DANSK PAPIRINDUSTRI 1950-2012

Historien fortalt……………

Af Keld Dalsgaard Larsen

De forenede Papirfabrikker anno 1964.

HUMLEBIEN

”Papirindustrien er en svær industri. Hvis man regnede sandsynligheden ud for, at en papirmaskine kunne producere papir, ville man komme til det resultat, at det var umuligt. Og sådan er det inden for denne industri: Gang på gang at skulle gøre det umulige…..” (Hans Halskov-Hansen).

Hans Halskov-Hansen kunne i 1994 se tilbage på en lang succesrig karriere i dansk papirindustri. Og kunne konstatere, at han på trods af naturlove og sund fornuft havde været med til at holde den danske papirindustri i live. Født i 1931, civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt i 1963, ledende ingeniør i De forenede Papirfabrikker (DfP) i tiåret 1963-1973 for derefter de følgende 20 år at være med til at gøre Grenaa Papfabrik til en papirhistorisk succeshistorie. I dag er det hele historie. Og dog ikke helt. I den vestjyske by Skjern ligger Skjern Paper, som med sine ca. 70-75 ansatte fortsat holder en papirindustriel produktion i gang. Men derudover er dansk papirindustri historie. Fortid.

Museum Silkeborg har siden 1980’erne arbejdet med emnet ”dansk papirindustri”. Først med udgangspunkt i den lokale Silkeborg Papirfabrik (1844-2000) og dernæst med inddragelse af den danske papirindustri generelt.

Papirindustrien har nationalt og internationalt undergået ubegribelige forandringer siden 1989. De nationale papirindustrier er væk. Tilbage er en række internationale papirkoncerner med en stor specialiseret produktion.

Papirproduktion er umulig. Men sker alligevel! Hvad med historien? Den er såmænd også umulig at få hold på og få fortalt. Museum Silkeborg lader sig imidlertid ikke distrahere af dette faktum. Papirindustrien er en så fantastisk og forunderlig historie – historisk og aktuelt – at den selvfølgelig fortjener at blive fortalt. Umuligt eller ej. Det kan gøres på mange måder. Blandt andet gennem papirfolks egne beretninger fra industrien.

SAMTALER

Museum Silkeborg består af tre afdelinger, og Museum Silkeborg Papirmuseet står for forskning og formidling af papirindustriens historie lokalt og nationalt. Det sker ved Papirmuseets udstillinger og arbejdende museum i de gamle produktionslokaler for håndgjort papir på Silkeborg Papirfabrik. Forskningen og formidlingen sker også via Museum Silkeborgs hjemmeside. Her findes en række baggrundsartikler om dansk papirfremstilling, om det håndgjorte papir og om dansk papirindustri. Museum Silkeborg har siden 1980’erne ved undertegnede indsamlet erindringer fra papirfolk, som gennem årene gjorde dansk papirindustri mulig. På hjemmesiden er i 2020 og 2021 udlagt en lang række samtaler med papirfolk, som undertegnede har haft gennem de sidste 25-30 år. Historien bliver herved fortalt af papirfolk i samtale med en nysgerrig og interesseret museumsmand. Hver især og samlet giver samtalerne et fantastisk overblik og indblik i dansk papirindustri gennem de seneste 60-80 år.

Den papirhistoriske forskning og formidling kan have en skævhed: Det handler gerne om det håndgjorte papir og ellers om den tidlige papirindustri. Det er alt sammen mere enkelt og overskueligt. Papirindustriens nyere historie – de seneste ca. 60-80 år – er derimod mere sporadisk behandlet. Blandt andet fordi den er så kompliceret og uoverskuelig! At forsøge at begribe og sammenfatte denne historie i al dens kompleksitet er nærmest på forhånd dømt til at mislykkes.

I denne situation er papirfolkenes egne beretninger om hverdagen i papirindustrien en enestående mulighed for at få en fornemmelse af historien. Ikke den hele historie – men en nærværende og sanddruelig historie med de menneskelige aktører som kilde. Det bliver en historie set indefra og ikke udefra. En historie ”fra neden” og ikke ”fra oven”. Med udgangspunkt i menneskers daglige virke i papirindustrien kan der også gives en bedre forståelse af, hvordan ”det umulige” kunne blive mulig.

Samtalerne giver ikke den samlede eller den ”definitive” historie om dansk papirindustri. Men den er en god indgang til historien. Og kan give inspiration til den fortsatte forskning og formidling af industrien.

De indsamlede erindringer tvinger også til at sætte fokus på den ”nyere” del af dansk papirindustri, da samtalerne netop handler om, hvad der er sket ”mands minde”. Denne ”nutidige” vinkel sætter papirindustriens historie i et nyt perspektiv – også den ældre historie.

Dansk papirindustri var en kompliceret og sammensat organisation (organisme) med talrige aktører. Med mange vinkler, bidrag og stemmer. I arbejdet med papirsamtalerne har jeg søgt at få så mange vinkler, bidrag og stemmer med som muligt. Det kan altid gøres anderledes og bedre – men jeg har bestræbt mig på at indsamle oplysninger fra fabriksgulvet til direktionsgangen. Fabrikschefen, driftsingeniøren, kontordamen, maskinføreren, maskinmesteren, sorterskeren, truckføreren, laboranten og mange andre er en del af samme organisme – papirfabrikken – men de anskuer denne virkelighed på hver deres måde. Ingen af dem har mulighed for at overskue eller fortælle ”den hele historie” – men samlet set muliggør de en dækkende historie.

Nærværende artikel ønsker at give et eksempel på de mundtlige beretningernes store muligheder til belysning af dansk papirindustri fra ca. 1950 og frem. Artiklen er en omarbejdet artikel fra sommeren 2020, som blev bragt i ”Nordisk Pappershistorisk Tidsskrift nr. 2 og 3 i 2020.

DANSK PAPIRINDUSTRI 1950-2012 – OVERBLIK

Dansk papirindustri var en stor og veldreven industri i 1950’erne med en nærmest monopolagtig hovedaktør i form af firmaet De forenede Papirfabrikker (DfP). Alt andet var ”småtterier”. DfP er Danmarks historiske papirkoncern frem til med 1989, og koncernen vil også være grundstammen i denne artikel. DfP havde i perioden foruden Hovedkontoret i København følgende centrale fabrikker med en vis intern arbejdsdeling: Silkeborg Papirfabrik, Dalum Papirfabrik ved Odense, Maglemølle Papirfabrikker i Næstved (Gl. og Ny Maglemølle), Frederiksberg Papirfabrik og Kartonfabrikken i København. Silkeborg Papirfabrik tog sig af de fine papirkvaliteter, Dalum Papirfabrik af mellemkvaliteterne, Maglemølle Papirfabrikker af de grovere bulkkvaliteter, mens de københavnske fabrikker tog sig af andre grovere kvaliteter.

DfP producerede frem til 1970’erne næsten udelukkende til det danske marked. Man anså sig for at være en dansk branche til det danske marked. Dansk papirindustri var til en vis grad en beskyttet industri, så man lettere kunne holde udenlandsk konkurrence fra livet. Under disse forhold fremstod DfP som en rig og velkonsolideret koncern med en nærmest garanteret afsætning. Kunder var ikke noget, koncernen tænkte meget på – kunderne havde man som en selvfølge.

Den internationale handels liberalisering i 1960’erne og frem vendte op og ned på denne situation. 1970’erne og 1980’erne var turbulente årtier for DfP med markant øget konkurrence og uvis fremtid. Kulmination på denne nye virkelighed kom i to tempi: Først Sukkerfabrikkernes (Daniscos) overtagelse af DfP i 1979 og dernæst Daniscos salg af DfP til svenske Stora i 1989.

Herefter skulle de enkelte fabrikker finde en ny fremtid på et mere og mere globalt marked. Maglemølle Papirfabrik i Næstved måtte stoppe som papirproducent i 1992, Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000 og Dalum Papirfabrik lukkede med udgangen af 2012.

I skyggen af DfP voksede en række papirindustrielle virksomheder frem fra 1960’erne, f.eks. Grenaa Papfabrik, Skjern Papirfabrik og Brdr. Hartmann. De voksede sig blandt andet levedygtige ved at gå ud på det internationale marked. Grenaa Papfabrik slog ved investeringen af Danmarks sidste nye papirmaskine i 1983 sin position fast som stor dansk papirproducent. Sukkerfabrikkerne (Danisco) overtog i 1988 Grenaa Papfabrik for senere at sælge den videre til svenske SCA. Grenaa Papfabrik gjorde det godt, men SCA valgte alligevel at lukke fabrikken i 2006.

Brødrene Hartmann og Skjern Papirfabrik (Skjern Paper) eksisterer fortsat – som to individuelle virksomheder i en global virkelighed.

Papirsamtalerne giver et fint indblik i hele denne afgørende proces fra at være en ”stabil” og ”traditionsrig” papirindustriel branche til denne branches nationale undergang og forsvinden. På enkelte undtagelser nær. Papirsamtalerne sætter ord på denne selvoplevede udvikling. Artiklen vil ud fra samtalerne uddybe ovenstående overblik ved at se på følgende temaer:

• Papirarbejderne – folkefærd og industriarbejdere

• De forenede Papirfabrikker som sammensat koncern

• Produktionsmæssige udfordringer i perioden

• Fra national branche til individuelle fabrikker på globalt marked

• Rutiner og tilfældigheder

Udgangspunktet er koncernen De forenede Papirfabrikker (DfP), mens den øvrige papirindustri vil blive inddraget til at sætte den samlede udvikling i relief.

PAPIRARBEJDERNE – RIGTIGE ARBEJDERE

”Jeg kom ud at tjene som 13-årig og arbejdede en årrække hos bønderne. Efter militæret i 1948 var det svært at få arbejde. Jeg fik arbejde hos en entreprenør, Johannes Nielsen, som blandt andet kørte med brunkul til Dalum Papirfabrik. Jeg kom altså til at køre med brunkul på papirfabrikken, og når jeg først var inde på fabrikken, så kunne jeg søge arbejde her. En dag havde jeg været nede i askekælderen og så farlig ud. "Det må lige være det rette tidspunkt at søge arbejde på" tænkte jeg, og så gik jeg op til den gamle papirmester og bankede på. "Hvad vil De?" spurgte han. "Jeg vil gerne søge arbejde på fabrikken, for det, ved jeg, er mere renligt end det her". "Ja, det har De da ret i. De ser nu også så forfærdelig ud". Jeg blev skrevet op, og der gik kun 14 dage, så blev jeg antaget den 15. september 1948. Dengang sagde man ellers, at man skulle have noget familie på fabrikken for at komme ind. Det var far og søn eller svigersøn, der arbejdede på fabrikken, det var et familieforetagende. Men jeg kom altså ind alligevel” (Kaj Dalgaard Nielsen).

Dansk papirindustri beskæftigede i perioden op til ca. 3.200 mennesker, og langt de fleste var ”papirarbejdere”. I Dalum, Silkeborg og ikke mindst i Næstved var papirarbejderne talrige og en synlig del af lokalsamfundet. I Næstved talte man om, at der var ”almindelige mennesker og så papirarbejdere” (Helge Christiansen). Svend Antonsen oplevede under et skoleforløb, at underviseren, en lokal præst, omtalte papirarbejderne som ”rigtige arbejdere”. Det kom noget bag på Svend Antonsen. Hvad kendetegnede disse ”rigtige arbejdere”, disse papirarbejdere? For at besvare spørgsmålet er det vigtigt at undgå idyllisering og ”arbejderromantik”. For stort set alle papirarbejdere var arbejdet i papirindustrien blot et arbejde, som gjorde det muligt at betale husleje, mad og livets øvrige fornødenheder.

Papirarbejderne var først og fremmest ufaglærte mænd. Mange havde arbejdet andre steder, f.eks. i landbruget, på byggepladser, ved vognmænd osv. Nogle kunne være tidligere studerende, som havde ønsket et midlertidigt arbejde til at finansiere studierne, men som så var blevet hængende. Papirfabrikken var i tiden en ”rummelig” arbejdsplads – med plads til såvel den lidt enfoldige arbejder som den stræbsomme og engagerede arbejder. For alle papirarbejdere gjaldt, at papirfabrikkerne var stabilt arbejde hele året. Ja, hele livet. Man brugte udtryk som, at man var kommet ind til ”den evige hvile”. Den kendsgerning tiltrak mange i ”den gyldne periode” frem til 1960’ernes højkonjunktur. Lønnen var ikke høj – men papirarbejderen vidste, hvad han og familien havde at gøre godt med.

Papirfabrikkerne har et stort og dyrt produktionsapparat, og derfor er normen i industrien døgndrift. Treholdsskift var papirarbejdernes vilkår ved papirmaskinerne og evt. andre maskiner. Og det satte sit præg på hverdagen.

Papirfabrikkerne kørte i perioden med følgende vagtskift: kl. 06.00-14.00, kl. 14.00-22.00 og kl. 22.00-06.00. Otte timers effektiv arbejdstid ved papirmaskinerne uden fastsatte pauser. Der var tale om 6-døgnsdrift i den første del af perioden. Søndag kunne så bruges til vedligeholdelse og rengøring. Sidst i 1960’erne introducerede DfP 7-døgnsdrift. Traditionelt mødte skiftholdsarbejderne ind ca. 15 minutter før tiden for at høre om situationen. Hvis en skifteholdsarbejder måtte melde sig syg, blev det normalt løst ved, at en mand ved maskinen fortsatte i ekstra fire timer, mens en mand, som skulle være mødt ind til næste skift, kom fire timer før planlagt. Denne fleksibilitet var en selvfølgelig del af overenskomsten.

Skifteholdsarbejde måtte man leve med, og det kunne være vanskeligt. For som det blev formuleret blandt folk:

”Formiddagsturen er træls ad H. til, fordi man skal så tidligt op om morgenen. Eftermiddagsturen er træls ad H. til, fordi man ikke kan besøge venner og se TV. Og natturen er træls ad H. til, fordi man skal sove om dagen. Men lønnen var udmærket også takket være skiftehold og skæve arbejdstider” (Hans Kurt Pedersen).

Skifteholdsarbejde krævede sin mand, og mange måtte droppe arbejdet som papirarbejder af samme årsag. Nogle kunne ikke sove om dagen, andre fandt det uforeneligt med familieliv.

Papirarbejderne var både en stor ”grå masse” og samtidig en samling enkeltindivider. DfPs ledelse havde længe den grundholdning, at enhver, som kunne håndtere en skovl, kunne blive papirarbejder. Det krævede ingen særskilt uddannelse eller store evner. Som udgangspunkt. Men der var altid en vis oplæringsperiode på fabrikken. Mest udpræget ved papirmaskinen, hvor man som nyansat begyndte med det mest simple arbejde for derefter (måske ad åre) at kunne avancere ved maskinen:

”Vi havde dengang (på Dalum i 1940’erne og 1950’erne) – papirmaskinerne nr. 1, 2, 3, 4 og 5 lige i en række. Jeg kom til PM 3. så vandrede jeg fra smøremand til andenskærer til forskærer, til pressemand og sidst i 1950’erne blev jeg maskinfører ved den gamle papirmaskine nr. 2. Jeg havde aldrig set sådanne maskiner, men vi blev oplært af forgængeren en 7-14 dage, så var vi inde i arbejdet” (Kaj Dalgaard Nielsen).

Papirarbejderne var således såvel ”en grå masse” som individualister med mange forskellige arbejdsopgaver. Individualiseringen gav sig også udtryk i et differentieret lønhierarki. Papirmaskinens 4-5 mand havde hver sin løntarif! Og det samme gjaldt ved andre maskiner.

Papirarbejdernes arbejde ved maskinerne var præget af overvågning. Herved fremkom det paradoks, at mandskabet helst blot skulle sidde stille – for så gik alt, som det skulle, og fabrikken tjente penge. Anderledes når maskinens folk knoklede, så var det tegn på problemer.

”Alle kunne betjene fugteværkerne, mens der skulle lidt mere øvelse til de øvrige maskinerne. Ved rulleværkerne kunne vi også lime papiret sammen. Når maskinerne kørte, skulle vi egentlig blot sidde og kontrollere. Man sagde ude i byen (Silkeborg), at vi papirarbejdere ingenting lavede. Hvis en papirarbejder var til bankospil om aftenen, og han gik ved kl. 21.30 for at komme på natholdet, så kunne de andre sige: ”Ja, nu går han ned på fabrikken, de laver ingenting, men de skal jo være der”” (Vagn Madsen).

Papirfabrikkernes store produktionsapparat var industriens driftsøkonomiske udfordring. Ikke arbejderlønningerne. Det bevirkede, at der var en reel ”overbeskæftigelse” på fabrikkerne frem til 1970’erne. Ikke kun blandt papirarbejderne, men også blandt de håndværkere, som havde deres faste gang på fabrikkerne. Talrige er de muntre historier om folk, der har gået i kortere eller længere perioder uden at lave noget. Blot skulle vedkommende se lidt virksom ud, hvis der kom en overordnet. Værkførerne kunne også have en interesse i dette ”ekstra mandskab”, da det gjorde det nemmere at fylde hullerne, hvis der var frafald på grund af sygdom eller andet.

På Silkeborg Papirfabrik var der i ”den gyldne periode” en tradition for, at ledende funktionærer havde timelønnede pladsarbejdere som havemænd m.m.

Papirarbejderne var ikke nogen homogen gruppe. De var opdelt på en række afdelinger. F.eks. i hollænderiet eller ved papirmaskinen eller på pladsen eller ved kraftcentralen eller på papirsalen. Aflønnet meget forskelligt. Maskinernes mandskab gik på timeløn, dagarbejderne gik på timeløn, mens kvinderne på papirsalen var på akkord. Men de var alle papirarbejdere og som sådan organiseret i papirarbejdernes fagforening. Fagforeningen var et industriforbund, som organiserede alle almindelige arbejdere på fabrikken. Der kunne være undtagelser, blandt andet de kontoransatte.

Papirarbejdernes fagforening stod stærkt. Der var ingen problemer med organiseringen. DfP og fagforening var interesserede i rolige og ordnede forhold. DfP bidrog til det faglige arbejde i perioden med at aflønne fællestillidsmanden. Fællestillidsmanden havde gerne et forefaldende arbejde, som kunne passe med opgaven som tillidsmand. Blandt arbejdsopgaverne var gerne at tage imod nye medarbejdere.

De forenede Papirfabrikker var i ”den gyldne periode” en hierarkisk opdelt organisation med klare og mærkbare skel mellem medarbejderne. Papirarbejderne var de mange, dem på gulvet, dem med den lave status. Dygtige og stræbsomme papirarbejdere kunne avancere på fabrikken til at blive maskinfører, formand ved papirmaskinen. Herefter var der en mulighed for at springe fra arbejder til funktionær ved at blive værkfører.

Den udprægede hierarkiske opdeling skabte ukendskab, mistillid og diverse fordomme mellem partnerne. Der var på mange måder tale om et ”vi-dem”-forhold. På gulvet florerede talrige historier om, hvordan den ”lille” (arbejder) narrede de emsige og bedrevidende ”store” (funktionær).

Højkonjunktur, den fulde beskæftigelse, den øgede internationale konkurrence og tidsånden ændrede fra 1960’erne radikalt papirarbejdernes position og selvopfattelse. DfP var tvunget til at skifte strategi: Papirarbejderne skulle opkvalificeres, have større ansvar og højere løn. Blandt de mange tiltag var større fokus på arbejdsmiljøet. De nye tider betød omvendt færre papirarbejdere, og at tidligere tiders ”overbeskæftigelse” forsvandt.

Udviklingen blev forstærket efter 1989, hvor papirarbejderne på f.eks. Dalum Papirfabrik og Grenaa Pap nærmede sig funktionærlignende forhold. Tidligere tiders ”vi-dem”-forhold ændrede sig til et mere udpræget ”vi-forhold” omkring den enkelte virksomhed. Som noget nyt blev der flere steder introduceret ensartet arbejdstøj, firmauniformer.

Udviklingen gik samtidig henimod en mere ensartet (og højere) aflønning. Det tidligere hierarki blev afløst af en fladere organisation og i samme forbindelse forsvandt flere steder de tidligere så betydningsfulde værkførere. Opgaverne overgik til de enkelte teams.

Hans Kurt Pedersen oplevede de ændrede forhold på Grenaa Papfabrik:

”Der var ikke den store forskel på folk. Jeg husker tydeligt engang, hvor Halskov-Hansen sagde til mig: ”Der er ikke nogen, der er noget her på fabrikken. Vi hjælpes ad med at få skidtet til at køre”. Det var holdningen. Og det blev efterlevet …. Og vor senere fabrikschef Michael Rosendahl har udtrykt det således: ”Toppen af kransekagen er de seks skiftehold. Derunder er der nogen, som skal understøtte dem, så de kan fungere, så som vedligehold, håndværkere, daghold, der skal sørge for at få rullerne væk og råvarerne på plads – og så selvfølgelig en ledelse til at styre det hele””. Top og bund vendt på hovedet! Det er også en del af historien.

DE FORENEDE PAPIRFABRIKKER

”DfP havde altid været et ingeniørfirma, der tænkte i teknik og i teknik og i teknik. Salg og kundehensyn var ikke noget, man tænkte på. Salget gik af sig selv, og kunderne var til for vores skyld. Sådan var holdningen. … DfP var et ingeniørfirma eller rettere et civilingeniørfirma. Alle ledende poster var besat af civilingeniører” (Jørgen Møller).

Nyuddannede civilingeniører fra Polyteknisk Læreanstalt kunne få stilling hos De forenede Papirfabrikker uden mindste kendskab til papirbranchen. Holdningen var, at den viden kunne den nyansatte altid få i koncernen. De forenede Papirfabrikker havde tradition for en turnusoplæring af især nyansatte civilingeniører. Oplæringen kunne vare 2-4 år, hvor vedkommende kom rundt i alle kroge af koncernen. På alle fabrikker og gennem hele produktionen. Denne turnusoplæring havde mange aspekter og fordele. Den gjorde blandt andet, at koncernens ledende funktionærniveau, civilingenørerne, kendte fabrikkerne og de ledende fagfæller på de enkelte fabrikker. De nyansatte lærte papirindustrien ved at stå for en række mindre og større projekter, som havde praktisk betydning for virksomhederne. Mange af projekterne kunne være noget nær umulige – men hvis det så alligevel lykkedes den pågældende at løse opgaven, fik Hovedkontoret en indikation af, at her kunne være en mand med muligheder. Civilingeniørerne fik således indarbejdet et ”helhedsperspektiv” på den samlede koncern. Et ”vi-forhold” til hele DfP. Der var ellers nok, som kunne splitte i en sådan vidtforgrenet virksomhed. Civilingeniørerne skulle gerne som gruppe have en samlende funktion. Det var ikke altid, det lykkedes.

Civilingeniøren kunne gøre karriere internt og ende som driftsbestyrer (fabrikschef) på en af fabrikkerne. En sådan stilling havde imidlertid en iboende tendens til, at vedkommende blev en lokal ”patriark” eller ”konge” i latent modsætningsforhold til Hovedkvarteret. I perioden var Valdemar Runer på Dalum Papirfabrik og Frederik Olsen på Silkeborg Papirfabrik to markante eksempler herpå.

De forenede Papirfabrikker var længe en udpræget hierarkisk, bureaukratisk og konservativ organisation. På alle niveauer fra bund til top. Hierarkiet herskede også blandt funktionærerne.

”Valdemar Runer var fabriksdirektør og en gammeldags patriark. Runer var blevet forbigået, da Schou blev teknisk direktør, og som et plaster på såret blev han udnævnt til fabriksdirektør på Dalum Papirfabrik (ellers hed de jo driftsbestyrer eller fabrikschef). Runer drog den konsekvens, at han betragtede Dalum som hans personlige fabrik. Det var hans fabrik, hans bagvand, hans tambourer osv. Det var kræft, trit og retning under Runer. Om morgenen lidt i klokken 8 sad Runer alene inde på sit kontor og ventede til klokken blev 8. Imens stod hans folk i rad og række uden for kontoret og ventede til klokken slog 8. Under selve møderne holdt Runer enetale. Der var ikke tale om diskussion. Men Runer havde dog sine oplysninger, alle relevante oplysninger, og dem fik han fra hans højre hånd, driftsingeniør Hallin, der senere blev Runers efterfølger på Dalum Papirfabrik” (Jørgen Møller).

DfPs funktionærgruppe var i sig selv opsplittet, men samlet set blev den favoriseret på forskellig vis, blandt andet i form af en relativ god løn, et årligt gratiale på en månedsløn og en pensionsordning.

DfP havde tradition for at gå umådelig grundig til værks. Ikke mindst når det drejede sig om tekniske nyanskaffelser. Hovedkontorets tekniske afdeling var noget af et nåleøje ved nyanskaffelser. Fra idé til handling kunne der gå oceaner af tid. Hans Halvskov-Hansen oplevede kulturforskel ved sin overgang fra DfP til Grenaa Papfabrik:

”Det var et chok for mig at komme på Grenaa Pap. Jeg havde nogle ideer, og jeg sagde til Frølich, at jeg gerne ville det og det. Og så fik jeg det bevilget straks! I DfP havde det været sendt til vurdering og drøftelser i det uendelige. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg nu måtte tænke mig godt om, før jeg spurgte om noget   for jeg fik det jo!”.

DfP var bureaukratisk. Her blev ført protokol over alt mellem himmel og jord. Bent Hansen formulerede det således: ”Papirfabrikkerne dokumenterede ud i det vanvittige”. Og hustruen Grethe Hansen kunne give et konkret eksempel fra Maglemølle:

”Vi regnede alt muligt ud. Vi registrerede f.eks. hvor mange gange filtene havde kørt. Af og til var det helt irrelevant, og man kunne tvivle på, om nogen nogensinde tog notits af det. Jeg kan huske en sag, som kan fortælle lidt herom. Vi havde en fast rutine med, at kontoret til mandag morgen skulle udfærdige en detaljeret rapport over den forgangne uges produktion til driftsbestyreren. Mandag kl. 9 havde de ledende nemlig deres såkaldte morgenmøde. Vi sled og slæbte for at få den her rapport færdig til tiden. Men engang nåede vi det ikke, og jeg måtte komme med den under selve mødet. Jeg bankede på og blev kaldt ind. De kunne slet ikke forstå, hvad jeg kom med. Og da jeg sagde, at det var den rapport, som de altid havde til mandag morgen, blev der kun sagt ”nå”, og så lagde de rapporten op i en kæmpe stak. Inden jeg gik, fik jeg så den besked, at den rapport var ikke nødvendig fremover. Det troede min chef bestemt ikke på”.

Med udviklingen bortfaldt noget af bureaukratiet. Nogle gange ved at underordnede medarbejdere simpelthen undlod noget af det registreringsarbejde, som tidligere tider havde gjort til tradition.

De forenede Papirfabrikker var en koncern med indbyggede spændinger. Mellem produktion og salg. Mellem Hovedkontoret og de enkelte fabrikker. Og internt på de enkelte fabrikker.

Spændingen mellem produktion og salg blev mere og mere påtrængende i takt med tidernes ugunst for den indenlandske papirindustri. Noget måtte gøres. DfP valgte blandt andet at satse på kundeservice med udgangspunkt i en nyoprettet Serviceafdeling. Salgsfolkene kom først sent til at præge ledelsesgruppen. Og det gav genlyd, da det skete i Silkeborg. Civilingeniør Hans Maglegaard Andersen stoppede i Silkeborg som fabrikschef i 1978, og den handelsuddannede Finn Henrik Hansen overtog posten. Silkeborg Papirfabrik stod over for store udfordringer, og nu kom der helt nye øjne på, hvordan det skulle løses. Finn Henrik Hansen kom igennem med sin femårsplan, som på mange måder reddede papirfabrikken i Silkeborg. Og ingen i Silkeborg var længere i tvivl om, at nye tider var kommet til i branchen. Civilingeniørernes monopol var brudt. Tidligere var det sket på Maglemølle, hvor Carl Therkelsen i 1973 kunne sætte sig til rette som fabrikschef uden eksamen fra Polyteknisk Læreanstalt. Måske på et afbud fra civilingeniør Hans Halvskov-Hansen, som var flyttet til Grenaa.

DfPs enkelte fabrikker kunne optræde som lokale kongedømmer, og der var også en vis konkurrence mellem fabrikkerne. F.eks. omkring investeringerne. Fabrikkerne skulle således både finde fælles fodslav og så prøve at gavne egen fabrik. Kampen stod reelt mellem Maglemølle Papirfabrikker og Dalum Papirfabrik. Dalum løb med sejren. Det kan der være flere gode grunde til, men der er almindelig enighed om, at Dalum Papirfabrik med fabrikschef Olaf Hallin i spidsen var langt bedst i den interne magtpositionering. DfPs sidste nyindkøbte papirmaskine var en stor og vigtig satsning – for koncernen og for den fabrik, som skulle køre den. Papirmaskinen kom til Dalum Papirfabrik i 1973 som denne fabriks PM 7 og understregede Dalum Papirfabriks interne position.

DfP søgte på at overvinde de uundgåelige interne spændinger. Også gennem personalepolitikken:

”DfP havde en personalepolitik, som betød en sikker ansættelse. Det gjaldt lige fra fejemand til civilingeniør. DfP gav medarbejderne billige byggelån, støttede kunstforeninger, firmasporten, udflugter og juletræsfesterne osv.” (Hans Maglegaard Andersen).

”Firmaidrætten inden for papirfabrikkerne kom lige efter krigen. … De forenede Papirfabrikker opfordrede til oprettelse af en firmaklub, og de ville give et tilskud pr. medlem. De havde startet en klub på Hovedkontoret, som blev kaldt Viking. DfPs varemærke var nemlig et vikingeskib. Jeg tog initiativ her i Silkeborg, og vi stiftede firmaklubben på Silkeborg Papirfabrik i september 1948. Vi kaldte også klubben for Viking, og det var min tanke, at alle fabrikkernes sportsklubber skulle hedde Viking og så med bynavn bagefter. Men Dalum kaldte deres klub for Odin, og i Næstved fik den navnet Maglemølle.

Grundlaget var fodbold. … og vi fik anlagt en fodboldbane med klubhus. Klubhuset indeholdt omklædningsrum og bruser med koldt vand. Hvert år var der tuneringer mellem fabrikkerne. Rejse, ophold og tabt arbejdsfortjeneste blev betalt af De forenede Papirfabrikker. Vi spillede fodbold, vinderen fik pokal og gaver, og vi havde en god tid sammen. Turneringerne gik på skift mellem fabrikkerne. Vi spillede også ”landskampe” mod svenske og finske papirfabrikker. ..

Badminton kom .. også hurtig med … også tennis, cricket, gymnastik og håndbold. .. I fri idræt tog vi idrætsmærker hvert år.

I klubben var vi alle aktive sportsudøvere, der var ingen forskel på funktionærer og arbejdere” (Arne Krogh).

DfP fik koncernen på ret køl. Med møje og besvær og store omkostninger. Gl. Maglemølle Papirfabrik, Frederiksberg Papirfabrik og Kartonfabrikken var nedlagt allerede i 1970’erne, og den øvrige koncern blev slanket og strømlinjet i 1980’erne. Optimisme var at spore, da DfP – under navnet Forenede Papir – kunne fejre 100 års jubilæum i 1989. Man havde i hvert fald gjort det så godt, at svenske Stora fandt det fornuftigt at købe den gamle hæderkronede danske papirkoncern. Herefter var det slut med en egentlig national dansk papirindustri.

PRODUKTIONSTEKNISKE UDFORDRINGER

Samfund og papirproduktion er indbyrdes forbundet. På kryds og tværs. Samfundet afstikker rammerne. Papirproduktionen er med til at udfylde rammerne og skabe tidens samfund. Papirforskningen fremhæver gerne papirets betydning for demokrati og kultur. Man kunne også mindre højtragende henvise til toiletpapirets rolle for samfund og enkeltindivid. Hvad var det moderne samfund og menneske uden toiletpapir?

Danskere over 60 år kender på egen krop det hårde og glatte toiletpapir. Mange kan endog huske betegnelsen: 0-0-papiret. DfP leverede toiletpapir til danskerne, og i mange, mange år i form af standardproduktet 0-0. DfP havde nærmest monopol, og danskerne var under alle omstændighed trofaste overfor koncernens produkter. Også toiletpapiret 0-0. Men udenlandsk ”blødt” tissuepapir pressede sig på, og DfP så sig nødsaget til også at satse på dette produkt, som åbenlyst havde en stor fremtid hos kunderne. DfP etablerede derfor i 1961 PM 13 på Ny Maglemølle Papirfabrik med stor konverteringsafdeling og salgsorganisationen Dancrepe. Og med tiden vænnede danskerne sig til det nye bløde toiletpapir. Men erindringen om 0-0 sidder fortsat i den ældre del af danskerne. Fra dengang dansk papirproduktion var en mere autonom national branche.

Den tekniske udvikling accellerede til stadighed internationalt, og det kunne DfP ikke sidde overhørigt. Udviklingen gik mod en mere kontinuerlig produktion med større og større muligheder for automatisering. Omkring 1950 resulterede det i introduktionen af en ny råstofbearbejdelse. De gamle breakere og hollændere forsvandt med tiden til fordel for de nye pulpere og refinere. Maglemølle var først med det nye, idet fabrikkens nye papirmaskine (PM 10) blev igangsat med pulper og refiner. Dalums samtidige PM 6 fastholdt det gamle system.

Den øgede internationale konkurrence gjorde, at dansk papirindustri i højere grad end tidligere måtte tage kundernes ønsker og krav alvorligt. Som tilfældet var med toiletpapiret. Ellers kunne kunderne gå til udenlandske producenter, som ville efterkomme ønskerne. Herved skete der en magtforskydning internt i dansk papirindustri mellem produktion og salg – i hvert fald på sigt. Og tidens tekniske udfordringer skyldtes i vid udstrækning det omkringliggende samfunds og kundernes nye ønsker til tidens papirprodukter.

Periodens tekniske udfordringer kan iagttages ud fra tre forskellige spor:

• Ønske om en stadig mere rationel og økonomisk produktion

• Ønske om at imødekomme kundernes ønsker

• Samfundets krav til produktionen

Ønsket om en mere rationel og økonomisk produktion påskyndede som omtalt overgangen til de nye ”hollænderier” med pulpere og refinere med bedre mulighed for kontinuerlig produktion, automatisering og senere computerstyring.

Papirindustrien havde et enormt energiforbrug, og den omkostning skulle gerne nedbringes. Det skete blandt andet ved en ”indkapsling” af papirmaskinen (hætte) med henblik på at økonomisere med energien.

”Da jeg kom (til Dalum i 1962), var der 120 kvinder på sortersalen. Vi havde dengang ”udgangskontrol”, og kvinderne sorterede, kontrollerede, talte og pakkede papiret alt efter kvalitetskrav. Nogle kvaliteter blev kontrolleret ved opslag fra 4-sider, andre ved opslag fra 2-sider. Det var helt uhensigtsmæssigt at have en sådan udgangskontrol, og der blev med tiden sat mere og mere fokus på kontrol ved maskinen. I dag er der kontrol lige fra råvareleverancerne, idet vi har iso-normer overalt. Denne tidlige kontrol hindrer også et stort spild, for det var jo vanvitttigt, at fejl og kassering først fandt sted, når papiret var klar til at blive sendt fra fabrikken” (Rudolph Nygaard).

Ønsket var i det hele taget at få et bedre overblik over hele produktionsgangen, så man kunne gribe ind så tidligt som muligt. Laboratoriet spillede en vigtig rolle i kvalitetskontrollen, og arbejdsgangen blev hele tiden optimeret. Tidligere kunne der gå halve timer fra, at et prøveark var indleveret til laboratoriet, til laboratoriet meldte tilbage, og evt. ændringer kunne foretages. Det gav også potentielt et stort papirspild. Løsningen blev igen flere målestationer indarbejdet i selve papirmaskinen. Og papirmaskinens mandskab skulle i højere grad stå for kvalitetskontrollen. Også rent fysisk flyttede laboratoriet – eller centrale funktioner på laboratoriet – med tiden tæt på papirmaskinen.

Kundernes ønsker fik afgørende betydning for den papirteknologiske udvikling i disse år. Offset-trykkerierne og ugebladene ønskede en mindre ”støvet” papiroverflade, og dette krav resulterede i en overfladebehandling af papiret. Overfladebehandling af papiret havde man traditionelt gjort på en særskilt maskine. Men tidens øgede efterspørgsel på overfladebehandlet papir resulterede i, at der kom en limstation ind i papirmaskinen. Den kontinuerlige produktion var således genoprettet og udbygget. Etableringen af limstationerne i papirmaskinerne var en større operation, som involverede en forlængelse af maskinen, idet en ekstra tørresektion måtte installeres. Ofte betød forlængelsen af papirmaskinen, at selve fabriksbygningen måtte udvides.

Med 1960’erne og 1970’erne kom en enorm efterspørgsmål på kopipapir. På A4-papir til de nye kopimaskiner. DfP indgik et stort udviklingsprojekt med firmaet Rank Xerox på området. Kopipapir fordrede plant papir, som kunne tåle at komme igennem kopimaskinens varmelegeme. Det var ingen nem sag at fremstille et sådant papir med lav vandprocent. Men det lykkedes. Papirformatet – A4 – skulle også være uhyre præcist. Det krævede præcis klipning og dermed nye og større klippemaskiner. DfP investerede massivt på dette område, blandt andet ved en stor A4-produktionslinje på Dalum Papirfabrik og en superklippemaskine på Silkeborg Papirfabrik.

Bølgepapindustrien var en stor kunde hos papirfabrikkerne. Det fik betydning for såvel DfP som Grenaa Papfabrik. Bølgepapindustrien gik i perioden over til nye standardbredder med udgangspunkt i bredden 245 cm. Kartonfabrikkens maskinbredde var skabt til noget andet, og med de nye standarder kom fabrikken til at producere en nærmest værdiløs ”sidebane”. Bølgepapindustriens nye krav kunne også have fået katastrofale følger for Grenaa Papfabrik. Hans Halskov-Hansen beretter herom:

”PM 3 var beregnet til at producere 220 cm., og den kunne strækkes til at køre 230 cm. Men pludselig gik alle bølgepap fabrikkerne over til at køre med 245 cm. Det var en penibel situation. Atli Haldorsson og jeg gik så i gang med noget, som ret beset slet ikke kunne lade sig gøre: at strække maskinens produktionsbredde til 245 cm. Vi knoklede en sommer dag og nat med at få maskinen ændret. Min holdning var, at enten mislykkedes det, og så gik fabrikken fallit, eller også lykkedes det, og så var vi igen med. Det var noget værre noget. Vi kørte med papirbaner, der var bredere end cylindrene osv. Men det lykkedes at få bredden gjort større på cylindre, virer og valser. Det er en af de større bedrifter, jeg har været med til inden for papirindustrien”.

Det lykkedes, og Grenaa Papfabriks maskinpark var nu velegnet til at forsyne bølgepapbranchen.

Med den nye kopieringsteknik var der øgede muligheder for forfalskninger af seddelpapir. De nationale nationalbanker fordrede derfor nye og højere sikkerhedskrav til pengeseddelpapiret, heriblandt ilægning af tråd og kemikalier. Det var krav, som DfP og Silkeborg Papirfabrik i første omgang ikke kunne imødekomme, og det tog år, før Silkeborg Papirfabrik genvandt positionen som seddelpapirproducent.

Det danske samfund stillede også nye krav til papirindustrien. På flere områder. Blandt andet med hensyn til industriens forurening af det omkringliggende samfund. I ”den gyldne periode” var fokus på lokale arbejdspladser, mens miljø og forureningsproblemer var sekundært. Bent Hansen fortæller om:

”I dag er miljø højt prioriteret. Tidligere kunne de vel knap stave til ordet miljø. Skorstenens sorte røg hang over Næstved. Tørv og brunkul gav en rigtig tyk røg. Og fabrikken fik en masse klager fra folk i Næstved. Især klager over, at det rene vasketøj var blevet møgbeskidt. Men fabrikken tog sig ikke af det. Holdningen var lidt: Vil I have, at vi skal lukke? Og det ønskede ingen jo. Havnen var skiftevis irgrøn eller dybrød eller skrigblå alt efter, hvilken slags kulør der kørte på maskinen. Det var en rigtig klæg farvemasse med godt med kaolin, der blev ledt ud i havnen”.

Men nye tider gjorde, at de offentlige myndigheder og folkeopinionen satte miljø og forureningsbekæmpelse øverst på dagsorden. Det førte i de sidste årtier af det 20. århundrede til kontinuerlige og omfattende miljøinvesteringer. På Grenaa Papfabrik lykkedes det endog at producere ved hjælp af et ”lukket vandsystem”.

Samfundet tilskyndede til udnyttelse af indenlandsk råstofressourcer. DfP etablerede derfor Fredercia Cellulosefabrik i første halvdel af 1950’erne med henblik på at udvikle og lancere halmcellulose til den indenlandske papirproduktion.

Samfundet pressede også på for genbrug af affaldspapir. DfP var velkendt med dette råstof, men det har altid været til de grove kvaliteter. Der var ingen prestige internt i industrien omkring genbrugspapir. Men myndigheder og folkeopinionen pressede på. Som en af de sidste store investeringer DfP foretog, var etablering af afsværtningsanlægget på Ny Maglemølle Papirfabrik. Måske først og fremmest fordi man følte sig nødsaget til det, og fordi staten gav en klækkelig økonomisk støtte til projektet. Det skulle vise sig at få afgørende betydning for Dalum Papirfabriks overlevelsesmuligheder.

FRA NATIONAL TIL GLOBAL PAPIRINDUSTRI

”Papirindustrien har altid kendt til svingende konjunkturer. Før oliekrisen i 1973 74 kom op og nedturene med faste mellemrum på fem år. Siden er det lidt mere ustabilt. Svenskerne har længe ment, at det var naturstridigt, at Danmark havde en egen papirindustri. At vi har overlevet så længe, skyldes nok meget det gode salgsarbejde, der har været i forhold til de danske kunder” (Paul Hansen).

De forenede Papirfabrikker og dansk papirindustri gennemlevede i perioden 1950-2012 en udvikling fra at være en stor og alsidig national industribranche til fra 1970’erne at blive en mere og mere international branche med en række specialprodukter.

DfP var i 1950’erne en national papirindustri, som havde til opgave at forsyne Danmark med papir af stort set alle kvaliteter. Lige fra toiletpapir til pengeseddelpapir. Dette enorme papirsortiment var i tiden en selvfølge. Som national papirindustri var DfP implicit forpligtet til dette brede varesortiment. Men det var en besværlig og omkostningsfuld produktion. Den internationale trend gik henimod massiv specialisering, og dette vilkår kom også til at gælde den danske papirindustri.

Transformationen havde mange elementer. Den internationale udvikling spillede afgørende ind. Den udenlandske papirindustri trådte ind på det tidligere DfP-domineret danske marked. Omvendt trådte den danske papirindustri også ud på det internationale marked med en vis succes. Dalum Papirfabriks etablering af PM 7 først i 1970’erne skabte overkapacitet til det danske marked, og alene af den årsag søgte DfP alternative afsætningsmuligheder i udlandet. Silkeborg Papirfabrik viste sig fra 1980’erne ganske konkurrencedygtige på det globale marked med System Silkeborg og vandmærkepapir. Grenaa Papfabriks produktionsvolume nødvendiggjorde en massiv eksport, hvilket også lykkedes.

Transformationen – den danske papirindustris overlevelses kamp – resulterede i færre fabrikker, færre papirarbejdere, større produktion, større specialisering og mere ensartet produktion.

”Der er sket meget med effektiviteten de sidste bare 10 år. I 1970'erne og først i 1980'erne regnede vi med, at der gik 18 mandetimer pr. tons papir. Det dalede så i løbet af 1980'erne, og vi var vel nede på ca. 13 mandetimer pr. tons, da Stora overtog papirfabrikkerne i 1990. Nu må vi dog huske på, at produktionen også blev mere enkel, det giver også en markant effektivisering. Siden svenskerne overtog Dalum faldt tallet yderligere til 8.5 mandetime pr. tons, og vi kom helt ned på 5 mandetime pr. tons. I dag (1997) ligger vi på 6. Når vi er klar efter den store ombygning, regner vi med at ende på 4 mandetimer pr. tons papir. Men igen   det er så en stærk specialiseret og ensartet produktion i modsætning til tidligere”

(Rudolph Nygaard).

Overlevelseskampen viste sig i længden umulig. Papirfabrikkerne måtte lukke, eksempelvis Gl. Maglemølle Papirfabrik (1971), Frederiksberg Papirfabrik (1975), Kartonfabrikken (1979), Ny Maglemølle Papirfabrik (1992), Silkeborg Papirfabrik (2000), Grenaa Papfabrik (2006) og Dalum Papirfabrik (2012). Omvendt kan man hævde, at anstrengelserne bar frugt på den måde, at dansk papirindustris levetid blev forlænget med 15-20-25 år. Ved at satse på specialprodukter som vandmærkepapir (Silkeborg), genbrugspapiret cyclus (Dalum) og testliner/fluting (Grenaa). Hver især gjorde fabrikkerne det godt – sådan rent papirteknisk og produktionsmæssigt, men alle var småaktører på det globale plan. Uden mulighed for at holde deres skæbne i egen hånd.

RUTINER OG TILFÆLDIGHEDER

Museum Silkeborg har gennem årene arbejdet med temaet dansk papirindustri på mange måder. Blandt andet ved en række samtaler (interviews) med industriens egne folk fra gulv til direktionsgang. Museum Silkeborg har i 2020 og 2021 gennemgået mange af de centrale samtaler og lagt dem ud på museets hjemmeside. Herved er væsentlige kilder til den danske papirindustris historie i perioden ca. 1950-2012 blevet offentlig tilgængelig.

Artiklen har ønsket at illustrere denne kildegruppes store selvstændige betydning i forskningen og formidlingen af dansk papirindustris historie. Ud fra samtalerne er givet en såvel overordnet fremstilling af papirindustriens nationale udvikling i perioden som et indblik i den daglige produktion og virksomhedskulturen. Herved er skabt et godt fundament til fornyet forskning og formidling af emnet.

Arbejdet med disse mundtlige kilder giver imidlertid også anledning til nogle metodiske og teoretiske overvejelser, som her kort skal skitseres. Vi mennesker har en god trang til at søge ”orden” og ”mening” i vort levede liv. Vi ønsker at forstå vor virkelighed, ønsker at den skal være ”fornuftig” og ”selvfølgelig”. Derfor har vi en tendens til at opfatte den aktuelle virkelighed som naturlig – at det ikke kunne være anderledes. F.eks. at det ikke kunne være anderledes, end at dansk papirindustri måtte lukke. Men så enkel er historien aldrig. Det kunne altid have gået anderledes. Historien er aldrig enkle årsag-virkning-relationer. Tilfældigheder spiller altid ind på den konkrete udvikling, på historien. Og det giver de personlige beretninger også et enestående indblik i.

Hvem skulle have troet, at genbrugspapirproduktion skulle blive Dalum Papirfabriks overlevelse i henved 20 år? Det havde ingen set komme. I dag kan det sagtens se ”selvfølgeligt” ud. Men det var en historie med mange tilfældigheder undervejs. For blot at nævne et par stykker: Dalums PM 6 viste sig at blive et aktiv for Dalum Papirfabrik. PM 10 viste sig at være en katastrofe for Ny Maglemølle Papirfabrik. PM 10 så ellers ud til at have alle muligheder for at blive et fantastisk aktiv i Næstved. DfP’s etablering af afsværtningsanlægget på Ny Maglemølle i 1980’erne skete ud fra den præmis, at PM 10 skulle køre med råstof fra det nyanlagt ”hollænderi” (afsværtningsanlæg). Men her viste det sig, at PM 10 ikke var velegnet til den opgave. Skulle man så ikke bare droppe det nye afsværtningsanlæg? Det var en mulighed. Men i stedet tog man en hurtig beslutning om at lade Dalums PM 7 køre med genbrugsråstoffet fra Næstved! Og i ca. 20 år var den papirindustrielle virkelighed i Danmark, at Dalum Papirfabriks ”hollænderi” lå i Næstved, mens produktionen foregik ved Odense. Det var realiteten – selv om det hverken var rationelt eller sund fornuft. Men sådan ville tilfældighederne det. Og Dalum Papirfabrik kunne fortsætte frem til 2012.

Svenske Stora købte DfP lige inden Muren faldt i Europa i 1989, hvorefter alt for en periode var kaos inden for den europæiske (ikke mindsk nordiske) papirindustri. Hvis Stora havde ventet – f.eks. til 1992 – havde de så engageret sig så massivt i Danmark?

Man kan også gå lidt længere tilbage i tid. Hvad ville der være sket med DfP og dansk papirindustri, hvis ikke Sukkerfabrikkerne (Danisco) havde gået ind i branchen? Først ved opkøbet af DfP og siden af Grenaa Papfabrik. Det får vi selvfølgelig aldrig noget svar på, men det var i tiden ingen selvfølge, at Sukkerfabrikkerne skulle handle, som de gjorde. Det var ingen historisk lovmæssighed, som fordrede det.

På Silkeborg Papirfabrik har man selvfølgelig også vendt og drejet, hvordan det kunne gå så galt, at fabrikken måtte lukke. Og en af forklaringer skulle være, at den enevældige fabrikschef Frederik Olsen afviste en rundviremaskine i bestræbelserne på at fastholde og videreføre seddelpapirproduktionen. Det kan godt være rigtigt. Men vi ved det jo ikke. Omvendt kan man lige så godt hævde, at Silkeborg Papirfabrik fik et længere liv, fordi en rundviremaskine blev fravalgt, og fabrikken derfor måtte opfinde og implementere en tilsvarende produktion på en af fabrikkens eksisterende langviremaskiner (PM 2). Denne innovation gav Silkeborg Papirfabrik en fordel i forhold til konkurrenter med rundviremaskiner, da en langviremaskine kunne køre langt hurtigere. Hvis og hvis – det er ikke til at sige. Historiens gang er ikke for en gang fastlagt. Tidernes valg og tilfældigheder fik konsekvenser – nogle planlagte, mens andre resulterede i noget ganske uventet.

De mundtlige beretninger giver også et indblik i de personlige relationers betydning. De var også en væsentlig del af, at det umulige kunne gøres muligt i papirindustrien. For mig er det tydeligt, at Grenaa Papfabrik havde evnen til at have de rette mennesker til den rette tid. At f.eks. ejeren Kaj Frølich og teknikeren Hans Halskov-Hansen supplerede hinanden, så det havde betydning for virksomhedens succes og overlevelse. Og på samme måde vidner samtalen med Kurt Sandahl Sørensen om, hvor stor betydning hans korte tid i DfP havde for hans mangeårige virke i Brdr. Hartmann. DfP fik herved indirekte betydning for Hartmanns senere succes.

Og sådan kunne man blive ved. Historien bliver aldrig en gang for alle fortalt. Og de mundtlige beretninger fra industrien giver uanede muligheder for at få overblik og nye detaljer med. At gøre papirindustriens historie eksplicit – også for fremtiden.

Reference:

www.museumsilkeborg.dk med de omtalte papirsamtaler og andre papirhistoriske artikler af undertegnede.

31. marts 2021