AF BILLEDSKÆRERFAGETS HISTORIE

Af Keld Dalsgaard Larsen

Jamen, er billedskæreri ikke hobby eller kunst? Jo, sådan er det blevet i dag, men sådan har det ikke altid været. Billedskærerfaget var helt frem til sidst i 1940’erne et håndværk med læretid, svendeprøve og svende- og mesteroganisationer. Billedskærer- og Dekorationsbilledhugger-Forbundet i Danmark fungerede som forbund fra 1907 til det i 1951 indgik i Snedker-forbundet. Vi har altså at gøre med endnu et af de små håndværksfag, der er forsvundet i dette århundrede. Men hvad med fagets historie?

Billedskærerfagets histore har interesseret mange, men det har altid været den ”rigtig” gamle historie fra 1500-1700-tallet. Dengang udførte billedskærerne kunstværker i al verdens kirker, herregårde og slotte. Fagets historie i dette århundrede er derimod dårligt belyst. Det er en skam, for netop i vort århundrede har faget haft en dramatisk udvikling og afvikling.

Billedskærernes fagforbund havde planer om at få skrevet deres historie grundigt både i 1932 og i 1957. Men i 1932 var krisen så stor og pengene så små, at man undlod. I 1957 var forbundet ophævet. Heldigvis fik billedskærernes fagforening i København skrevet en god bog om faget og organisationen i 1943 i forbindelse med deres 50 års jubilæum.

Billedskærerfagets historie er spændende på to måder. Dels svendenes arbejdsvilkår og håndværk. Dels billedskærerprodukternes stiludvikling. Silkeborg Museum åbnede i oktober 1987 en udstilling om billedskærerfagets historie i dette århundrede. I den forbindelse havde jeg den glæde at grave lidt i fagets historie. En særlig glæde havde jeg ved at interviewe gamle billedskærere i Aarhus om deres gamle håndværk.

”Vort fag er et luksusfag, som mere end noget andet erhverv er henvist til at leve af publikums smag, og det må derfor være i vor interesse at udføre vort arbejde således, at det i så høj grad som muligt ved sin skønhed og vel udført arbejde inspirerer det købende publikum til at anskaffe sig det, thi vort arbejde kan jo udmærket godt undværes”. Sådan ridses situationen op i fagbladet i 1919, og det illustrerer fint fagets vilkår.

Billedskærerfaget er i vort århundrede helt afhængig af møbelfremstillingen. De tider var forbi, hvor billedskærerne kunne leve alene af de riges store bestillingsarbejder. Billedskærerne var afhængige af den herskende møbelmode. Billedskærermestrene var nærmest underleverandører til snedkermestrene og afhængige af disse. Mejlgade i Aarhus var en møbelgade, hvor flere billedskærerværksteder lå i nær tilknytning til snedkerværkstederne.

Billedskærerne oplevede to glansperioder i dette århundrede – de to verdenskrige. Som en af de gamle billedskærere udtrykte det: ”Det er lidt kedeligt, at der skal krig, død og ødelæggelse til, før det går godt for mit fag”.

Under verdenskrigene kunne folk ikke få nok af den dekorative renæssancestil, og lige meget, hvad billedskærerne lavede, kunne det sælges. Mange frygtede i disse perioder for fagets faglige standard.

Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, ejheller for billedskærerne. Aldrig så snart kom freden, førend møbelmoden skiftede. Folk krævede lige og glatte møbler. I mellemkrigstiden var der meget tale om ”funkisstilen”, der afskyede den unyttige dekoration. Møbelmoden foreskriver den dag i dag lige og glatte linjer.

Billedskærerne var udmærket klar over, at deres fag stod svagt over for skiftende modeluner. Derfor søgte man på flere måder at højne fagets standard. I mange år arbejdede forbundet på at få oprettet en fagskole, men den blev aldrig til noget.

Billedskærerlærlingen skulle frem til 1940 normalt stå fem år i lære. Svendeprøven blev først obligatorisk i 1929, men den var dog almindelig forinden. Selve træ- og snittearbejdet lærtes på værkstedet under mesters opsyn, mens lærlingene gik på teknisk skole for at lære frihåndstegning og modellering.

Lærlingespørgsmålet blev påtrængende efter 1. verdenskrig, idet den store og pludselige fremgang for faget havde resulteret i, at mestrene havde taget mange unge ind som lærlinge. De store nye hold af svende gik direkte ud i langvarig arbejdsløshed først i 1920’erne. Forbundet førte i mange år en hård polemik mod mestrene om lærlingespørgsmålet.

Billedskærerfaget var et lille fag. Det typiske værksted var mester og et par svende. I glansperioderne var der måske 5-10 svende på de største værksteder. Forbundet forsøgte gentagne gange at forklare mestrene, at de havde en fælles interesse i fagets bevarelse og højnelse, f.eks. mod snedkermestrene og de nymodens møbelarkitekter. Men i krisetid var brødnid udbredt i faget. Sagen fremstilles således i fagbladet i 1921:

”Vi ser her et karakteristisk billede: mestre, der ved hjælp af svendene høster guld og ære, og i nedgangsperioderne, mestre der ikke skyr noget middel for at tage selv små smuler fra svendene ….Altid sidder man til doms over svendene, altid piner og presser man på ører svendenes lønninger nedad, og hvad er så forholdet, at mestrenes og svendenes kår er så lig hinanden, der er ikke anden forskel end navnet. I tegnebogen og spisekammeret er der lige stor smalhals”.

Det var relativ let at etablere sig som mester i faget, og de fleste blandt de faglige pionere nedsatte sig da også siden hen som selvstændige. Om det hjalp på den indbyrdes forståelse er svær at sige noget om.

Krise og arbejdsløshed blev forsøgt imødegået på flere måder. Man begyndte allerede i 1912 at tale om en kooperativ forretning. Der blev etableret en kooperativ billedskærervirksomhed, ”Billedskærernes Samvirke” sidst i 1920’erne. Forsøgene sygnede imidlertid hen. En anden mulighed var at rejse udenlands, f.eks. til Frankrig. En af de gamle svende, jeg talte med, R. Lassen, var i Paris midt i 1920’erne for at få noget arbejde. R. Lassen fortæller, at de danske billedskærere var mere alsidigt uddannet end deres franske kolleger. Om aftenen modtog han tegnekursus i Paris, og her prøvede R. Lassen at skulle skynde sig med tegningerne. Det var man ikke vant til fra teknisk skole i Danmark. Men R. Lassen mener, at det var en fordel at få det gjort hurtigt og alligevel rimelig godt.

Endelig prøvede billedskærerne også med omskoling og beskæftigelsesarbejde. Billedskærerne kunne i 1931/32 blive omskolet til skjortetilskærere!

Billedskærerne havde flere organisationsforsøg frem til 1893, hvor den blivende fagforening blev oprettet i København. Provinsens billedskærere var sværere at få organiseret, først i 1906 blev billedskærerne i Aarhus organiseret. Det gav stødet til, at man i 1907 stiftede Billedskærer- og Dekorationsbilledhugger-Forbundet i Danmark. Herefter gik det stærkt, og i 1908 kom der afdelinger i Aalborg, Randers og Odense.

Organisationen kom efterhånden ind i faste baner. To af de centrale personer i dette var Knud V. Jensen og C. Klüwer. Knud V. Jensen havde også sit virke i den øvrige arbejderbevægelse, således var han først sekretær og siden, i 1939, formand for DsF (datidens LO), og i en årrække var han folketingsmedlem. C. Klüwer var i mange år socialdemokratiets hovedkasserer.

Billedskærerne var opmærksomme på fagets sårbarhed, og de forsøgte mange udveje. I mellemkrigstiden forsøgte man sig med lampetter og lamper, med manglebrætter og Amager-hylder m.m. I denne periode kom også de første kopieringsmaskiner ind i faget. Mange frygtede, at maskinen ville betyde øget arbejdsløshed, men det modsatte blev resultatet. Den første kopieringsmaskine i Aarhus blev omgæret med megen hemmelighedskræmmeri. En bestemt svend blev oplært til maskinen, og han arbejdede i et rum for sig, og ellers blev maskinen låst inde. Kopieringsmaskinen betød en billiggørelse af billedskærerprodukterne, og da maskinen kun kunne tage det grove og trælse, var der den fine afpudsning tilbage til billedskærerne. Maskinen betød en forlængelse af billedskærerfaget som håndværk.

Efter sidste krig forsøgte billedskærerne sig med udsmykning af moderne møbler og på brugskunst, f.eks. skåle og fade. Men lige meget hjalp det. Faget døde ud. Der kom ingen ny tilgang, og i dag kan kun meget få – om nogen – leve af billedskæring.

Endnu lever mange ældre billedskærere, der har stået i lære, lavet svendestykke og arbejdet som svend i en årrække. Deres historie kan vi stadig nå at få foreviget, men det skal snart gøres.

Artikel indsendt uopfordret til Snedker- og Tømrerforbundet i København den 30. oktober 1987 og dets fagblad. Baggrunden var en særudstilling om faget på Silkeborg Museum i perioden fra oktober 1987 til udgangen af marts 1988. Så vidt vides blev artiklen aldrig bragt.

Marts 2020