ELLEN KUSKEGAARD FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen den 5. maj 1998

Ellen Kuskegaard var leder af børnehjemmet Solbo i Resenbro i årene 1938-1972. Solbo virkede i årene 1938-1955 som spædbørnehjem og efter 1955 som hjem for handicappede børn.

BAGGRUND

Jeg er født den 12. marts 1906 i Øster Skerning på Sydfyn. Mine forældre havde en gård. Jeg gik i Ollerup Friskole sammen med børn fra Ollerup Børnehjem, og jeg var ofte med hjemme på børnehjemmet, og de besøgte også mig. For mig kom det at være på børnehjem til at stå som det eneste sagliggørende. På et tidspunkt som barn fik jeg endog det ønske, at mine forældre skulle dø, så jeg kunne komme på børnehjem. Det ønske opfyldte de heldigvis ikke, men jeg fik så til gengæld den idé, at jeg ville have mit eget børnehjem, når jeg blev voksen. Og det kom også til at holde stik.

Jeg havde en udmærket barndom og ungdom. Mine forældre ville os det bedst mulige. Vi fik først lov til at komme ud, da vi var 18 år. Jeg ville så gerne på Gymnastikhøjskolen i Ollerup, men det måtte jeg ikke. Min far sagde, at det var ikke en rigtig skole. Så det blev Vallekilde. Men derefter fik jeg en række pladser og sparede penge op, så jeg af egne midler kunne komme på Ollerup Gymnastikhøjskole. Da mine forældre så, at det åbenbart betød meget for mig med gymnastikken, endte det alligevel med, at de betalte. Det har altid været Niels Bukhs gymnastik, jeg har været interesseret i, Snoghøj-gymnastikken sagde ikke mig noget. Jeg har i min tid haft megen glæde af gymnastik, og jeg har ledt meget gymnastik, før jeg kom til Resenbro i 1938.

Det med at komme til at arbejde på et børnehjem har hele tiden ligget i baghovedet. Jeg kom derfor ind som elev på et spædbørnehjem i Kerteminde. Som elev skulle man være på et spædbørnehjem i 1 år, og derefter 1 år på et børnehospital. Jeg kom på Odense Børnehospital, hvor jeg blev i tre år, fordi jeg var glad for at være der, og fordi de var glade for mig. Men jeg fik lyst til at se mig mere omkring, og derfor blev jeg assistent på et børnehjem i København. Men bymiljøet var ikke noget for mig, så jeg tog til Jylland og havde forskellige vikariater rundt omkring.

SOLEBO I RESENBRO

I 1938 blev pladsen på Solbo ledig. Børnehjemmet var oprettet af en sand idealist, fotograf Handberg. Men han var ikke al for god til at få økonomien til at hænge

sammen, og han kunne såmænd være noget svær at komme overens med. Han var imidlertid i den situation, at enten måtte hjemmet lukkes eller også skulle det sælges til anden side. En bekendt af mig, en sygeplejerske, havde fået tilbuddet, men hun var ikke interesseret. Men hun kendte min interesse for sagen, så hun skrev til mig om Solbo. Og det lykkedes altså for mig at købe Solbo af Handberg i 1938. Vist nok for 14.000 kr. som jeg lånte forskellige steder.

Solbo var slet ikke bygget til børnehjem. Det var ganske upraktisk indrettet, men vi var ikke så forvænte dengang, så det gik endda. Når man kom ind i gangen, var der til højre børnenes legestue og videre spædestuen, hvor de mindste sov. Til venstre fra gangen lå spisestuen og videre en gang og køkkenet. På første sal lå min lejlighed med en stue og et soveværelse, vores fælles badeværelse og de større børns soverum. Eleverne sov helt oppe på 2. sal. Vi havde normalt fire elever af gangen. Der var kun én trappe til 1. sal og videre til 2. sal. Min assistent boede i den lejlighed, som Handberg havde haft, før jeg kom til. Handberg kom tit på besøg hos os, men jeg smed ham altså ud fra hjemmet, da jeg kom til.

Af personale var vi mig som leder, en assistent og fire elever, som alle boede på hjemmet. Derudover havde vi koner udefra til køkkenet, vaskeri og rengøring. Eleverne skulle gøre rent hos børnene, men ellers var det rengøringskonen, som holdt hjemmet rent. Personalet havde kun et fælles badeværelse, som også blev brugt som tørrerum om vinteren. Her var en kakkelovn, som blev tændt, når tøjet skulle tørres. Det hændte, at der gik ild i tøjet, der hang til tørre på badeværelset.

Dengang var det en stor skam at få et barn uden for ægteskab. Derfor valgte mange ugifte mødre at få deres nyfødte på et spædbørnehjem. Mange jordmødre tog sådanne kvinder til sig, så de havde et "diskret ophold". Når barnet var født, kom jordemoderen så med det til os. Andre gange var det kommunen eller mødrehjælpen i Århus, som kom med nyfødte til os. Nogle gange så vi aldrig moderen. Andre gange boede moderen hos os, så indgik hun som ulønnet personale. Disse mødre boede gerne på et værelse nær køkkenet. De ønskede at tage barnet hjem til dem selv, når de havde boet en vis tid på børnehjemmet. Når mødrene boede og arbejdede på hjemmet, var opholdet for barnet gratis. Normalt betalte kommunen så for de andre børn. Der kom børn fra hele Jylland.

Spædbørnene skulle også døbes. Nogle gange kom moderen og familien og stod for det, men andre gange var det os på Solbo. Jeg har båret mange over dåben i min tid. Det foregik altid i Linå Kirke.

HVERDAGEN PÅ SOLBO

Dagen begyndte klokken 7. Børnene blev vasket og madet. De store børn på 1-2 år fik om morgenen lige en klud i ansigtet, mens de blev badet om aftenen. De små blev rengjort på et stort bord med madrasser, som var i deres soverum. Ved siden af stod to zink-badekar, hvor de blev vasket. Hvert barn blev vasket i et hold rent vand, og badekarret blev grundig rengjort mellem hver vask. Når børnene var vasket, blev madrasserne på bordet lagt væk, og de større børn fik så morgenmad ved dette bord. De små og store børn spiste hver for sig. De spæde børn fik mælk. Der var faste regler for, hvordan mælken skulle tilberedes, hvor meget det skulle fortyndes med vand alt efter alder. Mælken blev så kogt, hældt på flaske og puttet i køleskab til senere brug. Når børnene var tre måneder, begyndte de at få anden kost f.eks. vælling og kartoffelmos.

De små børn blev f eks. lagt i en art stor kravlegård med rangler og den slags. Eller lagt ud at sove uden for i nogle fine krybber. De større børn havde deres legetøj, klodser og den slags. Vi var ganske godt forsynet med legetøj, synes jeg. Vi havde også en dejlig have, hvor børnene kunne være. Den var indhegnet, så de ikke løb væk.

Der skulle vaskes meget tøj, og det foregik i et vaskehus, som lå i en sidebygning for sig selv. Jeg mener, at det til at begynde med foregik i en gruekedel.

Ved 12-tiden spiste vi igen, og så sov børnene til middag, og personalet fik et middagshvil. Arbejdsdagen var ved at slutte ved 6-tiden, hvor børnene blev lagt i seng. Om aftenen sad vi så gerne og stoppede, strikkede og syede tøj på livet løs. Jeg har syet mange af mine sommerkjoler om til legedragter til børnene. Det var godt bomuldstøj, så det var eftertragtet. Under krigen havde vi så mange dårlige erstatningsvarer f.eks. stof med papir og papirmadrasser. Dette arbejde med tøjet foregik gerne i min stue. Om natten skiftedes eleverne til at være nattevagt.

Det var jo et privat børnehjem, og som sådan skulle det gå rundt. Der var ikke meget at gøre godt med, men det gik endda. Lønningerne var dengang heller ikke så store. Min løn som leder var 150 kr. om måneden. Alligevel var det ikke svært at få elever. Nogle af de unge elever havde af og til mandfolk på besøg, og det var faktisk lidt af et problem. For børnene skulle have ro. Men jeg har nu aldrig forbudt de unge piger at have mænd på værelset.

FRA PRIVAT TIL SELVEJENDE INSTITUTION

Vi handlede hos købmand Sørensen, og jeg mener, at vi købte mælk af mælkekusken fra Voel Mejeri. Under krigen blev alting mere besværligt især med hensyn til tøj og brændsel. Mad havde vi egentlig nok af, fordi vi havde tilstrækkeligt med rationeringsmærker. Jeg husker engang, hvor jeg blev meget vred på en mor, som lige havde adopteret et af børnene. Det var under krigen, hvor det kneb med transportmulighederne. Adoptivfamilien havde derfor spurgt, om jeg ikke kunne bringe barnet ind til dem i Silkeborg. Jeg tog derfor toget her fra stationen. På stationen i Silkeborg var moderen der også, og det første, hun sagde nærmest henvendt til barnet, var: "Har du rationeringsmærker med". Det var lige før, at jeg havde taget barnet med tilbage.

Jeg blev godkendt til at ordne adoptioner. Mange henvendte sig til os for at høre, om der var et barn, de kunne adoptere. Sådanne forældre kom ud på hjemmet, hvor vi havde en snak. En sådan samtale gav også et indtryk af forældrene som mennesker.

Under krigen fik vi rigtig mange spædbørn. Tyskerbørn. Efter krigen var det som om, at spædbørnene helt forsvandt. Børnene kom gerne fra en jordemoder, og hun må vel have fortalt, at der var tale om et tyskerbarn. Vi så dog også en del mødre til disse børn. Der blev en voldsom overbelægning i dette tidsrum. Når inspektionen i form af fr. Damgaard Thygesen kom på Silkeborg-kanten, ringede de forskellige hjem til hinanden: "Hun kommer, hun kommer". Og så var det med at få nogle af personalet ud at gå med nogle af børnene. Vi havde en større vogn til de lidt større børn, mens vi ikke havde barnevogne til spædbørnene.

Efter krigen blev mange spædbørnehjem nedlagt. Det var også sket for Solbo, hvis ikke vi havde bygget det nye hus i 1950.

Stationsforstanderparret Nielsen havde købt grunden, så de kunne bygge hus her, når hr. Nielsen gik på pension. Han døde imidlertid før, det blev aktuelt. Af og til har jeg den fornemmelse, at nogen hjælper en på ens vej i livet. Selv den skrappe Damgaard Thygesen var inde på det ved at sige til mig: "Der må være en god ånd, der råder over Solbo, ellers kunne det her aldrig gå". Og på et tidspunkt slog det mig, at når Nielsen var død, kunne jeg måske købe grunden. Og jeg gik til fru Nielsen og forelagde hende sagen. Hun ønskede at snakke med sine børn om det. Og da de heller intet havde imod salget, købte jeg grunden for 2.000 kr. Der var ingen tvivl i mit sind om, at jeg gjorde det rigtige, og det blev også det, som reddede Solbo. Det gamle børnehjem var så gammeldags og elendigt, at det slet ikke kunne blive ved med at gå. Børnehjemmet flyttede så over i de nye bygninger i 1950. Personalet boede fortsat på hjemmet. Jeg glemmer aldrig, da jeg kunne åbne op til mit helt eget badeværelse med toilet og badekar kun til mig selv. Eleverne boede ovenpå. Vi havde fortsat hjælp fra koner ude i byen: Voergård i køkkenet, fru Thomsen i vaskeriet og Ruth Madsen til rengøringen.

I forbindelse med flytningen overgik hjemmet til at blive en selvejende institution. Det var også en simpel nødvendighed, ellers kunne vi slet ikke have skaffet midlerne til byggeriet. Det gamle Solbo blev i første omgang solgt til sagfører Neergaard Jessen, som købte det til præstebolig til sin nevø, som var præst i Linå. Senere købte Lisbjerg det, og huset blev et anneks til Rødegård. Og i dag er der så forretning.

Vi havde et udmærket samarbejde med andre institutioner. Mine elever blev undervist af læge Dahlerup sammen med elever fra Søfryd, Husholdningsskolen og Vangen. Vi var ikke at betragte som konkurrenter. To gange om året var vi på kursus - et på Nyborg Strand og martsmødet i København. Det var begivenheder, vi så meget frem til. Frk. Nordam fik jeg også et godt forhold til efter en tid. For hun havde nok regnet med, at hjemmet havde været nødt til at lukke, da hun rejste væk. Men sådan gik det jo ikke, da jeg overtog det efter Handberg.

Jeg fik selv to adoptivbørn, Per og Annemarie. Det var børn, som kom på hjemmet. Annemaries mor turde ikke fortælle hjemme, at hun havde fået et barn. Så kom jeg til at sige, at så kunne jeg da få barnet, og til min store overraskelse sagde moderen ja hertil. Mine to børn boede hos mig i min lejlighed. Jeg har aldrig været gift, men blev kaldt for "fru" af hensyn til mine plejebørn.

HANDICAPPEDE BØRN

Direktoratet bestemte i 1955, at Solbo skulle ændres fra at være et spædbørnehjem til at tage sig af handicappede børn. Det var en stor omvæltning og svær overgang, men jeg blev meget glad for disse børn. Det svære var, at de var så meget større og ældre, end de 0-2-årige, som vi hidtil havde haft. De handicappede børn var normalt i alderen 3-8 år, men vi har da haft en enkelt helt frem til konfirmationsalderen.

Vi mødte også tit forældrene til de handicappede børn. Nogle forældre så vi aldrig. Der var nogle, som ikke kunne klare at have et handicappet barn, og det må man ikke bebrejde dem.

De handicappede børn krævede meget ordnede og kendte forhold. De kunne blive meget ulykkelige, hvis der skete for store forandringer. Det er meget forkert at flytte fra børnene. Det er jo ikke et hjem, når der ingen bor der. Så er det bare en institution. Kirsten – som blev konfirmeret på hjemmet – kunne gå helt amok, hvis hun så, at jeg gik hen til stationen for at tage toget til Silkeborg. Hun var bange for, at jeg rejste for stedse. En anden gang kom en fra personalet, efter at jeg var gået i seng, og sagde, at jeg måtte komme hen til Kirsten, for en havde bildt hende ind, at jeg var død. Jeg stod så ud af sengen og beroligede Kirsten med, at jeg skam ikke var død. Kirsten døde som 16-17-årig, og jeg sad hos hende på hospitalet, da hun døde. Jeg tror såmænd ikke, at hun var klar over, at hun skulle dø.

Selv i de nye omgivelser havde børnene ikke hvert deres værelse. Det kom først

senere. Men der var langt mere plads. En gang om måneden kom lægen og efterså børnene. Vi havde et egentlig lægerum til formålet. Børnene havde selvfølgelig også deres legetøj. De kunne ikke spille kort eller terningerne og den slags, men så havde de deres klodser og biler osv. Børnene kunne også godt lege lidt sammen. Jeg synes aldrig, det har været et problem at kommunikere med de handicappede

børn.

De handicappede børn gik i skole i Silkeborg. De blev kørt til skole i bus. Men jeg

havde en overgang tre drenge og en pige, som simpelthen var fejlplaceret. Der skete mange fejlplaceringer dengang, og det skete, fordi børnene fra spædbørnehjemmene blev intelligenttestede, når de skulle udskrives som 2-årige. Dengang var det nemlig sådan på spædbørnehjemmene – også på Solbo dengang – at børnene skulle være rene, have den rigtige mad og så ro, ro og atter ro. Man måtte ikke tage om dem, og børnene blev slet ikke stimuleret på hjemmene. Nogle børn kunne derfor ikke bestå intelligensprøven som 2-årig, men de kunne blomstre op, hvis de ellers kom i de rette omgivelser. Da jeg blev opmærksom på mine fire fejlplacerede børn, gik jeg til lærer Laursen i Resenbro Skole og spurgte, om de børn ikke kunne gå hos ham. "Kom bare med dem" sagde han, selv om han egentlig ikke måtte. Og hvor blomstrede de op og udviklede sig ved at gå i en rigtig skole og lege med normale børn. Og deres skolekammerater kom også her på hjemmet. Hvis de så kom op at slås på Solbo, sagde mine børn: "Kan I så gå hjem, det her er vores børnehjem". De tre drenge gik også til dans hos fru Lund. En dag fortalte fru Lund mig, at en af de andres mødre havde sagt: "Hvilket slot her i omegnen kommer de tre drenge fra" med henvisning til, at de altid var så pæne i tøjet. Det var helt sjovt, og vi gjorde bestemt også noget for, at børnene skulle være pænt klædt på.

På et tidspunkt foreslog en børnehavelærerinde – som selv elskede at ride på hest – mig, at børnene burde prøve at ride. Det vakte stor forargelse rundt omkring, men børnene var meget glade for det, og det med ridning fortsætter de med den dag i dag.

En overgang var vi hver sommer 8-14 dage ved Bønnerup Strand, hvor en privatmand lånte os en bolig. Alle var med, børn og personale.

Med tiden flyttede eleverne og assistenten væk fra Solbo og ind i deres eget ude i byen. Derved blev der rum ledig til, at børnene kunne få deres eget på 1. sal. I begyndelsen havde eleverne lyseblå uniformer og slør, fint skulle det jo være. Senere også i det nye Solbo havde eleverne uniformer dog i en lidt anden udformning med striber.

Der er sket rigtig meget på Solbo i min tid, og også meget siden jeg holdt op i

1972. Og det glæder mig, at den gode ånd stadig hersker på Solbo, og det går så godt.

5. september 2017