ERLING HAUGAARD FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

HOLBÆK PAPFABRIK

Jeg er født i 1921 i en by ca. 15 km vest for Odense. Min far havde et cementstøberi, men da jeg havde eksem, var det umuligt for mig at gå ind i den branche, så mine forældre støttede mig i at læse til civilingeniør. Jeg blev civilingeniør i 1947. Men inden jeg var helt færdig, ringede J. Baungaard til mig for at høre, om jeg ikke kunne have lyst til at hjælpe dem med at tegne maskiner til en bølgepapfabrik, de agtede at etablere i Randers.

Baungaard-familien kendte min familie. Den gamle Baungaard, K. Baungaard, havde været ansat på mine morforældres gård. Det havde været K. Baungaards mening at tage en uddannelse inden for landbruget. Men det blev ikke til noget – men kontakten til min mor blev opretholdt. J. Baungaard vidste således, at jeg var ved at være færdig som civilingeniør.

Situationen i 1947 var den, at K. Baungaard var død, og enken havde solgt aktiemajoriteten til deres eneste indenlandske konkurrent, De forenede Papirfabrikker (DfP). De tre Baungaard brødre – Johannes, Mogens og Per – planlagde så at etablere en bølgepapfabrik i Randers, da der ikke var den type virksomhed i Jylland på daværende tidspunkt. Og til det formål havde de overtaget Ridehuset ved Randers Kaserne. Der sker så det, at DfP lader handlen gå tilbage, og Baungaard familien kan fortsætte deres virksomhedskoncern. Og virksomheden i Randers kom også i gang.

Familiens virksomhed bestod dengang af Columbusemballage i Holmbladsgade på Amager, Colon i Gladsaxe og Holbæk Papfabrik. Senere kom så Jysk Bølgepapfabrik i Randers, en tilsvarende fabrik i Fredericia og en fabrik i Kenya. Jeg startede på Amager med at tegne de maskiner, som stod her. Men ellers havde jeg intet med virksomheden i Randers at gøre. Derimod kom jeg til familiens virksomhed i Holbæk, Holbæk Papfabrik. Den blev ledet af den mellemste bror, Mogens Baungaard.

Holbæk Papfabrik hed papfabrik, skønt vi ikke producerede pap men papir til bølgepap. Fabrikken var startet i 1938, og den producerede som sagt papiret til koncernens bølgepapfabrikker. Der blev produceret såvel dækpapiret som selve bølge, testliner og fluting. Vi producerede også på en måde pap, idet vi limede det sammen til trelags papir.

Mogens Baungaard var en lokal matador. Han ejede Holbæks flotteste villa, og han var en af byens største skatteydere. Familien havde en proprietærgård lidt uden for Holbæk, og papfabrikken blev anlagt ude på bar mark. Adressen var Østerled. Det var oprindeligt meningen, at råstoffet til fabrikken skulle have været halm, og der var også etableret et halmkogeri i en bygning lidt fra fabrikken, men det blev nu aldrig til noget. Råstoffet til papirproduktionen var genbrugspapir – bølgepap, karton og pap. Derimod brugte vi ikke gamle aviser som råvarer, det var for dårligt et materiale. For at sikre råstofleverancen til fabrikken havde familien Baungaard etableret et firma til det formål: Dansk Makulatur. Men vi købte dog også hos andre leverandører.

Papirmaskinen var en gammel maskine, vist købt i Tyskland, og den var stykket sammen af forskellige dele. Det var en kombineret maskine – langviremaskine og Yankiemaskine. Da den blev købt, fik de at vide, at den kunne 8 tons i døgnet. Det var ikke imponerende. Mogens Baungaard satte blot hastigheden op, og alene derved kom produktionen op på det dobbelte. Vi fik med tiden øget papirmaskinens kapacitet. Den store tørrecylinder havde oprindelig en diameter på 3.0-3.2 meter, men stativet kunne klare en cylinder på 3.8 meter. Vi købte derfor en ny stor tørrecylinder i Tyskland. Med den nye tørrecylinder blev tørreevnen større, og maskinens hastighed kunne sættes op. Senere kom vi på den gode ide at sætte nogle store ventilatorer rundt om tørrecylinderen, hvorved luftfugtigheden kunne suges væk fra cylinderen. Den varme luft gik igennem nogle radiatorer og kunne komme tilbage i form af varme. Det gav også mulighed for øget hastighed.

Vi producerede to-lagspapir. Tidligere havde der været et lille kar over viren, hvorfra der løb et tyndt lag stof ud på viren – og herved blev det tolagspapir. Men der var ikke megen struktur i det papir. Vi byggede derfor et vireparti mere og stillede det op en etage over virepartiet. Vi fik altså to parallelle virer, som kørte modsat hinanden og kørte sammen, så papiret blev dobbeltsidet. Papiret på en papirmaskine har to sider – en vireside, som er mere jævn, og så den anden side, som er mere ru i det. Vi kørte de to virer sammen, således at den jævne vireside fra den øverste vire kom til at ligge øverst på det færdige papir. Det var altså de to ru sider, som blev lagt sammen. Det var ganske smart og gav en ekstra styrke i dæklaget.

Vi fik jo en stor tørrecylinder i overskud, og med den som udgangspunkt byggede vi endnu en papirmaskine op. Holbæk Papfabrik kørte således med to papirmaskiner – den gamle og store og så den nye og noget mindre maskine. De havde begge en maskinbredde på 1.60 meter. Det var måske ikke det bedste, men det var nu en gang den bredde, vi havde.

Jeg tror nok, at Holbæk Papfabrik gik helt fornuftigt. Men virksomheden producerede nok et lille smule ringere produkt end konkurrenterne. Det var en smule mindre stærkt – men bestemt stærkt nok til det, som papiret skulle bruges til som bølgepap.

Holbæk Papfabrik kørte i døgndrift på ugens seks hverdage. Hovedbygning havde laboratorie til venstre og kontorer til højre. Jeg havde til at begynde med kontor i hovedbygningen med vinduer ned i produktionshallen, hvor papirmaskinerne stod. Der var en bygning med omklædningsrum og kantine. En vejerbod. Råstoflager. Vandbassin. Maskinlager. Fabrikken havde en stor kraftcentral, hvor der blev fyret med tørv. Maskinmester Bjørn Andersen stod for kraftcentralen, og han var en dygtig mand. Råstofbearbejdningen foregik i kollergange og i hollændere. Vi havde tre kollergange i stueetagen. Hollænderiet lå ovenpå. Stoffet blev transporteret op til hollænderne ved hjælp af kopelevatorer. Fra hollænderiet kom stoffet i nogle rørekar, hvorfra de via et sandfang kom ud på maskinen. Senere fik vi pulpere som den øvrige papirindustri. De blev stillet op i stueetagen.

Jeg mindes ikke, om vi havde truck, da jeg kom. Men jeg husker, at vi i begyndelsen havde en husmand, der kom med en hest og en hestevogn og kørte rundt med gods på fabrikken.

På kontoret var en kontorchef Joakimsen, som havde to damer til at ordne lønningsregnskabet. Joakimsen var ansat, fordi han kendte Per Baungaard.

Fabrikken forsynede Baungaard koncernens bølgepapfabrikker og kartonnagefabrik. Vi havde en lastbil, som kørte til København to gange i døgnet. Papiret til fabrikkerne i Jylland blev sendt med jernbanen. Fabrikkens sekundaproduktion blev sendt til koncernens virksomhed i Kenya.

Det var ikke helt let i Baungaard tiden. Den ældste, Johannes Baungaard, trådte ret hurtigt ud af firmaet og blev udenlandsk dansker. Den yngste bror, Per Baungaard, var uddannet designer i franske modehuse, og han var reelt ikke spor interesseret i produktionen i Gladsaxe. Holdningen var, at man ville klare sig selv. Familien ville under ingen omstændigheder være i afhængighedsforhold til DfP. Det var os ganske forbudt at være i kontakt med DfP. Familien søgte derfor en papiringeniør i Tyskland efter krigen, og Frits Model kom til Holbæk nogle år efter, at jeg var begyndt. Men ellers var ingeniører bestemt ikke velset i firmaet – vi var jo akademikere! Og dem var der vel ret beset ikke megen brug for. Det var holdningen. Ja, vi blev da accepteret, men det var ikke på grund af vore titler. Hvis vi skulle have yderligere papirteknisk bistand, forsøgte fabrikken nogle gange at engagere nogle tyske papirkonsulenter. Men det var nu ikke den store succes.

Virksomheden var et familieforetagende, hvor familien bestemte mangt og meget. F.eks. lønnen. Da Ingeniørforeningen begyndte at offentliggøre lønstatistik, viste det sig, at jeg var sakket gevaldigt bagud i løn. Jeg gik og spekulerede over, hvordan jeg skulle få det emne bragt på bane, eller om jeg måske skulle sige op. Men da jeg forelagde problemet for Mogens Baungaard, var der ingen problemer, og jeg fik den løn, jeg følte var berettiget.

Jeg havde i min uddannelse intet specielt lært om papirindustrien, men det lærte man jo ved at gå op og ned af maskinerne. Og så kendte maskinførerne jo til maskinerne.

Jeg tegnede maskinerne i Holmbladsgade op, så vi kunne få lavet de tilsvarende maskiner til fabrikkerne i Randers, Fredericia og Kenya. Det var kopier af de gamle maskiner, og som sådan var der jo ikke megen udvikling i det. Jeg husker, at jeg på Amager gik i rutefart fra tegnebordet til modelsnedkeren, der skulle lave træmodellerne, som støberiet skulle støbe ud fra. Det gik fint, og træmodellerne blev sendt til Holbæk. Men her blev de liggende, selv om de skulle være sendt videre til Frederikssund. Nå, det kom der dog en orden på.

Vi havde problemer med forurening. Vi kunne lede spildevandet ud i fjorden, som lå ganske tæt på.

Jeg har brugt megen tid med at køre rundt mellem Baungaard familiens forskellige fabrikker. I Randers havde fabrikken det problem, at der ikke var nogen lagerplads for de færdige produkter, så der skulle stå en lastbil parat, når produkterne var klare. Jeg har dog ikke været i Kenya, selv om en rejse var planlagt, og jeg havde fået alle mine vaccinationer. Fabrikken havde en meget dygtig maskinarbejder, Svend Larsen, som tog til Kenya for at sætte maskinerne op.

Svenske SCA overtog på et tidspunkt virksomheden, og det var som at komme i Himmerig for mig. Man kan sige, at opgaven nu var på bedst mulig måde at drive virksomheden. Der var ingen, som hele tiden kiggede en over skulderen. SCA købte virksomheden, fordi de gerne ville vide, hvad der krævedes af det papir, der indgik i bølgepap. SCA havde lige etableret en bølgepapfabrik i Nordsverige og havde også en i Italien.

Holbæk Papfabrik gik over til at producere skumplast. Bølgepapemballage havde jo også emballage i selve kasserne, og den emballage kunne lige så godt være skumplast som bølgepap. Det blev en hel god produktion, da vi begyndte at producere til frugt- og grøntbranchen. Med denne produktion blev vi konkurrenter med Brødrene Hartmann i Tønder.

DALUM PAPIRFABRIK

Fra Holbæk kom jeg i 1972 til Dalum. Overgangen til DfP foregik egentlig meget fornuftigt. Jeg var med til at indføre 5+2 systemet på Dalum, så produktionen kunne ske på alle ugens syv dage. Til sidst fik jeg en stabsfunktion på Hovedkontoret i København med ansvar for overenskomsterne. Midt i 1980’erne erkendte DfP, at virksomheden alt for længe havde været for menneskekærlig, og at det ikke kunne fortsætte. DfP fyrede derfor i 1985 ganske mange ældre papirfunktionærer – men med et års opsigelsesvarsel og en rimelig aftrædelsesordning. Jeg sluttede derfor min karriere inden for dansk papirindustri i 1985.

Samtalen fandt sted i 2003.

Stikord:

Familien Baungaard, bølgepapbranchen, Holbæk Papfabrik og Dalum Papirfabrik.

Tiden ca. 1947-1985

15. april 2020