BENNY PEDERSEN FORTÆLLER

SEDDELFABRIKKEN

Jeg har været ansat på Silkeborg Papirfabrik fra 1949 til 1994 plus et par år som efterlønner. Jeg er født i 1934 og kom på Silkeborg Papirfabrik i 1949 som arbejdsdreng i Seddelfabrikken. Jeg havde godt nok to fætre på fabrikken, men det var ikke gennem dem, jeg kom ind. En kammerat fra gaden arbejdede der, og en dag fortalte han mig, at hvis jeg ville have noget arbejde dernede, så skulle jeg møde mandag morgen. Det gjorde jeg og blev antaget af bøttemester Lindqvist den 10. oktober 1949.

De første par år havde jeg nogle problemer med at komme op om morgenen. Jeg var lige ved at blive strittet ud. Men det sidste år kom jeg hen at bo hos min bedstemor, og hun sov ikke over, og så gik det.

Jeg begyndte som filtsnapper ved Holger Madsen og blev så senere lægstoldreng hos Viggo Louring. Det meste af min tid var jeg arbejdsdreng hos Viggo Louring, og vi havde et fantastisk godt forhold. Viggo Louring var billettør omme i biografen, og jeg havde derfor en opgave i middagspausen med at barbere ham i nakken og ordne hans hår, da han gerne skulle se pæn ud i biografen. Mit gode forhold til Viggo Louring var nok en medvirkende årsag til, at jeg som 18-årig kom over på fabrikken.

På Seddelfabrikken var der nogle hårde mænd, f.eks. Anton Jensen og Aksel Laursen. Men vi drenge havde altid tillidsmand Willy Christiansen at gå til. Ham var vi dus med, og han støttede os. Anton Jensen var en af dem, som godt kunne være ude med lappen, hvis han da ellers kunne fange os drenge. Og Aksel Laursen skulle man ikke være fræk overfor, når han havde været en tur i byen.

Jeg husker en episode. Vi havde to toiletter på Seddelfabrikken, et med et pissoir og et, som kunne låses. Det sidste toilet brugte damerne ovenpå, når de af og til kom ned til os i øselokalet som afløser, hvis en dreng var syg. Vi drenge brugte også det toilet, hvis vi ville ryge. Aksel Laursen ville også have det for sig selv. En dag bliver Aksel Laursen stiktosset på os to drenge, da vi havde optaget det her toilet, og han smider en målepinde efter os og rammer den anden dreng på benet. Det ser Kurt, som var en stor rødmosset mand, og han går lige så stille hen, samler målepinden op, går hen til Aksel Laursen og lægger den, idet han sætter ham op på bordet og siger: ”Det gør du ikke en gang til!”. I det store hele havde vi det fint.

I dag kan man godt sige, at vi loppede den lidt af. Vi havde de her 11 poster, som de enkelte bøtter skulle nå i løbet af dagen. Bøtten lavede 2 poster og holdt så ½ times pause, så 2 poster og igen en ½ times pause og fra frokost var det vist 1½ post og så kom den lange middagspause til kl.13.30. Det kunne man godt holde til. Jeg har været med til at gauske men ikke at øse.

Vi var oppe på fem bøtter, og ved hver bøtte var vi to drenge. Så vi har været 10 drenge og så en dreng i filtvasken. Drengen i filtvasken hjalp også til med at vaske filt i den gamle bøtte.

På Seddelfabrikken var Lindqvist mester, og han havde kontor med store vinduer ind til øselokalet. Men der var altid sorte gardiner for de her vinduer, så han så ikke ud til os. Når jeg de første år kom for sent, skulle jeg melde mig hos ham, og hans svar var altid, at så kunne man smutte hjem og sove videre og komme igen til middag. Så måtte jeg cykle hjem igen.

SMEDEBAKKEN

Vi flyttede ned på Smedebakken i 1962. Vi boede i Ågården i Ågade, og vi var på udkig efter et hus. Også i Ågade. Et lille hus til 19.000 kr. Min tante og onkel ville gerne kautionere, og jeg havde også en opsparing – 150 kr. om måneden i en spareforening, vi havde på fabrikken. Vi gik op i Handels- og Landbrugsbanken, men den ville ikke hjælpe os. Det blev i hvert fald ikke til noget. Jeg så så efter en lejlighed på Smedebakken, og jeg havde også nogle kammerater, Tage Sørensen og Leo Nielsen, som boede dernede. Vi søgte en lejlighed og fik den. Det var en lejlighed med et lille køkken på 8 kvadratmeter, en stue på 12 kvadratmeter og en stue på 24 kvadratmeter og så et lille toilet. Der var en hønsestige op under loftet, og her sov hele familien. Vi flyttede først soveværelset nedenunder, da vi fik en dobbeltlejlighed omkring 1974. Vi fik lagt nabolejligheden til vor egen lejlighed. Det var dejligt, og vi var nogle af de første, som fik sådan en større lejlighed. Vi fik først vekselstrøm i 1974, og det var noget besværligt. Vi fik et køleskab, som kunne gå på jævnstrøm.

Huslejen på Smedebakken var bestemt rimelig. De første år var det 25 kr om måneden. Så kom en lov, som bestemte, at den gamle boligmasse skulle være med til at gøre nybyggeriet billigere, og så steg huslejen til 88 kr.

Vi fik bad på Smedebakken i 1984, da vor søn Per og en kammerat til vort sølvbryllup ordnede det for os. Det var noget af det bedste, som der var sket for os på Smedebakken. Indtil da var vi vant til at tage vore børn med ned på papirfabrikken en gang om ugen for at bade. Der var to baderum, hvor man kunne hente nøglen i porten.

På Smedebakken blev jeg interesseret i brevduer. Vi var flere på Smedebakken, som havde brevduer – Due-Karl, Leo Nielsen, Poul Erik Nielsen, Finn Andersen og jeg. Jeg tror, jeg havde brevduer fra 1966 til 1992. Årsagen til at jeg holdt op var, at jeg var kommet med i noget bestyrelsesarbejde, og det tog om sig. På et tidspunkt ville jeg gerne trappe ned, men det kunne der ikke være tale om. Jeg besluttede så helt at droppe brevduerne, og herved slap jeg så for bestyrelsesarbejdet.

Jeg havde i mange år dobbelthaver. Bagved Smedebakken var der kolonihaver, og tidligere havde mange funktionærer haver her. Men det ebbede lige så stille ud, og så erobrede vi haverne. Jeg har brugt rigtigt meget tid i de haver og dyrket stort hele alle de grøntsager, vi brugte.

På et tidspunkt droppede jeg vort oliefyr, og så fyrede vi med koks – som vi i mange år købte i Tyskland til halv pris – og ellers med træ, som vi sankede rundt om på området. På den måde fyrede vi billigt på Smedebakken.

Vi kom jo til at kende hinanden godt på Smedebakken. Ind imellem næsten for godt, men det finder man jo ud af. Den øverste blok var lidt af en gennemgangslejr, men nede i vores blok blev vi boende. Vi spillede meget kort. Mange havde små lysthuse og her blev der spillet kort. Børnene havde det pragtfuldt, de havde et kæmpe areal, hvor de kunne lege, lede efter fuglereder og den slags. Nu er det helt forandret. Jeg tog det ærlig talt lidt nær, da det skete. Men i dag kan jeg godt se, at det nok var lidt spild af god plads heromme.

Jeg har aldrig tænkt på at søge andre steder hen. Det var forholdene ikke til. Jeg var den ældste af 7 søskende, og vi levede – kan man vist godt sige – under små kår. Vi havde ikke meget at rutte med. Min far var arbejdsmand og gik meget arbejdsløs. Han har været med til at lave ringvejen til Lysbro, grave den ny bådehavn ud i Indelukket og skovle sne om vinteren. En gang havde han gået arbejdsløs så længe, at han måtte hen på Socialkontoret på Markedspladsen for at få nogle penge. Men her sagde de, at han ikke kunne få penge, da han havde en søn på papirfabrikken, som kunne spæde til i familien. Og dengang tjente jeg 49 kr. om ugen. Men sådan var forholdene, og vi klarede den alligevel.

Samtalen fandt sted i oktober 2005.