KNUD K. JENSEN

Beretning 2003

I forlængelse af rundbordssamtalerne blandt papirfunktionærerne i 2000 og 2001 indsendte Knud K. Jensen (1937-2017) nedenstående beretning med en sammenfatning af, hvad han havde fortalt under samtalerne suppleret med det, han gerne ville have bidraget med under samtalerne.

Knud K. Jensen begyndte i 1951 som 14-årig på Silkeborg Papirfabrik ved det håndgjorte papir og fortsatte hermed frem til ca. 1958. Herefter kom Knud K. Jensen lidt rundt på fabrikken, men fik hurtigt laboratoriet som sit faste omdrejningspunkt. I årene ca. 1962-1971 arbejdede Knud K. Jensen på DfP’s Hovedkontor i København, blandt andet i Udviklingsafdelingen. Knud K. Jensen vendte tilbage til Silkeborg Papirfabrik i 1971 til laboratoriet. Fra denne periode berettes især om arbejdet med forureningsproblematikken og miljøgodkendelse.

FRA SEDDELFABRIKKEN TIL LABORATORIET

Jeg blev overflyttet til skiftehold i fabrikken, hvor jeg til en begyndelse, som Henrik Boris udtrykte det: "Lige skulle prøve at køre nogle poster igennem" i hollænderiet. Det blev da også kun til en uge i Hollænderi 3, herefter blev det tre uger ved PM 1-2. Hvorefter det blev laboratoriet, hvor jeg hurtigt skulle læres op for at kunne afløse laborant Jørgen Kjær Rasmussen, som skulle aftjene værnepligt. Flere år blev det til på skiftehold i laboratoriet, idet en anden laborant, Arne Pedersen (Benderfeldt) også skulle "aftjene værnepligt". Ind i mellem blev det også til en kortere periode ved PM 3, hvor jeg afløste fagforeningskasserer og reservemaskinfører Edward Dahlgaard som pressemand.

PÅ HOVEDKONTORET

I sommeren 1962 søgte DfP laboranter til hovedkontoret, hvilket jeg ansøgte og blev antaget til l. november samme år. Det første år af ansættelsen var en uddannelses periode, med ophold på Dalum Papirfabrik, Ny og Gl. Maglemølle og på Hovedkontorets Centrallaboratorium, Serviceafdeling, og Udviklingsafdeling. I uddannelsesperioden blev der også lejlighed til at deltage i kursus på Grafisk højskole og i DfP's interne arbejdslederkursus. Efter uddannelsesperioden blev det til ansættelse i Udviklingsafdelingen, hvor jeg endnu engang afløste Jørgen Kjær Rasmussen, som havde været udstationeret der fra Silkeborg.

Dette var i året, hvor DfP nok var på højdepunktet af sin "guldalder". På seks fabrikker med i alt 23 papirmaskiner, og et stort hovedkontor og papirlager i København, beskæftigede selskabet i alt ca. 3000 medarbejdere. Hertil kom en række hel- og delejede datterselskaber. Ikke underligt, at Fondsbørsen stadigvæk betragtede selskabets aktier som "guldrandede"

I Udviklingsafdelingen blev det til i alt syv interessante år, hvor dagligdagen i St. Strandstræde jævnligt blev brudt af besøg på fabrikkerne, ved forsøgskørsler og prøvefabrikationer, ikke alene på fabrikkerne, men også hos leverandører i ind- og udland. Også undervisning ved fagskolerne kom til i disse år.

Nævnes skal også en meget lang periode, hvor jeg var udstationeret hos firmaet Karl Krøyer i Viby J. Det var i de år, hvor Karl Krøyer forsøgte at lave papir efter en metode, som han havde købt af en finsk opfinder. Dette projekt involverede DfP sig i økonomisk og ved ydelse af knowhow. I den periode skiftede jeg hver anden uge arbejdsplads mellem København og Viby, idet jeg her skulle virke dels som konsulent og dels som observatør, således at DfP var fuldt orienteret om, hvorledes udviklingen skred frem.

TILBAGE TIL SILKEBORG I 1971

I starten af 1970'erne, var det imidlertid blevet helt andre tider for DfP. Konkurrence fra de store udenlandske papirkoncerner førte til, at der over alt i DfP måtte rationaliseres og indskrænkes. Dette gjaldt naturligvis også hovedkontoret. Jeg blev i november 1971 tilbudt forflyttelse til Silkeborg Papirfabrik, hvilket jeg accepterede.

På Silkeborg Papirfabrik blev min primære opgave forureningsproblematikken (se de afsluttende afsnit nedenfor). Men også andre og mangeartede opgaver faldt i mit lod. Da decentraliseringen af Salgsafdelingen i midten af 1970'erne blev gennemført, medførte det, at reklamationsbehandling, skulle varetages af fabrikken. Dette førte i tidens løb til mange besøg hos kunder og forbrugere overalt i landet.

Da pc’erne i midten af 1980'erne holdt deres indtog på fabrikken blev oprettelse og vedligeholdelse af databaser over alle data med relation til laboratoriet en del af min hverdag.

I slutningen af 1980'erne og begyndelse af 1990'erne kom så den turbulente periode med skiftende ejerforhold og deraf følgende ændringer i produktionen, hvilket hver gang krævede ny miljøgodkendelse. En miljøgodkendelse er en omfattende sag, som ikke kun omhandler spildevandsudledning, men populært sagt alt, hvad der vedrører røg, støj og møg fra fabrikken. Senere kom det grønne regnskab til. Et grønt regnskab er et særligt miljøregnskab, som det blev pålagt særligt miljøtunge virksomheder at udarbejde hvert år og forelægge sammen med det ordinære årsregnskab. Regnskabet skal foruden en redegørelse for virksomhedens miljøpolitik indeholde en fortegnelse over alle forbrugte rå- og hjælpestoffer, samt hvordan stofferne igen har forladt virksomheden.

I 1997, hvor jeg fungerede som laboratorieleder, besluttede jeg at træde tilbage for at gå på efterløn. I efterlønstiden fortsatte jeg dog som konsulent, indtil jeg i december 1999 blev ramt af sygdom.

FORURENINGSPROBLEMATIKKEN FRA 1971

Jeg har arbejdet med forureningsproblematikken, lige siden jeg kom tilbage til Silkeborg i 1971. Forinden stod det dog klart, at der skulle gøres noget. I midten af 1960’erne nedsatte Skanderborg Amtsråd en landvæsenskommission. Det var også ønsket af DfP, idet man ønskede at få retten til brugen af åvandet i fabrikationen sikret for fremtiden. Møderne i kommissionen kom dog hurtigt til at handle om spildevandsproblematikken. Det endte således også med, at den afsagte kendelse blandt andet sagde, at sagen om Silkeborg Papirfabriks spildevandsudledning skulle genoptages senest, når Silkeborg kommunes rensningsanlæg Søholt var udbygget til biologisk rensning. Derudover blev der påbudt nogle kontrolforanstaltninger med årlige udtagning af prøver før og efter fabrikkens udløb. DfP var dog helt på det rene med, at der skulle gøres noget i Silkeborg snarest, således blev der i 1972 som et forsøg opstillet såkaldt Wacofilter ved udløbet til åen. Dette filter havde dog ikke kapacitet til at klare de dengang ret så store spildevandsmængder. I de år filteret kom til at fungere nåede det dog at si ikke ubetydelige mængder stof fra, som dels blev kørt til deponering på losseplads; og dels i perioder til genbrug, endda så langt væk som på Kartonfabrikken i København.

Vi solgte også slam til teglværker, som blandede det i leret. Det var som erstatning for savsmuld. Og kaolinen i papiret var jo nærmest en fordel i den forbindelse – det samme kan man så ikke sige om den kridt, som til sidst afløste kaolinen.

I 1973 kom så den store Gudenåundersøgelse, som var foranstaltet af alle amter omkring Gudenåen. Ved denne undersøgelse indgik en særlig undersøgelse af udledning fra alle pap- og papirfabrikker med afløb til Gudenåen. Efter denne undersøgelse stod det klart, at Silkeborg Papirfabrik skulle have et rigtigt rensningsanlæg, og DfPs tekniske afdeling begyndte at udarbejde projekter. Det projekt, man valgte at gennemføre, og som var fuldført i 1978, var baseret på i videst muligt omfang at anvende eksisterende bygninger, idet det blev indrettet i forbindelse med det eksisterende anlæg til rensning af åvand til fabrikationsvand. Et af de tre fældebassiner blev ombygget til spildevandsrensning ved installation af en flocculatorenhed og (skrabere) til kontinuerlig udtag af slam. I de tilbageværende to fældebassiner til åvand installeredes der pumper til overpumpning af det fældede materiale til spildevandsbassinet. Ved siden af sandfiltrene, i etagen under Bøtten, opstilledes en sibåndspresse til afvanding af slammet. Pressen blev senere udskiftet med en mere effektiv skruepresse.

Rensningsanlægget levede fra starten op til forventningerne og fjernede så godt som alt fast stof fra spildevandet. Anderledes forholdt det sig med de opløste iltforbrugende stoffer, som kun kan fjernes med biologisk rensning. Det iltforbrugende stof stammede hovedsagelig fra stivelse, som der traditionelt bruges store mængder af i finpapirproduktion. En del hjalp det, da stivelsesleverandørene fik lært at ændre ladningen i stivelsen fra anionisk til cationisk, men iltforbruget i spildevandet var stadigvæk på kanten af det tilladelige ifølge miljøgodkendelsen. Der måtte derfor gøres yderligere tiltag for at reducere iltforbrugstallene. Et tiltag var at separere kloaksystemerne alle de steder i fabrikken, hvor der blev arbejdet med stivelse. Det vil sige ved alle koge- og lagerkar for stivelse og ved alle papirmaskinernes limpresser. Det fraseparerede spildevand fik vi Silkeborg kommunes tilladelse til at lede til Søholt Rensningsanlæg sammen med det sanitære spildevand fra fabrikken. Det stivelsesholdige vand gav ikke nogen problemer i den biologiske proces, snarere tværtimod! Resultatet af denne separering blev, at mange høje værdier i analysetallene forsvandt, og de gennemsnitlige resultater blev lavere.

Et andet tiltag var at sende en delmængde af fabrikkens spildevand til Søholt Rensningsanlæg. Der blev indgået aftale om, at vi i en periode sendte hele PM 3’s afløb til Søholt. En interimistisk pumpeledning blev etableret til en kloakbrønd på Store Maen. Forsøget fik imidlertid kortere varighed end oprindelig planlagt, idet rensningsanlægget efter et par uger bad os stoppe overpumpningen, idet de store slammængder, det medførte, gav anledning til så meget forstyrrelse i anlægget, at man ikke kunne overholde gældende normer for anlæggets drift. På vort eget anlæg gik det derimod fint med den stærkt reducerede belastning.

Et tredje tiltag var pilotforsøg med biologisk rensning i forbindelse med vort eget rensningsanlæg. Resultatet af dette forsøg blev, at skulle der, med den valgte metode, opnås en reduktion i iltforbrugstallene, krævedes der tilførsel af næringssalte i processen. Spildevandet fra fabrikken har nemlig altid været karakteriseret ved kun at indeholde små mængder af næringssaltene kvælstof og fosfor. Det blev derfor et paradoks, som ingen kunne se fornuft i at tilsætte to stærkt miljøskadelige stoffer for at reducere et mindre miljøskadeligt! Dette med lav indhold af kvælstof og fosfor i spildevandet kom senere fabrikken økonomisk til gode. Hvilket skete, da der i midten af 1990’erne indførtes spildevandsafgifter baseret på forureningsgraden af spildevandet. Loven indeholdt nemlig en passus om, at hvis vandforsyningen var den samme som recipienten, kunne indholdet af stoffer i det anvendte vand modregnes i spildevandets indhold. Da Remstrup Ås vand i en stor del af årets måneder havde et større indhold af fosfor end fabrikkens spildevand, og da netop fosfor var det stof, som var belagt med den højeste afgift, havde det nogen betydning for afgifternes størrelse. Det lave indhold af fosfor i fabrikkens spildevand kan sandsynligvis henføres til de store algemængder, der blev fjernet fra fabrikationsvandet. Så jeg tør postulere, at Silkeborg Papirfabrik fra 1978 til dens lukning har fjernet fosfor fra Remstrup Å.

Stikord:

Silkeborg Papirfabrik, Hovedkontoret, laboratoriet, miljø og forureningsbekæmpelse. Tiden ca. 1951-1999.

15. april 2020