HELGE CHRISTIANSEN FORTÆLLER
Samtale med Keld Dalsgaard Larsen
MAGLEMØLLE PAPIRFABRIK
Jeg kom ind på Ny Maglemølle i 1941 som sæsonarbejder. Vi kørte tørv ind fra jernbanevogne. Der kom 15 vogne af gangen med tørv fra moser fra hele Sydsjælland. Tørven fra de nærmestliggende tørvemoser kom med lastbil. Det var hårdt fysisk arbejde, og vi var to mand om en jernbanevogn. Min far har også arbejdet på Maglemølle både Gamle og Ny Maglemølle, og det har måske også hjulpet på mine muligheder for at komme ind på fabrikken. Egentlig havde jeg søgt ind allerede efter min soldatertid i 1937, da det var almindelig kendt, at papirmester Holger Madsen gerne ansatte folk med gode soldaterpapirer. Der gik altså nogle år, men så fik jeg tilbudet fra den ene dag til den anden, og det sagde jeg ja til, selv om jeg havde arbejde hos en vognmand.
Dengang sagde man, at man kom ind til den evige hvile, når man fik arbejde på Maglemølle. Selv om jeg kun var blevet lovet arbejde sæsonen ud, kom jeg ned på Gl. Maglemølle om efteråret, og jeg arbejdede i 40 år på papirfabrikken.
Det første halve år kom jeg ind ved økonomrullerne på Gl. Maglemølle. Der var vel 8 små rulleværker, og vi rullede mange økonomruller, som købmændene brugte til at pakke varerne ind i. En rulle var gerne ca. 250 meter, og rullerne kunne have mange forskellige bredder. De store papirruller blev klippet op samtidig med, at de blev rullet op.
En økonomrulle blev sat fast på et paphyster med lidt klister, og så fulgte man tælleren, til det ønskede antal meter var nået, så klippede man papiret over og klistrede rullen sammen. Vi havde limpotte og en lille pensel til arbejdet. Paphystrene blev produceret på Maglemølle, og det samme sted kunne vi også hente lim.
Dengang havde Gl. Maglemølle PM 1, 2, 4, 5, 7 og 8. PM 8 var den største maskine, de øvrige var små smalle maskiner. Som ung mand følte man, at der gik mange ældre på Gl. Maglemølle, og der var også flere originaler her end på Ny Maglemølle.
Der var ingen kantine på Gl. Maglemølle på det tidspunkt. Vi havde ganske udmærkede bademuligheder. En vej gik ned gennem fabrikken og delte den i to områder. I et yderområde var træsliberiet, som ikke var nogen særlig stor afdeling. Der var selvfølgelig også kvinder på Gl. Maglemølle, og de sorterede arkpapir, pakkede økonomruller osv.
Jeg oplevede også det, at de ældre kom hen til mig, mens jeg kørte ruller, og spurgte, hvor mange ruller jeg havde lavet den dag. Jeg svarede, og så sagde de, at så skulle jeg ikke lave flere den dag. Så var det bare med at få tiden til at gå. Jeg forsøgte mig med at sætte rullerne en og en op på lageret, men det mente værkføreren dog var lige skrapt nok. "Vi tager to og to" var hans ord. De gamle mente ikke, at der skulle komme sådan en ung mand ned og presse tempoet op. Jeg mener, at vi var på timeløn ved økonomrullerne.
Efter et halvt år kom jeg op på Ny Maglemølle også ved økonomrullerne. Men derefter kom jeg ind til maskinerne til PM 12 først som bagmand og siden som rullemand. Bagmanden er rullemandens hjælper, og han skal tage rullerne fra maskinerne og få dem ud på lageret. Rullerne blev kørt ud på nogle små vogne, og vi rullede de her papirruller på 4 500 kg. op i to lag ved håndkraft. Det kunne sagtens lade sig gøre. Rullemanden sørgede for, at papiret kørte ordentlig op på tamburen. Jeg var nok rullemand i 7 8 år, så blev jeg forskærer i ca. lige så lang tid, dernæst reservemaskinfører og til sidst maskinfører.
Vi var fem mand ved papirmaskinen. Maskinføreren var chef for maskinen, så kom forskæreren, der førte regnskab over den producerede mængde papir, pressemanden sørgede for filte og vire var i orden og så rullemanden og bagmanden.
Vi lavede under krigen mørklægningspapir. Det var i øvrigt hårdt at køre om natten under krigen, da vi ikke kunne åbne vinduer eller lignende rigtigt, da alt skulle mørklægges. Vi svedte og svedte ved maskinernes varme. Vi lavede også papir til rationeringsmærker.
Ved maskinen starter det hele ved, at stoffet bliver pumpet ud på viren sammen med vand meget vand. På viren løber meget vand fra og her er sugekasser. Fra viren løber papirbanen gennem en gauske, to valser en blank stålvalse og en valse beklædt med filt. Her presses en mængde vand fra. Pressemanden hjælper papirbanen herfra ved hjælp af en stålbørst fra gausken over til filtene, og så kørte banen med rundt. Pressemanden har en stråle, hvormed han kan gøre papirbanen smal, og det er kun den smalle bane, man kører gennem maskinen, og når det er i orden, så flyttes strålen, og papirbanen kommer ud i fuld bredde. Under gausken er en kælder til udskudspapir, og en snegel presser det bagud, og her tages det væk til genmaling. Det kan ikke lade sig gøre at standse maskinen, det gjorde vi så godt som aldrig. Når noget gik galt, så skyndte pressemanden sig at gøre papirbanen smal ved hjælp af vandstrålen og få papiret ned i graven, og så gjaldt det om at få papirbanen på rette vej igen. Forskæreren skulle sørge for, at papirbanen kom hen til bagmanden. Papirbanen blev fastgjort til tamburen ved hjælp af, at man fugtede tamburen med vand, og så hang papiret på. Rullemanden sørgede for den rette stramning på papirbanen. Hvis banen er for løs, så kører det i kludder og skal "slagtes af", altså skæres væk og sendes tilbage til genmaling. Der var to tamburer til papirmaskinen.
Papiret sprang ikke så tit på PM 12, hvor jeg arbejdede. Det var derimod mere almindeligt på PM 11 især, når den kørte 23 grams papir altså madpapir og den slags tynde træholdige sorter.
Jeg fik ingen egentlig uddannelse til maskinfører. Jeg fulgte med maskinføreren i 6 uger, og så var det nok. Maskinføreren skal sørge for, at maskinen kører, at der er den rette gramvægt osv. Papiret blev vejet normalt to gange i vagten. Når vi skulle skifte tambur, tog maskinføreren et vejeark.
Hvis der skete brud på papiret ved oprulningen, så limede rullemanden og bagmanden banen. Hvis man da ikke sendte rullen ind til omrulning. Limningen kunne også ske ved glitten. Vi havde noget fortrinligt limbånd, og der er reddet meget papir ved limningen. Rullemanden satte lige en lap papir ind ved rullen, hvor der var sket et brud eller lignende, og så kunne man ordne det bagefter.
Viren blev slidt, og der kunne opstå huller. Enkelte gange blev viren svejset, men normalt var det nødvendigt at skift hele viren.
Maskinen blev ordnet om søndagen. Det var en pligt at tage en tørn om søndagen, men det gav gode penge. Vi var som papirarbejdere ikke højt lønnede, men med sådan en ekstratjans hjalp det. Vi begyndte søndag morgen kl.6 og så tog det til kl.11 eller måske kl.12. Alle kar blev skyllet af, viren blev skyllet, virekassen, filtene og evt. vire udskiftet osv.
På skiftene mødte vi gerne 15 minutter før og blev orienteret om, hvordan det gik. Skifteholdsarbejde har stor indflydelse på familielivet. Det er svært at bevare en omgangskreds, for det er aldrig til at planlægge noget med skifteholdsarbejdere. Jeg tog gerne et par timers søvn efter aftensmaden og så sov jeg igen, når jeg kom hjem om morgenen og hen til ved middagstid. På natturen kunne det godt være vanskeligt at holde sig vågen. En værkfører gav mig det råd, at jeg skulle tag og gå lidt frem og tilbage. Selv om maskinerne larmede, så kunne man dog godt falde i søvn midt i spektaklet.
Der var en vis konkurrence mellem holdene. Man ville ikke gerne producere mindre end holdet før. Desværre har jeg oplevet en maskinfører fordreje noget, så maskinen var vanskelig. Det var dårligt gjort, og det var også en enkeltstående undtagelse. Holdene holdt også maskinen ved pudsning, messingdelene på maskinen skinnede, og det blev der sat en ære i. Normalt kørte maskinen så hurtigt, den kunne, men man kunne regulere hastigheden op og ned.
Valserne skulle også med jævne mellemrum slibes. De mindre valser blev slebet i valsesliberiet på fabrikken. Når de store yankee cylindre skulle slibes, kom en mand fra Tyskland og en gang kom en italiener og arbejdede med det i otte dage. Først blev cylinderen slebet op og bagefter blev den poleret.
Maskinmandskabet spiste ved maskinerne. Vi havde et marketenderi, hvor vi kunne købe ved skift. Så løb "kældermanden" over og købte det antal øl m.m., som holdet skulle bruge i vagten. Jeg synes ikke, at der var problemer med drikkeri, men der var noget vrøvl med rygning. Vi måtte ikke ryge, men folk gik ud på toiletterne og røg. Driftsbestyreren gik ud og "fangede" folk og gav advarsler. Fagforeningen tog det meget ilde op, og der blev indrettet små rum ved maskinerne til rygning. Forholdet til ledelsen var godt. Driftsbestyreren havde vi intet med at gøre, papirmesteren af og til, og værkførerne var udmærkede folk.
Ledelsen så ikke skævt på fagforeningen. Kun en gang med formanden Jørgen Jørgensen var der noget knas. Jørgen Jørgensen kom fra Jylland, da de gravede kanalen ud i 1930'erne, og siden kom han altså ind på Gl. Maglemølle. Der var firmasport, men det har jeg ikke deltaget i.
Fabrikken ydede lån til papirarbejderne, og jeg har selv fået et lån. Jeg søgte om 5000 kr. og fik 4800 kr. Det var ganske almindeligt, at papirarbejderne havde eget hus. Min far byggede selv hus i 1924, og vi fik eget hus i 1950. Fabrikken havde nogle gamle arbejderboliger i Lille Næstved, hvor der boede papirarbejdere.
PM 10 var en besværlig maskine. Den var lang som bare pokker, og den kørte ikke alt for godt. Senere blev jeg maskinfører på PM 13. Tidligere var de tynde kvaliteter kørt på PM 11, men det kunne PM 13 nu overtage. Vi kørte meget det gamle 0-0 toiletpapir, og det var dejligt at køre med. Senere blev det crepepapir, og det støvede noget så forfærdeligt, og det slog sig på mit stemmebånd, og til sidst søgte jeg væk fra maskinen. På PM 13 kørte vi også to lags to lag på 16 gram hver. Selve crepningen skete ved skraberen lige efter den store cylinder (PM 13 var i lighed med PM 12 en yankee maskine). Det var vigtigt, at papirbanen havde den helt rette stramning, når papiret skulle crepes, for ellers ville der opstå en ophobning. Skraberen skulle jævnlig slibes op.
Jeg har også gået på Arbejdsteknisk Skole i tre år. Jeg forsømte kun to gange på grund af min fars begravelse, men det var nok til, at jeg ikke fik turen til Norge. Det var ikke ualmindeligt, at folk, der havde gået på Arbejdsteknisk Skole, blev udtaget til maskinførere og værkførere.
Vi havde selvfølgelig et samarbejde med laboratoriet. Vi fik også efterhånden en føling med papiret om det var i orden. Det kunne føles og ses. Gramvægten kunne drille, hvis man i hollænderiet smed for meget udskud i stoffet, det kunne snyde. Vi havde den tommelfingerregel, at der måtte være en variation på 5% på gramvægten. Og det holdt vi os så godt som altid indenfor.
Jeg har også siddet i fagforeningens bestyrelse. Der var lidt gnidninger mellem de enkelte grupper på fabrikken, lidt misundelse, på grund af de mange forskellige lønsatser. Som maskinfører fik jeg f.eks. lidt mere end de øvrige folk ved maskinen.
Da vi var flest på Gl. og Ny Maglemølle, mener jeg, at vi var 1100 mand. I Næstved var der de almindelige mennesker og så papirarbejderne. Der var nok også vel rigeligt med folk, men hvis man ellers gik med en kost eller en svingnøgle, så blev der ikke spurgt om, hvad man lavede. Det blev der dog ændret på, og en periode var vi også på fordeling. Under fordeling blev "ene forsørgerne" prioriteret før dem, hvor både mand og hustru arbejdede.
Vi fik 7 døgnsdrift, og det var jeg imod. Men de unge ville gerne tjene de ekstra penge. Som ung havde jeg jo også været interesseret i pengene, og derfor tog vi f.eks. søndagsarbejdet, men som ældre ville jeg gerne være foruden den 7 døgnsdrift.
Ved 7 døgnsdrift kunne maskinerne ikke klargøres om søndagen som vanligt. Derfor blev der oprettet udrykkerhold med 4 mand i hvert hold. Jeg kom på sådan et udrykkerhold, og vi skulle hjælpe til, hvis en maskine skulle klargøres f.eks. ved vireskift. På udrykkerholdet kunne vi blive indkaldt hele døgnet rundt.
Den første årsløn jeg fik på Maglemølle var, så vidt jeg husker, på 4500 kr. og 40 år efter sluttede jeg med en årsindtægt på godt 160.000 kr. Det var noget af en forskel.
Samtalen fandt sted i 1993 og indgår i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri. Mennesker, teknologi og produktion 1829-1999 (2000)
Stikord:
Maglemølle, rulleværk, papirmaskinen, valsesliberi, treholdsskift. Tiden ca. 1941-1981.
15. april 2020
Følg os her: