December 2007

ÅRHUSBAKKENS HISTORIE

Orienteringsbrev……….4/2007

STORMØDET I HOPLAKLUBBEN

Fredag den 2. november 2007 var der indkaldt til ”stormøde” i Hoplaklubben på Hjejlevej. Stormødet kan meget vel blive en årlig tilbagevendende begivenhed, blandt andet for på denne måde at gøre status over projektet ”Århusbakkens historie” og drøfte det videre forløb.

På stormødet i år var mødt følgende: Jørgen Madsen, Knud Dyhr, Inge Stabehl, Leif G. Hansen, Charles Mogensen, Inger Mogensen (f. Madsen), Jette Larsen (f. Madsen), Steve Magnussen, Frede Petersen, Jakob Pedersen, Jens Würtz, Karin Ledh, Aase Holgersen, Gunnar Rasmussen, Kurt Christensen, Ellen Højgaard Jørgensen, Pia Hedegaard, Else Rasmussen, Karen Margrethe Laugesen (AAB) og Keld Dalsgaard Larsen. Tak til alle for et godt møde!

Keld Dalsgaard Larsen gav en kort status over projektet Århusbakkens historie. Tidsrammen er fortsat, at projektet skal afsluttes i 2010 formodentlig og forhåbentlig med en præsentabel og dækkende bogudgivelse.

Efter den korte status blev forsamlingen inddelt i tre arbejdsgrupper. Der blev delt nogle emneark ud, som grupperne skulle snakke udfra. Gruppearbejdet varede ca. en time. AAB havde sørget for kaffe, te, kager, øl og vand til arrangementet.

Blandt emnerne var mennesker på Århusbakken, højtider på Århusbakken, kolonihaverne, lossepladsen m.m.

Nedenstående er en opsamling på de tre gruppers arbejde – dels på baggrund af fremlæggelsen i plenum og dels ud fra de nedskrevne gruppereferater. Oplysningerne kan bruges som inspiration til yderligere udbygning.

Mennesker på Århusbakken

Der var almindelig enighed om, at det var ”almindelige” mennesker, som boede på Århusbakken. Nok kunne pengene være knappe, men sådan havde alle det jo, så som sådan oplevede man ikke som barn, at man var ”fattigfolk”. Der var standsforskel på Århusbakken. Fattiggården var bunden og villaerne (f.eks. på Glentevej) lå i den øvre ende. Men børnene tænkte ikke i det daglige på disse vitterlige standsforskelle.

Af alment kendte mennesker og originaler på Århusbakken blev følgende omtalt på mødet:

Siim boede ved det gamle teglværk. Han havde en arm, men det var ingen hindring for en ganske omfattende aktivitet. Siim havde en lille virksomhed, der producerede landbrugsvognen ”Globus”. Forsamlingen mente, at vognene var grønne, og at der ved hjælp af en skabelon var malet en globus foran og bagpå vognene. Der var en banemand, som af og til hjalp Siim med produktionen. Knud Dyhr kunne fortælle, at hans onkel – Johannes Knudsen – hjalp Siim med at sælge vognene. Det var ikke fast arbejde, men noget der forekom af og til.

Siim var en dygtig jæger. Og god til lerdueskydning. Af hobbyer var liniestyret motorflyvere, som han selv lavede og brevduer. Jens Würtz huskede, at Siim en vinterdag, hvor mågerne sad på isen på søen, kunne sidde med sin salonriffel og skyde de her måger ned.

Siim havde også drivhuse, hvor der blev dyrket vindruer. Nogle af drengene spillede en gang Siim et puds her i forbindelse af vindruerov i drivhuset.

Siim har en søn – Svend Erik Siim – som bor i Sejs.

Topholm var skovfoged eller skovløber og boede i Ivershave. En flink mand som meget gerne ville fortælle om skoven. Børnene lærte meget af Topholms fortællinger. F.eks. at man skulle skære grene af træer ikke brækker dem af osv. Børnene lærte respekt for skoven og dyrene af Topholm. Topholm havde en lille trivelig hustru. Århusbakkens unger badede ude ved Ivershave, men i middagsstunden skulle børnene være stille, mens de badede, for så sov Topholm til middag. Inge Stabehl kunne huske, at Topholm bestemt ikke mente, at pigerne burde kravle op og bygge huler i træerne. Pigerne kunne jo rive deres nederdele i stykker. På en måde blev ”ude ved Topholm” et navn på området derude – også selv om der kom andre beboere i Ivershave. Nogle mente at vide, at der senere kom en mand derud at bo, som hed Dyhr.

Albert Dam kendte alle. Mest for at være en ældre bøs mand, som børnene var bange for. Han var også særdeles påholdende med penge. Gunnar Rasmussen solgte lodsedler for SIF, og han bævede hver gang, han ringede på hos Albert Dam. Det var hver gang; Nej, nej og atter nej! Men engang kostede lodsedlerne kun 17 øre, og da standsede Albert Dam midt i det andet nej og spurgte igen til prisen, hvorefter han købte to lodsedler. Nogle kunne huske, at Albert Dam var meget glad for at se på de unge piger. Nogle af kvinderne mindedes ham som direkte usympatisk. Ellen Højgaard Jørgensen kunne fortælle, at Albert Dam havde tobaksplanter på et areal på den anden side af Århusvejen. Ellen Højgaard Jørgensen havde læst nogle af forfatterens bøger, og det var kommet ham for øre, så Albert Dam spurgte hende, hvad hun havde fået ud af læsningen. Ellen Højgaard Jørgensen var langt fra sikker på, at hun havde forstået bøgerne rigtigt. Albert Dam var også meget støjende. Jens Würtz havde ligget på stue med Albert Dam på sygehuset, da denne var meget gammel, og forfatteren havde tyranniseret alt og alle – på stuen og personalet. Intet kunne blive godt nok. Der var ingen tvivl om, at han var lynende begavet, men der var ikke den store sympati at spore omkring personen Albert Dam. Flere gav udtryk for medlidenhed med hans hustru.

En mindes at Albert Dam blev kaldt for ”Ditter-Dam” med henvisning til, at han havde været konditor i Kjellerup.

Tovlig-Hugo var en voksen mand på Århusbakken, som var noget af en original. Han gik altid rundt med et lille træskib og sagde ”fut, fut”. Som børn mødte man han ofte i skoven, hvor han gik og talte med sig selv. Aldrig til børnene. Og børnene var ikke bange for ham.

Ellen Højgaard Jørgensen kunne fortælle, at hun havde gået i klasse med Hugo i Randers, hvor de begge kom fra. Hugo var sinke og gik altid i hælen på deres lærerinde. Og da hun holdt med klassen omkring 4. klasse for at begynde med en ny 1. klasse, så fulgte Hugo også med for at begynde forfra. Hugos far var politibetjent, men døde. Senere flyttede moren til Silkeborg – måske fordi Hugo levede her. Ellen Højgaard Jørgensen genkendte en dag Hugo uden for deres købmandsforretning på Århusvej og sagde ”God dag Hugo”, og Hugo kunne genkende hende, og sagde ”Go’ da Ellen”. Men ellers sagde han ikke meget.

Rasmus Kludsko var børnene derimod bange for. Han gik altid og sprøjtede på børnene med en vandpistol, og rygtet gik, at der var tis i stedet for vand i pistolen. Han var urmager og kom hjem til folk, når et ur skulle repareres. Men også under sådanne besøg gemte børnene sig for ham, da de var bange for ham.

Kornup Møller på Glentevej var en mand kendt for at være lidt af en opfindertype.

Motorsagkyndig Krøjer var også velkendt på Århusbakken. Leif G. Hansen kunne fortælle, at Krøjer var ikke meget for at komme ud i regnvejr, og så gik det noget lettere med at få synet et motorkøretøj. Selv om det på ingen måde var bestikkelse, så var det også velkendt, at Krøjer gerne ville have en cigar, når man besøgte ham i arbejdsøjemed. Erik Krøjer er søn af motorsagkyndig Krøjer.

Lærer Jørgen Andersen, Glentevej, var tidligere militærmand, radioamatør og meget mere. Ham kunne der også fortælles historier om. Leif G. Hansen mindes en kollektiv afstraffelse – lussinger – på Ahlhage, fordi børnene havde smidt en høstank ned på stranden.

Andre. Af andre ”emner” blev nævnt Fryse Frederik, Marokko Karl, Polimut Kaj, Grønært, Blue Skyes og Bejt Sut – alle med tilknytning til Fattiggården og senere Sneppevej. Og mange mindedes også Biograf Grethe.

Politibetjentene. Der boede rigtig mange politibetjente på Århusbakken. På mødet blev følgende nævnt: Laurits Olesen – stiftede fritidsklubben, formand for Silkeborg Motorsport (når man hjælp med omdeling af programmer, så fik børnene fribilletter til motorcrossbanen ved jernbaneskråningen) m.m. Eigil Vester (Erik Bachs svoger), Steen Mortensen – med spidsbukser, Chr. Mariussen, Pausgaard, Røde Clausen, Sten Jørgensen og Sørensen. Og der har givet været flere. De fleste var af den overbevisning, at det var et plus med de politibetjente på Århusbakken – de var ikke nævneværdige krakilske, og der var kontant afregning med en lussing, og så var den sag ude af verdenen.

Højtider på Århusbakken

Der var Valborgsblus og Sankt Hans Bål. Valborgblus var ved Vandtårnet. Der blev gerne holdt en tale (f.eks. af Oluf Busk). Børnene bagte kartofler i småbål rundt omkring Valborgaftenen. Sankt Hans Bål var større – og der var to af dem. Et ved Vandtårnet og et ved Fyret. Der var lidt konkurrence om, hvilket bål der trak flest mennesker.

Om regattafesterne. Det var fester – men det kostede penge at komme ned i byen. Det blev så vidt muligt omgået. Jakob Pedersen kunne fortælle, at noget af hans familie havde cykelstald for regattagæsterne på den sydlige side af Århusvej. Knud Dyhr havde stået i cykelstald hos noget familie på den nordlige side af Århusvejen.

Nytårsaften var præget af tant og fjas. Blandt andet med at binde to døre sammen i samme opgang og så ringe på begge døre. Man kendte også til at smide gær i lokummet. Flere mente nu ikke, der var ret meget ballade nytårsaften på Århusbakken.

Kolonihaverne

Børnene blev gerne gennet væk fra haverne. Formodentlig fordi haveejerne frygtede tyveri af bær og æbler. Med en vis grund! Ganske mange i blokkene havde kolonihave på Århusbakken. Og her blev dyrket masser af grøntsager. Jakob Pedersen kunne fortælle, at hans familie var selvforsynende med grøntsager fra deres kolonihave. Det kunne også blive til øretæver, hvis børnene blev fanget i æblerov.

Lossepladsen

Her kunne man finde mangt og meget. Nogle kunne finde tøj osv. Børnene samlede især metal, kødben og klude, som blev solgt til produkthandler Bradal i Skolegade eller Søndergaard i Nygade. Man kunne også tjene penge ved at skyde rotter og levere rottehalerne på Gasværket. Der var to mænd – Dolle og Peter – som ligefrem levede af at samle ting på lossepladsen. De boede vist på Wibergsgade, men de havde hver et skur på lossepladsen. Det var så med at komme før dem, når man var på jagt efter godbider på lossepladsen.

Korporlig afstraffelse

Emnet var lige oppe at vende. Var det så almindeligt i de private hjem, som man af og til gør det til? Det forekom, men det skal nok ikke overdrives. Gunnar Rasmussen nævnte, at børnene på Fattiggården fik ualmindeligt mange tæv. Måske var det mere almindeligt med korporlig afstraffelse i skolen.

Bad og madlavning i kælderen

I en af grupperne var man kommet i tanke om, at før der kom bruser på de små badeværelser, blev man vasket i kælderen i den store gruekedel – en gang om ugen. Man brugte gasmønter dernede.

En Mortensaften blev maden lavet i kælderen. Der var gasrationering. Det var fire familier, som var gået sammen om at lave maden i gasfyret og i gruekedlen.

Fritidsklubben

Fritidsklubben i blok 3 var rammen om mange aktiviteter. Der blev lavet træsmykker m.m. Man kunne blive medlem som 14-årig. Det var virkelig hyggeligt i fritidsklubben. Karl Johan var ”sløjdlæreren”. Han åbnede senere Hobbyhytten i Nygade. Helge og Åge var de rare ”pædagoger”. På 1. salen spillede man spil, så TV og spillede plader. The Beatles især.

Fotografier

Steve Magnussen og Knud Dyhr udlånte nogle fotografier til scanning, og Jakob Pedersen havde to fotokopier af to gode billeder fra Århusbakken med.

TIL INSPIRATION

Snakken gik lystig i grupperne og i plenum. Minderne vælter frem, når man sådan er samlet. Tiden var relativ knap, så mindernes strøm blev brat afbrudt. Mange af dem er nu ført til ”protokols” og kan indgå i det videre arbejde. De er også ment som en ”husker” til egne erindringer og fortællinger om livet på Århusbakken, som man hver især husker det. Det vil være oplagt i den kommende vinter at genlæse de udsendte Orienteringsbreve og så lade minderne vælde op i én. Og rigtig godt vil det være, hvis man så også fik skrevet nogle af minderne op og sendte dem ind til Silkeborg Museum til Keld Dalsgaard Larsen, så det skrevne kan komme ud til andre og indgå i det samlede projekt.

NÆSTE STORMØDE

Forsamlingen fandt, at det var en god ide med sådant et årligt stormøde i Hoplaklubben. Flere forslog, at man holdt det en hverdagsaften. Næste års stormøde er derfor foreløbigt berammet til torsdag den 6. november 2008 kl.19.00. Reserver aftenen!

EN MØRK OG STORMFULD EFTERÅRSAFTEN

En mørk og måske stormfuld efterårsaften i det herrens år 1965 forekom et noget uvant optrin i opgangen, Århusvej 26. Fru Rosenkvist Nielsen ringede på hos Kurt N. Christensen kl. 23. Det var aldrig sket før – på det tidspunkt af døgnet. Hvad kunne grunden være til dette brud på sædvane? Fruen spurgte den forundrede Kurt, om ikke han skulle på arbejde næste dags morgen? Jo, det skulle han da selvfølgelig. Ja, så skulle den gode mand se at få sin bil ud af buskadset, ellers var det ikke godt at vide, om han kunne møde til tiden næste morgen på arbejdet. Kurt gik hen til vinduet – og ganske rigtigt. Hans lille lysblå Jagast 600 – alias Fiat 600 – var slæbt ind over græsplænen og efterladt i et buskads på Århusbakken. Kurt takkede den resolutte og venlige frue og gik ned og fik bilen ud på vejen, hvor biler som bekendt hører hjemme. Kurt funderede noget over, hvem der havde slæbt bilen derind. De måtte have været mange om det. Nogen afklaring på sine funderinger fik han ikke – men bilen kom fri og var klar til den sædvanlige morgentur næste dag. Og siden gik hele begivenheden stille og roligt i glemmebogen. Lige ind til en lignende historie i Orienteringsbrev om Århusbakkens historie 2/2007 kom Kurt N. Christensen for øje. I dette Orienteringsbrev beretter Leif G. Hansen om en episode, hvor knægtene fra blokkene slæber en bil ind mellem et par træer. Kurt N. Christensen kan dog langt fra genkende sig selv i denne episode, men alligevel minder den så meget om begivenheden den forunderlige efterårsaften i 1965, at Kurt N. Christensen på Stormødet i 2007 nævner sammentræffet over for Keld Dalsgaard Larsen. Er der tale om to episoder eller samme episoder fortalt gennem to ganske forskellige erindringer? Var det en tilbagevendende uskik på Århusbakken, at knægte slæbte biler ind i buskadserne? Eller bliver en historie til flere historier? Eller blot bedre og bedre? Mon gåden bliver opklaret i 2008?

GOD JUL OG GODT NYTÅR

Tilbage er blot at ønske alle en rigtig god jul og et godt nytår. Og så skal der – igen, igen – lyde en opfordring til alle her i den mørke vintertid at samle minderne (og gerne fotografierne) fra Århusbakken på en sådan formel, at de kan viderebringes til en større forsamling – og i sidste instans indgå i det samlede projekt om Århusbakkens historie.

På gensyn i det nye år

Keld Dalsgaard Larse
Museumsinspektør
December 2007