DØDEN ER IKKE TABU

Af Keld Dalsgaard Larsen

Døden er ikke tabu, og må absolut ikke være det. Al den stund at døden er det mest alment menneskelige overhovedet. Museum Silkeborg er i gang med forberedelserne til en mindre udstilling om døden med arbejdstitlen ”Døden og os”, og i den forbindelse vil museet gerne have læsernes hjælp: Ligger læseren inde med små private minder fra afdøde forældre, bedsteforældre eller oldeforældre. F.eks. et gammelt smykke, maleri, askebæger, værktøj, lommeur osv. Alt sammen noget man som efterkommere har bevaret for at mindes afdøde forfædre og formødre.

Hvad er fælles for alle mennesker? At vi skal dø. Ellers er der ikke meget, alle mennesker er fælles om. Men døden er et fælles menneskeligt vilkår. Og det er vel at mærke et vilkår, vi er bevidste om. Modsat dyrene. Dyret lever i nuet – og dør i nuet. Vi mennesker ved, at vi skal dø og forholder os til det faktum. Visheden om vor dødelighed gør, at mennesket lever i et krydsfelt mellem fortid, nutid og fremtid.

Døden er en latent anspore til at leve livet. På mange måder er døden en forudsætning for, at vi mennesker kan leve livet – tænk sig, hvis døden ikke fandtes. Det er en umulig tanke.

Det ligger dybt i menneskene, at vi gerne vil sætte os et minde – vise, at vi har været her og bidraget. Og de efterladte har omvendt et ønske om at mindes dem, som var før os. Menneskene vil gerne være en del af helheden, af historien, af evigheden – f.eks. i form af et minde.

Vi omgiver os med minder. I det offentlige rum og privat. Kirkegården er et såvel offentligt som privat mindested, hvor vi kan mindes vore afdøde. Vi kan også mindes personligheder i lokalsamfundet, f.eks. ved vejnavne, mindesten eller ved statuer. På Torvet i Silkeborg har silkeborgenserne rejst en statue af Michael Drewsen, i Kjellerup mindes Christopher Krabbe, H.J. Hansen og Niels Albertsen, og Asger Jorn har sørget for en mindesten over syndikalisten Christian Christensen og Lisbeth Christensen i Sejs. To lokale musikdirektører har fået mindesmærker: D.T.S. Bjerregaard i Kjellerup og I.C. Mogensen i Silkeborg. Ved Sjørslev er et stort mindeanlæg med sten over L. Broberg som tak for hans indsats som formand for FDB gennem 23 år. Og på rådhuset hænger malerier af kommunens borgmestre. Ja, det vrimler faktisk med sådanne offentlige mindemarkeringer. Vi mennesker kan slet ikke lade være med at sætte os spor og ej heller at hædre dem, som gør sig markant bemærket.

Privat lever vore nære afdøde iblandt os på en eller anden måde. I mindet. Måske i form af et familiealbum, eller et svendestykke, eller et maleri, eller en broderet dug, eller noget sølvtøj, eller en gammel pibe, eller et møbel, eller et gårdfotografi, eller en symaskine eller? Har læseren et sådant minde, som er knyttet til forfædrene, vil museet gerne låne det og inddrage det i den kommende udstilling. Så andre kan få glæde af at se, hvordan andre lever med deres afdøde.

Et museum er i alle henseender også et mindested. Ja, nærmest definitionen på det. Museum Silkeborg indeholder tusindvis af genstande, som er blevet ”historie” – men som museumsgenstande får de nyt liv som levn og dokumentation af det forgangne levede liv på Silkeborgegnen. Et museum er et mindested og som sådan et led i en generel ”sorgbehandling” af, at alting har sin tid.

Museum Silkeborg vil i den kommende udstilling om døden tage udgangspunkt i museets samling af lokale Mindevers. En udbredt tradition i det 19. århundrede. Mindevers fik familier skrevet om de afdøde og derefter gerne hængt op på væggen, så man på den måde i det daglige kunne mindes denne og hin slægtning.

Denne skik omtaler Jens Bomholt (1879-1953) i sine erindringer fra Alderslyst:

”Omkring i egnen rejste en mand ved navn Gothenborg, således kaldte han sig da. Han var en slags kunstner, digter eller versemager, der gav sig af med at lave gravskrifter over folks afdøde slægtninge. Også hjemme hos os kom Gothenborg på sin vandring. Han skulle lave gravskrift over bedstefader og bedstemoder og fars første kone; også over vor ældste broder Jens Peters lille søn, der døde i Sydamerika, blev der lavet et skrift sat på prent og med smukke oplysende ord om vedkommende og derefter nogle vers. Det hele omkranset med en påtrykt guirlande, som digteren, med stor spænding fra min side, kolorerede med de skønneste farver. Et par linjer i et af versene lød: ”Nu hviler du i fremmed land, men engle dig hjemsamle”.

Gothenborg skulle have kost og logi, mens arbejdet varede. Først skulle der holdes familieråd og gives oplysninger om den døde, hvorefter digteren skulle have frokost. Men han var ikke rigtig tilfreds med opvartningen og kunne ikke spise margarine, det skulle være natursmør og mad serveret på en hvid tallerken, så mor var ikke så glad ved denne gæst. Når forskriftet var færdigt, blev familien igen samlet, og produktet højtideligt oplæst. Mens digtningen stod på, måtte ingen komme i stuen. Derpå kom udvalget af blanketter frem, og prentning og kolorering kunne begynde. Det var meget spændende for os børn at se på, og ofte blev arkene listet frem fra bunden af dragkisteskuffen til beskuelse”.

Jens Bomholt skal have en stor tak for på denne måde at have sikret eftertiden en indsigt i denne del af livet på egnen for ca. 150 år siden. Menneskets forhold til døden fortæller uendeligt meget om det til enhver tid levede liv. Museum Silkeborg ønsker med sin kommende lille og uprætentiøse udstilling om døden at sætte fokus herpå, og vi håber, at lokalbefolkningen kan hjælpe til med at gøre udstillingen så indholdsrig og tankevækkende som mulig. På forhånd tak.

Kronik bragt i Midtjyllands Avis 9. februar 2022