KAJ DALGAARD NIELSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

DALUM PAPIRFABRIK

Jeg er født den 1. juli 1925. Jeg kom ud at tjene som 13-årig og arbejdede en årrække hos bønderne. Efter militæret i 1948 var det svært at få arbejde. Jeg fik arbejde hos en entreprenør, Johannes Nielsen, som blandt andet kørte med brunkul til Dalum Papirfabrik. Jeg kom altså til at køre med brunkul på papirfabrikken, og når jeg først var inde på fabrikken, så kunne jeg søge arbejde her. En dag havde jeg været nede i askekælderen og så farlig ud. "Det må lige være det rette tidspunkt at søge arbejde på" tænkte jeg, og så gik jeg op til den gamle papirmester og bankede på. "Hvad vil De?" spurgte han. "Jeg vil gerne søge arbejde på fabrikken, for det, ved jeg, er mere renligt end det her". "Ja, det har De da ret i. De ser nu også så forfærdelig ud". Jeg blev skrevet op, og der gik kun 14 dage, så blev jeg antaget den 15. september 1948. Dengang sagde man ellers, at man skulle have noget familie på fabrikken for at komme ind. Det var far og søn eller svigersøn, der arbejdede på fabrikken, det var et familieforetagende. Men jeg kom altså ind alligevel. Min bror kom ind på fabrikken nogle få år efter, da de begyndte at bygge PM 6. Min bror arbejdede også hos entreprenør Johannes Nielsen, der havde arbejdet med byggeriet. Da byggeriet var ved at være færdigt, tilbød fabrikken, at de arbejdere, som ønskede det, kunne få arbejde på fabrikken. Det ville min bror gerne.

I 1948 kom jeg ind på depotet. Det gjorde alle nybegyndere. Vi kørte papirmasse op til hollænderiet. Jeg husker, at en af de ældre arbejdere sagde, da jeg kom derned: "Nå, nu skal jeg lære føllet at trække". Arbejdet foregik ved hjælp fra en gammel elevator. I det hele taget var Dalum Papirfabrik dengang en gammel fabrik, man kunne godt mærke, at den var startet i 1874. Jeg gik i depotet i tre måneder, så kom jeg ind til maskinerne som smøremand.

Vi havde dengang   papirmaskinerne   nr.1, 2, 3, 4 og 5 lige i en række. Jeg kom til PM 3. Så vandrede jeg fra smøremand til anden skærer til forskærer, til pressemand og sidst i 1950'erne blev jeg maskinfører ved den gamle papirmaskine nr. 2. Jeg havde aldrig set sådanne maskiner, men vi blev oplært af forgængeren en 8 14 dage, så var vi inde i arbejdet.

Normalt var der dengang fem mand ved hver papirmaskine. Maskinfører, forskærer, anden skærer, pressemand og smøremand. Og der var et fast hierarki. Maskinføreren var sjakformand og ledte arbejdet, smøremanden var lavest i rækken, han blev sat i arbejde af maskinføreren. Smøremanden hældte olie på de oliekar, der nu fandtes ved tørreværkerne, og alle ledrullerne havde en fedtkop i hver ende, som skulle skrues af og smøres ind i fedt to gange i en vagt. Det var ikke altid lige sjovt, for de kunne godt løbe varme. Smøremanden brugte derfor godt med våde klude for ikke at brænde fingrene.

Pressemanden styrede viren med hånden. Alt var dengang håndstyret   vire, pressefilte og klædefilte. Ved rulleværket var forskæreren, og han sørgede for, at papiret kørte ordentligt op på rullen. Til at begynde med kørte rullen op ved remtræk, og forskæreren havde et lille håndtag, så han kunne stramme oprulningen, hvis det var nødvendigt. Det hylede faktisk noget så forfærdeligt. Senere kom der en "pope" ved oprulningen, som erstattede remtrækket, og så kunne man selv fastsætte trykket ved oprulningen. Forskæreren skulle også tage papirprøverne. Papirprøverne kom ned på laboratoriet, og så gik der 30   45 minutter, så fik vi svaret. Forskæreren og andenskæreren skulle også slå papirrullen om, når tamburen var fuld. Forskæreren stod så normalt til højre og andenskæreren bagved, og så rev de papirbanen over, slog om og fik papiret til at køre på den tomme tamburer, som de forinden havde sat i gang. At slå om var en rutinesag. På de små maskiner med lav hastighed var det ingen problem, men man skulle have fart på, når hastigheden kom op på 190 meter i minuttet. Mange lærte det aldrig, mens andre kunne næsten med det samme. Forskæreren var faktisk den mand, som skulle være mest fast på et bestemt område ved oprulningen.

Andenskæreren sørgede for tamburerne. De fulde tamburer blev fjernet ved kran, og andenskæreren kørte dem så ind til Glitten. Når man i Glitten havde rullet tambureren tom for papir, så kørte andenskæreren den tomme tamburer ind på en lille vogn til maskinen igen. Desuden passede andenskæreren også de sidste 2 3 tørrepartier, dem nærmest hans ende af maskinen. Pressemanden så efter de øvrige tørrepartier. Viren på tørrepartiet kunne godt køre af, og det skulle de sørge for ikke skete. Senere da smøremanden blev afskaffet, overtog andenskæreren lidt af hans arbejde, men den grove smøring overtog smedene.

Forskæreren skulle også tage vandprocenten af papiret ved maskinen, og til det brug havde han en lille ovn, hvor det våde papir kom ind til hurtigtørring. Forskærer IC var en mand, der kan fortælles meget om. En gang kom papirmester Hansen op til ham og tog selv en våd papirprøve og lagde det ind i ovnen. Så smuttede papirmesteren igen, for der kunne godt gå 5 10 minutter. IC var ikke meget for det, for han havde allerede skrevet, at vandprocenten var 6.5 på alle de tamburer, han skulle køre den dag. Så IC tog papiret ud af ovnen og smed det væk. Papirmesteren kommer tilbage og spørger efter papiret. Ja, det var smidt væk, men procenten var god nok. Så ser papirmesteren ICs noteringer med de 6.5%, og udbryder: "Ja, det kan jeg sandelig se, den er 6.5 hele dagen fra nu af!". IC fik en ordentlig skideballe.

Arbejdet begyndte mandag morgen klokken 5, og vi skulle gerne have papir på maskinen klokken 6. Hollænderiet lavede stoffet og lukkede det ned i et kar. Maskinføreren sørgede for at få det fra blandingskarret til kørekarret, og han bestemte, hvornår han vil have stoffet ud på viren. Stoffet kommer ud på bronzeviren, hvorunder der   tidligere   var 5 sugekasser, der sugede vand væk. Man kunne følge tørringen på "spejlet", til sidst var det så tørt, at det kunne komme over i 1. pressen og på et filter og gennem to presser, hvor der blev presset yderligere vand væk fra papirbanen, derfra til 2. pressen, hvor mere vand blev presset væk, videre til 3 pressen, og så var det så tørt, at det kunne komme over i tørrepartiet, og her blev det kørt gennem 4 tørrepartier for derefter at blive kørt op på rullen.

Det er ikke den fulde papirbane, der køres igennem til at begynde med. Pressemanden kan ved en vandstråle mindske banen helt ned til 10 15 cm., og det er denne strimmel, der køres gennem til rullen. Når strimlen er ordentlig igennem gives der tegn til pressemanden, og han udvider papirbanen til fuld bredde ved hjælp af vandstrålen.

Alt arbejde er rutine. Man lærte hurtigt at se, om noget var forkert. Eller vi kunne mærke det f.eks. om papiret var for fugtigt. Hvis det var for fugtigt, så var der kunne eet at gøre: bakke. Altså sætte hastigheden ned. Hvor stoffet løb ud på viren ved den såkaldte læbeåbning. Det løb ens ud over hele bredden, men hvis der var ujævnheder   og det kunne man se på "spejlet"   så satte man bare en lille strimmel papir indvendigt, så det kom til at passe. Dengang afhang det i allerhøjeste grad af manden, når der blev lavet papir.

Skete der brud på papirbanen, satte vi et mærke i rullen. Så kunne folkene i rulleværket bagefter lime banen sammen. Vi havde et helt system af sedler med forskellige farver, som vi satte i rullen, hvis der var noget specielt at bemærke. Vi kom da også ud for at måtte kassere en hel rulle. Den blev så kørt tilbage som udskud.

Der kunne komme udskud ved den våde ende og i den tørre ende. Det våde udskud fyldte ikke så meget, så det ville vi jo helst have, mens det tørre udskud fyldte gevaldigt. Ved de mindre maskiner løb udskuddet bare ud på gulvet. Jeg har mange gange ved PM 3 været med til at stoppe maskinen, når vi kørte med telefonbogspapir, fordi hele gulvet var fyldt med udskud. Så kunne vi knokle en times tid med at få det udskud pakket, før vi igen kunne starte maskinen op. PM 7 var den første maskine, som blev bygget med en udskudsgrav under maskinen. Ved PM 6 løb udskuddet bare ned i kælderen. Hvis der var meget udskud, så hentede man normalt folkene inde fra Glitten til at fjerne det.

Der var ingen paneler, da jeg kom ind til PM 2, men der kom paneler i løbet af 1950'erne. F.eks. ved PM 4 var der en box ved forskæreren, hvor han kunne aflæse gramvægten. Hvis gramvægten skulle være 70, så skulle viseren stå på nul. Hvis det f.eks. vejede 73 gram, så kunne vi regulere det ved udløbskassen med et lille håndtag. Fugtigheden regulerede vi ved hastigheden på maskinen. Men vi kunne ikke styre maskinen fra panelerne, de gav os blot oplysningerne, om hvordan maskinen kørte.

Rangordningen blandt de fem mænd ved papirmaskinen var markant, og de blev aflønnet efter fem forskellige lønsatser   maskinføreren mest og smøremanden mindst. Derudover var der en værkfører og en overværkfører.

De gamle papirmaskiner gik ved remtræk. Sprang der en rem, så blev der sendt bud efter sadelmageren på fabrikken. Skete det om natten, var der en mand i depotet som ordnede remmene. Senere blev remmene limet sammen. PM 3 blev i 1960'erne ombygget til faste træk.

Arbejdet var egentlig ikke farligt. Men man skulle selvfølgelig passe på sig selv. Der var godt nok nogle nødstop ved maskinen, men det tager altid tid, inden maskinen stopper helt. Uheld kan ikke ganske undgås, men jeg synes nu, at mange af ulykker skyldes uforsigtighed. I den tid jeg har været på fabrikken er fem blev dræbt ved arbejdsulykker.

Jeg kom ind som maskinfører ved PM 2. Vi var kun to mand ved PM 2   maskinfører og en forskærer, og så delte vi smøremand med PM 1. Maskinen havde en tophastighed på 75 meter i minuttet og papirbredden var 1.33 meter. PM 2 var en rolig maskine. PM 1 og PM 2 lignede hinanden, og jeg mener, at PM 2 var fra 1884. På PM 2 producerede vi en del kulørt papir, konvolutpapir (grå og blå), brevpapir med striber, som blev lavet ved dandyrullen. Maskinen gik så langsomt, at vi kunne styre de her striber.

Ved PM 3 blev der blandt andet produceret papir til konvolutter og til Familie Journalen. Papiret til Familie Journalen var træholdigt papir, og det skulle glittes bagefter. Det var udmærket at køre med på maskinen. Desuden kørte vi også papir til telefonbøger, og det var noget skidt at køre med.

PM 1 og PM 2 stod nærmest i samme lokale med en væg imellem. I den ene ende af lokalet var en stor port, så vi kunne gå ind til maskinen ved siden af. Heldigvis var der gode udluftningsmuligheder, så der var ikke så varmt at arbejde her om sommeren, som det f.eks. var inde hos PM 3 og PM 4. Her var det så varmt, at man kun arbejdede i undertrøje og korte bukser om sommeren.

Det var heller ikke let at have en madpakke liggende, for vi havde i begyndelsen ingen køleskab ved maskinerne. Jeg sagde til min hustru, at hun behøvede ikke at smøre smør på brødet, for det var alligevel forsvundet, når jeg skulle til at spise ved maskinen. Vores drikkelse lå til afkøling i en spand ved maskinen, hvor der løb vand hele tiden. Der var et lille salgssted på fabrikken, hvor vi en times tid kunne købe lysøl, vand eller mælk. Normalt sendte vi smøremanden af sted efter det drikkelse mandskabet ved maskinen skulle have i løbet af vagten. En dag klagede jeg til overværkføreren. Han gav mig ganske ret: vi burde have haft køleskabe for længe siden. Men så fik vi det altså også.

Vi havde et omklædningsskab ved maskinen. Vi ville jo gerne være omklædte og klar til at gå hjem lige så snart vores afløser kom. Hvis man så også ville vaske sig, så foregik det i den spand vand, hvor også øllen var i. Men dengang var man nu ikke så hygiejnisk. Fabrikken forbød imidlertid omklædning ved maskinerne, og skabene blev flyttet over til baderummene, som dagfolkene også brugte. Mange var sure over det, fordi der så gik lidt længere tid, inden man kunne komme hjem. Jeg var nu glad for, at man kunne blive vasket, og det blev også mere og mere almindeligt, at folkene tog bad, inden de tog hjem.

Vi arbejdede på 3 holdsskift alle ugens seks arbejdsdage. I mange år havde man den forrykte tradition, at når man havde haft nattevagt lørdag/søndag og var gået hjem søndag morgen klokken 6, så skulle man møde klokken 5 mandag morgen og starte maskinen op igen. Den søndag var intet værd. På en af de første generalforsamlinger i fagforeningen jeg deltog i, rejste jeg spørgsmålet. Men det kunne slet ikke lade sig gøre. De ældre var af den mening, at når de havde standset en maskine, så ville de også selv starte den op. Hertil udbrød jeg: "Herregud, de kaffemaskiner, dem kan ethvert fjols da sætte i gang". Og der var trods alt tre maskinførere til hver papirmaskine. Det var fjollet. Det gamle papirfolk var meget specielle, helt igennem. De gamle maskinførere var nok lidt magtbegærlige og anså maskinen for deres. De mindede lidt om forvalterne på de store herregårde. Men det ændrede sig meget med årene.

Vi mødte gerne 10 15 minutter før tiden, så vi lige kunne få en orientering om, hvordan maskinen havde kørt. Hvis efterfølgeren på næste vagt var syg, så fik man automatisk 4 timers overarbejde, og så blev man afløst af manden, der havde den næste vagt igen, han skulle så komme 4 timer før, han normalt ville have mødt. Vi var forpligtet til at tage sådan 3 vagter på en uge, altså 12 timers overarbejde i tilfælde af sygdom. Og der kunne let opstå sygdom især som vinteren, når vi kom fra en dejlig varm hal og ud i bidende kulde. Forkølelse var ganske normalt, og dengang havde vi ikke bil men kørte på cykel til og fra arbejde. Jeg har nu heldigvis ikke haft så mange sygedage.

Der var i tidligere tid en vis konkurrence mellem de enkelte hold ved maskinen. Jeg har været ude for, at en maskinfører ved den maskine, jeg arbejdede ved, satte hastigheden ned en halvtime før skift, så det næste hold ikke kom så hurtigt i gang og fik produceret så meget som hans eget hold. Men det kunne kun ske dengang, fordi der ikke var al den kontrol, som der bestemt kom senere.

Når man havde eftermiddagsvagt, så var man forpligtet til at stille søndag formiddag for at ordne garniture   virer og filte   på maskinen. Selvfølgelig kunne vi blive tvunget til at ordne en vire, hvis den gik i stykker, her og nu. Maskinen blev så stoppet, og det tog ca. 3 timer at skifte en vire. Pressefilt kunne skiftes på 30 45 minutter, mens vi til tørrefiltene havde brug for en truck. Vireskift skete efter behov, pressefilt blev gerne skiftet hver søndag og tørrefiltene var slidt op i løbet af 4 6 uger alt efter, hvor de sad i tørrepartiet. Garnitureskiftene blev ordnet af maskinens egne folk.

Hver tredje søndag blev maskinen renset, og det var altid folkene fra glitten, der havde det overarbejde. En maskinfører gik og så efter, at de også bestilte noget.

Jeg har været glad nok for skifteholdsarbejde, men det kræver, at man kan sove på alle tider af døgnet uden problemer. Men det er hårdt for familielivet. Min hustru og jeg var enige om, at når jeg havde de arbejdstider, så skulle hun være hjemmegående. Hvis manden arbejder på 3 holdsskift og hustruen også arbejder, så går det afgjort kludder i det hele. Hustruerne var derfor næsten alle sammen hjemmegående.

Fra PM 2 kom jeg ind til PM 4. Den kørte 190 meter i minuttet og havde en banebredde på 1.43 meter. PM 2 blev brækket ned, og PM 4 overtog en del af dens produktion. PM 4 var en meget medgørlig maskine.

Ved papirmaskinerne startede man altid mandag morgen med de kraftigste kvaliteter f.eks. 90 grams papir. Vi kunne så skifte til lavere gramvægt   men fortsat samme kvalitet   ved at sætte maskinens hastighed op. Hvis vi skulle skifte kvalitet og eventuelt farve, så måtte maskinen standses og den "våde ende"   indløbskar, viren og pressepartiet   spules rene, før vi kunne begynde den nye produktion.

Det bedste at køre var selvfølgelig det tykkere papir f.eks. indpakningspapir på 120 130 gram, mens det værste var papir til telefonbøger på 57 58 gram. Det tynde papir springer så let.

Generelt må man sige, at vi havde et godt forhold til de overordnede. Da jeg kom på Dalum Papirfabrik i 1948 hed chefen Runer, en lille mand, vi ikke så meget til. Så kom Hallin, og han var en herlig mand. Under ham blev vi "dus" på fabrikken. Papirmestrene så vi heller ikke så meget til. Der var mange værkførere, og de fleste var gode nok, mens enkelte var nogle labaner. Værkførerne var gamle papirarbejdere, nogle havde haft spidse albuer, andre var dygtige nok til at bestride den nye post. Det var såmænd ikke så meget, vi havde med værkføreren at gøre, men han havde da den endelige afgørelse.

Egentlig havde vi ikke meget med de andre gruppe at gøre på fabrikken. Vi passede os selv.

Råstoffet fik vi fra Sverige og Finland. Når det var træholdigt papir   f.eks. til Familie Journalen   så var det grantræ fra Sverige, som blev bearbejdet i Sliberiet til en art savsmuld. I Sliberiet gik et par mand og arbejdede.

Jeg har også været med til at køre med halmcellulose helt op til 45%. Men det var ikke for godt. Halm er langfibret, og det blev noget tottet noget. Vi døjede også meget med de "knæ", der var i halmen. De "knæ" kunne vi ikke få væk, og de gav en lille brun plet i papiret. Vi brugte meget tid på det, men man havde investeret en masse penge i det, så bruges skulle det halm altså.

Firmaidræt havde vi også på Dalum Papirfabrik. Klubben hed Odin. Papirmester Erik Hansen var gammel fodboldspiller i OB, og vi fik et stærkt fodboldhold. Vi havde mange dejlige udflugter hvert år, når vi holdt 4 holdsstævne med hold fra de andre papirfabrikker: Silkeborg, Næstved og Frederiksberg. Til de stævner havde vi fri med løn, det var næsten professionelle forhold. Her i Odense kæmpede vi mod de andre firmaer, og vi blev tre år i træk Fyns mestre. Vi kæmpede også et år om Danmarksmesterskabet, men her tabte vi. Vi spillede gerne onsdag aften, og vi fik fri til det, hvis vi havde eftermiddagsvagt, i de par timer, det varede. Vi havde fodboldbane til fabrikken bagved Varmecentralen. Her lå også en barak med omklædningsrum, bruser og køkken. Det var fine forhold. En overgang havde vi to fodboldhold. Odin havde også bordtennis.

Dalum var en by præget af papirarbejderne. De var socialdemokrater, og Dalum var også en socialdemokratisk kommune. Noget af de første, man som ny blev spurgt om, var, hvor man handlede. For man skulle skam handle i brugsforeningen, som også var blevet stiftet af papirarbejderne. De gamle var "brugs gale".

Papirarbejderne boede i kvarterer. F.eks. Demantsvej, Mejerivej og Solvej. Fabrikken havde opført tvillingehuse i Nygade, det var dog mest til funktionærer. Men i den anden ende af Nygade var to store røde huse til papirarbejdere. Papirarbejdernes fagforening byggede på Mejerivej en blok til papirarbejderne. I dag er lejlighederne nærmest gammeldags. Der var ikke ret mange, der havde eget hus før efter 1950'erne.

Fabrikken yde også lån til papirarbejdere, der ønskede at bygge eget hus. Jeg søgte også sådan et lån, da jeg byggede i 1953 54. Men det første de spurgte om var, hvor jeg byggede. Da det var i Sanderum kommune, kunne jeg ingen lån få. Det skulle være i Dalum kommune, man byggede, hvis fabrikken skulle yde lån.

Papirarbejderne har aldrig været godt lønnede. Det er de først blevet her til allersidst. Dengang jeg begyndte, sagde man, at man var livsforsikret, når man kom på Dalum Papirfabrik. Lønnen var ikke al for god, men den var stabil. Dertil kom, at man på 3 holdsskift og med overarbejde alligevel kunne tjene en hel god løn. Men der er sket utrolig meget. Den første hele årsløn, jeg fik i 1949, var på 6915 kr., mens den sidste hele årsløn, jeg fik, var i 1986, og den lød på 168.599 kr. Jeg har alle mine skatteopgørelser, og det er en utrolig udvikling.

Vi har ikke haft problemer med drikkeri på Dalum Papirfabrik. I de såkaldt glade 60'ere var der en større udskiftning, og da kunne det hænde, at der kom en enkelt, der drak. Men han kom snart ud igen. Det faste mandskab havde ingen problemer med drikkeri.

Det gik af sig selv at komme i fagforening. Jeg var allerede i Dansk Arbejdsmands Forbund, og da jeg kom på fabrikken, blev jeg overflyttet til Dansk Papirarbejderforbund. De første år holdt vi generalforsamling på Røde hus ved skoven. Det eksisterer ikke længere. Siden blev der afholdt generalforsamlinger på Hjallese Forsamlingshus, på skolen og da fabrikken fik sin kantine, blev de holdt på fabrikken. Generalforsamlingen forløb gerne ad to gange, for at så mange som muligt kunne være med. Jeg deltog selv i generalforsamlingerne, og jeg synes, at fremmødet var helt pænt. I det store hele har vi været tilfredse. Og hvis ikke, så kunne man blot sige til på møderne. Vi har ikke skændtes, men der er selvfølgelig altid et par kværulanter.

Fagforeningen holdt til i Å huset ved fabrikken. Her var kontortid med formanden og kassereren. Å huset var en tidligere funktionærbolig, som fagforeningen købte til en rimelig pris af fabrikken.

Fagforeningen havde juletræsfest på Hjallese Forsamlingshus 1. juledag, hvor fabrikken lå stille. Det var en rigtig dårlig dag, men sådan var det i mange år. Juletræsfesten var børnenes fest, og de fik en gevaldig stor godtepose, dansede om juletræ og legede. De voksne sad så og nød børnene, og de kunne drikke en kop kaffe eller en øl   men det var børnenes fest. Fabrikken gav et stort tilskud til juletræsfesterne. Senere blev festen rykket til 3. eller 4. juledag, men så var fabrikken igen i gang, og så kunne vi måske ikke være med.

Jeg har ikke fået julegaver fra fabrikken. Ja, det skulle da lige være nogle uldfilt, som var taget fra tørrepartiet. Maskinføreren valgte først, og fik det bedste, så forskæreren osv. Jeg har også fået denne filt, og vi brugte det til badetæppe.

Vi var mange, når der var fest. Vi har været 700 medlemmer i fagforeningen, så det var nogle store fester. Dengang var der alene 120 kvinder på papirsalen.

PM 6 kom omkring 1950, og den blev bygget med støtte fra Marshall hjælpen. Den skulle være en moderne maskine, men den var nærmest gammeldags, inden den kom i gang. Jeg kom op til PM 6, da jeg skulle op som maskinfører, når PM 7 blev bygget. Ved PM 6 skulle jeg fornemme dimensionerne og hastigheden. Men PM 7 var alligevel noget helt andet   større og hurtigere. Den kunne køre op til 600 meter i minuttet og med en bredde på 4.70 meter. Jeg var også på et godt kursus i Sverige, i Markeryd.

Der har aldrig været et hollænderi til PM 7. Det ordnede vi selv.

Vi havde mange indkøringsvanskeligheder med PM 7, men så lærte vi på rygmarven at stoppe og starte maskinen. Det var en stor fordel. Men der var mange problemer.

På et tidspunkt fik vi 5+2 arbejdsuge. Det vil sige, at vi faste folk havde 3 holdsskift på ugens 5 hverdage, mens 2 hold klarede weekenden på 2 holdsskift. Det syntes jeg var dejligt, men fabrikken var ikke tilfreds. Direktør Vognsen mente, at produktionen var for dårlig i weekenden. Folkene kom bare for at tjene de gode penge, men var i øvrigt ligeglad med fabrikken. Og det var der måske noget om. Det kunne være husmænd, studerende osv., der tjente en ugeløn på en weekend. Holdningen var måske lidt den: "Har vi lavet noget lort, så har de glemt det til næste lørdag". Fabrikken ønskede en stabil produktion, og derfor blev den ordning ophævet, og vi faste kom også på de skrækkelige 2 holdsskift i weekenden. Og det var for hårdt for en mand i min alder. 12 timer er meget lang tid, hvis der går kludder i noget. Men fabrikken lagde selvfølgelig en pose penge på bordet, men de fik også en langt mere stabil produktion, så de penge var hurtigt tjent ind igen   flere gange.

Til sidst blev det hele computer styret. På PM 7 er der kun tre mand. Og de skal ordne det hele selv: stoffet, maskinen, laboratorieprøver osv. De er alle tre maskinførere, og de er selvstyrende og kan tage beslutningerne selv. Tidligere var der 28 værkførere, nu er der vel fire tilbage. Mændene ved maskinen klare det hele selv.

Det er godt, at jeg er holdt op. Jeg tro ikke, at nogen kommer til at opleve en så stor udvikling inden for papirproduktionen, som jeg har oplevet, fra jeg startede i 1948, til jeg sluttede i 1987. Det har været en utrolig udvikling.

Samtalen fandt sted i 1993 og indgår i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri. Mennesker, teknologi og produktion 1829-1999 (2000)

Stikord:

Dalum Papirfabrik, papirmaskinen, papirmaskinens mandskab, treholdsskift, firmaidræt. Tiden ca. 1948-1987.

15. april 2020