Bilag 2:
SILKEBORG MASKINFABRIK
Historier…………
Renskrift:
Ved en sammenkomst i ”Gæstestuen” den 4. januar 1977, hvori deltog Peter Kristensen, Chr. Pedersen, Erik Riemenschneider, Kai Vaupel Rasmussen, Helmer Lunding, Leding Jensen og Ernst C. Meyer samt J. Geertsen, A. Pedersen (til slut) og S. Sk. Pedersen, fremkom bl.a. følgende oplysninger:
P. Kristensen, Chr. Pedersen og E. Riemenschneider startede i sin tid som lærlinge i Vestergade.
Der var dengang en arbejdsuge på 57 timer (d.v.s. 6 dage a 9½ time) om sommeren og 54 timer om vinteren (november/februar). Mødetiden var kl. 6 om morgenen. Der var ½ times frokostpause og 1 times middagspause. Trods den lange arbejdstid skulle lærlingene på teknisk skole bagefter.
P. Kristensen begyndte som lærling den 1. maj 1915. Dengang var der en 3 måneders prøvetid før læretiden. Der var 5 års læretid derefter – aflønning 4 – 5 – 6 – 8 – 10 øre/time.
Leding Jensens far, Knud Jensen (kaldet ”Mirakelsmeden”) havde en broder Otto (kaldet ”min bror”), der oprindelig arbejdede på teglværk. Han kom på fabrikken og arbejdede som svejser. Truelsen sagde, at han skulle holde op (under en periode med mindre beskæftigelse i begyndelsen af 30’erne), men han ville ikke; han ville komme på fabrikken, så længe hans bror (K. Jensen) var der, og de ”røde porte” var der.
Som lærling lavede H. Lunding kapper til almindelige pasteuriseringsapparater. H.L. havde lavet 4 på en formiddag, og så sagde en kollega: ”Nu kommer du til at holde op, ellers bliver det galt med akkorderne”.
Der blev engang spillet en velgørenheds-fodboldkamp med et andet firma. R. Zeuthen overværede denne og råbte til SM-spillerne, da de løb ud efter 1. halvleg, hvor der stod 2-1 til SM: ”Det går jo godt”, hvortil Kai V. Rasmussen svarede: ”Ja, vi arbejder jo på akkord, hvorimod de andre arbejder på timeløn”.
Der har været to brande på Vestergade, og i 1914 brændte alt. Branden i 1918/19 var ikke særlig stor, men den blev årsagen til udflytningen til Jernbanevej.
Der var en overgang tale om at flytte fabrikken til en havneby, bl.a. Århus eller Esbjerg; men man fandt det for dyrt at flytte Jernstøberiet.
Efter branden i 1914 købte man Fribergs ejendom ved siden af.
Gørtleren var vant til hos snedkeren hvert år at få en juletræsfod af træ (konen havde i det forløbne år brugt træet til optændingspinde). Så fandt snedkeren på at lade ”Mirakelsmeden” lave en fod af et stykke rør og 4 stykker fladjern, men gørtleren spurgte, om ikke også (han) kunne få lidt træ til pindebrænde. Gørtleren havde sengehest mellem sig og konen, fordi de fik så mange børn.
Da E. Riemenschneider kom i lære, kom han til blikkenslagermesteren (en arbejdende mester), der gav ham besked på at samle pinde til et bål, hvorover han kunne brænde ribberne af en køler og derefter gå ind og få den opfortinnet. Næste dag skulle en anden køler brændes af, og der kom en mand, han ikke kendte – det var A. Zeuthen. Zeuthen spurgte, hvem der havde (brændt) køleren af, og Riemenschneider svarede frimodigt, at det var ham. Han fik en lussing og skulle samle de små pletter op; det var tinklumper, der kunne bruges igen. Dengang hængte mestrene ikke over folkene.
Lærlingene fik lussinger af svendene, og de skulle sige ”De” til dem.
På Vestergade blev porten lukket ved arbejdstidens begyndelse, og værkfører Truelsen tog imod dem, der kom for sent. Lærlingene fik lussinger, og de udlærte kunne få bud om at gå hjem igen.
Prøvemester Løffgren kunne have et hidsigt gemyt. Søren Møller havde lavet en serie pumper, som ikke var helt i orden. Løffgren tog den dårligste af dem og slog den i jorden, så den gik i stykker.
En af maleren, ”Søren Maler” var ondskabsfuld og nappede folk hårdt i bagen. Sønnen fra mejeriet Vesterbro, Århus (Thorvald Andersen), der ar kommet hertil som montør, sad en dag i middagspausen på kasser i ekspeditionen sammen med andre, da Søren Maler nappede ham. Thorvald tog hovedfaldsgreb på ham, og siden (den) dag nappede Søren Maler ikke.
I en periode blev der givet gratialer på et par hundrede kroner op til jul. ML’s (Martin Larsens) bror kom i det daglige ofte til Albert Thorndal for at låne penge til en cerut. En dag, da A.T. var på wc, forsøgte C.L. med mellemrum at komme i kontakt med A.T. ved at banke på døren, men A.T. var klar over, hvad han ville og svarede ikke. Da C.L. efter en kort tids forløb atter bankede, sagde han: ”A.T. kom ud; der er gratiale”, og så kom A.T. ud.
Christian Larsen var ikke særlig dygtig, men han var ofte heldig at have store, dygtige drenge som hjælpere, og de klarede det for ham.
På fru fabrikant Larsens fødselsdag (i perioden 1923-1925) blev der serveret chokolade og wienerbrød til alle.
I anledning af M. Larsens fødselsdag (20/10-1944) blev de forskellige faggrupper fotograferet, og billederne blev samlet i en mappe til ML.
I samme anledning serverede M. Larsen også chokolade til alle, og Larsen gik rundt og hilste på medarbejderne. Det trak lidt ud, inden han nåede til snedkerværkstedet, og medens man ventede på han, sagde Randlev (modellageret): ”Nu var det rart, om den fedtrøv kom med en cigar”. I det samme stod Larsen bagved ham, slog ham på skulderen og sagde: ”Den er på vej”. Randlev forsvandt – og fik ingen cigar.
I det hele taget gik Larsen ofte gennem fabrikken og hilste på alle.
Riemenschneider har i sin tid lavet hestegange, radrensere og hakkelsesmaskiner samt møllehjul.
Træskomanden, Rosenløwe, på den anden side af Vestergade solgte øl og brændevin.
Snedker Chr. Poulsen, kaldet ”modelkongen”, havde en lørdag fået for meget at drikke. Da man vidste, at M. Larsen ville komme ca. kl. 11 på sin sædvanlige lørdagsrundtur, gjorde man Poulsen fast til høvlbænken ved hans skødeskin, så han i det mindste kunne ”stå op”.
Modelkongen havde mange kreditorer, og for at disse ikke skulle få fat på ham ved porten om fredagen, kravlede han ofte ud af vinduet.
Former Edvard Hansen var meget kommanderende.
Der var også kærnemagere i støberiet.
I gamle dage skulle maskinlærlingene skumme diglerne i jernstøberiet, når man støbte. I begyndelsen fik de ikke ekstra herfor; men senere fik de 25 øre ekstra.
I gården på Jernbanevej var der et lille gasværk, hvor der produceredes karbid-gas til svejsning. Værket sorterede under ”Mirakelsmeden”, der sørgede for, at drengene holdt det i gang.
På driftskontoret var der en assistent Frederiksen, der blev kaldt ”Mule”. Arbejdsdrengen Jørgensen (kunstneren Jørgen Nash) blev af snedkerværkstedet sendt over til ”Mule” for at få rettet en tegning. Jørgen spurgte efter ”Mule” – uheldigvis hos Frederiksen, der sagde, at der var ingen af det navn. Da Jørgen kom tilbage med den besked, fik han ordre til at spørge efter Frederiksen!
Jørgen havde langt hår og skæg, og for at han kunne komme med på en pinsetur, klippede og barberede kammeraterne ham.
Truelsen lånte ofte penge ud til folk, der kom i vanskeligheder af økonomisk art.
Under første verdenskrig fyrede man med grankvas i dampkedlen, der lå under maskinværkstedet. Koner samlede grankvas i skovene. Der kunne være hugorme og andet kryb i kvaset. Lærlingene fyrede under strejken. Engang var kedlen gået tom for vand, og drengene fik skæld ud.
Når man trak i ”nødbremsen” til dampkedlen, gik trykket af kedlen, og man fik en fridag!
Silkeborg Maskinfabrik har altid været en god arbejdsplads. Unge mennesker kunne være mindre godt tilfredse, og så kaldte de den Sing-Sing.
I begyndelsen svejsede man ikke beholdere; de blev nittet.
Lunding skulle på sin første dag hjælpe montør Hildebrandt, der var ved at lægge centralvarme ind i de kontorer, som Ch. Zeuthen og R. Zeuthen fik på Jernbanevej. Lunding hentede til Hildebrandt det engelske blad Times ved frokosttid. Hildebrandt sad og læste det, da R. Zeuthen kom – med træsko på. Hildebrandt kendte ikke RZ, der intet sagde til ham. En anden arbejder fortalte ham, at det var RZ, men Hildebrandt læste videre.
”Den lille kobbersmed”, Adolf Pedersen, lavede små kobberspiraler til piber.
M. Larsen var i New Zealand i vinteren 26-27. (i en version står tilføjet med kuglepen: afrejse fra Silkeborg jan. 1927). Det var antagelig efter den tid, at Chas. Dahl besøgte Danmark.
Vort salg til New Zealand blev formidlet gennem Henry Olsen Sons, København.
Vi fik en samlet ordre på 10 stk. NZU kærner til New Zealand.
Faxholm rejste til Riga i 1923 og kom hjem i 1927. Faxholm født 25/3 1898, ansat 2/10 1920, fratrådt 30/9 1949 efter eget ønske og rejste til Ørum-Hansen, Køge.
Den første russerordre kom omkring 18-20/12 1927, og den skulle udskrives inden jul!
Der blev leveret håndkærner til Rusland.
Vi har leveret gardere af træ til Illum m.fl.
Vi leverede komfur-pasteurer til randstaterne og Rusland.
Indien har lavet komfur-pasteurer efter tegninger fra os.,
Da vi kom i forbindelse med I.A.W.S. hed direktøren Mr. Martin.
Det første pladeapparat var udstillet på Landsudstillingen i København i februar 1929, isvinteren.
Hestevogne til ca. 1921-22. I den sidste tid brugte man vognmænd (Svendsen), der benyttede fabrikkens blokvogn.
Peter Støvring solgte fabrikkens heste på Høver Kro til afhentning dagen efter på fabrikken – det blev der ikke noget ud af.
Der var i sin tid jernbanespor fra Koopmanns slagteri parallelt med Lyngbygade hen foran snedkerværkstedet.
Andreas var træt og lænede sig op ad en tæret dampkedel. Truelsen spurgte, hvad der var galt, og Andreas svarede, at den stod skævt, hvortil Truelsen bemærkede: ”Lad den blive stående”.
Støvring hjalp med at læsse træ af fra jernbanevogn på sporet ved snedkeriet. Han blev træt og gik op på loftet og sov. Truelsen kom med kunde, der skulle op på loftet, og kunden greb fat i Støvrings træsko.
Leding Jensen lavede et hammerskaft til den lille kobbersmed, Adolf Pedersen. Det skulle være meget nøjagtigt. 3 år efter påtalte h an, at det var en dårlig kvalitet træ – der var kommet en lille revne i det.
Kobbersmed Adolf Pedersen var meget dygtig. Han var særlig ferm til at rette punktsvejsede plader (af rustfrit stål).
Under strejken i 1916 skulle Riemenschneider og Rasmus (?) køre gødning til M. Larsens ubebyggede grund på Aahavevej. De tabte noget gødning på Søndergade, og de blev hentet af politiet for at samle det op. Det fik de ingen løn for.
Snedker Chr. Pedersen diskuterede ofte politik med M. Larsen på snedkerværkstedet – deres meninger om tingene var forskellige.
På Vestergade var der gaslys i værkstederne indtil branden i 1914; derefter kom der elektrisk lys.
Februar 2014
Følg os her: