DE RØDE TRÆSKO
Under et besøg på Papirmuseet støder den besøgende på et par røde træsko. Flotte dekorerede røde træsko. Hvad har de nu med papirfremstilling at gøre? Forklaringen ligger gemt i den store fotostat over træskoene: Her ses de store kuglekogere på Silkeborg Papirfabrik, hvor kludene blev kogt før den videre forarbejdning. Og under den store kuglekoger står netop et par træsko på gulvet. Papirarbejderen, der passede kuglekogeren, brugte træskoene, når han arbejdede på stedet. Man måtte ikke betræde gulvet ved kuglekogere med egne sko – de kunne være beskidte, og det gik jo ikke, når det kogte stof på et tidspunkt blev tømt ud på selvsamme gulv. Træskoene var således en del af arbejdsudstyret på fabrikken. Papirarbejderen har siden foræret de gamle træsko til sin datter, som dekorerede dem i almuestil. Siden er de skænket videre – og i dag står de nu på Papirmuseet foran fotostaten af kuglekogerne. Træskoene er en del af papirets historie.
Følg os her: