ELSE SKJÆRRIS FORTÆLLER

Samtale med Keld Dalsgaard Larsen

Jeg er født i 1946 og vokset op i Vinderslev på en mindre landejendom. Mine forældres landbrug var på 24 tønder land, og det kunne en familie leve af dengang. Vi var tre døtre, og jeg er den mellemste. Som 16-årig kom jeg i lære i Midstrup Brugsforening, en lille landbrugs. Efter den fireårige læretid blev jeg så ekspedient og fik arbejde i en HB-brugs i Aarhus. Børge og jeg blev gift i 1967, og vor søn Kim kom til verden i 1968. Med et spædbarn ville jeg gerne have arbejde tættere på hjemmet i Silkeborg. Det lå slet ikke i kortene, at jeg skulle opgive at arbejde og i stedet for blive hjemmegående husmor. Det havde vi ikke råd til. Børge arbejdede på Silkeborg Papirfabrik, og han spurgte så salsmester Henrik Boris, om jeg kunne komme ned at arbejde på fabrikken. Og det kunne jeg uden problemer. På den måde begyndte jeg min karriere på Silkeborg Papirfabrik den 17. marts 1969.

Den første dag var noget af en prøvelse. Jeg kom ind på papirsalen, hvor der stod nok over hundrede kvinder og sorterede. Her fik jeg udleveret en stak papirer på 500 ark, som jeg skulle lære at sortere i. Om og om igen. Hele arbejdsdagen. Man skulle have et tag med at sortere. En ældre oversortererske kom af og til forbi for at se, om jeg greb arbejdet rigtigt an og gav mig så nogle anvisninger. Men kedeligt var det. Da jeg kom hjem, må jeg have brokket mig, for Børge sagde, at jeg da bare kunne sige op næste dag. Men det syntes jeg dog var for nemt. Jeg måtte give det en chance. Og så blev jeg på Silkeborg Papirfabrik i 31 år frem til lukningen i 2000.

Den første måned eller to var jeg på papirsalen og sorterede sammen med alle de andre piger. Det gik uden problemer. Man skal selvfølgelig altid lige falde til og ind i jargonen, men det følte jeg ikke som noget problem. Folk var generelt flinke, og ellers kunne man lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet. På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg kunne have lyst til at komme ned til pakkemaskinen, til Pemcopakkemaskinen. Måske har de tænkt, at hende Else ser stor og stærk ud, så hun må kunne klare det arbejde. Jeg sagde ja, og var så her i mange år. Papirsalen var på 1. sal, mens pakkeriet var i kælderen. Vore overordnede var Henrik Boris som salsmester og så værkførerne Helmer Jensen og Helge Hansen.

Vi kom i fagforening med det samme. Formanden Willy Christiansen gav en rundvisning på fabrikken, hvor vi kom rundt alle steder, så vi kunne få en fornemmelse af hele produktionsgangen. Men ellers passede vi så at sige os selv. Børge arbejdede i hollænderiet ved pulperen i den anden ende af fabrikken, og det var en hel anden verden end der, hvor jeg var. Man kan ikke sige, at vi sådan i det daglige havde noget med de andre afdelinger at gøre. På et tidspunkt var jeg vist også tillidskvinde. I hvert fald kan jeg huske, at jeg deltog i et stort Samarbejdsudvalgsmøde på Nyborg Strand.

Jeg har aldrig tænkt på, om jeg gik fra noget ”finere” som ekspedient og til noget ”mindre fint” ved at blive papirarbejder. Det var bare praktisk for mig og min familie. Børge havde skifteholdsarbejde i hollænderiet, så vi kunne køre sammen hver tredje uge, når han havde dagtur. Godt nok skulle han møde kl. 6 til morgenvagten, mens jeg skulle møde kl. 6.30. Men det gjorde mig ingenting, jeg var glad nok for at komme i god tid. De andre uger havde jeg bilen, da jeg skulle køre Kim til dagplejemor. Børge tog så knallerten, når han havde eftermiddagstur eller nattur.

I pakkeriet var vi fem kvinder. Vi stod to og to ved to borde. Vi stod overfor hinanden ved bordet og pakkede papiret. Vi startede med at lægge en stak omslag på bordet – gerne en stor stak – og så stod stakken med papir på en anordning, som vi kunne hæve ved en pedal i gulvet. Vi to ved bordet tog så – ved de større kvaliteter – og trak papirstakken over på omslaget, lagde et dækark oven på, slog så omslaget sammen og satte et klisterbånd på. De to ved bordet slog hver en side af omslaget om. Herefter blev det indpakkede papir skubbet hen til den femte kvinde, som fordrede pakkemaskinen til den afsluttende indpakning. Herefter tog en mand fra og kørte pakkerne hen til etikering. Etikeringen stod en kvinde og en mand for. Pakkerne var på maksimal 500 ark papir. Ellers kunne det være 100 ark eller 250 ark. Ved de mindre størrelser var der to stakke på løfteanordningen. Klisterbånd og dækark var over bordet, så vi nemt kunne tage det.

Vi fem ved pakningen var på akkord, og vi var alle helt på det rene med, at vi var der for at tjene penge. Der blev knoklet, og det krævede en god fysik at tage de mange løft. Vi var nogenlunde jævnaldrende og flere af os havde småbørn, så vi havde mangt og meget at snakke om. Vi kunne også lave fis og ballade og komme med frækheder, men det var i al godmodighed.

På en fabrik skal man ikke være nærtagende, og man skal også være indstillet på at give svar på tiltale. Det var så at sige jargonen, som man skulle falde ind i. Jeg mindes ikke papirfabrikken som en speciel ”mandearbejdsplads”. Jargonen var overalt nogenlunde den samme. Hvis mændene var for rapkæftede, så fik de blot tilbage med samme mønt. Det var ikke noget, vi tænkte over. Øgenavne var udbredt på fabrikken. Min mand Børge blev kaldt for Hunden, da han altid var så nysgerrig. Niels Andersen hed Dazia Niels, Margit Maggi Duddi og en gik under navnet Fedtmule.

Vi havde en fast middagspause, hvor man kunne spise i kantinen. De øvrige pauser tog vi, når det passede ind i vor arbejdsrytme. Vi kunne så sidde med et striktøj og snakke om, hvad der nu faldt os ind. Vi kunne godt gå fra pakkebordet og på toiletet, så tog den anden blot over i den tid. Det var almindeligt på salen, at pigerne gik sammen ud på toilettet, når der skulle ryges. Fyraften for os dagarbejdere var kl.15.30, som jeg husker det.

Manden, som kørte pakkerne væk, holdt regnskab med, hvor mange pakker, vi havde ordnet i løbet af dagen, og på den måde kunne vi regne ud, hvor stor en dagløn, vi havde opnået den dag. Vi var fokuseret på at tjene penge, så det kunne være trælst, hvis der kom en afløser, som ikke rigtig kunne falde ind i arbejdsrytmen. Blandt mine kolleger kan jeg huske Margit Hansen, Jenny Kofod og Anna Jakobsen. Peter Nielsen var ham, der i mange år tog fra og kørte pakkerne på paller ud til etikkering.

På et tidspunkt fik fabrikken en sorterklippemaskine. Kvindernes manuelle sortering bortfaldt hermed. Det kom til at betyde, at vi ved pakningen af og til måtte gribe ind, hvis vi fandt noget dårligt papir, som klippemaskinen havde ladet passere. Vi skulle være mere opmærksom.

Kvinderne kom også til at stå ved enkelte af maskinerne, f.eks. den nye sorterklipper. Et af vagtholdene bestod af tre piger. Kvinderne kom også til at køre truck på fabrikken.

Det kunne hænde sig, at vi i pakkeriet blev spurgt, om vi kunne tage noget overarbejde – f.eks. en lørdag – på papirsalen, hvis de var bagefter. Det gav jo også gode penge. Jeg har afløst forskellige steder og derved prøvet f.eks. håndpakning, etikering, A4-indpakning og værdipapirsortering.

Børge og jeg byggede hus i Voel i 1974. Jeg mener, at Silkeborg Papirfabrik bidrog lidt i den forbindelse. Papirarbejdere var kendte for ekstraarbejde, og Børge havde i mange år en tjans med at lægge rottegift ud i Gjern Kommune. Børge var ansat i et privat firma, Mortalin, som havde opgaven for kommunen. Han skulle to gange om året rundt til ejendommene og tjekke, og ejeren skulle kvittere, at Børge havde været på inspektion. Hvis der var nogle, som havde rotter, var det også Børges opgave at lægge rottegift ud. Vi havde masser af rottegift på loftet i hjemmet. Og bilen blev farvet blå af giften.

I mange år havde vi også et stykke jord oppe ved landevejen lige uden for Voel. Her dyrkede vi jordbær og kartofler. I jordbærsæsonen tog vi efter arbejde straks ud for at plukkede og pakkede jordbær, som vi så solgte fra en bod ved landevejen. Vor søn Kim bryder sig den dag i dag ikke om jordbær – dem har han fået alt for mange af i barndomshjemmet.

Vi kunne i praksis få udleveret det papir, vi ønskede på fabrikken. Og det benyttede jeg mig af til at få karton til papirklip. Jeg har gennem alle årene lavet papirklip. F.eks. en Silkeborg-uro. Det tog om sig, så jeg også solgte de her papirklip. Fabrikken købte dem også af mig, når de skulle sende en speciel gave til en kunde eller andre. Jeg har også lavet invitationskort osv. Nede ved sorterklipperen var der en hel væg med papirklip, som var klippet mellem år og dag.

Familielivet bar selvfølgelig præg af vort arbejde på fabrikken. Børge var i mange år på skifteholdsarbejde, og det må den øvrige familie så indpasse sig efter, når der skulle soves om dagen. Jeg tog mig af hjemmet, rengøring, tøjvask og madlavning. Og hvis der skulle males eller tapetseres, så hang den også på mig. Da børnene var mindre, bragte jeg børnene hen til en hjemmegående husmor, som så sørgede for, at de kom i skole.

Overgangen fra papirarbejder til funktionær kom lidt tilfældigt. Den tidligere overværkfører Leo Nielsen blev syg og døde. I den forbindelse blev jeg spurgt, om jeg kunne tænke mig at blive værkfører. Det skulle jeg lige tygge på. Men jeg besluttede at prøve det. Også selv om det ville give nogle blikke hist og her. Jeg besluttede mig for, at jeg til stadighed ville være den samme Else som hidtil. Jeg kunne fortsat tage en kost og rydde lidt op eller tage trucken for at flytte nogle paller. Hjælpe lidt til. Også selv om nogle blandt papirarbejderne ikke mente, at det var en opgave for en funktionær. At det var deres arbejde. Men det var min måde at være funktionær på.

Selvfølgelig skal man passe på, hvad man så går rundt og siger. Selv om vedkommende forsikrer, at det bliver mellem os, så er realiteten gerne en anden. Man skal derfor aldrig sige mere, end man vil stå ved i en hver situation. Generelt var forholdet mellem arbejdere og funktionærer godt.

Som værkfører fik jeg værdipapirsorteringen under mig. Den foregik i den bygning, vi kaldte for Efterlimeren. Det var lukket område, og der var kontrollanter, ældre papirfunktionærer, der blev kaldt ind. Kontrollanterne skulle blandt andet sikre, at ingen uberettiget kom ind i lokalet. I Efterlimeren var der 8-10 kvinder, som sorterede, en skæremaskine som var betjent af en mand og så to håndpakkere. De to piger, som håndpakkede, hjalp hinanden ved at stå overfor hinanden ved et bord. Pakningen sluttede af med, at de påsatte to oblater, som var en garanti for, at pakken ikke havde været åbnet. Det pakkede papir blev pakket i trækasser, som fik et stålbånd omkring og et rigtigt laksejl til forseglning.

Skæremaskinen i Efterlimeren sørgede for, at papiret blev renskåret på alle fire sider. Nogle værdipapir skulle have det ene hjørne klippet af, så trykkeren kunne være sikker på, at papiret lå rigtigt ved trykningen.

I Efterlimeren var der også en kalander og et limbad. Pengeseddelpapiret kom over til os i ruller, og her skulle det så igennem kalander og limbad. Dette papir blev transporteret til København i ruller til trykning. Vi havde en lokal vognmand – jeg mener, det var Elling & Søn – som havde en specialvogn med lås, som transporterede papiret til København. Transporten var omgærdet med en del hemmelighedskræmmeri, f.eks. hvornår vognmanden tog færgen til Sjælland.

Værkføreropgaven var bestemt spændende. Her fik jeg jo indflydelse på den helt konkrete tilrettelæggelse af arbejdet. Jeg har været inde på fabrikken på lørdage for at tænke over, hvordan en ny maskine skulle placeres, så den passede bedst muligt ind i produktionsgangen. Papirfabrikken kom således til at spille en endnu større rolle for mig. Det bemærkede familien også. Til vort sølvbryllup i 1992 var der en sang, hvor der i et af versene stod, at jeg var gift med papirfabrikken. Også mere end Børge, skønt han også var blevet funktionær, som pladsformand.

Med funktionærstatus fik jeg en pensionsordning. Det havde jeg ikke som papirarbejder. Funktionærerne havde egne arrangementer, som vi selvfølgelig deltog i. Og jeg var også med på en ”tøsetur”, som de ansatte kvinder på kontoret holdt. Da jeg var den eneste kvindelige funktionær ude på fabrikken, blev jeg inviteret med. Det var en hyggelig tur ud til Skyttehusets Camping med madkurv og det hele.

Generelt synes jeg, at Silkeborg Papirfabrik var en rigtig god arbejdsplads. Både som papirarbejder og som værkfører. Udviklingen betød, at arbejdet blev lettere. Maskinerne overtog det tunge arbejde. Vi var også med på teambuildingskurser og fik kurser i at løfte rigtigt o.s.v.

Jeg har været ansat under mange fabrikschefer. Under Frederik Olsen, Maglegaard Andersen, Finn Henrik Hansen, Kjeld Andersen og de efterfølgende. Frederik Olsen var jo i mine øjne en gammel sirlig mand, og han havde sin runde på fabrikken. Finn Henrik Hansen var noget for sig selv, ung, høj og slank. Men vi havde lidt svært ved at greje ham. Fabrikken har været ude i mange fyringsrunder, og vi har bestemt været bekymret flere gange, om fabrikken ville overleve. Når Børge og jeg begge var ansatte på fabrikken, ville en lukning ramme ekstra hårdt. Det var noget, som optog Børge. Vi skulle indrette vor økonomi på, at vi kunne klare os med to understøttelser.

Med skam at melde tænkte jeg slet ikke på at skifte arbejde, mens jeg var på Silkeborg Papirfabrik. Jeg havde det jo godt. Det var først, da fabrikken lukkede i 2000, at jeg var tvunget til at finde på noget andet i en alder af 54 år. Først tænkte jeg på at fortsætte på fabrik, og kunne være kommet ind på Grundfos, men da det kom til stykket, var det alligevel ikke sagen. Til gengæld havde jeg en eller anden gammel drøm om at køre bus, så gennem fagforeningen tog jeg et stort kørekort. Og jeg var så utålmodig, at jeg tog det i Horsens i stedet for at vente til, der blev plads her i Silkeborg. Jeg fik arbejde med det samme hos Erlings Busser, hvor jeg var i ni år, hvorefter jeg kom op på Dybkær Specialskole at køre med skolebørn de sidste 11 år.

Når jeg tænker tilbage, så har mit arbejdsliv jo været meget varieret. Men sådan har jeg slet ikke tænkt på det, mens det stod på. Det ene tog blot det næste. Jeg har ikke oplevet det som store og drastiske skift at komme fra et mindre landbrug, været inden for brugsforeningerne i små 10 år, været 31 år på Silkeborg Papirfabrik, små 20 år som arbejder og godt 10 år som funktionær for til sidst at være buschauffør i 20 år. Jeg føler, at jeg har været den samme Else hele vejen igennem – og min opvækst på landet har åbenbart givet en solid ballast til et sådant arbejdsliv.

Men nu er det slut. Som 74-årig blev jeg definitiv pensionist. Jeg bor fortsat i vort hus i Voel. Børge døde i 2011, men jeg siger altid, at jeg skal bæres herfra. Jeg har masser af interesser. F.eks. min have. Jeg strikker og hækler. Og jeg er begyndt at male. Så tiden kan hurtigt få ben at gå på.

Samtalerne fandt sted i 2020

Stikord: Silkeborg Papirfabrik, papirsortering, efterbearbejdningen og værkførerarbejdet, blandt andet med efterbearbejdning af pengeseddelpapir. Tiden ca. 1969-2000.

August 2021