HANS CHRISTIAN OLSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

MAGLEMØLLE PAPIRFABRIK

Jeg er født i januar 1914. Min far var også papirarbejder her i Næstved, men da jeg var 2 år, flyttede familien til Norge. Vi flyttede tilbage til Næstved i 1930, hvor min far igen kom ind på Maglemølle. Jeg har min fars gamle fagforeningsbog fra sommeren 1930, og det er bemærkelsesværdigt, at papirarbejdernes fagforeningsbog var sort og ikke rød som hos mange andre fagforeninger.

Der var stor arbejdsløshed i 1930'erne, og jeg søgte derfor ind på Maglemølle flere gange. Jeg tror nok, at det var en fordel, at min far arbejdede der i forvejen, for i januar 1936 blev jeg antaget. Jeg skulle begynde en tirsdag, for man startede ikke på et nyt arbejde en mandag, det betød uheld, mente man.

Jeg kom en kort tid ind i hollænderiet og så ind til maskinerne. Dengang i 1936 var der PM 1, 2, 3, 4, 5, 7 og 8. Der var hollænderier til alle og også mange stengange. Vi havde ikke breaker eller pulpere dengang.

Jeg kom ind til PM 8, som næsten fast kørte med toiletpapir   det gamle 0-0. Vi var maskinføreren, pressemand, forskærer og 2. skærer. Som 2. skærer skulle jeg sørge for at papiret kom ind til den videre bearbejdning. Selv om der gik kludder i papiret, så stoppede vi aldrig maskinen. Vi hjalp hinanden med hurtigst muligt at få banen til at køre igen. Der var 4 aksler, så det var heller ikke nødvendigt at stoppe, når en rulle var fuld.

Maskinførerens opgave var blandt andet at sikre den rette stofmængde, sikre den rette damp til tørringen osv. Pressemanden passede filte og vire, det var før man fik automatisk ordning på viren.

Jeg blev pressemand senere, og der var ingen særskilt oplæring. Jeg havde jo fulgt arbejdet ved maskinen som 2. skærer, så jeg gled bare ind i arbejdet.

Jeg mener, at PM 4 kørte med avispapir, da jeg kom ind på fabrikken, avispapir til Næstved Tidende. PM 4 var den bredeste maskine, mens PM 5 var den største, og det var da også den, der blev flyttet med over på Ny Maglemølle.

PM 3, 5, 7 og 8 var Yankee maskiner. PM 1 og 2 kørte glittepapir.

Vi kørte normalt med 2 baner på maskinen, og når vi kørte crepebaner, kørte vi med 3 baner. Vi producerede ikke crepepapiret på selve papirmaskinen. Vi lavede papiret, og så blev det creppet på en crepe maskine. Da jeg kom i 1936, var der en crepe maskine på Gl. Maglemølle, og siden fik vi endnu en crepe maskine.

Toiletpapiret blev kørt ind i toiletafdelingen, hvor de rullede det op i toiletruller. Vi lavede selv hylstrene til rullerne, jeg mener, at det var på PM 1. Folkene i toiletafdelingen arbejdede på akkord, og det gav lidt ekstra i forhold til os andre. I den første tid var min timeløn 105 øre.

Der blev også produceret flaskepapir, som havde en gramvægt helt ned på 25 gram. Jeg mener også, at vi producerede papir til rationeringsmærker under og efter krigen.

Til at begynde med var der ingen kantine på Gl. Maglemølle, det kom først senere. Maskinfolkene spiste ved maskinen. Toiletforholdene var nogenlunde, men der var ikke træk og slip til at begynde med. Jeg tror såmænd, at det gik direkte ud i åen. Der var badeforhold, og her kunne familierne også komme og få bad, det har vi da brugt en del. Det varme vand kom ved damp, så man skulle huske at åbne først for den kolde hane. Damp og elektricitet til Gl. Maglemølle blev produceret på fabrikkens kraftcentral.

Vi arbejdede på 3 holdsdrift, og det gik udmærket. Vi arbejdede til kl.14, 22 og 6. Værkførerne skiftede lidt forskudt i forhold til os, de skiftede kl.16, 24 og 8.

Under krigen kom jeg ind til PM 7, hvor vi kørte tyndt papir blandt andet toiletpapir. PM 7 var en lille yankee maskine, og vi var kun to mand til at passe den   maskinføreren og en skærer. Da maskinføreren holdt op, blev jeg maskinfører og var det i mange år.

Maskinføreren skulle veje gramvægten på papiret. Papirarbejdet foregik dengang meget på fornemmelse og erfaring.

Som råmateriale brugte vi cellulose, træmasse og gammelt papir. Vi havde eget træsliberi, men det meste af cellulosen fik vi fra Sverige. Af gammelt papir kan nævnes de gamle telefonbøger. Her blev ryggen skåret af, og papiret blev sendt i stengangen. Dette papir blev brugt til toiletpapir (0-0). Ryggen fra telefonbøgerne blev brugt til optændingsbrænde i mange papirarbejderhjem.

Under krigen blev det sværere at få råmateriale og garniture (virer og filte m.m.). Vi skulle derfor være mere omhyggelige og reparere mere end tidligere. Jeg var god til at sy, så jeg har ordnet mange virer og filte i den tid. Virer og filte bestilte fabrikken ellers hjem i bestemte mål, så de passede til de respektive papirmaskiner.

Vi måtte ikke ryge ved maskinerne, men der var ikke forbud mod at drikke. Der har såmænd ikke været de store problemer med drikkeri på virksomheden.

Om søndagen blev maskinerne efterset, og der kom nye filte og vire på papirmaskinerne. Der var mange, der gerne ville have tjansen om søndagen, det gav en god løn. Ellers kan man ikke sige, at papirarbejderne var godt lønnede, men det var fast arbejde, og så var der altså af og til noget ekstraarbejde. Man sagde, at man havde arbejde for livet, hvis man ville, når man først var kommet ind på papirfabrikken. Det er også min fornemmelse, at mange folk kom ind på fabrikken, efter at de havde været soldat i Næstved.

Portnerne var ældre papirarbejdere, og flere af dem var blevet en smule handicappet ved arbejdet. En af deres opgaver var at samle trærammer til forsendelse af papiret. Vi havde en savskærer, som savede træ ud til de her rammer.

Efterhånden blev hollænderne afløst af pulpere på Gl. Maglemølle, og det gjorde arbejdet lettere. Nu kunne man køre ballerne med råstof direkte i pulperen. Førhen skulle man tage råmaterialet i flager og strø det i hollænderen. Vi fik også en fin kantinebygning med bade  og omklædningsforhold.

Da PM 7 blev nedlagt, kom jeg en overgang ind til PM 8, og siden blev jeg overflyttet til Ny Maglemølle, hvor jeg som den første blev fuldtidsansat af fabrikken som formand for fagforeningen. Det blev så mit job at modtage de nye arbejdere, vise dem til rette og få dem til at føle sig hjemme. Der var ingen problemer med at få folk organiseret, det gik automatisk.

Jeg kom ind i fagforeningens bestyrelse i 1954. Jeg har kendt flere formænd: først Peter Brandorf, så Chr. "Jyde", der hed Chr. Jensen men skiftede til Chr. Toft, så kom Jørgen Jørgensen. Han var uldjyde og kunne snakke. Jørgen Jørgensen blev fuldtidsansat i fagforeningen og havde et lille kontor i Riddergade. Da han blev forbundsformand i 1953, blev det kassereren, der blev fuldtidsansat. Kassereren blev Kaj Laidecker. Efter Jørgen Jørgensen blev Sindbæk formand   han blev siden salsmester   dernæst Axel Pedersen, og da han døde i 1961, blev jeg formand, og det var jeg til 1979, hvor jeg gik på efterløn. Det blev en tradition, at næstformanden skulle komme fra den anden papirfabrik i byen, så ikke både formand og næstformand kom f.eks. fra Gl. Maglemølle. Kaj Laidecker fortsatte som kasserer frem til ca. 1970, og derefter blev hans arbejde på kontoret overtaget af en kontordame.

I min tid som bestyrelsesmedlem købte fagforeningen ejendommen i Nøddehaven, hvor vi senere fik kontor. I 1957 blev jeg tidsstudietillidsmand. Jeg gik på kurser blandt andet i Esbjerg et par måneder. Jeg overværede så tidsstudierne på fabrikken. Jeg ved såmænd ikke om folkene var bekymrede for de her tidsstudier, men sådan var tiden. Arbejdet skulle gøres så rationelt som muligt, og forholdene blev da ikke værre.

Fagforeningens møder blev en tid afholdt i Bygningen, Fællesorganisationens hus, dernæst på Axelhus, og vi har også holdt møder i fabrikkens kantine.

Da jeg blev fagforeningsformand i 1961, har vi nok været 12 1400 medlemmer her i Næstved. Vi var en af byens store og toneangivende fagforeninger. Jeg var også med i forretningsudvalget i Fællesorganisationen.

Min første dag som formand blev ellers noget dramatisk, da kvinderne strejkede netop på det tidspunkt. Men det gik. Vi har haft det nogenlunde fredeligt. Men det kunne af og til gå op i en spids. F.eks. da driftsbestyreren en gang sagde: "Det er ikke pøblen, der skal bestemme på fabrikken". Det tog folk, som om han sagde, at de var pøblen, og så gik de hjem. Det kom der en sag ud af, men fabrikken frafaldt kravet om bod på grund af ulovlig strejke, og tingene faldt på plads igen.

Driftsbestyreren var leder af både Gl. og Ny Maglemølle. Jeg har aldrig følt, at ledelsen så skævt til mig, fordi jeg var fagforeningsformand. Forholdet til ledelsen var ganske udmærket. Fabrikken kunne også være behjælpelig med lån til papirarbejdere f.eks. hvis de skulle købe eget hus. Til jul havde vi en julekomsammen, hvor fabrikken gav kaffen, kagen og tobakken.

I fagforeningen havde vi hvert år en stor juletræsfest. Jeg mener, at det var 1. nytårsdag. I begyndelsen foregik det i Bygningen, hvor vi havde både store og lille sal. Festudvalget sørgede for godteposer, juletræ, underholdning m.m. Juletræet var roterende, og børnene gik i et par rundkredse rundt om træet i den modsatte retning af, hvad træet drejede. Der var julenisser, der hjalp til med at underholde børnene, gå med om træet og så videre. Vi havde levende orkester, og selv om festen absolut var for børnenes skyld, så kunne de voksne også efter et vist klokkeslæt tage dem en svingom.

Vi havde også en årlig sommerudflugt. Det var en stor dag, og vi kom mange forskellige steder blandt andet til Sverige.

Gl. Maglemølle lukkede, mens der var fuld beskæftigelse i Danmark, så folk rejste blot hen til et andet arbejde. Det blev ikke oplevet som den store ulykke.

Samtalen fandt sted i 1993 og indgår i Keld Dalsgaard Larsen: Dansk papirindustri. Mennesker, teknologi og produktion 1829-1999 (2000)

Stikord:

Maglemølle Papirfabrik, papirmaskinerne, fagforeningen. Tiden ca. 1936-1979.

15. april 2020