ELLA GRAUTING FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen den 5. marts 1987

Ella Grauting var ansat på børnehjemmet C. Knaps Minde i ca. 40 år fra 1948 og frem. I forbindelse med udfærdigelsen af jubilæumsskriftet ”C. Knaps Minde – et børnehjem og dets børn 1887-1987” (1987) havde jeg en samtale om hendes virke på børnehjemmet.

Jeg startede på Knaps Minde den 1. oktober 1948. Der var plads til 20 børn fra 2 til 18 år, eller til de var udlært. Vi var en kokkepige, to stuepiger og forstanderinden fru Jaede.

Jeg havde set en annonce i Silkeborg Avis, hvor Knaps Minde søgte en stuepige, og da jeg gerne ville have med børn at gøre, søgte jeg stillingen. Nu var det med sådan at skift arbejde ikke lige mig, så min søster fulgte med mig, da jeg skulle til samtale med fru Jaede. Jeg var også lidt nervøs over, at nogle af børnene jo næsten var jævnaldrende med mig selv. Jeg er født i 1928. Fru Jaede spurgte mig ud om min familie, og jeg skulle til helbredsundersøgelse, men jeg blev ikke spurgt, om jeg havde kendskab til børn.

Fru Jaede ville tænke over det, og en dag kom hun over til mine forældre i Alderslyst, hvor jeg boede. Jeg tror nærmest, at fru Jaede kom for at se mit hjem og min familie. Frue Jaede meddelte, at jeg havde fået pladsen.

Som stuepige skulle man lidt af det hele – passe børene, gøre rent, ordne tøjvasken, lappe og stoppe tøjet og så videre.

Vi startede dagen med at dække morgenbord. Klokken 6.45 blev børnene vækket og inden klokken 7 skulle de vaskes og rede deres senge. Og sengene skulle være glatte som spejle, og det var børnene gode til. Kokkepigen stod for morgenmaden, der blev serveret klokken 7. Den bestod af havregrød eller øllebrød, og der stod brød på bordet, hvis man var mere sulten.

Når børnene var taget i skole, fik vi voksne morgenmad, hvor de små så rendte rundt omkring os og legede. Bagefter tog vi fat på rengøringen til klokken 11. Der var megen rengøring. Gulvvask hver dag, paneler skulle vaskes af, badeværelserne, sengene. Jeg tog det ovenpå, og den anden stuepige tog det nedenunder. Det skulle gøres ordentligt, og fru Jaede kunne godt gå rundt med en finger og kontrollere rengøringen.

De små børn legede rundt om os, medens vi gjorde rent. Enkelte hjalp os og gik og sjaskede med en klud. Når vi var færdige klokken 11, gik vi i gang med at lappe og stoppe tøj og strikke trøjer og kjoler til børnene, som de skulle have i julegaver.

Over middag – mellem ca. kl. 12.30 og 13.30 – tog fru Jaede et middagshvil, og når hun kom op, så havde vi andre 1½ times middagspause. Jeg gik ofte over til mine forældre i pausen.

Kokkepigen havde smurt sigtebrød til børnene, som de fik kl. 15 med et glas mælk til. Bagefter var der lektielæsning fra kl. 15.30 til kl. 17.00, og da skulle børnene være i stuen, enten de havde lektie for eller ej, og der måtte ikke siges en lyd. Fru Jaede sad selv inde hos dem, og her kunne hun sidde og ordne regnskab – så slog hun to fluer med ét smæk. Vi andre sad nede i legestuen og ordnede tøj.

Aftensmaden blev delt ud til børnene i portioner, og det foregik gennem en lem fra køkkenet og ind til spisestuen, hvor der var én, der delte maden rundt. Når dette var overstået var der vaskning af børnene, som foregik på samlebånd. Fru Jaede vaskede hoved, og jeg vaskede benene – henholdsvis i sæbespånevand og brun sæbe. Og så var der legetid. Børnene kom vel i seng ved 9-tiden.

Om mandagen havde vi storvask, der tog fra morgenen til klokken 14.30. Så den dag blev der intet middagshvil. Tøjet blev så rullet og strøget om tirsdagen og onsdagen, efter at vi havde gjort rent om formiddagen.

Vi havde også en ret stor have, som vi skulle holde ren, og solbær og ribs, som skulle plukkes. Fru Jaede syltede dem selv. Haven blev ordnet hver fredag og lørdag eftermiddag.

Børnenes arbejde bestod i, at de skulle hugge brænde til fyret og hjælpe med i haven. Hvis der var tid, kunne de også hjælpe til med rengøringen.

Vi boede alle på hjemmet. Jeg delte værelse med den anden stuepige. Jeg havde aldrig før haft eget værelse, så jeg var vældig tilfreds med forholdene. Vort værelse lå ovenpå, og hvis der var noget om natten, kom de ind til os. Andre har også siddet inde hos os og snakket om aftenen, når de andre sov.

På den måde kan man godt sige, at vi aldrig havde fri. Vi havde en ugentlig friaften, og hver anden weekend havde vi fri fra lørdag aften ved klokken 21.30 til søndag aften.

Jeg begyndte med en løn på 150 kr. om måneden som stuepige. Derudover havde jeg kost og logi. Hvis vi fik en årlig lønforhøjelse på 5 kr., så var vi glade for det. En gang kom inspektør Torpe på inspektion, medens fru Jaede var til et Nyborg Strand-møde, da han så, hvad jeg gik og lavede – nemlig alt muligt, sagde han til mig, at jeg kunne få medarbejderløn i min stilling. Det sagde jeg til fru Jaede, da hun kom tilbage. Hun kendte ikke noget til det, og ringede derfor til kassereren, Bundgaard, der heller ikke kendte noget til det. Men så blev det undersøgt, og jeg blev assistent og fik assistentløn. Hvor meget det var, kan jeg ikke huske, men jeg blev rig, kan jeg huske, at jeg følte mig.

Børnene sov på 1. sal. Her var sovesal til 7, 7, 6 og 3. Vi har været helt oppe på 27 børn, hvor de næsten lå på rækker ude på gangen. Men det gik bare. Børnene havde faktisk ikke noget, de kunne kalde deres eget. Der var kun plads til sengene. Efterhånden fik de deres eget skab. Børnene måtte ikke lege ovenpå, det skulle foregå nedenunder.

Børnene var lige så godt klædte som andre, men de var nok mere ens. Selv om fru Jaede forsøgte at klæde dem, så de ikke lignende hinanden. Da jeg startede, havde pigerne forklæder udenpå deres kjoler og sløjfe i håret. Pigerne var ikke alt for glade for det, og når de kom lidt ned af vejen, tog de forklæderne af og puttede dem i skoletasken.

Lørdag aften var den store badeaften. Vi var nødt til at koge vand i gruekedlen i kælderen for at få vand nok, så skulle det bæres op til badeværelset. Efter lørdagsbadningen var der lagt tøj – alt fra inderst til yderst – frem på deres senge. Det skulle række til næste lørdag. De kunne selvfølgelig blive nød til at få rent tøj midt på ugen, hvis det var blevet beskidt. Men så fik de sandelig også skældud.

Jo, børnene kunne selvfølgelig også den gang være uvorne. En aften var børnene gået ned i en have, hvor de havde stjålet nogle pærer. De vendte hjem med lommerne proppet med pærer. Nogle af børnene havde nået at få dem smidt ud på toiletgulvet. De skulle så stå ret for fru Jaede og fortælle, hvor de havde taget pærerne, og så fik de et rap af Fru Jaedes ”lykkestok”.

Hvis vi opdagede, at de havde stjålet, f.eks. noget slik, så gik vi med dem tilbage og afleverede det. Det var de bestemt ikke glade for.

Børnene måtte gerne besøge deres klassekammerater og andre kammerater, og de måtte også gerne få besøg. Men det blev ikke rigtig brugt.

En god jul er der altid blevet holdt på Knaps Minde. I løbet af året havde vi strikket trøjer, sweaters, strømper og vanter til børnene, som de fik i julegave. Den 23. december blev gaverne lagt frem for bestyrelsen, så den kunne se, hvad pengene var gået til. Når bestyrelsen havde set gaverne, fik vi stort kaffebord, hvor børnene også deltog. To af børnene var klædt ud som nisser og kom trækkende med en lille trækvogn, medens de sang: ”Nu er det jul igen..” eller ”På loftet sidder nissen…”. På trækvognen var godteposer, som blev delt ud til alle børnene, når nisserne kom ind til os i legestuen. Klokken 18 var det hele overstået.

Når børnene var kommet i seng, kunne vi begynde at pakke gaverne ind til juleaften. Det tog det meste af natten. Klokken 3 var vi klar til at gå i seng. Næste morgen tog vi fat på juleaftensdag, hvor børnene skulle ud med deres julegaver til familien. Selve juleaftenen blev holdt på hjemmet.

Mange af ”de gamle børn” kom til juleaften på Knaps Minde for sammen med deres egen familie at holde jul på hjemmet, ja 4-5 par har der nok været, der holdt juleaften på den måde sammen med os andre på hjemmet.

Mors Dag blev også festligholdt på hjemmet, og ”gamle børn” kom om morgenen og fik morgenkaffe. De havde så en gave med, og børnene på hjemmet gav også fru Jaede en gave dén dag, og vi fik lidt god mad.

Vi havde bysøndag hver anden søndag. Da måtte børnene komme hjem til pårørende fra kl. 13 til kl. 20, men det var ikke altid, at de pårørende ville have dem, så blev børnene på Knaps Minde. Vi tog så en lang tur til noget, der hed Højborg ude ved Virklund. Vi startede over middag med en rugbrød og en sigtebrød klappet samen, og det spiste vi på en lille café, når vi var kommet derop. Skulle det være ekstra festligt, fik børnene sodavand og et stykke kringle, og de voksne fik kaffe. Men det var nu sjældent, at det skete.

Sidst på sommerferien havde vi en ferietur til Ahl Hage ved Ebeltoft med alle børnene, inden de skulle begynde i skolen. Det var også fordi, børnene skulle ind i hjemmets og hverdagens rytme igen. De havde jo været hjemme ved de pårørende, og her fik de ofte lov til at gøre, hvad de ville, så de var noget kuldrede, når de kom tilbage til Knaps Minde.

Vi holdt børnenes konfirmation på Knaps Minde. De havde lov til at invitere 20 gæster med, hvor så Knaps Minde betalte. Det var nu ikke rart, hvis der var flere konfirmationer på én gang, da forskellen i gavestørrelsen blev åbenlys. Min mor og søster har flere gange været med til konfirmation for at ”fylde op” til de 20 gæster. En enkelt gang har hjemmet også holdt bryllup.

Selv om vi aldrig havde fri så at sige, så synes jeg, at arbejdet var mere tilfredsstillende dengang frem for i dag. Vi kendte børnene mere, og de kendte os – for der var jo ikke så mange voksne. De vidste altid, hvor de kunne få fat på os, og de kendte reglerne. Det var som én stor familie på godt og ondt.

Som stuepige var vi – med et gammeldags udtryk – tyende. Vi måtte ikke vise os. Når det ringede på døren, var det fru Jaede, der åbnede den. Vi måtte ikke. Vi havde heller intet med bestyrelsen at gøre – ud over, at vi skulle sørge for absolut ro, når der var bestyrelsesmøder.

Vi gik tæt op og ned ad hinanden, og vi har også skændtes. Jeg blev på grund af børnene, dem kunne jeg ikke undvære. De skulle jo heller ikke lide under, at vi voksne skændtes.

Nej, meget er blevet anderledes. Også omgangstonen. Den er rent ud sagt forfærdelig i dag. Fru Jaede fandt sig ikke i banden og svaren-igen. I dag kan man sige noget til et barn tre, fire gange og få et beskidt svar tilbage. Det er ikke rigtig mig. Ja, jeg kan godt se, at det lyder som om, at førhen var alt lyserødt. Det var også bedre – mere som en familie.

Måske var det også nogle andre børn, vi havde dengang. Vi havde ofte søskendeflokke, og de blev her også i en længere årrække. Alligevel vil jeg sige, at vi er blevet flere og flere personaler, og den tætte kontakt til børnene er blevet mindre og mindre.

Fru Jaede tog ofte børnene op på skødet og trøstede og kærtegnede dem. Og hun gik hver aften en runde hos de små og satte sig på sengekanten og sagde godnat. Når børnene var syge, lå de også ofte nede hos fru Jaede.

I dag er Knaps Minde efter min mening mere en institution frem for et hjem. Det begyndte så småt ved forstanderskiftet til hr. Larsen i 1969. Ja, ikke sådan at Larsen kom med det, men det var nok tiden. En stor forandring for børnene var, at de til Larsens skulle sige ”plejefar” og ”plejemor”, medens de altid havde kaldt fru Jaede for ”mor”. Den overgang tog hårdt på mange børn.

Også mit arbejde blev anderledes under Larsen. En dag, hvor jeg var i færd med at gøre rent, kom hr. Larsen og tog gulvskrubben ud af hånden på mig og sagde: ”Så, Ella, nu er det slut med dét arbejde”. I stedet skulle jeg gå en tur med de små, hvilket, jeg syntes, var noget underligt noget. Jeg kunne ligeså godt gøre noget praktisk. Jeg følte ikke, at jeg tjente mine penge ved bare at gå ud.

Børnene fik også lov til meget mere under Larsens. De måtte komme ud om aftenen osv. Og de skulle ikke være absolut stille, når bestyrelsen holdt møde. For som Larsen sagde: ”De skulle mærke, at det var et børnehjem”.

Jo, vi har fået større indsigt i det hele. Vi havde aldrig holdt personalemøder under fru Jaede, og hun førte stambog over børnene alene. Nu får vi mere besked og har indflydelse på, hvad der skrives om de enkelte børn. Følelsen af at være tyende er helt forsvundet.

Jeg kan godt føle, at jeg ikke har det samme grundlag, som de andre, der har gået på seminariet. Men – som de siger – jeg har jo erfaringen efter alle de år. Og dagligdagen viser da også, at det ikke er noget problem

Renskrevet 17. marts 2017

Seneste justering 2. september 2017 kl. 15.30