Bogen - Århusbakken
ÅRHUSBAKKEN. MENNESKER OG FORTÆLLINGER
Projektets afsluttende resultat er bogudgivelsen Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010). 176 sider, rigt illustreret, pris 250 kr.
Bogens forord lyder:
FORORD
Mennesker mødes, og historier opstår. Det er baggrunden for denne bog om Århusbakken. På alle leder og kanter.
En sammenkomst i marts 2006 tog fat på temaet "personligheder i Silkeborg", og de fremmødte hørte historier om Michael Drewsen, J.C. Hostrup, Theodora Lang og andre kendte navne fra byhistorien. Men umærkeligt kom snakken til at gå om "personligheder på Århusbakken". Disse personligheder var ganske vist ikke almindeligt kendte fra byhistorien, men så var de desto mere forankret i de mennesker, som fortalte om dem. Stille og roligt blomstrede den aften historier frem om Århusbakken og dens mennesker. Om almindelige mennesker i et almindeligt boligkvarter. Disse hjertevarme minder og historier hin aften er en af inspirationskilderne til denne bog.
Silkeborg Kulturhistoriske Museum har til opgave at dokumentere og fortælle den lokale historie fra de ældste tider til i dag. Den konkrete historie med alle dens facetter af levet liv. Det kan være overvældende, og derfor bliver museet nødt til at arbejde med nogle overordnede temaer. Med begreber som "familieliv" og "boligforhold" som overskrifter iværksatte museet i 2006 en historisk undersøgelse af Århusbakken.
Århus Amts Museumsråd bevilgede penge til undersøgelsen, og arbejdet blev afrundet. Men det lod Århusbakkens mange historier sig ikke sådan spise af med. Historierne var så at sige sluppet løs og krævede opfølgning. Men hvordan?
Silkeborg Kulturhistoriske Museum indgik et samarbejde med den store bygherre på Århusbakken, Arbejdernes Andels Boligforening. Projektet blev flerårigt - 2006-2010 - med en løs målsætning om en afsluttende bogudgivelse. Et netværk kom i stand med årlige stormøder og orienteringsbreve, og gennem denne løse organisering piblede Århusbakkens mange historier frem. Nogle indleverede skrevne beretninger, andre lod sig interviewe, og sådan blev historierne fra Århusbakken mangfoldige.
Mennesker med tilknytning til Århusbakken sikrede projektet ved deres store interesse og mange fortællinger. Og det viste sig, at rigtigt mange silkeborgensere på den ene eller anden måde havde en relation til Århusbakken og dens historier.
Århusbakken er fuld af historier. Normalt går de fra mund til mund. År ud og år ind. Det er derfor sin egen sag pludselig at sammenfatte dem i bogform. Kan man få alt med? Nej, det kan man ikke. Også derfor er der al mulig god grund til eftertænksomhed.
Under hele processen er fremhævet, at historierne skal give et nuanceret billede af Århusbakken med så mange "stemmer" og "brikker" som muligt. Alle skulle have en mulighed for at komme til orde. Det er i praksis ikke muligt. Men projektets flerårige karakter har betydet, at mulighederne for deltagelse har stået åbnet længe. Alle bidrag har været personlige, forstået på den måde, at det er navngivne mennesker, som fortæller historierne.
En nuanceret historie betyder også, at historierne handler om levet liv - på godt og ondt. Minder har en tendens til at fremstille fortiden i et lyserødt skær. Det er menneskeligt, men vi ved alle, at alle tider har haft sine glæder og sorger. Den nuancerede historie skulle gerne ramme grundtonen og stemningen i historierne. Velvidende at alle detaljer ikke kan komme med.
Silkeborg Kulturhistoriske Museum har derfor haft et omfattende redigeringsarbejde i forbindelse med sammenfatningen af projektet.
Museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen har været museets ankermand i hele projektet. I 2010 blev journalist Kurt Balle Jensen involveret, og sammen har vi stået for sammenskrivning og afrunding af materialet.
Vi har bestræbt os på at sammenfatte en alment genkendelig historie ud fra de mange personlige beretninger. Historierne fra Århusbakken tegner nemlig også et billede af den generelle historie i det tyvende århundrede. Hverdagshistorierne vil mange kunne nikke genkendende til. Om man så har tilknytning til Århusbakken eller ej. Og den samlede historie dokumenterer med al tydelighed, at forandringer altid har været det menneskelige vilkår i perioden.
Bogen er inddelt i tre hovedafsnit: Før Mands Minde (tiden ca. 1900-1940), I Mands Minde (tiden ca. 1940-2000) og I dag (tiden ca. 2000-2010).
Hovedafsnit 2 er bogens omdrejningspunkt, og årtierne 1940'erne, 1950'erne og 1960'erne er her tyngdepunktet.
Århusbakken er først og fremmest behandlet som et boligområde, hvor folk bor og har en hverdag. Institutioner og virksomheder er inddraget løbende i fortællingen uden at være særskilt behandlet.
Bogen om Århusbakken er på mange måder en hyldest til hverdagen - som menneskenes uundværlige base i en verden i konstant forandring.
Tak til Arbejdernes Andels Boligforening, Silkeborg Boligselskab og Reimar Nielsen A/S for økonomisk støtte til bogudgivelsen. Tak til Arbejdernes Andels Boligforening for godt samarbejde.
Tak til alle, som generøst har bidraget til denne bog. Det har været en stor menneskelig og faglig berigelse at medvirke i denne historieproces, og vi håber, at bogen rummer så meget liv, så mange historier, at det uvilkårligt vil afføde nye fortællinger.
Keld Dalsgaard Larsen
Kurt Balle Jensen
Følg os her: