ASTRID JAEDE FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

Astrid Jaede var forstander på børnehjemmet C. Knaps Minde i Silkeborg i årene 1934-1969. I perioden ca. 1934-1945 som Astrid Christensen ,i daglig omtale frøken Christensen, men omkring 1945 indgik hun et kortvarigt ægteskab, som resulterede i datteren Ida og navneskift til Astrid Jaede, i daglig omtale fru Jaede.

Astrid Jaede og jeg havde i 1987 et par samtaler om hendes arbejde inden for børneforsorgen. Nedenstående er en sammenskrivning heraf.

Baggrund

Jeg er født i 1902 i en lille landsby ved Næstved. Vi var otte søskende, og min far var landsbylærer. De fem af os læste på Haslev Seminarium. Jeg dimitterede i 1925. Et af de år, hvor det var umuligt at få nogen stilling, helt umuligt. Jeg var heldig at få to års vikariater, hvilket man skulle have for at få en fast stilling.

En af min fars bekendte var formand for et vestjysk drengehjem, Heibergsgave i landsbyen Lem ved Ringkøbing. Jeg søgte, da der ikke var andet at gøre. Hjemmet lå langt ude ad pløjemarkerne. Det var en af statens landbrugskolonier og blev drevet på rigtig gammeldags manér med stort, stort landbrug. Hjemmet modtog navnlig københavner-børn, og det ar måske forkert, da man jo ved, at de alligevel søger tilbage til deres oprindelige miljø. Der var gennemsnitlig 17-18 børn derude. Jeg var dér i seks år, og havde det herligt.

Efter en kort periode i København blev jeg af Morten Eskesen, Birkerød, gjort opmærksom på pladsen på Knaps Minde i 1934. Jeg tog herover for at se på forholdene. Da lå Knaps Minde på Drewsensvej. Jeg havde ikke de store forventninger om at få stillingen, da jeg var den yngste ansøger, 31 år. Men jeg fik stillingen, og det har jeg aldrig fortrudt. Selv om der både er sorger og glæder ved et sådant arbejde.

C. Knaps Minde på Drewsensvej

Knaps Minde på Drewsensvej var på to etager med kælder. I stueetagen var der den gule stue, den røde stue, køkkenet, min stue og et depotrum. På 1. sal var sovesalene, et sygeværelse og stuepigens og kokkepigens værelse.

Man kunne komme ind i huset ad hovedindgangen eller ad køkkenindgangen. Til daglig brugte vi altid køkkenindgangen, mens hovedindgangen blev brugt, når vi fik gæster.

Den røde stue var vor dagligstue, her foregik det hele. Da jeg kom i 1934 var stuen i neutrale farver, men vi fik fikset den op med en stærk rød maling. Deraf navnet. Stuen var ikke stor, der var en gammeldags buffet med det lidt pænere porcelæn og et langt spisebord med stole.

Den gule stue var den fine stue, den hellige stue. Den blev brugt til højtiderne, til bestyrelsesmøderne, og nogle af de ældste børn kunne også få lov til at læse lektier her. I den stue var der et dejligt langt egetræsbord med mage stole til, en gul bænk og en stor boghylde. Det finere legetøj var også i den stue. Vi arvede – af fru rebslager Holst – et kostbart ældgammelt dukkehus med alt i, blandt andet fine porcelænsdukker. Den gule stue var større end den røde stue.

Køkkenet var stort og rummeligt med mange skabe, hvor vi blandt andet havde det daglige porcelæn, hvidt med blå kant. Der var et stort skrummel af et jernkomfur.

Ovenpå havde vi to sovesale, én til pigerne og én til drengene. Kort tid efter, at jeg kom i 1934, fik vi indrettet wc’er og et dejligt baderum ved siden af sovesalene. Der sov normalt 6 og 7 på hver sal, og for enden af hver seng stod en gul skammel, hvor børnenes tøj kunne ligge. Børnene havde også hver sit skab.

I køkkengangen var der knage til børnenes overtøj og skoletasker. Og en træskohylde til træskoene. Det var strengt forbudt at gå ind i huset med træsko på. Indendørs brugte børnene kludesko, som vi selv syede.

I kælderen var der fyrrum og viktualierum med sulekar. Som brændsel brugte vi i 1930’erne briketter, men under besættelsen måtte vi bruge tørv ofte våde tørv.

Udenfor havde vi en dejlig have og gårdsplads, og et skur, hvor vi vaskede og havde brændsel.

Hverdagen

Vi stod ret tidligt op om morgenen, omkring klokken halv syv. De fleste af børnene skulle jo være på skolen til klokken 8, og inden da skulle morgenmaden laves, børnene op, de skulle vaskes og børste tænder, sengene redes, morgenmaden spises, overtøjet på og af sted. Men det er forbavsende, så hurtigt børn lærer en rytme. Der var aldrig panik om morgenen, de vidste præcist, hvad de skulle. Om morgenen var det den lille badning og den store tandbørstning, mens den store badning foregik om aftenen.

Morgenmaden stod parat, når børnene kom ned. De havde faste siddepladser, og jeg sad for den ene bordende, og en af stuepigerne sad for den anden bordende. Normalt fik vi havregrød til morgenmad.

Efter at skolebørnene var sendt i skole begyndte den daglige vaskning og rengøring samtidig med, at vi skulle passe og lege med e små børn. Heldigvis havde vi en dejlig gårdsplads, hvor vi kunne holde øje med børnene.

Vi var tossede med rengøring, og inspektionen fra København så også nøje efter, når de var på besøg. Der var meget vask. Vi vendte madrasserne hver tirsdag og fredag ofr at se, at der ikke var uhumskheder. Sengetøjet blev skiftet hver 14. dag. Så vask var der nok af, og vaskeforholdene var elendige ude på Drewsensvej. Vi skulle ud over gården, hvor der var en gruekedel og vaskebræt. Tøjet blev tørret på gårdspladsen, ellers havde vi et lille loftsværelse, som vi kunne bruge. Rulningen foregik i depotrummet ved siden af den gule stue, her stod en af de store gamle ruller. Strygning foregik – som så meget andet – i den røde stue. Havde vi tid til overs, satte vi os med noget håndarbejde. Der var altid tøj, der skulle stoppes.

I begyndelsen kom børnene hjem for a spise til middag klokken 12, varm mad. Børnene gik da på Winthers Seminariums skole og havde lang middagspause. Senere blev det lavet om, og så fik de madpakke med i skole i stedet for, og den varme mad blev flyttet til om aftenen.

Når børnene kom fra skole, fik de et glas mælk og en mellemmad. Om eftermiddagen skulle de læse lektier, men det blev nu lidt småt med dét. Ingen af børnene havde byplads, så de havde megen fritid.

Børnene hjalp til med at dække bord til aftensmaden og med at vaske op bagefter. Efter aftensmaden sad vi alle i den røde stue. Børnene med en bog eller et spil, vi voksne med håndarbejde. De mindre børn blev lagt i seng straks efter aftensmaden, de større børn kom i seng, vistnok ved 9-tiden.

Personalet bestod af kokkepige, stuepige og mig selv. Når vi havde særlig mange børn, havde vi også en barnepige til de små. Der var ikke noget, der hed ”mit og dit arbejde”. Vi hjalp hinanden. Jeg stod for de daglige indkøb og skulle også føre det daglige regnskab. Hele personalet sov på hjemmet, så børnene kunne blot gå ind til en af os om natten, hvis det var nødvendigt. Vi havde ingen vagtordning. På den måde kan man godt sige, at vi var på arbejde i døgnets 24 timer, men det tænkte vi ikke over. Jeg havde fri hver tredje søndag over middag, efterhånden blev det til hver anden weekend, og til sidst ude på Aldersrovej opnåede jeg at få 14 dages sammenhængende ferie.

Børnene og opdragelse

Det er vigtigt at slå fast, at det aldrig er børnene, der er noget i vejen med, når de kommer på hjemmet. Der kan være mange grunde til, at de kommer dér, men det er ikke deres skyld. De fleste børn kom fra Silkeborg og enkelte fra København. Vi skulle modtage børn fra spædbørnehjemmet Søfryd. Hvis kommunen anmodede os om at tage et barn, så tog vi altid imod det, hvis ikke hans fortid var al for slem, så kunne vi ikke magte det. Den holdning betød, at vi ofte var overbelagt.

Opdragelsen var ganske som i en almindelig familie. Det vidunderlige ved børn er, at de opdrager hinanden. De store hang om de små. Selv om det kunne være underligt for en 10, 11 eller 13-årig knægt at sove sammen med én på halvandet år.

Jeg lagde vægt på, at børnene var ærlige og gode kammerater. Det kan man bedst lære ved eksemplet. Men det har været nødvendigt med en endefuld og en lussing. Dog skal man vide, at man ikke kan straffe nogen til at blive gode. At ”gå over stregen” var efter min mening at lyve, at bande og at være ond ved hinanden, det vil sige slå hinanden.

De fleste børn gik på Winthers Seminariums Skole, fordi den lå tæt på Knaps Minde, og nok også fordi det var en grundtvigiansk skole. Men fik vi børn, der gik på andre skoler, fik de lov til at blive ved med at gå dér.

Vore børn var ikke boglig begavede, og vi havde kun få, som fik en længere skolegang. Derfor sørgede vi for, at de fik en læreplads eller en plads i huset, når de blev konfirmeret.

Hjemmet kan ikke siges at være et specielt kristent hjem. Da jeg begyndte, gik børnene ganske vist i søndagsskole, men det blev efterhånden sløjfet. Men der var en grundtvigiansk ånd over hjemmet, ville jeg snarere sige. Vi sang meget – Grundtvigs og Ingemanns dejlige sange. Vi bad aftenbørn hver aften.

Højtid og fritid

Julen var den største begivenhed i hjemmet. Hvert år startede vi med håndarbejde til næste jul i januar. Til jul bagte, brasede og stegte vi. Familien Knap havde den tradition at sænke hjemmet et juletræ hvert år. Vi klippede hjerter, kræmmerhuse og frynsekurve til at pynte træet med. Børnene fik altid bunker af julegaver. Julegaverne købte vi enten selv, eller vi fik dem fra de forretninger i byen, som vi handlede hos. Oftest var det selvfølgelig bløde pakker.

Om søndagen stod vi op til normal tid, men vi blev siddende længere ved morgenbordet. Her sang vi så nogle sange. Ellers gjorde vi lige, hvad der faldt os ind om søndagen. Vi gik ture, f.eks. til Hattenæs og Ludvigslyst. Vi havde også en stuepige, Ketty, hvis forældre boede i Hammerum, dér tog vi ud én gang om året og fik rabarbergrød og kyllingesteg. Vi blev hentet i Hammerum i mælkevogn.

Ellers havde vi en dejlig have og gårdsplads, hvor vi kunne spille bold – langbold, rundbold og kurvebold. Jeg er udlært gymnastiklærer, og det er kommet mig til gavn på hjemmet. Jeg var også haveinteresseret, så efterhånden blev børnene det også.

Til højtiderne, herunder til børnenes fødselsdage, fik vi også højtidsmad – flæskesteg og budding

Besættelsen

Besættelsen var en hård tid. En overgang var vi oppe på 26 børn mod normalt 16. Det var alt for mange. Der kom flere store søskendeflokke, og jeg havde det princip, at man aldrig måtte adskille søskende, kunne vi tage én af dem, så måtte vi tage dem alle.

En af grundene til, at vi fik så mange nye børn, var, at forældrene tog arbejde i Tyskland, Hjøllund eller i Karup. Vi var overbelagte, og nogle sov endda i badeværelset.

Vintrene 1940 og 1941 var meget hårde, og vi oplevede på én nat at skulle ud i beskyttelsesrum tre gange i 31 graders kulde. Alle sammen. Man ødelagde vores dejlige have ved at bygge beskyttelsesrum dér. Beskyttelsesrummet var beregnet til flere, men det var faktisk kun os, der brugte det. For at komme hurtigt ud om natten, lagde vi børnenes tøj parat ude på trappegelænderet og skoene nedenunder.

Vi led ingen nød under besættelsen. Vi var nogle af dem, der fik rationeringsmærker nok. Vi kunne slet ikke bruge al den kaffe, og vi havde bunker af sukker. Men det var en hård tid.

C. Knaps Minde på Aldersrovej

Det gamle hjem på Drewsensvej blev efterhånden for lille og utidssvarende. Egentlig havde det været meningen i lang tid, at vi skulle være flyttet ud på Aldersrovej, men det trak i langdrag. Men i 1947 flyttede vi – børn, personale og hjemmets ånd. Selv om det nye hjem var et rent himmerige i forhold til tidligere med hensyn til pladsforholdene, så mindes de rigtig gamle ”børn” hjemmet på Drewsensvej som det ”rigtige” hjem. Det var mere gammeldags og mere hjemligt.

Vi fik flere moderne bekvemmeligheder på Aldersrovej, f.eks. vaskemaskine og centrifuge. Men vasken var fortsat et hårdt arbejde. Værelserne til børnene var stadigvæk sale beregnet til 6 og 7. Der var tre sovesale – én til drengene, én til pigerne og ”dværgværelset” med 7 senge.

Min lejlighed blev dog ikke større på Aldersrovej – en stue, der også var kontor i begyndelsen og et lille sovekammer, der også blev brugt til sygeværelse.

Først i 1964 fik jeg – med bestyrelsens tilladelse – lov til at få min egen lejlighed ude i byen. En dér var jeg kun på mine fridage.

Vi fik også en dejlig gårdsplads. I begyndelsen var der grus på pladsen, og det var ikke godt. Men vi fik lagt fliser på i stedet for, og så var det meget bedre at lege på. Abebur havde børnene også.

Fjernsynet blev en kolossal lettelse. For det var ikke let at blive ved at finde på, og de kunne jo ikke hele tiden sidde og læse eller spille ludo. Vi fik tidligt fjernsyn, og børnene hang over det. Sportsudsendelserne var det store trækplaster. En dag sad vi og hørte Gunnar Nu Hansen, fik jeg den idé, at vi kunne skrive til ham. Det gjorde vi, og derefter fik vi breve fra ham på alle hans udenlandsrejser. Det var en oplevelse, og jeg har stadig kontakt med ham.

Jeg synes ikke, at jeg mærkede nogen forandring med alderen. Jo, jeg havde et galt ben, fordi jeg simpelthen havde gået for meget. Omgangstonen var fortsat den samme, selv om jeg nok tror, at de banede stygt, når man ikke var til stede. Vi havde ikke megen kontakt med forældrene. Vi så dem sjældent. Nogle kom og hentede deres børn, når der var bysøndag – som vi havde hver anden søndag over middag. Men ellers så vi ikke meget til forældrene.

Til sut stod det klart, at der skulle ske mange ændringer: udvidelse og nyt forstanderpar. Derfor var der ikke ret mange børn på hjemmet i den sidste periode, hvor jeg var forstanderinde.

Fritidsliv

Det var et vældigt plus, at Knaps Minde kom til at ligge tæt på sportspladsen. Drengene spillede fodbold, og det var en højtidsdag, når de blev gamle nok til at blive meldt ind i SIF. Egentlig skulle børnene gå hele vejen uden om til sportspladsen, men det var der jo ingen børn, der gjorde, så vores børn fik også hurtigt lavet et hul i stakittet.

Efterhånden blev det almindeligt med cykler. Derfor spurgte jeg vor kasserer, Bundgaard, om vi ikke også kunne få nogle cykler til børnene. Det kunne vi godt, og vi havde nogle dejlige cykelture. Min datter, Ida, har siden fortalt, at de ofte skar tænder, når vi skulle ud at cykle, men de sagde ikke noget. Vi cyklede i én lang række med en voksen forrest, i midten og bagest. De små børn havde vi på en cykelsadel bagpå. I dag havde jeg ikke turdet cykle med så mange børn med den biltrafik. Dengang var der ikke ret mange biler på gaderne.

Silkeborg Kommune fik en ferielejr ved Ahlhage ved Ebeltoft efter krigen. Tyskernes barakker ved Silkeborg Bad blev flyttet derop, og så kunne Silkeborgs skoler holde ferie dér. Vi kom også derop, og det var nogle dejlige ture – men en lang rejse.

Privilegium

Jeg har haft det privilegium altid at have haft en dejlig bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmerne kom jævnligt på hjemmet for at hilse på, og til jul var de der altid. Vi havde hvert år en vældig frokost sammen med bestyrelsen, og det ordinære bestyrelsesmøde blev afholdt i maj. Der var mange mennesker i bestyrelsen, og jeg fik altid de ting igennem, som jeg gerne ville.

Sammenskrivningen er bragt i sin fulde længe i jubilæumsskriftet ”C. Knaps Minde – et børnehjem og dets børn 1887-1987” (1987) og i et større uddrag i ”Mens verden venter. Om børnehjemmet C. Knaps Minde i Silkeborg” (2017).

Henvisninger:

Se også nogle centrale avisinterviews med Astrid Jaede – her.