Bilag 1
PASILAC
Om tre jyske maskinfabrikker. Historie og perspektiver.
Af Keld Dalsgaard Larsen
PERSPEKTIV PÅ SILKEBORG MASKINFABRIK
Silkeborg Museum var midt i 1990’erne involveret i udforskning og formidling af Silkeborg Maskinfabrik. I forlængelse af dette arbejde indgik Silkeborg Museum et samarbejde med Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup og Danmarks Industrimuseum i Horsens om et projekt med titlen: ”Maskinindustri til det danske mejeribrug. Med udgangspunkt i tre udvalgte virksomheder”.
De tre virksomheder var Silkeborg Maskinfabrik, Paasch & Larsen, Petersen A/S (i Horsens) og De Danske Mejeriers Maskinfabrik (i Kolding), som alle i løbet af det 20. århundrede opnåede en betydningsfuld position som leverandører til de danske mejerier. De tre industrielle virksomheder sikrede i årtier en konstant tidssvarende teknologi til den danske mejerisektor. Industri og landbrug hånd i hånd. Et krydsningsfelt der let overses, da den historiske og museale forskning traditionelt behandler landbrug og industri hver for sig. Projektets resultat blev en rapport i 1997 med samme titel som projektet.
Museum Silkeborg genoptog i perioden 2011-2014 arbejdet med Silkeborg Maskinfabriks historie fra grundlæggelsen i 1853 til 2014. Det resulterede i artiklen: ”Silkeborg Maskinfabrik. Fra Zeltner til SPX. Historien 1853-2013” til museets hjemmeside. Under arbejdet fik jeg lyst til at genoptage arbejdet med en råskitse, jeg foretog til det fællesmuseale projekt. Ønsket er det samme: At sætte Silkeborg Maskinfabrik i et relevant perspektiv.
Omdrejningspunktet er virksomheden Pasilac, som blev skabt i 1977 på baggrund af de tre lokale maskinfabrikker under De Danske Sukkerfabrikkers ejerskab. Pasilac fik som selvstændigt firmanavn en levetid på ca. 10 år – i denne periode gennemgik de tre traditionelle maskinfabrikker en transformation til en ny koncern, som i 1987 – under engelsk ejerskab – fik navnet APV Pasilac.
Nærværende skitse gør på ingen måde krav på at være fyldestgørende, men den er medtaget for at sætte denne branche i et historisk perspektiv.
MEJERISEKTOREN – MELLEM INDUSTRI OG LANDBRUG
Dansk landbrug spillede en fremtrædende rolle i Danmarks velstandsudvikling fra begyndelsen af 1800-tallet. Danmark bliver rask væk kaldet for et ”landbrugsland” helt frem til 1950’erne. Men det forhindrer udsynet til den kendsgerning, at industri og landbrug spillede sammen i skabelsen af det moderne Danmark.
Danmarks industrialisering havde et særegent udviklingsforløb i international sammenhæng, i og med at industrialiseringen skete i en tæt vekselvirkning med det danske landbrug. I denne proces spiller dansk mejeribrug en stor rolle historisk og aktuelt.
Det danske mejeribrug blev den krumtap, der sikrede en succesfuld overgang fra den vegetabilske til den animalske produktion ved satsning på forædling af mælkeproduktionen i form af smør til eksport. Dansk mejeribrug har evnet at holde en førerposition på verdensmarkedet til stor gavn for landbruget og Danmark. Denne førerposition kunne holdes på grund af et snævert samarbejde mellem landbrug, mejerier, forskning, lovgivning og industri.
De danske mejeriers ‑ og især andelsmejeriernes ‑ historiske positioner er på flere områder beskrevet i den historiske litteratur. Derimod er der ikke forsket i den industri, der leverede maskiner til mejerierne. Derved bliver historien skævvredet. Nærværende skitse er et ønske om at få bringe lys over denne industris historiske udvikling.
TRE JYSKE MASKINFABRIKKER
De tre lokale maskinfabrikker har mange fælles udviklingslinier: De er startet som lokale maskinfabrikker med jernstøberi, og de har udviklet sig sammen med de tre købstæder. Alle tre maskinfabrikker er startet i bymidten og har måttet flytte to gange (i Horsens dog kun en gang) for at flytte ud i by‑periferien. Produktionen har været sammenlignelig, og salget er svunget fra hjemmemarkedet til verdensmarkedet.
De tre virksomheder producerede, solgte og udviklede i perioden ca. 1910‑1962/77 stort set samme produkter til mejeribranchen. Alle tre virksomheder var kendetegnet ved et meget stort vareudbud af ret ens produkter. Selve udviklingsforløbene er ganske parallelle f.eks. iværksatte alle tre virksomheder i de første år af det 20. århundrede en produktion af de nye kærneæltere til mejerierne og i 1960'erne en storstilet produktion af tankbiler til at afløse den klassiske mælkeafhentning ved mælkejunger. En senere sammenslutning så derfor umiddelbart naturlig ud. I det følgende skal de tre jyske maskinfabrikkers udvikling kort skitseres.
PAASCH & LARSEN, PETERSEN A/S
Wilhelm Paasch henregnede starten på sin blikkenslagerforretning i Horsens til året 1873. I en annonce fra 1874 henvender han sig til landboerne og tilbyder levering af mælkefade, mælkekølere, mælkesier, osterier og skummeskeer m.m. I slutningen af 1880’erne kommer Paasch i kontakt med to montører, L.P. Larsen og Valdemar C. Petersen, og de går sammen i aktieselskabet Paasch & Larsen, Petersen.
Greens oversigt nævner, at firmaet er stiftet i januar 1895 med vedtægter fra 13. oktober 1897. Virksomheden har omkring 1900 et forhus og tre fabriksbygninger ud til Borgergade og Aagade i Horsens. Familien Wohlhardt får i 1900-tallet afgørende betydning for virksomheden. De årlige udgaver af Greens giver et vist indblik i udviklingen, og den tegner stabil med successive udbygninger lokalt og i andre købstæder. Virksomheden etablerer filialer i Odense, Aalborg, Herning m.m. F.eks. ser det ud til, at man i 1934 overtog ”Buaas Mejerimaskinfabrikker, Aalborg” og gjorde den til en filial af modervirksomheden i Horsens. Paasch & Larsen, Petersens formål angives normalt til at være: ”Fabrikation og salg af mejeribrugsmaskiner og maskiner”.
Paasch & Larsen, Petersen udviklede sig godt og solidt frem sammenslutningen med Silkeborg Maskinfabrik i 1962 til Paasch og Silkeborg Maskinfabrikker. Horsensvirksomheden var godt nok den mindste af de tre virksomheder, men produktionsmæssigt og økonomisk var den fuldt på højde med de to andre konkurrenter. I forbindelse med sammenslutningen med Silkeborg Maskinfabrik i 1962 var virksomheden nok størrelsesmæssigt "lillebror", men økonomisk var det måske snarere omvendt. På produktionssiden var Horsensvirksomheden langt med udviklingen af de såkaldte UTH-anlæg (Ultra High Temperature), hvor mælken kortvarigt varmes kraftigt op for derefter igen at nedkøles. Paasch & Larsen, Petersens store industrianlæg midt i Horsens mellem Adelgade og Borgergade er i dag nedbrudt. Virksomheden flyttede ud på Ternevej i anden halvdel af 1960’erne.
DE DANSKE MEJERIERS MASKINFABRIK a.m.b.a.
Konstantin‑Hansen og Schrøder grundlagde virksomheden i 1888 og fra 1896 som aktieselskabet Konstantin‑Hansen & Schrøder beliggende i Låsbygade nr. 48 og senere i nr. 32. Virksomheden begyndte som en maskinfabrik og som leverandør til lokale mejerier.
De Danske Mejeriers Fællesindkøb overtog virksomheden i 1905 og førte den videre som De Danske Mejeriers Maskinfabrik (DDMM) frem til 1975. Virksomhedens rammer blev med tiden for snævre i Låsbygade, og der skete en trinvis udflytning til et nyt fabriksanlæg på Olaf Ryesgade. Støberiet etableredes allerede her i 1907, og netop støberiet i Kolding var noget større end de to andre firmaer. Støberiet i Kolding havde også en stor produktion til andre kunder end mejerierne. Kedelsmedien blev udflyttet i 1920, og den endelige udflytning fra Kolding midtby sker i 1931. Fabriksanlægget i Olaf Ryesgade udbygges gennem årene blandt andet på Saxogade med stor svejseværkstedshal i 1944, ny værkstedshal i 1950 og nyt pladeværksted omkring 1950. Senere kom stor bygning med kantine, badefaciliteter m.m. ligeledes i Saxogade.
Lige efter krigen oplevede branchen en utrolig efterspørgsel, og i Kolding blev det nødvendigt for virksomheden at bygge nogle fabriksboliger i 1948 for at få tilknyttet nye medarbejdere.
DDMMs støberi i Olaf Ryesgade nedlægges i 1956, idet DDMM og Brdr. Gram i Vojens i fællesskab opretter A/S Støberiet Kongeå i Vamdrup.
Fabriksanlægget i Olaf Ryesgade og Saxogade ønskes udflyttet, og DDMM køber grund i Harte med henblik på at flytte hele fabrikken derud. En varmevekslerfabrik opføres i Harte i 1974‑76.
DDMM går i 1975 fra at være et andelsselskab til at blive et aktieselskab med De Danske Sukkerfabrikker som kommende ejere. Hermed er vejen åbnet for en sammenslutning med de i forvejen sammensluttede virksomheder i Silkeborg og Horsens under samme ejer: De Danske Sukkerfabrikker.
SILKEBORG MASKINFABRIK
Silkeborg Maskinfabrik kan føre sin historie tilbage til 1853/54, hvor Stallknechts Jernstøberi i Horsens etablerede en filial i nybyggerbyen Silkeborg. Hans Chr. Zeltner overtog firmaet i 1858 under navnet "Silkeborg Jernstøberi".
H. Dons Blædel og H.A. Schneekloth købte Silkeborg Jernstøberi i 1892 og førte virksomheden videre under det noget lange navn: "Silkeborg Jernstøberi og Maskinfabrik (Zeltners efterfølger) H. Dons Blædel & H.A. Schneekloth. Metalstøberi". Denne epoke for virksomheden blev relativt kort (1892‑1899) men fik afgørende betydning for det videre forløb, idet virksomheden netop i denne periode målrettet gik ind som leverandør til mejerierne. Virksomheden ekspanderede voldsomt, men uden at tjene penge, og i 1899 måtte andre tage over. Men udviklingsretningen var afstukket: firmaet satsede på mejerisektoren.
Det blev makkerparret August Zeuthen og Martin Larsen, der sikrede virksomheden efter en reorganisering i 1900. Fra 1909 overtog de virksomheden og førte den videre under navnet "Silkeborg Maskinfabrik. Zeuthen og Larsen". Virksomheden begyndte tidligt i det 20. århundrede at gå ud på verdensmarkedet. I en reklame fra virksomheden i 1904 udtrykkes positionen således:
"Vore maskiner er de mest kendte, såvel her hjemme som i alle mejeridrivende lande over hele jorden".
Virksomheden startede midt i Silkeborg på byens pæne hovedstrøg, Vestergade. Silkeborg Maskinfabrik flyttede i 1919 ud til et nyt fabriksområde på Jernbanevej, hvor virksomheden lå frem til 1969‑75, hvor den flyttede successivt ud til den nuværende fabrik på Pasteursvej i Silkeborgs nye industrikvarter.
Silkeborg Maskinfabrik blev aktieselskab i 1956, og i 1962 kom sammenslutningen med Paasch & Larsen, Petersen i Horsens til firmaet Paasch & Silkeborg Maskinfabrikker (PSM). Næste store sammenslutning skete i 1977 med DDMM A/S til firmaet Pasilac A/S.
PRODUKTERNE
De tre maskinfabrikker optrådte alle som en art hovedentreprenør i forbindelse med indretning af et mejeri, og fabrikkerne leverede mange af de centrale maskiner til de danske mejerier ‑ kærner, pasteuriseringsanlæg, beholdere, pumper, ind‑ og udvejningsvægte osv. ‑ fra 1880'erne til i 1970’erne.
Skulle et nyt mejeri etableres, eller skulle det gamle mejeri moderniseres, kunne bestyrelsen for mejeriet henvende sig til en af de tre virksomheder for at få et komplet mejeri installeret med den mest moderne teknologi.
Det er ikke helt korrekt at hævde, at de tre virksomheder producerede "alt" til mejeridrift. F.eks. holdt de sig alle tre fra produktion af centrifuger. Her stod valget normalt mellem centrifuger fra det svenske Alfa‑Laval eller det danske Titan. Men "stort set" leverede de tre virksomheder komplette mejerianlæg. Og dog må der gøres endnu en nuancering, idet der var nogen forskel på vareudbuddet. DDMM i Kolding kunne f.eks. i en lang periode levere dampmaskine og dampkedler til mejerierne. Det var en produktion, f.eks. Silkeborg Maskinfabrik ikke rørte. Det forhindrede imidlertid ikke Silkeborg Maskinfabrik i at opsætte hele mejerier også med dampmaskine og dampkedel – måske hentet i Kolding!
I det følgende skal skitseres udviklingen af følgende centrale maskiner til mejeridriften: smørkærner og pasteuriseringsanlæg.
AT KÆRNE OG ÆLTE SMØR
"Udviklingen fra det 19. århundredes primitive stampekærne til det 20. århundredes rustfri stålkærne er så imponerende, at man må fyldes med beundring for dem, der har præget udviklingen og derved været med til at bære mejeribruget fremad. På det felt har først og fremmest vore mejerimaskinfabrikker ydet en kolossal indsats, som yderligere er udbygget ved samarbejde mellem mejeribestyrerne, mejerikonsulenterne og forsøgsvirksomheden". (Mælk, smør og ost bd.3 s. 489)
De tre virksomheder havde før år 1900 leveret kærneværker og smøræltere til de danske mejerier, da selve smørproduktionen foregik ved to arbejdsprocesser: kærning i en kærne (en holstensk kærne) og æltning på et æltebord. På verdensudstillingen i Paris i 1900 kunne de danske firmaer opleve en amerikansk maskine, der sammenfattede de to arbejdsprocesser i en kombineret maskine.
De danske virksomheder tog straks ideen op, og i løbet af et par år kunne de markedsføre det nye vidunder under det noget lange, men sigende navn: "Kombinerede kærneværker og smøræltemaskiner". Det blev dog hurtigt til de kortere begreber: kærneæltere eller smærkærner. De første kærneæltere/smørkærner blev produceret i eg og bøg, men det blev hurtigt erstattet af det mere holdbare teaktræ.
Paasch & Larsen, Petersen kom først med deres kærneælter ‑ Victoria ‑ i 1903, Kolding‑firmaet fulgte efter i 1904 med kærneælteren Dan ‑ fra 1909 hed DDMMs kærner Hamlet. Silkeborg Maskinfabrik lancerede også i 1904 deres bud på en kærneælter, Silkeborg Kærneælter (Silkeborg Kærnen). De tre virksomheder forbedrede konstant smørkærnerne.
Smørkærnerne udviklede sig nærmest år for år. Træktøjet blev bedre, sikrere og mere hygiejnisk. Med tiden blev de lange cylindriske kærner kortet af, der blev fra omkring 1920‑21 indsat hastighedsregulering på kærnerne, så mejeristen bedre kunne kontrollere processen osv. Trækærnerne blev en øjeblikkelig salgssucces og en hovedartikel hos alle tre firmaer. Trækærnernes helt afgørende problem var dog hygiejnen. De var svære at rengøre. Dette problem blev om ikke løst, så dog væsentligt mindre sidst i 1930'erne ved overgang til de rustfrie smørkærner. Anden verdenskrig satte imidlertid en bremse for udviklingen af de rustfrie kærner, og teaktræskærnerne fik forlænget deres levetid frem til først i 1950'erne.
De rustfrie kærner havde et noget andet princip, idet man udnyttede selve smørrets fald i kærnene, hvorved kærningen og æltningen kunne foregå samtidigt. Det rustfrie materiale skulle behandles indvendigt ved sandblæsning, for at smørret ikke satte sig fast under processen.
De rustfrie kærner var langt mere hygiejniske, og de havde også den fordel, at man nu lettere kunne producere smør under vakuum, hvilket blev en vigtig del af smørforædlingen efter 2. verdenskrig.
DDMM fremstillede i 1937 den første kærneælter i rustfrit stål. Udformningen lå i klar forlængelse af de traditionelle teaktræs‑kærner. Paasch & Larsen, Petersen kunne på mejeriudstillingen i Fredercia i december 1937 præsentere deres kærneælter i rustfrit stål ‑ Victoria‑Kubus ‑ som havde en udformning i pagt med fremtidens smørkærner: firkantet. Denne nye kærne og kærneform vakte stor opmærksomhed og forundring på udstillingen. Mejerilærer N. Rasmussen skrev i en omtale fra udstillingen følgende:
"Det som på denne stand mest tiltrak sig publikums opmærksomhed, var vel nok den nye kærne. Den var formet som en kubus og var uden valser. En mere ideel beholder at kærne smør i kan man næppe tænke sig. Det er derimod ikke umiddelbart indlysende, at der kan æltes smør i en sådan kærne, men der var udstillet prøver på smør, som var æltet i kærnen, så det er altså muligt. Om det netop er denne type af en rustfri kærne, der har en fremtid for sig, kan næppe afgøres endnu. Vi forholder os indtil videre afventende".
Det skulle vise sig, at denne type smørkærne i allerhøjeste grad havde fremtiden for sig. DDMM og Silkeborg Maskinfabrik nåede lige akkurat at lancere deres nye rustrie stål‑smørkærner før verdenskrigens udbrud med Koldings "Kegle‑kærne" og Silkeborgs "Silkeborg".
Paasch & Larsen, Petersens rustfrie stålkærne efter krigen blev en fastholdelse og udvikling af "Kubus‑kærnen". DDMM havde sin "Kegle‑kærne", og Silkeborg Maskinfabrik forsøgte sig med nogle forskellige cylindriske modeller, indtil man i 1955 lancerede "Top‑kærnen". Udviklingen af kærnerne skete f.eks. ved brug af vakuum under arbejdet, bedre udtagningsmuligheder af smørret og forbedringer med hensyn til rengøringen.
Silkeborg Maskinfabrik havde den største produktion af kærneæltere før verdenskrigen. Generelt var Silkeborg Maskinfabriks produktion på dette område nogenlunde lige så stor som de to andre store konkurrenters sammenlagte produktion. DDMM fik stor succes med "Keglekærnen", og Silkeborg Maskinfabrik genvandt først med lanceringen af "Top‑kærnen" midt 1950'erne noget af det tabte terræn.
De enkelte virksomheder søgte at opnå et forspring i forhold til konkurrenterne ved småforbedringer. F.eks. udviklede DDMM og tog patent på en pumpe direkte på kærnen, så smørret kunne pumpes ud mod førhen manuel udtagning. Silkeborg Maskinfabrik svarede igen med at sætte et spjæld i deres kærne og tage patent på en pumpe til deres smørvogn. Herved opnåedes også en stort set ikke‑manuel udtagning af smørret. Men generelt blev alle disse mange små forsøg på at få et forspring i forhold til konkurrenten hurtigt indhentet af de andre. Alle forsøg på at få det afgørende overtag mislykkedes.
De tre virksomheder sloges vældigt om kundernes gunst med store annoncer om netop deres produkters fortræffeligheder og muligheder for at producere smør til guldmedaljer. Der blev opfordret til at "Kald Kolding", "Ring til Silkeborg" og "Køb i Horsens". Interview‑personerne er alle enige om, at det var et trosspørgsmål, hvilken kærne der var den bedste. Alle er enige om, at der kunne laves topkvalitetssmør på alle tre kærner.
PASTEURISERINGSANLÆG
Dansk mejeribrugs satsning på pasteurisering af mælken var helt afgørende for kvalitetsudviklingen af smørproduktionen. De danske mejerier havde stort set sikret en pasteurisering af al mælken i løbet af 1890‑erne, og lovgivningen tvang i 1898 eventuelle nølere inden for erhvervet til pasteurisering.
De tre virksomheder producerede alle pasteuriseringsanlæg til alle formål fra slutningen af 1890'erne og frem til 1920’erne. Så skete der igen et nyt teknologisk spring.
Silkeborg Maskinfabrik kunne på udstillingen i Forum i 1929 lancere lidt af en revolution: et pladeapparat til afløsning af de velkendte pasteuriseringsanlæg. I samtiden blev apparatet kaldt for "APV Pladepasteur", da det var det engelske firma APV, som først i 1920'erne havde udviklet det nye pladeapparat. Silkeborg Maskinfabrik præsenterede deres apparat under navnet "Silkeborg Volta".
Virksomhederne i Horsens og Kolding fulgte øjeblikkeligt i Silkeborg Maskinfabriks spor. De nye pladeapparater var langt mere energiøkonomiske. Desuden gav de mulighed for bedre rengøring. Der var dog også problemer med de tidlige pladeapparater. De første var i fortinnet metal, hvor spiralerne var fræset. Paasch & Larsen, Petersen søgte at lave et apparat i siluminplader, men de havde ikke den tilstrækkelige styrke. Fra 1933 kom de første pladeapparater i rustfrit stål frem.
Et andet problem som alle tre virksomheder måtte løse var pakningerne mellem pladerne. På den ene side skulle pakningerne holde til en "kemisk rensning" og på den anden side skulle de være relativt lette at skille ad, når rengøring blev nødvendig.
De første plader fik fræset deres løbegange, men med tiden gik man over til pressede plader, først ved importerede plader og efter krigen ved selv at anskaffe sig pressere til denne proces.
Pladeapparaternes udformning har også ændret sig gennem tiden. Silkeborgs Volta‑apparat var rundt, men der gik ikke mange år, førend såvel Silkeborg som Kolding lancerede firkantede pladepasteurer. Fra omkring midt i 1930'erne blev pladepasteurerne rektangulære, og trods alle forandring minder de en del om nutidens apparater.
PASILAC A/S
De tre lokale maskinfabrikker blev midt i 1970’erne samlet i firmaet Pasilac A/S – navnet er sammensat ved Pa (Paasch), si (Silkeborg) og lac (fra det latinske ord for mælk lactos).
Baggrunden for Pasilac var den benhårde konkurrence mellem de tre virksomheder, alt imens hjemmemarkedet skrumpede og vækstpotentialet var på verdensmarkedet.
Alle tre virksomheder var på verdensmarkedet. Men i varierende grad. Silkeborg Maskinfabrik havde den største eksport med markeder i lande som England, Irland, Norden, Sovjetunionen og fjernmarkeder som New Zealand, Sydamerika, Sydafrika og til sidst USA. Paasch & Larsen, Petersens eksport var koncentreret omkring nærmarkeder som Tyskland og Holland. DDMM havde en speciel position, da andelsmejerierne havde en vis skepsis med hensyn til, at deres egen maskinfabrik skulle levere udstyr til udenlandske konkurrenter. DDMM kom derfor relativt sent ud på eksportmarkedet, og her gjaldt det blandt andet Polen og Sovjetunionen.
Der var således mange gode grunde til at gå sammen i én fælles koncern. Det virkede nærmest selvindlysende rigtigt. Men den konkrete sammenlægning blev præget af magtkampe, bekymringer, utilfredshed og megen bitterhed blandt medarbejderne. Og det gjaldt i alle de tre involverede virksomheder. Mistænkelighed var mere fremtrædende end optimisme for de fremtidige muligheder. Og tilsyneladende lærte man ikke af de historiske erfaringer.
En medarbejder har udtrykt det således: "I 1977 troede vi, at vi kunne lære af vore dårlige erfaringer med sammenslutningen i 1962 mellem Silkeborg og Horsens. Men nej, vi gjorde alle de samme fejl en gang til og mange flere. Det var et stort sort hul".
Sammenslutningen fremskyndte arbejdsdelingen mellem de tre virksomheder: Kolding‑virksomheden kom til at satse på produktion af pladeapparater (varmevekslere), Horsens‑virksomheden kom til satse på produktion af pumper og Silkeborg‑virksomheden til at satse på tank‑produktion og styringsanlæg. Sukkerfabrikker ejede selv virksomheden Niro Atomizer, hvilket fik indflydelse på Silkeborgfabrikkens traditionelle produktion af spraytørringsanlæg. Den produktion sygnede hen i Silkeborg.
Skabelsen af Pasilac i 1975/77 åbnede op for nye muligheder. De Danske Sukkerfabrikker/Danisco kunne tilføre investeringsmidler og supplerende ny teknologi. Ikke mindst den nyudviklede membran‑filtreringsteknologi viste sig at skabe lidt af en revolution inden for f.eks. osteproduktionen (feta‑ost m.m.) og protein‑udvinding m.m.
De gamle virksomhedsnavne gled ud, og fabrikken i Horsens fik navnet Pasilac Flow med fokus på produktion af pumper og ventiler, mens DDMM kom til at hedde Pasilac Therm med fokus på varmevekslere, blandt andet til fjernvarmebrugerne.
Efter en gigantisk og fejlslagen satsning i USA midt i 1980'erne gik Danisco i gang med at gøre Pasilac klar til salg.
PASILAC-DANISH TURNKEY DAIRIES
Pasilacs historiske fundament var tre jyske maskinfabrikker. Traditionelle maskinfabrikker med eget stort produktionsapparat. Metalarbejderne var basis i denne produktion. Under De Danske Sukkerfabrikker/Danisco skete en transformation, og Pasilac kom mere og mere til at fremstå som en ingeniørvirksomhed med vægt på projektering. Branchens eksponent for denne udvikling var Aarhusvirksomheden Danish Turnkey Dairies (DTD), som Sukkerfabrikkerne var ejer af før etableringen af Pasilac. DTD var en salgs- og projekteringsvirksomhed, mens man hentede selve produkterne hos underleverandører. Udgangspunktet var kundernes ønsker. Ikke hvad man havde på lagerlisterne eller produktionsprogrammet – hvilket mere var de traditionelle maskinfabrikkers tilgang.
Danisco traf efter det fejlslagne USA-eventyr den beslutning at gøre Pasilac slagsklar. Den samlede pakke kom til at bestå af Pasilac sammen med to andre virksomheder, Danisco ejede, nemlig DTD og maskinfabrikken Rannie. Denne konstruktion fik navnet Pasilac-Danish Turnkey Dairies.
I et større virksomhedsportræt – med fotos af alle de ansatte – fra december 1986 nævnes følgende hovedadresser i Danmark:
DTD, Europaplads 2, Aarhus.
Research & Development Dairy, Nr. Vium, Videbæk
Pasilac Silkeborg, Pasteursvej, Silkeborg
Maskinfabrikken Rannie, Albertslund
Pasilac Flow Equipment, Horsens
Pasilac Therm, Kolding
Danisco havde succes med salget, idet den engelske koncern APV Baker trådte til i 1987. Denne overtagelse var nok det mindst ringe, der kunne være overgået virksomhederne. Et seriøst alternativ havde været, at den daværende svenske konkurrent på verdensmarkedet Alfa‑Laval havde overtaget de danske virksomheder. Den almindelige holdning i industrien var, at Alfa‑Laval øjeblikkeligt havde lukket industrien i Danmark, da den svenske koncern i et og alt selv kunne levere produkterne. Det engelske APV Baker havde en noget anden produktions‑profil, og den danske virksomhed kunne her mere indgå et komplementært forhold til de nye ejeres traditionelle produktion.
Hel komplementaritet var der dog ikke mellem Danisco og APV Baker. APV ejerede i forvejen en spiller inden for branchen i Dannmark, nemlig Anhydro i Søborg, som lå i direkte konkurrence med Daniscos Niro Atomizer. Formodentligt derfor indgik Niro Atomizer ikke i det samlede salgstilbud. Danisco solgte i 1993 Niro Atomizer til den tyske konkurrent på det globale marked, GEA.
De tre oprindelige virksomheder i Horsens, Kolding og Silkeborg kom fra 1987 til at indgå i et internationalt firma med mange filialer med produktion til verdensmarkedet. Havde det været vanskeligt at sammenlægge danske virksomheder, viste det sig, at det var mindst lige så vanskeligt at blive en del af en international koncern. Virksomhedskulturer er ikke sådan at forlige over natten. Hverken nationalt eller globalt.
HVAD SIDEN HÆNDTE
Udgangspunktet for denne artikel er en råskitse fra midten 1990’erne. Men historien fortsatte med uformindsket styrke, og der skal lige rundes af med nogle få bemærkninger herom.
Pasilac-æraen varede fra 1975/1977 og 10 år frem til 1987. Herefter gik virksomheden fra danske ejere til engelske ejere i form af APV Baker. Det globale perspektiv blev yderligere cementeret, og de lokale muligheder var underlagt dette vilkår. Den efterfølgende æra kan meget passende betegnes som APV-æraen, og den gik fra 1987 til og med 2008. Denne periode kan imidlertid også underinddeles, idet APV Baker Ltd. ikke var noget robust selskab, og den engelske koncern Siebe Ltd købte selskabet i 1997. Dette firma fusionerede i 1999 med den engelske koncern BTR Ltd, og navnet blev ændret til Invensys Ltd. Og i 2008 solgte man til det amerikanske SPX med overtagelse pr. 1. januar 2009.
APV fastholdt virksomhederne i Silkeborg på Pasteursvej, i Kolding og i Søborg. Men koncernen flyttede produktionen i Albertslund og Horsens til udlandet. APV Flow Holding i Horsens lukkede i foråret 2006. Fabriksbygningerne fra 1960’erne er fjernet og erstattet af nye boligblokke.
SPX driver i dag virksomhed i Danmark fra Silkeborg, Kolding og Søborg. SPX i Silkeborg satser på projektering og engineering af oste- og smøranlæg, SPX i Kolding producerer plade- og rørvarmevekslere til mejeri- og marineprojekter og endelig satser afdelingen i Søborg især på inddampings- og spraytørringsanlæg til fremstilling af tørmælk m.m.
SPX koncernen agerer på det internationale marked med international konkurrence. Her er naturligvis også sket store forandringer siden 1990’erne. De to store internationale konkurrencer er i dag tyske GEA og svenske Tetra Pak. Alfa Laval er i dag opslugt af Tetra Pak.
I forbindelse med det fællesmuseale projekt i 1990’erne besøgte jeg alle tre virksomheder. Der var hektisk aktivitet, og det var tydeligt, at alle havde blikket rettet på fremtiden og verdensmarkedet. At man havde en vis fælles historie var ikke særlig tydelig. Indtrykket var, at man forholdt sig til den lokale virksomhed og dens globale udfordringer.
Historien er slut i Horsens for den gamle virksomhed, grundlagt af blikkenslager Paasch i 1870’erne. Historien fortsætter i Kolding og Silkeborg. I Kolding har det tidligere DDMM de seneste 40 år haft flere navne som Pasilac Therm, APV Heat Exchanger A/S for i 2014 at hedde SPX Heat Exchanger Business. Adressen er Platinvej 8 i Kolding.
Silkeborg Maskinfabrik kan forsat øjne sine arvtagere på Pasteursvej. Denne historie er uddybet i artiklen ”Silkeborg Maskinfabrik. Fra Zeltner til SPX. Historien 1853-2013” på Museum Silkeborgs hjemmeside.
HENVISNINGER
APV Heat Exchanger A/S: 1888-1997. 100 års jubilæumsskrift (1997)
Greens 1899, 1902, 1938/39 og 1960/61
Keld Dalsgaard Larsen: Silkeborg Maskinfabrik. Fra Zeltner til SPX. Historien 1853-2013 (www.museumsilkeborg.dk)
Maskinindustri til det danske mejeribrug. Med udgangspunkt i tre udvalgte virksomheder (upubliceret rapport 1997)
Februar 2014
Følg os her: