ÅSE RASMUSSEN FORTÆLLER

Beretning marts 2003

I forlængelse af rundbordssamtalerne blandt papirfunktionærerne i 2000 og 2001 indsendte Åse Rasmussen nedenstående beretning med en sammenfatning af, hvad hun havde fortalt under samtalerne suppleret med det, hun gerne ville have bidraget med under samtalerne.

SILKEBORG PAPIRFABRIK – PÅ KONTORET

Jeg kom fra København i 1952 til et job på Gisselbæks Fabrikker. En af mine arbejdskolleger kendte Arne Krogh. Da de skulle bruge en ny kontorassistent på Papirfabrikken, havde Krogh spurgt, om det var noget for mig. Jeg syntes, det kunne være interessant at komme til en større virksomhed, så jeg sagde ja, og blev kaldt til samtale med kontorchefen, Eigil Kentorp. Jeg fik tilbudt stillingen og startede på Silkeborg Papirfabrik d. 3.6.1958. Det betød også en væsentlig lønfremgang, men siden har jeg også været med til at gå ned i løn, fordi det gik dårligt for De forenede Papirfabrikker. Selvom alle ikke var lige enige, så viser det trods alt, at vi følte os solidarisk med fabrikken.

Ved starten opdagede jeg, at jeg var gravid, hvilket jo var pinligt, idet jeg ikke havde nævnt det under ansættelsessamtalen. Barselsorlov i 1959 var kun på én måned med halv løn. Jeg havde dog ikke råd til at gå hjemme en hel måned, så det blev kun til en halv måned, hvorfor Kentorp bestemte, at jeg skulle have fuld løn, når jeg kom tilbage så hurtigt.

Vi var syv på kontoret, da jeg kom i 1958. Fem mænd og 2 kvinder. Mændene tog sig af økonomi, fakturering, ekspedition m.m., mens Gerda Iversen og jeg tog os af telefonpasning, brevskrivning og sekretærarbejdet. Vi mødte kl. 9 om morgenen og gik hjem kl. 5 om eftermiddagen. Vi på kontoret havde lang middagspause, først 1½ time, siden 5 kvarter, hvor vi tog hjem for at spise frokost. Kontoret måtte ikke lukke på noget tidspunkt, så vi måtte holde frokost forskudt for hinanden. Papirfabrikkens lønninger for os på kontoret hørte nok til i den lidt bedre ende, og jeg fik en klækkelig lønfremgang. Vi fik vores løn efter nogle retningslinjer, som Hovedkontoret havde til det formål. Vi forhandlede ikke løn med ledelsen, men ledelsen på Silkeborg Papirfabrik kunne indstille til Hovedkontoret om en lønforhøjelse. Vi kendte ikke de andres lønninger. Det blev der ikke talt om. I mange år var vi ikke organiserede. Det var ikke velset at være organiseret i HK, selvom det ikke sådan blev nævnt. Det ændredes dog med tiden.

Gerda Iversen var også sekretær for Frederik Olsen. Han havde en forfærdelig skrift. Jeg husker engang under Gerda Iversens sygdom og i den allerførste tid på fabrikken, at jeg skulle renskrive et af hans breve. Som overskrifte skrev jeg ”Akkordændring”, skønt selve indholdet var om noget helt andet. Det viste sig naturligvis også, at der stod ”Arkkalandrering” – et ord jeg aldrig havde mødt før. Frederik Olsen husker jeg som en meget retfærdig person, om end lidt ilter. Jeg husker en episode, som fik smilet frem på alle i kontoret. Den daværende papirmester A.G. Hansen kom hver morgen op til Frederik Olsen med prøver på døgnets papirfabrikation. Bag den lukkede dør hørte vi nogle slag, som kunne minde om ”øretæver” – ”så for Søren” var der en, der sagde ”nu får han øretæver”. Men mon dog ikke Frederik Olsen bare slog håndfladerne mod hinanden for at understrege en mening.

Under Frederik Olsen havde vi årlige skovture. Det var helt nyt for mig. Den første gang jeg var med på firmaskovturen, var der lodtrækning om bordherrerne. Jeg fik papirmester A.G. Hansen til bords, og han sørgede hele tiden for at jeg under middagen også skålede med fru Hansen, der sad i den anden ende af lokalet.

Vi havde et omstillingsbord – et rigtigt gammelt et. Det kørte på en skinne mellem Gerda Iversen og mig, som så skiftedes til at tage telefonen. Der var lokaltelefoner ned til de forskellige afdelinger – og nogle enkelte havde centralforbindelse. Der var en boks foret med fløjl i kontoret. Telefonen der brugte man, når man skulle tale uforstyrret med Hovedkontoret i København. Denne blev dog nedlagt, da kontoret blev ombygget omkring 1960, ligesom omstillingsbordet blev moderniseret.

Vi havde en skrivestue, hvor posten blev sorteret og sendt. Her stod 2 gamle Norden skrivemaskiner. Pigerne på sortersalen havde toilet ved siden af, og de gik forbi vores skrivestue, hver gang de skulle på toilettet, hvilket vi kunne følge med i, da der var en glasvæg. På den anden side sad vi jo så til skue bag glasvæggen.

Lønningsregnskaberne var noget af det første, jeg kom til. Jeg arbejdede med lønningslisterne fra papirsalen. De arbejdede på akkord, og der kom lange lister ind til os med oplysninger om, hvor mange ris de enkelte havde sorteret. Der var så nogle tariffer, hvor jeg skulle udregne lønnen til de enkelte. Til lønningsdagen skulle vi bestille penge hos vor bankforbindelse – Handels- og Landbrugsbanken på Torvet, og det var ikke kun det samlede beløb. Vi skulle beregne, hvor mange 100 kr. sedler, 50 kr. sedler og 10 kr. sedler og mønter, vi skulle bruge til at putte i lønningsposerne til de enkelte afdelinger. Der kom et bankbud ned til fabrikken med pengene. Når vi var færdige med at putte pengene i lønningsposerne skulle det jo gerne gå op. Ellers var det vær så god at åbne alle poserne og begynde forfra igen. Senere kom hulkortene, der var forløberen for EDB. Først med EDB gik vi fra at udbetale lønningerne kontant i lønningsposer til at få dem overført via bank. Vi på lønningskontoret havde også kontakt til de gamle papirarbejdere, som kom hvert kvartal for at hente penge fra Arbejderfonden. Det var måske ikke så mange penge til hver enkelt – måske 150 kr. – men det var da penge, og de nød at komme ned på fabrikken og mange brugte lejligheden til at slå et smut ind på fabrikken for at hilse på gamle arbejdskolleger. Da jeg holdt i 1995, havde vi alle vor egen pc’er – dog endnu ikke tilkoblet Internettet.

Under Frederik Olsen havde jeg ikke megen kontakt med fabrikschefen. Det ændrede sig under Maglegaard Andersen. Der blev straks foretaget forandringer. Jeg husker vi skulle have en stor konference ”Banknotenpapiermacherkonferenz” som skulle foregå på tysk. Maglegaard Andersen sagde ”Du kan jo tysk”. ”Jo” svarede jeg ”sådan til husbehov”, men han ville så gerne holde Hovedkontoret udenfor, så han sagde, at det måtte vi selv kunne ordne. Jeg udbad mig lidt betænkningstid, hvortil han svarede, at jeg fik al den tid, det tog at gå over dørtrinet og komme tilbage igen for at sige, at det var i orden. Det var en kæmpeopgave. Konferencen foregik på Hotel Dania, og deltagerne kom fra hele Europa fra papirfabrikker, der producerede sikkerhedspapir. De forskellige oplægsholdere talte i mikrofon til en båndoptager, og jeg skulle så udskrive båndene. Det kunne dog være svært at høre ordene på båndene. Ikke alle var lige gode til tysk, eller også druknede ordene, når de hældte drikkelse op. Det tog meget lang tid, før jeg fik det renskrevet, men det endte med en rapport på 70 sider. Det var hårdt, men også meget spændende.

Der blev holdt på formerne på kontoret, men der var bestemt noget underligt i, at vi var dus med papirarbejderne, men ikke med hinanden på kontoret. Jeg følte det helt absurd, når vi spillede badminton. Arne Krogh og de andre mænd sagde du til pigerne fra salen – men De til Gerda Iversen og mig. Det var fjollet. Vi blev dus under Maglegaard Andersen. Ved et dekret først i 1970’erne blev det slået fast, at vi alle var dus. Det var papirarbejdernes formand, Villy Christiansen, der bragte spørgsmålet frem, og det blev behandlet på en stor konference på Kongensbro Kro. Men selvom vi blev dus, var vi fortsat på efternavn, især hvis folk havde et kort efternavn. Jeg syntes ikke, vi kom hinanden meget nærmere ved at være dus.

Ved overgangen til resultatcenter kom Carl Michael Jensen til Silkeborg som salgschef, og jeg kom til – som en del af mit arbejdsområde – at arbejde som sekretær for ham, da jeg kunne stenografere.

Senere efterfulgte Allan Bisted Carl Michael, og jeg fulgte så at sige med. Da Finn Hansen tiltrådte som fabrikschef, kom jeg til at virke som sekretær for ham. På et tidspunkt gav han mig valget mellem at fortsætte som hans sekretær eller komme i Salgsafdelingen. Jeg valgte Salgsafdelingen, som på det tidspunkt blev ledet af Henning Christensen. I salgsafdelingen fortsatte jeg med at være sekretær for salgschefen, udsende tilbud og tale med kunderne. Det blev rigtigt spændende, da System Silkeborg blev oprettet med hovedsalgskontor i England under ledelse af Harold Thrower. System Silkeborg fik et godt ry som sikkerhedspapir – papir til aktier, obligationer, checks m.m.

Jeg havde megen kontakt med vore forskellige agenter og kunder, bl.a. til Australien og Fjernøsten. Jeg blev under Kjeld Andersen udnævnt til salgschef for sikkerhedspapir. En anden i salgsafdelingen tog sig af Hjemmemarkedet. Salget her var fortsat dominerende med hensyn til mængde, men vor eksport var gode penge i det samlede regnskab.

Ved salget til Drewsen Lachendorf skete der store ændringer. På dette tidspunkt var Kjeld Andersen fabrikschef. System Silkeborg med Harold Thrower blev nedlagt. Harold Thrower fik tilbudt at fortsætte, men kun med de nye østeuropæiske stater som ansvarsområde. Dette ønskede han ikke, så vort samarbejde måtte ophøre. Det var en stor skuffelse for såvel Kjeld Andersen som mig. Vi var tit til møder i Lachendorf, men jeg fornemmede, at der ikke ville gå lang tid, før al produktion og salg af sikkerhedspapir ville blive forlagt til Lachendorf. Da jeg nærmede mig pensionstidspunktet 31.12.1995, og min efterfølger allerede var ansat og godt inde i arbejdet, blev jeg af Peter Holm bedt om at gå hjem som ”konsulent”, så min efterfølger kunne arbejde på egen hånd og kun have mig som ”back up”. Dette blev så slutningen på min 37-årige ansættelse på Silkeborg Papirfabrik. 37 år, som jeg i hvert fald for de første 35 år tænker tilbage på med stor glæde.

Jeg startede straks som medlem af Gensynsklubben og glæder mig altid til sammen med min mand at deltage i de fire møder om året. Efter fabrikkens lukning må vi se i øjnene, at denne klub med tiden vil uddø – desværre.

Stikord:

Silkeborg Papirfabrik, kontoret, udflugter, salgschef. Tiden ca. 1958-1995.

15. april 2020