PAUL HANSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

SILKEBORG PAPIRFABRIK

Jeg er født i februar 1924 og blev civilingeniør i 1948. Jeg reflekterede på en annonce fra papirfabrikkerne og fik stillingen. Jeg havde ingen forkundskaber til papirindustrien, og det var såmænd lidt af en tilfældighed, at det blev papirindustrien.

Jeg startede med at gå et par måneder i den tekniske afdeling på hovedkontoret. Derefter blev jeg bedt om at flytte til Silkeborg for at lære at lave papir. Her var jeg i to år tilknyttet laboratoriet og havde ret frie hænder til at studere, hvad der foregik. Ejner Meinicke var dengang laboratorieleder, men han havde ikke direkte noget med mig at gøre. Vi var gerne et par unge ingeniører, der lærte på denne måde. Vi fik små opgaver af papirmester A.G. Hansen eller af driftsbestyrer Frederik Olsen. Frederik Olsen var en dygtig papirmand, som var meget bevidst om de kvalitetskrav, som Silkeborg fabrikken måtte køre med. Det krævede en udstrakt disciplin i produktionen.

Hovedformålet for os unge ingeniører var at lære, og man lærer bedst ved at løse nogle konkrete opgaver og gøre sine notater. Dengang var produktionen fortsat meget håndværksmæssig. Vi skulle rundt i alle krogene i produktionen lige fra kraftcentral og vandfiltre til sortering og afsendelse. Jeg startede i øvrigt i kludesorteringen, som var et barsk sted, da pigerne her vidste ganske bestemt, hvad de mente.

Der har været et driftskontrol laboratorium på samtlige fabrikker i min tid foruden centrallaboratoriet. Man kan ikke sige, at nogen af laboratorierne var bedre udstyret end andre, men de var udstyret efter den produktion den pågældende fabrik lavede. Silkeborg kørte f.eks. seddelpapir, og så var styrkekravene meget vigtige, og det hjalp laboratoriet med.

Det var i høj grad op til os selv at få noget ud af opholdet. Vi gik i produktionen, snakkede med folkene, gjorde vore notater, prøvede os lidt frem osv. Vi fik ikke nogen egentlig introduktion til de forskellige områder, det skulle vi selv finde ud af.

Silkeborg havde to ældgamle papirmaskiner, som kun var og er til dyrt papir. Tidligere var der en bred kvalitetsskala: skrivepapir, kludepapir, dokumentpapir osv. Men Silkeborg er blevet tvunget til at kravle op ad kvalitetsskalaen for, at maskinerne er rentable.

DALUM PAPIRFABRIK

Efter to år i Silkeborg kom jeg i 1950 til Dalum. Dengang havde Dalum PM 1, 2, 3, 4, 5 og PM 6 var ved at blive kørt ind. Ikke længe efter stoppede en af de små maskiner, PM 2.

Dalum kørte med det, man kan kalde for mellemkvaliteterne. De to træfri hovedkvaliteter var C masse og Tryk E. C masse var et træfrit, fuldlimet skrivepapir med et fyldstofindhold på 10 15%. Hovedparten var superkalandreret. D.v.s. hvidt, blankt skrivefast papir. Man kunne trykke på det, og det anvendtes til offset.

Til bogtryk var Tryk E mere velegnet. Tryk E var ikke fuldlimet, man kunne glitte det, men man solgte det også meget tit matglittet, og der var mere fyldstof i. PM 6 skulle køre C masse og Tryk E og med udviklingen også off set papir. Nye trykkemetoder nødvendiggjorde nye papirsorterer f.eks. til offset. Vi brugte megen tid på at udvikle et godt egnet papir til offset. Problemet var at få papirets overflade til at holde til stærkt klæbrige offsetfarver med stigende hastigheder i trykkepresserne. Man blev nødt til at overfladelime offset papiret.

Jeg blev derfor sendt til Holland i 1951 52 i 1 2 måneder til en papirfabrik der for at se, hvordan de bar sig ad. Der lærte jeg om limpresser og overfladelimning. Det går ud på, at når man har lavet papiret, så smører man stivelsesopløsning på begge sider bagefter. Det gjorde de dengang på en separat maskine, som jeg kiggede på. Jeg kom hjem med mine notater og begyndte at eksperimentere med overfladelimning på Dalum.

Forholdene var ret åbne mellem fabrikkerne, så der var ikke noget mærkeligt i, at jeg tog ved lære på en hollandsk papirfabrik. Fabrikkerne var ikke egentlige konkurrenter, da begge parter i hovedsagen producerede til hjemmemarkedet.

I Dalum tog vi stumper fra den gamle skrottede papirmaskine   PM 1 eller 2   og tog tørreparti, valser m.m. og fik lavet en maskine, der lignede en efterlimer. Dengang kørte vores PM 6 med maximalt 180 meter i minuttet, og de andre papirmaskiner lå sjældent over 50 60 meter i minuttet, de ældste maskiner lå helt nede på 30 meter i minuttet. Den maskine vi samlede til efterlimer, skulle køre med over 100 meter i minuttet, så det var noget af en opgave. Den fik navnet "jet jageren"   på fynsk. Efter et par år købte vi en helt ny overfladelimemaskine.

Alle papirmaskinerne på Dalum kørte med hollændere, da jeg kom dertil. Også PM 6 blev stillet op med hollændere. Dalum havde en driftsbestyrer Runer, og han var mildt sagt noget i opposition til hovedkontoret, og han havde sine ganske bestemte ideer med papirproduktion, og derfor blev PM 6 startet ret "gammeldags". Men den nye teknik med pulpere og refinere var i gang, og det blev også min opgave at undersøge de nye malemaskiner   refinere   og til det brug brugte vi PM 5 på Dalum. Her indrettede vi et prøvehollænderi med refinere. Vi kørte med hollænder og refiner, og ikke som det blev senere med pulpere og refinere. Disse forsøg kørte i flere måneder, og vi må være glade for, at kunderne var meget tolerante, for vi kørte med meget store kvalitetsvariationer. Hovedformålet med prøverne var at skaffe godt papir til offset.

I tidens løb blev de gamle hollændere brudt ned, og der kom pulpere og refinere i stedet for. En udvikling der for alvor satte ind i 1950'erne. 1950'erne må i det hele taget betegnes som et tiår, hvor den danske papirindustri gennemgik en bastant ajourføring af anlæggene blandt andet med de nye pulpere og refinere.

Da jeg kom til fabrikken i 1950, havde Dalum et træsliberi, og der fremstilledes også træholdige kvaliteter. Blandt andet havde man telefonbogspapir på programmet. Maglemølle kørte mere med træholdigt papir f.eks. til ugebladspapir, hvor der var op til 60% træmasse i råstoffet. I løbet af 1950'erne gik Dalum helt over til træfri produktion.

Jeg var i Dalum i perioden 1950 56 og udover det allerede nævnte, og almindeligt forefaldende arbejde, var det også min opgave at være driftsleder i en lille afdeling, der lavede glanspapir   julepapir og krideret kunsttryk. Det blev lavet i en elendig kvalitet og på en elendig gammel maskine, kridermaskine. Siden har det jo udviklet sig på Dalum, men dengang var der ikke den store interesse for sagen, maskinen skulle bare køre. Og det var svært nok endda at få en papirbane til at svæve på luft, fordi den blev bestrøget på begge sider på een gang, og så skulle den jo tørre, inden den kom ned igen.

Nogle år senere   da jeg var væk fra Dalum   blev der satset noget mere på det kriderede kunsttryk og indkøbt en anden maskine med en luftkniv. Luftkniven gav en skarp luftstråle, der udjævnede farven, og så bestrøg man en side af gangen. Det blev et kvalitetsløft. Senere i 1960'erne købte man blad coateren, og det bestrøgede papir blev et af Dalums slagnumre.

I 1956 blev jeg igen kaldt til København. Poul Schou mente ikke, at jeg havde fået nok ud af det på Dalum. I stedet blev jeg sat til at projektere en ny fabrik til bølgepap i Glostrup, Colon. Det tog et par år, og det slap jeg rimelig godt fra og fik således "genoprettet" mit ry.

I perioden 1958 1965 kom jeg tilbage til Dalum, hvor jeg blev chef for tegnestuen. I de år gennemførtes ret betydelige moderniseringer. Stoftilberedningsanlæggene blev bygget om, de mindste papirmaskiner blev standset, og de andre   fremfor alt PM 3   blev ombygget og effektiviseret. Alle papirmaskinerne fik indbygget limpresser til overfladelimning.

MAGLEMØLLE PAPIRFABRIK

I 1965 blev jeg så bedt om at flytte til Maglemølle, hvor jeg blev viceproduktionschef på Ny Maglemølle. Produktionschefen hed Holger Madsen.

PM 10 på Maglemølle har altid været et sorgens barn lige fra starten i 1950 51. Den første produktionschef, der skulle sætte den i gang, blev fyret. Og senere produktionschefer har fået grå hår over den maskine. Der var nok noget grundlæggende forkert ved maskinen, men det er svært at sætte fingeren præcist. Det er noget mystisk, og internt i koncernen var der PM 10s venner og så sandelig også dens fjender. PM 10 er spinklere end PM 6 på Dalum, selv om de er nogenlunde samtidige. PM 6 på Dalum er engelsk, og englænderne var nok lidt gammeldags og altid på den sikre side i dimensionerne. Egentlig var PM 6 nok en neddimensioneret avispapirmaskine. PM 10 var svensk fabrikat og noget spinklere. Dertil kommer også, at PM 10 skulle køre med ca. 60% træslib, og det er sværere at køre med, papirbanen springer langt lettere. Maskinen kørte med utrolig høj udskudsprocent.

Da jeg kom på Maglemølle i 1965, kørte PM 10 fortsat med ugebladspapir, men det kunne ikke gå. Vi kunne i Danmark ikke konkurrere og tjene penge på produktion af træholdigt papir. Når PM 10 kørte med 90 tons om dagen, så kørte svenskernes maskiner med en dagproduktion på 300 400 tons og i en bedre kvalitet. Det kunne ikke gå. Derfor blev PM 10 lavet om, så den kunne køre på træfrit råstof og køre nogle af Dalums kvaliteter.

PM 13 på Maglemølle var en moderne og effektiv maskine til creppapir   såkaldt "aftørringspapir"   da den blev stillet op i 1961, men med tiden sakkede den også bagud i forhold til de udenlandske konkurrenter.

I det hele taget investerede svenskerne og finnerne kraftigt. I en periode med helt elendige konjunkturer investerede f.eks. svenskerne helt uhæmmet. De havde den filosofi, at papir var deres et og alt, og derfor skulle de have det bedste. De investerede, og stod bagefter med en gæld på størrelse med omsætningen. Under normale omstændigheder ville flere store virksomheder være bankerot, men de fik hjælp i form af statsstøtte på henved 4 milliarder. Og så havde de anlæggene. I Danmark kørte vi videre med vor nødtørftigt forbedrede maskinpark. Men vi bad ikke om statsstøtte, og det er heller ikke vor filosofi at leve på subsidier. Men det blev nogle hårde konkurrenter. Samtidig forsvandt toldbeskyttelsen i EFTA samarbejdet, og dansk papirindustri fik for alvor konkurrence.

Frem til 1960'erne kan man med en vis ret hævde, at papirmarkedet var et producent marked. Senere har DfP kælet om de danske kunder ved udstrakt service og samarbejde.

I 1967 efter 1½ år i Næstved kom jeg igen til hovedkontoret som souschef og efter nogle år som chef i teknisk afdeling. Efter Poul Schous afgang kom der gang i en strukturplan, som i al sin enkelthed gik ud på at indskrænke papirmaskin parken fra 22 maskiner til 14 maskiner. Strukturplanen var også en investeringsplan, idet PM 7 blev indkøbt og sat i gang på Dalum. PM 7 skulle lave Dalums traditionelle kvaliteter først og fremmest offset papir. PM 6 lavede især råpapir til blad coateren.

FREDERICIA CELLULOSEFABRIK

Halmcellulosen blev aktuel omkring 1950 55, hvor mulighederne blev nøje undersøgt forud for etableringen af Fredericia Cellulosefabrik. Der foregik en del udviklingsarbejde på Dalum i den forbindelse, hvor man forsøgte sig med at erstatte nogle af de kendte råstoffer med halmcellulose.

Halmcellulosen er et anderledes råstof. Der er både positivt og negativt at sige om halmcellulosen. Det positive er   og her ser vi bort fra, at det er et indenlandsk produkt   at man får et udpræget klangfuldt papir, korte fibre giver jævnt og ensartet papir, og det kræver næsten ingen maling. Negativt kan siges, at det har svært ved at slippe vandet. Og det er væsentligt for produktionen, at vand og fibre kan skilles så hurtigt som muligt. Fibrene i halmcellulosen er så tæt sammenklistrede, at det er tungt afvandende, og det betyder igen, at maskinen går langsomt. Der var også problemer med hvidheden i papiret, og det krævede megen udviklingsarbejde at få udskilt de knæk og urenheder, der er i stråene. Endelig kunne fabrikken ikke klare de skærpede miljøkrav.

Der var selvfølgelig delte meninger om halmcellulosen internt. Groft sagt kan man sige, at hovedkontoret fastslog, at halmcellulosen var kommet for at blive, og at vi skulle bruge det. Produktionsfolkene hævdede, at de kunne producere 10% mere med andet råstof.

KARTONFABRIKKEN OG FREDERIKSBERG PAPIRFABRIK

Kartonfabrikken og Frederiksberg Papirfabrik var baseret på returpapir. Bølgepap består af de tynde, bølgende lag (fluting) og så dækkarton. Frederiksberg Papirfabrik producerede fluting, mens Kartonfabrikken producerede noget fluting men især dækkarton. Det havde længe været planen, at Frederiksberg Papirfabrik skulle nedlægges, den fik faktisk en længere levetid end beregnet. Den var blevet moderniseret i 1950'erne med pulpere og refinere, men siden da skete der ingen nævneværdige fornyelser. Kartonfabrikkens skæbne var derimod ikke beregnet. Den fik hård konkurrence fra Grenaa Pap, som klarede sig bedre i konkurrencen end os. Det var der flere årsager til. F.eks. havde papirmaskinen på Kartonfabrikken en helt forkert bredde, således at vi altid kørte med en nærmest værdiløs sidebane. Kartonfabrikken havde også alt for mange "daglejere" blandt medarbejdere. Københavns kommune fornemmedes lidet industrivenlig med hensyn til f.eks. afløbsafgifter.

HOVEDKONTOR OG DE ENKELTE FABRIKKER

Der har altid været forskellige meninger om kompetenceforholdet mellem hovedkontoret og de enkelte fabrikker. Der har alle dage været en vis konfrontation. De enkelte fabrikker mente, at hvis de ellers kunne få lov, så kunne de klare det hele meget bedre selv. Hovedkontoret har følt en solid forpligtelse til koordination, effektiv udnyttelse af ressourcerne, gensidig information og samlet salgsarbejde.

Midt i 1970'erne blev fabrikkerne gjort til profit centre   i daglig tale resultat centre   hvor beslutningerne blev decentraliseret. Det kom vi også til at mærke på teknisk afdeling på hovedkontoret. Vi havde været oppe på ca. 30 personer, vi blev skåret ned til 6 7 personer. Men den ordning virkede dårligt. Der var nemlig ingen klar grænse mellem de enkelte fabrikker, og sælgere fra fabrikkerne løb over hinanden ude hos kunderne. I 1980'erne kom der igen en centralisering af koncernen.

Jeg har altid søgt at gøre fabrikkerne medansvarlige for de beslutninger, der skulle træffes. Man kan ikke bare hævde "vi alene vide". Vi måtte indgå i en dialog med fabrikkerne, prøve at overbevise, blive overbevist osv. Jeg kunne godt savne lidt af den tidligere tradition   som jeg selv er "opdraget i"   med at ingeniørerne var velkendte med forholdene på de forskellige fabrikker. Det gav en indsigt og forståelse for hinandens problemer. Men med tiden blev det meget sværere at flytte rundt med ingeniørerne, så de blev på de enkelte fabrikker.

DE FORENEDE PAPIRFABRIKKERS SLUTNING

Papirindustrien har altid kendt til svingende konjunkturer. Før oliekrisen i 1973 74 kom op og nedturene med faste mellemrum på fem år. Siden er det lidt mere ustabilt. Svenskerne har længe ment, at det var naturstridigt, at Danmark havde en egen papirindustri. At vi har overlevet så længe, skyldes nok meget det gode salgsarbejde, der har været i forhold til de danske kunder.

På hovedkontoret var teknisk afdeling og udviklingsafdelingen to sideordnede afdelinger med personligt samarbejde. Udviklingsafdelingen tog sig af reklamationer, og den fulgte meget nøje udviklingen inden for den grafiske branche. F.eks. i forhold til kopi papir, som skal være ganske plant og ensartet. I denne forbindelse samarbejdede man med blandt andre Rank Xerox.

Lige efter oliekrisen var der megen uro om DfPs aktier, og man frygtede, at Bonde Nielsen var ved at købe op. Det endte med, at Sukkerfabrikkerne købte aktier til kurs 105, altså et samlet beløb på 105 mill. kr. Det nye ejerskab var en stabiliserende faktor. Men de ville selvfølgelig også se resultater. Mange forhold blev drøftet bl.a. en lukning af Silkeborg. Der var forslag om ikke Dalum kunne producere "den smule papir", som blev produceret i Silkeborg. Det afviste vi, og sådan blev det. Det har været Silkeborgs held, at de som den eneste fabrik i koncernen har kunnet fremvise overskud de sidste 4-5 år inden svenskerne overtog DfP.

Danisco solgte først 25% til svenskerne for 150 mill. kr. og dermed var Sukkerfabrikkernes investering godt og vel hjemme igen foruden det, de havde tjent ved at udskille f.eks. Colon. Og siden solgte de resten til svenskerne for 600 mill. kr., så Daniscos køb og salg af papirfabrikkerne har været en god forretning set med Daniscos øjne. At så svenskerne har købt fabrikkerne for dyrt er en anden sag.

Svenskerne var tilbageholdende med at investere i Maglemølle, hvorimod de var interesserede nok i at investere i Dalum.

De gik dog i første omgang med til at etablere returpapiranlægget (til oparbejdning og afsværtning af returpapir) i Næstved, og da Papyrus overtog hele DfP, var vi så godt i gang med at investere 250 mill. kr. i dette anlæg, at Papyrus ønske om at stoppe aktiviteten ikke var gennemførlig. Miljøstyrelsen har været meget interesseret i projektet og gav også 50 mill. kr. i foreløbig hjælp.

Svenskerne var ikke interesseret i PM 13s tissue papir. Stora Papyrus har en ambition om at blive verdens førende finpapir koncern, og tissue papir er ikke "fin papir". Da de ikke kunne sælge PM 13, lukkede de den og solgte konverteringsafdelingen.

PM 10 blev genåbnet til at køre cyclus papir, som er lavet af 100% stof fra Maglemølles returpapiranlæg. Men den var ikke egnet til det. Eller rettere der blev ikke investeret tilstrækkeligt   selv om der blev investeret 20 mill. kr. i den   til at den kunne være rentabel. PM 10 kunne køre på årsbasis 20 25.000 tons, mens PM 7 på Dalum kunne køre 70 80.000 tons om året.

Samtalerne fandt sted i 1993f og sammenskrivningen indgår i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri. Mennesker, teknologi og produktion 1829-1999 (2000).

Stikord:

De forenede Papirfabrikker, Silkeborg Papirfabrik, Dalum Papirfabrik, Maglemølle Papirfabrik, Fredericia Cellulosefabrik, Kartonfabrikken, Frederiksberg Papirfabrik og DfP’s sidste tid og ophør. Tiden ca. 1948-1993.

15. april 2020