BØRGE GRØNBÆK NIELSEN FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

Børge Grønbæk Nielsen (f. 1934) stammer fra Holbæk, blev udlært maskinarbejder og videreuddannet som teknikumingeniør fra Teknikum i Odense den 1. november 1958. Grønbæk er med andre ord – hans egne ord med glimt i øjet – en af de ”rigtige” ingeniører, som ikke kun har læst sig til tingene, men faktisk også kan gøre tingene. Grønbæk valgte uddannelsen i Odense, da den havde et bedre ry – og så havde han så meget familie i København.

Under opholdet i Odense mødte Grønbæk sin kommende hustru. En af lærerne på Odense Teknikum havde løftet en moralsk pegefinger over for eleverne og udtalt, at de ikke sådan skulle tage sig en ”madkæreste”, mens de læste – og så droppe hende, når de var færdige. Grønbæk fulgte denne anvisning og holdt fast i sin kæreste også efter studiet.

Efter endt uddannelse havde Grønbæk så småt regnet med at få stilling på Dalum Papirfabrik, men sådan skulle det ikke gå. Grønbæk var til samtale på DfP’s Hovedkontor i København hosteknisk direktør Poul Schou, og han meddelte, at de manglede en ingeniør i Næstved – og der kunne han søge ned. På den måde kom Grønbæk til Maglemølle i fem år i perioden 1958-1963. Først på Ny Maglemølle i to år, så på Gl. Maglemølle i to år og til sidst igen på Ny Maglemølle i et år, hvor Grønbæk arbejdede med PM10. Grønbæk stod for en række projekter, som havde en ”bagmand”, projektleder på Hovedkontoret, og så fungreredeGrønbæk som Hovedkontorets forlængede armpå Maglemølle. Som ung ingeniør er man lidt rastløs efter nye udfordringer – derfor disse skift mellem Ny og Gl. Maglemølle og senere videretil Silkeborg Papirfabrik.

Silkeborg Papirfabrik stod og manglede en god ingeniør, og derfor kom Grønbæk til Silkeborg den 1. december 1963. Familien flyttede ind på Sagavej 5 i 1964 i et nybygget parcelhus. Det var det sidste af de huse, som Sjørslev stod for. Som udbetaling fik Sjørslev Grønbæks bil! Silkeborg Papirfabrik hjalp til med et favorabelt lån på 5.000 kr. Det var sådan standard for betroede og/eller trofaste ansatte i DfP. Sagavej var dengang absolut uden for byen – ude på landet.

Grønbæk blev leder af tegnestuen – hvor der desuden var en reservemaskinmester. I umiddelbar nærhed sad driftsbestyrer Frederik Olsen – men ellers havde Grønbæk nu ikke særskilt meget med fabrikkens chef at gøre. Det første projekt bestod i en stor udvidelse af PM3 med forlængelse af bygningen med to fag, indsættelse af limpresse, nyt eftertørrepartiog halvhætte på maskinen.

Grønbæks opgave var det rent mekaniske – at få det til at fungere. Grønbæk gik ”teknisk” og ”mekanisk” til alle opgaver. Hvad disse opgaver var, var ikke hans område. Andre bestemte, hvad der skulle ordnes, og Grønbæk stod så med opgaven at få det løst rent teknisk.

Grønbæks umiddelbare samarbejdspartnere var maskinafdelingen med maskinmester H.C. Hansen og siden Helge Schmidt. De blandede sig ikke som sådan i de projekter, som Grønbæk stod for – men det var herfra, han kunne trække på folk og viden.

Efter projektet med PM3 kom et nyt projekt med fabrikkens brug af kaolin. Det var noget af en begivenhed, når jernbanevogne kom med kaolin, som så skulle over i kaolinskuret. Det var hårdt, manuelt og beskidt arbejde med brug af trillebører og skovl. Men efter et par dage med at læsse kaolin fik folkene ondt i ryggen, og Frederik Olsen måtte konstatere, at folkene ikke var ”hvad de havde været”, så han bad Grønbæk om at se, om det ikke kunne gøres på en mere rationel og skånsom måde. Grønbæk gik i gang med opgaven og var også på udflugt for at se på muligheder. Det endte med en kastetransportør til afløsning af den manuelle opgaveløsning.

Grønbæk kom rundt på hele fabrikken – for at løse konkrete opgaver, projekter. Store som små. På den måde kom alle til at kende Grønbæk, men selv kendte han kun få. Som han udtrykte det under samtalen. Det hele var mere formelt dengang. Man var ”Des”, og Grønbæk gik rundt med slips. Det var ret beset farligt oppe ved maskinerne. Folkene var meget underdanige og udviste stor respekt for de overordnede. Kjeldsen ved Kludehuggeren blev nærmest lidt forfjamsket, da Grønbæk kom hen til ham, og tog straks kasketten af, bukkede dybt og sagde ”Goddag hr. ingeniør”. Hvad skulle man stille op over for en sådan hilsen? Grønbæk valgte at hilse ligeså ærbødig på ”hr. Kludehugger” – og så var de to på bølgelængde. I det hele taget var det vigtigt for Grønbæk at få et ligefremt forhold til folkene. Godt nok var den normale tilgang til ændringer, at det ikke kunne lade sig gøre. Det kunne det heller ikke ved kludehuggeren, skønt det også var noget manuelt bøvl. Men når først kontakten og tilliden var til stedet, så fandt man gerne en løsning. Også med kludehuggeren.

I 1969 blevPM3's gamle hollænder erstattet af pulper,nye mellemkar og refinermalestreng, for at give mere ensartet malet stof til maskinen,hvorfra maskinføreren styrede den endelige maling af stoffet. Styringen foregik fra store paneler, hvor stofstrengen med måleapparater, mellemkar og ventiler var illustreret.

PM1fik i 1969 limpresse og eftertørreparti. Den gamle tovdrift forblevuændret .

I 1975 blev PM2 ombygget og moderniseret. Den gamle tovdrift blev erstattet af enkle sektionsdriftsmotorer, maskinen fik limpresse og eftertørreparti, kysterglitte og nyt oprullearrangement.Den gamle tovdrift gav en al for ustabil drift. Og driften skulle være så stabil og præcis som overhovedet muligt for, at tråden (trådene) kunne isættes på det helt rigtige tidspunkt i den våde ende. I ”vådenden”kom der bl.a. sugegausk samt andre forbedringer ved udløb og sugekasser. PM2 blev en ganske fin maskine, hvor produktionen kunne kontrolleres meget mere nøjagtig end tidligere, blandt andetmed hensyn til profilmål, gramvægt osv. Men PM2’s hastighed var ikke overvældende – max 120 meter i minuttet. Og denne hastighed kunne ikke overskrides uden, at det kunne få fatale konsekvenser for materialet og dermed drift og sikkerhed.

PM2’s store omdannelse var forudsætningen for, at der fremoverkunne fremstilles specielle højværdipapirkvaliteter med reliefvandmærke og andre sikkerhedskrav. Der forestod en hel del eksperimenter, inden det bar frugt. Grønbæk vurderede under samtalerne, at stoffet dengang var et stort problem. Det var simpelthen for uensartet. Det blev først senere afhjulpet med nye refinere.

Til at deltage i projektstyring blev maskinmester Ole Egelind frigivet fra Værkstedet. De havde et godt samarbejde omkring projektet på tegnestuen. Der var mange forskellige håndværkere,som fik opgaverne specificeret.

Grønbæk var med i udviklingen af tråd i papiret fra begyndelsen. De første skitser til dyser og ophæng blev tegnet på Sagavej en søndag eftermiddag. De første dyser var – som Grønbæk husker det – hestekanyler. Tynde rør i rustfrit stål. Senere blev dyserne så udviklet og fik den rette bøjning m.m.

På et tidspunkt kom det på tale at tage patent på trådteknologien, og der findes et dokument med overskriften ”Overdragelse”, hvor Ole Egelind, Børge Grønbæk Nielsen og Jørgen Rahbek overdrager – for nul kroner – opfindelsen til Silkeborg Papirfabrik. I dokumentet omtales produktet således: ”Apparat til kontinuelig ilægning af en sikkerhedstråd i en papirmasse”. Men ideen om at tage patent blev skrinlagt. Finn Hansen mente, det var en dum ide. Af flere årsager: Det ville tage al for lang tid at få patentet, det skulle ansøges i flere lande, og det ville ligeledes nemt komme til potentielle konkurrenters kendskab. Finn Hansens strategi var derimod bare at få sat det i værk og så sikre, at hvis andre fandt på noget lignende, så ville man kunne henvise til, at fabrikken længe havde arbejdet med denne nye teknologi. Kim Jensen fra Værkstedet var med til de første forsøg, senere blev Maskinfabrikken KUNI, involveret i fremstilling af trådilæningsarrangementet. Grønbæk havde ikke kontakt med Ingolf Jensen i den sammenhæng.

Grønbæk nævnte sorterklipperen fra 1979. Den skulle spare 35 mand. Dalum fik en lignende maskine ca. et halvt år senere, og den fik elektronisk styring. Udviklingen gik hurtigt.

Der var også elektorisk styring på det nye hollænderi 2, som Grønbæk stod for i 1985. Det var nu ikke en ny pulper – men en god brugt pulper, som de købte fra Hylke Bruk i Sverige. Generelt var det sådan, at det kneb med pengene på Silkeborg Papirfabrik. Gang på gang måtte de købe brugt. Det var som om, DfP prioriterede Dalum og Maglemølle, når der skulle investeres.

På Hylke Bruk fik Grønbæk også en fornemmelse af, hvordan papirindustrien andre steder udviklede sig med stormskridt. Forhold som var svære at forstå i en dansk kontekst. Da DfP skulle købe den nye og ”store” PM7 i Finland, så sagde finnerne til DfP’s folk tilprojektmøderne: ”Når viskaltil at se på den ”lille” maskine”. For andre var måske mere end dobbelt så bred. Det hele var større og gik hurtigere i Sverige og Finland – mens det gik helt anderledes langsommeligt i Danmark og i Silkeborg. Grønbæk mindes, at tegnepapir (300 gram) blev kørt på papirmaskinen med en hastighed på 8 meter i minuttet. På Hylke Bruk kunne hastigheden måske være på 1800 meter i minuttet og bredden 10.6 m.

Grønbæk havde fortsat samarbejde med ingeniører fra Hovedkontoret. Blandt andet på det elektriske område, hvor Severin Pedersen var afdelingsingeniør på el-området.

Frederik Olsen havde bestemt overblik over produktionen på Silkeborg Papirfabrik. Grønbæk nævnte ledelsesgruppen som bestående af: Frederik Olsen, produktionschef A.G. Hansen og maskinmester Schmidt. Måske var overværkfører Villy Hansen med her.

Grønbæk deltog i de interne ”morgenmøder” for maskinafdelingen. Disse morgenmøder foregik på maskinmesterens kontor – først H.C. Hansen og siden H. Schmidt. Her deltog en fra værkstedet, en fra kraftcentralen og en af el-afdelingen – og så Grønbæk fra tegnestuen. På kraftcentralen var de omkring 4 mand, heriblandt i mange år Ole Egelind. I den elektriske afdeling – ledet af Per Bjørnholt – var de 4-6 elektrikere og måske en eller to lærlinge.

Grønbæk lod skinne igennem, at elektrikerne gik til projekterne på en noget anden måde end han selv (og teknikerne). Elektrikerne så gerne mere optimistisk på mangt og meget – eller med andre ord, dekunne have en tendens til ikke at gennemarbejdetingene grundigt nok. Grønbæk mindes en sag i forbindelse med installeringen af hollænderi 2 – det var lige før, de havde gjort en forfærdeligt bommert, hvis de havde fulgt elektrikernes terminer. Heldigvis havde de også engageret John Poulsen fra Grenaa, som bestemt mente, at elektrikerne simpelthen ikke havde det fulde overblik over situationen. Det viste sig, at heri havde han ganske ret.El- og instrumentfolkene sagde ok til 3 dages stop af fabrikkenfor omlægning. En kontrol gav tre ugers udsættelse.

Sådanne drøftelser foregik ved projektmøder, hvor Grønbæk sad for bordenden.

Grønbæk mindes fabrikschef Maglegaard som en dygtig og behagelig chef. Der kom andre tider med Finn Hansen – han var købmanden. Finn Hansen havde større armbevægelser, han ankom med en femårsplan, og den gik han målrettet efter – og dem som ikke indordnede sig, de sivede stille og roligt væk fra fabrikken.

Femårsplanen tog måske seks år – men så kunne Finn Hansen også rejse sig og bekendtgøre, at nu var planen i hus. Og han rejste så videre. Blandt andet fik Finn Hansen lanceret Tivoliserien. Men da svenskerne overtog fabrikken, gled den produktion til Sverige. Og samme tendens var at se, da tyskerne overtog fabrikken: Det, som var udviklet i Silkeborg, blev flyttet hen på andre fabrikker til større og hurtigere maskiner. Hvorved produktionen også blev billigere.

Under Finn Hansen skulle der spares. På et tidspunkt forlangte Finn Hansen, at alle afdelinger kom med et sparekatalog. Grønbæk havde et par forslag, blandt andet forslag til hurtigere at kunne gribe ind, hvis papirmaskinen kørte ”forkert”produktion. Traditionen var, at når mandskabet slog papirbanen over for rulleskift, udtog man et papirark, som man hængte på et søm til en værkfører kom, tog arket og gik over på laboratoriet med det for kontrol, så de her kunne se om papirmaskinen kørte den korrekte papirkvalitet. Det kunne være med hensyn til anvendelse af fyldstoffer, farve, rivstyrke, gramvægt m.m. Men der kunne måske gå 45 minutter, før værkføreren dukkede op, tog arket oggik videre til laboratoriet. Papirmaskinen kunne således køre længe, før en eventuel korrektion blev sat i værk. Grønbæk foreslog et rørpost-system, så papiret blev fremsendt direkte til laboratoriet. Af forskellige årsager blev ideen droppet.

Det var langt fra altid, at folk bifaldt de forskellige forslag. På en måde var Grønbæk en lus mellem to negle – ledelsen og de ansatte. Det fik Grønbæk også at føle med en nye falsemaskine, som skulle overflødiggøre 12 kvinder. Falsemaskinen blev købt i Holland, og her fortalte de, at det havde taget dem et halvt år at få den til at køre tilfredsstillende. Silkeborg Papirfabrik købte maskinen men fordrede, at alle ”fejlene” så var rettet, så den kunne køre fra dag 1 i Silkeborg. Men her tog det også et halvt år, før maskinen kørte som tiltænkt. Og i en sådan situation vimser de ansatte rundt om maskinen ivrige efter at påpege, at dette og hint fra maskinen ikke dur.

Det var iøvrigt generelt,at nye maskiner skulle vænnes til folk eller var det omvendt.

Finn Hansens efterfølger blev Kjeld Andersen, som Grønbæk omtalte som en flink mand, der lyttede med til projektmøderne.

Ole Egelind var bestemt en dygtig mand. Og han sørgede også for, at der af og til kunne grines. Uden at det gik ud over effektiviteten. Måske kunne han finde på at sætte et mærke – med en figur – højt oppe på en stolpe, og så kunne han henvise hertil, hvis arbejdet var ved at løbe ind i en blindgyde med en vending som: ”Er der ikke en, som griner ned til os?” med henvisning til mærket med figuren. Det gav lige et break og et smil på læben. Benderfeldt var en rolig, besindig og kunstnerisk mand. Jørgen Rahbek regerede på laboratoriet og stod for produktudvikling som udviklingschef.

Mange – herunder også Grønbæk – fik deres eftermiddagskaffe i ”lastens hule” på laboratoriet, hvor de også fik vendt mangt og meget.

Grønbæk fandt artiklen i Museum Silkeborg Årsskrift 2017 om det store sats på Silkeborg Papirfabrik ganske udmærket – men udgangspunktet var vel snævert. Den store satsning kunne kun ske ved ekspertise/bidrag fra alle sider, og egoutteurafdelingen var også afhængig af disse andre bidrag.

Grønbæks understregede også, at it-teknologiens indmarch på fabrikken kom fra flere sider – og ikke kun gennem egeutteurafdelingen.

Grønbæk fik på et tidspunkt en maskinteknikker, Jesper Troelsen, som var en dygtig konstruktør,der kunnese og forståde aktuelle problemer, man sloges med. Og så bagefter se, om der kunne gøres noget. Jesper fik indført AUTOCAD på tegnestuen

SPS stod for Silkeborg Papirfabriks Sikkerhedstjeneste, og sikkerheden var noget, som optog fabrikken. Helge Schmidt var sikkerhedschef. På et tidspunkt foreslog Ole Egelind en konkurrenceom,hvad ”SPS”kunne henvise til, som kunne fremme sikkerheden. Egelind fik accept fra Maglegaard,somvar helt sikker på, at han som en selvfølge ville vinde. Men Grønbæk mente, at her kunne han da også være med. Så en sen aftentime satte Grønbæk sig ned hjemme på Sagavej og skitserede en ottetalsmand med en rækkepunkter fra isse til fødder med slogans, som understregede behovet for sikkerhed – for at passe på den ansatte. Normalt havde Grønbæk initialerne GN (Grønbæk Nielsen), men han indsendte forslaget signeret BN (Børge Nielsen) og skrev ”Benderfeldt skal lige rentegne skitsen før offentliggørelse ”. Dommerkomiteen undrede sig dybt over, hvem der havde indsendt det forslag, som endte med at vinde. Men det kom jo for en dag. Ideen fik landsdækkende udbredelse i bladet” Pas På”, som handlede om sikkerhed på arbejdspladsen. Der blev fremstillet og opstillet en udskåren figur i træ med de forskellige punkter, der skulle passes på, på fabrikken – og den figur og opstilling blev bragt i det landsdækkende blad Pas På.

På billedet ses figureren med 11 punkter, et bord med 11 genstande, som henviser til de 11 punkter på figureren og så følgende 11 punkter:

1. Sikker på Spekulatoren

2. Sikker på Synet

3. Sikker på Stereo

4. Sikker på Spiserøret

5. Sikker på Stilladset

6. Sikker på Syreblanderne

7. Sikker på Skrammerne

8. Sikker på Skankerne

9. Sikker på Syrebasserne

10. Sikker på Skridfladerne

11. Sikker på Spiritusvalg

De forenede Papirfabrikker var den overordnede koncern, og der var også et vist udlån af folk mellem fabrikkerne. F.eks. hvis der var folk i overskud eet sted, så kunne de måske blive anvist andet arbejde på en af de andre fabrikker. Grønbæk kom i tanke om, at der i forbindelse med den store ombygning af PM2 i 1970’erne var et hold folk fra Dalum. Måske 5-6 mand, som primært arbejdede med papirmaskinens våde ende.

I forbindelse med den store ændring af rensningsanlægget sidst i 1970’erne fik de også hjælp af en mand fra Dalum, Aage Søndergaard.

Grønbæk var selv udlånt et års tid til Dalum først i 1970’erne. Opgaven bestod i løsninger vedrørende den interne transport omkring den nyopstillede PM7 i Dalum. Rent fysisk arbejdede Grønbæk med opgaven på Hovedkontoret i København – sammen med andre folk. Bøgelund fra Hovedkontoret var projektansvarlig for den del. Grønbæk arbejdede således på hverdage i København og tog hjem i weekenden. Som Grønbæk husker det, foregik det med fly mellem Karup og Kastrup. Tidligere havde det været almindeligt at tage natbåden Århus-København, men da den blev nedlagt, foregik turene pr. fly. Grønbæk overnattede til at begynde med på hotel, men siden fandt han et værelse, mens opgaven stod på. En sådan opgave var noget, man bare påtog sig. Den var ikke til diskussion. F.eks. med henvisning til, at det var træls for familielivet. På den måde var man ”gift med arbejdet” som ansat ved DfP.

Tidligere talte man om ”vores fabrik”. Alle ansatte følte, at man havde ejerskab til fabrikken. Og som sådan var det en selvfølge, at man inviterede familie, venner og bekendte ind på fabrikken for at vise rundt. Men det fik en brat ende under Finn Hansen i 1980’erne. Grønbæk erindrer, at hans datters FDF-patrulje havde ønsket at se fabrikken, og Grønbæk havde som en selvfølge sagt, at han gerne ville vise rundt. Nu ville tilfældet så, at Grønbæk om eftermiddagen talte med Finn Hansen og her fortalte, at han om aftenen skulle ind og vise rundt. Det mente Finn Hansen ikke var nogen god idé. Silkeborg Papirfabrik leverede sikkerhedspapir – og som sådan skulle den være ”sikker”. Grønbæk droppede rundvisningen for FDF-patruljen den aften. Og dagen efter blev det bekendtgjort, at parkeringen for eftertiden skulle foregå uden for fabriksområdet.Porten blev kun åbnet for anmeldte køretøjer og besøgende. Tidligere havde det også været almindeligt, atgæster, og hustruernehilste på Portneren og gik ind på besøg – men også det blev der sat en stopper for. Alt blev registreret.

Løn var ikke noget, man talte om. Grønbæk var af den formodning – dengang og i dag – at lønnen var ganske udmærket. Normal for området. Han havde orienteret sig i den generelle offentliggjorte lønstatistik, og efter den så det helt ok ud. Man forhandlede ikke med fabrikschefen om ens løn. Men man kunne måske lade et ord falde, og så kom initiativet fra fabrikschefen. Man blev så kaldt ind på chefens kontor og fik bekendtgjort, at lønnen var reguleret til det og det. Man fik en månedlig ”grundløn” og derudover et gratiale – som svarede til en ekstra månedsløn. Man fik således gerne 13 månedslønninger om året. Principielt var dette gratiale afhængig af årsresultatet, og i rigtig dårlige år kunne det bortfalde. Grønbæk har – i 1970’erne – været udsat for, at fabrikken ønskede, at funktionærer gav afkald på en månedsløn, at de altså det år måtte nøjes med 11 månedslønninger.

Grønbæk havde deltaget i firmaidræt på Silkeborg Papirfabrik – i Viking. Blandt andet taget idrætsmærket gentagne gange. Gået til gymnastik, spillet vollybold og basketbold først på Søndergadeskolen og siden på Nordre Skole. Til sidst kom de ind under SG – Silkeborg Gymnastikforening.

De havde også i DfP deres egen pensionskasse – og den overgik til PFA, hvilket var en god ordning for de ansatte.

Grønbæk havde i en årrække været formand for Kunstforeningen på Silkeborg Papirfabrik. Først havde han været bestyrelsesmedlem i foreningen, men pludselig blev han ”kuppet” og havnede som formand. Og da sket var sket, ønskede Grønbæk at gøre fyldest som formand, arrangere udstillinger og foredrag om kunst. Det var svært at trække folk til sådanne foredrag – uanset at de kunne være nok så interessante. Det var tradition, at fabrikken gerne købte et kunstværk af den kunstner, som udstillede i kantinen på fabrikken. Malerierne blev fordelt ved lodtrækning ved den årlige generalforsamling. I hjemmet på Sagavej hang også nogle malerier af Arne Benderfeldt – en ”solopgang ved Slåensø” og et ”havbillede”fra Vesterhavet ved Nr.Lyngvig.

Af og til foregik tingene lidt tilfældigt. I Efterlimeren var der bjerge af papirstrimlerved et Rulleværk. Hvordan kom man af med dem? Jeg forslog værkfører Hornebøll en halmpresser, som man kendte fra landbruget. Og sådan gik det.

I de dårlige tider skulle projekter tjenes hjem på et år. Det var svært. Grønbæk havde været med til at foreslå udnyttelse af det opvarmede vandfra fabrikken. Vandet kom ind med omkring ca 5 grader og blev lukket ud igen omkring 50 grader varmt. Her måtte man kunne bruge returvarmen til at varme indgangsvandet op ved hjælp af en varmeveksler. Grønbæk havde samtaler med en sælger fra Pasilac (eller måske var det Alfa Laval) om projektet, men det måtte skrinlægges, da det ville tage 2-3 år at tjene ind. Det var trange tider.

Grønbæk forlod papirfabrikken i 1996 efter 33 åri Silkeborg og gik derefter på efterløn.

Samtalerne fandt sted i 2018.

Stikord: Silkeborg Papirfabrik, samarbejde på tværs af fabrikkerne inden for De forenede Papirfabrikker, fabrikskultur.

August 2021