SILKEBORG MASKINFABRIKS SMØRKÆRNER 1904-1937

 

 

På en hylde i et brandsikret rum står der fire svære folianter. Den første er slidt og medtaget af tidens tand, den sidste ser nyere ud, og guldtrykket på ryggen skinner, medens de to andre befinder sig på mellemliggende stadier. Det er Silkeborg Maskinfabriks kærneælterordrebøger, hvor hver eneste kærneælter, der i tidens løb er udgået fra fabrikken, er optegnet med angivelse af køberens navn, kærnens type, størrelse og andre nødvendige oplysninger til dens identificering f.eks. til brug ved senere ekspeditioner af reservedele.

Bøgernes udseende er tørt og prosaisk, men gennemblader man dem, får man et morsomt billede af kærneælternes udvikling gennem årene og en historisk belysning af en betydningsfuld fase i fremskridtet inden for vort lands mejeribrug. Mere specielt viser bøgerne det gode samarbejde, der altid har bestået mellem Silkeborg Maskinfabrik og det praktiske mejeribrugs mænd og peger på Silkeborg maskinernes betydning i mælkeproducentens og mejeristens frugtbare samvirke for at fremme kvaliteten af de danske mejeriprodukter.

Silkeborg Maskinfabrik har netop i disse dage indført kærneælter nr. 4000 (med blyant tilføjet 3/12-1937) i ordrebogen, og dette giver umiddelbart en anledning til ved bøgernes hjælp at kaste blikket tilbage til de gode gamle dage.

Den første side i ordrebogen er karakteristisk ved sin indviklede og højtidelige overskrift: Kombinerede kærneværker og smøræltemaskiner. 

Ældre mejerifolk vil smile genkendende ved denne mindelse fra en svunden tid, der var mindre forjaget end den nuværende. Denne betegnelse – eller i hvert fald den første del af den – holdt sig i det store og hele længe, selv om Mælkeritidende i 1908 (side 401) fremkom med følgende venskabelige henstilling:

”Vi tillader os venligst at henstille til alle rette vedkommende: fabrikanter, forhandlere, forsøgsmænd og brugere af de maskiner, hvori smør både kan kærnes og æltes, at gå bort fra det vanskelige, lange og uskønne ord: kombinerede kærneværker, og i (dets) sted kun bruge det korte og fyndige ord: kærneælter”.

I dag er vi godt på vej til kun at bruge det endnu kortere og mere fyndige ord ”kærne”, som dog dengang betegnede noget andet end nu, nemlig den gamle danske (eller holstenske) kærne.

Den første kærneælter, Silkeborg Maskinfabrik solgte, er indført i ordrebogen med følgende tekst:

”Løbe-nr. 1. 100” 6000 pund. Højre. Bestilt af Marienlund, Høver (nu Galten). Tønden af whitewood. Remskiven til højre. Denne kærne er igangsat 19. marts 1905”.

Men allerede året før, i 1904, havde Silkeborg Maskinfabrik konstrueret en kærneælter af en model, som dog kun blev fremstillet i et mindre antal eksemplarer nærmest til forsøgsformål. En af disse var udstillet på Den Jydske Industri- og Landbrugsudstilling i Horsens i 1905.

Der var dengang såvel som i de følgende år svært røre om kærneælterne. Et par år forinden var den første kærneælter indført hertil fra udlandet, men store kredse inden for mejeribruget modtog den ny maskine med skepsis, dels på grund af den omvæltning, den bragte inden for kærningsteknikken, og dels fordi de udenlandske maskiner i maskinteknisk henseende ikke stod på højde med den kvalitetsstandard, mejerierne var vant til. Silkeborg Maskinfabriks bestræbelser gik derfor ud på at skaffe mejeribruget en dansk kærneælter af bedre kvalitet end de udenlandske.

Silkeborg modellerne 1904 og 1905 var firevalsede kærner af den lange type. Hele maskinen var støttet af rørforbindelser mellem træktøj og bagbuk, og udvekslingerne i træktøjet var indrettet på den måde, at tandhjulene med tilhørende aksler var anbragt på en vægtstangsanordning, så de kunne vippes i og ud af indgreb. Kærnerne var forsynet med friktionsremskive og trækket fandt sted ved hjælp af en tandkrans på tøndens endebund. Omskiftning til æltningen fandt sted ved hjælp af en indbygget klokobling, og set med nutidens øjne var konstruktionen naturligvis temmelig primitiv.

Fabrikationen af kærneæltere var som sagt inde i en rivende udvikling, og allerede i 1906 forelå der igen en ny model. På de tidligere modeller havde tandhjulene undertiden vist tilbøjelighed til at vippe ud af indgreb under gangen, og på model 1906 erstattedes vippeanordningen derfor med ekscentriske aksler, der var sikrere, men som principielt virkede på samme måde.

Nu var Silkeborg Kærneælteren ved at nærme sig det stadium, hvor den efter datidens forhold måtte betragtes som fuldendt: En smuk, kraftig og solid maskine, som man kunne lade stå på egne ben. Dette skete i 1908, hvor man på den nye model tog rørunderstøtningerne bort, så kærnetøndens hovedtappe kun støttedes af træktøjet og bagbukken, som blev opstillet hver for sig. Silkeborg Kærnen, type A, model 1908, var en god maskine, som gjorde fyldest i mange, mange år. Vi har hørt mejerifolk sige, at det næsten var den bedste kærne, der nogensinde er konstrueret. Der arbejder endnu kærner af denne type rundt omkring, og det hænder faktisk den dag i dag, at Silkeborg Maskinfabrik har forespørgsler på model 1908. Når kærnen blev behandlet pænt, var den næsten uopslidelig, og fabrikanten har modtaget mange vidnesbyrd om den for lang og tro tjeneste. Som eksempel bringer vi her en faksimile af en udtalelse fra mejeribestyrer (ejer?) Chr. P. Groth, Mejeriet Ravnshøj, Kvissel, der viser en levetid for kærnen på ca. 21 år, og for kort tid siden modtog fabrikken en kærne retur fra Ry Andelsmejeri, Ry; den var leveret den 30. juni 1908 og nåede at blive 29 år og 3½ måned.

Disse eksempler viser klart, hvad Silkeborg kvalitet vil sige, men de er tillige en første klasses anerkendelse til de mænd, der har arbejdet med kærnerne, for uden de to samvirkende faktorer: Maskinens kvalitet og den gode behandling, den har været udsat for, var disse levetider ikke blevet nået.

Indtil dette tidspunkt havde kærneælternes udvikling fulgt en lige linje uden svinkeærinder, hvor enhver ny kærne nedstammede direkte fra den tidligere model, men nu kom der en tid, hvor fabrikken kunne tage hensyn til de ønsker, der efterhånden opstod hos brugerne om udvikling af kærneælteren i specielle retninger. På denne måde fremkom der i årenes løb en række sideordnede kærnetyper hver med sine særlige karaktertræk.

Et af de første sidespring var kædetrækskærnen, model 1909, hvor træktøjet var anbragt på søjler i højde med kærnetønden, og kraftoverførelsen, som navnet siger, fandt sted ved hjælp af kædetræk. Denne træktøjsform lod dog ikke til at have livskraft i sig, og den vandt ikke synderlig stor udbredelse. 

I 1910 fremkom den første kærne, type F, med indbyggede friktioner til afløsning af klokoblingerne i træktøjet. Dette betød naturligvis et stort fremskridt i maskinteknisk henseende, fordi den nye anordning gav en betydelig blødere igangsætning og skånede i højere grad træktøjet. Året efter fulgte et andet stort fremskridt – denne gang i hygiejnisk henseende, da de tidligere påskruede sidebrædder i kærnetønden blev erstattet med faste sidebrædder, som var udskåret i eet med de tilsvarende tøndestaver.

Samme år (1911) udsendtes den såkaldte ”vendekærne”, der havde forskellig omdrejningsretning på kærnefart og på æltefart. Dette var naturligvis en morsom variant af den gængse kærnetype, selv om man i dag ikke umiddelbart kan få øje på formålet med denne anordning udover, at den muligvis kan have haft en vis betydning for rengøringens grundighed, og ønsket om denne konstruktion fra mejeribrugets side må sikkert fra et moderne synspunkt karakteriseres som begrundet i en vis form for overtro. Salget af denne kærnetype var imidlertid stort, så på et vist tidspunkt har den altså været det eneste saliggørende.

Mejerierne klarede sig nu nogle år med de nævnte kærneformer, indtil Silkeborg kærnen, type EB, model 1915, fremkom. Type EB må nærmest betragtes som en videre udvikling af type F, model 1910, og var ligesom denne udstyret med indbyggede friktioner, Friktionssystemet var dog videre udviklet, og desuden var der gennemført den yderligere tekniske forbedring, at træktøjskassen var indrettet, så tandhjulene løb i oliebad. Samtidig afløstes friktionsremskiven med løs og fast remskive, og den udvendige bremse, der indtil nu havde virket på remskiven, erstattedes af et bremsebånd indvendigt i træktøjskassen.

Ved type EB, model 1920, indførtes en teknisk forbedring af pla- og bremseanordningen, men ellers lignede denne model i det store og hele den tidligere.

Vi nærmer os nu det skelsættende år 1922, da type U, der så at sige danner grundformen for de moderne Silkeborg kærnekonstruktioner, blev til. Med type U blev der indført en del vigtige konstruktive forbedringer. Således forsvandt tandkransen, der havde karakteriseret alle tidligere modeller, for at give plads for et direkte træk på selve hovedtappen. Endvidere blev træktøjskassen for første gang støbt i et stykke, medens den ved type EB og tidligere modeller havde været samlet af forskellige stykker ved akselgennemgangene, og samtidig leveredes for første gang en kærne med kuglelejer i træktøjet; men forskellen mellem type EB og type U lå måske i endnu højere grad i selve udførelsens kvalitet. Type U var helt igennem af en lødigere udførelse, der var præget af de store fremskridt, der havde fundet sted på det maskintekniske område.

Året efter fremkom den første kærneælter med variable kærne- og æltehastigheder, type UN, model 1923, og hermed opnåedes det mægtige fremskridt i mejeriteknisk henseende, at smørmejeristen nu blev i stand til at afpasse sin kærning og æltning individuelt under hensyntagen til de specielle egenskaber ved smørret på det enkelte mejeri.

Typerne U og UN, model 1925, var forsynede med lidt sværere underaksler og forbedrede friktioner; desuden var de i udseende gjort lidt smukkere, men derudover var der ingen nævneværdig forskel i sammenligning med de respektive modeller 1922 og 1923. De var praktisk talt fuldendte og leveredes uforandret i denne form lige til 1933. Dog kunne de fra 1927 leveres med valsetappene støttet i kuglelejer, og fra 1929 forsynedes de med skjulte bolthoveder, så boltene ikke kunne komme i berøring med fløden eller smørret.

I 1927 konstrueredes de forskellige typer NZ.kærner, kærnerne med 6 valser, den specielle valsestilling og særlige tøndeform. I en følgende, systematisk oversigt over de moderne kærner skal vi komme tilbage til en udførlig beskrivelse af disse interessante maskiner.

Af konkurrencemæssige grunde udsendtes i 1933 en anden seksvalset kærne, type BU, og den tilsvarende kærne med variable hastigheder, type BV, og samme år fremkom samtlige kærner i en model 1933, hvor den løse og faste remskive blev ændret til en stor friktionsremskive, samtidig med at det indvendige bremsebånd erstattedes af en udvendig bremse, der virkede direkte på remskiven og gennem hele træktøjet.

I 1935 indførtes ”sneglefarten”. (Tekst efter Katalog 185). Endelig fremkom der i 1936 en ny firevalset kærne med tøndeform som type BU. Denne kærne fik betegnelsen UK eller UNK, eftersom den var uden eller med variable hastigheder. 

For at få et bedre overblik over de forskellige sidstnævnte kærner bringer vi i det følgende en systematisk oversigt med udførlige beskrivelser af alle de moderne Silkeborg kærner /Tekst efter Katalog 181). 1936.

 

Renskrevet den 16. november 2013 af Keld Dalsgaard Larsen.

Fra Silkeborg Maskinfabriks arkiv: Fire maskinskrevne foliesider – udkast til en artikel.  

Renskrivningen er i moderniseret dansk med å og uden stort bogstav ved navneord m.m. I stedet for understregning – som i originalen – er understregning sket ved kursivering. Øverst på side 1 står med rødt (håndskrevet) ”Forslag til kærneartikel”.

 

 

Februar 2014