Delrapport 2

MASSEPRODUCERENDE LANDHÅNDVÆRK

Justeret oplæg til arbejdsseminar den 11. oktober 2010
Af Keld Dalsgaard Larsen

PROJEKTETS ANDET ARBEJDSSEMINAR

Silkeborg Kulturhistoriske Museums projekt om egnskarakteristiske landhåndværk på Silkeborgegnen er nu nået til sit andet arbejdsseminar. På det første seminar den 26. april 2010 blev problemstillingerne bredt ud, eksisterende forskning kommenteret og de foreløbige hypoteser fremlagt (1).
På dette seminar vil blive fremlagt, hvad der siden er sket med projektet med muligheder for at komme med input og kommentarer til projektet. Herefter går projektet ind i den afsluttende fase med udarbejdelse af afrapportering inden udgangen af januar 2011 til Kulturarvsstyrelsen.

Arbejdet er udført af Bjarne Harboe og undertegnede med hjælp fra Blicheregnens Arkiv og et par frivillige på egnsarkivet i Gjern. Jeg har fokuseret på folketællingerne, de samtidige trykte kilder og relevant litteratur, mens Bjarne Harboe har gennemgået arkivmateriale. Hjælpen fra arkiverne har været gennemgang af udvalgte folketællinger. Samlet set vil jeg hævde, at arbejdet har resulteret i, at det – i forhold til den eksisterende forskning og viden – er lykkedes projektet at træde nye stier og komme et par spadestik dybere. De vante stier er nok sonderet, men vi har i allerhøjeste grad søgt at gå nye veje for at få bedre begreb om dette omfattende tema. Vi har med andre ord fået ny viden, nye overvejelser og nye perspektiver på temaet.
Væsentlig i dette oplæg er, at bestemmelsen af undersøgelsens objekt er gået fra ”egnskarakteristiske landhåndværk” til ”masseproducerende landhåndværk” på Silkeborgegnen. Men først et noget abrupt sidespring.

DEN SOVJETISKE PLANØKONOMI

Hvor mærkeligt det end måtte lyde, kom jeg til at tænke på en passus i ”Historie – faghæfte 4” fra 1995 under arbejdet med landhåndværk på Silkeborgegnen. Den gang – for nu ca. 15 år siden – slog det mig, at fagfolk mente, at et emne med følgende titel kunne være relevant for skoleelever: ”Rusland, Sovjetunionen og SNG” med blandt andet følgende problemstillinger:
Hvilken betydning havde kollektivbruget for Sovjetunionen for den enkelte sovjetborger?
Hvorledes kan/bør forholdet mellem kollektiv og individuel økonomi organiseres i et statssamfund? (2) Faghæftet er som nævnt fra 1995 – ca. fire år efter Sovjetunionens kollaps. Men man mente altså, at Sovjetunionens historie fortsat kunne være relevant for danske skoleelever. Lad det være.
Mit historiestudium rummede ikke ”de røde potter fra Sorring”, men derimod en hel del om Sovjetunionen og deres bestræbelser på planøkonomi. Og det forunderlige ved det var, at det konstant var noget rod. De sovjetiske magthavere søgte af alle kræfter at ”overvinde” Ruslands økonomiske tilbageståenhed ved at forcere ”industrialiseringen”. Og det skulle ske på et oplyst grundlag – og her ikke mindst gennem grundige studier af den europæiske kapitalismes gennembrud, netop Karl Marx’ livslange studieobjekt. Den grundige forskning ud i historien om kapitalismens og industrialiseringens udvikling skulle bruges aktivt for at skabe velstand og fremgang gennem en velgennemtænkt planøkonomi (3).
De sovjetiske økonomer og beslutningstagere var begavede mennesker ved deres fulde fem. Ikke desto mindre er den sovjetiske planøkonomi en lang lidelseshistorie indeholdende såvel farce som tragedie. Det var ikke magteliten mulig at skabe et funktionsdueligt og bæredygtigt industrialiseret samfund på linje med den virkeliggjorte kapitalisme i Europa og USA. Det stod helt klart for os historiestuderende i 1970’erne. Planøkonomiens skavanker og fejl var åbenlyse og skræmmende. Politik og økonomi hang simpelthen ikke sammen. Gang på gang viste det sig, at når politikerne (kommunistpartiet) dikterede den økonomiske udvikling, fik det absurde og/eller fatale konsekvenser. Til sidst søgte magthaverne at løse den gordiske knude ved at ”frigøre” politikken (f.eks. ved øget ytringsfrihed m.m.) – men uden tilsvarende at ”frigøre” økonomien. Resultatet var sammenbrud. Vi ser i dag Kina prøve at løse samme gordiske knude (en forcering af rigets ”tilbageståenhed”) ved at hælde til at ”frigøre” økonomien – men bestemt ikke politikken. Og ind til videre ser det ud til at give et bedre resultat end i Sovjetunionen. Men til gengæld må vi konstatere, at Kina ikke deler vor begejstring for demokrati og menneskerettigheder.
Det er imidlertid ikke kun russere og kinesere, som tror, at tingene er ”enkle”. Det har været en forunderlig oplevelse at iagttage amerikanernes og deres allieredes forsøg på at skabe demokrati ved militær indgriben. For mit indre blik ser jeg amerikanere dele dollars ud i Bagdads gader – i den tro, at når folk får penge mellem hænderne, vil de agere ”kapitalistisk”, og den gode spiral frem mod demokrati og kapitalisme vil gå sin naturlige gang. Sådan er det heller ikke gået.
Se alt dette – indrømmet noget vidtløftige – kom jeg til at tænke på i arbejdet med hjulmageri, pottemageri, uldbinderi og træskomageri på Silkeborgegnen. Hvorfor ?

DEN SAMFUNDSMÆSSIGE TOTALITET

Fordi vi i dette projekt er i gang med det samme: At begribe et samfund samlet set i dets transformation fra en samfundsformation til en anden.
Og med det nævnte in mente, må vi erkende, at vore chancer er begrænsede. Det er reelt umuligt at begribe den forandring, som satte ind i slutningen af 1700-tallet og skabte vor ”civilisation” – det moderne samfund, kapitalismen eller industrisamfundet (4). Man taler – med god ret – om menneskehedens anden store revolution. Den første skete for flere tusinde år siden, da menneskeheden gik fra at være samlere til at være agerdyrkere.
Vi har altså rodet os ud i favntag med store spørgsmål. Og vi behøver ikke skamme os, hvis vi ikke får alt forklaret. Andre før os har fejlet.
Og det skyldes, at den historiske udvikling simpelthen er så kompleks. Allehånde faktorer spiller ind – klima, naturforhold, økonomi, teknik, politik, magtpolitik, krige, ideologi, jura – og ved siden af alle sådanne ”faktiske” forhold er der en uoverskuelig pulje af tilfældigheder.
Ikke desto mindre vover projektet forsøget. Og de faste holdepunkter er hele tiden de empiriske vidnesbyrd om de implicerede landhåndværk og den ”kapitalistiske optik”.
Hos Søren Mørch er hentet et udsagn fra Werner Sombart (1863-1941), som bestemte overgangen til kapitalismen som ”frigørelse fra den organiske naturs begrænsninger” (Vældige ting 2009 s. 42).
Dette udsagn skal vi prøve at forstå til fulde. Og det indebærer en erkendelse af, at der i denne periode sker en fantastisk arbejdsdeling med en uhørt specialisering, som på mange måder ser bort fra det hidtidige ”eksistensgrundlag” – nemlig naturen/jorden – og satser på, at overlevelse kan findes andre steder. Lige om hjørnet. Man giver slip på naturafhængigheden og begiver sig ud på et lykkeridt, hvor man håber, at mennesket finder på udveje – igen, igen og igen.
På dette lykkeridt er det afgørende, at de rejsende erhverver sig og råder over penge – det er midlet til at klare dagen og vejen. Man er ikke længere udelukkende en del af en naturalieøkonomi, hvor man så at sige deles om ”naturens produkter” – nu skabes en helt ny økonomi. En kapitalistisk økonomi. Penge er altings målestok, og altings bindemiddel – på godt og ondt. Jeg vil derfor anmode om – for at forstå det næste – at tænke ”kapitalistisk”. Det skal nu eksemplificeres ud fra de fire landhåndværk:

MASSEPRODUCERENDE LANDHÅNDVÆRK

Lad os begynde med hjulmageriet i Balle sogn. Litteraturen nævner det flere gange, og folketællingerne bekræfter dets eksistens i 1787 og 1801. Herefter så at sige forsvinder det. I modsætning til de tre andre landhåndværk, som netop først for alvor begynder efter år 1800.
I kildematerialet har vi fundet flere vidnesbyrd på, at folk på Silkeborgegnen gjorde hjul. Ikke kun i Balle sogn. Men også i Them og Linå. Her ”gør man træsko og hjul”. Men hjulmagerne træder ikke frem som erhvervsgruppe hverken i Balle, Them eller Linå efter år 1800. Tværtimod forsvinder de. Og træskomagerne bliver helt enerådende i Them og Linå.
Hvad sker der? Svaret viser sig ved at tænke ”kapitalistisk”: Hjul er ikke et produkt, som er velegnet til masseproduktion omkring 1800. Godt nok har man brug for et hjul af og til – men ikke i sådant et omfang, at det kan blive til en masseproduktion. Der er altså ikke basis for her at gå over til en masseproduktion – til at træde frem som selvstændigt masseproducerende landhåndværk. Helt anderledes med de tre andre involverede landhåndværk: uldbinderi, træskomageri og pottemageri. Fælles for de tre landhåndværk er, at de har ”masseproduktionspotentiale”. Uldbinderiet leverer uldstrømper (for i vor sammenhæng drejer uldbinderi sig først og fremmest om strømpeproduktion), som har ”alle” som potentielle kunder. Træskomageriet leverer fodtøj til folket – det er en dagligvare, som alle har behov for. Og endelig pottemageriet, som leverer køkkenudstyr og pynt til stuerne i de mange hjem på landet.
Hjulmageriet falder med andre ord noget ud af vor sammenhæng. Men ved at have haft det med i projektet er ”forskellen” blevet bevidst. Ret beset er det selvindlysende, men man skal lige gøre sig det klart.
Vi har altså at gøre med masseproducerende landhåndværk, som producerer til et ukendt marked, hvor køberne er ”de mange”. Det er netop ikke nicheproduktion – det er nødvendighedsartikler i en samlet gryende, kapitalistisk økonomi.

ULDBINDERI SOM ERHVERV

Uldbinderiet har været markant på Silkeborgegnen. Først og fremmest i Lysgaard Herred, men også i Kragelund sogn i Hids Herred. Hvordan var så udviklingen? Folketællingen 1787 kunne godt give det indtryk, at der stort set ingen uldbindere – eller strikkere – er. F.eks. nævnes ingen i hverken Vium eller Thorning – skønt disse sogne ifølge traditionen er ”udgangspunkt” og ”kerneområde”. I Vinderslev sogn findes så dog 12 uldbindere – og det gør dette erhverv til betydningsfuld i dette sogn.
Folketællingen for Vinderslev 1787 har desuden en detalje, som kun understreger folketællingernes mangfoldige kvaliteter som historisk kilde: fagbetegnelsen er nemlig flere steder anført som ”gør vanter” eller ”gør vanter og strømper”. Vi ser, at også i dette ”håndværk” ”gør” man i lighed med træskomageriet og pottemageri.
Thorning sogn er det store ”bindesogn” på Silkeborgegnen. Folketællingen i 1787 nævner ganske vist ikke en eneste med dette erhverv, men allerede i 1801 er anført 34. I 1840 er tallet 44.
Disse fakta er det værd at fundere lidt over. Problemet er blandt andet, at vi fra anden side har oplysninger om, at ”alle” i disse sogne strikker.
Sognepræsten C. Gundorph indførte i forbindelse med folketællingen 1801 følgende lille oplysende notits:
”Thorning sogns beboere, såvel gårdmændene, som husmændene og inderster lægger sig fornemmelig efter strømpebind, hertil bliver deres børn uden forskel på kønnet, så snart de har fyldt deres 5. eller 6. år, anførte, da det er deraf, at de kongelige skatter, rentepenge eller landgilde for det meste skal udredes, hvorfor strømpebind med rette kan anses for dette sogns vigtigste næringsvej”.
I første omgang skal dette udsagn kun bruges til at påpege, at ”alle” åbenbart var involveret i dette landhåndværk.
Niels Blicher har i sin ”Topographie over Vium Præstekald” fra 1795 den oplysning, at i Vium sogn er der 43 familier, som binder, mens der i Lysgaard sogn er 26 familier (s. 133). Folketællingen for Vium i 1787 nævner ingen, og i 1801 er tallet kun 3.
Sønnen, St. St. Blicher, angiver i sin Viborg Amt – med oplysninger fra Keller, Thorning – følgende om forholdene i Thorning sogn i 1830’erne: At bindernes antal er rundt regnet 660 mennesker – 2/3 af befolkningen (s. 160). Folketællingen ser kun ud til at ”fange” de godt 40 bindere.
Er folketællingerne da den forkerte kilde til spørgsmålene? Ikke nødvendigvis. Men der er behov for en afklaring. Det er under projektet blevet mere og mere tydeligt, at folketællingerne er et vidnesbyrd på ”uldbinderiet” som erhverv, altså som hovederhverv, fra hvilket vedkommende først og fremmest får til dagen og vejen. Derudover kan der være mange andre, som binder – men de nye tider gør, at der træder en gruppe frem, som lever af uldbinderiet som hovederhverv. Og så er vi tilbage ved samfundsforandringerne.
Samfundsforandringerne skaber differentiering – erhverv skabes. Tidligere gik alle og ”gjorde” alt. Nu bliver flere af disse ”del-beskæftigelser” til egentlige hovederhverv for en gruppe. Og de ”del-beskæftigelser” som har potentiale til ”hovederhverv” (og hermed kvalificeret til at blive nævnt i folketællingerne) er netop masseproduktion af strømper, træsko og potter.
Arbejdet med folketællingerne giver også en indikation om ”gennembruddet” for de masseproducerende landhåndværk. Med andre ord hvornår de bliver til selvstændige erhverv. Folketællingen i 1787 vidner om et samfund uden den store erhvervsmæssige differentiering på landet. Folketællingen i 1801 giver en indikation af, at nye erhverv er under udvikling, og folketællingen i 1834 giver vished herom. Projektet skal overveje de pågældende landhåndværks opståen og udbredelse over tid, og folketællingernes oplysninger synes at bekræfte projektets hypotese, at udviklingen først rigtigt tager fart fra og med landboreformerne.

ULDBINDERIET I EN MARKEDSØKONOMI

Uldbinderiet er en del af den nye pengeøkonomi og markedsøkonomi. Sognepræsten C. Gundorphs notat til folketællingen for Thorning sogn 1801 understreger, at strømpebinderiets udbredelse hang sammen med betalingen af diverse skatter – og hertil kræves rede penge.
Niels Blicher (1795) og St. St. Blicher (1839) er ligeledes et vidnesbyrd på, at uldbinderiet indgår i den nye penge- og markedsøkonomi.
Niels Blicher nævner, at uldbinderne afsætter ”imod kontant betaling” (s. 132). Uldbinderne får altså kontante penge til at bruge i en økonomi, som er blevet mere ”pengebaseret”. F.eks. med hensyn til skatter.
Markedsøkonomien bygger på udbud og efterspørgsel, og det erfarede samtiden også. Ved øget efterspørgsel skete følgende to ting: Priserne stiger (eller holdes på et rimeligt niveau) og dårlige produkter kan sælges. Niels Blicher kan således oplyse, at holstenske opkøbere i tiden gør uldbinderiet særlig attraktivt (se s. 133).
Niels Blicher har også blik for, at afsætningen er et centralt punkt (s. 135) – uldbinderiet kræver god distribution. I tiden ordnes det gennem et system af uldkræmmere.
St. St. Blicher bevidner endnu tydeligere uldbinderiet som en del af en markedsøkonomi. Skønt det slet ikke er hans ærinde.
Produktionen går stærkt: ”så at sige mekanisk og arbejderne så godt som ubevidst” (s. 158). Vi har altså godt nok med håndværk at gøre, men beskrivelsen viser tydelig hen til en senere mekanisk fremstilling.
Priserne er afhængige af de økonomiske forhold. Når landbruget går dårligt, så går det også dårligt for uldbinderne. Årsagen er, at i dårlige år søger uldbindere at kompensere tabet ved at producere flere strømper – og derved falder de i pris (s. 166). Der sker så også det, at i dårlige tider gør man sig lidt flere anstrengelser rent kvalitetsmæssigt – og så bliver der større efterspørgsel nogle år senere (s. 166). Men ak og ve, aldrig så snart er den gode kvalitet til stede, og kunderne kommer igen i øget tal, så slækker binderne igen på kvaliteten, da alt åbenbart kan sælges på grund af øget efterspørgsel.
Blicher håber på, at hvis man kan holde selvjustits og holde kvaliteten konstant, vil priserne også være konstante. Hertil er at sige: Hvilken naivitet. Det samme gælder Blichers ideer om, at man vil kunne øge produktionen generelt over hele landet – og fastholde prisniveauet. Ja, man kan endog øge eksporten, om det så er til Amerika.
Blicher skildrer tydeligvis uldbinderiet i en markedsøkonomi – uden at forstå selv samme økonomis indre logik.
Markedsøkonomien er ikke forbeholdt Danmark. Blicher omtaler eksport til Tyskland, og i en note omtales, at bindere fra Thorning omkring slutningen af 1700-tallet leverede ublegede trådstrømper til det københavnske marked, men det er ophørt for ca. 20 år siden, da københavnerne foretrækker bomuldsstrømper (5). Den engelske bomuldsindustri har med andre ord direkte indvirkning på det midtjyske uldbinderi.
St. St. Blicher sætter ord på, hvornår uldbinderiet ekspanderer: ”Men da bondefrihedens periode indtrådte, udvidedes industrien stadigen, og udvides endnu stedse” (s. 156). Det svarer til det indtryk, folketællingerne giver af forholdene.
St. St. Blicher har blik for uldbinderiets generelle indflydelse på lokaløkonomien: ”Og i grunden kommer meget af indsiddernes og små husmænds fortjeneste de større grundejere til gode ved husleje, græsleje, tørveskær, lyngslet og håndarbejde” (s. 163).
I sidste oplæg nævnte jeg nogle ”del-erhverv”, som det nye landbrug inddrog, og til listen af ”del-erhverv” kan – hvilket også St. St. Blicher gør opmærksom på – tilføjes ”husleje”. Gang på gang kan man se, at uldbindere bor til leje hos gårdmænd og husmænd. Eller de bor til leje – og her kan ejeren meget tænkelig være en gårdmand.
På sidste seminar gjorde jeg en del ud af at understrege landboøkonomiens sammensathed. Den er langt mere flerstrenget end normalt begrebet. Projektet vender gang på gang tilbage til det forhold. Her skal blot yderligere nævnes en ”biindtægt”, som normalt overses: Folketællingerne viser, at der er utroligt mange plejebørn rundt om i sognene – og ved flere af dem står udtrykkeligt, at de kommer fra ”Københavns fattigvæsen”. Med andre ord at være plejefamilie var i denne opbrudsfase også en biindtægt i den samlede husøkonomi (landøkonomi).

ULDBINDERIETS PRODUKTION

Projektet kan inddrage tal for uldbinderiets produktion på egnen. Niels Blicher har tal for Vium og Lysgaard sogne i 1790’erne, og sønnen har nogle interessante tal for Thorning sogn i 1830’erne.
Bjarne Harboe har i sit arkivarbejde fundet tal for årene 1829-1852 for Lysgaard-Hids herred – og har herudfra lavet en ”Bindetøjstabel for Lysgaard-Hids herred 1829-1852”. Endvidere har han også fundet en indberetning – af J. P. Keller fra Thorning (i øvrigt Blichers kilde) for året 1852 (6).
Det fremgår tydeligt, at uldbinderiet på Silkeborgegnen først og fremmest er strømper. I perioden 1829-1852 blev der i de to herreder produceret (i dusin):

(Kilde: Lysgaard-Hids herred B47-607: Koncepter til de årlige indberetninger til amtet 1825-1860). Husk der er tale om antal dusin.
(*) Tallet 974 bemærkelsesværdig – men det er tjekket! Måske signalerer tallet et ”modeskift” fra hele strømper til halvstrømper.
(**)Tallet 7000 er svært at tro i sammenhængen, men det er i overensstemmelse med originalen.

For Thorning sogn:

Kilde: St. St. Blicher: Viborg Amt (1839) s. 161 og ovennævnte kilde vedrørende året 1852. (*) Her skal så egentlig tillægges 0,5 dusin, men jeg har udeladt decimaler.

Thorning sogns stærke position fremgår også ved at se på den procentvise produktion, som kan henregnes til netop dette sogn sammenlignet med de to herreders samlede produktion.

Niels Blicher og St. St. Blicher gør sig også nogle udregninger med hensyn til økonomien i produktionen. Det er ganske vidtløftigt – men skræmmende. Der bliver på ingen måde spundet guld på produktionen. St. St. Blicher kommer – lidt til sin egen overraskelse – frem til, at uldbinderens daglige udkomme er 1 skilling (i gennemsnit, se s. 162). Måske udtrykker det dog først og fremmest, at man ikke sådan kan foretage en gennemsnitlig beregning, da der er stor forskel på indtægten alt efter, om det er hovederhverv eller bierhverv.

Projektet har en væsentlig men svær problemstilling med hensyn til ”hovederhverv” og ”binæringer”. Blicher mente at kunne foretage ”gennemsnitsberegninger” ud fra 660 bindere i Thorning Sogn. Det er efter min vurdering umuligt. Uldbinderne kan ikke kæmmes med samme kam – der er uldbindere, der har det som hovederhverv, og så er der dem, som af og til strikker en strømpe. Niels Blicher satte jo også en families ”gennemsnitsproduktion” til 52 par strømper.
Kan vi udrede mere om forholdet mellem hovederhverv og bierhverv? Måske kan det lade sig gøre for Thorning sogns vedkommende. Ved lidt talbehandling.
St. St. Blicher – og med ham N.C. Rom – angiver, at en dygtig binder kan producere en mandsstrømpe pr. dag. Vi kan foretage en beregning med følgende præmisser: en dygtig binder, som har det som hovederhverv, kan udfærdige 300 strømper (og her tælles mands-, kvinde- og halvstrømper sammen) om året.
I 1834 blev der produceret 563 dusin strømper (mand + kvinde) og 1517 dusin sokker (halvstrømper). 563 dusin er lig med 6756 strømper, mens 1517 dusin sokker er lig med 18204 enkelt sokker. Til sammen 24.960 enkeltstrømper/sokker.
I folketællingen i 1834 var der opført 26 uldbindere. Med en produktion på 300 hver vil det give en samlet produktion på 7800 enkeltstrømper/sokker. I folketællingen i 1840 er opført 44 uldbindere – og de vil på samme præmisser kunne gøre 13200 enkeltstrømper/sokker. Hvis produktionen i 1840 anslås at være lig den i 1834, når man det resultat, at ”hovederhvervs”-uldbinderne (altså dem, som er opført i folketællingerne) har stået for 31,3 procent i 1834 og 52,9 procent i 1840. Resten af produktionen må være fremkommet ved personer, som har det som ”bierhverv”.

ULDBINDERIETS UDVIKLING

Traditionen tilsiger, at uldbinderiet kulminerede omkring 1850 på egnen. Og folketællingerne tegner samme billede.
Det gennemgåede kildemateriale indeholder en særdeles vigtig kilde, som kan bruges til indblik i forandringen og den senere udvikling (7). J.P. Keller giver i sin indberetning oplysning om strikkeriets produktion (jf. ovenfor), og statistikken er forsynet med en oplysning, som dårlig kan tolkes som andet, end at denne produktion tilsammen har indbragt 4250 rbd. (8).
På samme indberetningsseddel oplyser Keller, at der i Thorning sogn findes 16 strømpevæverier, som i 1852 har indbragt for 5830 rbd. Ved nærmere eftersyn overraskes man over, at disse ”strømpevæverier” slet ikke producerer strømper men først og fremmest nattrøjer.
Hvad er det for noget? Gad vide om vi ikke her ser mekaniseringens (industrialiseringens) indtog i Thorning sogn? Navnet strømpevæveri er så et ord, man har fundet på til lejligheden.
Folketællingerne kan hjælpe i denne sag. I 1850-tællingen finder vi 21 strømpevævere – fordelt på kategorierne strømpevæver, strømpevæversvend, strømpevæverlærling og en enkelt strømpefabrikant. Men hvornår kommer disse folk så ind i historien? I folketællingerne 1834 og 1840 findes de ikke. Men i 1845 er der gevinst: her finder vi fire strømpevæversvende og fem strømpevæverlærlinge. For mig at se er der ingen tvivl: Vi møder her beskæftigede ved en mekaniseret produktion af uldtøj.
Folketællingen giver yderligere indblik i, hvad der sker. Det er karakteristisk, at alle de nye strømpevævere er mænd! (lige med undtagelse af en enkelt kvindelig lærling). Samtidig sker der det, at uldbinderiet (altså det gamle håndværk) utvetydigt bliver et kvindearbejde, og vel at mærke for marginaliserede, fattige kvinder, som normalt er gamle og enlige. Eksempelvis kan man se i folketællingen i 1860, at flere uldbindersker bor i sognets fattighus.
Industrialiseringen i Thorning sogn på området afspejles også i Trap Danmark 1. udgave fra 1859:
Thorning: 1343 indbyggere. ”Foruden jordbrug, som er hovederhvervet, har beboerne særligt erhverv ved uldbinderi. I Thorning sogn er derhos strømpevæveriet temmelig udbredt. Vævene, som bruges dertil, indføres i almindelighed fra Nordtyskland; der forfærdiges på dem uldent undertøj (trøjer og benklæder). Vævenes antal er c. 30. Det uldne tøj opkøbes af nogle i sognet bosatte strømpehandlere og afsættes mest til hosekræmmere i København”.
N.C. Rom omtaler denne udvikling i Thorning sogn: ”Man anskaffede sig strømpevæve, tog en svend i huset for at undervise husfolkene – og så skrattede maskinen lystigt fra morgen til aften. Denne ny gren af uldbinderiet udbredte sig pletvis til hele herredet og ind i Hammerum herred, og næringsvejen fandtes særdeles god i forhold til den forrige. Det var som sagt en overgang, thi markedet blev overfyldt af den ny vare; men imidlertid havde man fået tid til at drage ånde og havde fået avlsbruget fremmet. Strømpevæveriet gav ikke anledning til fabriksanlæg – et par uldspinderier fraregnet – det drives kun undtagelsesvis som håndværk, men er i bindeegnen bleven til en slags husflid”. (Den danske husflid 1871 s. 376)

Vi kan altså se, at den mekaniserede produktion allerede omkring 1850 værdimæssigt overgår det gamle landhåndværk, uldbinderi. Og de nye maskiners antal øges markant i 1850’erne fra 16 først i årtiet til ca. 30 sidst i årtiet.
Og herefter gik det ned ad bakke. I folketællingen 1860 over Thorning sogn er der 16 stømpevævere (11 mænd og 5 kvinder), mens 18 kvinder er opført som uldbindere. I 1870-folketællingen er sket et markant fald i såvel det gamle landhåndværk som den nye mekaniserede produktion, idet folketællingen kun nævner 3 strømpevævere og to uldbindere. Ti år senere er optegnet en ”uldfabrikant”, fem mænd som ”arbejder i uldfabrikation” og tre strømpevævere. Det gamle uldbinderi er forsvundet som selvstændigt erhverv (9).

MASKIN-ULDBINDERIET I VRADS SOGN

Strømpevæveriets fremkomst i Thorning sogn i 1840’erne ser ud til at være knyttet til et uldspinderi, som etableres først i 1840’erne i Vrads Sogn i den sydvestlige del af ”Silkeborgegnen”. J.C. Schythes Skanderborg Amt (1843) har følgende lille afsnit herom med overskriften ”Maskin-uldspinderi”.
”En sådan fabrik findes i Skanderborg Amt, ikke i nogen af de tæt bebyggede egne, ej heller i nogen af købstæderne, men langt ude i vesteregnen på et sted, hvor man vel mindst skulle falde på at søge den. Imidlertid må man ikke vente sig noget stort, thi da vil man blive skuffet; der er kun et simpelt lille, lyngtækket hus, inden for hvis lave bindingsværks vægge der dog hersker en travl virksomhed, som giver både entreprenørerne og arbejderne en fordel, der ikke er at foragte. Når man kommer ud i det skarpsandede, uhyggelige Vrads sogn, så træffer man denne lille fabrik ved et af de rige væld, som udspringer ved den nordvestlige ende af den stærke tilgroede Ansø. Fabrikken er døbt ”Lykkens Prøve” og tilhører den driftige ejer af den, en god halv mil derfra beliggende kro, ”Lille-Hølund”, i forening med en anden mand. Den beskæftiger 4 voksne, af hvilke den ene er fabriksmesteren, og 5-6 børn, som erholder en dagløn af 8 sk., og forarbejder dels uld af de små, jyske hedefår, som dog er mindre god til maskinspinding på grund af de mange lyngpinde, den indeholder, dels uld, som købes på Holstebro marked. Det færdigt spundne og tvundne garn forsendes til det de samme mænd tilhørende uldvæveri i Thorning (Viborg Amt), hvor det videreforarbejdes til hvide og stribede trøjer, benklæder, strømper m.m. Maskineriet består af: en wolf til uldens opkradsning, en større og en mindre kartemaskine, hver med 10 valser og tilhørende cylindre, en slupmaskine på 30 tene, 2 spindemaskiner, den ene med 60, den anden med 40 tene, en tvindemaskine og en haspe. Fabrikken, som på spindemaskinerne nær, drives ved vandkraft, vil blive mere udviklet efterhånden, da der er rigeligt vand til dens drift, men, da den først er sat i gang i denne sommer, kan der ikke opgives noget bestemt om størrelsen af dens virksomhed” (s. 669-670).
Fabrikanten i Vrads sogn er Niels Pedersen Gjessø, som angiveligt etablerer maskinspinderiet i 1842. Og produktionen sendes til et uldvæveri i Thorning, som Niels Pedersen Gjessø også er medejer af (10).
Maskinspinderiet i Vrads sogn bliver ikke en blomstrende og blivende virksomhed. Ved folketællingen i 1855 står det intet om en sådan fabrik i sognet, men et par senere udsagn kunne tyde på, at fabrikken ikke helt var lukket. Men alt tyder på, at maskinspinderiet er definitivt lukket i 1870 (11) (12). I Thorning sogn er der også sket en afvikling af det gamle landhåndværk uldbinderi og endvidere en drastisk tilbagegang i det mekaniske strømpevæveri. Forsvandt produktionen ganske fra egnen? Nej, den søgte mod byen Silkeborg.

SILKEBORG

Projektets arkivgennemgang har fundet en såre oplysende kilde fra Toldvæsenet (Silkeborg-Skanderborg) 1875. Nærmere bestemt: Skanderborg-Silkeborg toldarkiv. B319-188, årsberetninger. Landsarkivet i Viborg (13).
Vi møder her en toldembedsmand, som er godt og grundig træt af hosekræmmernes ulovligheder. Embedsmanden kan godt se, at det i tidernes morgen måske kunne være relevant at give de fattige hedebønder en mulighed for at komme af med deres produkter. Men nu falbyder de fabriksprodukter – og ikke fattige hedebønders hjemmegjorte produkter. Embedsmanden skriver blandt andet:
”Landbruget er gået frem i hedeegnene om end ikke så stærkt som andetsteds, og tid efter anden som jorden forbedres har man også forbedret kreatur- og navnlig fåreholdet. Håndspindingen og strikningen blev lidt efter lidt for dyr eftersom priserne steg på levnedsmidler og folkehold, og de forskellige større fabrikker, som Crome & Goldschmidt i Horsens, slog ind på maskinmæssig tilvirkning i det store af tilsvarende men bedre forarbejdede og dog omtrent lige så billige artikler, tog håndstrikningen af, så at de store opkøbere, hos hvem en hel del af kræmmerne forsyner sig, fandt deres regning ved dels at ty til fabrikkernes produktion dels direkte fra udlandet at forskrive sådanne artikler, som der kunne købes billigere end i indlandet”. Og senere:
”…men der er driftighed og spekulationsånd i hedeboerne og efterhånden som konkurrencen med fabriktilvirkningen besværliggjorde eller fortrængte deres husflidsindustri, fandt de på, at det også for dem måtte kunne betale sig at slå ind på maskineltilvirkning, og denne har nu ved anskaffelsen af strikkemaskiner og rundvæve udviklet sig i den grad, at man kun behøver at efterse en strømpekræmmers bylt for at overbevise sig om, at de håndstrikkede ting udgør en forsvindende brøkdel af det, han omfører til forhandling under navn af jysk bindegods. Ikke engang spindingen hidrører længere eller hovedsagelig fra husflid. Silkeborg Dampspinderiers .. oplyste virksomhed taler i så henseende tydeligt nok og i det sidste årstid er der endog i Silkeborg til folk i herningegnen fortoldet ikke ubetydelige kvantiteter farvet og tvundet uldgarn,…”. Også udenlandsk bomuld importeres – endog på spoler!
Vi ser her en kilde, som opruller forandringen – fabriksproduktionen har overtaget masseproduktionen med hensyn til kartning, spinding, farvning og selve fremstillingen af produkterne. Og det foregår på fabrikker i byerne – herunder Silkeborg.
Kilden oplyser, at Møller & Sørensens uldspinderi i Silkeborg producerer 12.000 pund uldgarn, og at Hammers Uldspinderi ligeledes har en stor produktion af både farvet uldgarn og hvergarn.

Det er derfor relevant at se på, hvornår denne industri så at sige opstod i Silkeborg. Resultatet er følgende:
Fibigers oversigt for 1860: Her finder vi: Farvere 3, Træskomænd 11, Hjulmænd 2, Ingen pottemagere eller uldbindere, spindere eller lignende. Men ingen industriel produktion inden for de involverede landhåndværk. (14)

Industritælling 1871: Et Uldspinderi og kartefabrik. Grundlagt 1869, udvidet betydeligt 1870. 13 ansatte hele året. Tilvirkning og farvning af uldgarner og kartning. (15)

Arbejder-Befolkningens vilkår for så vidt angår fabriksdrift og håndværksdrift (1872) Her blandt andre:
Silkeborg Karte- og Spindefabrik. Interessentselskab bestående af købmand F.P. Møller og redaktør Sørensen. 14 ansatte hele året. Heraf 8 mænd og 6 kvinder. 6 arbejdere er på akkord og 8 på dagløn. Arbejdstid hele året 13 timer med 2 timers hvil og måltid. Maskinkraft 4HK. Mændenes arbejde: Uldgarners spinding, kartemaskineri (tror jeg nok, der står) og vist nok også farvning.
Kvinderne: Harpning, valkning og tvinding.
Kradsuldsfabrik. C. Knap. Få arbejdere (fire) hele året. I sæsonen 40 kvinder. Anvender vandkraft. Arbejdet ser ud til at være opsprætning og sortering. (16)

Provinsindustri i 1880’erne:
Chr. Hammer – farveri, uldspinderi og klædefabrik. Dampmaskine 10HK, kedel 14 HK, 6 kartemaskiner, 2 kampspindemaskiner mm. – 13 ansatte (10 mænd og 3 kvinder) Brødrene Gesner – farveri og uldbinderi, kartemaskine, hånd- og dampspindemaskiner, overskæremaskine m.m. – 7 ansatte (5 mænd og 2 kvinder).
Kradsuldsfabrik – C. Knap.
Trikotagefabrik O. Jensen
Uldspinderi – Commichau (anlagt af den nuværende ejer 1877). (17)

Vedrørende Chr. Hammers Klædefabrik oplyses i en avisartikel, at fabrikken er startet i 1857, men flyttede til sin nuværende plads i 1873. Flytningen til Torvet (fra Vestergade 3) i 1873 sker formodentlig i forbindelse med en udvidelse.
Avisartiklen oplyser endvidere, at Hammers Klædefabrik især er vokset de sidste 10 år – altså i 1890’erne. (18)
Brødrene Werner opretter tekstilfabrik i 1890’erne i Silkeborg, og virksomheden fusionerer omkring 1900 med O. Jensens trikotagefabrik, og den nye fælles virksomhed danner grundlaget for Tekstilfabrikken Silkeborg, som byens store tekstilfabrik – og en overgang er den også landets største tekstilvirksomhed (19).
Commichaus fabrik fra 1877 udvikler sig først i 1900-tallet til Jydsk Trikotagefabrik, og bliver den anden store tekstilvirksomhed i Silkeborg.
Vi kan se, at den industrielle produktion så småt flytter til byen Silkeborg i 1870’erne, men at det store gennembrud først sker i løbet af 1890’erne.

HÆNGEPARTIER

Projektet har mange mellemregninger. To forhold skal her lige nævnes nemlig råstofproblematikken og distributionen.

Råstof
Produktionen involverer råstoffet uld. Og her har den almindelige tradition – formodentlig med udgangspunkt i de to gange Blicher – været, at uldbinderne var afhængige af tilførsel af uld ude fra. Og at det var en ekstra komplikation.
Bjarne Harboe har i materialet – vedrørende bindetøjstabellen – imidlertid fundet følgende vending, som herredsfogeden (formodentlig) trolig har indført år efter år i perioden 1829-1852:
”Fåreavlen i herrederne er meget betydelig og dermed produceres det meste af den til fabrikaterne fornødne uld. Varerne føres dels af egnens hosekræmmere til København og sælges der, dels hentes de af holstenske kræmmere og bringes til Hamborg” (20).
Havde egnen tilstrækkeligt med råstoffet uld til den lokale produktion? Hvis man skal tro Niels Blicher og St. St. Blicher, var det ikke ganske nok – man måtte importere. Men ifølge embedsmanden var der altså nok i perioden 1829-1852.
Måske har begge parter ret. Måske forholder det sig sådan, at fåreavlen ikke var tilstrækkelig i den tidlige periode – og i den sidste. Men netop i ”midterperioden” kulminerede midtjydernes fåreavl, hvilket sikrede nogenlunde tilstrækkeligt med råstof til det lokale binderi.

Distribution
Distributionsaspektet er vigtigt til forståelse af de masseproducerende landhåndværk på Silkeborgegnen. Uldbinderiet havde sit eget distributionssystem med mellemhandlere, der formidlede til blandt andet københavnske kommissionærer. Linda Klitmøller har i artiklen ”Fra hosebindende hedebonde til maskinstrikkende husmand” pointeret, at de omvandrende uldkræmmere, som solgte overalt på landet hører til anden halvdel af 1800-tallet. Jernbanens fremkomst i Jylland skaber nye muligheder for distribution. Også for uldbinderiet.
Pottemageriet havde sine potkørere, som kørte varerne ud på markeder eller ind til de enkelte gårde.
Træskomageriets distribution vides der ikke meget om. Men meget tyder på, at også her har lokale kroejere og købmænd spillet en formidlende rolle. Og ved jernbanens ankomst til Silkeborg, bliver denne by et knudepunkt for salg af træsko.
Dette aspekt er væsentlig at holde sig for øje – selv om vi måske ikke i denne omgang får fuld klarhed.

POTTEMAGERIET

Oplægget til dette seminar behandler især uldbinderiet. Men det er væsentligt at huske på, at det samlede projekt netop er en sammenstilling af de masseproducerende landhåndværk på Silkeborgegnen. Pottemageri og træskomageri vil få en lige så fremtrædende position i den samlede rapport. Her skal lige kort nævnes nogle forhold om først pottemageriet og dernæst træskomageriet.
Pottemageriet på egnen var centreret i Dallerup sogn, og hovedbyen var Sorring. Ifølge folketællingerne bryder dette landhåndværk frem for alvor i 1834 for at holde sig nogenlunde konstant helt frem til 1901 med et antal svingende mellem 32 og 42.
Bjarne Harboe har gennemgået Linå-Dallerup sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol med hensyn til det lokale pottemageri. Oplysningerne her er såre interessante. Det fremgår tydeligt, at folketællingernes angivelser stort set svarer til de tal, som sogneforstanderskabet angiver. Her gør ”alle” altså ikke potter.
Det kan skyldes flere forhold. Blandt andet at erhvervet kræver en vis form for investering i form af drejebænk og ovn. Men måske også at det ser ud til, at sogneforstanderskabet skal godkende erhvervet!
Under et møde i november 1843 afslår man Niels Nielsens anmodning om at nedsætte sig som pottemager. Begrundelse: ”Imod det ansøgte finder man kun disse erindringer: at der i alt er 33 bosiddende pottemagere i Dallerup sogn, …, som vanskeligt kan finde udkomme og endnu mindre, når de bliver flere, at supplikanten ikke længere har forældre at hjælpe, .. , og at han selv er i en ung alder og kan finde udkomme såvel ved at tjene som ved at nedsætte sig i en anden egn” (21).
I en anden sag fremgår det, at de lokale pottemagere aktivt modsætter sig flere bevillinger til at nedsætte sig som pottemager. Men med undtagelse af Niels Nielsens ansøgning, så bevilges det normalt. Med begrundelser som, at der er tale om familiefædre, og at de ellers ikke har nogen næring. I modsætning til Niels Nielsen som burde kunne finde på noget andet (22).
Arkivgennemgangen har også fundet tal på produktionen. Sogneforstanderskabet nævner eksempelvis en årsproduktion (1853) på 5000 skok (23). Fra anden side ved man, at 1 ovn = 30 skok = 900 sæt = 900-2700 enkeltstykker (24). 1 sæt kan variere fra et stort fad til 3-5 mindre stykker lertøj. Med denne omregningsnøgle kan udregnes en årsproduktionen mellem 150.000 og 450.000 stykker lertøj. Det svarer ganske pænt til museets tidligere vurderinger af årsproduktionen af Sorring-lertøj. Vi har altså at gøre med en ganske stor masseproduktion. Tallene kan også bruges til at få en fornemmelse af, hvor tit pottemagerne brændte. De 5000 skok svarer til ca. 167 ”ovne”. Det indikerer, at de ca. 40 pottemagere i Dallerup sogn brændte 4-5 gange om året.

Folketællingerne bevidner utvetydigt, at pottemagerne i Dallerup sogn hovedsageligt var husmænd uden jord.

Silkeborg Kulturhistoriske Museum foretog i juni 2010 noget så sjældent som en arkæologisk udgravning inden for nyere tid, nemlig en udgravning af nogle lertøjsaffaldsgruber i det nordlige Sorring. Arkæologerne foretog udgravningen, og jeg var med på sidelinjen og har set på fundmaterialet. Efter de foreløbige iagttagelser drejer det sig om dels en mislykket brænding og dels en affaldsgrube, som har været brugt gennem årtier – formodentligt i tidsrummet ca. 1860-1900. Fundmaterialet har også givet os muligheder for at se på ”skærven” og gøre os nogle overvejelser om lersammensætningen (blåler og rødler).

TRÆSKOMAGERIET

Træskomageriet var ifølge folketællingerne tydeligvis det store masseproducerende landhåndværk på Silkeborgegnen.
Træskomageriet var særlig udbredt i Them og Linå sogne:

(Kilde: Birte Stig Jørgensen (1973) og folketællingerne 1901-1911)

Tallene viser, at som hovederhverv var antallet af træskomagere væsentlig højere end både uldbindere og pottemagere på egnen.

Folketællingerne bevidner – i lighed med såvel uldbindere som pottemagere – at disse landhåndværkere først og fremmest var at finde i husene med kun lidt eller slet ingen jord. De tre masseproducerende landhåndværk på Silkeborgegnen bevidner tydeligt og klart småkårsforhold.

KAPITALISMEN OG VELSTAND

Jeg vender nu tilbage til den tidlige periode, hvor landhåndværkene bryder frem og etablerer sig som hovederhverv på egnen for at se, hvad det rent faktisk betød for lokalbefolkningen denne ”frigørelse fra den organiske naturs begrænsninger”, som er et omdrejningspunkt til forståelse af udviklingen. Denne beskrivelse vil tage udgangspunkt i to kildegrupper, som projektet har gennemgået nemlig myndighedernes vurdering af landhåndværk på egnen i 1836, og sogneforstanderskabernes beskrivelse af ”husmandssagen” på egnen i 1843.

Cirkulæret af 17. maj 1836.
Den første emnekreds – landhåndværkene – bevidner, at udviklingen foregår i et spændingsfelt mellem traditionelle regler og så udviklingens konsekvenser og tilfældigheder. I denne proces kommer købstadshåndværkerne (som traditionens væbner) og landhåndværkerne (som de nye mere liberale bannerførere) til at stå i et modsætningsforhold. Kongemagten ønskede derfor landets regionale og lokale myndigheders vurdering af forholdet.
Projektets arkivgennemgang har gennemgået svarene fra godt og vel ”Silkeborgegnen”. Samstemmende afvises købstædernes klager over, at landhåndværkerne tager brødet og fortjeneste fra dem. Reglerne er, som de bør være. Hvis der endelig skulle foretages noget, er det med hensyn til at få reglerne overholdt i virkelighedens verden. Men det er man såmænd heller ikke særlig optaget af. Der er vigtigere ting i verden ifølge den lokale øvrighed. For det går jo godt!
Amtmand Ahlefeldt Laurvig (Viborg Amt) gør sig mange relevante overvejelser i sin besvarelse. Han slår fast, at der er sket en stor tilvækst i befolkningen, og ”den industrielle klasse i købstæderne” er talrigere end tidligere. Man kan derfor dårligt sammenligne forholdene. Men må affinde sig med forandringerne.
”De tekniske kunsters fremskriden og nødens foranderlighed må dernæst medføre, at visse arter af håndværkere fortjener mindre. Da nu tilstanden på landet derhos er gået således frem, at der også behøves flere professionalister end før, så får disse skylden for det, der trykker købstadshåndværkerne”.
På landet vil man nu ikke finde sig i ”det primitive” ”men begærer at kunne i nærheden få mere raffinerede arbejder”. Og det er derfor kun ret og rimeligt, at håndværkere af (stort set) alle slags kan nedsætte sig på landet for at servicere landboerne.
”Men i almindelighed er det fremgang i landets kultur og forbedring i jorddyrkningen der fremkalder nødvendigheden af ny og flere landhåndværkere”. Navnlig godsernes opløsning og selvejet har betydning ifølge Ahlefeldt Laurvig:
”Men når det kompleks af ejendomme, hvoraf et stort gods består, opløses, ophører også håndværksfolkene på hovedgården, hvorimod en mængde nye parceller og selvejendomme hver især får nye fornødenheder, antallet af familieetablissementer forøges, mange husmænd eller inderster trænger til et erhverv med deres hænder, som de forhen har funden dels i godsets skovarbejde, dels også i det, der ved et stort avlsbrug kunne være at bestille. Det er sædvanligt, at en fæstebonde ikke anvender mere på gårdens bygninger, end han netop er nødt til, hvorimod selvejeren som oftest forbedrer og forskønner sine bygninger og sin beboelseslejlighed. Deraf følger, at han trænger til de håndværkere, som behøves, når der skal bygges og huse indrettes”. (25)
Herredsfoged Holm i Lysgaard-Hids herred er helt på linje med amtmanden:
”I anledning heraf skulle jeg ærbødigst ytre, at de i lovens 3-13-23 omhandlede håndværkere vel kunne være tilstrækkelige for landmanden efter det trin, hvorpå kulturen dengang stod i det danske rige, men det forekommer mig, at dette nødvendigen måtte blive anderledes efterhånden og særdeles i de sidste 50 år, landmandens stilling blev højere, oplysningen gik fremad med stærke skridt og fornødenhederne dermed tillige”. Og om selvejerbonden:
”Nu derimod findes endog mangen gang hos selvejerbonden, som kun har en gård af værdi 1000 rbd, men betynget med 4-500 rigsbankdalers gæld, trævinduer og bræddegulv, læderseletøj og stueur. Den mere formuende bonde har dertil malede lofter og døre, som oftest skabe og boskab af kostbarere træ, undertiden taffelur. Endelig kommer den store mængde af folk uden for bondestanden, som nu bor på landet, og hvis huse er end bedre indrettede samt forsynede med husgeråd”. (26)
Herredsfoged Holm slår endvidere fast, at den øgede befolkning og velstand på landet i høj grad også har været til købstædernes fordel.
Herredsfogeden i Middelsom og Sønderlyng herreder – som ligger uden for ”Silkeborgegnen” – har en meget sigende bemærkning om, hvad der egentlig driver værket. Denne drivkraft skal holdes i live, og derfor er også denne herredsfoged totalt afvisende over for at give købstæderne og købstadshåndværkerne medhold i deres klager:
”Klager over næringsløshed i handel og håndteringer er endelig, i mine tanker, ligesom klagen over pengemangel, i almindelighed et mere indbildt end et virkeligt onde. For så vidt det er et onde, er det af de aldeles nødvendige slags, i det at den borgerlige indretning umuligt kan afværge, ja end ikke undvære samme. Thi dersom folk ikke havde årsag til idelig at frygte for tidligt eller sildigt at komme i mangel for penge eller fortjeneste, hvad skulle da overvinde ulysten til (at) anstrenge sig og at underkaste sig de møjsommeligheder, fortrædeligheder og drillerier, som enhver virksom stilling i større eller mindre grad fører med sig?”. (27)
Vi ser her et samfund med en indbygget dobbelthed: øget velstand og øget usikkerhed, der kun kan afværges ved konstant søgen efter næring og fortjeneste. Den organiske naturs ramme for virksomhed bliver sprængt – og i stedet er en konstant jagt gået ind på arbejde, udbytte og materielle goder. Eller frihed og kultur – alt efter temperament.

Husmandssagen
Den kapitalistiske økonomi skabte nye samfundsgrupper. Karl Marx pointerede, at kapitalismen skabte proletariatet – og hermed tænker vi normalt på byernes arbejderklasse. Man kan ud fra samme synsvinkel hævde, at den nye økonomi skabte den talrige husmandsstand (med eller uden jord) og et landproletariat, som skulle lære at begå sig i den nye økonomiske virkelighed. Det var en problematik, som samtiden var meget opmærksom på, og stænderforsamlingerne tog emnet op i 1830’erne og 1840’erne. For at kvalificere debatten indsamlede myndighederne lokale betænkninger fra sogneforstanderskaberne. Titlen var godt nok ”husmandssagen”, men det gjaldt såvel husmænd (med og uden jord) som landproletariatet.
Projektets arkivgennemgang af sagen tegner følgende billede af forholdene på Silkeborgegnen (28):
Generelt har husmænd med jord det udmærket. På linje med gårdmændene. De grupper, som kunne have problemer er husmænd med lidt eller ingen jord og så landarbejdere. Og særlig de mennesker, som bor til leje på hastigt opførte huse på hedejorde, har stor risiko for at havne i fattigdom. Forstanderskabet for Vium, Sjørslev og Almind sogne udtrykker det således: ”Sådanne huse er rene planteskoler for fattigvæsenet”. (29)
Sogneforstanderskaberne ønsker generelt forbud mod sådanne lejeboliger.
Egnens sogne – uden markante indslag af masseproducerende landhåndværk – tegner et ganske positivt billede af ”småkårsfolks” muligheder. Men man skal naturligvis hele tiden holde sig fra dovenskab, udsvævelser og sygdom.
Hvordan var vurderingen i de sogne, hvor de masseproducerende landhåndværk prægede lokalsamfundet? Og var der forskelle på vurderingen alt efter om de boede i ”bindeegnen” eller ”potteegnen” eller ”træskoegnen”?
Sogneforstanderskaberne i træskosognene Them, Linå og Ry (sidstnævnte er uden for ”egnen”) giver klart udtryk for fattigdomsproblemer i deres sogne. Og i pottemagersognet Dallerup lyder samme klager. Mens pessimismen ikke råder i samme omfang i ”bindeegnen”.
Sogneforstanderskabet for Hinge og Vinderslev sogne giver udtryk for, at tyendet har gode vilkår med god løn og mulighed for om vinteren at strikke strømper til sig selv og til salg. Hvis tyendet skulle lide nød, skyldes det dovenskab, utroskab og udsvævelser. Med hensyn til husmænd uden jord, gælder det samme: ”De finder selv sommeren igennem tilstrækkeligt arbejde ved mergelgravning, tørveskæren og anden daglejergerning og kunne fortjene 2½ til 3 mark på egen kost daglig. Om vinteren strikker de strømper, tærsker og fabrikerer træsko”. (30)
Indberetningerne fra sogne med pottemageri (Dallerup sogn) og træsko (Linå og Them) vidner derimod om, at udøverne af landhåndværkene pottemageri og træskomageri lever meget tæt på fattigdomsgrænsen.
Sogneforstanderskabet i Them er såre forarget over de lokale træskokarles levned. Problemet er, at de slet ikke sparer op – men blot bruger løs af de mange gode penge, de tjener ved træskomageriet. For der tjenes penge. Men spares altså ikke op. Og hvad går så pengene til. Tant og fjas. De unge piger bruger f.eks. penge til ”tørklæder, bånd og andet flitter, der burde været henlagt som sparepenge eller i det mindste anvendt på en bedre måde med hensyn til fremtiden”. (31)
Schythe (1843) ligger helt på linje med sogneforstanderskabet i Them – man kan sagtens forestille sig, at de to parter har drøftet sagen sammen, da vinklingen til forveksling minder om hinanden. Schythe har i sin amtsbeskrivelse udsagn om, hvad træskokarlene bruger pengene til:
”Disse sætter ham i stand til at vise sig med større glans end hans jævnlige, ikke blot i klædedragt, men også ved at spendere og traktere. En sølvbeslået pibe og et sølvlommeur hører til de første luksusartikler, han anskaffer sig; en rund filthat, en blå klædes klædning, enten med kort afskåren trøje eller med langskødet frakke, er nødvendigheder, som ikke længe lader bie på sig. Således udstyret møder han nu i kroen til keglespil, dans eller anden lystighed” (Schythe 1843 s. 686f).

FORÆDLING

Med samtidige kilder er det muligt at sætte ord på, hvordan udviklingen var lokalt i forbindelse med at bryde den organiske naturs begrænsninger. At gå over til en kapitalistisk økonomi. I samtiden brugte man vendingen ”forædling af de rå produkter”. Og netop inden for uldbinderi og træskomageri var man i samtiden fokuseret på at bestemme ”forædlingen” af råvarerne uld og træ.
Et par træsko var en ”forædling” af det lokale bøgetræ. Og det viste sig, at træskomagerens træsko ikke blev opfattet som ”vanvid” – men som en relevant forædling, som folk ville betale for. Og det samme gjaldt uldbearbejdningen til strømper og andet klæde. Men det var jo ingen selvfølge.
Vi kan også tage den samtidige teglindustri. Tidligere havde man boet i lerklinede huse. Nu begyndte man med grundmurede huse. Først med soltørrede sten og senere med brændte mursten. Ofte produceret på et gårdmandsteglværk. Og det nye slog an – og det gamle sygnede hen. Den bedre økonomi havde skabt nye produkter, nye standarder og nye muligheder.
Og der var basis for nyt stof, nye luksusartikler, borde, stole, inventar osv. osv. Og legestuerne gav indtægt til husmanden, som holdt festen og spillemanden m.m. Sammenlagt – og meget andet kunne opremses – et kvantespring, som gør, at alt og alle involveres i den nye tids økonomi.

HVORFOR OPHØR?

Uldbinderiet kulminerede i 1850’erne. Mekaniseringen af produktionen kommer i løbet af 1840’erne, og allerede omkring 1850 overgår den mekaniserede produktion det gamle landhåndværk i værdi og betydning. Den mekaniserede produktion – ved strømpevæverierne – har en markant opblomstring frem til omkring 1860, hvorefter også dens betydning forsvinder fra bindeegnen på Silkeborgegnen (32). Den industrielle produktion flytter fra landet og ind til byen, i vor sammenhæng til byen Silkeborg. Det sker fra 1870’erne med et gennembrud i løbet af 1890’erne.
Pottemageriet kulminerede omkring 1900 – og produktionen overgår delvis til industriel produktion (porcelæn og stentøj), men en del af håndværket overlever som nicheproduktion i form af kunsthåndværk.
Træskomageriet kulminerede omkring 1900 – og produktionen forsvandt først og fremmest på grund af overgang til andet fodtøj (lædersko). Godt nok opstår på egnen træskofabrikker (Rye i 1898 og Silkeborg 1919), men de bliver aldrig nogen god forretning – tiden er ved at løbe fra træsko som relevant masseproduktion. Markedet overtages af andre skoproducenter (33).

NOTER

1. Det første oplæg kan læses på Silkeborg Museums hjemmeside www.silkeborgmuseum.dk under ”historiske temaer” (egnskarakteristiske landhåndværk).

2. Historie. Faghæfte (Undervisningsministeriet 1995) s. 26.

3. Den marxistiske tilgang til problemstillingen rummede et tvesyn på den kapitalistiske udvikling. På den ene side beskrives og lovprises den kapitalistiske produktionsmåde for dens enestående ”produktivkræfter”, som skabte enorme resultater og rigdom. På den anden side var det påstanden, at disse enorme (og positive) produktivkræfter blev hæmmet af det kapitalistiske ”anarki” med privat tilegnelse af værditilvæksten og forarmelse af de brede masser. Marxisternes påstand var, at produktivkræfternes samfundsmæssige realitet og betydning fordrede en samfundsmæssig styring af disse kræfter. Marxisterne ønskede med andre ord at fastholde det positive (udviklingen af produktivkræfterne) men uden de negative bivirkninger i form af anarki og kriser. Den sovjetmarxistiske medicin mod de kapitalistiske dårligdomme var planøkonomi. Resultatet var nedslående.
Nærværende projekt ønsker at bruge ”kapitalismen” som overbegreb i de teoretiske overvejelser. I den sammenhæng vil det være nødvendigt at forholde sig til den marxistiske tradition. I grove træk. For Karl Marx og Friedrich Engels kan stadig være til stor inspiration – hvis man vel at mærke undlader at behandle deres skrifter som ”hellige skrifter”.

4. Kært barn har mange navne. Det moderne samfund, industrisamfundet og kapitalismen er her anvendt synonymt. Sådan gøres det ofte. Nogle gange tales om ”pengeøkonomi” m.m. Her er blot nævnt tre sidestillede betegnelser for det samme – men det er projektets ønske at give en mere ordnet begrundelse for, hvorfor begrebet ”kapitalisme” kan være hensigtsmæssige til forståelse af den samfundstransformation, som satte ind i anden halvdel af 1700-tallet.

5. St.St. Blicher: Viborg Amt (1839) s. 159.

6. J.P. Kellers indberetning findes i retsbetjentarkivet for Lysgaard-Hids herred B47-607 Koncepter til de årlige indberetninger til amtet 1825-1860, selve indberetningssedlen er indlagt i omslag sammen med andre indberetningssedler i heftet Indberetninger for året 1850. (LAV).

7. Samme som note 6.

8. Samme som note 6

9. Det gamle uldbinderi holder sig længst i Thorning sogn, mens det stort set forsvinder som selvstændigt erhverv fra egnen i nabosognene i 1850.

10. Palle Kousgaard: Vandmøllerne ved Salten Å (2003). Her behandles det omtalte maskinuldspinderiet s. 94-100. Palle Kousgaard sætter navn på ejeren, nemlig Niels Pedersen Gjessø, og han argumenterer for, at samarbejdspartneren i såvel Vrads som Thorning kan være farver Andreas Christian Thorvaldsen i Vejle (s. 98).

11. Palle Kousgaard: Vandmøllerne ved Salten Å (2003) s. 99.

12. Projektet har i sin arkivgennemgang fundet supplerende oplysninger om dette maskinuldbinderi. Sognefogeden i Vrads sogn har indberettet følgende oplysninger til herredskontoret i Brædstrup (Tyrsting og Vrads herreder B64-442 kopier til indberetning 1830-1849). Det fremgår, at oplysningerne stammer fra Niels Gjedsøe.
1845: 8-9 ansatte/daglig. Produktion spundet garn: 3200 pd.
1846: 7 ansatte. Produktion spundet garn: 3520 pd.
1847: 8 ansatte. Produktion spundet garn: 3840 pd.
1848: 8 ansatte. Produktion spundet garn: 3000 pd.
1849: 8 ansatte. Produktion spundet garn: 3200 pd.
Kromand Niels Pedersen Gjedsøe er opført som ejer alle årene.

13. Skanderborg-Silkeborg toldarkiv B319-188 årsberetninger 1860-1960, heri findes årsberetningen for 1875 (LAV)

14. C. Fibiger 1863 s. 42f

15. Oversigt over de fabrikker og fabriksmæssig drevne håndværk som i året 1871 findes i Silkeborg kommune (1871)

16. Til oplysning om arbejderbefolkningens vilkår for så vidt angår fabriksdrift og håndværksdrift. Silkeborg. (1872/1873)

17. J.T. Bayer: Dansk provinsindustri. Statistisk fremstillet (1885) s. 138ff

18. Silkeborg Folkeblad 31. december 1902

19. Silkeborg Avis 28.2.1935

20. Lysgård-Hids herred B47-607 Koncepter til de årlige indberetninger til amtet 1825-1860, noteringen om fåreavlen er gentaget i samtlige årlige indberetninger på nær 3. (LAV)

21. Linå-Dallerup sogneforstanderskab LK486-101/1 forhandlingsprotokol 1842-1853, se møde den 3. november 1843. (LAV)

22. Samme som note 21, se referat af møde den 18. september 1843

23. Skanderborg byfoged B61-193 Tabeller over industriens tilstand 1841-1850-1851, heri findes en indberetningsseddel fra sognefoged Jens Tind med oplysning om årsproduktionen. (LAV)

24. Keld Dalsgaard Larsen: De røde potter fra Sorring. En lokalhistorisk og museal undersøgelse af et egnskarakteristisk landhåndværk ca. 1700-1950 (Silkeborg Museum 1998/1999 (rapport) s. 44f.

25. I tilknytning til cirkulære af 17. maj 1836 vedr. en betænkning om landhåndværk, findes en del erklæringer og betænkninger som Kancelliet havde indhentet fra de lokale myndigheder over hele landet. Dette materiale findes i Rigsarkivet: 232 Danske Kancelli, Fællesafdelingen: Betænkning om lovgivning om landhåndværk 1836 (G97), heri amtmand i Viborg Ahlefeld Laurvigs betænkning dat. 21. november 1836

26. Samme som note 25. Her findes Lysgaard-Hids herreds betænkning ved Herredsfoged Holm. Betænkningen er dateret 4. august 1836

27. Samme som note 25. Her findes betænkningen fra herredsfogeden i Middelsom og Sønderlyng herred, dateret 23. august 1836

28. Med udgangspunkt i det røre der i 1830’erne og 1840’erne var om husmændene og deres vilkår indkaldte Rentekammeret hos amtsrådene og de nyoprettede sogneforstanderskaber betænkninger om husmændenes forhold. Det materiale, vedr. ”husmandssagen” der efterfølgende kom ind, findes i Rigsarkivet: Rentekammeret, Danske afdeling, Landvæsenskontoret: Diverse dokumenter vedr. forbedring i husmændenes kår (1804-1848) 254.195:1844.

29. Samme som note 28. Her findes betænkningen fra Vium, Sjørslev og Almind sognes forstanderskab, dat. 18. november 1843.

30. Samme som note 28. Her findes betænkningen fra Hinge og Vinderslev sognes forstanderskab, dat. 14. oktober 1843.

31. Samme som note 28. Her findes betænkningen fra sogneforstanderskabet for Them sogn, dat. 20. december 1843.

32. Linda Klitmøller har iagttaget en lignende udvikling i Hammerum Herred, hvor strømpevæveriernes antal falder i 1860’erne, mens udviklingen først for alvor vender i løbet af 1890’erne i dette herred (Linda Klitmøller 1998 s. 79).

33. Er behandlet i Keld Dalsgaard Larsen: Træskomageriet i Midtjylland. Fra landhåndværk til industri (i Århus Stifts Årbøger 1995-96)

UDVALGT LITTERATUR

J.T. Bayer: Dansk provinsindustri. Statistisk fremstillet (1885)
Niels Blicher: Topographie over Vium Præstekald (1795)
St. St. B