BENNY PEDERSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

SILKEBORG PAPIRFABRIK – SEDDELFABRIKKEN

Jeg har været ansat på Silkeborg Papirfabrik fra 1949 til 1994 plus et par år som efterlønner. Jeg er født i 1934 og kom på Silkeborg Papirfabrik i 1949 som arbejdsdreng i Seddelfabrikken. Jeg havde godt nok to fætre på fabrikken, men det var ikke gennem dem, jeg kom ind. En kammerat fra gaden arbejdede der, og en dag fortalte han mig, at hvis jeg ville have noget arbejde dernede, så skulle jeg møde mandag morgen. Det gjorde jeg og blev antaget af bøttemester Lindqvist den 10. oktober 1949.

De første par år havde jeg nogle problemer med at komme op om morgenen. Jeg var lige ved at blive strittet ud. Men det sidste år kom jeg hen at bo hos min bedstemor, og hun sov ikke over, og så gik det.

Jeg begyndte som filtsnapper ved Holger Madsen og blev så senere lægstoldreng hos Viggo Louring. Det meste af min tid var jeg arbejdsdreng hos Viggo Louring, og vi havde et fantastisk godt forhold. Viggo Louring var billettør omme i biografen, og jeg havde derfor en opgave i middagspausen med at barbere ham i nakken og ordne hans hår, da han gerne skulle se pæn ud i biografen. Mit gode forhold til Viggo Louring var nok en medvirkende årsag til, at jeg som 18-årig kom over på fabrikken.

På Seddelfabrikken var der nogle hårde mænd, f.eks. Anton Jensen og Aksel Laursen. Men vi drenge havde altid tillidsmand Willy Christiansen at gå til. Ham var vi dus med, og han støttede os. Anton Jensen var en af dem, som godt kunne være ude med lappen, hvis han da ellers kunne fange os drenge. Og Aksel Laursen skulle man ikke være fræk overfor, når han havde været en tur i byen.

Jeg husker en episode. Vi havde to toiletter på Seddelfabrikken, et med et pissoir og et, som kunne låses. Det sidste toilet brugte damerne ovenpå, når de af og til kom ned til os i øselokalet som afløser, hvis en dreng var syg. Vi drenge brugte også det toilet, hvis vi ville ryge. Aksel Laursen ville også have det for sig selv. En dag bliver Aksel Laursen stiktosset på os to drenge, da vi havde optaget det her toilet, og han smider en målepinde efter os og rammer den anden dreng på benet. Det ser Kurt, som var en stor rødmosset mand, og han går lige så stille hen, samler målepinden op, går hen til Aksel Laursen og lægger den, idet han sætter ham op på bordet og siger: ”Det gør du ikke en gang til!”. I det store hele havde vi det fint.

I dag kan man godt sige, at vi loppede den lidt af. Vi havde de her 11 poster, som de enkelte bøtter skulle nå i løbet af dagen. Bøtten lavede 2 poster og holdt så ½ times pause, så 2 poster og igen en ½ times pause og fra frokost var det vist 1½ post og så kom den lange middagspause til kl.13.30. Det kunne man godt holde til. Jeg har været med til at gauske men ikke at øse.

Vi var oppe på fem bøtter, og ved hver bøtte var vi to drenge. Så vi har været 10 drenge og så en dreng i filtvasken. Drengen i filtvasken hjalp også til med at vaske filt i den gamle bøtte.

På Seddelfabrikken var Lindqvist mester, og han havde kontor med store vinduer ind til øselokalet. Men der var altid sorte gardiner for de her vinduer, så han så ikke ud til os. Når jeg de første år kom for sent, skulle jeg melde mig hos ham, og hans svar var altid, at så kunne man smutte hjem og sove videre og komme igen til middag. Så måtte jeg cykle hjem igen.

PÅ FABRIKKEN – VED MASKINERNE

På fabrikken var det A.G. Hansen, som var mester, men jeg mindes nu ikke, at det var ham, som antog mig. Jeg fik bare besked om at møde på fabrikken, og jeg startede ved den gamle klipper 5 som bagmand hos Peter Roien. Han var en dejlig rund mand, og han havde to brødre på fabrikken. Rare folk. Min opgave som bagmand var at passe strimlerne og sørge for, at de kom i udskudsbunken. Når vi skiftede rulle, skulle jeg stå i den modsatte side og hjælpe med at skifte. Og så feje og køre udskud ud. Det var til at holde ud. Presseriet kom vel først op i 1970’erne.

I Glitten var der nogle af de gamle mænd, som var nogle små konger. De havde nok det privilegium, at hvis de var utilfreds med en mand, kunne de anmode om at få ham fjernet og få en ny. Men det har jeg nu ikke været ude for, jeg har haft det nogenlunde godt med de fleste. Der var tre glitteformand, en til hvert skift. Af de gamle glittemænd kan jeg huske Paludan Møller, Nielsen fra Lysbro og Svend Pedersen, senere kom Oswald Lindstrøm til. Det var ret nyt med glitteformand i 1950’erne, tidligere havde værkførerne opsyn med glitten.

Vi havde fem klippere: En skråklipper, to ens klippere, hvoraf klipper 5 var den ene, en stor klipper med svinghjul, som kun klippede et ark ad gangen og så mærkeklipperen. Klipperen med det store svinghjul blev kørt af en, som hed Andersen. Han var bror til den tidligere mester på salen. Peter Laursen og ”bedstefar” kørte mærkeklipperen.

Jeg var på treholdsskift ind til 1965, og det var såmænd udmærket. De ældre ved klipperne blev ved klipperne, mens vi unge mere blev flyttet rundt på fabrikken. Jeg kom ind til papirmaskinerne.

Som 27-28-årig kom jeg i lære som maskinfører, og dengang var det helt uhørt, at en så ung mand fik den plads. Da jeg holdt op, var det helt andre tider, og da kom de jo nærmest direkte fra gaden og ind til at blive oplært som maskinfører. Men dengang var jeg den yngste, som kom ind til ”kongernes palæ”. Maskinførerne var i højere grad end folkene i glitten små konger. Det kommer man nok ikke uden om.

Værkførerne afløste to time senere end det almindelige mandskab, og så gik de deres runde. Nogle af værkførerne ville altid have, at man skulle ”forbedre” produktionen. Og det vidste vi. Ved glitten kunne vi gøre det, at når værkføreren havde godkendt en glitteprøve, så lagde vi prøven til side, og når han så kom forbi igen for at tage en ny glitteprøve, så vidste vi ham den gamle, som han så godkendte. Det blev man simpelthen nødt til, for ellers ville de hele tiden have ”forbedringer” i stedet for bare at lade en produktion, som gik godt, køre videre. Når værkfører Harry Funderskov kom ved papirmaskinen, vidste vi, at han altid ville have papiret bedre. Vi tog derfor vor forholdsregler på forhånd ved at trække vandet lidt tilbage. Hermed menes, at sugekasserne suger hårdere og herved ”trække (mere) vand” fra viren. Det bevirker, at fibrene ikke får så meget tid til at falde på plads, og papiret bliver mere ”skyet”, mindre gennemsigtigt og mere ujævnt. Papiret bliver med andre ord lidt dårligere ved at ”trække vandet tilbage”. Når Harry Funderskov så kom og så på papirbanen, kunne han se, at papiret var ”skyet”, og så kom ordene: At det skulle være bedre. Det var så ordren, hvorefter vi igen lettede på trykket i sugekasserne (stillede vandet frem), hvorved fibrene fik lidt bedre tid til at falde på plads, og papirbanen blev mere jævn og gennemsigtig. Alle var herefter tilfredse. Harry Funderskov havde fået ”det bedre”, og vi kørte med maskinen, som vi hele tiden havde planlagt.

Ved papirmaskinerne havde hver mand sin plads. Dengang var der maskinfører, forskærer, pressemand, filtpasser og smøremand (bagmand). Man kan godt sige, at smøremanden var maskinens kuli. Maskinføreren var maskinens leder, og han skulle også have et vist lederinstinkt. Enkelte maskinførere var for gode af sig, og det blev udnyttet af kollegerne. Jeg kan huske en episode.

Når vi skiftede filt, havde hver mand sin plads, og smøremanden gik altid ved kamhjulene og satte kroge i, mens maskinføreren gik foran og passede kranen. Jeg var forskærer ved maskinen, men havde fri den dag, og så rykkede man op i graderne og en afløser kom ind til maskinen som smøremand. Men denne mand ville ikke ind og gøre smøremandens opgave ved kamhjulene, og det var lige før, at maskinføreren selv måtte gøre arbejdet. Det fik jeg at vide, og jeg skældte ud. Det lignede ikke noget. Så en dag skulle vi skifte den nederste tørrefilt helt nede ved vådenden, og vi manglede igen en mand. Værkfører Willy Hansen kom så med afløseren, og det var den her gut. Jeg sagde ligeud til Willy Hansen, at ham ville jeg ikke arbejde sammen med, så enten gik han med ham igen, eller også måtte han finde noget andet arbejde til mig. Og jeg var indstillet på at gå. Willy Hansen så noget på mig og gik så med manden igen og kom med en anden. Man blev nødt til at markere sig på den måde for at vise, at man ikke fandt sig i hvad som helst.

Driftsbestyrer Olsen havde også sin runde på fabrikken. Normalt blev vi adviseret ved, at Svend Sølvsten kom forbi lidt før, Frederik Olsen kom. Nogle begyndte så at foretage sig lidt bare for at se ud, som om man foretog sig et eller andet. Men det var der nu ikke nogen grund til. Hvis vi sad på vor røv, så var det jo kun tegn på, at alt gik, som det skulle. Pressemanden kunne dog altid gå lidt rundt ved viren. Forskæreren havde sin bog at føre, og maskinføreren havde også sit. Men ellers var det først og fremmest overvågning af maskinen.

Vi var dus med alle værkførerne, men der var selvfølgelig en vis respekt ved dem. Og flere af dem sørgede også for at markere, hvem det var, som bestemte. Nogle af dem var så perfektionistiske, at det var en pestilens. Poulsen var en skræk for os, når han skulle i gang med at farve, så kunne det aldrig blive godt nok, og det kostede både en masse tid og en masse papir. Det samme kan man sige om maskinmester Dirks, som også kunne tage oceaner af tid, hvis det passede ham. Jeg husker en sag med kranen, som vi brugte, når vi tog rullerne af maskinen. Kranens bremser var jævnligt i uorden, men det kunne tage både en og to timer, før det blev ordnet. Men så fandt vi selv ud af, hvordan vi skulle gøre. Og det gjorde vi så. Det fandt Dirks ud af, og han blev tovlig over det. Det var hans område!

VIKING

Vi havde firmaidrætsklubben Viking, og her har jeg været med til det meste. I Seddelfabrikken gik jeg til gymnastik, som foregik på Borgerskolen. Vi havde bøttemager Carsten Kruse som gymnastikleder, og senere kom Vagn Johansen til. Johansen var smøremand på PM3 og bademester på den offentlige badeanstalt. Viking havde også badminton, håndbold, fodbold, tennis og kricket. Fabrikken havde en tennisbane. Der var også skydning under Silkeborghallerne. Jeg har ikke været med til tennis eller kricket.

Viking havde også de såkaldte Vikingrevyer. Det var især Bødskov’erne, som stod for dem. Jeg mener også, at Meinicke har skrevet til Vikingrevyerne.

Vi havde nogle pragtfulde fester i Viking, som blev holdt på Sønderport. Her deltog både arbejdere og funktionærer, og her kunne man godt drikke en bajer sammen til festen. En mandag efter sådan en fest havde smøremanden Bette-Jakob købt to bajere, som han knappede op, da AG kom forbi. Men da måtte AG forklare ham, at nok kunne man drikke en øl sammen til en Vikingfest, men det var så også det.

OPLÆRING

Jeg var vældig glad for at være ved papirmaskinen. Jeg blev forskærer og reservemaskinfører og begyndte en oplæring som maskinfører. Under denne uddannelse kom vi rundt til alle tre papirmaskiner, hvor vi så også kunne træde ind, hvis der var behov for det. I forbindelsen med oplæringen var jeg et år på laboratoriet, hvor jeg var sammen med Rahbek, maleren (Benderfeldt) og Egelind. Det var fine og kreative folk. Benderfeldt var kunstmaler og Jehovas Vidner, men han søgte aldrig at påvirke os andre. Egelind var en herlig fortæller, og man sagde, at hvis han havde oplevet alt, hvad han fortalte, så måtte han have været langt over 100 år.

Papirmester A.G. Hansen havde sagt til os, som var under oplæring, at vi ville komme ind som maskinfører i takt med, at de gamle trådte tilbage. Men så skete der det, at der kom en mand fra Maglemølle, som også var under oplæring, og han trådte ind og tog min plads. Det blev jeg noget sur over. Jeg gik nogle måneder på pladsen, og der skete ikke noget. Jeg vidste ikke, om jeg var købt eller solgt. Men det kunne ikke blive ved, og så gik jeg til AG og sagde, at når det var sådan, at han ikke ville holde det, han havde stillet i udsigt, så kunne jeg lige så godt komme på dagarbejde, for så ville jeg slet ikke have noget med papirmaskinerne at gøre. Jeg ville gå op til Henrik Boris og søge arbejde på Salen. Og det gjorde jeg. Henrik Boris sagde, at der nok ville blive noget på et tidspunkt, og så gik jeg tilbage til AG og sagde, at nu havde jeg søgt hos Boris og håbede på AGs velvilje, så jeg kunne komme på dagsarbejde. Der gik en rum tid, men så en dag mødte jeg AG ved lågen bag fabrikken om til Smedebakken. Han gav mig en dato, hvor jeg kunne begynde hos Boris. Jeg sagde tak, og så kom jeg på dagarbejde resten af min tid på fabrikken. Ja, det vil sige, de sidste år var jeg portner med skiftende arbejdstider. Men ellers var det dagarbejde fra omkring 1966, og det var også gode år.

PÅ PAPIRSALEN

Jeg kom op på Papirsalen. Her skulle man lige vænne sig til alle de damer. De kunne godt være lidt grovkornede, og man skulle ikke være for sart. Men det gik rimelig hurtigt med at vænne sig til det. Jeg kom til at stå ved en gammel skæremaskine. På Salen kom man til at arbejde anderledes hårdt end ved maskinerne. Ved maskinerne var det først og fremmest overvågning, mens man på Salen mere skulle knokle. Vi flyttede vel omkring 25 tons papir om dagen. Vi havde den regel, at vi højst måtte løfte 26 kg. ad gangen, så det blev til en del løft i løbet af dagen.

En mand, vi kaldte Stille-Hans, stod ved en skæremaskine på mellemsalen, og han havde også en tjans med at skære pengesedler i Efterlimeren. Stille-Hans’ skæremaskine blev bygget om til det, vi kaldte for en ”flying carpet”, som var en skæremaskine med et fødebord og et aflæggerbord. Flying Carpet maskinen betød en gevaldig lettelse i løftearbejdet. Det bevirkede også, at hvor man ved de andre skæremaskiner kunne klare de her normale 25 tons om dagen, så kunne man ved Flying Carpet komme op på 75 tons. Her kom jeg over for at hjælpe Stille-Hans, og vi skiftede til at skære og tage fra. Han skar for det meste, da han var den erfarne af os to. Men så holdt Stille-Hans, og jeg overtog opgaven og fik Walter Jørgensen som makker. Walter Jørgensen og jeg var makkere lige siden og havde et fint samarbejde. Vi arbejdede på akkord, som vi selv var med til at lave. Det gav helt godt. Og vi havde en god forståelse fra Boris’ side. Normalt var Walter Jørgensen skærer, mens jeg stod ved aflæggeren. Men når vi så skulle indarbejde en ny akkord, byttede vi funktion, hvilket gav et bedre udgangspunkt for os.

Henrik Boris kunne være en underlig mand. Vi havde den ordning, at når der kom en afløser, så fik han en ”gennemsnitsaflønning” ved akkorden. Men en gang kom Charley Laursen op og blev min medhjælper, og Henrik Boris havde sagt til ham, at han ville få sin normale timeløn og i øvrigt ikke skulle sige noget herom til mig. Det fik jeg at høre, og det kunne jeg ikke rigtigt acceptere. Jeg gik derfor til Boris og sagde, at Charley Laursen skulle have den samme aflønning som alle andre afløsere, for ellers kunne der ikke blive produceret så meget, som der blev. Produktionen ville simpelthen falde, hvis vi ikke holdt fast i den aftalte akkordaflønning også af afløsere. Henrik Boris blev noget utilfreds og gik i lang tid og skulede til mig. Men det endte da med, at vi faldt tilbage til den gamle ordning. Det var sådan med Boris, at hvis du havde ret, så så du ikke Boris i 14 dage eller tre uger. Men hvis han havde ret, så hang han over dig hele tiden. Men derudover var han en virkelig fin mester.

En gang skulle jeg på skærekursus i København i 3-4 dage, og Henrik Boris sørgede for, at jeg fik alle tænkelige tillæg til den tur. Henrik Boris kunne en eller to gange om ugen komme og sige: Jeg har et problem, kan I klare det. Og det drejede sig om, at der lige var noget ekstra arbejde, der skulle hastes igennem. Det sagde vi ok til, og fik en god betaling for. Men da vi fik Helge Hansen som mester, så ødelagde han den ordning ved at bede os om disse ekstra tjanser nærmest hver dag eller endog to gange om dagen. Og så holdt det jo op.

Henrik Boris fløjtede altid, når han gik rundt. Så ingen kunne være overrasket over, at han kom. Og gud-nåde-og-trøste dén, som så stod og røg, når han kom. Så faldt der brænde ned. Det var helt i orden efter min mening, for man kan under ingen omstændigheder hævde, at Boris sneg sig ind på nogen.

Skæremaskinerne skar normalt blot papiret over. Man kunne godt renskære papiret på skæremaskinerne, men det krævede mere manuelt arbejde og manuel indstilling. Flying Carpet maskinen renskar papiret på alle fire sider. Vi havde en fast mand i dagtimerne, som kørte papiret fra Glitten op på Salen. Om morgen når han kom, stod papiret i stakke nedenunder, og det kørte han så op ovenpå til Salen i løbet af dagen. Nogle gange kørte han papiret op på en lagerplads ved Salen, andre gange kørte han papiret direkte ind til pigerne, hvis det hastede. Pigerne ”sorterede”, ”bladrede” eller ”slog papiret op”, hvorefter det blev talt. Når papiret var talt, kom det ind til os ved skæremaskinerne, herefter gik det ind og blev pakket og kørt på lager.

Mange af damerne førte et hårdt liv. Arbejdsdrenge har mange gange været sendt op i byen efter tabletter, som de skulle have for det ene eller andet. Nogle af pigerne stod i træk og havde et stykke bart, og det gav problemer med årene. Andre tog for store læs papir og fik ondt i ryggen på den måde. De kunne være grove i munden, og man skulle kunne svare igen, hvis man ville begå sig på salen.

Efter min mening er damer et mærkeligt folkefærd på en arbejdsplads. De har svært ved at enes. Salen var sådan inddelt i fire sektioner, og de fire afdelinger kunne aldrig enes om noget. De så hele tiden en konkurrent i hinanden. Hvis nogle fra en sektion kom med et forslag, blev det altid stemt ned af de andre. Vi mænd gik aldrig og rettede på hinanden, bare arbejdet var så nogenlunde i orden, så var det godt nok for os. Men kvinderne ville have det helt perfekt. Og kvinderne kunne være hårde ved hinanden, gå og sladre om hinanden og den slags. Ind imellem var det bare med at gå og passe sig selv og holde lidt afstand.

Kvinderne sorterede, og jeg hentede selv mine læs til opskæring inde på Salen. Man kunne se på læssene, hvem der havde sorteret dem. Nogle piger kunne banke sådan et læs op, som var det mursten. Andre afleverede læs, som flød. Uden at se på sedlerne kunne jeg alene på læssene se, hvem der havde ordnet dem. Vi havde tre kontroltællersker. Og de var ikke altid lige vellidt af pigerne. Vi har været ude for, at en pige satte sig på et læs, så kontroltællerskeren ikke kunne passe sit job med at kontrollere arbejdet. Nogle gange har jeg måttet tilkalde en kontroltællersker, fordi jeg kunne se, at der var noget galt med et læs. Det var ikke vellidt, hvis jeg alt for tit kaldte på en kontroltællersker, men det kunne jeg være nødt til, for det var i sidste ende mig, som havde ansvaret.

Vi havde skæremaskiner på alle tre sale. Vi havde den store sal – i nybygningen fra omkring 1960-61 – og så de andre sale, som var i den gamle hovedbygning. I dag er der fjernet et stykke, så der er passage mellem den gamle hovedbygning og nybygningen, men dengang gik de tre sale ud i ét. Carl Pedersen var i den lille sal, hvor maskinen kunne renskære på tre sider. På denne sal sad et par kvinder og falsede papiret manuelt. Carl Pedersens maskine pressede så falsen. I den næste sal, den gamle sal, som vi kaldte den, stod flying capret maskinen, hvor jeg senere kom ind. Og inde på den store sal var der tre skæremaskiner, hvor jeg begyndte og i flere år stod ved den midterste. Nærmest Boris kontor stod den ældste skæremaskine, mens Chr. Ærø stod ved den sidste maskine. Den var lidt anderledes end de andre, men den lavede det samme. Men den var lidt træls at have med at gøre. På loftet var den såkaldte A4-linie, hvor Poul Erik Nielsen (Nol) stod ved en skæremaskine, som skar duplikatorpapir og A4-papir. Poul Erik havde en medhjælper, som ”fødte” båndet med papir, og så var der vist fire kvinder, som pakkede. Endelig var der skæremaskinen i Efterlimeren, hvor jeg skar pengeseddelpapir. I Efterlimeren var der vist seks piger, og de var lidt mere end de andre, sådan små dronninger. I Efterlimeren stod også en tællemaskine.

Vi kunne redde en del papir ved skæremaskinerne, men det blev der nu ikke tænkt så meget på dengang. Vi var på timeløn, og om vi reddede 800 kg eller kun 300 kg, var sådan set ikke noget, som blev bemærket.

Pigernes stod ved vinduerne, og man kan nærmest tælle vinduerne og så sige, hvor mange piger, der var på de tre sale. Vi var vel omkring 45 mennesker i alt. Der var også tre hold pakkere og i kælderen var der 4-5 piger og en mand, som stod ved pakkemaskinen.

MARKETENDERI

Til at begynde med havde vi et lille marketenderi, som Niels Købmand stod for. Det lå ned ad trappen, hvor man gik op til kontoret. Niels Købmand havde købmandsforretning i Søgade. Han havde åbent om morgenen en halv eller hel time, igen åbent kl.13.30 og også åbnet om aftenen til natholdet. Det var lagt an på, at de forskellige skiftehold lige kunne få købt ind af drikkevarer, brød og cigaretter. Jeg synes ikke, at drikkeri var det store problem, men der var da nogle, som drak vel rigeligt. Vi havde en mand, som hver dag købte en spand øller – han kom med en spand med tomme flasker og fik så en ny forsyning til sin vagt. Han drak ikke sammen med andre. Rundt om på fabrikken havde vi damprør og hist og her var der en bøtte med vand, hvor man kunne lukke damp ind og herved opvarme vandet. Her kunne man stille sin kaffeflaske – en sodavandsflaske med patentprop – og få den varm. Og hvor opvarmet kaffe normalt ikke smager ret godt, så var der ikke noget at klage over ved den her kaffe. Den smagte fint.

Vi fik kantine, som også var marketenderi, hvor man kunne købe ind til sin vagt. Kantinen var til dagarbejdere, mens folkene ved maskinerne spiste ved maskinen.

FABRIKKEN OG MEDARBEJDERNE

Fabrikschef Frederik Olsen blev afløst af Maglegaard Andersen, og det indvarslede nye tider. Maglegaard Andersen var en prægtig mand. Vores søn havde noget sommerferiejob på fabrikken, og jeg gik til Maglegaard Andersen for at høre, om sønnen ikke kunne komme i lære som smed hos maskinmester Schmidt. En dag blev jeg kaldt ind på kontoret, hvor Maglegaard Andersen prøvede at overtale Schmidt til at tage min søn i lære. Men det kunne han ikke rigtigt overskue på det tidspunkt. Maglegaard Andersen spurgte så Schmidt, om der ikke kunne findes en løsning med Hvidtved Larsen. Med andre ord Maglegaard Andersen tog sig af sagen. Der gik så nogen tid, hvor jeg intet hørte, men så en mandag kom Boris og spurgte, om jeg havde set fredagsavisen. Det havde jeg ikke. Boris fortalte, at der havde været en annonce om en læreplads på DAB, så han foreslog, at jeg hentede min bil, så vi kunne køre over på DAB for at høre nærmere. Vi kom over på DAB, og om onsdagen begyndte min søn i lære på DAB. Det fortæller jo lidt om, at fabrikken også interesserede sig for vore børns ve og vel.

Efter Maglegaard Andersen kom Finn Henrik, og han var ikke min kop te. Jeg husker et møde, vi på Smedebakken havde med ham i begyndelsen. Finn Henrik startede med at sige, at nu skulle vi jo snakke om tingene, og så kom han med et forslag om at få bygget carporte til alle husene på Smedebakken. Jeg foreslog, at man i stedet fik nogle nye vinduer i nordsiden. Men hans reaktion var blot: ”Nu er det altså mig, der bestemmer”. Jeg var helt paf og sagde, at jeg troede, at vi skulle snakke om sagerne, men det skulle vi åbenbart ikke. Og så rejste jeg mig og gik. Finn Henrik var på mange måder emsig. Han kontrollerede os i porten fra privaten, hvor han stod og kiggede i kikkert ned til os. Så en dag – da Finn Henrik ikke var hjemme – smuttede Finly Rimenschneider op og plantede et birketræ på skråningen lige i synsfeltet. Birketræer vokser hurtigt. Og vi kendte selvfølgelig intet til det.

SMEDEBAKKEN

Vi flyttede ned på Smedebakken i 1962. Vi boede i Ågården i Ågade, og vi var på udkig efter et hus. Også i Ågade. Et lille hus til 19.000 kr. Min tante og onkel ville gerne kautionere, og jeg havde også en opsparing – 150 kr. om måneden i en spareforening, vi havde på fabrikken. Vi gik op i Handels- og Landbrugsbanken, men den ville ikke hjælpe os. Det blev i hvert fald ikke til noget. Jeg så så efter en lejlighed på Smedebakken, og jeg havde også nogle kammerater, Tage Sørensen og Leo Nielsen, som boede dernede. Vi søgte en lejlighed og fik den. Det var en lejlighed med et lille køkken på 8 kvadratmeter, en stue på 12 kvadratmeter og en stue på 24 kvadratmeter og så et lille toilet. Der var en hønsestige op under loftet, og her sov hele familien. Vi flyttede først soveværelset nedenunder, da vi fik en dobbeltlejlighed omkring 1974. Vi fik lagt nabolejligheden til vor egen lejlighed. Det var dejligt, og vi var nogle af de første, som fik sådan en større lejlighed. Vi fik først vekselstrøm i 1974, og det var noget besværligt. Vi fik et køleskab, som kunne gå på jævnstrøm.

Huslejen på Smedebakken var bestemt rimelig. De første år var det 25 kr om måneden. Så kom en lov, som bestemte, at den gamle boligmasse skulle være med til at gøre nybyggeriet billigere, og så steg huslejen til 88 kr.

Vi fik bad på Smedebakken i 1984, da vor søn Per og en kammerat til vort sølvbryllup ordnede det for os. Det var noget af det bedste, som der var sket for os på Smedebakken. Indtil da var vi vant til at tage vore børn med ned på papirfabrikken en gang om ugen for at bade. Der var to baderum, hvor man kunne hente nøglen i porten.

På Smedebakken blev jeg interesseret i brevduer. Vi var flere på Smedebakken, som havde brevduer – Due-Karl, Leo Nielsen, Poul Erik Nielsen, Finn Andersen og jeg. Jeg tror, jeg havde brevduer fra 1966 til 1992. Årsagen til at jeg holdt op var, at jeg var kommet med i noget bestyrelsesarbejde, og det tog om sig. På et tidspunkt ville jeg gerne trappe ned, men det kunne der ikke være tale om. Jeg besluttede så helt at droppe brevduerne, og herved slap jeg så for bestyrelsesarbejdet.

Jeg havde i mange år dobbelthaver. Bagved Smedebakken var der kolonihaver, og tidligere havde mange funktionærer haver her. Men det ebbede lige så stille ud, og så erobrede vi haverne. Jeg har brugt rigtigt meget tid i de haver og dyrket stort hele alle de grøntsager, vi brugte.

På et tidspunkt droppede jeg vort oliefyr, og så fyrede vi med koks – som vi i mange år købte i Tyskland til halv pris – og ellers med træ, som vi sankede rundt om på området. På den måde fyrede vi billigt på Smedebakken.

Vi kom jo til at kende hinanden godt på Smedebakken. Ind imellem næsten for godt, men det finder man jo ud af. Den øverste blok var lidt af en gennemgangslejr, men nede i vores blok blev vi boende. Vi spillede meget kort. Mange havde små lysthuse og her blev der spillet kort. Børnene havde det pragtfuldt, de havde et kæmpe areal, hvor de kunne lege, lede efter fuglereder og den slags. Nu er det helt forandret. Jeg tog det ærlig talt lidt nær, da det skete. Men i dag kan jeg godt se, at det nok var lidt spild af god plads heromme.

Jeg har aldrig tænkt på at søge andre steder hen. Det var forholdene ikke til. Jeg var den ældste af 7 søskende, og vi levede – kan man vist godt sige – under små kår. Vi havde ikke meget at rutte med. Min far var arbejdsmand og gik meget arbejdsløs. Han har været med til at lave ringvejen til Lysbro, grave den ny bådehavn ud i Indelukket og skovle sne om vinteren. En gang havde han gået arbejdsløs så længe, at han måtte hen på Socialkontoret på Markedspladsen for at få nogle penge. Men her sagde de, at han ikke kunne få penge, da han havde en søn på papirfabrikken, som kunne spæde til i familien. Og dengang tjente jeg 49 kr. om ugen. Men sådan var forholdene, og vi klarede den alligevel.

Samtalen fandt sted i oktober 2005.

Stikord:

Silkeborg Papirfabrik, håndgjort papir, ved maskinerne, firmaidræt, Papirsalen, Smedebakken. Tiden ca. 1949-1994.

15. april 2020