DIALOG OM DØDEN – TRE KRONIKKER

Museum Silkeborg er en integreret del af lokalsamfundet og står løbende i dialog med lokalbefolkningen. Det sker også igennem artikler i den lokale avis, Midtjyllands Avis. I forbindelse med udstillingen Elsket og savnet – om livet med døden skrev Keld Dalsgaard Larsen tre kronikker, som blev bragt i Midtjyllands Avis.

Første kronik fra 9. februar 2022 havde overskriften ”Døden er ikke tabu”. Her bliver temaet slået an, og lokalbefolkningen opfordret til at bidrage med egne private minder.

Anden kronik fra 28. august 2022 havde overskriften ”Skal vi forbyde døden?”, hvor udstillingens tema perspektiveres med vor egen tid med understregning af dødens helt afgørende betydning for det menneskeliv, vi kender i dag.

Tredje kronik fra 22. september 2022 havde overskriften ”Hvordan ønsker vi at blive mindet?” og indeholder en drøftelse af, hvordan menneskene førhen og i dag ønskede (og ønsker) at blive mindet. Med afsæt i udstillingens mindeblade og besvarede publikumsopgaver. Der viser sig såvel store ligheder som markante forskelle.

De tre kronikker bringes nedenfor i kronologisk rækkefølge:

Første kronik

DØDEN ER IKKE TABU

Døden er ikke tabu, og må absolut ikke være det. Al den stund at døden er det mest alment menneskelige overhovedet. Museum Silkeborg er i gang med forberedelserne til en mindre udstilling om døden med arbejdstitlen ”Døden og os”, og i den forbindelse vil museet gerne have læsernes hjælp: Ligger læseren inde med små private minder fra afdøde forældre, bedsteforældre eller oldeforældre. F.eks. et gammelt smykke, maleri, askebæger, værktøj, lommeur osv. Alt sammen noget man som efterkommere har bevaret for at mindes afdøde forfædre og formødre.

Hvad er fælles for alle mennesker? At vi skal dø. Ellers er der ikke meget, alle mennesker er fælles om. Men døden er et fælles menneskeligt vilkår. Og det er vel at mærke et vilkår, vi er bevidste om. Modsat dyrene. Dyret lever i nuet – og dør i nuet. Vi mennesker ved, at vi skal dø og forholder os til det faktum. Visheden om vor dødelighed gør, at mennesket lever i et krydsfelt mellem fortid, nutid og fremtid.

Døden er en latent anspore til at leve livet. På mange måder er døden en forudsætning for, at vi mennesker kan leve livet – tænk sig, hvis døden ikke fandtes. Det er en umulig tanke.

Det ligger dybt i menneskene, at vi gerne vil sætte os et minde – vise, at vi har været her og bidraget. Og de efterladte har omvendt et ønske om at mindes dem, som var før os. Menneskene vil gerne være en del af helheden, af historien, af evigheden – f.eks. i form af et minde.

Vi omgiver os med minder. I det offentlige rum og privat. Kirkegården er et såvel offentligt som privat mindested, hvor vi kan mindes vore afdøde. Vi kan også mindes personligheder i lokalsamfundet, f.eks. ved vejnavne, mindesten eller ved statuer. På Torvet i Silkeborg har silkeborgenserne rejst en statue af Michael Drewsen, i Kjellerup mindes Christopher Krabbe, H.J. Hansen og Niels Albertsen, og Asger Jorn har sørget for en mindesten over syndikalisten Christian Christensen og Lisbeth Christensen i Sejs. To lokale musikdirektører har fået mindesmærker: D.T.S. Bjerregaard i Kjellerup og I.C. Mogensen i Silkeborg. Ved Sjørslev er et stort mindeanlæg med sten over L. Broberg som tak for hans indsats som formand for FDB gennem 23 år. Og på rådhuset hænger malerier af kommunens borgmestre. Ja, det vrimler faktisk med sådanne offentlige mindemarkeringer. Vi mennesker kan slet ikke lade være med at sætte os spor og ej heller at hædre dem, som gør sig markant bemærket.

Privat lever vore nære afdøde iblandt os på en eller anden måde. I mindet. Måske i form af et familiealbum, eller et svendestykke, eller et maleri, eller en broderet dug, eller noget sølvtøj, eller en gammel pibe, eller et møbel, eller et gårdfotografi, eller en symaskine eller? Har læseren et sådant minde, som er knyttet til forfædrene, vil museet gerne låne det og inddrage det i den kommende udstilling. Så andre kan få glæde af at se, hvordan andre lever med deres afdøde.

Et museum er i alle henseender også et mindested. Ja, nærmest definitionen på det. Museum Silkeborg indeholder tusindvis af genstande, som er blevet ”historie” – men som museumsgenstande får de nyt liv som levn og dokumentation af det forgangne levede liv på Silkeborgegnen. Et museum er et mindested og som sådan et led i en generel ”sorgbehandling” af, at alting har sin tid.

Museum Silkeborg vil i den kommende udstilling om døden tage udgangspunkt i museets samling af lokale Mindevers. En udbredt tradition i det 19. århundrede. Mindevers fik familier skrevet om de afdøde og derefter gerne hængt op på væggen, så man på den måde i det daglige kunne mindes denne og hin slægtning.

Denne skik omtaler Jens Bomholt (1879-1953) i sine erindringer fra Alderslyst:

”Omkring i egnen rejste en mand ved navn Gothenborg, således kaldte han sig da. Han var en slags kunstner, digter eller versemager, der gav sig af med at lave gravskrifter over folks afdøde slægtninge. Også hjemme hos os kom Gothenborg på sin vandring. Han skulle lave gravskrift over bedstefader og bedstemoder og fars første kone; også over vor ældste broder Jens Peters lille søn, der døde i Sydamerika, blev der lavet et skrift sat på prent og med smukke oplysende ord om vedkommende og derefter nogle vers. Det hele omkranset med en påtrykt guirlande, som digteren, med stor spænding fra min side, kolorerede med de skønneste farver. Et par linjer i et af versene lød: ”Nu hviler du i fremmed land, men engle dig hjemsamle”.

Gothenborg skulle have kost og logi, mens arbejdet varede. Først skulle der holdes familieråd og gives oplysninger om den døde, hvorefter digteren skulle have frokost. Men han var ikke rigtig tilfreds med opvartningen og kunne ikke spise margarine, det skulle være natursmør og mad serveret på en hvid tallerken, så mor var ikke så glad ved denne gæst. Når forskriftet var færdigt, blev familien igen samlet, og produktet højtideligt oplæst. Mens digtningen stod på, måtte ingen komme i stuen. Derpå kom udvalget af blanketter frem, og prentning og kolorering kunne begynde. Det var meget spændende for os børn at se på, og ofte blev arkene listet frem fra bunden af dragkisteskuffen til beskuelse”.

Jens Bomholt skal have en stor tak for på denne måde at have sikret eftertiden en indsigt i denne del af livet på egnen for ca. 150 år siden. Menneskets forhold til døden fortæller uendeligt meget om det til enhver tid levede liv. Museum Silkeborg ønsker med sin kommende lille og uprætentiøse udstilling om døden at sætte fokus herpå, og vi håber, at lokalbefolkningen kan hjælpe til med at gøre udstillingen så indholdsrig og tankevækkende som mulig. På forhånd tak.

Anden kronik

SKAL VI FORBYDE DØDEN?

Døden er ikke tabu. Vi mennesker snakker om døden – med hinanden og i det offentlige rum. Museum Silkeborg Blicheregnens særudstilling ”Elsket og savnet – om livet med døden” er et eksempel herpå. Midtjyllands Avis tager jævnligt emnet op – i sommerens løb eksempelvis om vor brug af kirkegården. Danmarks Radio har her i august 2022 genudsendt en dokumentar med titlen ”7 ting du skal vide inden du dør”. Og samstemmende for museumsudstilling, avisartikler og dokumentar lyder beskeden, at døden er vigtig for os mennesker til at få levet livet. Når mennesket ihukommer vor dødelighed bliver vor forpligtelser over for livet påtrængende. Den franske tænker Michel de Montaigne (1533-1592) skulle have sammenfattet denne visdom således: ”Den, der forstår, at mennesket er dødeligt, forstår livet”.

TV-dokumentaren inddrog en række alvorligt syge mennesker, som berettede om deres sygdom, dødens nærhed og synet på livet. Hver især blev de opfordret til at formulere et enkelt motto ud fra deres nye indsigt. Nogle bud lød: Elsk din raske krop, Nærer relationer betyder alt, Forfølg dine drømme, Få det gjort og Nyd hver dag. Fælles for dem alle er, at de er enkle og banale – men at vi glemmer dem i hverdagens tommerum. Først når døden banker på, går det op for os, hvordan vi egentlig ønsker at leve. Vi finder f.eks. ud af, at der skal prioriteres. Noget i livet er vigtigere end andet – og vi skal forfølge det vigtige. I den proces viser det sig, at egenskaber som overbærenhed og tilgivelse er fundamentale for et godt menneskeliv.

Men det er jo ærgerligt, at denne erkendelse først dukker op, når dødens realitet uventet rammer os selv. Vi mennesker burde tage disse samtaler om døden i bedre tid. Det var også bevæggrunden for udstillingen ”Elsket og savnet – om livet med døden”.

Mit arbejde med denne museumsudstilling var berigende og livsbekræftende. Jeg erfarede, at døden ikke er tabu! Der snakkes om døden – men er det en relevant snak, eller kan det være udenomssnak med risici for ny menneskelig dårskab?

Under arbejdet blev jeg mødt med følgende forbløffende udsagn fra mennesker, som arbejdede med temaet til daglig: ”Døden er ikke tabu – døden er forbudt!”. Dette paradoksale udsagn var dybt forvirrende og svært forståeligt. Men jeg er bange for, at det rummer en grum sandhed, som må med i vor snak om døden.

Vi mennesker har en skæbnesvanger trang til altid at gøre, hvad vi kan gøre. Og i vor evige higen efter fremskridt og fremgang tages der til stadig livtag med døden. Vi piller konstant ved ”liv og død”. Der er stærke kræfter og vægtige stemmer i tiden, som vil forbyde døden. Eller i hvert fald udskyde den. I første omgang ved at forlænge gennemsnitslevetiden, år for år, tiår for tiår – og hvem ved, måske til mennesket opnår udødelighed? Hvor langt rækker den menneskelige snilde og kunnen?

Er der ikke en forunderlig tendens til at bedømme vort samfund på, hvor længe vi lever? Hvor lang vor middellevetid er? Og i de ”gode” samfund er der en høj levealder – og i de ”dårlige” samfund” en lav. Om det levede liv er godt eller dårligt, er sådan set underordnet. Der tales rask væk om, at rigtig mange af os bliver over 100 år. Er det godt eller skidt? I den gængse optik er det entydigt godt. I rigtig gamle dage talte man om en menneskealder som 30 år. I dag er det nu ændret til nærved det tredobbelte. Men hvad skal vi dog stille op med al det forlængede liv? Se mere fjernsyn? Eller spille mere computer? Eller løse flere kryds og tværs? Rejse mere? Forbruge mere? Og hvad med den menneskelige naturs trang til forfald med alderen? Skal vi leve med det? Eller skal vi holdes evigt ungdommelige på krop og sind? Er det i det hele taget bæredygtigt? Og hvad er det nu, der sker med os, når vi glemmer vor dødelighed?

Når vi går ud af den tangent – at skubbe døden væk og helst forbyde den – fjerner vi også dødens funktion som anspore til at leve livet. Hvad ville livet være værd, hvis vi ikke havde døden som vilkår?

”Gud er død” er et udsagn, som har gjort filosoffen Nietzsche (1844-1900) udødelig. Er Guds død så godt eller skidt? Det er i hvert fald en konstant udfordring for den moderne menneskehed og det enkelte menneske. Vi mennesker har påtaget os Guds position i spørgsmål om liv og død. Vi vil det gode og derfor til stadighed forbedre. Bliver det så bedre? Tja! Ja, i mangt og meget, f.eks. materielt, men gang på gang overraskes vi over, at vi i vor iver er katastrofalt tæt på at ødelægge vor egen eksistens.

At ”Gud er død” lever vi med i dag. Kan vi også leve med at ”Død er død”? Ikke ifølge den menneskelige erkendelse om døden: At den er en forudsætning for at kunne forholde sig meningsfuldt til livet. Meget kunne tyde på, at i vor kamp for at nedkæmpe døden i virkeligheden slår det velkendte menneskeliv ihjel! Det vil være dybt tragisk. Og så sker det endog i den bedste mening! Ak, menneskelig viden og kunnen er i sandhed et tveægget sværd, som vi må omgås med allerstørste omtanke og forsigtighed. En relevant forudsætning herfor er, at vi værner om vor erkendelsen af vor dødelighed.

Udstillingen ”Elsket og savnet – om livet med døden” kan ses på Museum Silkeborg Blicheregnen i Thorning frem til den 25. september 2022.

Tredje kronik

HVORDAN ØNSKER VI AT BLIVE MINDET?

Museum Silkeborgs særudstilling i Thorning ”Elsket og savnet – om livet med døden” har stået sommeren over fra 7. maj til 25. september 2022. Museets ønske var at kaste lys over vort forhold til døden og ægge til eftertanke. Udstillingen satte blandt andet fokus på, hvordan menneskene gerne vil mindes førhen og i dag.

Udstillingens mange mindeblade fra perioden 1844-1904 indeholder en række af de egenskaber (dyder), man dengang værdsatte hos mennesker. Menneskene ønskede at blive mindet som: Hæderlige, kærlige, trofaste, hjælpsomme, stræbsomme, fromme, lydige, arbejdsomme, omsorgsfulde, blide, stilfærdige, at tage livet som det kommer og at dele livet med ægtefællen i gode som i dårlige tider.

I forbindelse med udstillingen bad vi de besøgende om at fremhæve to dyder fra de gamle dage, som de gerne selv ville mindes som. Det viste sig, at de gamle dyder egentlig fortsat har godt tag i os nutidsmennesker. Favoritterne var dog absolut at blive husket som kærlige og omsorgsfulde.

Omvendt spurgte vi de besøgende om at fravælge to af de gamle dyder. Og det viste sig, at nutidens mennesker gerne frabad sig at blive mindet som lydig, from eller stilfærdig. Især lydig har en negativ klang anno 2022. Måske forbindes det med underkastelse og passivitet.

Vi mennesker ønsker i dag åbenbart at være synlige – og der må gerne være lidt blæst og fanfare omkring os. Helt anderledes for vore formødre og forfædre i det 19. århundrede, hvor det var såre prisværdigt at være lydig. Hvorfor? Hvad forbandt de med det at være lydig? At man fulgte i Jesus fodspor! Jesus var netop kendetegnet ved at være lydig (overfor sin far Gud) til døden. Paulus har i brev til Filipperne med henvisning til Jesus lydighed givet følgende retningslinjer for lydig, kristen levevis:

”Gør intet af egennytte eller lyst til tom ære, men agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv, og se ikke hver på sit eget, men også på de andres. Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus”.

Dyden lydig var en del af vore forfædres og formødres kristne tro. Men også hos den ikke-troende, lokale forfatter Albert Dam (1880-1972) kan man møde lydig som noget positivt. Noget efterstræbelsesværdigt for menneskene. I romanen I den firlængede gård ønsker hovedpersonen Karl Bay følgende for sine to børn, Jens og Mette:

”Når de så begge to kan få held til at føje sig lydige ind i et stille og skikkeligt livs ramme og leve under skånsel og milde hænder, den tid der bliver beskåret dem”.

Tankegangen er den samme hos Paulus og Albert Dam: At menneskene skal være lydig og kende vor plads. At menneskene ikke får den tanke, at mennesket selv er enerådende. Selv træder i Guds sted. Men problemet med mennesket – eksempelvis i Albert Dams forfatterskab – er, at det altid lige vil opfinde ditten og datten for at gøre det hele lidt nemmere. Og før man får set sig om, bygger menneskene en verden op ud fra egne gode ønsker. Mennesket gør sig hermed til mere, end det egentlig er og kan magte. I gammel græsk tænkning hed det at begå hybris. Og straffen kom i form af nemesis. Denne menneskelige trang er altså urgammel – ja, i kristen og jødisk tradition helt tilbage til de første mennesker, hvor Adam og Eva blev uddrevet fra paradiset. De kunne heller ikke lade være med lige at overskride den forbudte grænse for menneskene.

Menneskenes latente trang til at være grænseoverskridende er et tveægget sværd. Har skabt utrolige resultater på godt og ondt. Vi ved udmærket godt, at vi skal passe på. For den menneskelig snilde og kunnen er langt større end den menneskelige forstand og selverkendelse. Vi kan slet og ret dårligt overskue, hvad vi har gang i. Vi gør det altid i den bedste hensigt – men spørgsmålet er hele tiden, om mennesket bør gøre, hvad det kan. Vi har derfor en fornuftig og iboende bekymring for, at menneskene kører af sporet. Derfor fremhæves bæredygtighed som en absolut nødvendighed i den menneskelige adfærd med naturen. Vi må erkende, at vi ikke er enerådende. Vi må også indordne os de naturgivne rammer. I dag bruger vi nødig begrebet lydig, men vil gerne være ”ydmyge”, hvilket er lidt i samme boldgade. Måske har vi en fornemmelse af, at vi selv vælger at være ydmyge, mens at være lydig er noget, vi påtvinges.

Vi mennesker ved godt, at vi skal passe på, vogte os – også for os selv og vore fikse ideer. Og døden minder os til stadighed om, at menneskene ikke har det sidste ord.

Museets lille spørgeundersøgelse viste, at vi har rigtig mange sammenfaldende dyder med vore forfædre og formødre. Vi ønsker også i dag at blive mindet som kærlige og omsorgsfulde. Som hæderlige og hjælpsomme. Med andre ord vi ved godt, at vi skal tage udgangspunkt i vor næste – i de andre. At det er sammen med andre, vi bliver mennesker. Mennesker der som os selv har døden som vilkår.

Vi mennesker bliver aldrig færdig med at tage livtag med det forbaskede liv og den dertilhørende ubegribelige, men nødvendige død. Museum Silkeborg har med udstillingen Elsket og Savnet for en stund ydet et lille bidrag hertil.

28. september 2022 / 1. oktober 2022