Delrapport 1
 

EGNSKARAKTERISTISKE LANDHÅNDVÆRK

Forskningsprojekt…..
Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Kulturhistoriske Museum har i 2010 fået midler fra Kulturarvsstyrelsen (museernes rådighedssum) til et forskningsprojekt om egnskarakteristiske landhåndværk på Silkeborgegnen. Projektet er startet, og det følgende er at betragte som en foreløbig status.
Først en kort og enkelt bestemmelse af projektet for dernæst at brede problemstillingerne ud i deres kompleksitet.

DE ENKLE SPØRGSMÅL OG SVAR

Hvad skal undersøges?
Projektet skal undersøge fire landhåndværk - uldbinderi, hjulmageri, træskomageri og pottemageri - på Silkeborgegnen (Silkeborg Kommune) i tidsrummet 1787-1911.

Hvorfor?
Fordi disse fire landhåndværk har haft en stor og betydningsfuld udbredelse på egnen i perioden fra en gang i 1700-tallet til først i 1900-tallet.

Hvordan?
Som udgangspunktet er det en empirisk undersøgelse med folketællingerne som centralt udgangspunkt og omdrejningspunkt. Periodiseringen 1787-1911 er også fastsat på baggrund af det foreliggende folketællingsmateriale. Med afsæt i folketællingerne vil andre kildegrupper blive inddraget.
Kildematerialet fortæller ikke af sig selv "historierne", og derfor er det vigtigt med præcise og relevant spørgsmål til det historiske materiale.

Hvorfor kategorien "landhåndværk"?
Det er et godt spørgsmål! Som giver mig anledning til at berette om, hvordan mit arbejde med det ene af temaerne - pottemageriet eller Sorring-lertøjet - var en faglig-metodisk øjenåbner for mig. Jeg skal nok vende tilbage til det korte svar på spørgsmålet: hvorfor "landhåndværk" frem for så mange andre betegnelser. Men først en længere omvej.

DE RØDE POTTER FRA SORRING

Som relativ ny museumsinspektør sidst i 1980'erne blev jeg spurgt af en forening i Vejle, om jeg kunne holde et foredrag om Sorring-lertøj. Det var noget af en udfordring. Mit universitetsstudie havde jeg klaret uden det mindste kendskab til "de røde potter fra Sorring", og selv om jeg sådan nødtørftigt havde sat mig ind i emnet som nyansat, var det alligevel noget af en mundfuld at skulle holde 2 x 45 minutter om emnet. Men jeg sagde selvfølgelig ja - for hvor var vi henne, hvis ikke Silkeborg Museum kunne tilbyde et foredrag om så væsentligt et emne inden for vort ansvarsområde?

Den gængse viden på området var blandt andet, at dette lokale pottemageri var startet omkring 1700, i fuldt flor i 1750 og kulminerede i 1870. Udøverne var sådan lidt upræcist "alle", gårdfolk og andre i al ubestemthed.
Jeg skulle imidlertid ikke grave ret dybt for at finde ud af, at der var noget helt galt med den hidtidige beskrivelse af Sorring-lertøjet. Det var på den ene side udmærket og på den anden side irriterende. Jeg fik sammenflikket et foredrag - og fik masser af lyst til at gå videre med emnet, nu jeg havde vished om, at der var mere og nyt at berette.
Jeg så lidt på tre aktører, som var eller kunne være involveret i emnet:
- En lokalhistorisk tilgang ved Niels Asbæk
- En museal tilgang med udgangspunkt i genstandsmaterialet og temaet "folkekunst".
- En museal tradition med udgangspunkt i emnet husflid m.m.
Den lokalhistoriske tilgang ved Niels Asbæk var knyttet til en artikel om emnet i Århus Stifts Årbøger i 1924. Niels Asbæk var lokal skolelærer i Sorring, og det er en udmærket lille artikel, hvor også teknikken beskrives. Derimod må det siges, at den historiske dokumentation lader meget tilbage at ønske. Jeg fandt eksempelvis intet belæg for at hævde, at traditionen gik tilbage til år 1700, at den var i fuldt flor omkring 1750 og at den kulminerede i 1870. Til gengæld kunne jeg konstatere, at andre tilgangsvinkler ukritisk havde taget Niels Asbæks udsagn til sig.
Den museale tilgang - med udgangspunkt i museernes genstandsmateriale og "folkekunst" - repræsenteres først og fremmest ved Helge Søgaard, leder af Den Gamle By i en årrække og så samleren Louis Ehlers. Helge Søgaard skrev fire vægtige artikler om emnet i 1940'erne og 1950'erne. Den første artikel fra 1940 strutter af selvtillid: Der vil ikke gå mange år, så kunne den kyndige museumsmand bestemme de enkelte stykker lertøj med hensyn til producent og tid. Og udgangspunktet var Sorring.
Helge Søgaard blev imidlertid mere og mere desillusioneret i sin videre forskning, og det betød en opgivelse af, at Sorring skulle være noget særlig, og Dallerup sogn blev så mere og mere til en del af noget meget bredere, "Vestdansk pottemageri". Jeg vil hævde, at Helge Søgaard simpelthen kørte fast i arbejdet og havnede i en blindgyde.
Den tredje tilgang, som man kunne forvente var aktør, er en tradition med udgangspunkt i "husflid" (bierhverv/binæringer). Men her bliver man sørgeligt skuffet. Oversigtskortet i Hugo Matthiasens bog "Den sorte Jyde" illustrerer problemet (bilag 1). Her er træskomageriet ene om at repræsentere Silkeborgegnen. Det er ingen tilfældighed - denne tradition er såre standhaftig med hensyn til helt og aldeles at glemme pottemageriet i Sorring lige fra N.C. Roms værk fra 1871/1898 om dansk husflid over Hugo Matthiasen og Finn Grandt-Nielsen (i Dagligliv i Danmark) og frem til Bjarne Stoklund (som dog anvender begrebet "binæringer"). (1)

To andre faglige tilgangsvinkler kunne have budt ind nemlig "industri" og "håndværk", men "industriforskningen" fokuserer på virksomheder på mere end 6 ansatte og gerne med maskiner, mens "håndværk" ganske frejdigt udelukker håndværk på landet, idet det hele kommer til at dreje sig om købstæder og laugshåndværk.
Overdriver jeg? Lad mig citerer aktørerne selv:
I værket Håndværkets Kulturhistorie står følgende at læse: "For så vidt har der i al håndværkshistorie i Danmark været den grundlæggende fejl, at den har samlet sig om laugene - den fejl kendetegner også dette værk. Det har efterladt indtrykket af, at dansk håndværk indtil 1862 var lig med byernes håndværkslaug. Virkeligheden var imidlertid en anden" (Vagn Dybdahl og Inger Dübeck 1983 bd. 3 s. 59).

Det gik kort og godt op for mig, at selve kategoriseringen gav vanskeligheder. Derfor søgte jeg i litteraturen efter gode ideer, og i min søgning fandt jeg heldigvis Sven Henningsens disputats fra 1944 netop med titlen "Landhåndværk". Denne disputats var ikke standardpensum i mit studium, og den er overraskende nok også fraværende i afhandlinger om husflid og landhåndværk. Det er en skam. Ja, en skandale.
Sven Henningsens værk er god at få forstand af. Og så rehabiliterer han folketællingerne som historisk kilde. Med Sven Henningsen kommer "landhåndværket" altså frem som historisk kendsgerning - som noget for sig selv på landet. Som et hovederhverv - og ikke blot en eller anden form for bibeskæftigelse i forhold til landbruget.
Sven Henningsens resultater svarede nøje til dem, jeg selv havde erfaret i mit arbejde med pottemageriet ved Sorring: At der var tale om et hovederhverv af mennesker uden for gårdmandsstanden (og også normalt uden for husmandsstanden). Pottemagerne i Sorring var typisk husbeboere uden jord.

Landhåndværk er derfor anvendt som term i dette projekt for at fastslå, at der er tale om et selvstændigt hovederhverv for udøveren - og at det foregår på landet. Alle problemer er dog ikke løst ved at kalde fænomenet for "landhåndværk". Man kan sige, at det er vor foreløbige bestemmelse. Et afgørende aspekt kommer nemlig ikke med: At der er tale om masseproduktion til et ukendt marked.

Jeg vil lige runde de røde potter fra Sorring af for at gå over til det mindste af de fire landhåndværk - hjulmageriet. Resultatet af mine undersøgelser vedrørende pottemagerne i Sorring var blandt meget andet, at pottemageriet var centreret omkring Sorring og allernærmeste omegn, og at dette landhåndværk først for alvor blomstrede op fra 1830 og fortsatte nogenlunde stabilt til efter 1901.

HJULMAGERIET

Balle sogns ry som hjemsted for hjulmageri omtales i St. St. Blichers amtsbeskrivelse over Viborg Amt fra 1839. Heri står i et afsnit om binæringer:
"7. Trævare. I de 4 sydøstlige sogne i Hids Herred, og af dem fornemmelig i Balle sogn, forfærdiges: hjul (til arbejdsvogne), skovle, trægrebe og flere håndredskaber, som af beboerne selv ages mest til Skive og Holstebro. Disse vare er i almindelighed plumpe og halvmådelige; men de kunne - til passende priser - godt afsættes i hine skovløse egne. Tilforn var denne del af Hids Herred så vel forsynet med storskov, at de kunne få veddet hos sig selv; men nu må de over åen, og købe det i Silkeborg Skove. Dyrere indkøb, lang transport, standsning af udsalg (skovene tilhører kongen) vil om føje tid ganske aflukke denne næringsvej. I samme egn har man også gjort sig en dobbelt fordel ved at føre bånd (af hesselvoller) til Viborg, men endnu længere, lige til Ribe, hvor man før brugte dem i Sildefjerdinger. Hidsherredsboerne har da - når sådant var at få - taget sild til retur, og solgt med betydelig fordel især mellem Viborg og hjemmet. At denne binæringsvej er meget gammel i egnen, kan sluttes deraf: at disse træhandlere i de egne, hvorhen de drager, kaldes "skovlovringer" eller slet hen "lovringer", hvilket uimodsigeligt henviser til den tid, da Hids Herred udgjorde en del af Lou Syssel. Træskomageri er i nærheden af amtets bedre bøgeskove enkelte husmænds og indsidderes sag, men der forfærdiges ikke stort mere end til egnens eet forbrug; kun få føres herfra til Holstebro og Skive………" (St. St. Blicher: Viborg Amt 1839 s.204f).

Stor var min forundring, da jeg gik kendsgerningerne igennem ved en nærmere undersøgelse af folketællingerne for Balle sogn.
Hjulmageriet i Balle sogn var nemlig såre begrænset i 1834 og 1840. Men derimod markant til stede i den første tælling fra 1787. I 1787 er hele 20 beskæftiget med hjulmageri og 8 gjorde træsko. I den næste folketælling i 1801 er tallet 9 hjulmagere og 5 træskomænd.

Ved nærmere gennemgang af folketællinger kan man konstatere udviklingen internt i sognet:

I Hvinningdal må der være sket noget drastisk - alle hjulmagerne er forsvundet! I folketællingen 1834 er der i hele Balle sogn 2 hjulmagere og 2 træskomænd. Og uden sammenligning i øvrigt samme antal urmagere - 2! Det viser, at hjulmageriet og træskomageriet ikke længere har nogen særskilt position i sognet.
St. St. Blichers beskrivelse fra 1839 virker på den baggrund underlig. Og den er på mange måder en repetition af en ældre kilde nemlig Begtrup, som har oplysningerne fra den lokale sognepræst Bork.
Men vi må konstatere, at Balle sogns rolle som center for hjulmageri er forbi først i 1800-tallet. Det vil jeg gerne udbygge denne konstatering ved at inddrage distrikslæge C. Fibigers undersøgelse af egnens erhvervsforhold for 1860. Med ham kan vi opstille følgende oversigt:

Hids Herred har ingen særstilling med hensyn til produktion af hjul eller træsko, hverken i 1830'erne eller omkring 1860. Denne understregning ønsker jeg, fordi Bjarne Stoklund i en af de seneste videnskabelige afhandlinger om emnet hævder noget andet:
"Hjulmagerbønderne fortsatte deres produktion langt op i 1800-tallet", og han pointerer, at det sker som "bønder" (Bjarne Stoklund 2003 s. 165). Bjarne Stoklund bygger angiveligt på St. St. Blicher 1839 og H. P. Hansen 1936 - men det bliver det ikke mere rigtigt af. Bjarne Stoklund er - på baggrund af samme kildemateriale - på afveje ved at hævde, at hjulmageriet også var udbredt i sognene Sinding, Funder og Kragelund (Bjarne Stoklund 2003 s. 164f). Folketællingerne tegner et helt andet billede (bilag 2) (2).

Hjulmageriet kan derimod skimtes i Them sogn mod syd, hvor Jordebogen (Silkeborg Hovedgård) i 1791 nævner, at beboerne i Virklund og Them ud over landbrug også gør træsko og hjul til salg.
Hermed er det tid til at gå over til temaet "forholdet til Hammerum Herred".

H. P. HANSEN, HAMMERUM HERRED OG ULDBINDERIET

Når man skal arbejde med emnet "skovlovringer", vil man opdage, at der er udgivet en hel bog om emnet: H. P. Hansen: Skovlovringer. Folkeminder fra Silkeborgs Vesteregn. Efter optegnelser af sognefoged J. Jensen og andre (1936).
Først bliver man begejstret over bogens eksistens. Efter læsningen erstattes begejstringen af skepsis med hensyn til bogens behandling af fænomenet "skovlovringer". Bogen har fine kvaliteter - men er misvisende med hensyn til "skovlovringer" og tilstødende emner med relation til landhåndværk på Silkeborgegnen.

H.P. Hansens bog giver et fint eksempel på historieudforskningens problemer. De er med skam at melde talrige. Grundstammen i værket er optegnelser fra J. Jensen (f. 1865), Funder sogn, nærmere bestemt fra gården Refshalegård mellem Kragelund og Engesvang. J. Jensen orkede ikke at samle sine mange optegnelser til en bog, og det arbejde fuldførte så museumsmanden H.P. Hansen fra Herning. Og tak for det. Men H.P. Hansen foretog sine valg i J. Jensens store materiale.

H.P. Hansen er fra den generation museumsfolk, som hyldede heden og hyrdelivet. At være hjorddreng og hyrdedreng var noget særligt. Ordentlige mænd var så at sige begyndt som hyrdedrenge. H.P. Hansen har medtaget meget fra J. Jensens materiale, der belyser hjorddrengenes verden. Derimod interesserer familiens biavl ikke H.P. Hansen, så det er stort set ikke inddraget. Det er synd og skam. Følgende eksempel er således ikke med i bogen:

"Min bedstefader bandt mange halmkurve, bikuber især. I haven stod en række bikuber eller bistader, som om vinteren blev omviklet med et hylster af halm, ….. En del af honningen blev solgt og en anden del beholdt vi selv. Bikagerne og bierne kom i en balje, og honningen solgtes efter pund til købmand Knud Høg i Pederstrup".
Nu kunne man mene, at det er ligegyldigt, om H.P. Hansen medtager denne historie eller ej. Men det giver trods alt et indblik i en mere omfattende "økonomi" på gårdene, og hvis alle sådanne "supplerende indtægter" udelades, ender vi med at få et skævt billede af tidligere tiders gårderhverv. Og selve agerdyrkningen - eller udvalgte "binæringer" eller husflidsaktiviteter - kommer til at stå desto mere fremtrædende.
Fra dette eksempel med halmbinderi og biavl går jeg over til et eksempel vedrørende vort umiddelbare tema: landhåndværket uldbinderi. Først fremlægges H.P. Hansens gengivelse af J. Jensen og dernæst J. Jensens originale tekst:

H.P. Hansen: "Før Silkeborg blev anlagt skulle Kragelundfolkene til Viborg eller Randers, når de skulle gøre indkøb eller sælge deres produkter. Så begyndte gårdmand Christen Møll i Kragelund at købe bindetøj op, og han fik lidt købmandsvarer, salt, krydderier, sukker, kaffe, tobak og brændevin at handle med. Men ofte var hans lager sluppet op, og så måtte man som regel til Randers, der var en tur på to gange syv mil. Der var kun fire mil til Viborg, men varerne var lidt billigere i havnebyen Randers, end de var i Viborg. For resten skiftedes bymændene til at gå til Randers. Gik man om aftenen, kunne man være tilbage i Kragelund anden dags formiddag".

J. Jensen: "Tiden er omkring 1830 og tidligere, da var Silkeborg ikke til, det vil sige, der var ingen købstad. De nærmeste byer var Viborg og Randers. Her i Kragelund var ingen købmænd, der var en gårdmand Christen Møll, han opkøbte de strømper (sælghoser) og anden uldvarer, der i de lange vinteraftener strikkedes i alle hjem, eller man gik som oftes sammen, skiftevis hos hinanden. Dette var mere selskabelig og underholdende, de såkaldte bindstuer. Denne Christen Møll havde lidt købmandsvarer, så som salt, krydderi, sukker, kaffe, tobak og brændevin, som folk modtog til købs, når de afleverede deres uldvarer, men oftes var det tilfælde, at han intet af disse varer havde i besiddelse, derfor søgte man som regel til Randers, dertil var jo længere vej end til Viborg. Det var vist på grund af, at varerne kunne købes billigere der, da den jo var havneby, eller i al fald havde sejllads og så undgik man Viborg købmænd deres fortjeneste. Herfra og til Randers var en drøj købstadtur ca. 7 mil til nærmeste købmand, når undtages Viborg, hvor der var lidt over 4 mil. Bymændene skiftedes til at gå til Randers. En mand gik herfra om aftenen, vandrede hele natten og nåede om formiddagen Randers, om aftenen gik han atter hjem om natten og nåede næste formiddag Kragelund".

H.P. Hansens sammenskrivning er ikke direkte løgn, men den er tendentiøs: Kragelundfolkets nære tilknytning til bindeegnen viskes fuldstændigt ud. H.P. Hansen gør tværtimod Kragelund - Silkeborg Vesteregn - til en del af "skovlovringsegnen" og i den manøvre holdes samhørigheden med "bindeegnen" ude. For H.P. Hansen er Kragelund sogn åbenbart ikke "rigtig" bindeegn, selv om J. Jensens udsagn er klare nok: Kragelund er en del af bindeegnen.

Lad os se om folketællingerne kan hjælpe os: I 1845 finder vi hverken hjulmagere eller træskomagere i Kragelund. Men derimod 15 hovedpersoner som uldbindere og to medhjælpere. Og fire vævere.
Når man går H.P. Hansens "skovlovringer" efter i sømmene i værket, viser det sig da også, at de få lokale "skovlovringer" kommer fra Hårup og Them.
H.P. Hansen får altså fjernet Kragelund fra bindeegnen og ført sognet over i "skovlovringsegnen" - ganske uberettiget! Kragelund hører ikke med nogen rimelighed til skovlovringsegnen. Kragelund er en del af bindeegnen.

H.P. Hansen så at sige værner om Hammerum Herred som uldbinderiets centrum. Det er på sin vis naturlig, når man sidder som leder af Herning Museum. Men det er ikke hele sandheden. Og det bliver ikke bedre af, at eftertiden så at sige automatisk forbinder Hammerum Herred med uldbinderi og glemmer udbredelsen i andre relevante egne. I vor sammenhæng er det Lysgaard Herred, hvor binderiet også prægede den lokale økonomi i 1700-tallet og 1800-tallet.
Det er ikke sådan, at H. P. Hansen direkte udelukker Lysgaard Herred i sine afhandlinger. Men det er blot ikke her hans hjerte ligger. Men det har skabt en tradition for at inddele den "jyske" husflid/binæringer/landhåndværk mere skematisk end holdbart er. Silkeborgegnen er blevet til først og fremmest en træskomageregn, mens Hammerum Herred har fået patent på uldbinderiet. For nu at skære det ud i pap. Denne skævhed ønsker projektet at rette op på. I første omgang ved selv at gå "skævt" til værks, nemlig ved udelukkende at fokusere på uldbinderiet i de sogne, som ligger i den nuværende Silkeborg Kommune. Men det er vigtigt at understrege, at nå vi så at sige har fundet vore egne ben, er næste skridt at foretage tværkommunale undersøgelser af emnet for at se mere overordnet på "de midtjyske landhåndværk" i perioden.

Lysgaard Herred har gode historiske talsmænd til belysning af det lokale uldbinderi. Først og fremmest klassikeren Niels Blicher "Topographie over Vium Præstekald" (1795), og sønnen St. St. Blicher har også skrevet sagligt om emnet og ikke mindst udødeliggjort det i sine noveller. Det er selvfølgelig et kildemateriale, som vil blive inddraget efter fortjeneste.

Udfra Statistisk Tabelværk 1842 har jeg foretaget en oversigt over de tre store landhåndværk på "Silkeborgegnen". Her kan man klart se, at sognene i Lysgaard Herred og Kragelund sogn i Hids Herred er præget af binderiet, træskomagerne dominerer i Linå og Them sogn, mens pottemageriet præger Dallerup sogn og er synligt i Linå sogn. (Bilag 3).
Hermed vil jeg gå over til det sidste store landhåndværk på Silkeborgegnen - træskomageriet.

TRÆSKOMAGERIET

Silkeborgegnen er en gammel træskomageregn. Det er velkendt - også i den museale forskning. Der tales om "skovlovringer", som efter traditionen skulle være gode til at gøre træsko, bjerge træ og drikke brændevin.
Skovlovringer og træsko hører sammen. De centrale sogne er Rye sogn (som Silkeborg Museum havde som ansvarsområde frem til strukturreformens ikrafttræden pr. 1. januar 2007), Them sogn og Linå sogn. Og et par andre mindre sogne.

Der er i tidens løb skrevet flere gode lokalhistoriske artikler om emnet, og der er endog en enkelt etnologisk videnskabelig artikel af Birte Stig Jørgensen med titlen "Træskomageriet på Silkeborgegnen i 1800-tallet" (Folk og Kultur 1973). Det er en god artikel, hvor træskomageriet behandles som "alternativerhverv".
Birte Stig Jørgensen omtaler såvel teknikken som erhvervets udbredelse over tid i de enkelte sogne. Det sker ved hjælp af folketællingerne. Hun får på fornem vis sandsynliggjort, at træskomageriet udspringer omkring Rye i slutningen af 1700-tallet, hvorefter det breder sig til Them og Linå (og Alling) sogne i løbet af 1800-tallet, således at Them sogn fra omkring 1840 står som hovedsognet for det lokale træskomageri. Birthe Stig Jørgensen fører sin undersøgelse frem til 1890, hvorefter hun noget summarisk hævder, at herefter tog træskofabrikkerne over. Birte Stig Jørgensens artikel er absolut god og redelig. Alligevel vil jeg sætte fingeren på et ømt punkt: træskomageriets forhold til landbruget. Birte Stig Jørgensen gør forsøget, og hendes betegnelse af træskomageriet som "alternativerhverv" er også en indikator på, at det ikke kun kan betragtes som et supplement til hovederhvervet. Alligevel går artiklen på listepoter over for den gamle formodning om, at "alle" på landet var udøvere af det ene eller andet landhåndværk (husflid, binæring m.m.). Herunder også gårdmænd og husmænd med jord. Artiklen så at sige viger tilbage for at rejse og undersøge spørgsmålet. Herved får "traditionen" lov til at stå uantastet.
Tradition kan eksemplificeres ved lokalhistorikeren Ilum Petersens bog "Blade af Linaa sogns historie" (1954), hvor følgende står at læse:
"Træskohåndværket er ældgammelt, det findes omtalt flere hundrede år tilbage. For knapt hundrede år siden lavede man træsko i næsten hver gård og i hvert hus i Linå sogn. Gårdmændene lavede selv træsko og havde gerne nogle træskokarle i gården til at lave træsko for sig. Gårdmanden leverede træet, og træskokarlen fik betaling for de træsko, han lavede. Husmændene lavede træsko for egen regning. Træskohåndværket var en hyggelig hjemmeindustri. Tidligt om morgenen kunne man fra næsten hvert hus i landsbyen høre øksens eller savens klang. At lave træsko var et hårdt arbejde; man begyndte tidligt om morgenen og blev ved om aftenen til sengetid. Det gav gode penge at lave træsko … 1850 fandtes i Linå sogn 59 træskomænd, hvilket antal steg, indtil det i begyndelsen af halvfemserne begyndte at gå tilbage" (s. 142).
Ilum Petersens udsagn illustrerer ganske godt den tradition, som betragter disse erhverv som meget gamle ("flere hundrede år"), og at "alle" på egnen var udøvere af disse erhverv. Det kan nok være, at man kan finde enkelte træskomagere langt tilbage i tid. At der er et lokalt kendskab til håndværket, men dets udbredelse kommer ikke desto mindre først efter 1800. Det gælder f.eks. klart med hensyn til træskomageriet i Them og Linå sogn.
Ilum Petersen får faktisk fortalt, at træskomageriet vokser i årene efter 1850 frem til en gang i 1890'erne. Jeg har gennemgået folketællingen for 1901 for Linå sogn, og træskomagernes antal (under forskellige stillingsbetegnelser) var på 116 udøvere! Sammenlignet med folketællingen i 1850, som Birte Stig Jørgensen får til 57 og Ilum Petersen til 59, viser folketællingen, at træskomageriet også i 1901 var et særdeles aktivt og udbredt erhverv i sognet.
Ilum Petersens påstand om, at træskomageriet signalerer velstand er en overraskende påstand. Tværtimod tyder alt på, at alle landhåndværkene indikerer småkårsfolk. Gennem hele perioden. Småkårsfolk fortsatte med træskomageriet op til 1900-tallet. I mit arbejde med nybyggersamfundet Alderslyst nord for Silkeborg, fandt jeg - igen gennem folketællingerne - at det største erhverv i både 1880 og 1901 var træskomageri med 10 udøvere begge år.
Ilum Petersen er repræsentant for den traditionelle "sandhed" om, at "alle" så at sige var udøvere af landhåndværket. Det er slet og ret forkert. I alle de gennemgåede folketællinger for 1800-tallet findes kombinationen "gårdmand og gør træsko" stort set ikke. Udøverne er først og fremmest gifte mænd - med titel af træskomænd - bosat i huse uden jord eller ugifte mænd - med titel af træskokarle - som bor hos forældre eller i en anden husstand (bilag 4).

Til belysning af træskomageriet på egnen findes to fortræffelige samtidige kilder i form af J.C. Schythe 1843 (3) og C. Fibiger 1863 (4). De indgår naturligvis som vægtige kilder i projektet.

BEFOLKNINGSTILVÆKST OG BEBOELSESMØNSTER

Projektets foreløbige resultater tyder entydigt på, at de lokale landhåndværk først blomstrer på egnen fra sidst i 1700-tallet. Træskomageriet og pottemageriet vokser først for alvor frem i begyndelse af 1800-tallet. Landhåndværkene har nok tidligere eksisteret på egnen på et mindre niveau, men det er først i forbindelse med omvæltningerne en gang i anden halvdel af 1700-tallet - den moderne verdens frembrud - at de etablerer sig som betydelige egnskarakteriske landhåndværk med masseproduktion til et ukendt marked.
Samtidig sker der en generel befolkningstilvækst (5) og en radikal forandring af beboelsesmønstret på landet. Tidligere havde gårdene været helt dominerende, mens husene var undtagelsen. Men fra slutningen af 1700-tallet sker et eksplosiv vækst i antallet af huse med og uden jord, således at det at bo i huse i 1800-tallet bliver klart dominerende.
Jeg har bearbejdet beboelsesmønstret for egnen for tre perioder: 1682, 1805 og 1858. Tallene taler deres tydelige sprog. Gårdenes antal ligger nogenlunde fast (6), mens befolkningstilvæksten bosætter sig i huse. Og bag husenes antal gemmer sig det faktum, at de jordløse huse kommer til at dominere. På den baggrund er det oplagt at forfølge den hypotese, at det netop er i husene - og her især huse uden jord - at landhåndværkerne bor og virker. Projektets hidtidige resultater tyder meget herpå, og i det videre forløb bliver det vigtigt at underbygge, nuancere eller falsificere hypotesen.
Befolkningsudviklingen (bilag 5) og beboelsesmønstret (bilag 6) på egnen er vigtige temaer i projektet.

FOLKETÆLLINGERNE SOM KILDE

Det fremgår med al tydelighed, at folketællingerne er afgørende i projektet. Det vil derfor være relevant med spørgsmålet: Er folketællingerne nu også en troværdig kilde?
Der har i den museale forskning været generel mistillid til folketællingerne som historisk kildemateriale. Bjarne Stoklund udtrykker det således i en artikel om binæringer:
"Folketællinger er imidlertid et svigefuldt kildemateriale når det drejer sig om binæring; det har senere undersøgelser vist. Meget var overladt til listeførernes forgodtbefindende, og gårdmænds bierhverv er sjældent registreret" (Bjarne Stoklund 1998 s. 23).
Hertil vil jeg hævde, at alt kildemateriale rummer problemer. Alt kildemateriale skal vurderes med hensyn til, hvad det faktisk kan fortælle noget om. Men at udelukke en kildegruppe - her folketællingerne - med den formodning og undskyldning, at de nok rummer uoverskuelige problemer, det er simpelthen hen overspringshandling.

Sven Henningsen anvendte til sin disputats folketællingerne - og det kom der noget godt ud af. Der var selvfølgelige enkelte pip om, om ikke det var problematisk. Men her er vi i den herlige situation, at en senere forsker - med blandt andet udgangspunkt i Sven Henningsens disputats - har undersøgt denne problematik. Det drejer sig om Jørgen Elkilt, som i 1970 udgav bogen "Folketællingen 1845. Metodiske problemer ved databehandling af et folketællingsmateriale". Jørgen Elkilt rehabiliterer ganske Sven Henningsens brug af folketællingsmaterialet.
"Det vigtigste i denne sammenhæng er for så vidt kun understregningen af, at de foreliggende tal synes at bekræfte, at håndværkere på landet i stort omfang har boet i huse med lidt eller ingen jord. Herved bekræftes antagelsen af, at personer, der på folketællingslisterne står anført som "husmand og håndværker" (eller "husmand og daglejer") i langt de fleste tilfælde primært må have været håndværkere (eller daglejere) og ikke husmænd, der levede af jordbrug. At en lille jordlod i mange tilfælde har suppleret indtægten fra håndværket er meget sandsynligt, og at enkelte har haft relativt meget jord (for en "husmand") ændrer intet derved" (Jørgen Elklit 1970 s. 84).
Jørgen Elklit medgiver, at der kan være problemer i byerne, men næppe i landdistrikterne: "Men på landet må det have været muligt - i det store og hele - og derfor må det være tilladeligt at bygge på præsternes vurdering. Denne bekræfter i alt væsentligt, at Henningsens metode ikke med føje kan kritiseres på dette område - netop fordi undersøgelsen kun vedrører landhåndværkerne" (Jørgen Elklit 1970 s. 85).
Birte Stig Jørgensens anvendelse af folketællingerne demonstrerer ligeledes deres anvendelighed.

Kort og godt: Folketællingerne er et godt, ja fremragende kildemateriale. Det er også min erfaring. Det handler om at stille de rette spørgsmål til materialet. Tag nu f.eks. en simpel sag som landhåndværkernes køn. En museumsmand har hævdet, at mænd ikke duede til kniplinger og pottemageri. Men i folketællingen for Sorring fremgår det med al tydelighed, at pottemagerne i Dallerup sogn var mænd.
Måske kunne nogen få den tanke, at mænd ikke kan strikke - at det var kvindearbejde. Men så kan man igen kaste et blik i folketællingerne og se, at såvel mænd som kvinder befattede sig med strikning m.m.
Når det i folketællingerne fremgår, at det især er jordløse husbeboere, der dominerede landhåndværkene - og at det kun uhyre sjældent nævnes, at det er noget, gårdmænd er involveret i - så er det ikke mig, der har et forklaringsproblem. Jeg kan forklare og dokumentere mit synspunkt. Det er de andre - som f.eks. Bjarne Stoklund - der har et forklaringsproblem i deres påstand om, at deres formodninger må gælde.

PERIODEN CA. 1600 - 1950

Ind til videre har vi fokuseret på perioden ca. 1787-1911, men projektbeskrivelsen taler eksplicit om en periodisering ca. 1600-1950. Hvordan hænger det sammen?
Det er helt rigtigt, at projektet ønsker at indfange forholdene "før" og "efter" "storhedsperioden". Sidstnævnte formoder vi at indfange inden for tidsrummet 1787-1911, men det skal løbende vurderes.
Projektet ønsker altså at se på, hvornår voksede de forskellige landhåndværk for alvor frem og om muligt prøve at give et svar på hvorfor. Projektet ønsker ligeledes at se, hvornår landhåndværkene forsvandt som betydningsfulde landhåndværk og om muligt hvorfor. Med hensyn til det sidste har der i forskningen været introduceret et begreb som "protoindustri", hvor man ser på disse landhåndværk som en "førindustriel" produktion (produktionsmåde), som så eventuelt gik over i egentlig industriel produktion. Den problematik vil projektet gerne drøfte, og også derfor en periodisering frem til ca. 1950.
Mekaniseringen (industrialiseringen) af de omhandlende landhåndværk er et tema i projektet. Der tegner sig store forskelle mellem de tre store landhåndværk - uldbinderi, træskomageri og pottemageri.
Mekaniseringen af uldbinderiet kommer først, og Thorning sogn bliver tilsyneladende det første sted, hvor strikkemaskinerne vinder frem (Trap Danmark 1858 og A. Ravnholt 1934). (7) Træskofabrikkerne kommer til egnen i 1898 ved etablering af Ry Træskofabrik, mens Svejbæk Træskofabrikker først kommer til i 1919 (Keld Dalsgaard Larsen 1995-96).
Pottemageriet mekanisering er lidt vanskeligere at bestemme alt efter tilgangsvinkel. Der kan endog argumenteres for, at pottemageriet forblev landhåndværk uden egentlig mekanisering i perioden (8).
Men det er vigtigt at understrege, at de to "yderperioder" (ca. 1600-1787 og 1911-1950) er medtaget for at kaste lys på hovedperioden, sætte "storhedstiden" i relevant historisk relief så at sige. Hermed er det også håbet bedre at kunne placere fænomenet "landhåndværk" - eksemplificeret gennem de fire lokale landhåndværk - i den samfundsformation, som vokser frem i perioden.

RELATIONEN LANDBRUG OG LANDHÅNDVÆRK

Landhåndværkene eksistens og udvikling i relation til agerdyrkningen optog samtiden og er også et vigtigt aspekt i projektet. Bedømmelsen af denne relation spiller også ind på vurderingen af årsagerne til landhåndværkets op- og nedgang.
I denne statusoversigt skal problematikken lige præsenteres ved et par samtidige udsagn og senere vurderinger.
St.St. Blicher gav et tidens bud på, hvorfor velstanden i Thorning sogn var blevet væsentligt forbedret i 1830'erne: "Disse højst glædelige fremskridt tilskriver man, at sognet der før, mens agerbruget betragtedes som bisag, men strømpebinding som hovedsag, var det fattigste i egnen, nu ikke længere anses derfor, og navnlig hvad agerbruget angår, har hævet sig over de omkringliggende sogne ved i almindelighed bedre jorde og større høavl" (Blicher 1839 p. 56). J.C. Schythe ligger i sin amtsbeskrivelse helt på linje med St.St. Blicher i sin bedømmelse af landhåndværket træskomageriet på Silkeborgegnen:
"Det er ikke blot ved fra ældgamle tider at have bemægtiget sig gårdmændenes og husmændenes interesse, at træskomageriet er skyld i deres jordes mådelige drift, men også ved at unddrage avlsbruget de unge karles medvirken. Vi kunne da nu forklare os, hvorfor agerdyrkningen i det hele taget står på et lavere udviklingstrin i sogne, hvor træskomageriet blomstrer" (Schythe 1843 s. 685). (9)
Hugo Matthiessen følger denne tradition op med følgende udsagn:
"Thi når disse erhverv for et par menneskealdre siden døde hen, var det ikke fordi efterspørgsel og afsætning glippede, ingenlunde - men fordi troen på muligheden af at omskabe heden til skov og ager endelig sejrrigt brød i gennem" (Hugo Matthiessen 1939 s. 112).

Der er således en gedigen tradition for at hævde, at landhåndværkene hæmmede landbrugets udvikling. Men når først befolkningen havde erkendt dette, så droppede de landhåndværket, kastede sig over landbruget og blev mere velhavende. Projektets hypotese er, at en sådan position nærmest vender tingene på hovedet. Det er projektets tilgang er, at landbrugets stadie simpelthen ikke kunne beskæftige og ernære befolkningstilvæksten, og derfor var anden beskæftigelse nødvendig. Alternativet var at udvandre fra egnen. Selvfølgelig var der nogle blokeringer ved det lokale landbrug for en radikal forbedring - ikke mindst den ringere jord! Men at det "underudviklede" landbrug skulle have sit udspring i udbredelsen af landhåndværk virker som en urimelig påstand. En påstand som vil blive undersøgt og drøftet i det videre projektforløb.

Ravnholt udspringer af samme tradition, men han har i sin sognehistorie dog en noget anden vinkling og flere nuancer på denne problemstilling:
"Den indflydelse, som reformerne indenfor agerbruget og bondens stilling i det hele, havde medført, gjorde, at uldvaretilvirkningen dog efterhånden fortrængtes. Den stigende kultur og de ændrede landbrugsmetoder overføldiggjorde efterhånden i nogen grad det udensogns salg af bindetøjet som indtægtskilde. Men det der især bevirkede denne hjemlige industris undergang var dog særlig det, at man også på dette område fandt på andre metoder til fremstilling af de pågældende beklædningsgenstande. Maskinerne gjorde også her deres indtog. Thorning Sogn var det første sted, hvor strikkemaskinerne fandt indpas" (Ravnholt 1934 s. 150).

Relationen landbrug, landhåndværk og industri er central i projektet og nærværende eksempler har kun til formål at præsentere problematikken.
Hermed er det tiden til at gå fra empirien til de mere teoretiske overvejelser.

TEORETISKE OVERVEJELSER

Projektets udgangspunkt er en empirisk lokalhistorisk undersøgelse med inddragelse af teoretiske overvejelser. De teoretiske refleksioner tager fat på, hvad det er for et fænomen, vi har fat i, og dernæst en bestemmelse af i hvilken samfundsmæssig kontekst. For at uddybe det teoretiske aspekt er det nødvendigt igen at vende sig til kategoriseringerne.

Betegnelsen "landhåndværk" er anvendt i mangel af bedre. Mange andre betegnelser har været i spil: hjemmeindustri, husflid, husflids-industri, landindustri, industri, husindustri, huslig industri, alternativerhverv, protoindustri, håndværk, bierhverv og binæringer.
Til projektet er i første omgang fravalgt "landindustri" og "industri", da det i dag leder tanken hen på mekaniske og tekniske hjælpemidler. Og det er - stort set - ikke tilfældet i vore fire eksempler. Når jeg lige tager et forbehold, skyldes det, at man måske lidt langt ude kan hævde, at pottemagerens drejeskive er "mekanisk" - men det vil man næppe betegne fem strikkepinde.
Mette Guldberg har genintroduceret begrebet "protoindustri" som relevant i denne sammenhæng (Mette Guldberg 1999). Dette begrebs muligheder vil blive medtænkt i projektet.
Husflid, bierhverv og binæringer går ud, fordi det tager udgangspunkt i erhvervet som et supplement til landbruget. Og det er ikke hovedsagen i vore eksempler.
Tilbage er så håndværk og landhåndværk. Det signalerer "hovederhverv" og "hovedbeskæftigelse" - og det er fint. Håndværk alene er imidlertid blevet synonymt med købstadshåndværk, og så går det ud. Håndværk på landet - som vi har med at gøre - har derfor fået sin egen betegnelse, "landhåndværk".
Men det siger alligevel ikke det hele, og problemet er igen, at det drejer sig om masseproduktion til et ukendt marked. Masseproducerende landhåndværk kunne være en mulighed. (10)
Vor begrebsgymnastik har ikke bragt os på fast grund. Projektet vil derfor være tvunget til løbende vurdere den mest hensigtsmæssige begrebsafklaring.
Men allerede nu bliver vi nødt til i vor teoretiske afklaringsproces at inddrage selve den samfundsmæssige kontekst, vor undersøgelsesobjekt indgår i.
Vi har fået understreget, at det er en samfundsformation, som er under kraftig forandring i undersøgelsesperioden. Hvordan skal vi så nærmere bestemme de samfundsformationer, vi skal indplacere vore "landhåndværk". Mit bedste bud er at vende tilbage til et noget ugleset begreb, nemlig "kapitalisme".

KAPITALISME SOM SAMFUNDSMÆSSIG OVERBEGREB

Begrebet kapitalisme har været for kontroversielt til, at det er blevet en almindelig term i forskningen. Man har valgt andre begreber.
Historikeren Sigurd Jensen udgav i 1950 en disputats med titlen "Fra patriarkalisme til pengeøkonomi. Studier over dansk bondeøkonomi i tiden mellem midten af det 18. og midten af det 19. århundrede". Alene titlen burde vække stor interesse hos forskere med interesse for den rurale økonomi. Men også denne disputats er stort set glemt i den senere forskning. Disputatsen er forbløffende spinkel i såvel omfang som indhold. Men den har dog nogle klare konklusioner. Sigurd Jensen ville egentligt gerne anvende begrebet "kapitalisme": "Det ville være fristende at kalde undersøgelsen "den danske bondes første møde med kapitalismen" (s. 11). Men han viger tilbage, fordi begrebet er omgæret af så mange holdninger. Derfor anvender han nærmest synonymt begrebet "pengeøkonomi".
Perioden ca. 1750-1850 anser han for en "mellemperioden", "en gæringsperiode" (s. 10). Herefter går han over til at undersøge især overgangen til selveje - hvor behovet for penge kommer i fokus. Sigurd Jensens helte er de såkaldte godsslagtere, som køber op og splitter op - ikke for at beholde jorden men for at sælge værdipapirer. Den nye tids upersonlige pengemand afløser hermed tidligere tiders herremand.
Sigurd Jensen konkluderer:
"Bonden på sin side var kommet fra patriarkalismens og ind under kapitalismens vilkår, og det karakteristiske ved hans nye økonomi var, at det var en pengeøkonomi" (s. 170).
Og:
"Den økonomi, der anvendtes af bondestanden ved det 18. århundredes midte, var en blanding af natural- og pengeøkonomi, og den økonomi, der anvendtes 100 år senere, havde de samme bestanddele. Alligevel var der sket en betydelig ændring. O. 1750 havde de to økonomiformer været nogenlunde ligeberettigede, begge del kunne tages som udgangspunkt for en værdiansættelse. O. 1850 var det, der resterede af naturaløkonomien, ret uvæsentlige levninger, og det var det almindelige, at man benyttede penge som udgangspunkt for værdibestemmelse" (s. 175).

Sigurd Jensen veg tilbage for at anvende termen "kapitalisme" og brugte i stedet "pengeøkonomi" i modsætning til en tidligere "naturalieøkonomi". Og det er nærmest blevet en tradition inden for forskningen. Men der er enighed om "skiftet" og dets indhold.
Økonomihistorikeren Svend Aage Hansen har i sit standardværk om økonomisk vækst i Danmark udtrykt det således:
"Udviklingen på kreditmarkedet er blot et enkelt udslag af pengeøkonomiens fremtrængen. I 1783 udfoldede næppe mere end halvdelen af erhvervslivet sig under en egentlig pengeøkonomi. I landbruget var pengeøkonomien endnu mere begrænset, idet den sikkert i hovedsagen kun omfattede de ca. 15 pct., som godssektoren udgjorde. Reformerne ændrede disse forhold fundamentalt. Selvejekøbene medførte voksende pengeydelser i form af afdrag og forretning af prioriteterne. Det samme gjorde hoveriets og naturaltiendens afløsning med pengeydelse, samt den omstændighed at også bøndernes skat, som hidtil var blevet erlagt i korn, i 1791 blev omsat i penge. Udbredelsen af pengeøkonomien fremskyndedes i øvrigt af de stigende priser. Forudsætningen for, at bønderne med nogenlunde lethed kunne udrede pengeydelserne, var nemlig, at deres pengeindkomster forøgedes, og dette kunne vanskeligt ske, uden at konjunkturerne opfordrede til at udvide og forbedre driften og muliggjorde afsætning af et større udbytte til gode priser. På baggrund af tempoet i reformerne er det nærliggende at antage, at forskydningen fra naturaløkonomi til pengeøkonomi tog et meget kraftigt skridt fremad i perioden fra 1784 til 1807. Herved styrkedes også multiplikatoreffekten af de iværksatte vækststimulerende tiltag" (s. 79).
I Gyldendal og Politikens seneste Danmarks historie udtrykker Ole Feldbæk det således:
"Uanset om den enkelte bonde blev selvejer eller han forblev fæster, betød udskiftningen et afgørende skub i den udvikling, der allerede var sat i gang af højkonjunkturen: fra et liv inden for rammerne af en overlevelsesøkonomi og en naturaløkonomi med en høj grad af selvforsyning til en pengeøkonomi og en markedsorienteret produktion" (Bind 9 s. 284).

Projektet ønske at bryde denne tradition og prøve at anvende termen "kapitalisme" til at sammenfatte den samfundsmæssige kontekst for undersøgelsens objekt, de nævnte fire landhåndværk på Silkeborgegnen. Med følgende præcisering:
- Termen kapitalisme er "neutralt" uden antydninger af "godt" eller "ondt".
- Termen kapitalisme er betegnelse for et komplekst samfundssystem med politisk demokrati, økonomisk markedsøkonomi, nationalstat, arbejdsdeling (specialisering) og mekaniske og tekniske nyskabelser i hidtil uset grad.
- Kapitalismen rummer alle erhvervsgrene, herunder landbrug og landhåndværk.
- Kapitalisme er som sådan ikke synonymt med "pengeøkonomi" eller "industrialisering".
Termen kapitalisme anvendes om det samlede samfundssystem i dets komplekse og sammensatte helhed. Projektet skal afprøve, om det giver bedre muligheder for at undersøge og bestemme den pågældende masseproduktion på landet til et ukendt marked.

Dette teoretiske perspektiv og dets konsekvenser skal her blot antydes ved et par eksempler.

Claus Bjørn runder sin gennemgang af Danmarks historie 1800-1850 af med blandt andet følgende udsagn:
"Danmark var omkring 1850 et landbrugsland, således som det havde været det ved år 1800. En begyndende industri i hovedstaden og de større provinsbyer ændrede foreløbig ikke herved. Og store dele af den øvrige befolkning var direkte eller indirekte afhængig af landbruget og landbrugerne" (s. 356f).
Danmark betegnes kort og godt som et landbrugsland. Og det er vi blevet så vant til i diverse fremstillinger, at vi næppe tænker over det. Af og til nævnes så, at Danmark går fra at være et landbrugsland til et være et industriland omkring 1960 med henvisning til, at på det tidspunkt overstiger industrieksporten landbrugseksporten. Hermed gøres "landbruget" til en selvberoende sektor i samfundet, og man overser erhvervets grundlæggende kapitalistiske vilkår og sameksistens med det øvrige (kapitalistiske) samfund.

Problemet kan også illustreres ved begrebet "industrisamfund". Kulturarvsstyrelsen satte for få år siden fokus på "industrisamfundet" ud fra en formodning om, at det var på vej ud af historien. Hvor langt tilbage i tid går "industrisamfundet"? Det blev i Kulturarvsstyrelsens satsning ført tilbage til ca. 1850. Men det kredsede hele tiden om "industri", "industrialisering" og teknik. Hvad med landbrugssektoren? Var det en del af "industrisamfundet"? Eller er der flere parallelsamfund - f.eks. landbrug og industri? Det kan man faktisk rimeligt let finde en sådan formodning i forskningen - troen på to adskilte økonomiske kredsløb, et på landet og et i byerne.
Protoindustriteorien havner i samme problem, idet dens objekt formodes at være noget "før" industrialiseringen, og da den formodes først at komme efter ca. 1850, kommer de protoindustrielle producenter til at hænge underligt fritsvævende i historien.

Min løsning er slet og ret at betegne perioden fra anden halvdel af 1700-tallet som "kapitalistisk" - trods alle vanskeligheder. Hermed menes at der er sat en udvikling i gang, som ikke er til at standse, hverken politisk (demokratiets fremmarch), økonomisk (markeds- og pengeøkonomi), nationalt eller teknologisk. En samfundsmæssig revolution på linje med menneskets overgang fra samler og jægere til agerdyrkere en gang i den fjerne oldtid.
Historikeren Søren Mørch har i sine to seneste værker kredset om "det moderne samfund" - som også er et andet ord for kapitalisme - og han inddrager den tyske samfundsforsker Werner Sombart (1863-1941) til at anskueliggøre, hvad der grundlæggende sker ved overgangen til kapitalismen, nemlig en "frigørelse fra den organiske naturs begrænsninger" (Vældige ting 2009 s.42).
Mennesket søger med andre ord at sprænge naturens greb om menneskenes muligheder - og kampen fra overlevelse til velstand går i gang i en nærmest uundgåelig spiral. Mennesket (menneskeheden) sætter sig i Guds sted.
Mennesket forhold til rigdom og penge bliver en anden. Hugo Matthiessen bruger udtrykket, at rigdom var "suspekt" (Hugo Matthiessen 1939 s. 84). Og den samme grundholdning til rigdom blandt almuen har jeg gang på gang iagttaget i mit arbejde med forskellige former af "folkeminder". I et samfund på grænsen til overlevelse vil rigdom blandt ens egne (almuen) være utænkelig, og hvis den skulle forekommer, så er den første indskydelse, at der må foreligge en berigelsesforbrydelse. Med kapitalismens fremmarch bliver muligheden for "rigdom" ved egen lovlig indsats så at sige også demokratiseret, og den bliver attråværdig for "alle".

Med anvendelsen af termen "kapitalisme" er alle problemer ikke løst. Men det skal bruges til at undgå mange af de faldgruber, der opstår ved den traditionelle "sektorforskningen". Virkelighedens kompleksitet aktuelt og historisk gør, at det er en nødvendighed at tage udvalgte temaer (sektorer) ud af helheden. Man kan simpelthen ikke overskue det hele på én gang. Det kan ikke være anderledes, men man skal blot vide, at det er en metodisk nødvendighed med indbyggede blinde vinkler. Det skaber sektorforskning, f.eks. landbrugshistorie, industrihistorie, politisk historie, socialhistorie, håndværkshistorie, børnehistorie, arbejderhistorie, transporthistorie, pengehistorie, krigshistorie osv. osv. Det er alt sammen nødvendigt - men man skal alligevel huske på, at alle disse delhistorier indgår i et samlet hele.

BONDEØKONOMI OG KAPITALISME

Helhedsperspektivet vil jeg også gerne inddrage i behandling af bondeøkonomien før og under kapitalismen. Landbruget er i al for høj grad blevet opfattet som en selvberoende sektor - ikke mindst i eftertidens forskning.
Nogle af forskningens blinde vinkler kommer fra, at landbrugserhvervet opfattes som et "rent" og "selvstændigt" "hovederhverv". Og sådan blev det ivrigt italesat af reformtilhængerne ved landboreformerne, i amtsbeskrivelserne og senere eksperter. Men det giver et misvisende billede af landbruget i "det traditionelle" samfund - og dets plads i det efterfølgende kapitalistiske samfund bliver alt for let løsrevet fra den samfundsmæssige kontekst.

Projektets tilgang til den traditionelle "bondeøkonomi" før de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet skal her skitseres. Igen skal helhedsperspektivet fremhæves. Bjarne Stoklund og Mette Guldberg har tidligere på fornem vis fremhævet denne "bondeøkonomis" sammensathed. Mette Guldberg anvender i sin afhandling (Mette Guldberg 1999) en definition af "bonde" som en "standsperson", en person, som bor på landet og ikke kan placeres i en anden stand (f.eks. herremand, præst eller degn). Og bondens beskæftigelse er alt muligt, som kan sikre en overlevelse. Næringsgrundlaget er med andre ord sammensat af en hel vifte af "del-erhverv", hvoraf agerdyrkning, studehandel, fåreavl, korndyrkning er eksempler på sådanne "del-erhverv". Biavl, pottemageri, træskomageri, uldbinderi, handel, brænding af trækul eller tørvesalg kunne være andre "del-erhverv".

Med kapitalismens fremmarch sker en specialisering, og fæstebønder - eller de nye selvejerbønder - samler en række "del-erhverv" og etablerer sig som "landmænd" i den nye reformtankegang. Men jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at landmændene fortsat har et ret alsidigt erhvervsgrundlag. Tag nu f.eks. dyrkning af kartoflen, som vinder frem på nogenlunde samme tid (11). Det er for mig at se også et "del-erhverv" (en specialproduktion), som kan indgå i et samlet landbrug. Senere kom f.eks. dyrkning af roer til (12). Eller udvidet hønsehold, tørveproduktion eller havedyrkning. Gårdhusholdningerne samlede sig omkring nogle "del-erhverv" og nedprioriterede andre, f.eks. det vi her har omtalt som "landhåndværk".

Bjarne Stoklund er relevant at inddrage i denne afklaringsproces med hans understregning af den landlige økonomis overgangen fra alsidighed til specialisering ved indgangen til 1800-tallet:
"De sammensatte økonomiers tid var ved at være forbi, og den samfundsmæssige udvikling gik i retning af øget specialisering" (Bjarne Stoklund 2003 s. 166). Det fik så også indflydelse på, hvem der blev bærere af "binæringerne" (landhåndværkene):
"Generaliserende og forenklet kan man sige, at husmændene rykker ind i de nicher, som de specialiserede gårdmænd efterlader. For disse folk var der stadig brug for at supplere det sparsomme udkomme af en lille jordlod med udnyttelsen af andre energikilder. Vi skal helt frem til det 20. århundrede, før husmændene blev i stand til at leve af deres jordlod - og så varede det egentlig så kort" (Bjarne Stoklund 2003 s. 166)
"Med en vis ret kan man således hævde, at overgangen fra bondenæring til husmandserhverv er en generel trend i 1800-tallets Danmark" (Bjarne Stoklund 203 s. 167).
Bjarne Stoklund har fat i flere gode pointer. Alligevel er jeg ikke tilfreds. Det skyldes især to forhold:
Første forhold gælder det manglende blik for husmændenes samtidige vækst som stand. Bjarne Stoklund tager ikke tilstrækkelig højde for, at det er i og med udviklingen, at der opstår en ny og stor gruppe på landet af husmænd med eller uden jord. Det er ikke sådan, at der var en stor husmandsgruppe på landet, som blot ventede på at opsamle smulerne (næringsmuligheder) fra gårdmændene. Specialiseringen på landet sker i og med en kraftig forøgelse af antallet af huse med eller uden jord. Og det var så i disse huse, at landhåndværkene kunne trives. Bjarne Stoklund får det til at se ud som om, det først og fremmest sker i forbindelse med noget "husmandsbrug" (altså landbrug i mindre format). Derfor kan han også konkludere følgende: "I virkeligheden blev kapitlet om husmændene og bierhvervene en ret kortvarig parentes på tærsklen til industrialiseringen og den fuldt gennemførte arbejdsdeling" (Bjarne Stoklund 2003 s. 167).
Men det er efter min mening forkert. Grundlæggende er det vigtigt at holde fast i, at landhåndværkene - Bjarne Stoklunds "binæringer" - især blev varetaget af husmænd (husbeboere) uden jord, som havde landhåndværket som hovederhverv (hovedindtægtskilde). Måske havde familien også lidt "landbrug" eller hjalp andre i høsten m.m., men det ændrer intet ved det samlede billede.
Andet forbehold er ikke mindre væsentlig. Udviklingen fra alsidighed til specialisering resulterer altså i, at "landbrug" bliver et særligt "hovederhverv" for gårdene (og her ser vi så for en stund bort fra, at der er flere delelementer i dette tidens landbrug). Men denne specialisering resulterer også i, at en række "delerhverv" kan blive "hovederhverv" for andre, nemlig husmænd med eller uden jord. Landhåndværket bliver altså "hovederhverv" for dets udøvere, som så derudover som supplement kan inddrage anden beskæftigelse med eller uden tilknytning til landbruget. Nogle husmænd med jord er så i den situation, at landbrug og landhåndværk er noget nær ligeværdig som eksistensgrundlag, og derfor er begge professioner nævnt i folketællingerne.

Ovenstående betragtninger er foreløbige konklusioner og hypoteser. Projektet skal gang på gang revurdere holdbarheden af disse betragtninger både generelt og for de enkelte landhåndværk.

HISTORIENS PARANTESER

Bjarne Stoklund udsagn om husmændene og "bierhvervene" som en kortvarig historisk parentes finder jeg misvisende. Det giver anledning til en lille sidebemærkning.
Mit udgangspunkt er, at såvel landmændene som husmændene helt frem til 1960'erne havde et alsidigt erhvervsgrundlag, som eftertiden blot opfatter som en homogen specialitet. Men husmændene drev deres virksomhed med havedyrkning, ægproducent, udrugning, mælkekørsel, tørvegravning og meget andet. Og gårdene drev det alsidige landbrug med malkekvæg, grise, korn m.m. ud fra den betragtning, at hvis det ene gik skidt, så kunne det være, at gården kunne klare sig igennem på en af de andre "specialiteter".
Denne tilgang burde i dag være let at acceptere, når man ser på dagens landbrug, som er helt anderledes "specialiseret" - og ordet industrilandbrug er blevet en selvfølge.

Hvis man skulle gå ind på Bjarne Stoklunds vurdering af om, at noget er "kortvarigt", så kan man også hævde, at "husmandsbruget" og det "alsidige landbrug" var en parentes i historien. Den gængse forskning inden for området har ligeledes en underliggende præmis om, at de omhandlende landhåndværk (binæringer m.m.) var "parenteser" i historiens gang. Sådan kan man selvfølgelig godt se på det, men projektets landhåndværk kan trods alt følges i flere generationer som værende store og betydningsfulde erhverv på egnen. Hvornår er noget så "stabilt", at det kan snige sig uden om at være "en historisk parentes"? Med hvilken historisk målestok? Lad det være nok i denne omgang.

KAPITALISERING

De masseproducerende landhåndværk gav nok penge - men ikke kapital, ikke rigdom. Det gav mulighed for at begå sig i den nye pengeøkonomiske virkelighed, herunder betaling af skatter. St. St. Blicher fremhæver dette forhold:
"da ser man hvilken betydelig pengesum ved uldindustri indbringes i denne for størstedelen magre hedeegn. Heraf kan man altså forklare sig: at medens i mange andre Jyllands egne ….. jordejendomme jævnligen sælges for resterende skatter, og fattigvæsenet derhos selv vorder en trykkende skat; bindeegnen dog hidindtil - efter et jysk kraftudtryk - har holdt hundene fra dørene. Uimodsigeligt bevis for denne påstand afgiver f.eks. Lysgaard Herred, i hvilket hidtil endnu ikke er holdt auktion på gods eller ejendom udlagt for kongelige skatter hos nogen bindende familie" (St. St. Blicher 1839 s. 164).
Landhåndværkene kunne altså godt give penge - men ikke akkumulere kapital til rigdom og investeringer.
Uldbinderiet afhængighed af den kapitalistisk økonomi var på mange måder synlig. De producerede strømper gav en uhyre ringe fortjeneste (se f.eks. St. St. Blicher 1839 s. 160ff), men der var ikke mange muligheder for at ændre herpå. Efterspørgslen kunne være store nok, hvilket kunne friste til at forlange højere priser. Men modtrækket ville prompte blive en mekanisering af produktionen - for at fastholde en lav pris. Den kapitalistiske markedsøkonomi havde allerede sat rammerne for uldbinderiets muligheder. Også inden den egentlige mekanisering indtraf. Landhåndværkets ageren på markedet fordrede en masseproduktion af billige varer.
St. St. Blicher har i en lille note en oplysning om, at i slutningen af 1700-tallet produceredes mange ublegede trådstrømper i Thorning til København, men det har man ikke gjort de seneste 20 år, fordi bomuldsstrømper har overtaget markedet. Man er allerede en del af et internationalt marked med engelske industriprodukter.
Det danske landbrug indgik overordnet i en international (europæisk) arbejdsdeling og et internationalt marked. Uldbinderiet blev hurtigt involveret i en sådan markedsøkonomi, hvor de enkelte producenter ikke sad og konkurrerede med sig selv og hinanden - men med strikkere i Tyskland og de engelske bomuldsspinderier. Træskomageri og pottemageri havde andre markedsvilkår, og det resulterede også i en senere industrialisering af denne produktion. Landhåndværkernes økonomiske muligheder for akkumulering af kapital vil blive søgt afklaret i projektet. I den forbindelse vil der blive set på ansatser til manufaktur, forlagsvirksomhed og organiseringen af handelen. Uldbinderiet er kendt for sine hosekræmmere og deres medhjælpere, pottemageriet i Sorring havde sine potkørere, mens træskomagernes distributionssystem fremstår mere uklart. Her ligger en særskilt problemstilling og venter på afklaring.

AFRUNDING

Projektet er som sådan særdeles omfattende. Er der overhovedet nogen afgrænsning? Jo, jo. Projektet inddrager ikke teknik eller faglige udtryk (dialekt). Projektet er på mange måder en social-historisk undersøgelse.

Projektet er i fuld gang. Og skal afrundes i januar 2011. Nærværende præsentation er en status på projektet, som det ser ud i juni 2010.
Projektets empiriske karakter vil blive uddybet. De fire landhåndværk skal kortlægges detaljeret gennem folketællingerne, og andet relevant kildemateriale inddrages. Når den supplerende empiri er indsamlet og bearbejdet vil de indsamlede resultater igen blive perspektiveret teoretisk med hensyn til kategorisering og relevansen af "kapitalisme som overbegreb".

NOTER