Efter et stykke tid blev mit arbejde at hjemtage råstoffer og hjælpestoffer og senere igen også garniture   filte og vire. Der blev ført en meget nøjagtig oversigt over fabrikkens råstofforbrug. Og efter behov skrev vi til hovedkontoret efter den mængde råstoffer, hjælpestoffer og garniture, som vi havde brug for. Vi fulgte hele tiden nøje forbruget måned for måned. Dengang handlede vi også med svenskerne i Stora blandt andet fyresulfat, en meget stærk cellulose, som blev brugt i det fineste papir. Det blev kaldt for Stora 32, og det skyldtes det enkelte, at de var begyndt med den cellulose i 1932, erfarede jeg senere. Vi brugte også esparto cellulose, men da den var ret dyr, brugte vi ofte eucalyptus cellulose.

Det var et spændende arbejde, og jeg kunne lide at arbejde med tal. Under krigen kneb det lidt med råstofferne, men vi kunne dog så nogenlunde holde produktionen igang. Men vi har da været ude for at bruge papirfilte til tørrefilte.

Jeg kom til at kende til produktionen, og jeg havde da også min gang nede i fabrikken, hvor jeg blandt andet skulle drøfte forskellige forhold og ønsker med papirmesteren. Det var nødvendigt at vide noget om papir. Til at begynde med var det driftsbestyrer Frederik Olsen, der skrev ordrerne på råstoffer, hjælpestoffer og garniture, men efterhånden overtog jeg dette arbejde.

Kontorpersonalet   og fabrikken   havde middagspause på 1½ time, hvor vi kørte hjem for at spise. Der var ingen egentlige kaffepause i løbet af dagen, men i laboratoriet var der et lille aflukke, hvor vi kunne smutte hen og få os en kop sådan lidt uofficielt. Senere fik vi også vore faste pauser.

Driftsbestyrerens kontor var ved siden af kontoret. Frederik Olsen havde et stort kontor med gammeldags kontormøbler. Hver dag åbnede Frederik Olsen selv posten. Det meste kom fra Hovedkontoret. Han kom gerne lige ind til bogholder Petersen for at få klaret eventuelle spørgsmål vedrørende posten. Frederik Olsen var ind i mellem meget impulsiv, og han kunne komme med nogle høje udbrud over posten, hvis der var noget, der f.eks. harmede ham. Ved 10 tiden kom papirmester Mandrup Andersen, ingeniøren (som dengang var A.G. Hansen), maskinmester Peter Larsen og bøttemester Lindqvist ind på driftsbestyrerens kontor, hvor de gennemgik dagens post.

Papirmesteren havde dengang et lille kontor ved siden af PM 1. Men senere stod papirmester A.G. Hansen for en ombygning, og da fik han selv et fint stort kontor. Det var endog så fint, at Frederik Olsen nok ikke var langt fra at mene, at det var finere end driftsbestyrerens eget. Ved samme lejlighed fik fabrikken et nyt laboratorie. Først en gang i 1960'erne blev kontoret og driftsbestyrerens kontor bygget om.

På kontoret kom der efter krigen flere folk. Ved det store firemandsskrivebord blev der for enden sat endnu et skrivebord, og der kom et to mandsskrivebord ved boksen og også to pladser ved telefonopstillingen. Vi blev 9 personer.

På kontoret var der flere arbejdsområder. Der var hele ordretilgangen, hvor vi fik ordrerne fra Hovedkontoret. Ved disse ordre skulle vi give "løfter" tilbage til Hovedkontoret, og det foregik ved telefonsamtale fra boksen. Her kunne telefonsamtalen foregå uden, at det forstyrrede, eller man blev forstyrret. Der var lønningsafdelingen. De var tre mand, der manuelt udregnede alle lønningerne for alle de ansatte. Om fredagen kom et bankbud fra Handelsbanken, og så gik man i gang med at tælle og fordele pengene i lønningsposerne. En talte op, en talte efter og puttede i lønningsposen og den sidste mand lukkede lønningsposerne. Desuden skulle de også føre lønstatistik til Arbejdsgiverforeningen over hver enkelt ansat. Det var et stort arbejde.

Bogholder Petersen førte generaljournalen. Han havde også en kasse til udbetaling f.eks. til håndværksmestre. Der var en række lokale mestre   Bjørn, Frederik Madsen, Klein, Stenholt osv.   som hver måned sendte en regning på det arbejde, de havde udført i månedens løb. Regningen gik så ned til de enkelte afdelinger, hvor det blev kontrolleret om arbejdet og timetallet også passede med deres viden. Dernæst regnede kontoret efter, og til sidst meddelte bogholder Petersen mestrene, at de kunne afhente betalingen kontant på kontoret.

Vi havde status hvert kvartal, og der blev hver måned ført driftsoversigt. Der var check på det hele. Efter min mening var det for meget de første år. Jeg mente nok, at man kunne nøjes med status hvert halve år, og det lod jeg en bemærkning falde om til bogholder Petersen. Han fremførte sagen videre, og efter et stykke tid blev det ikke hvert kvartal men hver fjerde måned. Det var dog en lille lettelse.

Vi kunne følge fabrikkens drift, og vi tjente penge. Dengang var papirproduktionen også noget beskyttet af en papirtold. Men De forenede Papirfabrikker var en god forretning.

Vi fik efterhånden kendskab til den øvrige koncern. Det skyldtes også, at fremsynede folk på Hovedkontoret fremskyndede, at vi fik kendskab til de andre fabrikker. Jeg var selv en uges tid på Hovedkontoret. Her var jeg især interesseret i indkøbsafdelingen. Bogholder Petersen var en institution på fabrikken. Han var gammeldags og en flink chef. Petersen havde en lille sort lommebog, hvor han skrev alle ansøgere op. Han havde kendskab til alle familierelationerne, og han var bestemt af den mening, at nyansættelser skulle gå til familieforbindelser til ansatte på fabrikken. Bogholder Petersen stod for ansættelse også af papirarbejderne i produktionen. Han røg masser af cerutter. Først på formiddagen ringede han ved en lille klokke på bypigen og bad hende købe 10 cerutter. Han kunne nemlig sagtens sidde og føre protokol og ryge samtidig. Til venstre for sig i en skuffe havde han askebægeret. Omkring 1950 blev han syg, blev opereret, men han kom sig ikke rigtig og døde ikke længe efter. Bogholder Petersen blev afløst af Kentorp.

De forenede Papirfabrikker gav byggelån til medarbejdere med en vis anciennitet. Til at begynde med var det 2000 kr. siden 4000 kr. rentefrit. Jeg fik selv et lån på 4000 kr., da vi byggede huset her på Glentevej i 1954. På pantebrevet stod der ganske vist, at man skulle betale 5%, men så fik man et stykke papir ved siden af, hvor der stod, at så længe man arbejdede ved De forenede Papirfabrikker, var renten 0. Vi skulle således kun betale afdragene hver termin. Det var en god ordning. Medarbejderen kom med tegninger over huset og oversigt over finansieringsforholdene. Vi skrev en anbefaling og sendte det til Hovedkontoret, der altid godkendte lånet, når vi havde anbefalet det.

Der var også et Arbejderfond, som DfP indbetalte til. Når veltjente arbejdere gik på pension, fik de et kontant beløb hvert kvartal. De kom op på kontoret og fik pengene. Det blev et helt stort arbejde til sidst, og jeg sørgede for, at man senere gik over til at overføre pengene til arbejdernes bankkonto.

Kontoret stod også for administrationen af Smedebakken. Dengang var der 16 lejligheder, og de betalte 8 kr. om måneden i husleje. Senere blev husene renoveret, og de fik wc, indlagt gas osv. Da steg huslejen til 25 kr. om måneden. Det var de mere betroede arbejdere, som fik en lejlighed på Smedebakken. De havde også et stykke jord til lejligheden. Vi andre kunne også få en lille havelod ved Smedebakken, og det har jeg da også haft.

Da jeg kom på kontoret i 1941, blev chefen kaldt bogholder og alle vi andre for assistenter. Det var egentlig lidt misvisende, for vi fik en ret god løn, og vi havde et stort ansvar. Jeg havde derfor både over for bogholder Petersen og til folk på Hovedkontoret sagt, at jeg syntes, at der burde være nogle flere stillingsbetegnelser i lighed med forholdene i det offentlige, som fabrikkerne tit henviste til. Bogholder Petersens højre hånd, Kentorp, blev da udnævnt til overassistent. Da Kentorp blev bogholder, blev jeg overassistent. Senere blev det udbygget, så der var assistenter, overassistenter, fuldmægtige og chefen blev udnævnt til kontorchef. Kentorp var først bogholder og blev siden udnævnt til kontorchef. Det med titlerne har også en funktion ud ad til, hvor vi tit og ofte skal forhandle med folk fra andre firmaer osv., og så er det ikke uden betydning at have en titel, der svarer til den faktiske position, man indtager.

Efter Frederik Olsens pensionering i 1970, kom Maglegaard Andersen til som fabrikschef. Jeg var på det tidspunkt fuldmægtig. Vi havde et dejligt samarbejde. Maglegaard Andersen var efter min mening en moderne virksomhedsleder. Han spurgte mig: "Hvad er så Deres arbejde på kontoret?" Jeg forklarede, at det var området med indkøb af råvarer, hjælpestoffer og garniture. Hertil sagde han, at det havde jeg jo meget mere styr på end han, så det var nu mit ansvarsområde helt og aldeles. Hvis der opstod problemer kunne jeg henvende mig. Det var en udtalelse, som frydede mig, og det giver ekstra energi og lyst til at yde en ekstra indsats. I 1973 afløste jeg Kentorp som kontorchef.

Maglegaard Andersen og jeg så på mange måder ens på tingene. F.eks. var vi begge meget ivrige efter at få gjort de enkelte fabrikker til "resultat centre", hvor vi stod for alt produktion og salg. Men da Maglegaard fremlagde det på et møde først i 1970'erne, blev det afvist. Men senere kom det fra selv samme Hovedkontor i 1976, at nu skulle vi være resultat center. Ved den lejlighed flyttede salgs personalet ud på de enkelte fabrikker, og vi fik også en salgsleder i Silkeborg. DfPs politik var så, at alle salgslederne skulle have titel af kontorchefer. På de øvrige fabrikker var min stilling som kontorchef blevet til økonomichef, men det var også større virksomheder. Men da vi nu blev to kontorchefer, udvirkede Maglegaard, at jeg også blev udnævnt til økonomichef, og det var jeg, til jeg holdte i 1985.

Sidst i 1970'erne havde Silkeborg Papirfabrik nogle rigtig sørgelige år. Det var samtidig med, at vi foretog en meget stor investering i ny efterbehandling især en ny stor klipper. Det tog nok 1½ 2 år at få det helt på plads, og i de år havde vi underskud. Det var en svær tid. Men efterhånden fik vi kørt nogle nye produkter ind, og det begyndte igen at give overskud. Blandt andet havde vi stor succes på eksportmarkedet med champion, en god kvalitet med vandmærke i form af en hest.

I 1984 kom der en ny handlingsplan, der trådte i kraft i 1985. Nu skulle alt igen centraliseres. Der blev også fastsat en aldersgrænse ved 65 år for funktionærer, og det passede jo meget godt med, at jeg også det år blev 65 år. Men det viste sig nu, at afløsningen ikke gik helt så smertefrit, så jeg virkede faktisk som en slags konsulent i endnu et års tid, før jeg helt holdt op.

Allerede da jeg kom på fabrikken i 1941 var der en pensionskasse for funktionærerne   alle værkførere, kontorpersonale, overordnede m.m. Vi betalte ikke selv noget til pensionskasse, DfP indbetalte   vist nok   13% af lønnen til kassen. Det blev til mange penge, men der var megen administration, og der sad to mand på Hovedkontoret blot med den opgave at investere pensionskassens midler. Jeg var selv med til her fra Silkeborg at foreslå, at pensionskassen overgik til et større selskab. Men det blev afvist. Da Sukkerfabrikkerne overtog DfP, sagde Brüniche Olsen, at det var alt for meget arbejde, man burde forhøre sig hos de store selskaber, hvem der gav det bedste tilbud til funktionærerne. Og nu blev det så til noget, og PFA gav det bedste tilbud. Denne ændring skete samtidig med de bedre kurser i 1983 84, og vi fik blandt andet en meget stor sum penge alene i kursgevinst.

FIRMAIDRÆT

Firmaidrætten inden for papirfabrikkerne kom lige efter krigen. En af mændene bagved var Ingvartsen, som tidligere havde været bogholder Petersens højrehånd i Silkeborg. Ingvartsen ønskede at skabe karriere inden for De forenede Papirfabrikker, og derfor flyttede han over på Hovedkontoret og begyndte at læse til HD. Han var selv interesseret i fodbold og havde spillet på SIFs 1.hold. På skolen lærte han vel også noget om ny medarbejderpleje, og her var firmasporten velegnet. Jeg husker, at driftsbestyrer Frederik Olsen i 1947 kom hen til mig og sagde, at Hovedkontoret var interesseret i at arrangere en fodboldturnering mellem fabrikkerne, og han spurgte, om jeg troede, det var muligt. Det mente jeg bestemt, og jeg gik så rundt og snakkede med folk, jeg vidste, kunne og ville spille fodbold.

De forenede Papirfabrikker opfordrede til oprettelse af en firmaklub, og de ville give et tilskud pr. medlem. De havde startet en klub på Hovedkontoret, som blev kaldt Viking. DfPs varemærke var nemlig et vikingeskib. Jeg tog initiativ her i Silkeborg, og vi stiftede firmaklubben på Silkeborg Papirfabrik i september 1948. Vi kaldte også klubben for Viking, og det var min tanke, at alle fabrikkernes sportsklubber skulle hedde Viking og så med bynavn bagefter. Men Dalum kaldte deres klub for Odin, og i Næstved fik den navnet Maglemølle.

Grundlaget var fodbold. Under besættelsen havde tyskerne haft depot bagved fabrikken, og det hele var gravet op. Staten betalte efter krigen for renoveringen, og vi fik anlagt en fodboldbane med klubhus. Klubhuset indeholdt omklædningsrum og bruser med koldt vand. Hvert år var der turneringer mellem fabrikkerne. Rejse, ophold og tabt arbejdsfortjeneste blev betalt af De forenede Papirfabrikker. Vi spillede fodbold, vinderne fik pokal og gaver, og vi havde en god tid sammen. Turneringerne gik på skift mellem fabrikkerne.