Silkeborg Papirfabrik

PAPIRFUNKTIONÆRER FORTÆLLER

Rundbordssamtaler ved Keld Dalsgaard Larsen

 

 

RUNDBORDSSAMTALER 2000 OG 2001

Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000 og i forlængelse heraf foretog Museum Silkeborg ved Keld Dalsgaard Larsen fire rundbordssamtaler med tidligere papirfunktionærer på fabrikken.

Første rundbordssamtale var en sammenkomst med alle og blev afholdt den 8. september 2000. De næste tre næste rundbordssamtaler var opdelt efter arbejdsområder: Kontorfolk (19. juni 2001), Produktion/laboratorium/værksted (20. juni 2001) og Værkførere/papirarbejdere (21. juni 2001). Rundbordssamtalerne blev sammenfattet af Keld Dalsgaard Larsen og sendt til korrektion og uddybelse blandt deltagerne. Denne proces var færdiggjort i 2003. Den foreliggende version er færdigredigeret i efteråret 2017 og justeret i foråret 2020.

 

Deltagerne til rundbordssamtalerne var: Åse Rasmussen (kontor), Hans Aaboe (kontor), Arne Krogh (kontor), Jørgen Rahbek (laboratorium), Knud K. Jensen (laboratorium), Helge Schmidt (værksted), Ove Bøgestrand (ledelse/produktion), Hartman Hornbøll (værkfører/produktion), Ejvind Pedersen (værkfører/produktion), Erik Pedersen (værkfører/produktion) og Søren K. Sørensen (værkfører/produktion).

 

Rundbordssamtalerne kommer langt omkring og giver et enestående indblik i forholdene på Silkeborg Papirfabrik lige fra produktion til virksomhedskulturen. De personlige beretninger giver vidnesbyrd om forhold tilbage til 1940’erne og frem til lukningen i 2000. Om fabrikken under De forenede Papirfabrikker (frem til og med 1989), svensk ejerskab (1990-1993) og til sidst tysk ejerskab (1993-2000). Om de forskellige fabrikschefer, tidernes udfordringer og fabrikkens anstrengelser på at løse udfordringerne. Om papirmaskinerne, produktionen, lønforhold, arbejdsgangen, hverdagen, skifteholdsarbejde, fester, personalegoder, miljø og sikkerhed, forholdet mellem de mange afdelinger osv.

 

FØRSTE RUNDBORDSSAMTALE

 

Præsentationsrunde

Ejvind Pedersen: Jeg begyndte i 1961 som papirarbejder og sluttede som værkfører. Da jeg begyndte, blev der sagt til mig: ”Du er alt for gammel!”, og jeg var godt 30 år! De ville jo have unge mennesker.

Søren Kristian Sørensen: Jeg startede på eftermiddagstur den 6.2.1967 som papirarbejder. Det står fuldstændig klart for mig den dag i dag. Da jeg blev gift i sensommeren 1970, holdt jeg op, da det var svært med ægteskab og skifteholdsarbejde. Men i 1973-74 kom oliekrisen, og jeg kom til at gå arbejdsløs i tre måneder, og så søgte jeg ned på papirfabrikken og fik arbejde igen den 18.12.1974 og blev så til lukningen i 2000. Fra 1.5.1979 som værkfører.

Knud K. Jensen: Jeg startede den 3.4.1951 i Bøtten og i Seddelfabrikken og gik på efterløn i 1997. Jeg har blandt andet været på en række af de øvrige papirfabrikker, Dalum, Maglemølle og Hovedkontoret og kom tilbage til Silkeborg i 1971.

Helge Schmidt: Jeg startede i 1954 på Frederiksberg Papirfabrik som maskinmester. Her var jeg et års tid, og så blev jeg forflyttet til Silkeborg, hvor jeg var maskinmester i perioden 1955-1992.

Erik Pedersen: Jeg har været hele turen igennem. Startede i januar 1955 som papirarbejder, blev værkfører og sluttede som portner.

Arne Krogh: Kom på Silkeborg Papirfabrik den 1.6.1941 på kontoret. De manglede en kontorassistent til indkøb af tørv og brunkul. Fabrikken brugte 100 tons i døgnet til fyret. Sluttede i 1985 som økonomichef, men fortsatte et års tid derefter som konsulent.

Hans Aaboe: Jeg startede først på året 1940 som arbejdsdreng ved produktion af pengeseddelpapir. Det foregik dengang på toholdsskift. Her var jeg i tre måneder, men på grund af indskrænkninger kom jeg så ud igen. Jeg kom tilbage i september 1940, denne gang på kontoret, hvor jeg var indtil soldatertiden. Jeg har desuden været på Kartonfabrikken et års tid, på laboratoriet et år, i ekspeditionen (salg) til 1973 og herefter i administrationen frem til 1985.

Åse Rasmussen: Jeg kom ned på Silkeborg Papirfabrik den 3.6.1958. Startede ved omstillingsbordet, kom i lønningsafdelingen, blev sekretær for driftsbestyreren, kom i salget og endte som salgschef for sikkerhedspapir. Jeg holdt op i 1995.

Jørgen Rahbek: Startede den 4.8.1950 på laboratoriet, og her blev jeg, til jeg sluttede i 1997.

Ove Bøgestrand: Jeg begyndte som ung ingeniør i De forenede Papirfabrikker den 11.3.1957 på Hovedkontoret, og selv om jeg har været på de forskellige fabrikker, så har jeg det meste af tiden været på Silkeborg Papirfabrik, hvor jeg sluttede i 1992.

 

Om fabrikschef Frederik Olsen

Åse Rasmussen: Gerda Iversen var sekretær for Frederik Olsen. Han havde en forfærdelig skrift. Jeg har skullet renskrive hans breve, og jeg husker en gang, hvor jeg som overskrift skrev ”Akkordændring”, skønt selve indholdet var om noget helt andet. Det viste sig naturligvis også, at der stod ”arkkalandrering”, men det ord havde jeg aldrig mødt før. Frederik Olsen husker jeg som en meget retfærdig person omend lidt ilter.

Hans Aaboe: Frederik Olsen var en god mand for fabrikken, og han vidste alt om, hvad der foregik. Han var ilter, og en gang splintrede han et lysbord i tusind stykker.

Erik Pedersen: Når Frederik Olsen gik sin runde, så hilste han altid på folk, og spurgte til hvad der var for noget papir, de kørte. Også selv om han sagtens selv kunne se, hvad der blev kørt.

Jørgen Rahbek: Frederik Olsen var en fremragende chef for mig og utrolig hjælpsom. Jeg kom til som relativ ung at undervise på Arbejdsteknisk Skole, og det kunne være problematisk at undervise gamle erfarne papirarbejdere. Men jeg kunne altid hente hjælp hos Frederik Olsen. Han rejste meget både for fabrikken og for De forenede Papirfabrikker, og så havde han den vane, at han på disse rejser indsamlede alle salgs papir lige fra toiletpapir og billetter til pengesedler. Når han kom hjem, blev vi kaldt op til ham, og her var alle papirerne puttet i forskellige plastikposer, og så skulle vi i gang med at undersøge det for alle mulige egenskaber. F.eks. pengesedler, som vi skar i strimler for at undersøge de forskellige egenskaber. Og bagefter skulle vi pænt samle pengesedlerne igen. Det eneste der manglede var en millimeter, som vi brugte til en mikroskopiundersøgelse. Vi lærte meget på den måde.

Søren K. Sørensen: Frederik Olsen havde sin formiddagstur, og så kom Carl Christensen benende og sagde: ”Han er på vej”. Så var det med at se lidt aktiv ud. Når der blev lyst på formiddagsturen, så skulle vi slukke lyset ved PM 3 og hele vejen hen. Han var påholdende. Hvis lyset ikke var slukket, kunne han sige: ”Se at få det lys slukket. Tror I, vi er millionærer”.

Helge Schmidt: I mange år kørte vi med 6-døgnsdrift, og så blev maskinerne repareret om søndagen. Og her kom Frederik Olsen også, gerne ved middagstid. Også på disse ture gik han og slukkede lys, hvis det var unødigt tændt. Frederik Olsen gik også meget op i kontrollen med vor oliebeholdning. En gang om måneden gik vi rundt, og jeg tog målepinden, og han læste op og skrev op. Frederik Olsens efterfølger, Maglegaard Andersen tog sig ikke af den slags småting.

Jørgen Rahbek: Frederik Olsen var meget konservativ. Derfor fik vi heller ikke en rundviremaskine på fabrikken. Han mente ikke, at vi havde den kunstneriske ekspertise til det. Det, vi havde, var godt nok. Men han krævede høj kvalitet, og han var meget kritisk.

 

Om fabrikschef Maglegaard Andersen

Hans Aaboe: Han var en god mand for fabrikken. Han skulle blot være blevet i Silkeborg både for fabrikkens og hans egen skyld.

Åse Rasmussen: Under Frederik Olsen havde vi ikke megen kontakt med fabrikschefen. Det ændrede sig under Maglegaard Andersen. Der blev straks foretaget forandringer. Jeg husker engang, vi skulle have en stor konference, som skulle foregå på tysk. Maglegaard Andersen sagde: ”Du kan jo tysk”, ”Jo”, svarede jeg, ”Sådan til husbehov”. Men han ville så gerne holde hovedkontoret ude af den sag, så han sagde, at det kunne vi sagtens ordne. Jeg udbad mig lidt betænkningstid, hvortil han svarede, at jeg fik al den tid, det tog at gå over dørtrinnet og komme tilbage igen for at sige, at det var i orden. Det var en kæmpeopgave. Konferencen foregik på Hotel Dania, og deltagerne kom fra hele Europa fra papirfabrikker, der producerede sikkerhedspapir. Konferencesproget var som sagt tysk. De forskellige oplægsholdere talte i mikrofon, og jeg skulle så udskrive båndene. Men det kunne være svært at høre ordene på båndene. Ikke alle var lige gode til det tyske, eller også druknede ordene, når de hældte drikkelse op. Det tog enormt med tid, før jeg fik det renskrevet. Men det endte da med en rapport på henved 70 sider. Det var hårdt – men også spændende.

Jørgen Rahbek: Vi tabte seddelpapirmarkedet og værdipapirmarkedet i 1960’erne. Maglegaard Andersen påtog sig så opgaven at finde nye produkter. Målet blev, at vi skulle lave sikkerhedspapir på langviremaskine i lige så god kvalitet som på rundviremaskine. Vi blev fire mand, der fik opgaven: Benderfeldt, der tog sig af det mere kunstneriske, Bent Schmidt Nielsen, der tog sig af det mere håndgribelige, maskinmester Egelind og så mig, der foretog de forskellige forsøg. DfP støttede os i denne proces. Og staten gav udviklingsmidler til formålet. Det var en kæmpeopgave, og vi foretog et utal af forsøg. Og gennem hele processen skubbede Maglegaard Andersen på: Forsøg, forsøg. Tidligere købte vi færdige dandyruller. Nu begyndte vi selv at lave betrækkene til rullerne, og så kunne vi nøjes med at købe kroppene til dandyrullerne. Vi blev på den måde pludselig mere uafhængig og mindre følsomme i forhold til vore konkurrenter, især i forhold til vor ærkekonkurrent i England. Vi lærte at lave sikkerhedskemikalier, lægge tråd i papiret osv. Vi endte med at blive helt gode til det - også på langviremaskinen. Og på den måde blev System Silkeborg skabt. Det var også grunden til, at vi fik produktionen af papiret til 20 kr.-sedlerne samt Interpols godkendelse af, at vort vandmærkepapir var velegnet.

 

Om ansættelse:

Var lidt varierende. Mange blev ansat af papirmester A.G. Hansen. På kontoret var det bogholder Petersen og senere Kentorp. Til bøtten var det Lindqvist eller Henrik Boris.

Erik Pedersen: Jeg kom ned til A.G. Hansen. Efter en længere snak sluttede han af med at stille mig to spørgsmål: ”Er du i sygekasse?” og ”Er du kommunist?”. Og da jeg svarede henholdsvis ja og nej, så var det i orden. Men det underlige var egentlig, at vi meget sjældent diskuterede politik på fabrikken.

Ove Bøgestrand blev antaget af Poul Schou på hovedkontoret.

 

På kontor

Åse Rasmussen: Vi havde et omstillingsbord, et rigtigt gammelt et. Gerda Iversen og jeg skiftedes til at tage telefonen. Der var lokaltelefoner ned til de forskellige afdelinger. Der var en boks forret med fløjl, hvor man stod, når man skulle tale med Hovedkontoret i København. Og så måtte man ikke forstyrre dem. Det blev lavet om, da kontoret blev bygget om. Vi havde en skrivestue, hvor posten blev sendt fra, og her stod to gamle Norden skrivemaskiner. Her sad vi og skrev, hvad der skulle skrives. Pigerne ude på Salen havde toilet oven over os, og de gik forbi vores skrivestue, hver gang de skulle på toilettet, hvilket vi kunne følge, da der var en glasvæg. På den anden side sad vi jo så til skue bag glasvæggen.

Hans Aaboe: Der var fem på kontoret, og jeg kom som nummer 6. Der var et stort firmandsbord, hvor man sad i nogle magelige stole, der var fuldstændig skadelig for ryggen. Jeg skulle gennemgå nogle lønningslister, og jeg talte sammen. Ved nogle var tallene streget over, og andre tal var skrevet til ovenover. Jeg kunne ikke rigtigt få det til at passe. Det viste sig så, at det var beboerne på Smedebakken, som fik trukket huslejen fra i lønningsposen. Længere inde var postbordet. Det var Frederik Olsen, der åbnede posten, så kom han ind til bogholderen, hvor de drøftede sagen og den øvrige post blev lagt til mestrene. Papirmester, maskinmester, bøttemester og salsmester kom og gennemgik deres post. Det var en festlig forestilling.

Åse Rasmussen: Lønningsregnskaberne var noget af det første, jeg kom til. Da jeg også kunne stenografere, kom jeg til at skrive for vor salgschef Carl Michael, og jeg blev også sekretær for Maglegaard Andersen. Finn Hansen gav mig valget enten at fortsætte som sekretær eller at gå ind i Salget. Jeg valgte salget.

Lønregnskabet ordnede Gerda Iversen og jeg. Mit arbejde med lønregnskabet var i mange år lønningslisterne fra papirsalen. De arbejdede på akkord, og der kom lange lister ind til os med oplysninger om, hvor mange ris de enkelte havde lavet osv. Der var så nogle tariffer, hvorudfra jeg skulle udregne lønnen til de enkelte. Til lønningsdagen skulle vi bestille penge hos vor bankforbindelse – Handels- og Landbobanken på Torvet. Og det var ikke kun det samlede beløb, vi skulle udregne. Vi skulle nøje beregne, hvor mange 100 kr sedler, 50 kr sedler, 10 kr sedler og småmønter vi skulle bruge til at putte i lønningsposerne. Der kom et bankbud ned på fabrikken med pengene. Når vi så puttede pengene i lønningsposerne, skulle det jo gå op. Ellers var det værsågo at åbne alle poserne og begynde forfra.

Hans Aaboe: I 1930’erne havde der været en sag med, at bankbuddet blev overfaldet. Det blev aldrig rigtigt opklaret, hvem der havde gjort det, men der var mange rygter. Senere kom de to bankbude med pengene.

Tilføjelse: Under en gennemgang af Silkeborg Avis fandt undertegnede ud af, at dette overfald skete i sommeren 1935.

 

At blive værkfører

Ejvind Pedersen: Jeg sagde ja til at blive værkfører, da jeg blev spurgt. Jeg havde været forskellige steder på fabrikken, f.eks. i Glitten og ved papirmaskinen. Jeg kom fra et vaskeri, hvor vi havde travlt, så kom jeg ned på papirfabrikken til en lille maskine i Glitten. Ham, der tog imod mig, sagde: ”Kan du se den stol deromme?”. Jo, det kunne jeg. ”Der skal du sidde”. Jeg tænkte: ”Hvad fanden, skal du ikke lave noget”. Han skulle nok sige til, når jeg skulle foretage mig noget. Jeg skulle naturligvis hente kaffe m.m., men ellers ikke ret meget. Jeg tænkte: ”Det er som at komme i Himmeriget!”. Så kom jeg ind til papirmaskinerne, og der var så noget mere at rive i. Jeg begyndte som smøremand, blev 1. skærer og efter 3-4 år blev jeg maskinfører. Jeg har været maskinfører på PM 1 og PM 2.

Ove Bøgestrand: Fabrikken tog gerne værkførerne blandt maskinførerne, og man havde naturligvis set de forskellige emner lidt an.

Søren K. Sørensen: Fabrikken valgte nok værkførere ud fra, hvem der viste interesse for arbejdet, og som var stabile. Da jeg fik tilbuddet, fik jeg nogle dages betænkningstid. Det var jo trods alt et stort spring, og man kom så at sige om på den anden side af bordet. Det ville også få konsekvenser for ens kammeratskaber med kolleger. Det var ikke lønnen, der trak. Der var ikke den store forskel for en maskinfører og en underværkfører med hensyn til lønnen. Det var stort set den samme. Så var der dengang pension, men det tænkte man ikke så meget på dengang.

Erik Pedersen: En af mine forgængere sagde til mig: Det kan meget let være, at kammeraterne ikke længere er de samme, når du bliver værkfører. Og det havde han såmænd ret i. Man må lære at begå sig som værkfører og sørge for ikke at få alle på nakken på én gang.

 

På kraftcentralen m.m.

Helge Schmidt: Der gik tre mand i Kraftcentralen, der gik i døgndrift. Vi havde alle tre installatøreksamen. Først og fremmest skulle vi sørge for, at kedlerne blev behandlet ordentlig. Vi måtte ordne alt, hvad vi kunne med hensyn til det maskintekniske, og hvad der lå derudover, måtte vi finde ud af, hvem vi skulle have fat på for at få det løst. Vi havde naturligvis en vis rutine. Vi havde også under os vandturbinen og vandpumperne. Vi havde ret meget kontakt med værkførerne.

Fabrikken havde en snedker, der lavede de forskellige modeller. Værkstedet tegnede af og til modellerne. Selve støbearbejdet foregik hos et jernstøberi eller bronzestøberi. Fabrikken brugte meget Ørnsø Metalstøberi. De gamle virer på papirmaskinen var bronzevirer, og de blev efter brug sendt til Bergsøe, som smeltede dem om. De omsmeltede blokke kunne så sendes til Ørnsø Metalstøberi.

I begyndelsen jeg kom, var der også stempeldampmaskiner. De stod som reserve. Og der var to atlasturbiner. Op til 1960 havde fabrikken udelukkende jævnstrøm, og der var ingen forbindelse til byen. Så fik man en omformer fra vekselstrøm til jævnstrøm, så man kunne kobles til byens el-forsyning. Laboratoriet var det eneste sted med vekselstrøm, og her var en lille omformer. Jævnstrømmen blev et problem for Smedebakken, da beboerne i mange år ikke kunne købe fjernsyn og radio, da det gik på vekselstrøm.

I Kraftcentralen, kalandersalen og andre steder hang der – selvfølgelig – store PH-lamper med en kæmpestor 500 W’s pærer i. Disse lamper hang også på kontoret. De var af kobber og malet hvide. Senere kom jo så lysstofrør i stedet for.

 

På laboratoriet

Hans Aaboe: Meinicke skulle i 1946 ind som soldat, og jeg kom samtidig tilbage fra soldat, så jeg overtog hans arbejde på laboratoriet et år. Dengang var vi kun to på laboratoriet: mig og så en dame. Da Meinicke kom tilbage, tilbød Frederik Olsen mig at blive værkfører, men jeg ville hellere fortsætte i administrationen. Og så blev der ikke snakket mere om det.

Jørgen Rahbek: Da jeg kom på laboratoriet, var vi tre: Meinicke, mig og en dame. Vi kom ret hurtigt på toholdsskift med skift 6-14 og kl.18-2. Det skyldtes, at fabrikken var ved at lave seddelpapir, hvor laboratoriet skulle udrører nogle kemikalier. På laboratoriet havde vi en god kontakt til værkførerne.

Når vi skulle køre en anden produktion, så tog man en hel masse tal frem og tog gennemsnittet af det og kørte efter det. Hvis det så rokkede sig til næste gang, så kørte vi blot efter nye tal. En sommerferie satte jeg de her gennemsnit ind på nogle normkort, og det var begyndelsen til alle vore kvalitetskort. Det var papirmester Mandrup Andersen, der var vor umiddelbare overordnede.

 

Personalegoder

Flere havde fået rentefrit byggelån. F.eks. Åse Rasmussen i 1961-62, 10.000 kr. Hans Aaboe ansøgte i 1950 om et lån på 2000 kr. i forbindelse med køb af hus. Det gav dem hovedbrud, da det netop var beregnet på at bygge nyt – ikke at købe. Men Hans Aaboe fik dog sit lån.

Arne Krogh: Til at begynde med var det 2000 kr. rentefrit. Det blev hævet til 4.000 kr. og senere til 10.000 kr. Lånet skulle ind som 2. prioritet. Det gik over Hovedkontoret, men det skete efter indstilling fra de enkelte fabrikker. Man fik også nogle år gratiale. Det kunne være en ekstra månedsløn, og det blev udbetalt på kongens fødselsdag den 11. marts. Det var et gratiale til funktionærgruppen. Der var også papirtildeling, hvor man kunne få forskelligt slags papir, f.eks. toiletpapir. Det blev bragt ud til den enkelte funktionær. Senere måtte vi selv sørge for transporten.

Af andre personalegoder blev nævnt halv løn, mens man var soldat og for enkelte billån.

Åse Rasmussen: Vi havde kun en barselsorlov på en måned. Til halv løn. Jeg havde ikke råd til at gå længere hjemme end den måned. Faktisk var jeg kun væk i en halv måned, så tog jeg på arbejde igen. Kentorp sagde, at så skulle jeg også have fuld løn, når jeg nu var kommet tilbage.

 

En del af De forenede Papirfabrikker

Hans Aaboe: Vi kendte i mange år kun til, hvordan hele koncernen gik rent økonomisk. Ikke hvordan det gik de enkelte fabrikker. Men vi vidste dog, at Silkeborg Papirfabrik gik godt. Men Hovedkontoret ønskede, at man skulle se på koncernen som en helhed.

Jørgen Rahbek: Silkeborg Papirfabrik gik godt, mens Dalum Papirfabrik i mange år gik dårligt. Nu var det imidlertid sådan, at Silkeborg tjente kroner på lidt, mens Dalum skulle tjene ører på meget. Og derfor var de meget afhænge af, at deres produktion hele tiden gik optimalt. Dalum fik derfor størsteparten af koncernens investeringsmidler.

Ove Bøgestrand: Der var nok konkurrence og drillerier mellem de enkelte fabrikker. Noget var dog kun i al gemytlighed. Men alle fabrikkerne kunne være enige om modstand mod Hovedkontoret. ”De solgte jo ikke noget” var lidt af holdningen.

Arne Krogh: Firmaidrætten startede i 1948, og vi havde turneringer mellem DfPs forskellige fabrikker. Vi kendte derved hinanden. Og firmaidrætten var for alle på fabrikkerne – såvel arbejdere som funktionærer.

Åse Rasmussen: Det gav dog problemer med hensyn til ”dus” og ”Des”. Ved et dekret først i 1970’erne blev det slået fast, at vi alle skulle være dus. Det var papirarbejdernes formand, Villy Christiansen, der bragte spørgsmålet frem, og det blev behandlet på en stor konference, vi havde på Kongensbro Kro. Men selv om vi blev dus, så var vi gerne på efternavn, især hvis folk havde et kort efternavn.

Hans Aaboe: Driftsbestyreren tiltalte vi skam i tredjeperson helt frem til Maglegaard Andersen kom. Når jeg talte med Frederik Olsen, så sagde jeg: ”Hvad mener driftsbestyreren?”.

 

Gyldne tider

Helge Schmidt: I 1950’erne var der vel 15-20 håndværkere med egen skruestik, bag hvilken der stod en håndværkermedhjælper og kedede sig. Til sidst var der vel knapt en håndværkermedhjælper på hele fabrikken, måske en enkelt. Resten var rationaliseret bort. Dengang gik nogle rundt i Kraftcentralen og havde ikke andet at give sig til end at pudse gelænderet. Det blev skam også pænt blankt. Der var reelt en masse overflødige folk på mange områder i fabrikken. F.eks. kunne der dengang være to mand ved hver kalander og til sidst fór der jo en mand rundt og styrede flere kalandre på en gang.

Jørgen Rahbek: Nielsen havde været chauffør hos Godske-Nielsen, og han kom af og til ned på laboratoriet og fortalte om oplevelser hos Godske-Nielsen. Når Nielsen skulle køre fru Godske-Nielsen op på Torvet, skulle han tage luft ud af bildækkene, så bilen ikke bumpede så voldsomt på brostenene. Når han så kom tilbage, skulle der igen luft i dækkene. Af og til kørte Nielsen fru Godske-Nielsen og hendes søster til Himmelbjerget, hvor de var inde på restauranten. Når de gik, stod hele rækken af tjenere, som så fik deres drikkepenge, men da de kom til Nielsen, sagde fru Godske-Nielsen: Han skal ikke have noget, han har blot siddet her og pyntet i sit fine tøj.

Knud K. Jensen: Det var dengang almindeligt, at de øverste funktionærer havde havemænd. Det var papirarbejdere, der rent formelt hørte til pladsfolkene. De tre funktionærboliger havde hver en havemand, der også hængte vasketøj op, gik ærinder, pudsede sko osv. Frederik Olsen havde til det sidste havemand, mens de to andre måtte dele en havemand til sidst. Andre funktionærer havde havefolk til at ordne deres jordlodder bag Smedebakken.

Ejvind Pedersen: Tidligere var maskinførerne små konger. Der var konkurrence mellem de enkelte skift, og der kunne blive drejet på tingene, så det gik i kludder for det næste hold. Hvis f.eks. en filt var ved at være færdig, så kunne et hold lige stramme den op, så den holdt skiftet ud, mens de næste meget hurtigt måtte til at skifte filt. Man skulle også passe på viren. Den type småchikaner var aldrig til at bevise. Alle var altid de rene engle, når man gik dem på klingen. Jeg synes ikke, at der var konkurrence mellem værkførerne. Vi havde en skifterytme forskudt i forhold til papirarbejderne, først med to timer og siden kun med en time. Vi overlappede ikke hinanden, men vi kunne lige udveksle information i omklædningsrummet.

Helge Schmidt: Selvfølgelig kunne der være drillerier mellem de forskellige grupper på fabrikken. Det var også hos os, f.eks. mellem elektrikere og maskinarbejdere.

 

Vire

Ove Bøgestrand: De gamle bronzevirer var meget sarte. De kunne måske holde i seks uger – måske meget mindre. De nye plastvirer var meget bedre, og de kunne holde i et års tid, og det var endda muligt at rette dem ud ved opvarmning, hvis de havde fået buler. Det var ikke muligt ved bronzeviren. Men Frederik Olsen var ikke for de nye plastvirer. Hans holdning var, at det kunne de andre eksperimentere med.

Arne Krogh: Det lykkedes at få indkøbt plastvire også i Frederik Olsens tid. Det lykkedes til sidst at få et forsøg i gang på PM 3.

Bemærkning: Der var i øvrigt en vis uenighed om de nye plastvirer kom eller ikke kom i Frederik Olsens tid.

 

 

 

KONTORFOLK FORTÆLLER

 

Kontorets hverdag og opgaver

Åse Rasmussen: Vi var syv på kontoret, da jeg kom i 1958. Fem mænd og to kvinder. Mændene tog sig af økonomi, fakturer, ekspedition m.m., mens Gerda Iversen og jeg var lønningsafdelingen og tog os af telefonpasning, brevskrivning og sekretærarbejdet.

Vi mødte klokken 8 om morgenen og gik hjem klokken 5 om eftermiddagen. Vi på kontoret havde lang middagspause, først 1½ time, siden fem kvarter, hvor vi tog hjem for at spise frokost. Kontoret måtte ikke lukke på noget tidspunkt, så vi måtte holde frokost forskudt for hinanden.

Papirfabrikkens lønninger for os på kontoret hørte nok lidt i den lidt bedre ende. Jeg kom fra en stilling hos Gisselbæks Fabrikker, og jeg fik en klækkelig lønfremgang, da jeg i 1958 kom på Silkeborg Papirfabrik. Men det blev udjævnet med årene. Vi forhandlede ikke løn med ledelsen. Og vi var i mange år ikke organiserede. Det var ikke velset at være organiseret i HK, selv om det ikke sådan blev nævnt. Vi fik vor løn efter nogle retningslinjer, som Hovedkontoret havde til det formål. Ledelsen på Silkeborg Papirfabrik kunne ikke give lønforhøjelse, men de kunne indstille til Hovedkontoret om en lønforhøjelse til f.eks. en af os på kontoret. Vi vidste heller ikke, hvad hinanden tjente om måneden. Det blev der ikke talt om.

Hans Aaboe: Vi havde én tradition på kontoret, og det var, når der hvert kvartal skulle gøres status. Det var bogholder Petersens store aften, når han bestilte smørrebrød fra restaurant National. Godt belagt smørrebrød. Vi fik nemlig ikke overarbejdsbetaling for dette aftenarbejde, men vi fik altså noget godt smørrebrød med øl og vand. Da jeg var udlært i 1943 tilbød jeg at give en halvflaske snaps. Bogholder Petersen blev lidt paf over tilbuddet, men det blev accepteret. Der blev ført store protokoller over råstoffer, vire og garneture og lageret af papir. Med tiden blev smørrebrødet afløst af ”spisepenge” pr. aften, vi måtte arbejde over i forbindelse med status. Først 15 kr. og siden 30 kr.

Arne Krogh: Ikke nok med at der blev gjort status hvert kvartal, der blev også lavet driftsoversigt over forbrug og lønninger hver måned. I det hele taget blev der ført regnskab over mangt og meget – såvel nyttigt som unyttigt. Jeg glemmer ikke, da jeg blev sat til at føre en såkaldt ”vandstandsbog”, hvor vi skulle udregne, hvor meget vand vi var nødsaget til at føre uden om vandturbinen på grund af for høj vandstand. Det blev betragtet som et tab! På et tidspunkt undlod jeg lige så stille at føre bogen, og ingen opdagede det.

Der var ikke kun internt på fabrikken, der blev ført et vældigt bogholderi. Vi førte også i mange år lønstatistik over hver enkelt ansat til Dansk Arbejdsgiverforening. Det var et kæmpe arbejde.

Hans Aaboe: Papirfabrikkens kontor var overskueligt. Vi var i daglig kontakt med Hovedkontoret i København. Vi havde telefonboksen, når man i ro og fred skulle snakke i telefon om dagens ordrebestilling. Vi var mellemled mellem Hovedkontorets salgsafdeling og fabrikkens produktion. Det var Hovedkontoret, som solgte papiret – ikke os. Vi var således ikke i selve Salget, men var ekspedition for salgsafdelingen. Det blev naturligvis ændret, da vi fik resultatcentre.

Vi sendte ordrebestillingerne videre til planlægningsafdelingen på fabrikken, som så delte det ud på maskinerne. Men vi på kontoret fulgte løbende op på bestillingerne enten på eget initiativ eller fordi salgskontoret på Hovedkontoret udbad sig situationsrapport om, hvordan det gik med den og den ordre.

Før skrivemaskinernes tid blev korrespondancen kopieret ved hjælp af en kopipen og en presser. Det kunne blive noget værre noget. Men dog ikke sværere end at driftsbestyreren selv kunne finde ud af det. Og det skulle han f.eks. når han over for Hovedkontoret skulle indstille enkeltpersoner til lønforhøjelse. De breve måtte vi ikke kopiere, men det var dog ikke ganske umuligt alligevel at finde ud af, hvad brevets indhold var.

Åse Rasmussen: Til at begynde med ordnede vi lønningerne manuelt. Men så kom hulkortene, hvor vi sad og hullede. Hulkortene var forløberen for edb. Først med edb gik vi fra at udbetale lønnen kontant i lønningsposer til at få dem overført via bank.

Vi på lønningskontoret havde også kontakt med de gamle papirarbejdere, som kom hvert kvartal for at hente deres beløb fra Arbejderfonden. Det var måske ikke så mange penge til hver enkel – måske 150 kr. – men det var da penge, og de nød at komme forbi fabrikken. Mange brugte lejligheden til at slå et smut ind på fabrikken for at hilse på gamle arbejdskolleger.

Arne Krogh: Ja, tidligere kunne man faktisk komme ud for gamle papirarbejdere, der ikke kunne skrive deres eget navn, når de skulle modtage beløbet. Så var der en formular med ”Med ført hånd”, når de skulle kvittere.

Hans Aaboe: Jeg opnåede også at se computere i min tid. Jeg mener, at der var to skærme på kontoret i 1985.

Åse Rasmussen: Da jeg holdt i 1995, havde vi jo alle vor egen pc’er, men vi var endnu ikke koblet på internettet.

 

Om resultatcentre

Arne Krogh: Maglegaard Andersen og jeg var meget positive over for det. Maglegaard havde faktisk tidligere foreslået Langebæk ideen om resultatcentre. Men dengang havde det ingen interesse. Nogle år senere kom det så som Langebæks ide, og så var det jo det eneste saliggørende. Der var naturligvis delte meninger om ideen om de enkelte fabrikker som resultatcentre, men grundlæggende var jeg positiv.

Hans Aaboe: Jeg var ikke meget for det. Blandt andet betød det, at en masse folk fra Hovedkontoret i København blev flyttet ud til os på fabrikkerne, og der var ingen grænser for, hvor kloge de mente, at de var. Men de havde det nu mest i munden, og der gik såmænd ikke ret længe, før de var væk igen.

Åse Rasmussen: Carl Michael kom til Silkeborg som salgschef i den forbindelse, og jeg kom til – som en del af mit arbejdsområde - at arbejde for ham. Allan Bidsted afløste Carl Michael, og jeg fulgte så at sige med. Så jeg var på den måde lidt inde i salgsarbejdet. Da Finn Hansen kom, kom jeg til at virke som sekretær for ham, og han gav mig valget mellem at komme i Salget eller blive hans sekretær. Jeg valgte Salgsafdelingen, blandt andet fordi jeg ikke ville risikere at komme til at sy knapper i for chefen. Jeg kom således i Salgsafdelingen under Henning Christensen.

Bemærkning: De forenede Papirfabrikker (DfP) var kendt som en meget centralistisk koncern, men i nogle år i 1970’erne skete der en radikal omlægning af koncernen – en decentralisering – således at de enkelte fabrikker blev relativt selvstændige ”resultatcentre”. Denne decentralisering stod stærkt i deltagernes erindringer. På godt og ondt. DfP droppede i 1980’erne igen ideen med koncernen som individuelle resultatcentre. En centralisering blev genindført.

 

Om fabrikschef Finn Henrik Hansen

Åse Rasmussen: Der var meget delte meninger om Finn Henrik Hansen som fabrikschef. Men jeg havde det fint under ham. Og han havde masser af nye ideer.

Arne Krogh: Finn Hansen var en atypisk fabrikschef. Han kom fra en stilling som indkøbschef på Hovedkontoret, og indkøber blev han ved med at være. Tidligere var alle fabrikschefer civilingeniører, men da man åbenbart ikke kunne blive enige, så valgte man altså en handelsuddannet i stedet for. Finn Hansen havde vist en ret stor stjerne hos Langebæk, som jo selv havde en fortid i salgsverdenen som ejer af Viggo Borck. Langebæk var som sådan heller ikke produktionens mand.

Åse Rasmussen: Mit arbejde i Salgsafdelingen var i begyndelsen blandt andet at være sekretær for salgschefen, udsende tilbud og snakke med kunder. Det blev rigtigt spændende, da vi begyndte på System Silkeborg, hvor hovedsalgskontoret lå i England. System Silkeborg fik et godt ry som sikkerhedspapir – aktier, obligationer, check m.m. – og jeg synes faktisk, at det var ret let at sælge det papir. Jeg havde meget kundekontakt og stod for salget til Australien og Fjernøsten. Og jeg så at sige voksede med opgaven. Hjemmemarkedet var fortsat helt dominerende med hensyn til mængde, men vor eksport var gode penge i det samlede regnskab.

 

Udflugter

Hans Aaboe: Vi havde funktionærskovtur hvert år. Fabrikken betalte. Det var lidt af en begivenhed. Vi tog gerne af sted om formiddagen, kørte et sted hen, hvor vi spiste vor medbragte madpakke, kørte et andet sted hen og så et eller andet og kunne så slutte af med middag og efterfølgende dans. På de ture blev gækken sluppet løs. Og mange fik lige vel mange snapse, og humøret var højt. Der blev leget på disse ture, f.eks. trillebøreløb, tovtrækning og to mand frem for en enke. Frederik Olsen deltog også aktivt i legene. Og næste dag var alt ved det gamle – og Frederik Olsen var igen chefen med stort C.

Åse Rasmussen: Den første gang jeg var med, trak vi bordherre. Jeg fik A.G. Hansen til bordherre, og han sørgede hele tiden for, at jeg også under middagen skålede med fru Hansen, som sad i den anden ende af lokalet.

Arne Krogh: Ja, det var mange lystige indslag. Jeg mener, at vi kørte trillebør i Velling Koller, og jeg mindes, at vi legede to mand frem for en enke på Bryrup Hotel i 1942. Madpakkerne var nogle, vi købte og tog med i bussen. Vi kunne være af sted i flere busser.

 

Fra De til du

Åse Rasmussen: Vi blev dus under Maglegaard Andersen. Jeg synes ikke, at vi kom hinanden nærmere ved at være dus. Men der var bestemt noget underligt i, at vi var dus med papirarbejderne, men ikke med hinanden på kontoret. Her blev holdt på normerne. Jeg følte det helt absurd, når vi spillede badminton. Arne Krogh og de andre mænd, sagde her du til pigerne fra salen – men sagde ”De” og efternavn til Gerda Iversen og mig. Det var fjollet.

Arne Krogh: Der blev holdt en konference om fabrikken, som blev holdt på Kongensbro Kro, og det var her, at det så at sige blev bestemt, at man herefter var dus på hele fabrikken. Men jeg husker en pudsig episode noget tid derefter. Direktionen fra København besøgte fabrikken et par gange om året, og da den kom på besøg efter Kongensbro Kro-mødet, tog smeden Preben Christensen ordet og meddelte, at man jo her på Silkeborg Papirfabrik havde indført, at man var dus, og at han derfor sagde ”du” til Langebæk. Jeg glemmer ikke Langebæks blik og ord: ”Ja, Preben Christensen, De må gerne sige du til mig”.

 

Gratialer og lønnedgang

Arne Krogh: Oprindeligt blev der udbetalt gratiale i forbindelse med 25 års og 50 års jubilæum. Ved 50 års jubilæum fik vedkommende to månedslønninger. Men med tiden fik vi også gratialer ved 35 års og 40 års jubilæum, og det skyldtes, at det rent skatteteknisk var muligt, så man altså også reelt fik noget ud af et sådant gratiale.

Åse Rasmussen: Vi har i min tid også været med til at gå ned i løn, fordi det gik dårligt for De forenede Papirfabrikker. Selv om alle ikke var lige enige, så viser det trods alt, at vi følte os solidarisk med fabrikken.

Hans Aaboe: Det har altid gået op og ned inden for papirindustrien.

 

Under besættelsen

Hans Aaboe: I min tid som elev under besættelsen, fik jeg et ganske særligt erhverv. Alle arbejdere skulle have arbejdskort, så man kunne holde styr på folk. Men man var jo bange for, at tyskerne misbrugte det, og med jævne mellemrum skulle disse arbejdskort gemmes væk, så tyskerne ikke kunne beslaglægge dem. Når det var ved den tid, så kom fagforeningsformanden Jens Chr. Schou op på kontoret og rømmede sig og sagde, at det var det der med de arbejdskort. Og så gemte jeg dem på et hemmeligt sted. Nu kan jeg godt røbe, hvor det var, nemlig i kludebunkerne oppe på kludesalen.

Arne Krogh: Fabrikken havde under krigen tørvelager, hvor parkeringspladsen senere kom. Vognmændene kom med tørvene, kørte dem op til fabrikschefens villa, hvor der nærmest var en sliske til at læsse tørvene af ved. Der var vel 10 meter tørv og på toppen voksede med tiden op til 2 meter høje birketræer. Brunkul fik vi især hjem med jernbane.

Hans Aaboe: Tyskerne havde Drewsens Villa under besættelsen og en gang om måneden kom en soldat ned på kontoret for at betale husleje.

Arne Krogh: Efter besættelsen skulle fabrikken have nogle penge af staten på grund af tyskernes brug af fabrikkens område. Pengene var beregnet til at føre området tilbage til før, tyskerne tog det i anvendelse. På et tidspunkt foreslog jeg Frederik Olsen, at fabrikken meget passende kunne bruge nogle af pengene til at etablere en fodboldbane på området. Og sådan gik det. Fabrikken fik byens bedste fodboldbane.

 

 

 

LABORATORIE- OG PRODUKTIONSFOLK FORTÆLLER

 

Om europæisk samarbejde omkring pengeseddelpapir

Ove Bøgestrand: Vi havde konferencer for europæiske papirfabrikker, der producerede pengeseddelpapir. Bank Noten Papiermacherkonferenz som de hed. Der var deltagere fra Danmark, Sverige, Norge, Finland, Frankrig, Tyskland, Holland og Jugoslavien. England med Portals var ikke med. Vi var måske nok på en eller anden vis konkurrenter, men vi var også interesseret i at lære af hinanden, og fabrikkerne producerede hovedsageligt for et hjemmemarked. Flere af fabrikkerne var også egentlige statsforetagender. Jeg har – i lighed med Jørgen Rahbek – været involveret i at lave undersøgelser, som skulle forelægges på sådanne konferencer. Jeg har også hørt båndoptagelser fra konferencerne igennem for at skrive dem ned i rapportform. Alt foregik på tysk, og rapporterne var på tysk.

Jørgen Rahbek: Crane, USA var også af og til deltager. Jeg var på den sidste konference, hvor det hele smuldrede. Og årsagen var svenske Tumba, som var gået i samarbejde med Portals. For Portals var i konkurrence med os alle.

 

Om værdi- og pengeseddelmarkedet

Jørgen Rahbek: Det begyndte med, at de forskellige børser i 1970 stillede en række skærpede kvalitetskrav til børsnoteret værdipapir. Det var ikke nok med filigranvandmærket. Det var for nemt at efterligne. De krævede blandt andet som minimum et to-tonet vandmærke, et reliefvandmærke. Af andre krav var alle former for lokalisering af vandmærker, styrkekrav og forskellige krav til fiberindhold, der kunne variere fra børs til børs. Sædvanligvis var der tale om et kludeindhold fra 50-100 pct.

Knud K. Jensen: Et af de nye krav til seddelpapiret blev længdelokalisering af vandmærket i ruller, og det kunne vi ikke opfylde.

Jørgen Rahbek: Frederik Olsen var imod, at Silkeborg Papirfabrik fik en rundviremaskine. Han skrev op punkt for punkt, hvorfor han ikke kunne anbefale det, og det var det papir, som Carlsen forelagde Nationalbanken.

Ove Bøgestrand: Der var mange problemer med at styre en rundviremaskine. Men den ville have givet det sidste kvalitetsløft.

Jørgen Rahbek: Man havde snakket for og imod rundviremaskine siden 1940’erne. Den diskussion sluttede med Maglegaard Andersen, da han slog fast, at vi lige så godt kunne prøve at lave det på langviremaskine. Og så begyndte arbejdet.

Det var bestemt et problem for Silkeborg, at vi mistede det marked. Det gav imageproblemer, og Silkeborg var i en konkurrencesituation, hvor papirmaskinerne hele tiden skulle køre hurtigere. Det var ikke i tilstrækkeligt omfang muligt i Silkeborg, og derfor var vi tvunget op ad i kvalitet, så vi producerede forædlet papir, som vi kunne tjene penge på.

Vi startede med at genvinde markedet for aktier og obligationer. Af andet værdipapir kan nævnes pas, specielle billetter og girokort. Og vi lærte også at sætte tråd i seddelpapiret.

Helge Schmidt: Vi kan da ikke have tjent meget, for var der ikke hen ved 50 pct. udskud på den produktion?

Jørgen Rahbek: Måske, men alligevel mener jeg, at det gav overskud.

Ove Bøgestrand: Seddelpapiret blev efterlimet på Efterlimeren. Da vi mistede den produktion, var der reelt ikke mere brug for den.

 

Kopipapir og anden produktion

Knud K. Jensen: Duplikatorpapir var en stor produktion i Silkeborg i 1950’erne og en del af 1960’erne. Vi kørte duplikatorpapir med vandmærke. Og det blev kørt på alle maskiner. Senere – efter Frederik Olsens afgang – kom der gang i produktion af Rank Xerox kopipapir. Mellem duplikatorpapir og kopipapir var der en periode, hvor Silkeborg havde en stor produktion af magnetcheckpapir.

Jeg var i udviklingsafdelingen i København i otte år. Udviklingsafdelingen ydede bistand til f.eks. prøvetrykning og forsøg. Vi var også involveret i Xerox-papiret. Problemet med Silkeborgs Xerox-papir i begyndelsen var harpikslimen. Man fuldlimede papiret, og det resulterede i, at papiret svinede i maskinerne. Harpiksmængden blev derfor nedsat. Planhed var vigtig for kopipapir. Derfor produceres papiret med lavt vandindhold og stor porøsitet, hvorved modvirkes runding af papiret ved kopieringen i kopimaskinen. Porøsitet bevirker, at papiret hurtigt kommer i ligevægt med luftfugtigheden, hvorved papiret hurtigt kan absorbere og deabsorbere vand, hvilket igen fremmer planheden. Problemet med fuldlimet papir skyldes afsætning af harpiks i dengang langsomt kørende kopimaskiner, ligeledes havde papiret også tendens til gulning, hvilket var årsag til, at vi var nødt til at tilsætte fyldstoffer med høj hvidhed.

Ove Bøgestrand: Køberne stillede meget store krav til kopipapir. Papiret skulle have en meget stor porøsitet og en lav vandprocent, så det ikke teede sig dårligt under varmen i kopimaskinerne.

Helge Schmidt: På grund af produktionen af magnetcheckpapir måtte jeg ikke købe knive af rustfrit stål. Knivene måtte ikke afgive jern. Jeg skulle holde mig til bronzeknive til hollænderne. Det blev lidt af et problem. Vi købte bronzeknive hos NKT, men deres knive blev med tiden ret bløde. Man kunne smide sand i hollænderen for at slibe knivene.

 

Sikkerhedskemikalier

Jørgen Rahbek: Til f.eks. paspapir brugte vi sikkerhedskemikalier. Vi skulle passe meget på, det kunne let give en blåfarvning eller en rødfarvning. Opløst kobber fra fosforbronceknivene kunne give rødfarvning af papiret under bestemte pH-forhold, og jern kunne give blåfarvning. Problemet blev løst ved hjælp af metalbindere og ved anvendelse af specialknive i hollændere og refinere. I perioder med kørsel af sikkerhedskemikalier blev klortilsætningen til friskvand stoppet af sikkerhedsmæssige grunde, idet papiret netop skulle reagere for klorvand, som blev anvendt til radervæske. I magnetcheckpapir skulle papiret også være jernfrit, idet jern kunne indvirke på de påtrykte magtetiserbare trykfarver.

Ove Bøgestrand: Jeg var med til at finde problemet på rødfarvningen. Det viste sig at være kobber. Det skulle neutraliseres.

 

Computerstyring

Ove Bøgestrand: Vi nærmede os computerstyring midt i 1960’erne, da PM 3 fik ny drift. Der var mange avancerede ting i den drift.

Jørgen Rahbek: Hvis vi generelt ser på papirmaskinerne, var det første man fik fugtighedsmåling. Dernæst fulgte gramvægt, tykkelsesmåling, overfladelimning, limpresse og eftertørring. Offset-papir krævede støvfri papiroverflade. Det var simpelthen et markedskrav. Senere fulgte kontinuerlig farvemåling. Paludan Andersen var den første mand på opgaven.

Knud K. Jensen: Gramvægtsmålerne indeholdt en radioaktiv kilde, og der skulle derfor være en ansvarlig på fabrikken over for myndighederne. Det var Helge Schmidt, som var leder af sikkerhedsudvalget.

Helge Schmidt: Jo mere avanceret det blev, jo mere overlod man det til eksperter. Vi fik en instrumentafdeling. Paludan Andersen var den første mand på omgaven. Han var radiomekaniker og gift med en tysker – og begge dele var et plus i den sammenhæng. Senere kom Jørgen Kjær Rasmussen.

 

Sikkerhed

Helge Schmidt: Jeg blev formand for sikkerhedsudvalget og daglig leder af sikkerhedsorganisationen en gang først i 1970’erne. Vi lavede et utal af sikkerhedskurser, som jeg var med til at organisere. Og det var bestemt også nødvendigt. Man var dengang ikke særlig sikkerhedsminded. Maskinførerne kunne være nogle børster og f.eks. sende en ny mand ind i maskinen for at pille papir ud, mens maskinen kørte. Det skulle naturligvis gå galt. Og det gik galt. Jeg havde et værre hus med Arbejdstilsynet, men det var med til at få rusket op i hele sikkerhedsspørgsmålet. Til kvinderne på papirsalen lavede vi løftekurser, og vi havde en fysioterapeut, Stege Nielsen tilknyttet.

Der blev ført sikkerhedsstatistik, og hvis ulykkerne faldt, så var der præmier i form af gaver til alle medarbejderne. Det kunne være et krus, skrivesæt og lignende.

Ove Bøgestrand: Der var også lidt kritik af den præmiering, fordi man sagde, at det måske kunne få nogen til at undlade at anmelde ulykker.

Helge Schmidt: Der kan altid være uheldige sider ved det, man gør, men det er nu ikke mit indtryk, at folk undlod at anmelde skader. Det kunne også blive en slem sag for den enkelte, hvis de undlod i første omgang, men at det så senere viste sig, at det var værre end først antaget. Derfor kom mange til os og fik lavet en foreløbig rapport for alle tilfældes skyld.

 

Løn

Ove Bøgestrand: Da jeg startede i DfP, var det mit indtryk, at jeg lønmæssigt lå meget normalt. Men senere sakkede vi nok lidt bagefter, men der var så så mange andre fordele ved arbejdet.

Man forhandlede ikke løn med Frederik Olsen. Der var en årlig regulering, og det kom fra Hovedkontoret. En årrække havde vi automatisk dyrtidsregulering. Men det var ikke mere automatisk end, at Frederik Olsen kaldte hver enkelt funktionær ind på sit kontor for med beklagelse at fortælle, at dyrtiden var steget så meget, at man skulle have et tillæg. Tænk sig at bruge tid på sådan noget.

Jørgen Rahbek: Hovedkontoret udstak retningslinjerne for lønudviklingen, men Frederik Olsen indstillede folk til lønforhøjelse. I den forbindelse brugte han kopipresseren, og det var faktisk muligt at se brevets indhold. Vi har også været ude for, at vi gik ned i løn.

Ove Bøgestrand: Vi fik gratiale. En 13. månedsløn, som blev udbetalt den 11. marts. Jeg blev ansat den 11. marts på Hovedkontoret, og den dag var alle glade, for alle skulle have penge af ”Onkel Hugo”. Det var kælenavnet for DfPs mangeårige hovedkasserer.

Jørgen Rahbek: Et år – det må have været i jubilæumsåret 1964 – fik vi både lønforhøjelse, et gratiale og et jubilæumsgratiale.

Ove Bøgestrand: Mine sidste år var jeg tilknyttet en afdeling under Hovedkontoret med den opgave at forhandle overenskomst for alle fabrikkerne. Den afdeling hed Afdeling for arbejderforhold. Jeg har også været med i forligsinstitutionen. På et tidspunkt, hvor vi gik fra papiroverenskomsten til en SID-overenskomst, forhandlede jeg på hele papirindustriens vegne og måtte derfor også til Grenaa og Tønder.

Vi fik jo også bonusordninger. Det var Hans Halskov-Hansen, som startede med den ide, mens han stadig var i DfP. Man fik bonus, hvis man fik mere ud af maskinen, eller hvis man kunne spare på mandskabet.

Knud Jensen: Vi havde egen pensionskasse. Hovedkontoret stod for administrationen. Kassen blev solgt i 1984 til PFA.

 

Fabrikken – en helhed?

Helge Schmidt: Selvfølgelig kunne der være nogle drillerier og nogle spændinger. Men de stak ikke særlig dybt. Tværtimod havde vi et ualmindeligt godt forhold internt på fabrikken, vil jeg mene. Vi havde også samarbejdsudvalg, og selv om udvalget var for stort, og at mange af diskussionerne kunne føles ørkensløse, så var de da også med til at skabe et godt klima på fabrikken. Man fik blandt andet et overblik over, hvilket planer der var for fremtiden og senere også, hvordan det gik med fabrikken.

Man må også huske på, at DfP i mange, mange år var en særdeles velkonsolideret koncern, og det mindsker også konflikterne. Det er straks værre, når krybben er tom. Og det oplevede vi da også senere med indskrænkninger overalt. Og så vil grupper altid mene, at de bliver hårdere ramt end andre.

Vi havde fælles SU-møder for alle de forskellige fabrikkers SU på Nyborg Strand en gang om året. Det gav også et godt kendskab til hele koncernen.

Ove Bøgestrand: Jeg synes, at man må sige, at vi havde et godt sammenhold i Silkeborg – og i hele DfP.

Jørgen Rahbek: Absolut. Vi var bestemt indstillet på at hjælpe hinanden også på tværs af fabrikkerne.

 

Udflugter

Jørgen Rahbek: Til at begynde med kunne vi tage af sted i 2-3 busser. Senere blev det kun til en bus. Det var nogle gode udflugter. Jeg husker en tur til Hobro og Rebild. Vi spiste frokost i Hobro, fik kaffe i Rold Skov og spiste middag et andet sted. Om aftenen var der dans. Udflugten var med hustruer.

Ove Bøgestrand: Fabrikken betalte det hele, og der blev ikke sparet på noget. Festudvalget stod for turen, og udvalget fik også fri til at forberede turen ved at ”prøve” stederne. Der blev blandt andet lagt vægt på, at vi skulle ud at se noget af den smukke danske natur. Jeg var med i udvalget i nogle år. Vi var vel 3-4 mand i udvalget, blandt andre Carl Christensen.

Men så sker der det, at folk selv fik bil og derved mulighed for på egen hånd at køre ud i den smukke natur. Folk blev derfor mindre interesseret i udflugten. Vi arrangerede i stedet nogle kortere ture.

 

Efteruddannelse

Jørgen Rahbek: Vi havde nogle funktionærkurser i Næstved. Undervisere var Sigurd Christensen, Thyge Hall og en fra Dansk Arbejdsgiverforening. Vi har holdt masser af interne kurser. Men til sidst var der ikke givet tid til det. Som jeg ser det, manglede vi i høj grad en egentlig papirskole.

Helge Schmidt: Jo, jeg har taget diverse kurser, f.eks. hydraulikkursus og brevkursus. Men ind imellem så var det også ved at være lidt for meget. Blandt elektrikerne var der altid en på kursus. Maglegaard holdt lidt igen, idet han sagde, at de lavede kurser for kursernes egen skyld. Og der kunne måske være noget om det. Men gode instruktioner var nødvendige, og det synes jeg, manglede lidt til sidst.

Ove Bøgestrand: Instruktion er vigtig. Jeg synes, at vi lavede en rigtig god instruktion som forberedelse til den nye styring af PM 3. Der blev simpelthen lavet et instrumentpanel af pap, så man fik et realistisk indtryk af betjeningen af det nye panel. Noget af det sidste jeg gjorde på fabrikken var at systematisere oplysningerne til de enkelte maskiner og skrive en brugbar manual og instruktion. Men sådanne manualer skal hele tiden ajourføres, ellers hjælper de ikke ret meget.

Knud K. Jensen: Der var også en forening, Danske Papiringeniører, som afholdt en årlig konference med fagligt indhold. Vi afholdt i 1970 en nordisk konference, hvor også de øvrige nordiske papiringeniørforeninger deltog. Jeg var dengang i Udviklingsafdelingen, hvor min chef, Per Laursen, var formand for Danske Papiringeniører, så jeg fik en del med det arrangement at gøre.

 

Mod fremmed overtagelse

Helge Schmidt: Det var mit indtryk på de fælles SU-møder på Nyborg Strand, at man i mange år frygtede en udenlandsk overtagelse af DfP. De ledende direktører gjorde i hvert fald meget for at berolige os. Men vi må også erkende, at den danske papirindustri i mange år eksisterede i ly af toldmure, og da de forsvandt, blev det meget sværere for dansk papirindustri.

Jørgen Rahbek: Kjeld Andersen og jeg var til flere møder hos Stora i deres førerbunker ved Gøteborg. Det var helt klart, at de var ude efter vores Tivoli-serie. De påstod, at vi ikke kunne køre med den, at vi var for små osv. Og at de selv lige havde maskinen til det. Det viste sig nu, at de ikke var klar til den produktion, og den gav dem også mange problemer og reklamationer. Men de tog Tivoli-serien og dermed 60 pct. af Silkeborgs produktion.

Knud Jensen: Vi havde i mange år købt cellulose hos SCA i Sverige. SCA kom ind på det danske marked, først købte de Columbus i Holbæk, så Dansk Bølge Papindustri, som sammen blev til Colon.

Jørgen Rahbek: Vi havde noget, som vi kaldte pumpestrøm. Det var cellulose, som blev pumpet direkte i hollænderen. Det skulle altså ikke først i stengangen. Pumpestrøm var en blanding af letbleget cellulose og strøm (helbleget). Vi havde en standardblanding, som vi så kunne variere på ved tilsætning af andet special cellulose Vi skelede også noget til prisen på de forskellige slags celluloser.

 

Forurening og miljøregnskab

Knud K. Jensen: Jeg har arbejdet med forureningsproblematikken, lige siden jeg kom tilbage til Silkeborg i 1971. Forinden stod det dog klart, at der skulle gøres noget. I midten af 1960’erne nedsatte Skanderborg Amtsråd en landvæsenskommission. Det var også ønsket af DfP, idet man ønskede at få retten til brugen af åvandet i fabrikationen sikret for fremtiden. Møderne i kommissionen kom dog hurtigt til at handle om spildevandsproblematikken. Det endte således også med, at den afsagte kendelse blandt andet sagde, at sagen om Silkeborg Papirfabriks spildevandsudledning skulle genoptages senest, når Silkeborg kommunes rensningsanlæg Søholt var udbygget til biologisk rensning. Derudover blev der påbudt nogle kontrolforanstaltninger med årlige udtagning af prøver før og efter fabrikkens udløb. DfP var dog helt på det rene med, at der skulle gøres noget i Silkeborg snarest, således blev der i 1972, som et forsøg opstillet såkaldt Wacofilter ved udløbet til åen. Dette filter havde dog ikke kapacitet til at klare de dengang ret store spildevandsmængder. I de år filteret kom til at fungere nåede det dog at si ikke ubetydelige mængder stof fra, som dels blev kørt til deponering på losseplads; og dels i perioder til genbrug, endda så langt væk som på Kartonfabrikken i København.

I 1973 kom så den store Gudenåundersøgelse, som var foranstaltet af alle amter omkring Gudenåen. Ved denne undersøgelse indgik en særlig undersøgelse af udledning fra alle pap- og papirfabrikker med afløb til Gudenåen. Efter denne undersøgelse stod det klart, at Silkeborg Papirfabrik skulle have et rigtigt rensningsanlæg, og DfPs tekniske afdeling begyndte at udarbejde projekter. Det projekt, man valgte at gennemføre, og som var fuldført i 1978, var baseret på i videst muligt omfang at anvende eksisterende bygninger, idet det blev indrettet i forbindelse med det eksisterende anlæg til rensning af åvand til fabrikationsvand. Et af de tre fældebassiner blev ombygget til spildevandsrensning ved installation af en flocculatorenhed og skabere til kontinuerlig udtag af slam. I de tilbageværende to fældebassiner til åvand installeredes der pumper til overpumpning af det fældede materiale til spildevandsbassinet. Ved siden af sandfiltrene, i etagen under Bøtten, opstilledes en sibåndspresse til afvanding af slammet. Pressen blev senere udskiftet med en mere effektiv skruepresse.

Rensningsanlægget levede fra starten op til forventningerne og fjernede så godt som alt fast stof fra spildevandet. Anderledes forholdt det sig med de opløste iltforbrugende stoffer, som kun kan fjernes med biologisk rensning. Det iltforbrugende stof stammede hovedsagelig fra stivelse, som der traditionelt bruges store mængder af i finpapirproduktion. En del hjalp det, da stivelsesleverandørene fik lært at ændre ladningen i stivelsen fra anionisk til cationisk, men iltforbruget i spildevandet var stadigvæk på kanten af det tilladelige ifølge miljøgodkendelsen. Der måtte derfor gøres yderligere tiltag for at reducere iltforbrugstallene. Et tiltag var at separere kloaksystemerne alle de steder i fabrikken, hvor der blev arbejdet med stivelse. Det vil sige ved alle koge- og lagerkar for stivelse og ved alle papirmaskinernes limpresser. Det fraseparerede spildevand fik vi Silkeborg kommunes tilladelse til at lede til Søholt Rensningsanlæg sammen med det sanitære spildevand fra fabrikken. Det stivelsesholdige vand gav ikke nogen problemer i den biologiske proces, snarere tværtimod! Resultatet af denne separering blev, at mange høje værdier i analysetallene forsvandt, og de gennemsnitlige resultater blev lavere.

Et andet tiltag var at sende en delmængde af fabrikkens spildevand til Søholt. Der blev indgået aftale om, at vi i en periode sendte hele PM 3’s afløb til Søholt. En interimistisk pumpeledning blev etableret til en kloakbrønd på Store Maen. Forsøget fik imidlertid kortere varighed end oprindelig planlagt, idet rensningsanlægget efter et par uger bad os stoppe overpumpningen, idet de store slammængder, det medførte, gav anledning til så meget forstyrrelse i anlægget, at man ikke kunne overholde gældende normer for anlæggets drift. På vort eget anlæg gik det derimod fint med den stærkt reducerede belastning.

Et tredje tiltag var pilotforsøg med biologisk rensning i forbindelse med vort eget rensningsanlæg. Resultatet af dette forsøg blev, at skulle der, med den valgte metode, opnås en reduktion i iltforbrugstallene, krævedes der tilførsel af næringssalte i processen. Spildevandet fra fabrikken har nemlig altid været karakteriseret af, kun at indeholde små mængder af næringssaltene kvælstof og fosfor. Det blev derfor et paradoks, som ingen kunne se fornuft i, at tilsætte to stærkt miljøskadelige stoffer for at reducere et mindre miljøskadeligt! Dette med lav indhold af kvælstof og fosfor i spildevandet kom senere fabrikken økonomisk til gode. Hvilket skete, da der i midten af 1990’erne indførtes spildevandsafgifter baseret på forureningsgraden af spildevandet. Loven indeholdt nemlig en passus om, at hvis vandforsyningen var den samme som recipienten, kunne indholdet af stoffer i det anvendte vand modregnes i spildevandets indhold. Da Remstrup Ås vand i en stor del af årets måneder havde et større indhold af fosfor end fabrikkens spildevand, og da netop fosfor var det stof, som var belagt med den højeste afgift, havde det nogen betydning for afgifternes størrelse. Det lave indhold af fosfor i fabrikkens spildevand kan sandsynligvis henføres til de store algemængder, der blev fjernet fra fabrikationsvandet. Så jeg tør postulere, at Silkeborg Papirfabrik fra 1978 til dens lukning har fjernet fosfor fra Remstrup Å.

Ove Bøgestrand: Jeg tror forureningen var noget overdramatiseret. Der var selvfølgelig noget, som så meget synligt ud. F.eks. når vi udledte farve. Men vi foretog et utal af undersøgelser ude i søen, og der var ikke rigtigt noget at finde.

Helge Schmidt: Vi havde også en del slam, som vi til at begynde med gravede ned på fabrikkens areal. Men det blev senere kørt på Tandskov.

Knud K. Jensen: Vi solgte også slam til teglværker, som blandede det i leret. Det var som erstatning for savsmuld. Og kaolinen i papiret var jo nærmest en fordel i den forbindelse – det samme kan man så ikke sige om den kridt, som til sidst afløste kaolinen.

 

 

 

 

 

 

 

 

VÆRKFØRERNE FORTÆLLER

 

Værkførerne i produktionen blev hentet blandt papirarbejderne. Normalt blandt maskinførerne. Det var så at sige vejen fra status af arbejder til at blive funktionær på fabrikken. Værkførerne skulle som værkfører være godt inde i produktionsgangen – i alle dens facetter. Værkførerne skulle kunne se produktionen fra såvel ledelsens som arbejdernes side. Det krævede mange gange sin mand. Derfor var af betydning, at den kommende værkfører så at sige tog sin faglige autoritet som dygtig maskinfører (papirarbejder) med over i sin nye stilling som værkfører. Blandt andet derfor fyldte tiden som almindelig papirarbejder ganske meget under rundbordssamtalen.

 

Hartman Hornbøll: Jeg er fra 1920 og begyndte på Silkeborg Papirfabrik den 22.2. 1936, 16 år gammel. Mærkeligt at man kan blive ved med at huske sådan en dato. Jeg kom ud i pladeglitten, hvor jeg arbejdede med bøttepapir. Da jeg blev 18 år, blev jeg fyret. Det var ikke det almindelige, men der var en krise i 1938, og Mandrup Andersen fortalte, at fabrikken måtte indskrænke. Men jeg fik lovning på at kunne komme ind igen, når krisen var ovre. De måtte stoppe den store papirmaskine og fyre 50-80 mennesker. Der gik 1½ år, så kom jeg ind igen i september 1939. Jeg kom igen ind til Glitten. Det var ikke noget besværligt arbejde. Og derfra kom jeg ind til papirmaskinerne i 1945.

Ejvind Pedersen: Der var 5 kalandere, 5 klippere – 4 på stribe og så klipper 5 for sig selv – og senere kom så klipper 8 og så var der 3 fugteværker. Jo mindre man lavede, jo bedre gik det. Det var det paradoksale. Ved de store klippere 5 og 8 var der en maskinfører og så en bagmand til deling.

 

Hartman Hornbøll: Man kunne komme ind til papirmaskinerne, når nogen var syge. Ved PM 1 og 2 var der 7 mand, tre på hver maskine og så en fælles pressemand. Der var en maskinfører, en førsteskærer og en andenskærer. Andenskæreren blev også kaldt for smøremanden.

Ejvind Pedersen: Man startede som andenskærer. Han skulle smøre lejerne, køre udskuddet væk og køre rullerne ud. Pressemanden styrede virerne og pressefiltene. Maskinføreren var formand ved maskinen, og han skulle sørge for, at den rigtige mængde stof kom på banen. Førsteskæreren passede på filtene, fugtighed, tørring, at papiret kørte rigtigt op og regnskab. Men man hjalp hinanden, hvis det var nødvendigt. Vi kunne gøre fagter fra den ene ende af maskinen til den anden, hvis der skulle gøres noget. Det var vor trådløse telegraf.

Erik Pedersen: Der var lidt hierarki ved papirmaskinen. De fleste ønskede at ende som maskinfører. Der var dog nogle, som ikke ønskede at have det ansvar. Maskinførerne var de højst betalte ved papirmaskinen, og de fik 10 pct. mere i bonus, da vi begyndte med det. Det var ikke fordi, der var den store økonomiske fordel umiddelbart at komme fra Glitten til papirmaskinerne. Måske nogle ører. Men der skete noget mere ved papirmaskinerne.

Jeg husker den første dag, jeg var førsteskærer på PM 2, dagen efter skulle der køres gennemslag, og så sagde de: Nu skal du sat’me passe på filtene for i morgen skal vi køre stærkt. Og det var 70 meter. Ellers lå maskinen og trillede på 50 meter.

Ejvind Pedersen: Jeg var i Glitten et års tid, og kom så ind til PM 2 i 1962. Her var mere at lave, og det var mere interessant. Jeg startede som smøremand. Erik var førsteskærer. Vi rykkede op efter tur. Havde maskinføreren fri, så gik førsteskæreren ind og tog hans arbejde, og andenskæreren tog førsteskærerens arbejde osv.

Vi kunne have ”urolige” filte. Når der var papirbane på, så blev filtene våde, mens de var tørre uden papirbane. Denne spænding mellem vådt og tørt kunne give urolige filte. Filtene kunne simpelthen falde af eller forskubbe sig. Så måtte de på plads igen, og det var et værre arbejde – og et varmt arbejde. Hvis filtene rendte helt sammen, måtte vi ned i hastighed, eller hvis det var helt galt stoppe maskinen.

Jeg har da været med til at strække det sådan, at vi slap for at skifte filt, så det var næste vagt, der stod med problemet. Det var bestemt ikke populært, hvis man skulle starte med at skifte filte. Hvis det var bronzeviren, der var problemer med, så søgte man gerne at skyde skiftningen til weekenden. Det kunne ske ved syning eller svejsning.

 

Om skiftehold

Ejvind Pedersen: Nattur var hårdt de første dage, men som ugen skred frem, gik det bedre. Så kunne man jo også se en ende på det.

Erik Pedersen: Jeg har været glad for skifteholdsarbejdet, men jeg fik på et tidspunkt et maveonde, hvor jeg var syg i en måned. De gamle fortalte, at hvis jeg kom over det, så ville jeg ikke få det igen. Men hvis det blev ved, så var det slut med skiftehold. Det gik over, og jeg har ikke mærket noget til det siden.

Ejvind Pedersen: Men man skulle også lade være med at spise hele natten. Det kunne maven ikke klare. Jeg spiste ikke efter kl. 24.

Søren K. Sørensen: Nattur var ikke det værste. Det var nærmest dagturen, fordi man skulle vende om fra nattur til dagtur, og der var kun 1-1½ dag imellem. Et almindeligt dagsarbejde føltes nærmest som om, at hele dagen gik med arbejde. Især om vinteren. På skiftehold var vi vant til at have fri om formiddagen eller eftermiddagen.

Ejvind Pedersen: Vi unge kæmpede i årevis for, at man skulle gå fra nattur til eftermiddagstur. Det var en blidere overgang. Men det ville de gamle ikke høre tale om. Men vi fik det dog til sidst.

Erik Pedersen: Skifteholdsarbejde påvirkede jo hele familien. Børnene skulle være stille, mens far sov. Og det var umuligt at gå til noget bestemt, f.eks. aftenskole eller danseskole.

Hartman Hornbøll: De gamle værkførere, som jeg husker, var Hølvig Andersen, en bror til Mandrup Andersen, en værkfører Jensen, som kom fra Dalum og som var reservepapirmester og så Svend Sølvsten. Der var en på hver vagt.

 

Om at blive værkfører

Erik Pedersen: Jeg arbejdede i Glitten i 3-4 år. Derfra kom jeg på laboratoriet, hvor jeg lærte, hvordan man måler kvaliteten af det producerede papir. Videre til værkførerkontoret, hvor jeg skrev recepter, lønningslister og lignende. Så ind til papirmaskinerne: som andenskærer ved PM1, så andenskærer ved PM2 og så førsteskærer og maskinfører ligeledes ved PM2. Derefter til alle tre hollænderier som stoflæsser, melkoger og hollænderformand, for igen at blive maskinfører på PM2. En dag fik jeg tilbud om at blive salsformand. Efter ca. 1½ år blev jeg glitteformand, indtil den stilling blev nedlagt. Derefter var jeg på laboratoriet en tid, og blev så underværkfører og værkfører.

Hartman Hornbøll: Jeg fik også en grundig uddannelse, før jeg blev værkfører. A.G. Hansen var blevet papirmester, og han gik meget op i uddannelse. Lige efter at jeg havde været i lære som maskinfører, kom jeg igennem alle vagterne på alle papirmaskinerne, så jeg var sammen med samtlige maskinførere og fik mulighed for at lære lidt af dem alle. Så gik turen til laboratoriet og videre rundt på fabrikken. Jeg har været på pladsen for at modtage råstoffer, sorteret klude i 14 dage på kludesalen og været på papirsalen. De gamle koner på kludesalen kunne nogle saftige historier, og de nød at fortælle dem, så en ung mand som jeg blev helt rød i hovedet.

Ejvind Pedersen: Så meget gjorde man ikke ud af det, da jeg blev værkfører. Det var der nok ikke penge til. Bøgestrand spurgte om, det var noget for mig at blive værkfører, og jeg udbad mig lidt betænkningstid for at få det drøftet med familien. Jeg gik med en erfaren værkfører og lærte af det. Man var trods alt aldrig alene om det.

Søren K. Sørensen: Det samme gælder for mig. Det var lige på og hårdt.

Ejvind Pedersen: Silkeborg Papirfabrik blev en gennemgangslejr i 1960’erne og 1970’erne. Helt slemt var det i begyndelsen af 70’erne. Jeg har været med til at antage folk, som lå i telt på Århusbakken. De skulle lige tjene til en billet hjem. På årsbasis var der tale om 100 nye folk. Det var et kolossalt problem at få bemandet maskinerne med nogenlunde stabile folk. Man kunne have fået det hele til at gå op, men så indløb først det ene afbud, så det næste og så videre, og så røg den planlægning. Vi måtte flere gange stoppe maskinerne på grund af mandskabsmangel. Men jeg husker første gang, da var der skideballe den næste dag. Man kunne da ikke forstå, at det havde været nødvendigt. Men det var det. Der kom rigtig mange urutinerede folk ind i den periode.

 

Er værkførerne en lus mellem to negle?

Erik Pedersen: Jeg føler ikke, at jeg har været i klemme som værkfører mellem papirarbejderne og så ledelsen. Man skal ikke regne med at have alle de samme kammerater, efter man er blevet værkfører, og der er nok også lidt misundelse til at begynde med. Men jeg synes, at man bliver respekteret lige så meget, som man respekterer andre. De nye værkførere skulle nok lige prøves af for at se, hvor hidsig han kunne blive.

Søren K. Sørensen: Til at begynde med holder man lidt lav profil. Og det er ikke let at være værkfører over for sine gamle kammerater. Normalt blev man også værkfører et andet sted, men det kunne ikke undgås, at man også mødte sine gamle kolleger.

Ejvind Pedersen: På et tidspunkt er man jo som ny værkfører nødt til at sige sin mening om, hvordan man vil have det. Det er en balancekunst.

 

Om værkførerens opgaver

Erik Pedersen: Vi mødte forskudt i forhold til papirarbejderne. Vi drøftede lige kort med de to værkførere, som var på vej hjem, hvordan det gik. En slags overlevering til den nye vagt. Vi skulle finde ud af, hvad der blev kørt, og hvad der skulle køres, og så skulle vi et smut forbi for at se, hvordan det hele gik. F.eks. forbi stengangen for at se, hvad de lagde på, og hvordan det passede med de farver, der skulle køres.

Søren K. Sørensen: Værkføreren skulle sørge for den rigtige farve. Og det var ikke så let. Hver gang der kom nyt stof fra hollænderiet, skulle værkføreren og maskinføreren være på mærkerne. De ringede gerne fra hollænderiet, når en ny portion var på vej.

Ejvind Pedersen: Hollænderformanden kunne lave en pøs af det nye stof og komme det på papirbanen, så man kunne se, om farven passede eller var helt forkert. Men det var alligevel ikke nogen helt god ide, der var andre forhold, der spillede ind, blandt andet surheden i papiret. Så det lille nummer var normalt ikke ret populært.

Erik Pedersen: Vi var to værkførere pr. vagt på fabrikken. En værkfører og en underværkfører. Vi var altså seks værkførere og en overværkfører. I min tid var det først Svend Sølvsten og siden Villy Hansen. Den ene værkfører havde PM 3 og PM 2 med tilhørende hollænderier, mens underværkføreren tog sig af PM 1 og al skrivearbejdet, senere fik han også Glitten, da stillingen som Glitteformand blev nedlagt.

Søren K. Sørensen: Til sidst var der kun en værkfører pr. vagt. Der blev også ført døgnrapporter og maskinbøger. Ved at bladre tilbage i de gamle maskinbøger kunne man få ret gode tips om, hvordan man kunne gribe arbejdet an. Eller justere det man var i gang med.

Ejvind Pedersen: Recepterne blev også brugt som udgangspunkt i vort arbejde. Det var en del af værkførerens arbejde at tage stilling til, om filte eller vire skulle skiftes. Hvis der f.eks. var huller i filtene, kunne det jo ødelægge papiret. Vi snakkede så gerne med overværkføreren om det og fik så en seddel på den filt eller vire, der skulle bruges.

 

Om filte, miljø og sikkerhed

Søren K. Sørensen: Til at begynde med brugte vi uldfilte, og de kunne let gå i stykker. Varmen brændte dem. Pressefiltene blev taget af hver weekend og vasket. Der blev sparet på de her filte, og mange gange var de helt gennemsigtige. Det var et værre marked mandag morgen, når vi skulle sætte de her vaskede filte på maskinen. De ville jo rulle i kanten, og vi stod og kom vand på kanten eller skar en strimmel af. Det var fagforeningsformanden Villy Christiansen, som stod for vasken af filtene. Det foregik i den lille ”brugsforening”, en slags depot, hvor vi også kunne hente sæbe, petroleum m.m. Senere fik vi nogle andre filte, nærmest af nålefilt. De blev ikke vasket, men kørte til de skulle skiftes.

Petroleum brugte vi, når vi skulle gøre forsiden på PM 3 ren. Dengang var der ikke meget, der hed miljø. Rengøringen skete hver tirsdag formiddag, hvor pressemanden og smøremanden ordnede det. Rengøringen af bagsiden på PM3 ordnede pressemand og smøremand onsdag eftermiddag.

Erik Pedersen: Man tog normalt ingen chancer med hensyn til sikkerhed. Men på PM 2 var der en strainer. Når vi kørte almindelig papir, så blev den ikke brugt, men når vi kørte med kludepapir, så løb stoffet igennem straineren, som opsamlede trevler. Og her kunne man godt sådan være lidt uforsigtig, hvis der skulle flyttes en rem.

Ejvind Pedersen: Der er sket ulykker. Jeg har haft en hånd i en tørrefilt og fik skindet revet af på grund af varmen. Det var en grim fornemmelse, da den tog ved.

Hartman Hornbøll: I gamle dage var der altid plads til en mand på fabrikken, der var kommet til skade. En slags retræteplads. Men der kom nye toner. Jeg husker en gang, hvor en ganske ung mand var kommet galt af sted ved mærkeklipperen og fået ødelagt sin ene hånd. Jeg kæmpede for, at han kunne blive portner. Maglegaard var til at begynde med imod det, idet han sagde, at fabrikken jo ikke var noget socialkontor. Jeg måtte stå ret flere gange, men til sidst blev den unge mand portner. Portnere var ellers normalt folk, der havde været på fabrikken i 40 eller 50 år. Forholdene blev strammet i takt med arbejdstidsforkortelserne. Jeg har aldrig forstået arbejdernes kamp for kortere arbejdstid. Det kommer jo til at gå ud over dem selv med større arbejdstempo og stress.

 

Om fabrikschef Frederik Olsen

Hartman Hornbøll: Frederik Olsen var en meget dygtig fagmand. Der var respekt om ham. Frederik Olsen kunne finde på at dukke op på natturen. Han spillede l’hombre på Dania, og når han hen ad midnat kom tilbage, så kiggede han lige forbi for at se, hvordan det gik. Han gik gerne af bagvejen, så ingen anede, at han kom. Og hvis det så ikke gik, som han ønskede det, så var der skideballer i luften.

Frederik Olsen kunne også være en bulderbasse. Jeg husker lige så tydelig en nat, hvor han kom forbi. Vi havde faret rundt, lige siden vi kom, og det havde været en rigtig svedetur, men endelig havde vi fået ryddet op og kunne slå røven i sædet. To mand sad på den ene side af bordet, og to mand på den anden side, og alle fordybet i hver sin avis. Og så kom Frederik Olsen. For ham at se, sad jo her fire mænd, som slet ikke var interesseret i, hvordan maskinen kørte. Så var der lagt op til skideballe.

Han var meget inde i diverse faglige tidsskrifter, og hvis man spurgte om et eller andet, så kunne han lige huske, at der stod noget i det og det tidsskrift. Som 18-årig skulle jeg løbe op til Frederik Olsen med papirprøver hver morgen, og her kunne jeg se, at han var velforberedt. Han havde sine notater, og med tiden kunne jeg da også tyde dem, og det lærte jeg også noget ved.

Frederik Olsen var en dygtig fagmand, men han var meget konservativ og ikke interesseret i, at der skulle investeres på fabrikken. Hvert år hørtes historier om, at Frederik Olsen ikke ønskede investeringer. Og A.G. Hansen pressede ellers hårdt på. Ved morgenmøderne sagde han tit: Ja, havde vi dog blot den küsterglitte eller den limpresser. Også dengang Nationalbanken tilbød at betale en rundviremaskine, sagde Frederik Olsen nej. Så på den måde var Frederik Olsen også med til at lukke papirfabrikken.

 

Om papirmaskiner og papirkvaliteter

Erik Pedersen: Det mest besværlige papir at køre var statstegnepapir (til matrikelpapir). Det var 100 pct. klude, knust og fuld af vandglas. Det var ikke til at få stoffet afvandet fra viren. For at det skulle kunne lade sig gøre, skulle vandet være meget varmt. Jeg husker engang, hvor én mand pludselig syntes, at viren skulle vaskes. Og det blev den i koldt vand! Så måtte vi om igen. Det var næsten umuligt at få det på maskinen. Det var noget papir, som skulle være langtidsholdbart. Men ellers var kvalitetskravene såmænd ikke så høje. F.eks. gjorde det ikke så meget, at det var lidt mudret bund (gennemsigten). Det ville ikke være blevet accepteret ved andre kvaliteter. Jeg har været med til at køre det her en hel dag og få lavet 90 kg. Når vi kørte statstegnepapir, skiftede vi rem ude i transmissionen. Jeg mener, vi kørte med 12 meter.

Søren K. Sørensen: Tyk karton var også træls at køre, hvis det faldt af. Karton kørte vi ved lav hastighed, 27 meter. Det føltes nærmest, som om maskinen slet ikke kørte. Vi kørte med gramvægte fra 280 gram til 30 gram. Gennemslagspapir var på 30 gram, og det kunne udmærket køre i flere vagter uden at falde af. Til andre tider faldt det hele tiden af, men det fyldte trods alt ikke så meget som udskud som den tykke karton.

Trækpapir var heller ikke spændende at køre. Det var fuld af statisk elektricitet og gav nogle gevaldige stød.

Jeg har været med til at køre 250 m på PM 3, da den var bygget om. PM 2 kom op på først ca. 105 meter og helt op på 130-140 meter til sidst.

Hartman Hornbøll: Jeg husker tydeligt ombygningen af PM 3. Jeg havde til opgave at registrere alle de nye dele. Vi var godt 100 mand om opgaven. Det var lidt af et puslespil at få det til at gå op. Selve ombygningen tog seks uger. Det var en stor og skæg opgave. Der kom en hel del automatik på maskinen, limpresse, sugegauske og rebføring. Vi arbejdede på treholdsskift, og vi blev enige om, at vi ville starte op en nat, så var vi fri for al indblanding fra de kloge mennesker. A.G. Hansen var maskinmand, så han havde foreslået at starte med gennemslagspapir (37 g), men vi andre ønskede noget godt stærkt papir. Det gav en masse udskud til at begynde med. Der skete desværre en arbejdsulykke, da vi begyndte, og det var det værste.

Søren K. Sørensen: Papirmester A.G. Hansen og Frederik Olsen væddede vist engang, om PM 3 kunne køre 150-160 meter. Men på det tidspunkt havde PM 3 stadig sin gamle åbne udløbskasse af træ, og den kunne simpelthen ikke tilføre viren tilstrækkeligt med stof. Der var ikke tryk nok på. For at få større hastighed var det derfor nødvendigt med en ny udløbskasse, og det fik vi også ret hurtigt derefter.

 

Fagforening

Ejvind Pedersen: Papirarbejdernes fagforening var billig, da jeg begyndte i 1961. Jeg tror, kontingentet var 12 kr. om måneden. Når man blev værkfører, blev vi overflyttet til arbejdslederne.

 

Hierarki i funktionærgruppen?

Hartman Hornbøll: Der var måske nok hierarki på de andre fabrikker, men ikke på Silkeborg Papirfabrik. Man mærkede det, når man besøgte de andre fabrikker, hvor man mere kæmpede for hver sin afdeling. På Silkeborg var vi mere en helhed.

Kontoret var lidt for sig selv. Når man ringede op til dem, sagde de aldrig, hvem det var. De sagde blot: ”Det er kontoret”. Så kunne man jo sige, ”Jamen, goddag kontor. Hvordan har kontoret det?”. Det var irriterende, at de ikke kunne sige deres navn, selv om vi da godt kunne høre, hvem det var. Flere var der jo ikke på kontoret. Det blev bedre, da der kom yngre folk til.

 

Under fabrikschef Finn Henrik Hansen

Søren K. Sørensen: Finn Hansen var benhård, men han fik fabrikken op at bestå. Den var tæt på at lukke. Tivoli-serien var godt for fabrikken. Jeg kan huske, at Finn Hansen ventede på opringning fra Niels Jørgen Kejser, for vi måtte ikke sådan uden videre kalde vor serie for ”Tivoli”. Navn og logo skulle godkendes. Men Finn Hansen havde åbenbart de rette forbindelser. Finn Hansen skabte også kontakt til en række designere.

Vi fik arbejdstøj. To par bukser, tre skjorter, en termojakke og en vest om året. Værkførernes arbejdstøj var en anden farve end papirarbejdernes. Vores farve var vel nærmest duegrå.

Erik Pedersen og Ejvind Pedersen: Der var nok ikke så mange, der rigtig brød sig om Finn Hansen. Det blev andre tider med ham. Vi fik hele tiden at vide, at fabrikken var tæt på at lukke, og at vi måtte se at stramme os an. Der kom flere fyringsbølger også af værkførere. Nogle unge værkførere var lige udlært, og så blev de fyret. Det var hårdt. Der blev fyret både unge og gamle.

 

Under tysk ejerskab

Søren K. Sørensen: Svenskerne var vel ret ligeglade med os. Vi fik lov til at passe os selv. Tyskerne købte sig ind i firmaet, men de første tre år med svensk-tysk fællesejerskab skete der heller ikke rigtigt noget. Det var først, da tyskerne købte det hele, at der begyndte at ske noget. Det startede med noget så usædvanlig med en betalingsstandsning, hvor alle alligevel fik deres penge. Året 1995 var et dårligt år for fabrikken med røde tal på bundlinjen, og så går det jo tit med direktøren som med en træner for et fodboldhold i krise. Kjeld Andersen blev fyret i september 1995, og som ny administrerende direktør fik vi Claus F. Hornemann. Men hans tid på fabrikken blev ikke særlig lang. Da fabrikken den 22. april 1996 gik i den omtalte betalingsstandsning, blev han også fyret. Økonomichef Erik Jessen fungerede herefter under betalingsstandsningen også som fabrikschef sammen med tyskernes chef, Peter Holm. Efter betalingsstandsningen blev Peter Holms søn, Lars Holm, indsat som fabrikschef i oktober 1996. Lars Holm og Erik Jessen kørte parløb en kort overgang, hvorefter Lars Holm overtog ledelsen frem til lukningen af fabrikken i foråret 2000.

Lars Holm var tyskernes mand, og det var reelt faren, Peter Holm, der bestemte. Lars Holm og fagforeningen kunne slet ikke sammen. Den tyske mentalitet var svær for os. Det var meget mere oppe fra og ned. Det var som om, man helst så, at vi ikke gjorde noget på eget initiativ.

Det sidste halve til trekvarte år blev vigtige dele af laboratoriearbejdet flyttet op ved siden af PM3. Det var så mandskabet og værkførerne, som i fællesskab skulle foretage de forskellige målinger. Det fungerede fint. Hvis der var noget specielt, tog laboratoriet over i dagtimerne. Til sidst var det kun PM3, som kørte, og vi var pr. vagt 7-8 mand – 1 ved pulperen, 3 ved maskinen, 2 ved rulleværket, 1 ekstra og så 1 værkfører. Det gik fantastisk godt med at køre vandmærkepapir på PM3. Vi kunne køre 3 tons i timen, mens vi – når det gik godt – kunne køre 600-700 kg. i timen på PM2. Man havde godt nok sagt, at det ikke duede at køre vandmærkepapir på PM3, men det viste sig altså at være helt forkert.

Jeg tror, at det hele tiden var tyskernes mening, at fabrikken skulle lukkes. Når de havde indhøstet vort knowhow. Og tyskerne startede jo en ny maskine i Lachendorf. Man kan på den anden side hævde, at hvis ikke tyskerne havde købt fabrikken af svenskerne, så var den nok lukket på et tidligere tidspunkt.

Jeg mener, at vi sagtens kunne have kørt videre. Det gik godt med at køre vandmærkepapir på PM 3, og vi havde lige fået en stor ordre på 900 tons til Sverige. Tyskerne bestemte også, hvor vi skulle købe råstof og til hvilken pris. Det var naturligvis ikke godt for økonomien. 1990’erne var hårde år, og det endte altså ikke lykkeligt.

 

Om pengeseddelpapir på maskine

Ejvind Pedersen: Vi producerede seddelpapir til 10 kr-sedler, 50 kr-sedler og 100 kr-sedler og senere også til 20 kr-sedler. Det gik fint. Silkeborg Papirfabrik var de første, som kunne sætte tråd i papir på en langviremaskine. Men det var ikke lige nemt. Når vi kørte seddelpapir, var der to kontrollanter pr. vagt.

Erik Pedersen: Seddelpapiret blev kørt i tre baner og kørt op på tre ruller. Rullerne blev plomberet. De tre ruller kom i boks. Efter glitning og klipning overtog salen papiret for at gøre det færdigt. Det blev sorteret, talt, renskåret og talt. Det var først senere, at seddelpapir også blev efterlimet, hvilket skete i Efterlimeren.

 

Om at være dus

Ejvind Pedersen: Vi blev dus under Maglegård. Tidligere var det sådan, at arbejderne indbyrdes var dus. Og som værkfører forblev man at være dus, med dem man havde arbejdet sammen med blandt arbejderne. Ellers var man ”Des”. Vi blev ret hurtigt dus blandt værkførerne.

 

Hans Olsen og skoleklasser

Erik Pedersen: Hans Olsen i halvtøjshollænderiet var en festlig fyr. Ikke en original men en dejlig mand. Han kunne efterligne alle folks stemmer, og det var ganske fornøjeligt. Tidligere havde vi en del skolerundvisninger. Det var normalt en fra laboratoriet, som tog sig af det. Men hvis det kneb, så sprang Hans Olsen til på sin egen måde. Han fortalte til højre og venstre det bedste han vidste, og han sluttede altid af nede i laboratoriet. Og når han ankom her, slog han ud med armene med ordene: Ja, her sidder så en hel flok Niels Bohr’er. Og senere pegede han på et lille kemikalieskab og bekendtgjorde, at her var gift nok til at slå hele byen ihjel. De skolehold fik en oplevelse den dag.

 

Drikkeri

Søren K. Sørensen: Drikkeri var ikke noget generelt problem, men der var da nogle enkelte, som havde et problem. Og det kunne hænde, at en mand mødte beruset. Jeg husker engang, mens jeg var pressemand, at min maskinfører på natholdet havde fået lidt for meget. Donati og jeg gik så til ham og sagde, at vi havde hørt nede i Glitten, at han ikke turde køre stærkt med PM 3. Det skulle vi aldrig have sagt. Hastigheden blev kørt helt i bund og til sidst revnede en tørrefilt. Den kunne ikke klare hastigheden. Og så måtte vi til at skifte filt.

Vi fik spiritusforbud til sidst, og det var lidt af en handel, idet fabrikken fik sit spiritusforbud, og folkene fik gratis varme drikke i automaten.

 

Ny teknologi:

Ejvind Pedersen: Silkeborg Papirfabrik var aldrig forrest med hensyn til ny teknologi. Lad de andre gøre erfaringerne var holdningen. Jeg vil også sige, at jeg ikke var meget for det med trykknapper og computere. Vi var jo vant til at skrue og dreje. Det virkede. Men virkede det også, når man blot trykkede på en knap? Det var jo ikke rigtigt til at tro på. Men det virkede jo.

Erik Pedersen: Det computerværk var heller ikke mig. Det var en af grundene til, at jeg selv ønskede at blive portner.

Søren K. Sørensen: Jeg er også lidt af den gammeldags type med hang til håndsving. Men computere var nødvendige, og selv om Silkeborg Papirfabrik var langsomme også på dette område, så fik vi det til sidst.

 

I forlængelse af rundbordssamtalerne indsendte Knud K Jensen, Åse Rasmussen og Hans Aaboe skriftligt en uddybning af det fortalte. Disse supplementer kan læses andet steds på hjemmesiden.

 

 

15. april 2020