DØDSANNONCER

Kilde og historie

Af Keld Dalsgaard Larsen

 

 

Museum Silkeborg tog livtag med temaet døden i 2022 i forbindelse med udstillingen Elsket og Savnet – om livet med døden i Thorning. Udstillingens omdrejningspunkt var de gamle mindeblade fra det 19. århundrede samt andre gravminder (1). Oprindeligt var det meningen, at lokale dødsannoncer skulle have haft deres lille plads i udstillingen – men sådan gik ikke. I stedet for er de temaet for nærværende artikel. Dødsannoncer er så selvfølgelige for os, at vi knap tænker over dem – endsige deres eventuelle historie. For har de ikke altid været der? Og har de ikke altid været, som vi kender dem i dag? Nej! Dødsannoncer er fra en bestemt epoke i menneskehedens historie af nyere dato, og dødsannoncerne selv har forandret sig over tid på Silkeborgegnen fra de dukker op omkring 1860 til i dag. Dødsannoncerne er i al deres ubetydelighed dels i sig selv en lille fin og overset historisk kildegruppe og dels har de deres egen lille historie (2).

Dødsannoncerne som historisk kilde gik op for mig under arbejdet med 150-års jubilæet for Midtjyllands Avis (Silkeborg Avis) og Silkeborg Bogtrykkeri i 2007. Avis og trykkeri ville gerne markere det runde jubilæum ved at skænke byen og egnen en historie baseret på den daglige avis – først og fremmest Silkeborg Avis (Midtjyllands Avis). Resultatet blev: Silkeborg. Sort på hvidt. En byhistorie (2007). Det var en fantastisk arbejdsopgave, hvor avisen som enestående historisk kilde åbenbarede sig i takt med arbejdet. Og midt i al denne herlighed af gode daglige historier fra tidernes levede liv, faldt jeg ved gennemgangen af årgangene fra 1870’erne og 1880’erne lidt tilfældigt over dødsannoncerne. Det gjorde et stort indtryk på mig, og derfor blev der også plads til et lille afsnit i bogen om datidens dødsannoncer. Nedenfor et par eksempler fra bogen:

 

*

At det i torsdags formiddags behagede den alvise Gud at kalde til sig og til et bedre liv min elskede hustru, Ane Laursen, født Pedersen efter længere tids svagelighed og i en alder af 57½ år, bekendtgøres herved for deltagende slægt og venner. 2 forudgangne mænd og 3 børn modtager hende hisset og 6 børn begræder med mig tabet af en kærlig hustru og moder. Salten Skov, Them sogn, den 17. november 1876. Søren Laursen Hjorth. (Begravelsen finder sted fredag den 24. ds. formiddag kl. 9 fra hjemmet).

*

Onsdag den 14. februar da hjemkaldte vor himmelske fader til sig min kære søn, Laurs Rasmus Larsen, næsten 15 år gl. efter 3 års tiltagende brystsvaghed. Faderen tilligemed 5 søskende er for længst forudgangne, og jeg, hans moder, samt 5 søskende begræder tabet af en kærlig søn og broder. Den afdøde har i 6 år været i pleje hos gårdmand Søren Søndergaard i Serup, som herved takkes på det hjerteligste for den store omhu og kærlighed han stedse har udvist mod den bortgangne. Gud lønne denne gode mand og afg. hustru for deres kristelige omsorg imod et fattigt plejebarn. Serup den 15. februar 1877. Madame Larsen, forhenv. jordemoder i Lemming. (Begravelsen sker – om Gud vil – torsdag den 22. ds. Kl. 11 fra Søren Søndergaards hjem i Serup).

*

Herren har i dag kaldet til sig min kære trofaste hustru, Barbara Nielsen, født Hansen, i en alder af 41 år, efter et langt, smertefuldt sygeleje og 20 års lykkeligt ægteskab. 4 børn modtager hende hisset og 10 efterlevende føler med mig savnet af en øm og kærlig moder og ægtefælle. Dette for os så tunge sorgens budskab meddeles herved fraværende slægt og venner. Dalbygaard, den 24. juni 1882. J.P. Nielsen. (Begravelsen finder sted – om Gud vil – fra hjemmet fredagen den 30. ds. middag kl.12).

 

*

 

De ovennævnte minder meget lidt om vore dages dødsannoncer. Mangt og meget virker fremmedartet på os i dag: Den dybt religiøse grundtone med troen på et bedre liv efter døden i himlen (”hisset”). Og man får et indblik i tidens familier med mange børn og stor børnedødelighed. Døden er åbenlyst nærværende.

Der er talrige oplysninger om datidens liv i disse kortfattede dødsannoncer. Begravelsen er som en selvfølge fra hjemmet. Vendingen ”Om Gud vil” bruges jævnligt og er givetvis hverdagssprog, som ud over det religiøse islæt nok betyder noget lignende som ”hvis alt går efter planen”. Dødsannoncerne indeholder også oplysninger om afdødes alder, gerne oplysninger om ægteskabets varighed, eventuelt om forudgående sygdomsperiode, og hvem (børn og evt. ægtefælle mm.) der måtte tage imod afdøde ”hisset”, og hvem (børn og ægtefælle m.m.), som sørger ved begravelsen.

På nogle punkter minder disse dødsannoncer fra 1870’erne og 1880’erne om indholdet i de samtidige mindeblade. Og på et tidspunkt var jeg ved at overveje, om avisens dødsannoncer var en medvirkende årsag til, at skikken med mindeblade forsvandt. Det kan ikke ganske afvises, men det er kun en mindre del af årsagen, fordi mindebladene og dødsannoncerne grundlæggende tjener to forskellige formål. Mindebladene var et varigt minde om en afdød, som hang til pynt og minde i hjemmet. Dødsannonce er en tidsbegrænset meddelelse om et dødsfald med angivelse af den forestående begravelse.

Dødsannoncerne opstår i forlængelse af tidens aviser – i Silkeborg fra 1857. Og formålet er i høj grad at bekendtgøre dødsfaldet over for ”fraværende slægt og venner”, som er en typisk vending i annoncerne. Vi er i en tid med øget mobilitet, og det er derfor langt fra nogen selvfølge, at alle relevante personer ved, at en slægtning eller bekendt er afgået ved døden. Alle i den nærmeste familie og i nabolaget ved det – men hvad med dem, som er flyttet til andre egne? Her kan avisen træde til og sikre, at de efterladtes budskab formidles bredt ud.

 

Dødsannoncernes historiske udvikling skal skitseres i det følgende. Silkeborg Avis og Midtjyllands Avis er grundmaterialet til denne undersøgelse. Materialet er omfangsrigt, så det er nødvendigt med nogle mere eller mindre systematiske stikprøver i materialet. Det er forgået således: Foruden det tidligere gennemgåede materiale fra 1870’erne og 1880’erne i forbindelse med Silkeborg. Sort på hvidt. En byhistorie (2007) er følgende årgange gennemgået 1857-1860 og 1862, herefter fyldige stikprøver fra årgangene: 1865, 1870, 1885, 1892, 1900, 1905 og 1913 og herefter systematisk gennemgang af januar 1920, 1930, 1940, 1950, 1960, 1970, 1980, 1990, 2000 og 2010 og endelig ”i dag”, hvilket består i en gennemgang af de sidste måneder af 2021, hele 2022 og de første måneder af 2023. Herved kan udviklingen skitseres – inden for et vist tidsinterval. Ændringer, som kan iagttages i f.eks. 1930, vil været noget, som er sket i løbet af 1920’erne. Osv.

 

Silkeborg Avis udkom første gang 6. maj 1857. Avisen var afhængig af såvel abonnenter som annoncører – og i 1860 dukkede den første dødsannonce op i avisen. Men der var en form for forløber i september 1859, hvor avisen optrykte et ”gravvers” af den lokale lærer og forfatter C.A. Thyregod i Ans over Anders Gregersen Andersen, Svostrup. Versene var øverst forsynet med et kors, som senere var et gennemgående tegn ved tidens dødsannoncer. C. A. Thyregods gravvers havde en religiøs tone, som kunne minde om såvel samtidens mindeblade som de kommende årtiers dødsannoncer. Måske kan gravverset tolkes som et forvarsel på avisens dødsannoncer året efter.

C.A. Thyregods gravvers havde følgende tekst:

 

*

 

Anders Gregersen Andersen

Død i Svostrup den 3. september 1859.

 

Kun få var de år, Vorherre ham gav;

men medens han stunded mod tidlige grav

og bøjed sig smertetræt imod graven,

da vinkede hjemmet i paradishaven

 

Didhen han længtes med tillid og tro

han vidste, at sjælen først der fandt ro

thi kysed han korset og sukked til Gud

da kom fra himlen et glædesbud

hint ord af alle Guds børn lovpriset:

”I dag skal du være i paradiset!”

 

Og sjælen gik ind til Guds riges fred

at være hos herren i evighed

hvor der før jordelivets storme er læ

hvor englene synge om livets træ

hvor evigt klinge de saliges toner

lovsyngende menneskeslægtens forsoner

C.A. Thyregod

 

*

 

Den første dødsannonce i Silkeborg Avis – jeg er stødt på i min gennemgang – blev bragt den 1. marts 1860 under rubrikken ”Avertissementer”, som bragte små annoncer om alt muligt så som møder, forlystelser og produkter. Og fra marts 1860 altså også om dødsfald. Den første annonce havde øverst et kors og følgende tekst:

 

*

 

Dybt nedbøjet af sorg bekendtgøres, at jeg og mine to børn have fristet den tunge skæbne at miste vor kære forsørger, min uforglemmelige mand, Johan Adolph Rehberg, i hans 49. år. To børn modtage ham i de himmelske boliger. Vi hans efterladte velsigne hans minde!

Silkeborg den 1. marts 1860. Antoinette Rehberg, født Ralph.

Begravelsen vil finde sted søndagen den 4. marts, formiddag kl. 11.

 

*

 

Dødsannoncer var såre få i Silkeborg Avis i 1860’erne. De blev flere i 1870’erne – uden at det på nogen måde var udbredt og almindeligt. Hovedparten af dødsannoncerne blev i årtier bragt under ”Avertissementer” med et kors øverst – mange havde et tydeligt kristent præg, men der var også nogle uden dette præg.

Dødsannoncerne bliver hyppigere og hyppigere fra og med 1880’erne. De bliver almindelig skik og brug på Silkeborgegnen. Intet tyder på, at det er de mere velstillede kredse, som først og fremmest tager denne skik til sig. Umiddelbart virker det til, at det er den brede befolkning i landdistrikterne, som er bærere af den nye skik. Mens Silkeborgs befolkning og de velstillede ser ud til at være underrepræsenteret. Mænd og kvinder er i annoncerne ligeligt repræsenteret – måske med en lille overvægt af kvinder.

Der bringes kun en dødsannonce for hver afdød – men denne annonce genoptrykkes flere gange i avisen. Dødsannoncen bringes hurtigt efter dødsfaldet – mange gange på selve dagen eller den følgende dag. Det ser ud til at være noget af det første, de pårørende – som ønsker at bringe en dødsannonce i avisen – gør efter dødens indtræden. Nok for hurtigst muligt at meddele tid og sted for begravelsen.

Nedenfor nogle eksempler fra 1885:

 

*

 

Vor kære fader og svigerfader, aftægtsmand Jens Petersen (Dreier), hensov i morges, blidt og roligt, 91 år gl. Elkjær den 11. april 1885.

Inger Marie f. Andersen. Peder Jensen (Dreier).

(Begravelsen foregår – om Gud vil – søndagen den 19. ds. Middag kl. 12 fra hjemmet)

 

*

 

I morges bortkaldte Herren min kære hustru Karen Nielsen, født Jensen, i hendes 64. år. Silkeborg den 14. april 1885. P. Nielsen.

(Begravelsen foregår fra kapellet mandagen den 20 ds. Kl. 1)

 

*

 

Dødsannoncerne bliver fra 1880’erne enklere med fokus på oplysning om afdødes navn og alder med angivelse af vedkommendes relation til underskriverne af annoncen, navnene på underskriverne og oplysning om begravelsen. Dødsannoncerne rummer et hav af små detaljer, som man måske får med – måske ikke:

Dødsannoncerne indeholder de første mange årtier normalt dødsdatoen og afdødes alder. Begravelsen foregår som absolut hovedregel fra hjemmet. I takt med det kristne præg forsvinder, kan man iagttage, at ordet ”død” bliver almindeligt i annoncerne, ja normen – en udvikling, som er iøjnefaldende fra 1880’erne til 1930’erne. I den første periode ”undgås” ordet død ved brug af vendinger som, ”Herren hjemkaldte”, ”kaldt hjem”, ”hensov” m.m. (3).

Af de mindre detaljer kunne være de gifte kvinders efternavn. I det 19. århundrede anføres stort set altid kvindens pigenavn – såvel hos en afdød kvinde som underskriver af dødsannoncen. Det kan meget vel være en udløber af, at tidligere havde kvinder – også efter ægteskab – eget efternavn. Men navneskikken ændrede sig, og de gifte kvinder fik ægtemandens efternavn – men pigenavnet blev altså anført i dødsannoncen. Her kan man bemærke, at traditionen med at anføre pigenavn toner ud i første halvdel af det 20. århundrede. Først i det 20. århundrede er eksempler på, at de gifte kvinder anonymiseres og blot underskrives som ”hustru” ved en dødsannonce.

En anden mindre detalje er, at først i det 20. århundrede anføres tidsangivelsen med understregningen præcist! Denne understregning er udbredt det næste halve århundrede. Måske havde der været en tendens til, at deltagerne ikke tog sig klokkeslættet så nøje – derfor var det nødvendigt at tilføje enten ”prc” eller ”præcist”.

Nedenfor eksempler på dødsannoncer fra 1892, 1905, 1913 og 1920:

 

*

 

Det bekendtgøres herved for slægt og venner, at min kære moder, enke Marie Kirstine Birk, født Sørensen, i torsdags er afgået ved døden, 61 år gl. Lemming den 19. novbr. 1892. Peder Birk.

(Begravelsen foregår førstkommende onsdag kl. 12 fra hjemmet).

 

*

 

Lørdagen den 19. hensov stille og rolig vor kære elskede moder, Ellen Petersen, enke efter afdøde værtshusholder Jacob Petersen, hvilket herved bekendtgøres for slægt og venner. Silkeborg den 21. novbr. 1892. Hendes Efterladte.

(Begravelsen foregår fra kapellet fredag den 25. ds. kl. 1)

 

*

 

Det bekendtgøres herved for fraværende slægt og venner, at min kære mand, fhv. skomager P.M. Hansen, i nat er afgået ved døden i en alder af 37 år. Silkeborg den 21. novbr. 1892. Ane Dusine Hansen.

(Begravelsen foregår torsdagen den 24. ds. kl. 1 fra hjemmet).

 

*

 

 

I dødsannoncen over Ellen Petersen oplyses, at hun er enke efter en navngiven mand. Dette forekommer af og til i tidens dødsannoncer – mens det stort set aldrig oplyses, at en afdød mand er enkemand efter en navngiven kvinde.

 

*

 

Vor kære moder og svigermoder, Ane Margrethe Petersen, enke efter brøndgraver Søren Petersen, er i går afgået ved døden.

Silkeborg, den 7. oktbr. 1905.

På familiens vegne: Martin Sørensen og hustru.

Begravelsen foregår fra kapellet onsdag den 11. oktober kl. 1.

 

*

 

Herren kaldte hjem til sig i aftes vor kære, lille Hertha, 10 år gammel.

Lemming, den 8. oktober 1905.

Hermansen og hustru.

Begravelsen foregår lørdag den 14. oktbr. Kl. 12 fra hjemmet.

 

*

 

At Herren den 21. ds (1913) hjemkaldte vor kære moder

Kjersten Marie Jacobsen f. Nielsen

I en alder af 72 år efter mange års tiltagende svaghed, bekendtgøres herved for fraværende slægt og venner.

Nielsine Jacobsen

Ane Jacobsen, f. Petersen

Jens Petersen

Sorring Skov.

 

*

 

I dag hensov blid og rolig vor kære altopofrende fader, svigerfader og bedstefader, dannebrogsmand Jens Peter Rasmussen Overby

90 år gl. hvilket herved bekendtgøres for slægt og venner

Hinge d. 23. januar 1913.

Trine og Jacob Overby

Begravelsen foregår – om Gud vil – torsdag den 30 ds. kl. 12 fra hjemmet.

 

*

 

Vor kære mand og fader

Jens Jensen

Er afgået ved døden 67½ år gl. Dette sorgens budskab meddeles herved slægt og venner.

Elbæk den 25. januar 1920.

Marie Kathrine Jensen, børn og svigerbørn.

Begravelsen er bestemt til torsdag den 29. januar kl. 12 fra hjemmet.

 

*

 

Min kære datter

Laurine Nielsine Bundgaard

Døde lørdag den 24. ds. efter flere års tiltagende svaghed.

Herning den 25. januar 1920.

På søskendes og egne vegne Kirstine Bundgaard.

Begravelsen er bestemt til søndag den 1. februar kl. 12 fra hjemmet i Julianehede.

 

*

 

Dødsannoncerne bliver hyppigere og enklere i det 20. århundrede. Af og til indrammes annoncen med en sort sørgerand foruden det obligatoriske kors (som i perioder kan være flere kors). Dødsannoncerne bliver aldrig fuldstændig ensartede eller standardiserede. Der er hele tiden variation med såvel mange ensartede træk som individuelle detaljer.

Til kontinuiteten i dødsannoncerne kan anføres, at den normale betegnelse for den afdøde er ”kære”, men ord som ”elskede” og ”opofrende” kan også forekomme. Afdødes profession er normalt udeladt, men det kan forekomme. Den kristne grundtone i dødsannoncerne toner ud i det 20. århundrede – men den forsvinder ikke fuldt og helt. Og det kristne kors forbliver et fast logo ved dødsannoncerne frem til det 21. århundrede.

 

Dødsannoncerne har i januar 1930 fået deres egen rubrik ”dødsfald”. Det må vidne om, at annoncerne har fået et omfang, som gør det selvfølgeligt – måske nærmest nødvendigt – med en særskilt rubrik mod tidligere blot at være en annonce blandt andre annoncer under ”Avertissementer”. Men selve annoncen indeholder mange af de velkendte træk:

 

*

 

Vor kære mor, svigermor, bedstemor og oldemor

Karen Marie Jacobsen, f. Sørensen

Døde i dag stille og rolig, knap 82 år gl.

Almtoft, den 7. januar 1930.

På børns, svigerbørns og egne vegne:

Margrethe og Aage Bøgelund.

Begravelsen foregår tirsdag den 14. ds. kl. 1½ prc. fra hjemmet.

 

*

 

Det bekendtgøres herved, at min kære trofaste hustru og børnenes ejegode moder

Magdalene Marie Katrine Jensen, f. Jensen

Tirsdag den 7. januar er afgået ved døden.

Gjern, d. 8. januar 1930.

Søren Jensen og børn

Begravelsen er bestemt til søndag d. 12. januar kl. 11¼ ved kirken.

 

*

 

Ved annoncen over Karen M. Jacobsen bemærkes den normale opremsning af, hvad afdøde var til de efterladte, som har indrykket annoncen. Karen M. Jacobsen er vor ”kære” mor, svigermor, bedstemor og oldemor. Døden indtraf ”i dag”, afdøde blev knap 82 år og begravelsen er fra hjemmet 13.30 præcist.

Ved annoncen over Magdalene M. K. Jensen kan ”kære” ikke gøre det, hun var ”min kære trofaste hustru” og børnenes ”ejegode” mor. Men der er næppe grund til at tro, at Magdalene M. K. Jensen er mere elsket og savnet af de efterladte end Karen M. Jacobsen – det kan meget vel være et spørgsmål om forskellige ord for den samme hengivenhed til afdøde. Det normale ord er i hele perioden ”kære”. Det bør bemærkes, at der ikke angives nogen alder på Magdalene M.K. Jensen. Det er en ny tendens, som er under opsejling – at afdødes alder udelades. Begravelsen af Magdalene M. K. Jensen foregår ved kirken – ikke fra hjemmet.

 

*

 

Vor kære, lille

Ove

Døde i dag fra os

Nisset, den 8. januar 1930.

Julie og Chr. N. Knudsen

Begravelsen foregår i stilhed

 

*

 

Denne lille triste annonce er i vor historiske kortlægning bemærkelsesværdig derved, at begravelsen foregår i stilhed. Den meddelelse har jeg ikke tidligere stødt på – men den forekommer fremover i stadig større antal. Tidligere var dødsfald en begivenhed, som krævede alle relevante pårørendes opmærksomhed – det var en alvorlig sag at få sagt farvel og støtte de efterladte i sorgen. Jo større begravelse jo bedre så at sige. Døden var såvel et privat som et socialt anliggende. En stille og anonym begravelse var tidligere lidt af en skam for afdøde og familien. Men tiden er inde til, at dødsfald og begravelse i højere grad bliver et privat anliggende. Det sker ikke på én gang – men en kommende udvikling har her manifesteret sig.

Nogle årtier senere kommer næste skridt i denne udvikling, idet der af og til dukker dødsannoncer op med oplysninger om, at begravelsen har fundet sted.

 

*

 

Min kære, elskede hustru, vore børns altopofrende moder,

Anine Kristiansen,

Døde fra os i går.

Ans, den 14. januar 1930.

Kr. Kristiansen, børn og svigerbørn.

Begravelsen foregår mandag den 20. ds. kl. 12 fra hjemmet i Ans, ved Levring Kirke kl. 2½ præcis. Følget bedes drikke kaffe hos Sigvald Petersen, Ans.

 

*

 

Vor kære fader, svigerfader og bedstefader,

Søren Poulsen,

Døde stille og roligt fra os fredag den 17. januar på Hammel Sygehus.

Svingelgården i Farre d. 18. januar 1930.

Børn og svigerbørn.

Begravelsen foregår fra hjemmet i Farre til Dallerup Kirke. Torsdag den 23. ds. kl. 12 prc. Salmebogen benyttes.

 

*

 

De to ovenstående annoncer fra januar 1930 vidner begge om den nye skik med, at afdødes alder udelades. Ved Anine Kristiansen kan en relativ ny skik iagttages, som bliver ret udbredt i nogle årtier i det 20. århundrede: At begravelsesfølget får to muligheder for at deltage: Enten fra hjemmet kl. 12 eller ved kirken kl. 2½ præcist! Og så inviteres følget til kaffe bagefter – det er uhyre sjældent, det er anført i annoncerne, men det er givetvis en underforstået selvfølge i mange tilfælde. Ved Søren Poulsens begravelse benyttes salmebogen. Når det direkte anføres, kan det ikke være nogen selvfølge. Skal det tolkes sådan, at kirken ikke – som i dag – stiller salmebogen til rådighed, og begravelsesfølget derfor opfordres til at medbringe egen salmebog? Måske var det normalt med særskilt sanghæfte til de enkelte begravelser – Silkeborg Bogtryk annoncerer af og til for sådanne hæfter. Måske har afdødes børn fravalgt et sådant særskilt trykt hæfte for i stedet at bruge salmebogen, som alle forventes at ligge inde med. Sådan kan små varianter give anledning til undren. Historien er uendelig!

I perioden ca. 1890’erne til 1930’erne er normen, at ordet ”død” bruges i dødsannoncerne. Af og til bruges dog også vendinger som ”hensov”, ”er sovet ind” eller ”Herren hjemkaldte”, hvorved ordet ”død” udelades. Fra 1940’erne bliver ordene ”sovet ind” og lignende normen, dog uden at ordet ”død” helt forsvinder fra annoncerne (3).

 

*

 

Min kære hustru, vore gode mor

Julie Kristine Jensen

Er afgået ved døden den 18. januar 1950.

Asmindegaarde d. 20 jan. 1950.

Johs. Jensen (Søballe)

Jørn og Gudrun

Begravelsen er fastsat til tirsdag den 24. jan. fra sygehusets kapel i Kjellerup kl. 12.30 ved Funder Kirke kl. 14.

 

*

 

Vi har med sorg mistet vor elskede datter, søster og svigerinde

Julie Kristine Jensen

Funder den 21. jan. 1950.

I dyb sorg

Hendes forældre og søskende.

 

*

 

Julie Kristine Jensen fik to forskellige dødsannoncer i januar 1950. En fra ægtemand og børn, og en fra forældre, søster og svoger. Det er nyt i historien om dødsannoncerne. Tidligere var det en ”fælles” annonce, hvor alle de pårørende under en eller anden form indrykkede en annonce, som normalt blev genoptrykt en eller flere gange. Men familien til Julie Kristine Jensen valgte at indrykke to særskilte. Hovedannoncen er tydeligvis den fra mand og børn, idet oplysninger vedrørende begravelsen står her. Flere dødsannoncer til en og samme afdød er introduceret og bliver ganske almindeligt de sidste årtier af århundredet. Her er det ikke blot forskellige familiemedlemmer, som indrykker særskilt annonce, men eksempelvis også arbejdsplads, kolleger, venner m.m. Især unge menneskers dødsfald kan give anledning til flere annoncer. Denne nye skik med flere annoncer til samme afdøde føjer endnu et aspekt til dødsannoncernes formål. Tidligere var det først og fremmest en meddelelse fra familien om et dødsfald med oplysninger om begravelse. De nye dødsannoncer – indrykket af andre end den nærmeste familie – er en tilkendegivelse af disse menneskers egen sorg over det pågældende dødsfald og deres deltagelse i familiens sorg.

Annoncer fra januar 1950 vidner om endnu en ny skiks fremmarch: Ligbrænding. Og flere af dødsannoncerne er indrammet af en sort sørgerand med et kors. En tradition som bliver dominerende århundredet ud. Og så ser det ud til, at blomster og kranse er blevet en større del af begravelsen. Dels reklameres der direkte for blomster og kranse til formålet og dels er der enkelte dødsannoncer, som nævner blomster og kranse.

Blandt de mere tidstypiske detaljer her midt i det 20. århundrede er, at ved enkelte annoncer over ældre kvinder står ”kære lille mor” og ikke kun som normalt ”kære mor”.

Dødsannoncerne er de første ca. 100 år stort set kun en-spaltede annoncer, men i januar 1960 dukker de første tospaltede annoncer op. De en-spaltede dødsannoncer er dog fortsat normen helt op til slutningen af det 20. århundrede.

 

 

Silkeborg Avis bliver til Midtjyllands Avis, og bliver hele Silkeborg og egnens dagblad. I januar 1990 er noget radikalt nyt indtruffet med hensyn til dødsannoncerne. De har siden 1920’erne haft deres egen rubrik ”dødsfald”, men nu er denne rubrik flyttet fra annoncesiderne til siden eller sektionen ”Navne”. Dødsannonce indgår i avisens navnestof, som også indeholder nekrologer, jubilæer og runde fødselsdage. Navnestoffet bliver markant opprioriteret – det er åbenbart skattet læsestof hos læserne. Tidens trend til at fokusere på det enkelte individ bliver hermed bredt ud til potentielt alle i avisens læserkreds. Tidligere var nekrologer sjældne – i hvert fald over almindelige mennesker. Fra 1980’erne og frem bliver det helt almindeligt. Dødsannoncer og nekrologer kan således spille sammen: Annoncen kan blandt andet indeholde oplysninger om begravelse eller bisættelse, mens nekrologen kan uddybe med livsforløb, arbejdsliv og personkarakteristik.

 

Dødsannoncerne i 1990 har mange fællestræk med de tidligere årtier: Annoncen har normalt en sørgerand med kors, afdøde er normalt ”kære” og kun dødsdatoen er oplyst, meget sjældent fødselsdatoen, profession udelades normalt, og vendingen ”sovet stille ind” eller lignende er fortsat dominerende, selv om der også er eksempler på anvendelse af ordet ”død” eller ”døde fra os” eller er ”pludselig død fra os”. Noget egentlig kristent islæt ved annoncernes tekst er sjældne, men kan forekomme. Og traditionen fra tidligere i århundredet med, at der gives mulighed for at slutte sig til begravelsen to steder (f.eks. fra hjem og ved kirke) er forsvundet – nu foregår det uden undtagelse ved kirken eller krematoriet.

 

*

 

Min kære mand, vor gode far og svigerfar

Knud Helbæk Nielsen

f. 12. dec. 1906 er død i hjemmet den 16. jan. 1990 efter lang tids sygdom

Magdalena Helbæk Nielsen

Carl

Poul og Kate

Benny og Dorthe

Britta og Henning

Begravelsen foregår fra kapellet, Vestre Kirkegård fredag den 19. januar kl. 12.00.

I dyb sorg siger vi tak for alt, han gav os.

 

*

Dødsannoncen over Knud Helbæk Nielsen rummer tradition, nybrud og individuelt særpræg. Traditionen tro nævnes, hvad afdøde er til underskriverne, som noget nyt er anført såvel fødselsdato som dødsdato og som noget særskilt er oplysning om lang tids sygdom og en kort samlet tak for alt, afdøde gav de efterladte. Dødsannoncen vidner også om en overgang mellem en tidligere norm og en kommende norm: Hovedunderskriveren er afdødes hustru, Magdalena Helbæk Nielsen, hvilket fremgår af, at hun er nævnt med såvel fornavn som efternavn. Derimod er børn og svigerbørn kun nævnt ved fornavn. Tidligere har der været mange varianter, herunder efternavn ved underskrivere eller en ”anonymisering” ved blot at nævne dem eksempelvis som ”børn og svigerbørn”. Men en ny norm er under opsejling: At alle underskrivere kun fremstår ved fornavne. Det er tydeligt i år 2000.

 

*

 

Min elskede hustru, vor kære mor, svigermor, bedstemor og oldemor

Jenny Madsen

Er pludselig død fra os.

Et hjerte af guld er holdt op med at slå

To flittige hænder er gået i stå

Skræ den 2. januar 2000

Alfred

Hanne og Flemming

Bente

Ole og Jette

Børnebørn og oldebørn

Begravelsen finder sted ved Thorning Kirke fredag den 7. januar kl. 13.00.

 

*

 

Dødsannoncen over Jenny Madsen i januar 2000 rummer ligeledes gammelt og nyt. Traditionen tro nævnes, hvad Jenny Madsen var i forhold til de efterladte, som indrykkede annoncen. Her dog som ”elskede” hustru og ellers ”kære” mor osv. Men det er i sig selv en traditionel variation i forhold til normen med blot ”kære”. Som noget individuelt er et par sentenser, som signalerer prisværdige egenskaber. Men nok så vigtigt er, at alle underskriverne blot fremstår med fornavn. Denne nye skik er en realitet og bliver den nye norm. Hvad skal man lægge i en sådan ændring? At de efterladte træder et skridt tilbage som mere ”anonyme” eller ens i forhold til den afdøde?

Dødsannoncerne i januar 2000 har rigtig mange traditionelle træk ved sig, som kan følges langt tilbage i tid. Eksempelvis ved, at det fortsat er normen i år 2000 kun at anføre dødsdato og angivelse af begravelse – uden oplysning af alder. Men flere og flere annoncer får alderen med i og med oplysning om såvel fødselsdag som dødsdag. Denne udvikling havde så småt været undervejs de seneste årtier, men var endnu ikke blevet normen i år 2000.

Dødsannoncer i januar 2000 er fortsat gerne med sort sørgerand og et kors. Men der er opbrud, idet korset i flere tilfælde erstattes af et hjerte eller en rose. Denne udvikling er slået helt igennem i 2010. I 2022 (og 2023) er korset ikke normen i tidens dødsannoncer, det er blot en af flere gængse ”mærker” (logoer). Blandt de hyppige tegn/mærker/logoer er i dag hjerte, dobbelt hjerte, rose, due, fugl og træ. Umiddelbart tyder det på, at hjertet har afløst korset som det oftest anvendte ”mærke” (logo). Men først og fremmest er det karakteristisk, at variationen er så stor, blandt de mange enkeltstående og individuelle mærkeringer (logoer) i forbindelse med annoncen kan nævnes: Motorcykel, cykel, fodbold, plov, symaskine, saks og kam, traktor, personbil, lastvogn, brandbil, sejlbåd, jetjager, SIF-logo, fodbold, anker, engel, hjort, kat, telefon eller tro, håb og kærlighed i form af kors, anker og hjerte. Men det mest almindelige er måske dødsannoncer uden egentlig ”logo”, tegn, markeringer.

I døden ser det ud til, at afdødes profession er underordnet – det har været traditionen lige fra de første dødsannoncer til i dag. Angivelse af profession kan bestemt forekomme, men det er sjældent. Og har altid været det. Annoncerne bekendtgør sjældent, at der er sammenkomst efter begravelsen eller bisættelsen – men det forekommer. Omvendt kan man en sjælden gang få oplyst, at bisættelsen slutter ved kapellet – hvilket indirekte indikerer, at mange opfatter det som underforstået, at der vil være en eller anden form for sammenkomst efter bisættelsen. Dødsannoncerne rummer med andre ord fremdeles i al deres kortfattethed et utal af små og hver for sig ubetydelige detaljer, som giver et indblik i tidens forhold til døden og det at tage afsked med afdøde.

 

Dødsannoncerne i dag fortsætter med kontinuitet og forandring. Normen er i 2022, at alderen på afdøde er med i form af oplysning af fødselsdag og dødsdag. Hermed er gjort definitivt op med en tradition om at udelade alder i dødsannoncer, som kan iagttages tilbage til 1930’erne og herefter var normen i 50-70 år. Den afdøde omtales gerne fortsat som ”kære” eller ”elskede”, og dem, som indrykker annoncen fremstår fortsat gerne kun med fornavn. Dødsannoncerne bringes fortsat på avisens sider for navnestof – som med årene er kommet til at fylde ganske meget. Annoncerne er normalt tospaltede og indrammet med en enkelt streg, som dårligt kan opfattes som en egentlig sørgerand som tidligere i dødsannoncernes historiske udvikling.

 

*

 

Vores kære mor, svigermor og mormor

Musse Kerstens

Født 10. august 1922 – død 21. januar 2023

Er død efter et langt og godt liv

Agnethe

Elsebeth

Henrik og Lena

Anders og Christian

Bisættelsen finder sted ved Mariehøj Kirke onsdag den 1. februar kl. 13.00

 

*

 

Dødsannoncen over Musse Kerstens er tospaltet, uden kors eller anden form for ”logo”, med den enkle indramning, indeholder fødselsdato og dødsdato og oplysninger om tid og sted for bisættelsen. De efterladte fremstår som tidens norm tilsiger kun med fornavne, og så er der en personlig oplysning med hensyn til afdødes liv – det har været langt og godt. Et eksempel på såvel kontinuitet som individuelle kendetegn.

 

Dødsannoncer med udtalt kristent indhold er uhyre sjældent i nutiden, men der kan findes enkelte markante undtagelser. Som dødsannoncen over Mette Holst Nielsen bragt i Midtjyllands Avis den 5. februar 2022. Den er unik på flere ledder, herunder størrelsen, idet det er en trespaltet annonce og i omfang cirka tre gange så stor, som normale tospaltede dødsannoncer.

Dødsannoncen er indrammet i tidens tynde indramning og med et lille kors øverst. Ellers er teksten følgende:

 

*

 

Min elskede hustru gennem mere end 53 år, vores søde, dejlige mor, svigermor, mormor og bedstemor. Speciallæge i Psykiatri Mette Holst Nielsen er død efter mere end 12 år med Alzheimers sygdom.

Født 26. februar 1944 – død 1. februar 2022

 

Skønt jeg må som blomsten visne

Skønt min hånd og barm må isne

Du, jeg tror, kan det så mage

At jeg døden ej skal smage

Du betalte syndens sold

 

Ja, jeg tror på korsets gåde

Gør det, Frelser, af din nåde

Stå mig bi, når fjenden frister!

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: Vi går til Paradis!

 

Aksel

Søren og Marianne, Anne, Jakob og Andreas

Trine og Andreas, Esben og Adrian

Rikke og Manuel, Katrine, Christian og Clara

Signe og Søren, Caroline og Carl-Aksel

Lise og Mikael, Line og Anton

 

Begravelsen finder sted fra Silkeborg Kirke lørdag den 12. februar kl. 13.00 med efterfølgende jordfæstelse på Silkeborg Vestre Kirkegård.

I stedet for blomster ville Mette ønske en god gave til

Dansk Europamission, MobilPay 56602, Bank reg. 1471 konto 8082200

Retten til liv, MobilPay 86916, Bank reg. 7625 konto 1359220

 

*

 

Teksten er tidstypisk med hensyn til, at de efterladte kun fremstår med fornavn, også den efterladte ægtefælle, Aksel Holst Nielsen. Men ellers er den unik på flere ledder, herunder at afdødes profession fremhæves. Det er i sig selv yderst sjældent i dødsannoncerne, og endnu sjældnere ved en afdød kvinde. Angivelse af sygdomsforløb er sjældent, men tydeligvis vigtig i denne annonce. De to vers signalerer troen på det evige liv hos Herren, i Paradiset. Det understreges, at der er tale om en jordfæstelsesbegravelse – hvilket i sig selv er blevet noget af en sjældenhed. Og endelig slutter annoncen af med et nærmest ”aktivistisk” ønske om støtte to bestemte (kristent baserede) organisationer økonomisk i stedet for at komme med blomster. I andre dødsannoncer kan man jævnligt møde et ønske om at donere penge til en organisation i stedet for at sende blomster, men det er typisk til en organisation som Kræftens Bekæmpelse. Denne atypiske dødsannonce er en lang understregning af afdødes – og ægtefællens – forankring i et bestemt kristent miljø.

Dødsannoncen blev bragt i navnesektionen, hvor der også var en større nekrolog over Mette Holst Nielsen med fotografi. Og chefredaktør Hans Krabbe inddrog dødsfaldet i avisens leder samme dag under overskriften ”Men størst af alt er kærligheden” med direkte henvisning til Paulus’ første brev til Korintherne, hvor kærligheden omtales således: Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Dødsannoncen over Mette Holst Nielsen kan vække minder om de allertidligste dødsannoncer, og på den måde kan den være med til at understrege, at dødsannoncer ikke kan skæres over en kam. Der er utallige varianter, som på hver deres måde vidner om menneskers forhold til livet og døden.

 

Dødsannoncerne er i dag velkendte, ja så selvfølgelige, at vi næppe lægger mærke til dem. Men de er også underlagt historiske forandringer i stort og småt. For mange er det en selvfølgelig skik og brug ved dødsfald, mens andre fravælger denne meddelelsesform. F.eks. er det iøjnefaldende, at nydanskere gerne undlader at indrykke dødsannoncer. Måske er årsagen, at eksempelvis muslimsk skik foreskriver meget hurtig begravelse, så det ikke giver mening at annoncere herom i et så relativt langsomt medie som avisen. Hvor om alting er, må det understreges, at dødsannoncer ikke er en tradition og selvfølge for alle. Heller ikke i dag.

Dødsannoncer dukkede historisk op i takt med datidens nye medie: aviserne. De trykte papiraviser er i det 21. århundrede under pres, og nye sociale medier presser sig på. Det får betydning for, hvordan vor tradition med dødsannoncer udvikler sig. Historien pågår til stadighed i al sin mangfoldighed.

 

1. På museets hjemmeside – museumsilkeborg.dk – er lagt en række tekster fra udstillingen Elsket og Savnet ud, heriblandt en renskrivning af udstillingens mange mindeblade. I Museum Silkeborg Årsskrift 2022 er udstilling og tema behandlet i artiklen Museum og døden. Om livet med døden af Keld Dalsgaard Larsen. Om mindebladene henvises til: Keld Dalsgaard Larsen: Velsignet være dit minde – om mindeblade på Silkeborgegnen (i Århus Stifts Årbøger 2022)

2. Det er yderst begrænset, hvad der er skrevet om dødsannoncer – deres historie og som historisk kilde. En af de få danske eksempler er: Michael Hviid Jacobsen & Birgitte Holst: De sidste ord – om nekrologer og dødsannoncer før og nu (i Michael Hviid Jacobsen & Mette Haakonsen: (red) Memento mori – døden i Danmark i tværfagligt lys (2008)). Denne artikel tager nok fat på emnet, men er dels så mangelfuld med hensyn til empiri og historisk dybde og dels så forudindtaget i sine formodninger, at de få sporadiske konklusioner gerne er mere misvisende end retvisende.

3. Blikket på dødsannoncens udsagn er mit (min tids), og her har der været en tendens til at fundere over, om selve ordet ”død” har været et ”problem” for vore forfædre. Om man har søgt at undgå ordet ”død”, fordi det på en eller anden facon var tabuiseret. Og denne tanke – at man bevidst har ønsket at undgå ordet ”død” – kan man bestemt nemt få, hvis man kun følger den historiske udvikling fra f.eks. 1910’erne og frem. Her vil man kunne iagttage, at man efter i mange år at bruge ordet fra og med 1940’erne som norm bruger vendinger som ”hensov” ”sov hen” m.m. Men denne nutidige formodning eller hypotese får et problem, hvis perioden fra 1860’erne og frem inddrages – for også i den tidligere periode bruges vendinger, som betyder, at ordet ”død” udgår. Måske er denne distinktion, hypotese, iagttagelse, formodning omkring brugen af ordet døden, noget en senere tid har ”opfundet” og finder relevant, mens det slet ikke har været noget, som har optaget vore forfædre. Dette forbehold må tages, da en langt senere tid sagtens kan fejllæse vore forfædres udsagn.

 

 

Februar 2023