KAJ FRØLICH

Samtaler med Keld Dalsgaard Larsen

Samtalerne med Kaj Frølich (1922-2018) fandt sted i 2006 og 2007 og indgår også i Kaj Frølichs erindringsbog ”Fra et langt og godt liv” (2007).

GRENAA PAPFABRIK

Min svigerfar Carl Boisen Thøgersen var engageret i den danske hørindustri, heriblandt en virksomhed i Grenaa. Efter krigen var det hårde tider for hørindustrien, og den skulle se sig om efter nye udviklingsmuligheder. I Grenaa gik planen ud på at etablere en papirfabrik.

På et tidspunkt kom min svigerfar så og spurgte, om vi ikke ville købe nogle aktier i fabrikken i Grenaa – Dansk Lin og Cellulosefabrik. Vi købte for 20.000 kr. aktier, og så rullede lavinen. Med den aktiepost kom jeg i bestyrelsen og blev præsenteret for fabrikken i Grenaa. Den 1. februar 1962 blev jeg meddirektør sammen med Aksel Larsen. Aksel Larsen og jeg så imidlertid forskelligt på driften af virksomheden. Jeg var mere ekspansiv og ønskede flere investeringer. Aksel Larsen tog den konsekvens af uenigheden, at han rejste. Det var der sådan set ikke noget at sige til, men det var bestemt ikke beregnet, da jeg sagde ja til at komme til Grenaa. Fra 1. juli 1963 var jeg så enedirektør i Grenaa. Min hovedinteresse lå i handel og penge. Teknikken tog andre sig godt af.

I 1959 havde fabrikken både hørproduktion og papproduktion. Økonomien var ikke særlig god og med tiden valgte de øvrige aktionærer at sælge deres aktier, og min svigerfar og jeg købte dem. Fabrikken blev på den måde et familieforetagende.

Vi startede med én råvareleverandør, H.J. Hansen i Odense, og én kunde, Dansk Kraft-Emballage i Kolding. Driften afhang i høj grad af de private relationer. De besøgte fabrikken i Grenaa, blev inviteret med hjem hos os privat, og vi havde det hyggeligt sammen. Min hustru Vibeke har været værtinde utallige gange i den sammenhæng. På den baggrund voksede fabrikken sig langsomt stor.

De forenede Papirfabrikker (DfP) troede ikke på os i Grenaa. De var uden at sige for meget negative overfor os. Men også det klarede vi. Vi havde gå-på-mod og satsede på at fremstille et konkurrencedygtigt produkt på basis af gammelt papir. Dengang hed det endnu ikke ”returpapir”, man talte om gammelt papir. I mange år måtte vi dog også købe cellulose i Sverige at blande i.

Vi fik også et fortræffeligt samarbejde med den tyske virksomhed ER-WE-PA i Düsseldorf. Et samarbejde om at udvikle maskinerne og vise, at de kunne bruges. Vi stod for at vise, at maskinerne kunne bruges. Vi havde begge parter en interesse i samarbejdet, og jeg svingede godt med den tyske ejer. Vi afstak de overordnede linjer, og så havde vi folk til at stå for detaljerne. Det startede med samarbejde for nogle 100.000 kroner og med tiden voksede det til et stort millionsamarbejde.

På den papirtekniske front havde jeg god støtte i en dansker, bosiddende i England, Fritz Madsen. Han var en stor kapacitet på området, rejste rundt i hele verden og solgte maskindele til papirindustrien. På den måde kom han rundt at se mange papirfabrikker. Han blev også mindretalsaktionær og kom i bestyrelsen i november 1972, men døde allerede i 1975. Men længe før Fritz Madsen kom i bestyrelsen, var han konsulent for os. Ofte var han i Grenaa eller også snakkede vi sammen pr. telefon.

Vi fik på et tidspunkt knyttet svenskeren Hermansen til fabrikken som papirkyndig ekspert. Ved den lejlighed købte fabrikken en villa, som Hermansen kunne bo i. Senere tog han videre til Skjern Papirfabrik. Vi har haft andre udenlandske papirfolk tilknyttet, blandt andre Atli Haldorsson, som også kom fra DfP. Og så nogle tyske ingeniører i forbindelse med samarbejdet med ER-WE-PA.

Vi fik også lavet om på vor vandforsyning i forbindelse med PM 3. Tidligere havde vi brugt grundvand, som vi pumpede op på grunden. Vi havde 30 boringer rundt om på arealet, hvor vi pumpede grundvand op og brugte i produktionen. Men vi fik det problem, når vi pumpede så stærkt, at der kom salt med op. Og det var ikke godt. Det var tværtimod et stort problem. Jeg kan huske, at vi sad til et stort møde med Landvæsenkommissionen for at finde en løsning. Der blev snakket og snakket. På et tidspunkt siger borgmester Aksel Hansen til mig: ”Frølich skal vi to ikke gå udenfor”. Det kunne vi godt. Og mens vi står derude, siger Aksel Hansen: ”Kan du bruge åvand?”, ”Ja, det kan jeg, men jeg skal have det op til fabrikken” var mit svar. ”Hvis det er løsningen, så skal jeg nok sørge for det”, sagde Aksel Hansen. Og så kunne vi gå ind og meddele forsamlingen, at vi havde fundet en løsning. Der blev noget ballade og besvær med at få ført vandledningen op gennem folks haver, men det tog kommunen sig af. Og så blev der anlagt en pumpestation ved åen. Fabrikken har altid haft et godt forhold til kommunen, og den har naturligvis også været interesseret både i arbejdspladserne – også de afledte arbejdspladser – og skattekronerne.

Fabrikken skilte sig for alvor ud fra den øvrige papirindustri, da vi indførte kontinuerlig 7-døgnsdrift i 1965 som de første i Danmark. Vi har altid haft en god og motiveret medarbejderstab, og de kunne også se deres interesse i den ordning. Og jeg fandt det var det eneste fornuftige, når anlægget var så dyrt, som det var – at det kørte hele tiden. Vi gjorde meget ud af samarbejdet med personalet og Samarbejdsudvalget. De forenede Papirfabrikker var misundelige på os. De spurgte sig selv, hvordan vi kunne få det igennem. De havde uoverskuelige problemer med det i forhold til især de københavnske arbejdere. Det var i den sammenhæng, at Halskov Hansen første gang kom til Grenå – for at se på vor 7-døgnsdrift. Halskov Hansen mødte jeg så også i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, og vi snakkede således af og til sammen. Og på et tidspunkt snuppede jeg simpelthen Halskov Hansen fra Maglemølle. På den måde fik vi en teknisk kapacitet til Grenaa. Og senere kom Jørgen Katholm og Poul Bach til.

Virksomheden gik godt og var velanskrevet. Vi havde orden i vore regnskaber og holdt budgetterne. Finanseringsinstituttet bedømte os meget positivt, og min gode ven, Mollerup, fulgte os nøje. Der var nærmest ingen grænser for alle de penge, de ville putte i os. Og det var også en stor fare. Vi måtte jo se langsigtet på det. Det gav nogle urolige nætter med alle disse overvejelser om millioninvesteringer.

Allerede i 1981 havde jeg gjort mig klart, at familien på et tidspunkt måtte sælge virksomheden. Der var ingen af vore børn, som ønskede at overtage, så der måtte findes en ordning. Jeg tog derfor over til Sukkerfabrikkerne i 1981 og havde et møde med Brüniche-Olsen. Med mig havde jeg et velgennemarbejdet materiale med regnskab og budgetter. Men det var ikke noget for Sukkerfabrikkerne på det tidspunkt, så jeg fik et blankt afslag.

Min henvendelse var på ingen måde tegn på svaghed. Og jeg havde orienteret Mollerup og vor bankforbindelse, og de havde sagt god for henvendelsen. Vi havde fortsat vor gode kreditværdighed i behold. Så vi fortsatte bare med at udbygge i Grenaa og på den måde blev fabrikken mere og mere værd. Og det endte da også med, at Sukkerfabrikkerne – Danisco – købte fabrikken i 1988. Efter salget var jeg menigt medlem i Daniscos bestyrelse frem til 1994.

Det tog sin tid at blive velanskrevet på markedet. Men det lykkedes fint, og til sidst oparbejdede vi en stor eksport. Vi kom op på at eksportere 50% af produktionen. Forholdet til De forenede Papirfabrikker var ikke rigtigt til stede. Vi prøvede at afsætte vor testliner til det delvist DfP-ejede Colon, men det blev ikke til noget. Svenske SCA ejede dengang 50% af Colon, og de ville gerne sælge deres kraftliner til Colon og derfor kunne vi ikke komme igennem med vort produkt. Det var lidt af en kongstanke hos mig, at vi – DfP og os – burde gå sammen om en fælles indsamlingscentral af gammelt papir for at få styr på den branche. Det var sådan en overskuelig investering, men heller ikke det, ville DfP være med til. Vi begyndte derfor selv at købe returpapirleverandører op: Makir i København og Johning i Århus. For mig at se var det helt nødvendigt med overblik over råstofsituationen, hvis vi fortsat skulle ekspandere.

Min svigerfar havde mange drøftelser med Danapack, før de flyttede fra Jyderup til Grenaa. De var også noget kritiske, men de kunne dog godt se deres egen fordel i et samarbejde. På et tidspunkt købte de en ny bølgepapmaskine, som ikke passede til vor maskinbredde. Det var en alvorlig udfordring for os, men det gik endda.

Da vi købte PM1, blev det drøftet, om vi skulle købe en dobbelt så bred maskine – på 490 cm. Men det kunne ikke lade sig gøre på fabriksgrunden, så vi ville have været nødt til at købe grund ved Fornæs og bygge en ny fabrik her. Og der var ikke penge til en så stor investering.

Det har været en utrolig spændende tid med fabrikken. Vi må heller ikke glemme, at vi havde tiden og heldet med os. Vi kunne tage nogle hurtige beslutninger. Det kunne være en fordel – men også en ulempe. Vi boede dengang i Grenaa, og jeg kunne vågne, når papirmaskinen standsede. Det kunne høres på udsugningen. Og mange har nætterne været, hvor jeg lå søvnløs og spekulerede. Men alt i alt har det været utroligt positivt, også fordi vi havde så mange dygtige og motiverede medarbejdere. Uden dem havde det aldrig kunnet lykkedes.

Stikord:

Grenaa Papfabrik, genbrugspapir, bølgepapbranchen, 7-døgnsdrift. Tiden ca. 1959-1988.

15. april 2020