Theodora og Anna: En kærlighedshistorie?

af Karoline Støjberg Sejersen

Theodora Lang og Anna Høltzermann, 1907. Foto: Silkeborg Arkiv.

I næsten 50 år boede Theodora Lang (1855-1935) og Anna Høltzermann (1862-1933) sammen. Da Theodora kom til Silkeborg i 1882 for at blive skolebestyrerinde ved en lille pigeskole, tog Anna imod hende på togstationen. Siden den dag fulgtes de ad - helt frem til Annas død i 1933. Gennem årene blev de meget tætte: De omtalte endda hinanden som deres livsledsagerske. Men var de bare gode venner, eller var deres forhold romantisk?

Kvinders forhold til kvinder, 1800-1930

I den tidsperiode, hvor Theodora og Anna levede sammen, var det ikke almindeligt eller acceptabelt at være i et romantisk forhold med en af samme køn. I straffeloven af 1866 fremgår det, at “omgængelse mod naturen” var forbudt. Forbuddet betød, at mænd ikke måtte have seksuelle forhold til andre mænd. Loven inkluderede dog ikke seksuelle forhold mellem to kvinder, så det var principielt lovligt! Det skyldtes, at man i 1800-tallet slet ikke kunne forestille sig, at kvinder havde de samme seksuelle drifter som mænd, eller at de kunne have et seksuelt forhold uden en mand. Det var først, da man afkriminaliserede homoseksualitet i 1930 for i stedet at karakterisere det som en psykisk sygdom, at homoseksualitet mellem kvinder blev opfattet som en mulighed! Før den tid var det derfor ikke opsigtsvækkende, at to ugifte kvinder boede sammen, som Theodora og Anna gjorde. Faktisk er der mange eksempler på det - især i lærerindemiljøet.

Theodoras helt store forbillede, den københavnske skolepioner Natalie Zahle, boede sammen med flere forskellige kvinder gennem sit liv. Fra 1867-69 dannede hun hjem med lærerinden Pouline Govl, men deres forhold til hinanden er interessant. Der er nemlig bevaret et brev fra Zahle til Govl, hvori hun erkendte, at hun havde haft erotiske følelser for Govl! Det er en sjældenhed, at der findes konkrete beviser på, at kvinder havde mere end venskabelige følelser for hinanden.

Pouline Govl (venstre) og Natalie Zahle (højre), ca. 1854-1863.

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Zahles brev åbner dog op for, at andre kvinder – f.eks. Theodora og Anna – kunne have lignende forhold. Men først og fremmest bliver vi nødt til at kigge på kendsgerningerne: Hvordan var Theodora og Annas liv sammen?

Theodora flytter ind

De mødte hinanden for første gang, da Anna var 19 år, og Theodora var 27 år. Da Theodora ankom til Silkeborg d. 21. november 1882, flyttede hun med det samme ind i Annas lejlighed. Det var oplagt, fordi lejligheden lå i forlængelse af pigeskolen. 

Anna havde passet skolen indtil, at en ny bestyrerinde blev ansat, og hun fortsatte med at arbejde sammen med Theodora. Under deres samarbejde med at opbygge skolen, blev deres forhold også stærkere. I perioder var Anna bortrejst, fordi hun tog en uddannelse i København, og mens hun var væk, skrev hun længselsfulde breve – på vers – til Theodora:

"Min egen kjære lille Ven

Ja, nu maa jeg skrive lidt igjen, 

Thi Længslen lader mig ingen Fred, 

Skjønt jeg er træt og snart søvnig med,

For Klokken er mange."

Det er tydeligt, at de på få år, havde skabt en stærk relation, som gjorde det svært for dem at undvære hinanden. Derfor sagde det også sig selv, at da Theodora byggede en ny og større skole i 1886 med en forstanderindelejlighed, flyttede begge ind.

Hjemmet på Skoletorvet

De kom dog ikke til at bo på Skoletorvet alene. I takt med at skolens elevtal steg, var der behov for mere arbejdskraft, og derfor flyttede en række (hovedsageligt ugifte) lærerinder ind. Samtidig blev der oprettet en kostskoleafdeling, hvilket betød, at en masse unge piger blev en del af hjemmet. For at tage vare på den store husholdning, blev der ansat både tjenestepiger og husholderske. Hjemmet på Skoletorvet var det, man kalder et husfællesskab: Et sted hvor flere personer boede og levede sammen. Men selvom skolebygningen var fyldt med mennesker, blev det først og fremmest anset som Theodora og Annas hjem.

Theodora og Anna, ca. 1885-1901. Foto: Silkeborg Arkiv.

Med tiden blev det også til et familiehjem. I 1880-90’erne fik Theodora en plejedatter, Ellen Mandrup Due, og de tre levede nærmest som en kernefamilie med mor, mor og barn – og hund havde de også! Selvom det officielt kun var Theodora, som var Ellens plejemor, voksede hun op med dem begge i hjemmet, og i breve omtalte Theodora hende som deres fælles plejebarn.

Ellen Sarauw, f. Mandrup Due, Eigil Sarauw og Anna Høltzermann, ca. 1907-1915. Foto: Silkeborg Arkiv.

“Din egen Th”

Anna og Theodora skabte et fælles liv. De var sammen om skolen, om hjemmet, om Ellen, om alt. De lagde heller ikke skjul på deres hengivenhed til hinanden. I anledning af årsdagen for deres første møde sendte Theodora et brev til Anna d. 21. november 1925, som var fyldt med kærlighed og taknemmelighed:

“Hvad betyder det dog ikke i ens Liv, at have et Menneske der giver en saa rig og stor og hel en Kærlighed som du har givet mig og vil blive ved at give saa længe du lever, det er netop denne Sikkerhed og Vished, som er saa forunderlig. (...) Tak for disse 43 Aar, et helt Livs Glæde har du gjort mig. Din egen Th”

Brevet er, at der var en uomtvistelig samhørighed mellem de to. Deres relation til hinanden var fasttømret – ja, næsten som et ægteskab. Theodora fremhævede, at kærligheden mellem dem var stor, og den ville aldrig forsvinde. Dette er noget, som Theodora er forundret over, hvilket understreger, at deres forhold var helt specielt for hende. Tydeligvis var de utrolig nære.

Theodora Lang og Anna Høltzermann med deres hushund, ca. 1915-1920. Foto: Silkeborg Arkiv.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de var i et lesbisk forhold. Tiden var nemlig en anden. I 1800-tallet og starten af 1900-tallet var det almindeligt for kvinder at have nære, intime relationer med andre kvinder – især når man var ugift. Det blev der ikke set skævt til. Derfor var der ikke noget hemmelighedskræmmeri over Anna og Theodoras forhold: Alle vidste, at de havde et særligt bånd. Ved store begivenheder kunne man ikke holde en tale om den ene uden at nævne den anden; f.eks. beskrev en lærerinde ved Th. Langs Skoler dem som “sjælsveninder” i en tale til Annas 70-års fødselsdag i 1932. Når man tager højde for tiden, kan Theodoras brev altså læses som rent venskabeligt: Hun viser taknemmelighed for den nære veninde, som har hjulpet hende de sidste 43 år.

Var de i et parforhold?

Man kan ikke spørge Anna og Theodora, om de var i et romantisk forhold, men man kan opnå en vis forståelse ud fra de kendsgerninger, de har efterladt. Deres breve til hinanden viser, at de havde et meget nært forhold fyldt med længsel, kærlighed og taknemmelighed. Derudover boede de sammen det meste af deres liv, hvor de blev hinandens familie – med plejedatter og hund. Man kunne ikke skille dem fra hinanden; de var en enhed. Men på trods af det kan man ikke fastslå, om der var tale om et romantisk parforhold. Theodora og Anna omtalte ikke deres seksualitet, og derfor kan man ikke pådutte dem en “label”. Men der er ingen tvivl om, at de var meget tætte. Selv den dag i dag holder de sammen: De ligger for evigt begravet ved siden af hinanden på Østre Kirkegård i Silkeborg.

Theodora og Anna ligger begravet ved siden af hinanden. Gravstedet er nøje udtænkt af Theodora. Foto: Karoline Støjberg Sejersen

Litteratur

Bønnelycke, Cecilie. Sædelighedsfejden. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2018.

Jacobsen, Laila. Kærlighedens kraft - hjertets styrke. En bog om Theodora Lang.

Silkeborg: Skabertrang A/S, 2016.

Lützen, Karin. Hvad hjertet begærer : kvinders kærlighed til kvinder 1825-1985. Kbh:

Tiderne Skifter, 1986.

Lützen, Karin. “Mere end veninder?” Politiken Historie, nr. 24 (2022): 24-31.

Nyegaard, Niels. Den store homoskandale. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2021.

Possing, Birgitte. “Viljens styrke : Natalie Zahle - en biografi om dannelse, køn og

magtfuldkommenhed”. Gyldendal, 1997.

Kilder

Aarsskrift fra Th. Langs Skoles Samfund, Silkeborg, 1933. Silkeborg Arkiv, 1308

Korrespondance mellem Theodora Lang og Anna Høltzermann. Theodora Langs

privatarkiv, Silkeborg Arkiv, A1379-33-34