DREJERHÅNDVÆRK I SILKEBORG

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Museum havde i 1988 en lille særudstilling om det lokale drejerhåndværk. I den forbindelse skrev jeg to artikler til Midtjyllands Avis som blev bragt den 20. august og 27. august 1988. Nedenfor er de to artikler genskabt.

Den første artikel havde overskriften ”Firmaet hvor næsten alle Silkeborgs drejere blev udlært”. Artiklen havde følgende indhold:

I drejerhåndværkets historie i Silkeborg er Christian Carl Fr. Christensen – i daglig tale kun omtalt som drejer Christensen – den helt centrale person. Den gamle drejer Christensen startede firmaet C.F. Christensen i 1899 på Vestergade, og nærved alle byens drejere er udlært og har arbejdet i firmaet.

C.F. Christensen stammer fra Vejlekanten og blev født i 1876. Han er imidlertid udlært i Silkeborg hos den gamle drejer Krüger i Søndergade omkring 1896. Familien Christensen har stadigvæk en vandrebog, der er udstedt til drejersvend Christensen af politimyndigheden i Silkeborg. Heri fremgår det, at drejersvend Christensen agter at vandre ”ad rette landvej” til Horsens med 8 kroner i lommen. Drejersvenden kom tilbage til Silkeborg og etablerede sig i en alder af 23 år i 1899 som drejermester. En epoke for håndværket i byen begyndte.

Der har selvfølgelig været drejere før og ved siden af C.F. Christensen, men ingen af de mindre værksteder kan måle sig med C.F. Christensen i størrelse og betydning.

I forbindelse med drejerudstillingen på Silkeborg Museum har jeg talt med følgende udlærte drejere – Erik Christensen, Henning Povlsen, Aksel Frederiksen og Børge Hammer. Jeg vil i det følgende gennemgå håndværkets historie i Silkeborg hovedsagelig ved deres hjælp. Det er en historie om et gammelt nu nærmest uddødt håndværk, om lærlingeforhold, arbejde, fagforening, sjov og alvor.

Erik Christensen: ”Min far etablerede sig som mester på opfordring af snedkermester Sofus Jørgensen. Sofus Jørgensen skulle bruge mange drejede ting, f.eks. bordben til sine møbler, så han så gerne, at min far kunne levere den slags. Min far startede i Vestergade i gården bag urmager Fauerby, men da det blev for småt, flyttede de om på Nygade 11 i 1966.

Første verdenskrig gav et godt skub for forretningen. Alt kunne sælges. Måske var det på det tidspunkt, at min far købte grunden ude på Skolegade. Det tør jeg ikke sige for sikkert, men jeg blev ihvertfaldt født derude i 1919.

Mine forældre havde i tilknytning til værkstedet også to kunstdrejerbutikker, en i Nygade og en i Vestergade. Herfra solgte vi alle mulige slags drejede varer, f.eks. lampestandere, piber, paraplyer, skamler og meget mere. Min mor og mine to ældre søstre tog sig af butikkerne. Min mor syede lampeskærme og stoffet til paraplyerne.

Drejerhåndværket strækker sig fra de helt små fine ting som piber til flere meter høje søjler. Drejeren arbejdede også i horn. De gamle lange piber havde en slange af hestehår, og i hver ende heraf var der horn. Drejeren skulle tildanne hornet og skære gevind i det. Over butikken i Nygade hang vores varetegn – en pibe og en paraply.

Min far påbegyndte også en større produktion af demonstrationsmateriale til skolebrug – store strikkepinde, stoppenåle, knapper, rammer m.m. af træ. Det var statens håndarbejdsinspektrice, der opfordrede ham til produktionen i slutningen af første verdenskrig. Denne produktion havde vi helt frem til 1960’erne. Min hustru, Nina, har også arbejdet med det.

Jeg er opvokset med drejerværkstedet. Ude på Skolegade havde vi oplagringsplads for træet, som vi hentede i skoven. Når træet skulle tørre, fik det lige en omgang med en båndkniv. Der var et rend fra Nygade til Skolegade og tilbage igen efter træ.

Det lå nærmest til, at jeg skulle have været i snedkerlære, da min ældre bror, Knud, var udlært drejer. Men min far må have ment, at jeg havde håndelag for drejerfaget, for det blev i det fag, jeg stod i lære fra 1933 til 1938”.

Henning Povlsen: ”Da jeg skulle ud af skolen i 1929, arbejdede min far omme hos C.F. Christensen som arbejdsmand. Han spurgte om en læreplads til mig. Det fik jeg da også, men først var jeg bydreng i godt et års tid, før jeg kom i lære i 1931. Jeg forsøgte et par gange af løbe af pladsen, men jeg blev slæbt tilbage ved ørerne.

Lærlingen skulle møde tidligt og sørge for, at der var varme på værkstedet, når svendene kom. Limpotten skulle også være i orden. Det var et helt ritual. Jeg havde svært ved at møde om morgenen, så stod den gamle CF i gården og brummede: ”Du kommer forsent”. ”Ja, leddet ved jernbanen var nede”. Den gamle CF var en bulderbasse.

I 1931 var vi 5-6 drejere. Der var 5 drejebænke og en lang bænk. På den lange drejebænk blev gardinstænger op til 5 meter behandlet. Rendbæk var mestersvend og stod for lærlingenes oplæring. Han lærte os at dreje, slibe jernene og alle fidusserne. Rendbæk var en kapacitet. Det første, jeg blev sat til med et drejejern, var små bærepinde, som blev brugt af alle forretninger, når varerne skulle pakkes ind.

Arbejdstiden var fra kl. 6.30 til kl. 17 også om lørdagen. Dengang havde vi en lang middagspause fra kl. 12 til kl. 13.30. Min fatter tog hjem og fik en middagslur. Vi unge kunne lige smutte ned til Almindsø og få en dukkert. Om vinteren gik jeg også på teknisk skole om aftenen, så det blev nogle lange arbejdsdage.

Det var lærlingenes arbejde at rydde op på værkstedet. Især om lørdagen skulle det gøres særligt grundigt. Alle modellerne, der hang på væggen, skulle støves af. Vi knægte lavede nogle ”pustere” til at puste støvet ned med. Der blev støvet og beskidt på et drejerværksted, og den gamle CF ville have pinlig orden ved drejebænkene. Så oprydningen var noget af et arbejde, og vi kunne vove at bruge en kost, nej vi skulle bruge en spånskraber.

Vi lærlinge blev ikke brugt til at løbe byærinder for svendene. Heller ikke efter øl. Der blev i det hele taget ikke drukket meget på det værksted. Men vi løb selvfølgelig ærinder for mester, og vi løb nærmest i rutefart mellem værkstedet og CFs to butikker. Den gamle CF var som nævnt en bulderbasse, og ungdommen havde også dengang sin frækhed. Jeg husker engang op til jul, hvor CF kom hen til mig og lagde en tier og en femmer ved siden af hinanden. ”Hvilken én vil du have i julegave?”. Så stod man jo dér og kiggede på pengene og på CF og tilbage igen. Jeg tog selvfølgelig tieren. ”Det var nu ikke meningen”, brummede han. Nå, men så skulle han jo have ladet være.

Vi lærlinge kunne da også gøre os ud til bens. Det hændte, at nogle af os kravlede ud af vinduet på teknisk skole og løb hen i biografen i Søndergade. Her var en drejer Krüger billettør. Vi kom altid i pausen i filmen, så vi kunne komme gratis ind. Krüger kiggede lidt på os og sagde: ”Skulle I ikke være på teknisk skole?” ”Nej, nej” forsikrede vi. ”Var I her, da filmen begyndte?”. ”Ja, ja”. ”Hvad handlede den så om?” Det anede vi ikke, men vi kom ind alligevel gratis.

Mit svendestykke var to rygestandere. Jeg kunne selv vælge, hvad jeg ville lave. Tegningerne blev tegnet på teknisk skole. Mester gav mig mit svendestykke som gave. Det var han ikke forpligtet til, selv om det var sædvane. Til mit svendegilde sagde CF, at nu havde jeg arbejde på livstid. Ja, ja det skulle gå anderledes. Efter et halvt år blev jeg lånt ud til et værksted i Thisted, og derefter prøvede jeg lidt af hvert. I 1942 kom jeg tilbage til CF og blev der i en lang årrække. Men i den mellemliggende periode prøvede jeg blandt andet at arbejde med Himmelbjergssouvenirs både i Ry og i Hattenæs. Men det er en helt anden historie”.

Midtjyllands Avis bragte den anden artikel den 27. august 1988 under overskriften ”Drejerværkstedet bliver til møbelfabrik”.

Erik Christensen: ”Det lå i luften, at firmaet skulle op på et højere niveau, da min ældre bror, Knud og jeg kom ind i firmaet sidst i 1930’erne. Det begyndte rigtigt for alvor, da vi begyndte produktionen af nogle kakkelborde lige før krigen. Jeg husker, at min far lå på sygehuset, da beslutningen skulle tages. Derfor måtte jeg slæbe tre eksempler på kakkelbordene op på sygehuset, så han kunne se og godkende dem. Sikke et halløj.

Firmaet C.F. Christensen havde nogen eksport først i 1940’erne til Norge, men det endelige gennembrud kom omkring 1950. Da lykkedes det os at få en eksport i gang til USA. Det blev en helt eventyrlig succes i en årrække. Det var på det tidspunkt, at lokalerne i Nygade blev for snævre, og firmaet flyttede derfor ud på Skolegade-Toldbodgade. Senere blev Tyskland vort hovedeksportland, og vi havde den oplevelse at komme i tysk tv med et af vore borde, før man overhovedet fik tv i Danmark.

C.F. Christensen var fortsat et drejerfirma, og vi kunne lave alt i drejearbejde. Jeg kan nok slet ikke huske alt, hvad der blev lavet, men blandt andet: ligkistehåndtag, kniplepinde, divan- og kommodeben, gardinstænger, gardinringe, gardinkugler, bordben, kostalssøjler, blomstersøjler, rokke, remskiver til fabrikker, skibsrat til Hjejlebådene, lysestager til Sverige, dækketallerkner osv. Vi havde også en stor produktion til andre møbelforretninger, hvor vi fungerede som underleverandør, f.eks. til renæssancemøbler. Virksomheden producerede alt i drejede emner stort og småt imellem hinanden. Jeg husker først under besættelsen, da blev det moderne med yo-yo’er. Vi drejede yo-yo’er dagen lang, og om aftenen sad hele familien og slog de her yo-yo’er sammen. Yo-yo’erne skulle jo laves og sælges, inden den mode forsvandt.

Efterhånden måtte vi dog koncentrere os om møbelproduktion. Vi solgte den sidste butik i Nygade lige efter krigen til Ove Bertelsen – en fætter til Musse Jensen i Hattenæs – og han fik også arbejdet med piber og den slags”.

Henning Povlsen blev udlært hos C.F. Christensen i 1936 og kom kort tid efter til Thisted i 1½ år. Herefter prøvede Henning Povlsen nogle år med usikre ansættelsesforhold.

Henning Povlsen: ”En overgang cyklede jeg fra by til by for at søge arbejde og hæve rejseunderstøttelse. Man kunne få understøttelse i hver by i tre dage, så skulle man videre. Jeg forsøgte også at få arbejde i København, men de ville overhovedet ikke vide af udenbys drejere. Drejerne i København værnede om deres arbejde. Men i Odense og Kalundborg fik jeg arbejde.

Under besættelsen kom jeg i to sommersæsoner ud til Ry og arbejde ved en såkaldt kælderdrejer. Det var en murermester, der drejede i sin fritid, men da han pludselig havde fået rigtig meget murerarbejde, blev jeg ansat til drejerarbejdet. Mureren lavede souvenirs til Himmelbjerget, men dengang vrimlede det med den slags værksteder. Mureren havde vist lært at dreje af én, de kaldte ”barberdrejeren” i Ry. Barberdrejeren levede altså, som navnet sagde, af sin barbersalon og drejeri. Af og til måtte man tage sig til hovedet, som de drejede og brugte jernene, men de fik da lavet noget. Jeg boede i de to sæsoner på Ry Have for fire kr. om ugen. Kosten fik jeg hos mester.

Jeg har også arbejdet i Hattenæs. De producerede jo sovenirs i større målestok, men det var til at blive idiot af at dreje tusindvis af håndtag til Himmelbjergstokke ud i én køre.

Senere kom jeg ind på papirfabrikken som pladsarbejder, hvor jeg blev fyret hver tredje måned, ellers blev vi fastansat. Til sidst kom jeg igen ned til C.F. Christensen, som ”ferieafløser”, som de kaldte det. Men dér blev jeg fra 1942 til 1969 – altså 27 år. Det må være rekord for en ”ferieafløser”. I 1969 blev jeg så ansat som lønnet tillidsmand i Træindustriforbundet i Silkeborg”.

Henning Povlsen: ”Drejerne i Silkeborg hørte med under Viborg-afdelingen. Først i 1939 fik drejerne i byen deres egen afdeling. Vi har aldrig været mange medlemmer i afdelingen, normalt 10-11 medlemmer. Vi holdt derfor ofte møder hjemme. Rendbæk blev afdelingens første formand, og det var egentlig helt pudsigt, fordi Rendbæk i begyndelsen ikke var meget for organisering overhovedet. Han følte sig sikker som mestersvend hos C.F. Christensen. Men da han først kom i gang i fagforeningen, blev han en af de mest ivrige.

Kontrollen med de arbejdsløse foregik en periode hos snedkerne. Det var fru Lyneborg, der stod for det arbejde. Lyneborg var kasserer hos snedkernes fagforening og i øvrigt også ansat hos C.F. Christensen.

Drejerne havde selvstændig fagforening i Silkeborg til først i 1950’erne, hvor forbundet gik ind i Træindustriforbundet. Her fik jeg siden mit virke, men jeg har skam fortsat kontakt med mit gamle fag, idet jeg er skuemester til de om end meget få svendeprøver, der aflægges i Danmark.

Når man ser tilbage på fagets udvikling, så kan man godt kalde drejerhåndværket for et uddøende håndværk. Der bliver kun aflagt en svendeprøve ca. hvert femte år i faget. Og det er i dag næsten udelukkende maskindrejere og ikke hånddrejere. Om ganske få år vil det blive svært at finde en uddannet hånddrejer til at foretage reparationer af gammelt drejerarbejde”.

Børge Hammer stod i drejerlære hos C.F. Christensen 1948-53 og blev den sidste udlærte drejer i Silkeborg.

Børge Hammer: ”Min far drejede lidt som hobby, men interessen for drejerfaget kom først rigtigt, da jeg var arbejdsdreng i Hattenæs i 1947. Drejerne udgjorde et helt miljø for sig, og mange af de farende svende kom forbi Hattenæs og fortalte om oplevelser rundt om i de andre drejerværksteder i landet. Det var meget spændende at høre for en knægt som mig.

Jeg gik derfor selv op til C.F. Christensen for at høre, om jeg kunne komme i lære. De diskuterede et par timer og kom så ud og meddelte, at det godt kunne lade sig gøre. Jeg tror egentlig ikke, at de havde regnet med at tage nye lærlinge ind.

Rendbæk var mestersvend hos CF, og han stod for min oplæring. Det var en virkelig god læremester, og han tog mig under hans beskyttende vinger. Hvis nogle af de andre svende eller snedkerne kom for at få mig til at hente et eller andet, var Rendbæk der straks med, at ”Børge er ikke i lære som stik-i-rend-dreng, men i drejerlære”. Til gengæld holdt han mig til bænken, og hvis jeg forsøgte at løbe rundt, så blev jeg beordret tilbage til bænken igen.

Det første, jeg blev sat til, var at dreje nogle emner til, som så Rendbæk drejede færdigt. Senere kom den gamle CF med to rummeter elendigt bøgetræ, jeg skulel forsøge mig på. Det skulle gerne blive til divanben, men hvis det gik galt, så var skaden ikke så stor, for træet var ret beset ikke til andet end kakkelovnen under alle omstændigheder. Jeg drejede en proces af gangen på et utal af træstykkerne, og efterhånden, som jeg blev bedre, kom der facon på divanbenene. Rendbæk lod mig stå og få føling med drejningen, og kun hvis det gik alt for lystigt til ved min drejebænk, kom Rendbæk over og gav mig nogle gode råd.

Jeg fik en drejebænk lige med det samme, og Rendbæk sørgede for, at jeg kom til egentlig drejerarbejde fra den første dag. Mester stillede jernene til dispostion. Det var såmænd ikke så mange jern – et skrubrør, en mejsel og et mindre rør og vistnok også et platstål. Jernene var ikke for gode, men det havde den heldige virkning, at jeg grundigt fik lært at slibe dem.

På teknisk skole kom jeg som eneste drejerlærling i klasse med snedkere og tømrere. Vi havde Kusk omme fra Sofus Jørgensen, så det var absolut mere relevant for snedkerne end for mig som drejer. Det første jeg lærte at tegne på teknisk skole var en skuffe! Senere fik vi en arkitekt Johansen, og det var jeg glad for. Han lærte mig at måle drejerarbejdet korrekt op. F.eks. sad jeg en hel aften og målte trappegelænderet op på teknisk skole, det der i dag er Medborgerhuset. Johansen fik mig også i gang med at dreje moderne drejerarbejde, for hos C.F. Christensen var det mest klunkemøbelstil, jeg arbejdede med.

Til min svendeprøve skulle jeg også lære at håndpolere med selvgjort politur. Det var egentlig forældet, og de andre svende arbejdede alle med celluloselak. Men svendeprøven skulle sikre en kunnen i det tradtionelle drejerfag. Rendbæk sørgede for, at vi fik nogle opgaver for Dansk Faneindustri, fordi disse faner blev poleret på den gammeldags måde. Der er i øvrigt det pudsige ved en spritlak som politur, at den danner blæner, når man løfter penslen. Disse blæner kan man få til at forsvinde som ingenting ved tobaksrøg. Så der blev røget på værkstedet, også selv om der var et fint, gult skilt, der fortalte, at rygning var forbudt.

Også som arbejdsdreng i Hattenæs prøvede jeg det. Jeg stod og strøg en række smykkeskrin og røg til. Det var gammel, dårlig dansk tobak, som ingen andre ville ryge. Efter en sådan dag var man fuldstændig grøn i hovedet, og det har faktisk gjort, at jeg aldrig rigtig er startet med at ryge”.

Marts 2020