FRA ASYL TIL DAGINSTITUTION

Om børnehavernes historie i Silkeborg

Af Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg kunne i 1996 fejre 150 års jubilæum, og Silkeborg Museum var på mange ledder og kanter involveret i jubilæet. Blandt meget andet ved udstillingen ”Fra asyl til daginstitution i Silkeborg” i Torvecentret. I forbindelse med udstillingen skrev jeg en oversigtsartikel om emnet, som blev bragt i Midtjyllands Avis 9. oktober og 10. oktober 1996. Artiklen gengives her i justeret form og med et lille historisk tilbageblik anno 2017.

ANDRES BØRN

Silkeborgs ældste børneinstitution er Dronning Louises Asyl, der åbnede den 14. januar 1864. Baggrunden for dette asyl var bedrestillede silkeborgenseres bekymring over arbejderfamiliernes (manglende) omsorg for deres børn, når begge forældre gik på arbejde. En kvindekomité begyndte derfor i november 1863 en indsamling med henblik på oprettelsen af et børneasyl.

I et opråb i Silkeborg Avis den 16. november 1863 beskrives behovet således:

”Handelspladsen er nemlig for størstedelen beboet af unge mennesker, hvis børn endnu er små, og blandt de ubemidlede familier, navnligen fabriksarbejderne og arbejdsfolk, er det i regelen tilfældet, at forældrene den største del af døgnet nødvendigvis må være fraværende på arbejde, mens børnene imidlertid er overladt til sig selv, eller i det heldigste tilfælde er anbetroede ældre søskendes tilsyn, som kun kan være ufuldkomment og give anledning til mange misligheder, ja endog som vi flere gange har set, kan afstedkomme ulykker”.

Kvindekomiteen ønskede derfor at oprette et asyl, hvor børnene kunne blive passet og beskæftige sig med lidt let arbejde, f.eks. strikning og lidt undervisning, blandt andet i bibelhistorie. Asylet var beregnet til 30 børn i alderen 2 til 7 år.

Komiteen henvendte sig til Dronning Louise med ønsket om at opkalde asylet efter dronningen. Dronningen gav den ønskede tilladelse og tilmed en gave på 100 rigsdaler.

Arbejderfamilierne i Silkeborg må have set med forundring på denne velvillige omsorg. Hvad skulle man mene? Den første reaktion var en vis reservation, og ved åbningen var der kun indskrevet 15 børn. Børnetallet steg dog i 1864 til 24. Tilmed døjede asylet med en del forsømmelser og udeblivelser.

Men asylet var blevet en realitet, og komiteen så lyst på fremtiden:

”Der er således det bedste håb med hensyn til dette lille asyls fremtid, hvis tilværelse her på stedet, hvor der er en så talrig arbejderklasse, sikkert vil blive rig på velsignelse” (Silkeborg Avis 30.12.1864).

Asylet og kvindekomiteen havde den store glæde, at dronning Louise besøgte asylet under det kongelige besøg i Silkeborg i 1865.

ASYLMODER

Asylet blev ledet af en asylmoder, som i 1868 fik en årsløn på 60 rigsdaler og formodentlig fri bolig og brændsel. I året 1868 oplyses, at der var indskrevet 32 børn i vinterhalvåret og lidt flere i sommerhalvåret.

Asylets økonomi var baseret på kvindekomiteens årlige pengeindsamling op mod jul. Dronning Louises Asyl i Silkeborg var et typisk eksempel på det 19. århundredes filantropi anført af ressourcestærke kvinder fra det bedre borgerskab.

GUD TIL ÆRE, DE SMÅ TIL GAVN

Asylet måtte de første 15 år klare sig med lejede lokaler. På dronning Louises fødselsdag den 7. september 1879 oprandt det store øjeblik, hvor grundstenen til asylets egen bygning i Tværgade 8 blev lagt. Bygningen er for længst væk og erstattet af andet byggeri i Tværgade. Men grundstensdokumentet findes endnu, og det indeholder en lille sentens, som rummer grundlæggernes tanke bag asylet: ”Gud til Ære, de smaa Børn til Gavn”. En ny epoke kunne begynde for byens børneasyl.

I asylets protokol 1888-1924 kan vi få et vist indtryk af institutionens organisation og virke. Komiteen holdt normalt kun to ordinære møder om året, og der ser ikke ud til at have været de store forhandlinger under møderne.

Årets to helt store begivenheder var dronning Louises fødselsdag den 7. september og julen. På dronningens fødselsdag fik børnene en festmiddag, og om eftermiddagen vandrede de ud til Lunden og fik chokolade. Til jul fik børnene også en festmiddag – grød og æbleskiver – og gaver. Et år fik drengene et flag og pigerne en dukke. Komiteens kvinder havde tradition for til jul at anskaffe stof, som man fik syet om til tøj til børnene.

På et møde i 1889 besluttes, at asylmoderens lejlighed skal ferniseres, roser plantes og en barnegynge opføres i haven.

Asylmoder madam Hast fratrådte sin stilling i 1888, og Sine Hansen tog over med en prøvetid på et halvt år. Enkefru Wahl blev asylmoder fra 1. maj 1895, og ved hendes ansættelse præciseres en række forhold: Lønnen er 250 kr. årligt, fri bolig, brændsel og lys. For rengøring ydes en årlig løn på 50 kr.

Dr. Louises Asyl i Tværgade
 

DEN FRØBELSKE METODE

Der havde tidligere været tradition for, at børnene i tre vintermåneder fik varm mad. Det erstattes på et tidspunkt af en pægl varm mælk i de seks vintermåneder. Endvidere nævnes lidt kryptisk:

”Vedrørende inspektionen fra damernes (komiteens medlemmers) side, vedtoges, at hver dame, der udebliver sin bestemte dag, ligegyldig med hvilken som helst forhindring erlægger i mulkt (bøde) 5 øre, som afkræves af asylmoderen”.

Denne passus kunne tyde på, at komiteens kvinder på skift var forpligtet til at hjælpe asylmoderen, f.eks. i forbindelse med uddeling af mad eller mælk. Der var åbenbart et problem med, at nogle af kvinderne blev væk – og det ønskede man ved ovennævnte vedtagelse at afskaffe eller afstraffe.

Dronning Louises Asyl renoveres omkring 1903, og asylet må optage et større lån i Silkeborg Sparekasse. Trap Danmark oplyser i 1901, at Dr. Louises Asyl er normeret til 50 børn. Men der er i 1904-05 kun 28 børn indskrevet. Bestyrelsen ønsker derfor en ændring og en fornyelse, og det sker med ansættelse af Susanne Nielsen som asylmoder.

Susanne Nielsen har nemlig gennemgået et seks ugers kursus i ”Den frøbelske børnehavemetode”, datidens børnehavepædagogik. Silkeborg Dagblad giver i en artikel den 2. oktober 1905 en lille beretning om denne metode:

”Den består i en række tankevækkende og fornøjelige arbejder, som både sysselsætter og morer de små, såsom: fletning af kulørte papirstrimler eller spåner, udsyning og prikning af figurer og blomster på karton, som bagefter koloreres med kridtblyant, ærtearbejder, klodsbygning, figurlægning med pinde efter mønster, figurdannelse af ler og sand”.

Flere nulevende silkeborgensere vil givet nikke genkendende til slige beskæftigelser. Disse aktiviteter skal så på asylet veksle med sanglege, gymnastik, anskuelsesøvelser og fortællinger. Om sommeren er der friluftslege i haven og havearbejde at gøre for de små børn i deres egne småhaver. Det oplyses, at asylet har åbent fra 8 morgen til 6 aften.

Bestyrelsens fornyelsesstrategi gav bonus: Der bliver indskrevet mange flere børn i asylet. Det større børnetal gør arbejdet som asylmoder næste uoverskuelig. Det må komiteen forholde sig til, og det sker på et møde i 1905, hvor følgende er ført til protokols:

”Det vedtoges, at asylet yder 5 kr. månedlig til en rengøringskone, da det har vist sig uoverkommeligt og overanstrengende for asylmoderen efter sin lange daglige tjeneste fra 7 morgen til 6 aften (med kun 1 times middagsfrihed) at vaske gulvene og indbære brændsel”.

KOMMUNEN

Børnetallet må have stabiliseret sig på omkring de 45, og det opleves nærmest som en overbelægning. Asylkomiteen ansøger derfor i 1912 Silkeborg Kommune om forhøjet bidrag til asylet: Fra 300 kr. til 400 kr. årligt.

Kommunen var overmåde positiv indstillet, og det ser ud til, at det årlige tilskud bliver på hele 700 kr.

Med denne kommunale saltvandsindsprøjtning blev der mulighed for at ansætte en ung medhjælper til asylmoder til at passe på børnene.

Under byrådets korte drøftelse af asylets ansøgning kommer der noget ganske interessant frem: Man går generelt ud fra, at asylet bliver brugt til at passe enlige udearbejdende mødres børn. Og ikke – som det var asylets grundlag ved oprettelsen – børn af to udearbejdende forældre. Samfundets normer har ændret sig fra 1860’erne til 1912: Idealet med den borgerlige kernefamilie var slået bredt igennem. Idealet var nu i alle samfundslag en familie med den udearbejdende far og den hjemmegående husmor, som tog sig af hjemmet og børnene.

Asylets økonomi afhang dog fortsat af den indsamling, som komiteen foretog op mod jul. I 1914 anmoder asylmoder Susanne Nielsen om et løntillæg. Denne anmodning stilles i bero af komiteen ”indtil resultatet af dette års indsamling foreligger”.

Efter 1. verdenskrig ser det ud til, at asylet oplevede en nedgang i indskrevne børn med det resultat, at den unge medhjælper bliver afskediget. På samme tid dukker de første drøftelser om oprettelse af en vuggestue op i protokollen.

Dr. Louises Asyl foretog en vis statistik i 1923. Det år var der kun 16 børn indskrevet, og de indskrevne var meget ustabile i deres fremmøde. Faktisk var der en forsømmelse på ca. en tredjedel. Det fremgår af statistikken, at indskrivningen af børnene var størst i vinterhalvåret og noget mindre i sommerhalvåret.

Silkeborg Kommune kommer mere direkte ind i asylets virke i 1919 efter en lovændring på området. Borgmesteren får herefter plads i asylets bestyrelse.

Kommunen er ved borgmester Esben-Petersen aktiv med til at sikre asylet en bedre og mere sikker fremtid ved at søge om statstilskud i 1924. Den private filantropi er ikke længere tilstrækkelig, den offentlige støtte er afgørende for asylets eksistens.

NYE INSTITUTIONER

Det private initiativ inden for den lokale børneforsorg var dog på ingen måde forsvundet. Fra 1920’erne blev en række nye institutioner oprettet på privat initiativ.

Indre Mission oprettede i 1924 spædbørnehjemmet Søfryd, som var beregnet til ugifte mødre og deres børn. Den sociale ulykke, det var at få barn uden for ægteskab, blev således søgt afhjulpet på Søfryd.

Der skulle gå fire år til, indtil gifte mødre kunne få deres spædbørn passet i vuggestue. Silkeborg Husholdningsskole åbnede i 1928 vuggestuen Arnen i en villa ved siden af skolen. Hermed fik husholdningsskolens elever lejlighed til at øve sig i barnepleje på levende børn. Spædbørnene i Arnen var i alderen 14 dage til 1½ år.

Marie Jepsen fik i 1930 sin private børnehave Ly på Valdemarsgade statsanerkendt. Marie Jepsen var selv uddannet forskolelærerinde, og hendes datter Agnete Nørgaard Jepsen var uddannet børnehavelærerinde, og hun bistod moderen med arbejdet.

Marie Jepsen udtalte i 1935 til avisen, at korporlig afstraffelse selvfølgelig var bandlyst i moderne børnehaver. På spørgsmålet om børnene havde godt af at komme i børnehave, svarede hun:

”I de fleste tilfælde ja. Hvor børnenes forældre begge er på arbejde om dagen, kan det kun være gavnligt, at børnene kommer under opsyn i stedet for hele dagen at være overladt til sig selv. For enebørn må det også siges at være godt. Disse har bedst af at pleje omgang med andre børn”.

Villaen på Valdemarsgade havde ofte 35 børn, og Marie Jepsen havde desuden døgnpleje i forbindelse med akutte anbringelser inden for kommunen.

Alderslyst fik i 1938 sit første ”børnedaghjem”, da Eleonora Nordam åbnede en privat børnehave i en femværelseslejlighed i malermester Lunds ejendom, Borgergade 38. To stuer var indrettet til legerum, og en tredje stue var soverum for børnene. Børnehaven kunne imidlertid ikke statsanerkendes i disse omgivelser, så E. Nordam flyttede ned på Højvang (i dag Lollandsgade), hvor hun åbnede institutionen Vangen.

Der var i datiden en del usikkerhed om, hvad man egentlig kaldte disse institutioner, og navne som asyl, børnehave, børnehjem, dagbørnehjem, børnedaghjem m.m. blev brugt lidt i flæng.

Asyl var den gamle betegnelse med udgangspunkt i det 19. århundredes filantropi, hvor der blev lagt vægt på pasning. Børnehjem var eksempelvis C. Knaps Minde, hvor børn blev anbragt, hvis f.eks. deres mor døde fra familien. Dengang var det stort set utænkeligt, at enkemanden skulle kunne tage sig af børnene. Ordet børnehave var kendt, men alligevel fik det mange andre navne, hvori børnehjem på en eller anden måde indgik. Det skal dog ikke forvirre – de var kun beregnet til at have børnene i dagtimerne. Mens børnene på børnehjemmet C. Knaps Minde levede og boede på hjemmet døgnet rundt.

Arbejderens Byggeforening åbnede i forbindelse med storbyggeriet Færgegården egen børnehave, Færgely. Hermed kom en helt ny institutionsmodel til silkeborg – de selvejende institutioner.

Hovedgården dannede rammen om Dr. Louises Asyl 1940-1975

Børn og personale på Hovedgården i 1940’erne

PÅ HOVEDGÅRDEN

Dr. Louises Asyl var Silkeborgs store gamle børneinstitution. Normeringen var på 50 børn, og i 1938 kom der et massivt folkeligt pres for at få tilknyttet en spædbørneafdeling til asylet. Kommunen gik aktivt ind i planerne, og det blev besluttet at flytte fra Tværgade og ned på Silkeborg Hovedgård, hvor den østre del af hovedbygningen blev indrettet til børneinstitution.

Flytningen var en kendsgerning i 1940. Året efter fik institutionen den første uddannede pædagog til leder ved Harrit Refsgaard Thøgersen. Institutionens normering gik fra 50 til 70 børn – 50 børnehavebørn og 20 spædbørn.

Nanna Buhl (f. 1919) overtog posten som leder af Dr. Louises Asyl i 1947. Om børneforsorgens tilstand i Silkeborg beretter Nanna Buhl følgende:

”Jeg kom til Silkeborg den 1. oktober 1947. Det var med en vis betænkelighed, at jeg havde sagt ja til stillingen, fordi det var en velkendt sag, at opgaven var endog meget stor og besværlig. Dr. Louises asyl var egentlig normeret til 70 børn, men det havde intet med virkeligheden at gøre.

Da jeg kom, var der 113 børn. Der var dog forskellige årsager til denne voldsomme overbelægning. Den private børnehave Ly i Valdemarsgade var lige lukket, og børnene blev flyttet ned på Hovedgården, hvor man fik en ekstra krisenormering på 20 pladser. Nogle af børnene ventede på at blive overflyttet til en nyetableret børnehave i Knaps Mindes gamle bygning på Drewsensvej 80. Men overflytningen skete først den 24. november 1947.

Før min ansættelse havde jeg mundtligt fået lovning på, at normeringen på de 70 børn blev overholdt. Men det kunne heller ikke overholdes, selv efter udflytningen til Drewsensvej. Vi blev halvvejs tvunget til at have omkring 90 børn, men det hjalp lidt, at vi tog nogle halvdagsbørn til at fylde op. Normalt var vi nok 87-88 børn. En overgang søgte man at løse problemet ved at sige, at folk med en vis løn ikke måtte sende deres børn i børnehave. Det var både ulovligt og uhensigtsmæssigt, for flere forretninger mistede så deres dygtige medarbejdere, som så ikke kunne sende barnet i børnehave”.

HVERDAGEN

Nanna Buhl har givet følgende indblik i hverdagen på Hovedgården:

”Børnehaven havde åbent kl. 6.15-17.00. Vi havde en overgang 16 børn fra papirarbejdere, og de børn kom hver morgen kl. 6.15. Vi havde i det hele taget mange arbejderbørn, hvis mødre arbejdede på papirfabrikken, tekstilfabrikken i Østergade og konfektionsfabrikkerne i Vestergade. Vi havde dog også børn af kontor- og butiksansatte. Disse havde af og til arbejde efter kl. 17, men så blev børnene hentet af en barnepige, en bedstemor eller af en ældre søskende.

Hver morgen havde vi morgensang kl. 9. Vi samledes i de to stuer i stueetagen og slog døren fra mellem de to stuer. Vi sang en børnesang afpasset efter årstiden, og der er ingen, som kan synge Ingemanns kendte sange som børnehavebørn, f.eks. ”I Østen stiger solen op” og ”Nu titter til hinanden”. Bagefter talte vi gerne lidt med børnene, f.eks. om hvilken dag, det var, hvilken måned, hvilken årstid osv. Var vejret godt, gik vi gerne en tur bagefter.

Klokken 11 spiste vi varm mad. Børnene ryddede op, nogle dækkede bord, børnene vaskede hænder og satte sig ved bordet. Børnene skiftedes til at være ”lille far” og ”lille mor”, som skulle dække bord. Det har altid været institutionens service, og i begyndelsen var det nogle skrækkelige tintallerkner.

Når vi skulle spise kunne vi synge sangen: ”Lille far og Lille mor har nu dækket bord/og vi skal nu pænt på plads og sidde/spise pænt vor mad/allerførst vi glad siger tak til Gud/som vil os mætte”. Og selve takkebønnen kunne være: ”Jeg takker ude/jeg takker hjemme/sige tak må jeg aldrig glemme”. Senere gik vi væk fra sådanne bordsange, det blev opfattet som utidig påvirkning af børnene”.

PRIVAT STØTTE

Dr. Louises Asyl var fortsat afhængig af private bidrag. Aktiviteter som børnehjælpsdagen og salg af Børnehave-Jul og kommunens Skattebog var med til at skaffe midler. Nanna Buhl oplevede også den gamle tradition med juleindsamling fra asylkomiteens første tid:

”De første år fik jeg ”lov” til at gå i damekomiteens fodspor ved indsamling af penge. Kassereren, kommunaldirektør Elbro, sendte mig kort før jul, hvor der ellers var nok at se til i børnehaven, på ”tiggergang” til forskellige faste bidragsydere, gerne mødrenes arbejdspladser.

Hvert sted skulle jeg pænt spørge om foretræde for direktøren. I praksis var der dog en vis tradition i bidragene: Silkeborg Papirfabrik gav 75 kr., Silkeborg Andelssvineslagteri 25 kr., Silkeborg Sparekasse, Silkeborg Bank og Handels- og Landbrugsbanken gav også et beløb. På Tekstilfabrikken i Østergade fortalte direktør Faber engang under sådant et besøg noget overlegent, at de tænkte på selv at oprette deres egen børnehave. Jeg svarede, at det fandt jeg dejligt, da der var hårdt brug for pladserne, men at vi gerne indtil da ikke havde noget imod et forhøjet bidrag fra Tekstilfabrikken. Og det fik vi”.

Der var også et vist samarbejde med de forskellige børneinstitutioner i byen. I forbindelse med åbningen af Børnegården i 1950, brugte børnene i Hovedgården en måned til at producere legetøj til den nye institution i Alderslyst.

MENNESKEASPIRANTER

Børneinstitutionernes antal steg i efterkrigstiden, og der skete en gradvis ændring af grundholdningen til, hvorfor børnene skulle være på institutionen.

Børnegården udgav i 1951 en lille folder om formålet, hvor gamle og nye betragtninger er mikset sammen:

”Børnegårdens formål er at yde den udearbejdende mor vor hjælp. At give barnet mulighed for at udvikle sine evner gennem leg og beskæftigelse. Barnets leg er dets arbejde, og gennem god leg kan barnet udvikles til et dygtigt, selvstændigt og sundt menneske. Børnene vil gennem det lille samfund, det tilpasser sig i institutionen, have lettere ved at tilpasse sig de voksnes samfund. Institutionen kan og skal ikke erstatte hjemmet, men vi vil, så vidt vi formår, søge at være hjemmet til støtte og vejledning. Velkommen til Børnegården”.

Pasningen med leg og beskæftigelse er nu blevet kraftigt suppleret med ønsket om, at børnene på institutionen skal oplæres til at blive voksen.

Samme tankegang kom også til udtryk i en avisartikel om den katolske børnehave i Silkeborg, Skt. Josef Søstrenes Børnehave i maj 1955. Overskriften var ”Pædagogisk legetøj forbereder barnet til livet”. Og konklusionen lyder:

”Samtlige af disse målbevidste lege rundt om på vore børnehjem indgår som led i moderne småbørnspædagogik, som på en fornøjelig måde forener underholdning med lærdom.

Det er leg i øjeblikket og morsomt er det – men legen bliver en dag til alvor. Livet er ingen leg med byggeklodser. Den er tværtimod ramme alvor, og når den dag kommer, hvor vore børn er færdige til at møde den, kan så meget siges med absolut sanddruelighed: De har gået en god forskole igennem, og kan de ikke klare sig den på trods, er skylden ikke børnehavernes. I disse har de nemlig – lidt efter lidt – og uden at mærke det, modtaget og bestået første del i den meget vanskelige og langvarige eksamen, der heder livet” (Silkeborg Avis 21.5.1955).

De 78 børn i den katolske børnehave bliver derfor i artiklen omtalt som ”menneskeaspiranter”.

Børn og Nanna Buhl – formodentlig fra 1950’erne.

FAR, MOR OG BARN

Frederiksberggårdens Børnehave havde til huse i Knaps Mindes gamle villa på Drewsensvej i årene 1947-1957. I januar 1958 kunne børnehaven fejre flytningen til nye lokaler på Frederiksberggade i Arbejdernes Andels Boligforenings nyopførte boligblok. Ved den lejlighed holdt socialinspektør Bundgaard en tale, som avisen betegnede som ”en lille sød historie”. Jeg vil snarere kalde den en grotesk og tidstypisk historie, som sætter vor egen tids familiesyn i relief. Historien handlede om en dreng, som havde hunden Zar:

”En dag blev den kørt ned og moderen turde næsten ikke fortælle drengen det. Han ville blive dybt ulykkelig. Endelig fik hun dog sagt til ham: Zar er død. Nå, sagde drengen og legede videre.

Om aftenen, da han kom i seng, kaldte han på sin mor og sagde: Mor, hvor er Zar? Jamen, jeg fortalte dig da, at Zar er død, sagde moderen. Hvorpå drengen hjerteskærende hulkede: Jeg syntes, du sagde far”!

Socialinspektørens egen kommentar til denne illustrative historie var ifølge avisen:

”Dette eksempel viser, … at for mindre børn er faderen bare et nødvendigt inventar i hjemmet. Senere lærer de, at han er den vigtigste og klogeste i familien”. (Aften Posten 3.1.1958).

Avisen viderebragte hermed den almindelige norm, at mor var den centrale person i barnets liv. Idealet med den udearbejdende far, den hjemmegående husmor og så børnene levede i bedste velgående her ved udgangen af 1950’erne.

FÆRGELY

Børneinstitutionerne var ofte overfyldte i 1940’erne og 1950’erne. Frk. E. Nordam på Vangen kunne sjældent få sig til at afvise en mor, der ønskede sit barn passet. Børnehaven Færgely var normeret til 27 børn, men det normale børneantal var snarere omkring de 40 børn. Færgely lå i stueetagen i en villa, og ovenpå var der tre værelser til personalet.

Bestyrerinden havde det største værelse, den uddannede assistent det næststørste, og kokkepigen boede på et lille smalt værelse. Rengøringsdamen boede ude i byen. Bodil Nielsen blev bestyrerinde i Færgely i 1956, og hun beretter om hverdagen på institutionen sidst i 1950’erne:

”Vi havde åbent fra kl. 6.15 til 17 mandag til fredag og om lørdagen til klokken 14, så arbejdsdagen var lang, faktisk hen ved 11 timer. Når børnene kom, fik de morgenmad ofte i form af havregrød og til middag fik de varm mad. Børnene sad ved to lange borde, og vi kom ind med maden i en stor gryde. Når børnene havde spist blev de alle lagt hen for at sove eller hvile, og de voksne spiste og fik ellers tiden til at gå med at holde de ældste af børnene i ro og reparere f.eks. håndklæder, lagner og den slags. Når børnene kom op, fik de en eftermiddagsmad. Den varme mad til børnene var også en sikring af, at de faktisk fik et ordentligt måltid om dagen”.

Tiderne ændrede sig, og man begyndte at stole så meget på forældrene, at man gik over til madpakker.

Børnenes leg og aktiviteter på Færgly frem til 1970’erne rummede såvel tradition som fornyelse. Herom fortæller Bodil Nielsen:

”Børnehaven havde selvfølgelig en legeplads, og ellers var der mange forskellige aktiviteter, f.eks. prikkede vi figurer ud i glanspapir med prikkenål, lavede geometriske figurer med tændstikker og ”tegnede” med flækkede gule ærter. Derudover tegnede, malede og syede vi ofte.

Når jeg påtalte over for bestyrelsen, at vi var for lidt personale, fik jeg det råd, at jeg kunne bare gå ture med børnene, så var de lette at overskue. Så vi gik mange ture, hvor børnene havde en snor mellem sig, som de holdt ved. Mange år senere, omkring 1970, fik vi fjernsyn lidt på samme vis, som ”aflastning” i stedet for mere personale. Fjernsynet var godt nok, og børnene nød at se børnetime om formiddagen”.

FOR ALLE

Fjernsyn, parcelhus og bil er alle symboler og realiteter for den radikale forandring, der skete i det danske samfund i 1960’erne. De udearbejdende mødre er en afgørende del af denne historie. Kvinderne kom igen talstærkt ud på arbejdsmarkedet, og det fik selvfølgelig også indflydelse på børn og institution.

Fra ca. 1890’erne til 1960’erne var normen, at faderen var udearbejdende, og moderen hjemmegående husmor. Mange gifte mødre måtte ganske vist arbejde ude alligevel, men det blev anset for ”unormalt” eller ikke-ideelt. Børneinstitutionerne tog sig i denne periode af enlige mødres børn og (sådan af nødvendighed) også af udearbejdende gifte mødres børn. Med de gifte kvinders indmarch på arbejdsmarkedet i 1960’erne og 1970’erne blev der ændret radikalt på dette forhold.

Nu tog kvinder fra alle samfundslag udearbejde, og derfor kom børn – velstillede som mindre velstillede – på institution. Formålet med institutionsanbringelsen ændrede karakter – eller rettere nogle aspekter blev nu trukket frem som de dominerende: Børn skulle på institution for at kunne begå sig i det moderne samfund. Ringen er på en eller anden forunderlig vis sluttet:

Ved Dronning Louises Asyls oprettelse i 1864 var det børnepasning for to udearbejdende forældre. Det er det også i 1996. Men i perioden 1860’erne – 1890’erne var det kun småkårsfamilierne, hvor mand og kvinde begge var nødt til at arbejde, og som derfor havde børnepasningsproblemer. I dag er det alle uanset velstand, som arbejder ude. Og børneforsorgen er derfor et anliggende for alle.

Der er også i dag mange bekymringer i forhold til børnenes pasning. Men nu er man bekymret for egne børn. Af og til er man ved at drukne i bekymring. Det er selvfølgelig tåbeligt.

Man må blot hele tiden holde sig historien for øje: Der er ikke en naturgiven norm med hensyn til børnepasning og børneopdragelse. Forandring må vi leve med og få det bedste ud af. Det kræver bekymring, omsorg, handling, ansvar og en stædig tro på, at det nok alt sammen skal gå fra alle sider – forældre, institution og politikere.

Udstillingen og artiklen ”Fra asyl til daginstitution i Silkeborg” gjorde en form for historisk status og gav hermed tidens silkeborgensere mulighed for at standse op og tænke efter over det levede liv. Gav mulighed for refleksion.

DET HISTORISKE BAKSPEJL 2017

Udstillingen og artiklen i 1996 var med til at sætte børnelivet på institution på den lokalhistoriske dagsorden. Institutioner, museum, arkiv, kommune og enkeltpersoner gik sammen om at finde genstande og fotografier og få sat ord på denne del af Silkeborgs historie. For Museum Silkeborg var det en lille milepæl i museets bestræbelser på at brede lokalhistorien ud på alle livets områder.

Artiklen i 1996 giver fortsat en god oversigt over emnet, men historien ser anderledes ud her i 2017 end i 1996. Af flere forskellige årsager.

Kommunalreformen skabte en ny Silkeborg Kommune pr. 1. januar 2007, hvorved det historiske emne ”daginstitutioner i Silkeborg” fik en anden geografisk udstrækning end i 1996. Silkeborg, Them, Kjellerup og Gjern kommuner gik sammen i den nye Silkeborg Kommune. Hermed fik de fire tidligere kommuner en fælles nutid og fremtid. Og en ny fælles fortid.

Silkeborg, Them, Kjellerup og Gjern eksisterede som selvstændige kommuner i perioden 1970-2006. Netop i denne periode voksede det danske velfærdssamfund frem, som vi kender det i dag. I denne periode blev daginstitutioner normen. Them og Gjern kommuner blev etableret i 1970 uden børnehaver.

Tidligere Them Kommune havde før 1970 haft børnehave i Virklund, men Virklund gik som forstad til Silkeborg med ind i Silkeborg Kommune i 1970, og den tilbageblevne landkommune Them begyndte sit virke uden børnehave.

Med udgangen af 2006 var børnehaver en selvfølge. Såvel i byen som på landet. I kommunernes indbyrdes konkurrence om de eftertragtede børnefamilier var ”pasningsgaranti” fra 1980’erne en nødvendighed. Forældre skulle være sikre på, at de kunne få børnene passet i en god daginstitution eller dagpleje, mens de var på arbejde. At gå i børnehave var ikke længere noget specielt – det var blevet det normale. Et fælles vilkår for tidens danskere og silkeborgensere.

Artiklen i 1996 giver en godt overblik over udviklingen frem til 1960’erne. Historien fra 1860’erne og frem til 1950’erne er fyldigt beskrevet. Derimod er tiden efter 1970 kun lige skitseret i artiklen, og det føles ekstra mærkbart her i 2017. Der er slet og ret sket så meget siden 1996 på området, at belysning af denne historie presser sig på. Og ikke nok med at historien fra 1996 mangler – også historien ca. 1970-1996 trænger sig på for at blive mere fyldestgørende behandlet.

Mange nye institutioner er kommet til, mens flere af de ældre institutioner er lukket siden 1996. Blevet til endegyldig historie. Det drejer sig om følgende børnehaver, som var inddraget i artiklen fra 1996: Frederiksberggårdens børnehave (2013), Skt. Josef Søstrenes Børnehave, Børnehaven Vangen (2010) og Børnehaven Færgely (2010).

Silkeborgs ældste børnehave – Dronning Louises Asyl – flyttede i 1975 fra Hovedgården og ud på Rolighedsvej i Sydbyen. I samme forbindelse ændredes navnet til Dr. Louises Børnehave, og institutionen gik fra at være ”hele” Silkeborgs gamle børneinstitution (børneasyl) til at blive en børnehave for lokalområdet ved Vestre Skole. Dr. Louises Børnehave fejrede i 2014 150 års jubilæum – og da som privat børnehave siden 2012.

Historien pågår til stadighed. Daginstitutionsbilledet ændrer sig hele tiden: Ny institutioner åbnes, andre lukker og institutionsområdet omorganiseres ved jævne mellemrum. Også indhold og hverdag skifter karakter. Meget før år 2000 og ikke mindre efter årtusindskiftet. I det 21. århundrede er daginstitutioner såvel pasningssteder som små læringscentre, hvor de kære små påbegynder deres livslange læringsforløb, nutidens silkeborgensere kan se frem fra vugge til grav.

Museum Silkeborg har ved undertegnede med mellemrum fulgt op på oversigtsartiklen. Blandt andet ved tre lokale jubilæumsskrifter for institutionerne Frederiksberggården (1997), Børnegården (2000) og Dronning Louises Børnehave (2014).

Museets arbejde på området kan man få et indtryk af på museets hjemmeside under temaet ”Børn og børneforsorg”.