BENT OG GRETHE HANSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

MAGLEMØLLE PAPIRFABRIK I NÆSTVED

Bent Hansen: Jeg er født i 1927 og er søn af en papirarbejder. Min far, Anders Hansen, blev antaget på Maglemølle i 1924. Jeg var vant til at komme på fabrikken i min barndom og ungdom. Familien tog blandt andet bad på fabrikken, så jeg kom der i hvert fald en gang om ugen. Maglemølle Papirfabrik prægede livet i Næstved. Jernbanevogne kørte til og fra fabrikken, havnen havde farve efter, hvilke kulører, der blev kørt på fabrikken, og under krigen kunne det høres over hele byen, når fabrikken under luftalarm standsede maskinerne og lukkede damp ud. Det hvæssede noget så forskrækkeligt.

Jeg tog realeksamen i 1945, og der var vel 3-4 realistiske muligheder herefter for en læreplads. Og en af mulighederne var at komme på Maglemølle. Jeg har altid været fascineret over det liv, der var på og omkring fabrikken. Lige fra papirets dannelse på maskinen til den livlige skibstrafik i havnen. Det var på mange måder naturligt for mig at søge ind på Maglemølle Papirfabrik.

Fabrikken annoncerede den sommer efter en papirmesterassistentelev. Sikket et navn. Og den annonce reflekterede jeg på. Vi var to i min realklasse, som søgte ind på fabrikken. Papirmester Holger Madsen (f. 7.5.1908) antog os. Han var en meget perfekt mand. Ungkarl i mange år indtil han blev gift i 1948. Holger Madsen var gammel militærmand og var desuden lidt af et talgeni. Min kammerat og jeg havde rigtig gode karakterer i matematik og fysik, og det har nok givet et ekstra plus.

Før min ansættelse kontaktede Holger Madsen mig tilfældigt på gaden i Næstved for at høre, om det var mig, som havde søgt stillingen som papirmesterassistentelev. Og det var det jo. Vi snakkede kort, og jeg tror, at Holger Madsen på denne måde lige ville vide, hvem jeg var.

Jeg begyndte på Ny Maglemølle den 1. august 1945. Fabrikken havde den regel, at når min far var på Gl. Maglemølle, så skulle jeg ud på Ny Maglemølle. Min kammerat kom så på Gl. Maglemølle. Jeg afløste en færdiguddannet, som skulle ind som soldat. Elevtiden var tre år, men da jeg havde noget sygdom i 46-47, blev min læretid forlænget frem til 1949, hvor jeg blev færdig – og skulle ind som soldat.

Arbejdet var først og fremmest kontorarbejde. Men det var alligevel et ret alsidigt arbejde, hvor jeg også kom rundt på fabrikken. Af typisk kontorarbejde var journalskrivning, at føre protokol over, hvor meget der blev produceret og til hvilke kunder. Vi lavede produktionsrapporter. Min overordnede var Holger Madsen, og jeg havde et tæt samarbejde med værkførerne. Man kan vel sige, at jeg var en slags sekretær for dem og bearbejdede de papirprøver, de kom med. Vi havde nogle normkort til de enkelte produktioner, og det var min opgave at sammenholde prøverne med normerne for at sikre, at produktionen holdt sig inden for normerne. Vi tog også målinger af vandet, der kørte rundt i systemet. Af surhedsgraden. Fabrikken tog vandet fra Susåen nede i byen og filtrerede det for blade og grene, og så blev det pumpet fra Gl. Maglemølle i en rørledning hele vejen under Næstved by ud til Ny Maglemølle. Spildevandet blev ledt direkte ud i havnen.

Elevens bijob var at forbinde sårede, der kom ind fra fabrikken og havde skåret sig. Jeg havde fået et Røde Kors kursus, og så var jeg klar til at forbinde folk. Det var uhyre almindeligt, at folk skar sig på fabrikken.

Vi gik i læretiden på Handelsskole, hvor vi havde bogføring, regning, sprog, handelskorrespondance osv. Hvis jeg af en eller anden grund forsømte på skolen, blev det meddelt papirmester Holger Madsen. Han fik også karaktererne til eftersyn. Holger Madsen var en korrekt mand. Alt skulle være i orden. Men han kunne også være noget så sarkastisk, hvilket mange af værkførerne simpelthen ikke forstod eller fattede. Det var et spændende arbejde. Jeg var glad hver dag for at komme på arbejde.

Grethe Hansen: Jeg er født i 1932 og kom i lære på Gl. Maglemølle i 1950. Jeg var kun 17½ år, så jeg havde min far med på fabrikken for at få ordnet lærekontrakten. Jeg søgte ind på laboratoriet. Fabrikken havde slået lærepladserne op på skolen, før jeg fik min realeksamen. Og jeg blev antaget før eksamenen. Faktisk har de aldrig set mine eksamenspapirer. Vi var tre piger til samtale. Jeg blev spurgt, om jeg havde familie eller bekendte på fabrikken. Men det havde jeg ikke.

Vi var to, som begyndte samtidigt på laboratoriet. Og ingen af os havde før sat vore ben på fabrikken. Sigurd Christensen var leder af laboratoriet, og så var der en udlært dame. Men man skulle til at bygge et nyt laboratorium op, så derfor var der brug for nye folk. Og ret hurtigt kom der en tredje pige i lære.

Vi tog en masse prøver. Papirprøver fra de syv papirmaskiner på Gl. Maglemølle. Og vandprøver fra åen og fra maskinerne. Vi tog prøver af vandet før og efter maskinen.

Vi foretog prøver af diverse indkøb til fabrikken – råstoffer, lim, harpiks osv. Var der tvivlsspørgsmål, måtte man bruge Steins Laboratorium, som var godkendt af begge parter. Dette arbejde var væsentligt og også af stor økonomisk betydning. Vi foretog tørstofberegninger, og hvis de svingede f.eks. 2 procent i forhold til leverandørens oplysninger, så var der tale om ganske store mængder og beløb, når det drejede sig om en skibsladning råstof.

Laborantuddannelsen var 3 årig. Vi gik også på handelsskolen, på kontoruddannelsen. Vi brugte meget regneark og regnstok. Vi startede med regnestok, og den blev virkelig brugt. Vi fik en regnestok udleveret. Ja, jeg har den såmænd endnu. Senere fik vi regnemaskiner, de såkaldte ”svingere”, og endelig kom de elektriske regnemaskiner.

Det var en lidt blandt fornøjelse at være ung pige på en stor mandearbejdsplads. Mange af de gamle papirarbejdere sagde et og andet til os. Kun for at drille, men vi brød os alligevel ikke om det. Det kunne være et tilråb som: ”Kom lige her, du skal ha´ et kys i dag”, og det blev sagt af en mand med munden fuld af snus. Uha, det var ikke appetitligt. Vi skulle heller ikke gå ud til maskinerne omkring kl.13.30-14.00 for så var de begyndt at klæde sig om ved maskinerne for at gøre klar til vagtskifte. Selv om arbejderne havde kantine med opklædning, så brugte de den ikke. De havde nogle gamle skabe ved maskinerne, hvor de hængte deres tøj. Og det var også her, de stod og vaskede sig.

Vi mødte kl.8 om morgenen, havde 1½ times middagspause og fik fri kl.16.30. Den lange middagspause var ikke meget bevendt, men jeg kunne da cykle hjem. Vi arbejdede også om lørdagen til kl.12.30. Efterhånden gik vi over til kun at arbejde hver anden lørdag.

Sigurd Christensen var et dejligt menneske. Dygtig, tålmodig og en stor pædagog. Han kunne forklare alt, så alle forstod det. Og han gentog gerne tingene 10 gange, hvis det var nødvendigt. Hovedkontoret fandt ud af Sigurd Christensens store evner, og derfor blev han brugt meget internt i koncernen. Han blev også brugt andre steder, f.eks. på Grafisk Højskole. Ja, han blev reelt misbrugt. Nogle dage kørte han to gange frem og tilbage mellem Hovedkontoret i København og fabrikken i Næstved. Det var rovdrift. Sigurd Christensen hjalp også Fritz Madsen med dennes disputats. Jeg har været med til en del af skrivearbejdet til denne disputats.

Efter et år på Gl. Maglemølle kom jeg på laboratoriet på Ny Maglemølle, som netop udvidede på det tidspunkt. Her var Poul Bakke leder.

Bent og jeg blev gift i 1952, og jeg holdt op på fabrikken. Men det varede ikke længe, så kom Sigurd Christensen ud til os og spurgte, om jeg da ikke kunne tage nogle timer. Vi havde fået en lille pige, men det blev ordnet sådan, at hun blev passet hos min mor, mens jeg arbejdede om eftermiddagen på fabrikken. Der var på det tidspunkt ingen vuggestue i Næstved. Og børnehaven var ikke beregnet på selverhvervende kvinder som mig. Vor datter kom derfor i en privat børnehave, da hun blev lidt ældre.

Bent Hansen: Jeg kom tilbage til fabrikken efter militæret i 1951 til Gl. Maglemølle. Mit arbejde blev kontorarbejde af værste skuffe: produktionsstatistik og produktionsopgørelser. Rent internt arbejde. Andre kom med oplysningerne, som jeg skulle samle sammen og bearbejde. Papirfabrikkerne dokumenterede ud i det vanvittige. I 1960 kom jeg på Hovedkontoret i Serviceafdelingen hos Jørgen Møller og Ejnar Meinicke. Efter et halvt år kom jeg tilbage til Næstved denne gang på Ny Maglemølle, hvor der skete ting og sager. Man skulle til at installere PM13 og oprette en ny afdeling – afdeling 7 – med husholdningspapir, Dancrepe. Nu fik jeg et langt mere udadvendt arbejde med blandt andet indkøb af filte og vire. Det var spændende.

I 1970 kom jeg igen på Hovedkontoret, denne gang i Marketingafdelingen med eksportopgaver. Vi var to mand og en chef i eksportafdelingen. Vi to mand skulle tage os af henholdsvis Dalum og Maglemølles produkter. Silkeborg var i den forbindelse uden for nummer. Man havde så den mærkværdige politik, at da jeg kendte meget til Maglemølle, fik jeg Dalums produkter, mens den anden kom til at tage sig af Maglemølles produkter. Jeg skulle derfor ofte til Dalum for at få en fornemmelse af produktionen her. Vi tog os af eksport til Tyskland, Schweiz, Østrig, Holland og Belgien. Her arbejdede jeg frem til omkring 1977, hvor Hovedkontoret blev opløst og marketingafdelingen fordelt på de enkelte fabrikker. På et tidspunkt var det på tale, at jeg skulle have været til Silkeborg, men jeg fik dog snakket mig til at vende tilbage til Næstved. Det skal nævnes, at familien i alle årene, hvor jeg var knyttet til Hovedkontoret, blev boende i Næstved. Jeg kørte så frem og tilbage.

Grethe Hansen: Folkene på Hovedkontoret var noget forkælede. F.eks. havde de fri juleaftensdag, mens vi andre skulle arbejde til kl.12. Og efter nytår fik de også lidt mundgodt, mens der knap nok blev sagt godt nytår til os.

På det tidspunkt hvor Gl. Maglemølle lukkede, svandt en del af laboratoriearbejdet væk, og jeg kom til mere almindeligt kontorarbejde. Vi regnede alt muligt ud. Vi registrerede f.eks. hvor mange gange filtene havde kørt. Af og til var det helt irrelevant, og man kunne tvivle på, om nogen nogensinde tog notits af det. Jeg kan huske en sag, som kan fortælle lidt herom. Vi havde en fast rutine med, at kontoret til mandag morgen skulle udfærdige en detaljeret rapport over den forgangne uges produktion til driftsbestyreren. Mandag kl.9 havde de ledende nemlig deres såkaldte morgenmøde. Vi sled og slæbte for at få den her rapport færdig til tiden. Men engang nåede vi det ikke, og jeg måtte komme med den under selve mødet. Jeg bankede på og blev kaldt ind. De kunne slet ikke forstå, hvad jeg kom med. Og da jeg sagde, at det var den rapport, som de altid havde til mandag morgen, blev der kun sagt nå, og så lagde de rapporten op i en kæmpe stak. Inden jeg gik, fik jeg så den besked, at den rapport var ikke nødvendig fremover. Det troede min chef bestemt ikke på.

Bent Hansen: Da jeg kom på fabrikken i 1945, var Just Høgh driftsbestyrer. Han var af den gamle skole. Den nye driftsbestyrer var Georg Meng-Lund. Han kom fra Fredericia, og det blev fortalt, at han i sine unge dage havde været en stor roer og bragt hæder til hjembyen, Fredericia. Han var en snu rad. Under ham fik vi bonusordninger, og jeg hjalp ham med de mange udregninger. Vi havde bonus for produktion, men også for f.eks. udskudsprocenten. Meng-Lund kunne regne den ud, og han var en mester i forhandlingerne med fagforeningen og tillidsmændene. De var lidt lunkne og tvivlende over for ham, men det endte altid med, at de alligevel syntes, at han da vist var god nok.

Fabrikken kørte med reelt overskud frem til oliekrisen. Og havde haft det i mange år. Det var dog ikke noget, man fik besked om. Det blev holdt hemmeligt. Men vi havde en fornemmelse. DfP ønskede kun at fortælle om det samlede resultat – ikke om situationen på de enkelte fabrikker. Men de sidste mange år gik det ned ad bakke.

Vi mærkede det ved, at der absolut ingen midler var til investeringer. Og det var knap nok, at maskineriet blev vedligeholdt. Det var en stående vittighed, at nu måtte håndværkeren igen ud i skrotbunken for at finde noget ståltråd og sejlgarn til at reparere maskinen med.

DfP var uhyre konservativ. I mange år ville man ikke anerkende A-formaterne. Man holdt sig til de gamle formater: Kvart, folie og oktav. Det var helt uholdbart. Da kuvertfabrikkerne gik over til A-formaterne, måtte vi bøje vore formater for at få dem ned i kuverterne.

Vi havde bestemt en fornemmelse af at blive forfordelt internt i DfP. De få investeringer, som var, faldt i Dalum. Dalum var den foretrukne fabrik i DfP.

Grethe Hansen: Vi havde nogle gode frynsegoder hos papirfabrikkerne. Vor løn var til at begynde med i den gode ende både som elev og som udlært. Men man så ikke gerne, at vi var i fagforening. Det kom vi først langt senere. Hvert år fik vi et gratiale, som svarede nogenlunde til en månedsløn. Reelt fik vi altså 13 måneders løn om året. Vi fik dette gratiale i marts efter selskabets generalforsamling. Det blev en tradition, at vi fik pengene på Kong Frederiks fødselsdag den 11. marts. Vi fik også papirrationer, som bestod af papir fra den fabrik, man arbejdede på. Vi fik således godt med servietter, toiletpapir, køkkenruller, kulørt papir m.m. Derimod ikke skrivepapir. Da vi begge to fik samme papirration, fik vi langt mere, end vi kunne bruge. Vi brugte derfor at komme med f.eks. fire køkkenruller i stedet for en flaske vin, når vi tog på besøg.

Når man kom ind ved papirfabrikkerne, sagde man, at man kom ind til den evige hvile. Og det var da også rigtigt, at man var garanteret arbejde for livet, hvis man ellers holdt sig fra at gøre noget direkte kriminelt.

Fabrikken drog også omsorg for de arbejdere, der kom galt af sted på fabrikken. Jeg husker en ganske ung mand, der mistede sin højre arm. Han kom ind på kontoret at arbejde.

Bent Hansen: Under krigen og lige efter var brændselssituationen forfærdelig, og her kom fabrikken også deres ansatte til hjælp, idet man kunne købe brændsel – tørv og brunkul – til favørpris. Og få det bragt hjem!

Vi havde også en pensionsordning. I mange år var det en lille pensionskasse for ansatte på papirfabrikkerne. Men det kunne ikke gå i længden. Heldigvis lykkedes det at få solgt den til PFA, og det har været en god handel for os.

Grethe Hansen: Vor egen pensionskasse havde den mærkelige ordning, at hvis manden døde, så fik enken mandens pension. Men hvis hustruen døde, så fik manden ingenting. Det blev ændret, da vi kom under PFA.

Jeg kom i Planlægningen på Ny Maglemølle. Vi var vel 4-5 mennesker i den afdeling. Vi fik ordrene ind, og så skulle vi lave et kæmpe puslespil, så maskinerne kom til at køre mest hensigtsmæssigt. Vi skulle ud fra kvalitet og gramvægt mm fordele produktionen på de enkelte maskiner. Vi kendte naturligvis de enkelte papirmaskiners bredde, og man regnede med 2-3 cm. afsnit. Og vi skulle også fordele produktionen på klippemaskinerne osv. Det var et kæmpe regnestykke – med flere ubekendte og op til 6 decimaler. Men så skete det ikke så sjældent, at folkene havde et uheld ved maskinen, og at de måske tog og skar et stykke af filten. Og så fortsatte produktionen. Hermed var vores møjsommelige udregninger ganske spildte.

Gramvægte på 60 og 75 var gængse, og det voldte ikke så store problemer. Men yderpunkterne kunne godt give kvaler. Noget andet, der kunne vælte vor planlægning, var, når der blev udskrevet valg. Så skulle der køres valgkortpapir. Det var ikke nogen stor produktion, men den skulle hastes igennem, så papiret kunne leveres til de enkelte valgkredse, hvor stemmesedlerne blev trykt.

Jeg var nok i Planlægningen i 4-5 år.

Bent Hansen: Papirmaskine nr.10 (PM 10) var en stor maskine, og den kom vel aldrig rigtig til at køre efter hensigten. Den havde ellers de rette mål med en bredde på 420 cm, hvilket gav muligheder for papirark med størrelserne 60 x 70 x 140. Det gik også udmærket en tid. F.eks. kørte den telefonbogspapir, som havde en bredde på 140 cm. Telefonbogen blev trykt i dybtryk, men da det blev for dyrt, og man gik over til offset, gik det galt. Offset kørte nemlig med en papirbredde på 87,5 cm, og så kunne den produktion ikke længere svare sig.

I Næstved kørte vi i mange år også avispapir. Til Statstidende, som skulle trykkes på dansk papir. Men under krigen havde man også leveret til Pressens Fællesindkøb. En artikel, som man tjente mange penge på, var til Rich – til Richpakker og til Richsalbums. Det var stærk gul kardus. Men det holdt igen kun til, at de ønskede en anden bredde på papiret.

Den samme historie kan fortælles om tapetpapiret, som blev lavet på PM 2 på Gl. Maglemølle. Det var en god og stor produktion, som kørte døgn ud og døgn ind. Til f.eks. Fiona. PM 2 var på 150 cm., og tapetpapiret blev kørt op i ruller på 50 cm. Men så ændrede tapetfabrikanterne deres bredde til 56 cm, og så kunne Maglemølle ikke længere køre den produktion. Det var simpelthen for dyrt at køre med så stor en spildbane.

På PM 12 lavede vi rationeringskort til hele landet.

Grethe Hansen: Jeg kom til sidst over i Dancrepe. I afdeling 7. Dancrepe var en kvindearbejdsplads, men jeg havde ikke noget at gøre med kvinderne ude i produktionen. Vi fik råpapiret fra PM 13, og så blev det bearbejdet hos os. En overgang konverterede vi også hollandsk papir for Kleenex. Det kunne dog give problemer, hvis der blev klaget over produktet. For måske skyldtes fejlen det hollandske papir. Og det havde vi svært ved at gøre noget ved.

Jeg havde det meget selvstændigt på Dancrepe. Afdelingen blev ledet af en maskinmester Niels Erik Skafte. En ualmindelig dygtig og flink mand. Han sagde altid: ”Et er privatliv – noget andet er arbejde”. Han var ungkarl og en flot mand, men han var fuldstændig immun overfor kvindernes mange blikke.

Mit arbejde på Dancrepe var i indkøbsafdelingen, hvor jeg stod for indkøb af emballage til husholdningsartiklerne. F.eks. plastikposer til toilet- og køkkenrullerne. Og karton til servietterne.

Bent Hansen: Vi havde træsliberi på Gl. Maglemølle. Det gik i døgndrift. Og lugtede så godt. Det våde træ havde en dejlig lugt. Fabrikken fik træ fra alle de omkringliggende skove. Og fra Bornholm. Under krigen kom en lille skonnert troligt hver uge med ca. 100 rummeter bornholmertræ til Næstved Havn. Skipperen var gerne fuld, men han havde en knægt til at hjælpe sig. Bornholmertræet var rigtig godt træ til træslib, fordi det var vokset langsomt frem på bjerggrund. Træet havde således en fastere vedmasse. Vi tog naturligvis også prøver fra træsliberiet.

Landbohøjskolen kom et par gange om året ned til os for at vise de studerende træsliberiet.

Grethe Hansen: Genbrugspapir kom meget i fokus på et tidspunkt. Og vi troede vel også på, at det nye afsværtningsanlæg havde været fabrikkens redning. Men der var problemer med det her genbrugspapir. Hvis der kom for meget genbrugspapir i produktionen af toiletpapir, kunne det give alvorlige problemer. Der var gerne for meget lim i det papir. Og så var det svært at komme af med toiletpapiret. Det havde lettere til at forårsage forstoppelse i systemet.

Bent Hansen: I dag er miljø højt prioriteret. Tidligere kunne de vel knap stave til ordet miljø. Skorstenens sorte røg hang over Næstved. Tørv og brunkul gav en rigtig tyk røg. Og fabrikken fik en masse klager fra folk i Næstved. Især klager over, at det rene vasketøj var blevet møgbeskidt. Men fabrikken tog sig ikke af det. Holdningen var lidt: Vil I have, at vi skal lukke? Og det ønskede ingen jo. Havnen var skiftevis irgrøn eller dybrød eller skrigblå alt efter, hvilken slags kulør der kørte på maskinen. Det var en rigtig klæg farvemasse med godt med kaolin, der blev ledt ud i havnen.

Næstved havde egentlig været et godt sted til produktion af miljøpapir. Vi havde vand og rensningsanlæg. Men PM 10 duede ikke til den produktion. Miljøpapiret var alt for kortfibret til PM 10.

Grethe Hansen: De sidste 10 år var ikke spændende på Maglemølle. Stemningen var negativ. Vi kunne godt mærke, hvor det bar henad. Vi havde nogle funktionærmøder, som dog var rent til grin. Vi fik intet at vide. Hvis de sagde, at vi var 2 procent bag ud for det budgetterede, og man så spurgte, hvad det budgetterede da var, fik man svaret, at det måtte de ikke sige. På den måde var der ikke tale om reel indsigt og dialog.

Firmaet forblev konservativ. I min tid fik vi aldrig reelt indført edb. Vi havde en kontorchef som simpelthen ikke troede eller stolede på edb. Og han ville i øvrigt heller ikke sætte sig ind i det. Vi kørte derfor med dobbelt system: På den gamle måde og så på edb.

Bent Hansen: Papirfabrikkerne har betydet meget for Næstved. På sit højeste var der ca. 1200 ansatte på Gl. Maglemølle og Ny Maglemølle, og de ansatte havde igen familie. Og foruden de ansatte gik der altid i gennemsnit 20-25 håndværkere rundt på fabrikken. Det skal ses i sammenhæng med, at Næstved på det tidspunkt havde ca. 12.000 indbyggere. Man kunne i byen høre, når fløjten lød på fabrikken kl.12, kl.13.30 og kl. 17.00. Byen levede på den måde med i fabrikkens liv. Og toget kørte jo frem og tilbage mellem Gl. Maglemølle og Ny Maglemølle. Fabrikken har derimod aldrig efter min mening haft politisk betydning.

Man kommer ikke uden om, at der var vel rigeligt med ansatte på fabrikken. Det fortælles endog, at en smed væddede et beløb med en kammerat om, at han kunne gå i tre uger uden at arbejde på fabrikken. Og han skulle efter sigende have vundet det væddemål. Blot man gik med en skruenøgle og så aktiv ud, så var det i orden. Og på kontoret gik der også megen tid med unødvendige udregninger. Men sådan var tiderne dengang. Meng-Lund skal da også have sagt, at så længe papirarbejderne sad stille og ikke skyndte sig, så gik alt, som det skulle. Derimod var det dårlige tegn, hvis papirarbejderne sprang rundt ved maskinerne.

Nu er fabrikken stoppet. Det kom ikke som en overraskelse. Vi havde længe vidst, at det gik den vej. Men vi kan da fortsat blive standset af toget, som kører råstof fra afsværtningsanlægget til Dalum.

Samtalen fandt sted i 2004.

Stikord:

Maglemølle Papirfabrik, kontor, laboratoriet, Hovedkontoret, Dancrepe, træsliberi, frynsegoder. Tiden ca. 1945-1990

15. april 2020