Jordfaste anlæg, hvad er det?
Når vi som arkæologer taler om jordfaste anlæg og fund, kan det som udenforstående være svært at gennemskue hvad det helt præcist er hvad vi mener. Jordfast er alt der ligger i uforstyrret jord. Det vil sige alt der har ligget uforstyrret siden anlæggelsestidspunktet, og stammer fra en periode indenfor vores interessesfære, som normalt går fra oldtid til renæssance, og ind imellem også noget senere. Mange skjulte jordfaste anlæg har fået fjernet deres oprindelige overflade, og består i dag blot af nedgravningsspor i råjorden under pløjelaget.
Nedenstående eksempler kan forhåbentligt vejlede bygherrer i om der bør tages kontakt til museet. De nedenstående eksempler dækker på ingen vis alle anlægs og fundtyper, og skal opfattes som en guide til hvad museet KAN være interesseret i.
I tvivlstilfælde bør du altid kontakte museet!
Der er i hverdagene ALTID mindst én arkæolog til stede der kan rykke ud med det samme.
Nedenfor billeder af gruber. Det vil sige nedgravninger efter ler, sand, eller med det formål at tilberede mad. Den jord der fyldes i hullet afviger ofte fra de naturlige jordforhold, f.eks. fordi der blandes vækstlag med ned, eller der deponeres affald, og det er derfor vi kan se sporene neden under pløjelaget.
Stolpespor er en ret almindelig, anlægstype, og de KAN være svære at se. Ind imellem ligger de dog pænt på rækker som på eksemplet til højre, eller har tydelige stolpespor som i det midterste foto. stolpesporet er resultat af at man har trukket stolpen op, som en del af sløjfningen af huset, da tømmeret har kunnet indgå i næste huskonstruktion, hvis tilstanden er i orden. Til venstre en situation hvor de tagbærende er markeret med landmålerstokke, men der er også meget fine vægforløb bevaret.
Nedenfor tre forskellige urner, dvs. brandgrave, som er små nedgravninger med keramik, og ofte med hvidbrændte knogledele. almindelige begravelser kan være svære at se, med mindre de er markeret med sten, som det kan ses længere nede.
Herunder tre anlæg, der primært består af sten. dels en grav til venstre, i midten en gravhøj med to gravlejer til stammekister, samt en ring af højfodssten og et stentæppe foran dette. Til højre en trædestensrække fra Bølling sø. Koncentrationer af sten, eller sten på række kan således også være af arkæologisk interesse.
Fund / genstande er meget varierede, men langt det meste vi tager med hjem er flint eller lertøj (i daglig tale keramik). til venstre to eksempler på lerkar og skår, til højre eksempler på flintgenstande.
Til højre et snit gennem en agerren med sten i bunden, som er middelalderens drængrøfter mellem smalle markstriber, som den så ud i kanten af en kabelgrav.
Følg os her: