ARBEJDERHJEMMET

Af Keld Dalsgaard Larsen

Arbejderfamilie 1908 med formbinder Jens Bomholt og hustru Karen med deres to piger Herdis og Doris.

Michael Drewsen indrettede sig midlertidigt på Silkeborg Hovedgård i begyndelsen, men papirfabrikanten havde ingen planer om at blive boende. Han ønskede den nye tids boligideal: En villa. Michael Drewsen fik opført sin villa bag Silkeborg Papirfabrik, mens Hovedgården kunne bruges til byens første posthus, kirkesal og skole.

Michael Drewsen var en mand, der ønskede at efterleve den nye tids ideal med den borgerlige kernefamilie med manden som forsørger og hustruen som den, der tog sig af huset, familien og børnene. Og rammen kunne meget passende være en villa, som netop var en afgrænset enhed beregnet til én familie med far, mor og børn.

Arbejderfamilierne havde ikke samme muligheder for at efterleve det borgerlige familieideal. Både mand og hustru var nødsaget til at tage arbejde for at forsørge familien. Men hvad så med børnene? Gik de ikke for lud og koldt vand?

Den private filantropi søgte fra 1860’erne at afhjælpe problemet. Også i Silkeborg. Blandt andet med børnebespisning og oprettelse af et børneasyl. Men det forslog som skrædder i helvede.

Arbejderbevægelsen med Socialdemokratiet i spidsen fremsatte de sidste årtier af det 19. århundrede nogle reformer, som skulle sikre, at begge forældre kunne have arbejde, mens der var godt opsyn med børnene. Blandt andet offentlige børnehaver og spisesteder. Tidens reaktion var voldsom: Socialdemokraterne blev beskyldt for at ville nedbryde selve samfundets grundstamme: Familien. At passe børn var ingen offentlig opgave – det skulle den omsorgsfulde husmoder stå for.

Arbejderbevægelsen stak piben ind og accepterede den borgerlige familie som ideal. Også for arbejderne. Nu gjaldt det så om at sikre, at mandens løn blev så stor, at han var i stand til at forsørge familien. Denne kamp er væsentlig for at forstå arbejderbevægelsens styrke og position i det 20. århundrede.

Arbejderfamilien og arbejderhjemmet afspejlede naturligvis de økonomiske vilkår, men idealerne var de bedrestilledes hjem. Forholdene kunne være små, men også arbejderhustruen ønskede at holde sit hjem pænt og give sine børn en tryg og god opvækst. Efter bedste evne. Arbejderhustruen stred for at få mandens løn til at strække. Indimellem måtte hun alligevel ty til udearbejde for at få enderne til at nå sammen.

Mandens pligt var så at bakke hustruen bedst muligt op. Blandt andet ved troligt at aflevere ugelønnen hjemme. Og ikke drikke lønnen op på værtshus.

Her i artiklen vil blive givet nogle indblik i livet i arbejderhjemmene i første halvdel af det 20. århundrede. Karola Dahlgaard (f. 1895) har fortalt om forholdene på Smedebakken, og hendes erindringer dannede udgangspunkt for følgende fortælling i bogen ”Silkeborgs rødder”:

”Hjertegræs var der nok af i engen ved Smedebakken, og det var børnenes tjans altid at sørge for frisk hjertegræs til kohornene i stuen. Stuens ur hang mellem vinduerne, og på hver side af uret hang et blankpoleret kohorn med hjertegræs. Sådan så det ud hos familien Dahlgaard på Smedebakken omkring år 1900.

De 16 familier på Smedebakken havde hver deres særheder og særpræg. Ingen andre havde vel kohorn på væggen med hjertegræs, men det fandt madam Dahlgaard pyntede i den store stue. Men der var bestemt mange fællestræk blandt familierne, og selve de fysiske rammer i de tre huslænger og omgivelserne afstak nogle begrænsninger og muligheder, som var noget særligt for dette papirarbejderkvarter bag fabrikken.

Når man gik ind til familien Dahlgaard, kunne man banke træskoene af på et bræt lige uden for døren. Træskoene blev så stillet lige inden for i det lille køkken. Børnene var slemme til bare at smide træskoene, og selv om det blev påtalt, fortsatte uvanen. Køkkenet var også entre, og det var lille. Et halvt vindue gav lys ind på køkkenbordet med jernvasken. Normalt var der en træplade over vasken, og her stod husets vandforsyning: en spand vand og en øse, hvor familien frit kunne tage en slurk. Tallerkenrækken hang over bordet, og det øvrige køkkenudstyr stod under køkkenbordet bagved forhænget. Det store jernkomfur havde også et forhæng, som blev trukket for, når der ikke var ild i komfuret. Førhen havde der været åbent ildsted i køkkenet, men nu omkring århundredskiftet fyldte jernkomfuret op. Madam Dahlgaard brugte selvfølgelig komfuret, men hun lavede lige så gerne mad i et af kogerummene i den store kakkelovn i stuen.

Familien Dahlgaard havde otte børn. Børnene var ganske vist ikke alle sammen hjemme på samme tid, men familiens størrelse gjorde det alligevel nødvendigt, at man brugte den store stue på omkring 16 kvadratmetre til både soveværelse og stue. Den lille stue blev så brugt til stadsstue, og her stod de røde plysmøbler. Stadsstuen blev kun brugt, når der kom gæster til kortspil.

To store dobbeltsenge stod i stuen, i den ene sov forældrene og i den anden 2-3-4 børn. Der var også en puf, hvor en dreng kunne sove om natten. Om dagen sad børnene på puffen, når der blev spist. Forældrene sad ved bordet over for hinanden på de svenske stole. Ved sjældne lejligheder blev disse pindestole brugt af børnene til at lege tog med……

Madam Dahlgaard stod for hele husholdningen, og lejligheden var hendes domæne. Det var vigtigt for den daglige rytme, at alle, som overhovedet kunne, opholdt sig uden for huset. Kun om natten, ved spisetiderne og i nødstilfælde opholdt familien sig samlet i lejligheden i længere tid ad gangen.

Om morgenen skulle familien spises af og sendes på arbejde og i skole. Madam Dahlgaard ønskede sine børn en god start på dagen, og derfor fik de varm mælk med brødterninger. Til frokost i skolen fik de en rugbrødsmellemmad med puddersukker. Klokken 12 samledes hele familien. Faderen kom fra fabrikken, og børnene spænende hjem fra skolen til den varme middagsret. Hver dag fik familien to retter mad, og selv om pengene var små, så var der altid mad nok til de sultne maver. Men moderen måtte bruge al sin snilde, dygtighed og fantasi for at holde familien ved kosten. De små frikadeller kom fra spidsben, som blev købt billigt. Når der skulle pilles spidsben, blev børnene forsynet med en af faderens lommeknive, når de kom fra skole, og så kappedes de om at fiske de småbitte stykker kød ud af benene. Børnene var kvikke til det, og frikadellerne smagte fortræffeligt. Pengene var det småt med, tid havde man nok af.

Alle familierne på Smedebakken havde haver – mindst to haver. En lille prydhave foran huset og en dejlig stor køkkenhave bagved, hvor der blev dyrket grøntsager. Suppe og grød kunne derfor let laves af havens produkter. Af og til gik madam Dahlgaard og børnene på bærtur, og især ved Lillesø vrimlede det med dejlige bær.

Haverne var så store og frie, at familien kunne holde to geder, et par svin, nogle gæs og en snes høns. Æg havde madam Dahlgaard altid til sin rådighed i husholdningen. Gederne gav en god mælk, og grisen gav noget dejligt fedt flæsk til jul. Den anden gris blev solgt. Sønnen Jens holdt kaniner, og de gav også noget godt kød. Skindet solgte de til en læderhandler oppe i byen. …..

Lokummerne var nede i haverne. Der var plads til tre personer – tre huller med låg – med avispapir til at tørre sig. Renovationen kom og tømte lokumsspandene, men mange af mændene ville gerne have indholdet til gødning til haven. Det gav sådan nogle gode grøntsager”.  

Og ved siden af det hele var den dejlige natur, som Smedebakkebørnene kunne tumle rundt i, alt imens de voksne var optaget af deres gøremål.  (Silkeborgs Rødder s. 17ff)

Mange silkeborgensiske arbejderfamilie fik tidligt egen bolig. Carl Bang var en af dem, og sønnen Thomas Bang (f. 1885) har fortalt herom:    

”I min tidligste barndom har vi boet i et par lejligheder, men det kan jeg ikke erindre noget om. Før jeg kom i skole, fik min far bygget et lille hus med en 3-værelses lejlighed og en lille overlejlighed, og her boede han til sin død. Overlejligheden blev lejet ud, mens vi selv beboede den nederste, der bestod af stue, soveværelse og et lille værelse samt køkken. I soveværelset var der to senge og en stor puf. I puffen sov vi en 2-3 stykker, medens de øvrige hjemmeværende børn sov i sengen hos fader og moder. Medens fader var vægter opholdt vi os om dagen i det lille værelse, hvor vi også spiste. Da fader holdt op med natarbejde, fik vi børn det lille værelse at sove i. For enden af sengene i soveværelset var der et spisebord, hvor vi spiste, og vi opholdt os også om dagen i soveværelset, medens vi kun kom i stuen ved særlig højtidelige lejligheder”. (Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 34f).

Julius Bomholt (1896-1969) har fortalt om sit barndomshjem i Alderslyst under overskriften ”Et jydsk arbejderhjem”:

”Vi flyttede meget i mine første barndomsår, men havnede omkring århundredskiftet i en efeuklædt idyl, som min mor forelskede sig i. Hun fik sit ønskehus, skønt det kostede en svimlende sum af 2.900 kr., som det kunne have sit besvær at forrente. Min onkel, Jens Bomholt, … boede i den ene ende af huset, og vi i den anden. Lejligheden bestod af en opholdsstue, der både var daglig- og spisestue, en såkaldt ”fin stue” (hvor vi sjældent kom) med sølvfisk, fotografialbum, prismelysekrone og højt spejl, et sovekammer og et køkken” (Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 35f).

Arbejdernes iver efter at få eget hus kunne dog give anledning til løftede øjenbryn hos nogle af arbejderlederne. De syntes simpelthen, at husene blev for ringe til menneskeboliger. Severin Sejersen måtte på et møde i 1907 forsvare den nye bygningsvedtægt med følgende ord:

”Der er ingen grund til at være gnaven over bygningsvedtægterne, den var en nødvendighed, og den kan måske hæmme den byggelyst, som stavnsbinder de arbejdere, der ser et ideal i at eje et hus, mens kone og børn sulter” (Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby s. 35).

Med den almindelige velstandsstigning i samfundet voksede også arbejderfamiliernes ønsker til bolig. En lejlighed på ca. 30 kvadratmeter var god og almindelig i det 19. århundrede, men i løbet af de første par årtier i det 20. århundrede var det for lidt for de unge arbejderfamilier. I mellemkrigstiden skulle man gerne have en lejlighed på 40-60 kvadratmeter. Måske fortsat med lokum i gården, eller familien skulle dele WC med andre beboere i ejendommen.

Ved indgangen til 1940’erne skete der kvalitetsløft på boligfronten. Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) (1940) og Arbejdernes Byggeforening i Alderslyst (AB) (1941) begyndte et massivt boligbyggeri for dels at imødegå den herskende bolignød og dels for at højne boligens kvalitet. AAB opførte deres første boliger på Frederiksberggade og Bryndumsvej, og senere blev den ene afdeling efter den næste opført på Århusbakken. AB opførte flere afdelinger rundt om i Alderslyst og Lysbro, heriblandt Færgegården og Ringgården. Lejlighederne blev større, wc var en selvfølge – men nogle steder havde man kun koldt vand i hanerne. F.eks. i Færgegården. Ringgården var en realitet i 1947-1950, og hermed var sat en standard, så mange andre end arbejderfamilier flyttede ind. Mange mente endog, at arbejderne slet ikke havde råd til sådan en luksus.

Lærer Frede Nielsen flyttede ind i Ringgården, og han har berettet herom:

”Vi hørte én sige: ”Det er sgu godt gjort, at arbejderne opfører sådanne boliger, for det er jo kun for velhavere”. Da vi flyttede ind, spurgte folk os, hvorfor vi ville give 98 kroner om måneden, så kunne vi jo lige så godt købe et hus. Det var også mange penge dengang…. Vi fik en to-værelses med to kamre, og vi fik lov til at lægge det ene kammer til stuen, så vi fik en lille spisestue”. (Alderslyst fra sandmark til by s. 98).

De små arbejderboliger var fortid. Lejlighederne skulle nu gerne være på ca. 75-100 kvadratmeter, og meget tydede på, at fremtidens arbejderfamilie kunne ønske sig endnu mere plads og mere luksus.

Lærer J.C. Pedersen var formand for AB i årene 1953-1965, og han skrev til AB’s jubilæumsskrift i 1966 følgende under overskriften ”Sundere boliger – Sundere slægter”:

”Jeg tror, at næsten alle …må indrømme, at der ligger en umådelig forebyggende værdi i at have en stor bestand af gode og rimeligt billige boliger – boliger som må være uden for spekulation. Vor tid synes forfærdelig, når vi betragter de familiemæssige ulykker som f.eks. skilsmisser forvolder, men hvor mange flere ulykker af den art ville ikke være indtruffet, hvis familiernes samlingssteder var alt for dyre, alt for få, alt for små og alt for usunde boliger? Der er grund til at takke byggeforeningen, fordi den holder fanen højt, hvad angår byggeriets standard, uanset om bagstræbere ved hver ny grundudgravning står og fortæller, at man bygger alt for flot til almindelige mennesker”. (Arbejdernes byggeforening 25 års byggeri i Silkeborg s. 19).

På Århusbakken flyttede Leo og Ditte Knudsen sammen med børnene Poul (5 år) og Inge (9 år) ind i en af de nye røde blokke på Hjejlevej i maj 1961. Lejligheden havde en stue med udgang til altan, spisestue med skydedøre til stuen, køkken med elkomfur, Major køleskab, gang med plads til overtøj og to værelser. Og det bedste af det hele var efter Inges mening det flotte siddebadekar i badeværelset.

Forældrene brugte det ene værelse til soveværelse, mens børnene delte det andet. Men tiderne havde ændret sig siden forældrene selv var børn. Dengang kunne man godt dele seng med sine søskende og måske soveværelse med forældrene. Senere kom så en overgang skikken med et børneværelse med køjesenge. Men i 1960’erne var ønsket hos børnene eget børneværelse! Også Inge ønskede at blive fri for at dele værelse med sin fire år yngre bror. Kunne det lade sig gøre? Forældrene tænkte sig grundigt om og fandt en løsning: Far og mor flyttede ud af deres soveværelse og overlod det til Inge. I stedet fik de en sovesofa stillet op i spisestuen. Ikke ideelt for forældrene. Men alt for børnene! Børnene Inge og Poul fik hvert deres værelse i 1965. Den 13-årige Inge kunne indrette sig i sit eget værelse og være teenagepige som alle andre jævnaldrende. (Århusbakken s. 111f).

Arbejderhjemmet fulgte tidens trend, og fra 1960’erne var det ikke til at skelne fra forholdene i den øvrige brede danske middelklasse.

Henvisninger:

Arbejdernes Byggeforening: 25 års byggeri i Silkeborg 1941 – 17. januar – 1966 (1966).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Alderslyst fra sandmark til by (1991).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Silkeborgs rødder. Fortællinger og billeder fra Smedebakken og det gamle Silkeborg (1992).

Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg. En udpræget industri- og arbejderby (1993).

Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Århusbakken. Mennesker og fortællinger (2010)

Maj 2016