Egenskarakteristiske landhåndværk

En oversigt
Af Keld Dalsgaard Larsen

"SÅ ØDSEL OG DOG SÅ KARRIG"

Med ordene "så ødsel og dog så karrig" kunne J.C. Schythe beskrive Silkeborgegnen i 1843 i sin store afhandling om Skanderborg Amt. Hermed mente han, at naturen nok var storslået og smuk, men jorden var mager og ringe til landbrug.
Skov og hede prægede landskabet, og agerbruget på Silkeborgegnen var ved de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet ringe. Egnen kunne simpelthen ikke brødføde sig selv. Befolkningen var nødsaget til at finde på andre hverv for at skaffe sig en levevej. Det blev til en række egnskarakteristiske landhåndværk i form af træskomageri, hjulmageri, pottemageri og uldbinderi.
Disse egnskarakteristiske landhåndværk har givet Silkeborg Kommune en lidt anden historie end den traditionelle nationale fortælling om "landbrugslandet Danmark". Silkeborgegnen havde en natur, som gjorde det nødvendigt og muligt at udvikle andre erhvervsgrene.
Skoven var grundlag for landhåndværkene træskomageri og hjulmageri og til dels også pottemageriet. Pottemagerne brugte meget træ i forbindelse med brænding af lertøjet. Uldbinderiet er derimod traditionelt forbundet med hedeegnene.
De egnskarakteristiske landhåndværk var ujævnt fordelt ud over den nuværende Silkeborg Kommune. Træskomageriet prægede sognene Them og Linå mod syd og øst, hjulmageriet var især markant i Balle sogn mod nord, mens pottemageriet var centreret i Dallerup sogn mod nordøst. Mod nordvest og nord med sogne som Kragelund, Thorning og Vium m.fl. blomstrede uldbinderiet.

TRÆSKOMAGERI

Træskomageriet var egnens store landhåndværk med udspring i Them og Linå sogn. Træskoegnen rummede andre sogne mod øst, først og fremmest Rye sogn. Træskomageriet i Them og Linå voksede for alvor frem efter år 1800. Der havde nok været træskomagere tidligere, men det var først i 1800-tallet, at dette landhåndværk blev til et stort egnskarakteristisk erhverv.
Træskomagerens råmateriale var bøgetræ. Frisk bøgetræ. Hvis træet var knastørt, var det umuligt at arbejde med. Træskomagerens redskaber var huggeblok, hulestol, tællehest, skotøkse, navere, båndknive og nogle skrabejern.
De store bøgekævler blev skåret op i passende stykker. Træskomagerens arbejdsgang var herefter i grove træk: På huggeblokken blev et bøgetræstykke tilhugget ved hjælp af en lille skævskaftet skotøkse. I hulestolen blev det tilhuggede bøgetræstykke udhulet ved hjælp af en række forskellige navere og skrabejern. Finpudsningen med båndknive foregik ved tællehesten, som træskomageren kunne sidde på, mens træskoen var fastgjort. Til sidst blev træskoene røget for at modvirke revner og råd. Når træskoene skulle til markederne, blev de bundet sammen i simer (reb).
Det krævede ingen stor kapital at erhverve sig disse redskaber. Derimod krævede det en vis kapital at købe træet. Træskomagere, som ikke havde den fornødne kapital til køb af træ, var henvist til at arbejde på halvt hos en fremmed. Normalt anslås en dagsproduktion for en øvet træskomager at være fem par træsko.
Træskomageriet var en helårs beskæftigelse, men mange tog ind imellem andet arbejde. Træskomænd kunne om sommeren ty til at brænde trækul, og træskokarle kunne være forpligtet til at gøre høstarbejde.
Man skelnede mellem træskomænd og træskokarle. Træskomænd var gifte mænd, mens træskokarle var ungkarle. Ved giftermål skiftede man automatisk status fra træskokarl til træskomand. Træskomændene var gerne husmænd med eller uden jord. Træskomændene kunne enten arbejde for sig selv eller arbejde "på halvt" ved en gårdmand. At arbejde "på halvt" betød, at gårdmanden leverede træet til træskomanden, og de delte udbyttet - halvt til hver.
Træskoproduktionen på egnen var enorm. Den officielle statistik anslog i 1838 den årlige produktion til 247.240 par træsko. Amtsbeskrivelsen fra 1843 anser dette tal for alt for lav, idet den formoder, at produktionen nærmere var på en halvmillion træsko på årsbasis. Under alle omstændigheder er der tale om rigtigt mange træsko, som blev "eksporteret" fra Silkeborgegnen og ud til det øvrige Jylland og Danmark.

HJULMAGERI

Hjulmageriet var det mindste af de egnskarakteristiske landhåndværk med tyngdepunkt i Balle sogn. En skildring fra 1802 hævder, at næsten hver anden mand i Balle sogn var hjulmager. Det er nok noget overdrevet, men folketællingerne viser, at der allerede i 1787 var en solid tradition for dette håndværk i sognet. Skildringen fra 1802 nævner endvidere, at afsætningen blandt andet gik til markedet i Skive. Hjulmagerne fulgte altså samme rute som mange træskomagere.
Træskomageriet og hjulmageriet på egnen udviklede sig over tid meget forskelligt. Hjulmageriet i Balle sogn sygnede hen først i 1800-tallet, mens træskomageriet netop på det tidspunkt voksede sig stort. Måske skyldes det, at agerdyrkningen i Balle sogn blev et mere attraktivt erhverv for sognets beboere end blandingsbeskæftigelsen at være landmand, hjulmager og handlende.

SKOVLOVRINGER

Træskomageriet på Silkeborgegnen vandt en plads i de folkloristiske fortællinger med omdrejningspunkt i fænomenet "skovlovringerne". Skovlovringerne var det folk, som kom fra Silkeborgegnen - fra det skovrige Lover syssel - og som var kendt for at være god til tre ting: At gøre træsko, at bjerge træ og drikke brændevin.
Skovlovringerne er eksplicit forbundet med træskoproduktion, men de kunne også gøre så mange andre trævarer, herunder f.eks. hjul. Og det hedder altid "at gøre", når talen falder på landhåndværket. At bjerge træ var at pænt ord for "at stjæle træ" - idet skovlovringerne mente, at skoven sådan lidt var allemandseje. At drikke brændevin var udbredt over det ganske land - så her skilte skovlovringerne sig ikke ud.
De folkloristiske fortællinger om skovlovringerne er folkelige og fornøjelige. Men ikke nødvendigvis sande.

POTTEMAGERI

Dallerup sogn udviklede sig i 1800-tallet til at være "Danmarks pottemageregn" med hensyn til "de røde potter", det blyglaserede lertøj. Dette egnskarakteristiske landhåndværk voksede sig stort i sognets to hovedbyer, Toustrup og Sorring. Sorring blev med tiden synonymt med egnens pottemageri - man talte om "de røde potter fra Sorring".
Pottemageriet i sognet havde aner tilbage fra først i 1700-tallet, men det blomstrede - i lighed med egnens træskomageri - op i første halvdel af 1800-tallet, og fra 1834 og frem til 1901 lå antallet af pottemagere nogenlunde konstant på omkring 40. Pottemagerne var typisk jordløse husmænd.

Pottemageren var en mand, der drejede leret op på en drejeskive. Pottemagernes råstof var en blanding af rødler og blåler. Rødleret fandtes lokalt, mens blåleret skulle køres til sognet, f.eks. fra Galten. Glasurteknikken udviklede sig i løbet af 1800-tallet. Frem til 1880'erne blev "tør glasur" anvendt, idet glasuren i pulverform blev drysset på det let fugtede lertøj. I 1880'erne gik man over til den såkaldte våde glasur, hvilket gav nye muligheder for dekorationer. Lertøjet blev stablet og brændt i en opmuret ovn på ca. 6 kvadratmeter. Pottemageren samlede typisk en måneds produktion sammen til en brænding.
Lertøjsproduktionen i Dallerup sogn var enorm. Statistisk Tabelværk 1842 angiver en årsproduktion i 1838 på 62.450 stykker lerkar. Silkeborg Museum har i en større undersøgelse beregnet, at årsproduktionen i perioden 1834-1901 formodentlig har ligget på mellem 200.000 og 300.000 stykker lertøj.

Handelen med lertøjet foregik ved de såkaldte "potkørere", som med hestevogn bragte varerne til markederne eller direkte ud til kunderne.
Egnens lertøj var meget forskelligartet lige fra små pynteting til store mælkefade. En særlig artikel blev velkendt midt i 1800-tallet, nemlig barselspotterne i deres karakteristiske gullige eller grønlige farve og udsmykket med indridsninger. I slutningen af 1800-tallet blev en ny stor salgsartikel urtepotteskjulere.
 

ULDBINDERI

Sognepræsten Niels Blicher fremhæver i 1795 uldbinderiet på egnen i sin "Topographie over Vium Præstekald". Præsten omtaler tre "binde-herreder", nemlig Hammerum, Lysgaard og Middelsom. Og de bedste bindere fandtes i sognene Vium og Lysgaard. De næstbedste i Almind og Sjørslev. En vis lokalpatriotisme spillede måske ind!
Uldbinderi er et gammeldags udtryk for strikning. I bindeegnene strikkede mænd og kvinder, unge og gamle. Børn blev kendt med bindepindene fra 6-7 års alderen. Og der bindes over alt - under pasning af dyrene på marken, på vej til kirke eller hjemme i stuerne. Niels Blicher omtaler de såkaldte "bindestuer", hvor lokalbefolkningen samles for at strikke om kap. Sønnen St. St. Blicher forevigede bindestuerne og uldbinderiet i novellen E Bindstouw.
Inden for den nuværende Silkeborg Kommune florerede uldbinderiet i følgende sogne i Lysgaard Herred: Thorning, Vinderslev, Levring, Hørup og Sjørslev. Bindeegnen strakte sig også ind i Hids Herred, idet binderiet var udbredt i Kragelund sogn. Thorning var det største bindesogn i den nuværende Silkeborg Kommune.
Bindernes produkter kunne variere, men lokalt drejede det sig især om strømper. Salget skete gennem de såkaldte hosekræmmere.
Uldbinderiets start på egnen er noget uvist, men meget tyder på, at en udvikling satte ind i anden halvdel af 1700-tallet. Altså tidligere end f.eks. landhåndværket træskomageriet. Til gengæld ser kulminationen på binderiet ud til at ske midt i 1800-tallet på egnen.

LANDHÅNDVÆRK ELLER INDUSTRI

De egnskarakteristiske landhåndværk var hovedbeskæftigelsen for udøveren. Fælles for disse landhåndværk var, at der var tale om ufaglært håndværk. Uden læretid, svendeprøve og evt. mesterprøver. Man lærte godt nok hos en udøver i faget, men man blev anset for udlært, når man havde vist sig duelig til faget. Derfor er anvendt begrebet "landhåndværk" frem for "håndværk", da "håndværk" normalt forbindes med faguddannelse.
Kendetegnende for de lokale landhåndværk træskomageri, pottemageri og uldbinderi var, at der er tale om en masseproduktion til et ukendt marked.
Samtiden omtalte det som "industri" eller "hjemmeindustri". I dag forbinder vi "industri" med maskiner - og sådanne tekniske hjælpemidler var ikke involveret i de nævnte landhåndværk. En senere tid har omtalt de egnskarakteristiske landhåndværk som "husflid", men så fortoner den kendsgerning sig, at der var tale om en hovedbeskæftigelse for udøveren.
Landhåndværk, industri eller husflid? Ingen af begreberne er helt dækkende. Men det er vigtigt at understrege, at der var tale om et hovederhverv baseret på masseproduktion af produkter, som skulle afsættes på den nye tids markedsvilkår.

PÅ MUSEUM

Silkeborg Kulturhistoriske Museums to afdelinger - Silkeborg Museum og Blicheregnens Museum - har flere udstillinger, som inddrager de egnskarakteristiske landhåndværk. På Silkeborg Museum kan man se en gammel lerælter fra Sorring, et pottemagerværksted og en stor udstilling af Sorring-lertøj. På Blicheregnens Museum kan man fornemme Blichers bindestuer og uldbinderiets kulturhistorie.
Silkeborg Kulturhistoriske Museum foretager løbende undersøgelser af emnet, og i 2010 er påbegyndt et stort forskningsprojekt om de egnskarakteristiske landhåndværk.

25. juni 2010

Henvisning: Faglige temaer - Egnskarakteristiske landhåndværk