GRAVMINDEREGISTRERING

Historik, situation og perspektiv

Af Keld Dalsgaard Larsen

Landets kirkegårde er velkendte og skattede mindesteder for vore afdøde til glæde for de nulevende. Kirkegården er en del af livet, af vor historie og kulturarv. Museum Silkeborg har i årtier arbejdet med dette tema, først og fremmest i form af kirkegårdsregistrering inden for museets ansvarsområde – Silkeborg Kommune. I juni 2019 udarbejdede jeg to interne notater: En kort situationsberetning over museets praktiske gravminderegistrering inden for ansvarsområdet og et notat om arbejdsområdets historik, aktuelle situation og perspektiver. Sidstnævnte notat blev i forlængelse af arbejdet med udstillingen Elsket og savnet – om livet med døden revideret i 2022 med henblik på offentliggørelse på museets hjemmeside.

Det danske museumsvæsen har nogle årlige stormøder, hvor fællesanliggender vendes. I mange år foregik det på Fuglsøcentret på Djursland. På mit første faglige Fuglsømøde – i 1988 eller 1989 – var det store tema gravminderegistrering. Til min store forundring. Alle inden for min faggruppe – ”nyere tid” (traditionelt historikere og etnologer) – var ellevilde med denne arbejdsopgave. Der blev holdt vidtløftige oplæg, og der var en stemming af, at nu langt om længe havde man fået fat i den lange ende: Et arbejde, som kastede penge af sig. Lidt i lighed med arkæologiske udgravninger! Jeg stod fuldstændig uforstående overfor al denne virak. De omtalte vejledninger havde jeg godt nok bemærket, men nærmest smidt i skaldespanden ud fra den grundholdning, at jeg havde meget andet at bruge min tid på som museumsinspektør. Men her blev jeg altså grundig belært om det modsatte på Fuglsømødet.

Den meget ståhej omkring gravminderegistrering skyldtes ikke mindst kirkeminister Mette Madsen (1984-1988), som havde kirkegårdens kulturhistorie som særligt interesseområde. Baggrunden var blandt andet, at samfundsudviklingen radikalt ændrede landbosamfundene i forbindelse med den øgede mobilitet i samfundet og vandring fra land til by. Endvidere var der også en bekymring for, at mange kirkegårde var ved at blive overfyldte, og man derfor i nærmeste fremtid ville sløjfe rigtig mange gravminder. Derfor ønskede ministeren at få bevaret de bevaringsværdige gravsteder/gravminder/gravsten, mens tid var. Der blev udsendt diverse cirkulære og retningslinjer – altsammen så tilpas vagt, at alt i princippet kunne fredes. Hvis ikke af den ene årsag så af en anden.

De to centrale dokumenter på området var:

Beretning vedrørende registrering af gravminder. Afgivet af den af kirkeministeriet den 4. september 1984 nedsatte arbejdsgruppe. Betænkning nr. 1046. (1985)

Vejledning om registrering af gravminder (Kirkeministeriet og Statens Museumsnævn april 1987).

Nyere tids inspektører i Århus Amt arrangerede kursusdage, hvor vi drøftede eventuel praksis. I den forbindelse blev Gl. Rye kirkegård ved flere lejligheder besøgt. Her fik jeg et soleklart eksempel på museal selvsving. Der var ingen grænser for alt det, der ”selvfølgeligt” skulle registreres og dermed fredes. Der er jo en historie ved det hele! Jeg fandt det dybt problematisk – og jeg kan bedst karakterisere det som fortidens overkill på nutiden og fremtiden. Jeg valgte på vegne af Silkeborg Museum en anden restriktiv tilgang med langt færre registreringer (fredninger).

Silkeborg Museum registrerede en del kirkegårde i perioden ca. 1995-2006. Registreringsarbejdet skete i et samarbejde mellem museumsassistent Christine Hanselmann (som før ca. 2000 hed Dorit Hindsgaul) og mig. Vi tog ud på kirkegården, gennemgik den og foretog vore valg. Christine Hanselmann stod for den praktiske registrering.

Udgangspunktet var, at kirkegården var ”et levende” sted, som skal afspejle de levendes virkelighed. At folk dør, bliver begravet og familien værner om gravstedet i et vist antal år. Når familiens betaling af stedet slutter, sløjfes som en naturlig ting gravstedet. Nye dør, begraves og mindes efter tidernes skik. Det vil være udtryk for nutidig selvhøjtidelighed at ”fastfryse” gravminderne på kirkegårdene i ”vor tid”.

Til registrering/fredning blev først og fremmest 100 års reglen anvendt. Ved gravsteder/gravsten yngre end 100 år skal der være en rigtig god grund til at registrere (frede) stedet/stenen. Omvendt var synspunktet, at stenen så at sige havde vundet efter 100 år på kirkegården, og bevisbyrden kunne vendes: Nu var det nutiden, der skulle begrunde, hvorfor stenen/stedet eventuelt ikke skal bevares.

Ved gravminder over fortjenstfulde mennesker blev lagt vægt på, f.eks. om stenen er rejst af sognet (eller foreninger m.m.), om det er en veteran fra 1848 eller 1864 m.m. Det var imidlertid ikke nødvendigvis ”fortjenstfyldt” at være en lokal lærer. Menighedsråd mener gerne, at den lokale sognepræst er en ”fortjenstfuld” person. Men hvad så med museumsinspektører? Eller den lokale lærer? Eller graveren gennem 40 år? Sådanne overvejelser indgik gerne i dialogen med menighedsrådet/kirkeværgen/præsten/graveren.

I forbindelse med sammenlægningen af Silkeborg Museum og Blicheregnens Museum pr. 1. januar 2009 kunne jeg konstatere, at Blicheregnens Museum havde en hel anden registreringspraksis – med enormt mange registreringer/fredninger på de enkelte kirkegårde. En praksis jeg fandt og finder dybt problematisk. Efter jeg fik eneansvaret for gravminderegistreringen, har jeg i de relevante sammenhænge søgt at nedbringe antallet af registreringer.

Gravminderegistreringen blev i 1980’erne sat i verden med støtte. Og der blev nogle år senere tilført supplerende midler. Der var altså penge i arbejdet for de enkelte museer. Ikke til alle kirkegårde – men så man var godt i gang. Blicheregnens Museum påtog sig – og fik penge hertil – at registrere en del kirkegårde uden for sit ansvarsområde. Det gav senere et problem, idet museet nok havde fået pengene for at registrere Karup kirkegård – men blot aldrig gjort arbejdet færdigt. Det kom jeg så til at gøre langt senere.

Museerne var ivrige i opstartsfasen. Men lige så snart pengene slap op, og gravminderegistreringen skulle indgå i det almindelige, forefaldende museumsarbejde, indfandt der sig en markant nedgang i museernes arbejdsiver. Også på Silkeborg Museum (og Blicheregnens Museum). Denne afmatning gav ingen genlyd rundt om i menighedsrådene. De opdagede det knap nok. Dels var kirkeminister Mette Madsen afløst af en ny på posten og dels var situationen på de danske kirkegårde en radikal anden, end da loven blev vedtaget. Nye begravelsesskikke – langt flere urnegrave m.m. – gør, at der slet ikke er det pres på kirkegården, som man frygtede i 1980’erne. Der er god plads på kirkegårdene. Udfordringen i dag er tværtimod, at kirkegården kommer til at virke tom og øde med det resultat, at nutidens mennesker potentielt finder kirkegården uvedkommende. Ikke et besøg værd.

Museerne – herunder også Museum Silkeborg – foretog mange gravminderegistrering fra slutningen af 1980’erne og små 20 år frem. Men interesse for emnet forsvandt, og arbejdet blev ikke faglig set fulgt til dørs. Min vurdering er, at det er forsvindende lidt, der er kommet ud af det omfattende arbejde ud over udfyldning af diverse registreringsark. Megen kulturhistorisk indsigt og refleksion har det ikke kastet af sig rundt om i det danske museumslandskab. Endsige til den danske befolkning i al almindelighed.

To markante resultater kom der dog ud af den museale interesse for gravminderegisteringen:

Aase Faye: Danske Støbejernskors (1988)

Birgitte Kragh: Til jord skal du blive …. Dødens og begravelsens kulturhistorie i Danmark 1780-1990 (2003)

Aase Fayes værk er et sjældent godt musealt værk inden for et relativt stramt og snævert emneområde. Værket er enkeltmandsværk, og kom formodentlig kun til verden på en tragisk baggrund, nemlig forfatterens alt for tidlige død. Enkemanden Jan Faye påtog sig redigeringen og udgivelsen af sin afdøde hustrus manuskript og råmateriale, som herved kunne foreligge i 1988.

Birgitte Kraghs værk ligger i direkte forlængelse af museernes interesse for emnet i anden halvdel af 1980’erne. Værket var længe undervejs, og rigtig mange museums- og arkivfolk var med i skabelsesprocessen, som trak gevaldigt ud. Projektet var begunstet af ganske store økonomiske midler, men alligevel var der latent farer for skibsbrud. Birgitte Kragh ser så ud til at have samlet trådene og ved en afsluttende kraftpræstation nåede projekt i mål i form af dette omfattende bogværk. Birgitte Kraghs værk er i dag det nærmest man kommer et dansk standværk på området. Værket er stort og omfattende – men netop herved viser det med al tydelighed, hvor umuligt det er at have en ambition om at sammenfatte en ”dødens og begravelsens kulturhistorie”. Emnet er slet og ret for stort og uhåndterligt. Men mindre kan også gøre det, og ønskes viden om den historiske udvikling på vore kirkegårde, kirkegårdenes gravminder og begravelsesskikke er værket uomgængeligt.

Aase Fayes og Birgitte Kraghs værker fik imidlertid ingen nævneværdig gennemslagskraft inden for det danske museumsvæsen. Birgitte Kraghs værk var tænkt som en faglig støtte og inspiration til den museale interesse fra 1980’erne, men værket blev nærmest til et punktum for dette museale arbejde.

Mellem år og sag spurgte jeg kolleger rundt om på museerne, om det ikke ville være godt og relevant, at museerne samlet set fik evalueret de museale erfaringer med den store ”kampagne” omkring ”gravminder” og ”dødens kultur” – men det vandt ingen genklang. Museernes interesse var forduftet.

Serviceeftersyn og evaluering på museernes gravminderegistrering kom således ikke fra museerne – men fra Ministeriet for Ligestilling og Kirke i 2013 og 2014.

De to centrale dokumenter i den sammenhæng er:

”Rapport fra arbejdsgruppe vedrørende serviceeftersyn af gravminderegistreringsordenen” (Ministeriet for Ligestilling og Kirke juni 2013) ”Vejledning om registrering af gravminder m.v.” (Kirkeministeriet 10. september 2014).

Rapporten giver en fin oversigt over den oprindelige intention med gravminderegisteringen, en kort omtale af erfaringerne og kommer på den baggrund med en række forslag til den fremtidige praksis.

Rapportens behandling af ”Erfaringer med gravminderegistreringen” er kortfattet og nedslående. Årsagen er, at der ikke er noget overblik over, hvad der egentligt er sket på området. Men det giver et indtryk af, at registreringsarbejde ikke blev fuldført, at det er meget forskelligt fra stift til stift, og arbejdet er gået i stå.

”De provstier som har svaret, at de mangler at registrere gravminder, oplyser, at det i reglen er museet, der har indstillet registreringen”.

Indtrykket er, at arbejdet er ikke færdigt, at arbejdet er meget ujævnt udført, og at museerne ikke har løftet opgaven.

Rapportens arbejdsgruppe kommer så med en række konkrete forslag til ny praksis. Det er et radikalt opgør med den praksis, som etablerede sig fra 1980’erne. Man ønsker langt færre registreringer (fredninger), og det skal være muligt at ”afregistrere” eksisterende registreringer. Opgøret sker ved af begrænse og ændre kriterierne for registreringerne. Nogle eksempler:

Tidligere var det sådan, at ”alle gravminder, der er mere end 100 år gamle, bør i almindelighed anses for bevaringsværdige”. Det kriterie udgår! Det kan godt bruges – men ikke som eneste grund.

Tidligere blev der lagt vægt på at registrere ”typiske” gravsten/steder. Det kriterie nedtones, blandt andet ved at det skal anskues ud fra hele provstiet og ikke den enkelte kirkegård. Tidligere blev der lagt vægt på gravsten/steder med lokalhistoriske navne eller lokale stednavne. Disse kriterier bortfalder også. Arbejdsgruppen går drastisk til værks og erstatter de tidligere fredninger heraf på følgende vis: ”Menighedsrådet kan forinden et sådant gravminde kasseres kontakte det lokalhistoriske arkiv og høre, om arkivet vil være interesseret i at affotografere og beskrive gravmindet”.

Arbejdsgruppen ønsker generelt at se registreringerne i et større perspektiv – ikke kun den enkelte kirkegård men kirkegårde inden for et givet provsti.

Der skal åbnes op for at afregistrere eksisterende registreringer. Initiativet skal komme fra menighedsrådet, som så kan inddrage det lokale museum. Afregistreringen skal konfirmeres ved et provstesyn.

Generelt er menighedsrådets ”ejerskab” til registreringerne (og afregistreringerne) trukket frem i forreste række, mens det lokale museums rolle er væsentligt nedtonet. Arbejdsproceduren er skitseret sådan, at menighedsrådet sender forslag til registreringer (eller afregistreringer) til den museumsfaglige pr. mail – med en kort begrundelse og to fotos. Den museumsfaglige behøver ikke at besigtige på stedet – man formodes at kunne komme med en ”museumsfaglig vurdering” ud fra mailen med bilag. Dog åbnes der op for en ”pakketur”, hvor den museumsfaglige kan tage rundt til flere kirkegårde og derved slå flere ”fluer med et smæk”. Det er tydeligt, at tidsforbruget skal ned til et minimum.

Rapporten foreslår endvidere, at registreringerne (og afregistreringerne) opbevares digitalt. Der er ligeledes forslag om at inddrage platformen Fund og Fortidsminder.

Rapporten rummer flere forslag m.m. – men lad det være nok til at understrege, at der er tale om et kursskifte i forhold til den tidligere praksis. Og at museernes rolle er blevet væsentlig mindre.

Rapportens henstillinger er konsekvent implementeret i den nye vejledning på området fra 2014.

Overordnet set anser jeg mange af de nye konkrete tiltag på området for rigtige. Det var en tiltrængt opstramning på området. Mange af begrundelserne finder jeg imidlertid dybt problematiske. Min anke er først og fremmest, at det nære og lokale latent underkendes. Vinklen er ikke det enkelte lokalsamfund: Hvem har været betydningsfuld for ”os”? Vinklen er overordnet og abstrakt, vel nærmest national. For at blive en ”fortjenstfuld person” – og dermed give anledning til at vedkommendes gravsted/sten kan komme i betragtning som bevaringsværdig – kræver det nærmest at komme i Kraks eller i Dansk Biografisk Leksikon.

Og påberåbelsen af faglighed i udvælgelsen virker lidt påtaget, når den ”museumsfaglige vurdering” kan foregå pr. mail ud fra en kort indstilling fra meninghedsrådet og et par fotografier. Uden fysisk besigtigelse og dialog med menighedsrådet.

Umiddelbart ville jeg finde det mere reelt, at registreringerne som udgangspunkt foregår ”internt” i stiftet mellem menighedsråd og stift – med den mulighed at inddrage museet som dialogpartner i forbindelse af eventuelle tvivlsspørgsmål eller uenighed mellem de primære (folkekirkelige) interessenter.

Museum Silkeborg har på mange måder arbejdet ansvarsfuldt med gravminderegistreringer. Vi har ikke meget at være flove over. Men det samlede danske museumsvæsen må sidde tilbage med røde ører. Nok er der foretaget en del registreringer – meget af det bureaukratiske papirarbejde blev gennemført. Meget uensartet. Men det blev ikke fulgt til dørs med en relevant bearbejdning af registreringerne til kulturhistoriske indsigt. Arbejdet blev heller ikke evalueret. Og da finanseringen holdt op – stoppede arbejdet rundt om på museerne.

Den vidtløftige eufori, som omgærede gravmindearbejdet i slutningen af 1980’erne, er forlængst forsvundet. Museerne har måske nok til en vis grad opfyldt sine forvaltningsmæssige opgaver (den bureaukratiske registrering) – men uden at kvalificere emnet ”musealt”.

Gravminderegistreringen er simpelthen gledet ud af de enkelte museers arbejdsopgaver. Som en selvfølge. Ingen har undret sig eller søgt at ændre herpå. Kulturstyrelsen har således ikke afkrævet de enkelte museer en årlig tilbagemelding i forbindelse med de skemaer, museerne hvert år udfylder om alt mellem himmel og jord på museet. Og ingen har undret sig over denne udeladelse fra Styrelsens side!

Heldigvis har andre italesat kirkegårdskulturen og gravminderegistreringen. Her skal fremhæves Foreningen for Kirkegårdskultur, som i 2017 udsendte antologien ”Gravskrift eller…? Kirkegårdens betydning og fremtid”. Det er et godt sted at finde tankevækkende inspiration med hensyn til emnets omfang og betydning.

Fremover er museerne tiltænkt en langt mindre rolle. Velbegrundet ud fra de indhøstede erfaringer. Museerne ligger, som de har redt.

På mange måder er det synd og skam. Dialog med kirkegårdens folk er altid berigende – ansigt til ansigt. Gennem år og dag har jeg haft flere rundvisninger på de lokale kirkegårde i Silkeborg – og interessen er stor. For kirkegårdene giver gode vinkler på lokalsamfundet og de levendes vilkår. Om tidens forhold til såvel livet som døden.

Her og nu presser arbejdet med gravminder sig ikke på. Heller ikke for Museum Silkeborg. Vi kan afvente menighedsrådenes henvendelser og prøve at handle pragmatisk ud fra de nye retningslinjer. Men forhåbentlig uden at miste vor nysgerrighed med hensyn til, hvad der sker ude på kirkegårdene i kommunen – konkret og mere overordnet set.

11. maj 2022