i et gammelt råstofskur, og her kan man som det eneste sted se råstofforarbejdning, papirmaskine og efterbearbejdning i eet og samme rum.
Man gik væk fra stengange, breakere og hollændere. Førhen var der til hver papirmaskine en stengang, to breakere og tre hollændere. Og der gik folk de seks steder. Det blev afløst af pulper og refiner, og det blev klaret af færre folk. Breakeren tog sig af råstof i ark cellulose der blev sønderdelt første gang. Stengangen tog sig hovedsageligt af tørt papir (udskud). Pulperen giver den første findeling. Ved pulpere og refinere kan hollændermanden ikke længere gå og føle på stoffet, men der kan udtages prøver. Vi undersøgte iøvrigt, at der gik akkurat lige så mange kilowatt timer til breaker hollænder som til pulper refiner.
Med den nye stofberedning behøvede man ikke længere at bygge så højt som tidligere.
DfP var delt op i fire hovedfabrikker: Pap og karton blev lavet på Kartonfabrikken (Frederiksberg Papirfabrik lavede også emballagepapir), Maglemølle også emballage papir og lidt trykpapir, Dalum trykpapir, skrivepapir og formularpapir og Silkeborg skrivepapir og vandmærkepapir. Det er også et spørgsmål om råstoffer. Ved journalpapir brugte man 65% træmasse og 35% cellulose.
Der blev hele tiden foretaget ændringer. Vi fulgte med i udenlandske fagtidsskrifter, og så blev sagerne drøftet. Et eksempel er PM 12, der i 1968 blev ombygget til en kombineret maskine, den fik nyt fortørreparti og nyt eftertørreparti, og der blev indbygget en coate station, så den kunne bestryge papiret på den ene side. Det var noget af en revolution, at vi kunne producere ensidet bestrøget papir f.eks. til gavepapir. Maglemølles coate station var i maskinen, hvorimod man på Dalum kørte papiret gennem en særskilt bestrygermaskine. Der er også sket meget på efterlimerområdet. Off set papir krævede, at der ikke lå løse fibre på papirarkene, og her hjalp efterlimningen.
Midt i 1950'erne begyndte vi med Arbejdsteknisk Skole på Maglemølle, det foregik frivilligt og uden for arbejdstid. Undervisningen var lagt an på folkene i produktionen. Der blev undervist i dansk, regning, lidt fysik, samfundsfag og papirteknik. Jeg underviste i regning og papirteknik sammen med andre af mine kollegaer. Arbejdsteknisk Skole forløb over tre år, og der blev undervist tre gange om dagen, så det passede med holdskiftene.
Arbejdsteknisk Skole blev til Specialarbejderskolerne, og i 1969 blev der oprettet et brancheudvalg, hvor råstoffabrikkerne og de papirproducerende fabrikker gik sammen for at give en undervisning på Specialarbejderskolerne. Brancheudvalget bestod af 7 personer, og formanden var DfPs personalechef. Jeg blev udlånt af DfP til det praktiske arbejde med tilrettelæggelse af undervisningen, udfærdigelse af elevkompendier, aftaler med de forskellige fabrikker osv.
Undervisningen bestod af en grunduddannelse på 14 dage, en videregående uddannelse på 4 uger og endelig en supplerende uddannelse i Sverige. Den sidste uddannelse var især til "nøglepersonalet" f.eks. maskinfører, kalanderfører, rullemaskinfører.
I begyndelsen delte vi det op i fin og grovpapir med Silkeborg, Dalum og halvdelen af Maglemølle som hørende til "det fine" og til det grove var resten af Maglemølle, kartonfabrikken, Frederiksberg Papirfabrik, Smiths Papfabrik ved Viborg (Brunshåb), Klostermølle, Assens Celluloseindustri, Fredericia Halmfabrik, Højbygård og Grenå Pap.
Efterhånden blev uddannelsen samlet på Specialarbejderskolen i Odense, og undervisningen foregik på Dalum. Jeg arbejdede med dette til 1984.
Branchemøder blev holdt to gange om året. Et sommermøde på en af fabrikkerne og et vintermøde i Industrifagenes bygning i København.
Jeg stod for elevkompendierne, og fabrikkerne var flinke til at komme med oplysninger om de nye ting, der skete på de enkelte virksomheder. Papirindustrien er ikke vant til hemmelighedskræmmeri det nytter alligevel ikke noget. Til undervisningen optog jeg en række videoer fra de forskellige fabrikker. Jeg tror ikke, at de videoer eksisterer idag.
Ved en sådan undervisning blev jeg en dag pludselig ringet op på klassen, og omstillingsdamen sagde, at det var min chef fra København i telefonen. Han spurgte kort og godt om, jeg kunne påtage mig at undervise 100 arbejdere i Tyrkiet i papirproduktion. Jeg sagde, at det kunne nok godt lade sig gøre, og så var det en aftale. Det var en oplevelse, og noget ganske andet, end jeg var vant til.
På Maglemølle skulle vi oplære 6 mand til Tyrkiet, og jeg har været to gange i Tyrkiet, 3 uger hver gang. Det er helt andre forhold, og man skal være umådelig tålmodig. DfPs andel i papirfabrikken Viking i Tyrkiet var først og fremmest know how. Der var dobbelt så mange ansatte på fabrikken, som produktionen nødvendiggjorde.
Maglemølle blev en stor fabrik som egentlig var to fabrikker, Ny og Gl. Maglemølle med op mod 1200 medarbejdere, og dermed byens største arbejdsplads. Men jeg vil ikke sige, at der gik "overflødige" folk rundt. Sådan var produktionsgangen dengang. Fabrikken ønskede, at dens medarbejdere havde det godt, og man sagde, at hvis man først var kommet inden for porten, så var det arbejde for livet. Man kunne også låne penge til køb af hus. Jeg ansøgte selv om et lån i 1959 og fik det mod pant i 2. prioriteten. Det var et særdeles fordelagtigt lån.
Fabrikken havde boliger til driftsbestyrer og papirmester, men der var også papirarbejderboliger i Møllegade huse i to-etager. Møllegade var dengang den gamle hovedvej til Gl. Maglemølle.
Det gik godt for Maglemølle og DfP i 1950'erne, men i løbet af 1960'erne gik det den forkerte vej. Vi var for små, og der var ikke midler til at investere. Jeg mener, at det var DfPs redning, at Sukkerfabrikkerne købte os.
Men vi kunne godt mærke, at det blev sløjere tider. Jeg kom ned på Gl. Maglemølle i 1965 for at være med til at lukke den fabrik ned. Fabrikken var gammeldags, men maskinerne blev dog vedligeholdt, og der var også rensningsanlæg efter de skærpede miljøkrav. Gl. Maglemølle havde også fået udskiftet deres stengange, breakere og hollændere med pulpere og refinere.
Da jeg igen kom op på Ny Maglemølle var vi vel 675 medarbejdere, men da jeg holdt op i 1984, var der nok kun 375 mand tilbage.
Samtalen fandt sted i 1993ff og indgår i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri. Mennesker, teknologi og produktion 1829-1999 (2000)
Stikord:
Maglemølle Papirfabrik, tegnestue, laboratoriet, hollænderi, papirkvaliteter, papiruddannelse. Tiden ca. 1947-1984.
15. april 2020
Følg os her: