ARBEJDERBØRN

Af Keld Dalsgaard Larsen

Borgerskolen 1904 med legende arbejderbørn i forgrunden – i tidens tøj.

Arbejderbørn var, som børn var flest. I Silkeborg og alle andre steder. Almindelige børn med hver deres fornøjelser og sorger. Det gode ved at være arbejderbarn i første halvdel af det 20. århundrede var, at naboens børn havde det stort set ligesådan.

Museum Silkeborg Arbejdermuseet viser en arbejderbolig, som den kunne have set ud i 1910. Før det elektriske lys blev installeret. Og før der kom WC og rindende vand i de almindelige boliger.

Arbejderhjemmet var dengang småt, og man var vant til at leve tæt sammen. Normalt sov børnene i seng sammen med en eller flere søskende. Måske i samme værelse som forældrene.

Børnene i De gamle Længer var ikke ens påklædt, men der var mange fællestræk. Fodtøjet var træsko for såvel piger som drenge. Træskoene voldte problemer, fordi de hele tiden gnavede hul på strømper og ben. Man skankede sig. Børnene fik en færdighed i at gå og løbe med træsko selv på de toppede brosten. Men hvis det skulle gå hurtigt, smed man træskoene og løb barfodet rundt. Inden døre tog man kludesko på.

Piger gik med forklæde for at beskytte kjolen. Forklædet blev skiftet langt hyppigere end kjolen. Undertrøjer kendte alle til, men tilbage i tid gik mange drenge og piger uden underbukser. Om vinteren kom de lange, sorte uldstrømper frem, som blev holdt oppe af et livstykke og strømpebånd både hos piger og drenge. Drengenes bukser var korte eller halvlange. Sommer og vinter. Om vinteren var de sorte strømper derfor helt nødvendige for at holde varmen.

Børnene havde ikke overvældende mange huslige pligter. Måske skulle pigerne se lidt efter de mindre søskende. Børnenes vigtigste huslige pligt var at samle brændsel. Optændingsbrænde og grankogler i skoven. Nogle børn stod også for familiens ”tiggeri”. Herom har Viola Holt berettet:

”Naturligvis måtte vi helt igennem være nøjsomme for at få pengene til at slå til. Om morgenen klokken seks, inden vi skulle i skole, gik vi op på Torvet til Hotel Dania, hvor vi for 10 øre kunne købe gammelt brød og forskellige levninger fra dagen i forvejen. … om aftenen gik vi sammen med mange andre fattige børn den lange vej ud til Vandkuren (Silkeborg Bad) med kurv og spand for at købe madrester. Vi stillede pænt op i række til der blev lukket op, og så gik det i løb ned i kælderen. Det gjaldt om at komme først, da der ikke altid var meget til overs, og det bedste blev givet væk først … Vi levede dog ikke udelukkende af levninger” (Arbejderliv s. 121).

Mange børn hentede også dampsteriliseret kød på Andels Svineslagteriet, og nogle samlede koks ved Gasværket. Sådan bidrog børnene til familiernes underhold.

Arbejderbørnene gik alle på Borgerskolen, og her gik de i de obligatoriske syv år. Uhyre sjældent længere. Erindringerne fra skoletiden vidner om, at man ikke følte, at der var forskel på børnene i skolen. Alle kom fra arbejderhjem, og alle var derfor lige og almindelige. Men der var dog nogle, som var en anelse fattigere. Det blev børnene gjort opmærksom på hver dag ved middagstid, hvor de almindelige børn skyndte sig hjem for at spise varm middagsmad, mens de fattiges børn gik over i gymnastiksalen til skolebespisning. Louise Kristensen (f. 1904) har berettet herom:

”Vi gik i skolen fra 8 morgen til 12 og igen fra klokken 1. Fra 12 til 1 var der middagspause, og mange tog hjem for at spise. Men de dårligst stillede af os gik over i gymnastiksalen til børnebespisning. Her vartede byens fine fruer op for os unger. Vi skulle selv have tallerken og bestik med, hvilket vi havde i en lille kurv hver dag”. (Arbejderliv s. 123).   

Mange børn havde også byplads. Men der var altid plads til leg. Nogle mere end andre. Martine Kryll (f. 1905) mindes sin barndom således:

”Jeg legede dagen lang, når jeg kom hjem fra skole. Vi sjippede, hoppede i paradis og spillede med tre bolde. Der kunne godt gå nogle skosåler, når vi sjippede og hoppede i paradis. Vi skulle selvfølgelig gå i træsko, men når mor ikke var hjemme, tog vi alligevel sko på, for de var nemmere at lege i. Mor kunne ikke forstå, hvorfor vores skosåler blev så hurtigt slidte. Hun gik op til skomageren for at klage, men han sagde til mor: ”Ja, det er meget godt, men jeg har set, hvordan hun hopper den hele dag”. Vi spillede også meget med marmorkugler oppe på Drewsensvej. Den gang var fortovet kun sand, så vi kunne lave huller til spillet. Vi legede piger og drenge sammen. Vi sloges også med drengene. Der var ofte gadekampe, hvor den ene gade udfordrede den anden oppe ved vandværket. Det kunne godt gå drabeligt til, men jeg var heldigvis stor”. (Arbejderliv s. 124).

Efter konfirmationen var barndommen slut, og børnene skulle til at vænne sig til voksentilværelsen i en læreplads eller en tjenesteplads ude på landet eller noget helt tredje. Det var det almindelige.

Børn har aldrig været, som de burde være. De har altid fundet på udveje. Gennem alle tider. Frem til 1960’erne var det almindeligt, at faderen arbejdede og forsørgede familien, mens moderen var husmor og passede hjem og børn. Det skabte en familie, hvor der blev taget særlig hensyn til faderen. Ham skulle der passes på, så han kunne klare sine pligter med at forsørge familien. Det var gerne en selvfølge, at faderen fik ro, når han kom hjem fra arbejde og satte sig med den frisklavede kaffe og dagens avis. Havde han skiftearbejde skulle børnene være absolut stille, så han kunne sove. Og ved middagsmaden fik faderen selvfølgelig først og gerne også mest. Børn og hustru kom så at sige i anden række. Det fandt ingen underligt.

Hustruen ordnede hjemmet og passede børnene. På sin egen måde. Moderen legede sjældent med børnene. Hun var der, hvis de skulle få brug for hende. Hvis barnet havde slået sig. Alle raske drenge og piger slog sig, og mor var leveringsdygtig i jod og plaster. Trøsten var først og fremmest praktisk. Gråd hjalp jo ingenting. Og så var det ellers ud igen. Ud at lege med de andre børn.

Børnene havde et univers for sig. På godt og ondt. Bandekrige og særlige ritualer kunne være barske oplevelser. Men det hørte til. Ellers var der masser af frirum i skoven og i byen. Først fra 1960’erne blev det almindeligt med fritidsklubber og voksne, som skulle aktivere børnene. Tidligere fandt børnene selv på.

Henvisninger:

Keld Dalsgaard Larsen: Arbejderliv og faglig organisering i Silkeborg 1840-1940 (1984).

Keld Dalsgaard Larsen: De gamle længer. Et gammelt arbejdermiljø i Silkeborg (i Silkeborg Museums Årsskrift 1998).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010)

Maj 2016