HANS KURT PEDERSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

KARTONFABRIKKEN

Jeg er årgang 1950 og stammer fra en lille landsby mellem Vejle og Billund. Jeg flyttede til København for at læse på universitetet, men på et tidspunkt udeblev resultaterne og dermed Statens Uddannelsesstøtte, så jeg stod uden penge. En kammerat fortalte, at der ude på Nørrebro var en fabrik, som tog folk ind fra gaden, så der søgte jeg ud. Sådan kom jeg på Kartonfabrikken i 1972. Kun for at tjene lidt penge, ind til jeg igen kunne begynde at studere. Men jeg er blevet hængende i papirindustrien lige siden.

Arbejdet på Kartonfabrikken var varmt og beskidt, men vi havde det alligevel rigtigt godt. Fabrikken var en gennemgangslejr, en svingdørsfabrik med nogle faste folk, som havde de gode jobs, og så en masse løsarbejdere, som havde de dårlige jobs. Et af de første jobs, jeg kom til, var inde under tørrepartiet i 50-60 graders varme for at hive en kæmpe bunke papir ud. Modbydeligt og varmt var det. På et tidspunkt, hvor jeg hev og flåede i skidtet, stak værkføreren hovedet ind: ”Kurt, du ser lidt varm ud, kom du hellere ud og gå ovenpå og drik en bajer”. Det gjorde et stort indtryk på mig, at det var en værkfører, der sagde sådan. Jeg begyndte før den egentlige mekanisering, så ved banebrud var det varmt og beskidt. Der var heller ingen niveauregulering i karrene, de var manuelt styret.

Med tiden steg jeg i graderne, om man så må sige. Når man møder hver dag og ikke siger nej til noget og ellers passer sit arbejde, så sker det automatisk. Det skete også for mig på Kartonfabrikken.

Kartonfabrikken havde to kartonmaskiner – den gamle KM 1 og KM 2. De stod ved siden af hinanden kun adskilt med en række søjler, nogle skabe og arbejdsborde. Bredden på de to maskiner var vist nok 320 centimeter. I store træk kunne de to maskiner lave det samme, men KM 1 kunne gå højere op i gramvægt, helt op til 800 gram, og det er ekstremt højt. Men så gik det også meget langsomt. KM 1’s tørreparti var kortere og derfor kunne den ikke producere så meget. KM 2 kunne måske gå op til 500 gram.

KM 1 havde fem rundvirer plus langvire til dæklag, mens KM 2 havde syv rundvirer og ingen langvire. På et tidspunkt fjernede man rundvirerne på KM 1, så den kun kørte som langviremaskine.

Der var klippere og rulleværk ved begge kartonmaskiner. KM 1’s bane kørte direkte ind i klipperen, en såkaldt dupleksklipper til to formater. Den fulgte så maskinhastigheden og banens spænding m.m. På KM 2 kørte man op på tambour og kom papiret fra tambouren til klipperen.

Vi kørte af og til småruller. Det normale var en eller to baner. Men vi kunne køre med op til fem baner. Det var et værre bøvl. Der var både mange ruller at holde styr på, og så skulle diameteren kun være 60 centimeter på de små ruller mod normalt 120 centimeter. Når vi kørte med de små ruller, var der flere ting, som skulle være i orden:

For det første skulle maskinføreren sørge for, at papirbanen var jævn. Så banerne fulgtes parallelt hele vejen og ikke greb ind i hinanden.

For det andet skulle knivene være skarpe og stå præcist, som de skulle i forhold til de rør, papiret skulle rulles op på. Den mindste afvigelse kunne resultere i, at rullerne greb ind i hinanden. Arne finjusterede rulleværket. Rullemaskinføreren skulle også skifte knivene, men det tog kun et øjeblik.

For det tredje var det om at få rullerne væk så hurtigt som muligt. Det sørgede Jann for.

Vort lille team kunne få det til at køre. Nok også fordi vi var så dovne. Den dovne maskinfører er den bedste, for han sørger for, at alt er i orden. Vi var faktisk tre i teamet, som havde læst på universitetet. Jann og Arne havde begge læst biologi. Jann skulle lige have et sommerferiejob på Kartonfabrikken – og blev altså lige som mig hængende.

Der var altid en vis konkurrence mellem holdene om at gøre det bedst. Og vi havde også en vis interesse i, at det kørte. Både økonomisk og arbejdsmæssigt.

Maskinerne var frygtelig gammeldags, da jeg begyndte i 1972-73. De havde ikke engang gramvægt eller fugtighedsmåler på KM 1. Man havde en fugtighedsmåler på KM 2, men det var kun til at holde øje med fugtigheden. Måleren styrede ingenting. Hvis man ville have besked om gramvægt og fugtighed, måtte man rive en bane ud og analysere den. Og ellers brugte 1. skæreren sin håndflade til at mærke på papirbanen, om den var ok. Og hvis den føltes lidt for våd, så fik den lidt ekstra damp.

Jeg har aldrig kørt med bronzevire. Kun hørt om dem – og om hvor skrækkeligt det var. På Kartonfabrikken skiftede vi normalt vire en gang om året. Filtene var uldfilte i begyndelsen, og de holdt ikke længe. Til gengæld var de nemme at skifte. Vi gik over til nålekunststoffilte, som var nogle stive nogle, som var meget besværlige at skifte. Til gengæld holdt de noget længere. Når vi skiftede, så pillede vi filtene af den sidste nat, og satte nye på mandag formiddag.

Rullerne blev kørt ud på en palle med en slags palleløfter ud på en rampe, hvor så trucken kom og hentede dem. Der blev ikke kørt på lager i week-enden – da vi kørte 7-døgns – så vi skulle passe vældigt på at få stakket rullerne ordentligt fra starten. Ellers fik vi baglandet fyldt op, så vi dårligt kunne være der.

Bemandingen pr. skift var omkring 1972: I hollænderi: hollænderformand, hollændermand 1 og 2 og endnu en mand. Ved KM 1 var der til at begynde med en strainermand, en maskinfører, en reservemaskinfører, en pressemand, 1. og 2. skærer, rullemaskinfører og rullemedhjælper. Ved KM 2 var der maskinfører, reservemaskinfører, pressemand, limkoger, 1. og 2. skærer, rullemaskinfører (klippefører) og rullemedhjælper (klippemedhjælper).

Pressemandens arbejde var at styre viren og pressefiltene. Men så kom den automatiske filtstyring og så forsvandt pressemanden. Strainermanden passede rensningsanlægget. Men han gled ud ret hurtigt.

Derudover var der to på laboratoriet, et par afløsere, et par værkførere og nogle klippemedhjælpere. Alt i alt ca. 30 mand pr. vagt omkring 1972.

I 1979 var bemandingen: I hollænderiet: 1 holllænderformand, hollændermand 1 og 2 og endnu en mand. På KM 1 var der maskinfører og reservemaskinfører i tørenden, en 1. skærer, en rullemaskinfører og en rullemedhjælper. På KM 2 var der samme mandskab som på KM 1, dog havde den maskine stadigvæk også en limkoger. Og så var der nu en enkelt afløser, et par på laboratoriet, et par værkførere og nogle klippemedhjælpere. Alt i alt 24 mand pr. vagt, da Kartonfabrikken lukkede i 1979. Og døgnproduktionen på KM 1 var 60-75 tons og på KM 2 100-130 tons.

Det var god kutyme på Kartonfabrikken – og det har det også været i Silkeborg og i Grenaa – at man mødte 10-15 minutter før for at høre, hvordan det kørte.

Maskinføreren var sjakbajs. Og tjente mest. Så vidt jeg husker, var der fem løngrupper på fabrikken med maskinførerne i den øverste gruppe og løsarbejderne i den nederste gruppe.

Arbejdet var skifteholdsarbejde. Og som man siger: Formiddagsturen er træls ad H. til, fordi man skal så tidligt op om morgenen. Eftermiddagsturen er træls ad H. til, fordi man ikke kan besøge venner eller se TV. Og natturen er træls ad H. til, fordi man da skal sove om dagen. Men lønnen var udmærket også takket være skiftehold og skæve arbejdstider.

Til at begynde med arbejdede vi på treholdsskift i 6 døgn. Vagterne var – som alle steder – kl. 6-14, kl. 14-22 og kl. 22-6. De 6 døgn gjorde, at vi havde en masse afspadsering, så ca. hver tredje uge afspadserede vi tre dage. Fabrikken havde ekstra mandskab til at dække afspadseringen.

På et tidspunkt gik vi over til kontinuerlig syvdøgnsdrift. Det havde vi vel i en tre år. Vi var kun fire hold til at dække det, så vi kørte med mange sammenhængende arbejdsdage og så fri henholdsvis fem og syv dage. F.eks. fem formiddage, så en week-endvagt med 2 x 12 timer og så eftermiddagstur fra mandag og frem til fredag aften. Så havde vi fri til onsdag aften kl. 22 til natvagt og herefter syv natture, hvoraf to var i weekenden fra kl. 18 til 6 morgen. Og så en uge fri. Det var hårdt. Man enten arbejdede eller havde fri. Arbejderne var positive overfor det, vi ville gerne have pengene og de sammenhængende fridage. Fabrikken gik så på et tidspunkt tilbage til seksdøgnsdrift, da tiderne blev dårligere.

Jeg var i et virkeligt godt lille team. Og vi havde vore traditioner. Blandt andet vor lørdagsfrokost. Den var streng uofficiel. Den startede med, at vi gennemgik alt på maskinen, så den bare kørte og ikke gjorde kludder, mens vi spiste. Alt blev minutiøst gennemgået. På et passende tidspunkt blev der dækket op. Hver mand havde på skift sin opgave: Sild, lune retter, brød, brændevin eller at hente bajere i automaten. Og så sad vi ellers og dinerede til stor misundelse for det andet hold, som ikke kunne finde ud af at lave det samme selv. Men vor maskine producerede mindst lige så godt under frokosten som til andre tider. Det sørgede vi for.

Under sådan en frokost kunne vi godt sidde og drøfte forskellige forhold. Jeg husker engang, at Knud – som var i vådenden – sagde, at han syntes, at folkene ved rulleværket havde lidt svært ved at komme op i vådenden, når de havde problemer. Hertil svarede en fra rulleværket, at de da også havde bemærket, at folkene ved vådenden holdt sig væk, når de kørte med smårullerne. Det blev hørt, og næste gang vi kørte småruller, så stod Knud der og hjalp til. Arne var rullefører, og Jann var også ved rulleværket. I tørenden som vi sagde.

At vor frokost alligevel ikke var så hemmelig, vidner følgende episode om. Vores produktionschef kom ind til os en lørdag. Det var højst usædvanligt. Og denne mand kunne godt finde på at falde i snak. Det var forfærdeligt. Tiden for vor frokost nærmede sig. Jeg snakkede også med ham, og pludselig ser han på sit ur og udbryder: ”For dælen, klokken er blevet mange. Jeg bliver nødt til at smutte, så I kan komme i gang med jeres frokost”. Og os som troede, at det kun var værkføreren, som kendte til vor frokost!

Arbejdsulykker var der en del af. Det farligste sted var glitten på KM 2. Den havde ingen parerestænger, så her kunne fingrene komme ind. En ung mand mistede det meste af tre fingre. I dag ville det slet ikke være tilladt at køre med sådan en maskine.

En papirarbejder går altid rundt med større eller mindre brandsår. Ellers er man ikke en rigtig papirarbejder.

Der var en kantine på Kartonfabrikken, hvor vi kunne købe mad og drikkevarer. Os ved maskinerne havde ingen regulære pauser. Vi spiste ved maskinerne, når det kunne lade sig gøre. Normalt var der en mand, som sørgede for indkøb til natturen. På et tidspunkt kom der automat op både til mad og drikkelse.

Alkohol var et problem. Der blev drukket rigtigt mange bajere på Kartonfabrikken. Og det hændte, at folk blev sendt hjem. Men ikke fyret. Så skulle der mere til.

Jeg mindes engang, hvor en mand under natturen stod i 8 stive timer ved automaten og lige skulle drikke en øl med alle, som tilfældigvis kom forbi. De øvrige ved maskinen passede så hans arbejde. Og ingen drømte om at gøre indsigelser. Det kunne jo være en selv næste gang.

Kartonfabrikken havde firmaidræt. Jeg har spillet bordtennis. Hvis vi skulle spille kamp i arbejdstiden, fik vi fri med løn.

Kartonfabrikkens maskinbredde blev et problem. Vi fik en masse sidebaner, som vi ikke rigtigt kunne bruge til noget. På et tidspunkt sendte vi rullerne ned til Højbygård Papirfabrik til sammenstukning. Altså til sammenlimning af to baner, så det kunne bruges som en bane til bølgepapindustrien. Man så at sige fræser – kileformet – de to baners kanter og limer dem sammen. Det fungerede nogenlunde, og dog alligevel blev det aldrig helt godt. Det kunne ikke undgås, at der blev en pukkel ved sammenlimningen. Meget af vor produktion gik til Colon.

Kartonfabrikken var en ret anonym fabrik i København. Jeg havde aldrig hørt om den, før jeg tilfældigvis af en kammerat blev gjort opmærksom på dens eksistens. Vi var ikke nogen stor arbejdsplads.

Vi havde udmærkede forhold med hensyn til kantine, omklædning og vaskefaciliteter. Jeg kom til fabrikken enten med offentlige transportmidler eller på cykel. Ved energikrisen var der nogle af kollegerne, som måtte have dispensation fra søndagskørselsforbudet, når de skulle hjem fra nattur søndagmorgen.

Energikrisen betød også, at kedlen blev ombygget fra olie til kul. Det tog sin tid, og selv om vi havde en reservekedel i brug, betød det mindre produktion i en periode.

Vi var alle organiserede. Formanden hed Karl Pedersen og havde dagtur. Det samme havde kassereren. Så dem kunne vi altid få fat på. Generalforsamlingen foregik på Folkets Hus. Der var ikke den store ballade på møderne. Det gik stille og roligt.

Vi var en del af De forenede Papirfabrikker. Det vidste vi udmærket. Vi fik et firmablad, som holdt os orienteret om, hvad der foregik på de øvrige fabrikker. Da Frederiksberg Papirfabrik lukkede i 1975, kom nogle af folkene over til os. Det ærgrer mig i dag, at jeg ikke fik set Frederiksberg Papirfabrik i drift. Den var ret speciel, idet papirmaskinen blev drevet af en dampmaskine.

Lukningen af Kartonfabrikken i 1979 kom som et lyn fra en klar himmel. Vi vidste godt, at det ikke gik alt for godt. Vi havde blandt andet været på arbejdsfordeling. Men at det stod så slemt til, og at fabrikken i årevis havde kørt med drønende underskud, anede vi på gulvet ikke.

Den sidste tid på Kartonfabrikken var speciel. Begge kartonmaskiner fortsatte helt frem til lukningen. Men det kneb gevaldigt med mandskab. Mange søgte væk og fik andet arbejde. Jeg husker engang værkføreren kom hen til mig for at spørge, om jeg kunne tage overarbejde i mine tre sammenhængende fridage, torsdag, fredag og lørdag. Det kunne jeg ikke, sagde jeg, for om torsdagen skulle jeg ud at se på lejlighed med kæresten, og lørdag aften skulle jeg til fest. Den tyggede værkføreren på og så sagde han: Hvis du får fri torsdag til at se på lejlighed og fri lørdag aften til festen, og du får løn for alle timerne alt inklusiv, vil du så? På de betingelser sagde jeg ja. De var i vældig bekneb med at holde maskinerne i gang på det tidspunkt.

De forenede Papirfabrikker tilbød os arbejde på en af de andre fabrikker. En del fik arbejde på Colon, nogle på Maglemølle, men så vidt jeg husker, kom ingen til Dalum fra Kartonfabrikken. Jeg hørte om tilbudet nærmest tilfældigt i radioen på vej ud af døren til nattur. Og da jeg kom fra Jylland, var jeg sikker i min sag: Jeg ville til Silkeborg. Og det kom jeg i 1979.

SILKEBORG PAPIRFABRIK

Vi var fire, som kom fra Kartonfabrikken til Silkeborg. De forenede Papirfabrikker betalte turen for os, da vi skulle over og se på forholdene. Og de hjalp til med indskud til lejlighed, betalte flytningen og gav lidt ekstra (op til 5000 kr.). Så alt i alt hjalp de os fint med at skifte arbejde fra Kartonfabrikken til Silkeborg.

Jeg kom til at bo hos min makker fra Kartonfabrikken, Jann i den tid, jeg var i Silkeborg. Jeg havde ellers fået lovning på en lejlighed, men kæresten meddelte, at hun skulle læse på sygeplejeskolen i Holstebro og derfor ikke kunne bo i Silkeborg. Så kvittede jeg lejligheden og boede hos Jann i Addit.

Da jeg kom til København, kunne alle høre, at jeg var jyde. Da jeg kom til Silkeborg, kunne alle høre, at jeg var københavner. Sådan kan det gå.

På Silkeborg var jeg svineheldig. Jeg kom ind til PM 3, og her rejste et par af folkene, og én var ret ny, så jeg startede direkte med at komme i lære som maskinfører. Og så gik maskinføreren på efterløn, og Willy Donati blev fællestillidsmand. Så enden blev, at jeg efter kun et år var maskinfører. Det må siges at være lynkarriere.

Silkeborg Papirfabrik var en hel anden fabrik. En helt anden lugt – rene råvarer. Og fabrikken havde meget store krav til kvaliteten. Papirmaskinerne var relativt langsomme, men det var jeg vant til. Tre mand – som var vant til arbejdet – kunne slagte udskuddet fra papirmaskinen, lige så hurtigt som den kunne producere det.

Silkeborg Papirfabrik var også lidt af en svingdørsfabrik på det tidspunkt. Om end ikke så udtalt som Kartonfabrikken. Fabrikskulturen var vel også lidt anderledes. Vi var lidt mere for os selv. Lidt mere opdelte. I hvert fald os på PM 3, som lå lidt for sig selv. Vi havde kun kontakt med hollænderformanden eller dem i Glitten. Omgangstonen på Silkeborg var såmænd meget lig den i København. Men der var ikke så meget drikkeri, selv om der også blev drukket bajere i Silkeborg.

I Silkeborg blev jeg holdtillidsmand på mit skiftehold. Der gik rygter om, at en ville stille op, som ingen ønskede. Så klunsede jeg og en makker om tjansen til at stille op, og jeg tabte – og skulle stille op. Jeg havde dog den glæde at blive opfordret til det, inden jeg selv havde bekendtgjort min opstilling. Og da den var en realitet, blev jeg eneste kandidat. Det var mit første egentlige møde med fagforeningen.

Men der var også problemer i Silkeborg. Det kørte ikke alt for godt på det tidspunkt, og jeg var egentlig af den formening, at fabrikken nok ville lukke. Så jeg havde antennerne ude.

GRENAA PAPFABRIK

På Kartonfabrikken kendte vi godt lidt til Grenaa-fabrikken. Og man rynkede på næsen af dem i Grenaa. Men jeg havde også hørt noget andet. Min makker ved maskinen, Knud havde været på kursus med folk fra Grenaa og havde ved den lejlighed set fabrikken. Knud kom tilbage og fortalte om, hvor vanvittigt hurtigt deres maskiner kørte. Når vi kørte 130-135 meter i minuttet med fluting, så kørte deres PM 3 400 meter med samme produktion. Knud var målløs over de fantastiske maskiner.

I Silkeborg hørte jeg så en dag fra en kollega, at man i Grenaa ville sætte en ny papirmaskine op. Da jeg hørte det, tænkte jeg: De tror på det i Grenaa. Der må jeg se at komme op.

Min indgang til Grenaa var fabrikkens laboratoriechef Ole Friis, som også havde været laboratoriechef på Kartonfabrikken. Han ordnede et besøg på fabrikken. Jeg fik en ansøgning, skrev den og sendte den af sted. Og ventede og ventede. Men jeg blev indkaldt til samtale og blev antaget. Efterfølgende havde jeg fået at vide, at de havde studset over, at jeg havde været maskinfører på to fabrikker og havde gennemgået diverse papirkurser. Så hvis jeg ikke mødte direkte beruset, så kunne jeg være nogenlunde sikker på at blive antaget.

Af kurser havde jeg været på papirgrundkursus på Maglemølle i 1975, industrikursus i Odense, maskinførerkursus i Makeryd og så et kursus i papirmaskinens vedligeholdelse.

Det var noget helt andet at komme til Grenaa. Det var lidt af et chok for mig at opleve, hvor hurtigt det hele gik. Og med ikke ret mange folk. Og alt var langt mere moderne, end hvad jeg tidligere havde været vant til. Der blev så sandelig også stillet krav på Grenaa. Kvalitetskravene var nogle andre, men de blev fulgt op.

Jeg blev antaget til at blive maskinfører på den nye PM 1. Jeg kom til fabrikken i november 1982, og PM 1 blev sat i gang i maj 1983. Vi fik en gennemgang af computersystemet og så rørføringen i maskinen. Vi var også med til at sætte vire og pressefilt på maskinen. Og alt sammen gjorde, at vi fik et vist kendskab til maskinen.

Så oprandt den store dag. Jeg mødte til nattur for at opdage, at maskinen var i gang. Eftermiddagsholdet blev en time ekstra og gav mig et par fiduser. Torkill Østergård var der også. Men klokken 23 sagde de ”Farvel, maskinen er din”. Og der stod jeg med en ny maskine efter en times oplæring. Men det gik.

Forskellen til Silkeborg kan formuleres således: I Silkeborg lærer man at lave papir. I Grenaa lærer man at køre med papirmaskinerne. I Grenaa gjaldt det om at få maskinen til at fungere og holde papiret på den. Der er meget færre indstillingsmuligheder på de hurtigkørende maskiner i Grenaa end på finpapirmaskinerne i Silkeborg. I Silkeborg skulle der drejes, skrues, pilles og regeres en masse steder. Og gramvægten kunne svinge fra 52 gram til 320 gram. Anderledes i Grenå både med hensyn til indstillingsmulighederne og gramvariationerne.

Ved banebrud er der udskudspulpere under maskinerne i Grenaa. Det var der ikke i Silkeborg, hvor udskuddet skulle samles op og køres væk i vogne.

PM 1 var bygget til at køre 450 meter med de tynde gramvægte. Når vi kørte fluting var hastigheden normalt 330-370 meter. Når vi kørte testliner – som kun skulle limes på den ene side og derfor tørrede hurtigere – kunne vi af og til køre de 450 meter, som maskinen var projekteret til. PM 3 kørte samtidigt 400 meter.

PM 3 blev ombygget omkring 1990 med nye presser – de såkaldte skopresser. Og fik herved sat hastigheden sat op til 700 meter. Førhen var tørstofprocenten 42 efter pressepartiet. Med de nye skopresser blev den over 50 procent. Og en tommelfingerregel siger, at for hver procent, kan maskinhastigheden øges med 5 procent.

PM 1 blev ombygget i 1992. Den fik også skopresser og udvidet tørrepartiet fra 35 til 60 tørrecylindre. Herved kunne hastigheden øges fra 450 meter til 1000 meter i minuttet.

I Grenaa havde vi også den gamle PM 2, som jeg også en tid var maskinfører på. Så i min tid i papirindustrien har jeg været maskinfører på KM 1, PM 3 i Silkeborg, PM 1 før og efter ombygningen og PM 2. Altså fem forskellige maskiner, idet PM 1 før og efter ombygningen var to vidt forskellige maskiner.

På PM 1 var vi fra starten tre mand – en maskinfører, en første skærer og en rullemaskinfører. Og så gik der en fællesmand rundt på hver vagt, som kunne træde ind og afløse, hvor det var nødvendigt.

Udviklingen i min tid inden for papirindustrien kan også ses på bemanding og døgnproduktion. På Kartonfabrikken var vi minimum 24 mand pr. skift og havde en døgnproduktion på ca. 200 tons. I 1982 var der på Grenaa 16 mand pr. skift og døgnproduktionen var ca. 400 tons. Og endelig i dag 2006 er vi 11 mand pr. skift og har en døgnproduktion på ca. 650 tons.

Omgangstonen på Grenaa er speciel. Der er ikke den store forskel på folk. Jeg husker tydeligt engang, hvor Halskov Hansen sagde til mig: ”Der er ikke nogen, der er noget her på fabrikken. Vi hjælpes ad med at få skidtet til at køre”. Det var holdningen. Og det blev efterlevet. Engang havde noget vådstærkt papir helt og aldeles lukket slagtepulperen. Til min store forbløffelse så jeg ingeniør Asger Kristensen og overværkfører Torkill Østergård kravle ind i pulperen med hver sin greb for at få ordnet det. At se to funktionærer sådan var jeg ikke vant til.

Og vor senere fabrikschef Michael Rosendahl har udtrykt det således: ”Toppen af kransekagen er de seks skiftehold. Derunder er der nogen, som skal understøtte dem, så de kan fungere, så som vedligehold, håndværkere, daghold, der skal sørge for at få rullerne væk og råvarerne på plads – og så selvfølgelig en ledelse til at styre det hele”.

I 1998 afskaffede fabrikken værkførerne, og kommandovejene blev meget kortere. Førhen var det sådan, at maskinføreren skulle tilkalde en værkfører, som så skulle tage stilling til, hvad der skulle ske med maskinen. Efter 1998 er det maskinføreren, som tager stilling. Og vi har fået nogle automatikmekanikere på fabrikken, så der altid er en af slagsen på hver vagt. Det er normalt elektrikere, som har fået en supplerende smedeuddannelse. De kan ordne en del mindre sager selv. Og hvis de ikke kan, så får maskinføreren fat på en specialist udefra.

Lønnen er også blevet ens. Da jeg kom i 1982, havde man også i Grenaa de mange lønsatser. Men løntrinene blev færre og færre, og i dag er der en lønsats. Til gengæld ville fabrikken have en startløn for de nye, men allerede efter et år er forskellen begrænset og efter fem års ansættelse, så er man på niveau med os andre.

Folk i Grenaa er glad for deres fabrik. Og de bliver her i mange år. Gennemsnits ancienniteten er 15-16 år. Man har søgt fabrikken for at blive her, til man går på efterløn. Og man er gerne kommet ind ved, at en på fabrikken har anbefalet vedkommende. Det er en ret god måde, da man jo ikke gerne vil anbefale et fjols. Det kunne jo falde tilbage på en selv. Derfor er der mange rigtig dygtige og kompetente folk på fabrikken.

Omgangstonen på alle tre fabrikker har været bramfri. Og det er mandearbejdspladser med en vis mandehørm. Det kommer man ikke uden om. Jeg husker første gang, jeg mødte Ole Friis – som jeg kendte fra Kartonfabrikken – i Grenaa, da standsede han op, så på mig og sagde: ”Ja, du er lige så grim, som du plejer at være”. Hvortil jeg svarede: ”Ja, og du er lige så flink, som du plejer at være”. Og så var det på plads.

Problemet i Grenaa er maskinbredden. Den skulle have været 2 eller 3 gange så bred. Det er ærgerligt, at vi skal lukke, for vi laver et godt produkt. Vi er mange steder foretrukne leverandører. Vi skiller os også ud ved at have været de første med skopresser, og vi er en af to papirfabrikker i verden med lukket vandsystem. Den anden fabrik er en SCA fabrik i Schweiz, som i øvrigt også skal lukke.

Jeg blev fællestillidsmand allerede i 1985. Den gamle tillidsmand trak sig, og ingen andre ville rigtigt påtage sig opgaven. Så det blev mig. Men jeg tog alle problemerne på mig og forstod ikke at uddelegere opgaverne. Så jeg holdt op igen efter godt et år. Som fællestillidsmand kom jeg også i bestyrelsens for SID og her har jeg været stort set i 20 år frem til den seneste fusion. Jeg har blandt andet været redaktør af fagforeningens lokale blad. I 1990 blev jeg næstformand i klubben, og Anders var formand og fællestillidsmand. Oprindeligt var det kun formand og næstformand, som var tillidsmandsbeskyttet, men vi fik i 1984 ordnet det sådan, at der blev valgt holdtillidsmænd, som også blev tillidsmandsbeskyttet. Anders blev funktionær i 1998, og jeg blev igen fællestillidsmand indtil 2002, hvor jeg gik i vrede. Årsagen til, at jeg gik, var, at kollegerne havde fået den ide, at man ikke både kunne være tillidsmand og sidde i aktieselskabets bestyrelse. Kollegerne stemte mig derfor ud af aktieselskabsbestyrelsen. Men når de ikke havde tillid til mig til den post, så kunne det være det samme, og jeg nedlagde mit tillidshverv.

Som fællestillidsmand kom jeg på daghold, og det fortsatte jeg med. Jeg kører truck og henter råvarer fra lastvognene og sætter ruller ind i lastvognene.

Som tillidsmand er man en lus mellem to negle. Man får jo sin gang på de bonede gulve og sidder til en del møder med ”de fine”. Og så går snakken, og man bliver let beskyldt for at være ”indspist” med ledelsen eller at ”fedte” for den osv. Men det må man tage med. Og det viser sig jo også mange gange, at de forskellige chefer er gjort af et helt andet stof, end man umiddelbart tror, når man først har siddet til møde med dem mange gang.

Papirindustrien vil forsvinde i Danmark. Det er blot et spørgsmål om tid. Papirmaskinerne i Danmark er for små, og så er vi handicappet af, at råvarerne skal pappes op og opløses igen. De store moderne fabrikker med 10 meter bredde maskiner har cellulosefabrikken lige ved siden af. Minimumsstørrelsen på papirfabrikker stiger og stiger derfor. Derfor kan man ikke sige, at det er helt uventet, at Grenaa må lukke. Men jeg må sige, at det sker, før jeg havde regnet med. Jeg havde dog håbet på og regnet med, at den ville holde min tid ud. Men sådan gik det ikke, hvilket er synd og skam, for vi har en god fabrik og en masse gode folk her i Grenaa.

Samtalen fandt sted 9. februar 2006

Stikord:

Kartonfabrikken, Silkeborg Papirfabrik, Grenaa Papfabrik, papiruddannelse, skifteholdsarbejde. Tiden ca. 1972-2006.

15. april 2020